2011 i bakspejlet

2011 har for mit vedkommende været præget af tilbageblik. Efter mange års tilløb fandt jeg endelig vejen ind til Beatles via deres mere ukendte numre. Der er vitterligt mange Beatles-numre - de mest kendte - som jeg simpelhen ikke kan høre, fordi de er spillet til døde. De har været en massiv mur mellem mine ører og resten af deres materiale. Men gennem venners pladespillere og velvalgte numre blev der slået hul. Så en tak til Sister Chain & Brother John og Marzipan Marzipan i Berlin. Samtidig fik jeg også smag for en flig af de aldrende 1-2-3-4-rockere Rolling Stones, som jeg ellers ikke har villet have meget med at gøre. Og nej, jeg regner bestemt ikke med at kaste mig ud i store dele af deres diskografi. Men "Beggar's Banquet" var åbningen til dem - og til dels også en smule af "Exile On Main Street".

Nå, men det handler jo om nye albums på denne slags lister. Hvorfor behøver det egentligt være det? Faktisk har jeg valgt at tage lidt med, som faktisk udkom i 2010. Og så er der desuden et album med, jeg selv har været med til at udgive. Men det er vitterligt et af mine favoritter, så selvfølgelig skal det da med. En genganger fra forrige år er også med, men det er fordi den blev genudgivet og fortjener at blive nævnt igen. Anyways, here we go...

Bedste albums fra 2011 (omtrent)
I ingen bestemt rækkefølge...
Girls Love Rallie: Son Of Rock'n'Roll
Peter Laugesen & Singvogel - Den Her Planet Glemmer Vi Aldrig
Jeans Wilder - Nice Trash
PJ Harvey - Let England Shake
Bonnie Prince Billy: Wolfroy Goes To Town
Beastie Boys: Hot Sauce Committee Part 2
Martina Topley-Bird: Some Place Simple (udgivet 2010)
Blind Blake: Bahamian Songs (vinyl re-issue)
Nils Frahm: Felt

De her fra 2011 var også gode
Fossils - Meatrush
Various Artists - Thai? Dai! - The Heavier Side Of The Lukthung Underground
The Focus Group - Sketches And Spells (vinyl re-issue)
The Advisory Circle - As The Crow Flies
Tenniscoats - Tokinouta
Wolf Tapes: Psychic Spell
Dirty Beaches: Badlands
Social Climbers: Social Climbers (oprindeligt 1981 - 2011 re-issue)
Various Artists: Life Is Dance - Plugged-in Sound of Wonder at the Pakistani Picture House

Øv...?
Og så er der dem, der egentligt var nogenlunde okay på forskellig vis, men som jeg havde forventet mig mere af:
Radiohead: King Of Limbs
The Berg Sans Nipple: Build With Erosion
Deerhoof: Vs. Evil
Tom Waits: Bad As Me
Og Radiohead var faktisk den største skuffelse, må jeg indrømme. Der slap de for let om det. Og mens det ellers var en glimrende Thom Yorke-plade, så var det en kedsommelig Radiohead-plade, hvor man slet ikke længere fornemmer, at det rent faktisk er et band, der har lavet musikken sammen. Øv. Deerhoof-albummet var en hel del bedre, selv om de ikke er helt på højde med tidligere tiders fremragende albums. De forsøgte med en lidt ny retning - med noget mere held en Radiohead. De ligger lidt på vippen til årets bedste-listen, men jeg havde forventet bedre fra dem.
Det samme havde jeg fra Tom Waits, der tilsyneladende på musikanmelder-fronten er hævet over enhver kritik. Waits kører i samme spor som altid, hvilket dog er ham undskyldt, da han opholder sig i sin helt egen genre. Men numrene var korte og letbenede på en måde, hvor de for alvor begyndte at fremstå som klichéer. Waits tog turen på autopilot både med musikken og på tekstsiden. Bevares, albummet har nogle enkelte perler i mellem, men overordnet set er han på "Bad As Me" en karikatur af sig selv og satte samtidig det organiske element i musikken over styr på flere numre. Og det var netop dem, der ikke virkede. Ja, øv.

Og der er jo stadig...
Men hvad der er udgivet i år, er ikke det samme som det, jeg har hørt mest af. Foruden Beatles osv., så har Polar Bears "Peepers" stadig roteret voldsomt. Og jeg er stadig lige entusiastisk. Det samme gælder for Eugene Chadbournes "Peking Doc". Jeg fornemmer at der her er to albums, der meget vel kan ende på min all time favourite liste i den nærmeste fremtid.
Andre plader, jeg nød i år:
Various Artists - Dr Boogie Presents Heavy Jelly: Essential Instrumentals
Wildbirds & Peacedrums: Retina + Iris EPs

Bedste koncerter
Der er faktisk et par gengangere her og der. Og sjovt nok, så er der ikke så mange på listen af de større koncerter på de store spillesteder, som jeg trods alt var til en del af i løbet af året. Måske var der i år bare ikke så meget fantastisk at komme efter der - altså, blandt det, jeg valgte at tage ud og se.
Vi tager den kronologisk, for ikke at rangordne for meget. Men først lige dem, der virkelig slog benene væk under mig lidt mere end resten af årets andre fantastiske koncerter...
Bassekou Kouyate & Ngori Ba, Atlas, Aarhus, 4. marts
Sister Chain & Brother John, HeadQuarters, 11. marts
Comaneci, HeadQuarters, Aarhus, 25. maj
Frisk Frugt, Spot Festival, Aarhus, maj
Adriano Celentano Gebäckorchester, Antje Öklesund, Berlin
The Necks, Atlas, 9. november

Og de der også var fremragende...
Lucky Dragons, Atlas, Aarhus, 17. februar
22 Pistepirkko, Voxhall, Aarhus, 3. marts
Nisennenmondai, Spot Festival, Aarhus, maj
Swans, Voxhall, Aarhus, 3. maj
Sieben (Matt Howden), Fanø Free Folk Festival, Sønderho, 25. juni
The Hunters (feat. Marzipan Monroe), Sowieso, Berlin, sommer
Singvogel, Geiger Sommerstemmer, Brabrand Sø, Aarhus, 19. august
Frisk Frugt, Atlas, Aarhus, 27. august
tUnE-yArDs, HeadQuarters, Aarhus, 7. september
Peter Laugesen & Singvogel, Atlas, 29. oktober
Under Byen, Teater Grob, København, 14. november
AK Hansn & The Sign Of Four, HeadQuarters, Aarhus, 19. november
Slængs, HeadQuarters, Aarhus, 19. november

Bedste film
Det er ikke blevet til ret mange biografture i år. Men et par af de nye film, der behagede:
Midnight In Paris (Woody Allen)
Tintin (Steven Spielberg & Peter Jackson)
Resten har været på dvd og derfor formentligt ikke lavet i 2011.

Links til de tidligere årslister:
2010
2009
...hvor jeg må indrømme, at jeg på bedste Winston Smith 1984-manér lige korrigerede og tilføjede en film (David Wants To Fly) og en koncert (Deerhoof), som jeg af uransagelige årsager havde glemt til trods for, at de var store oplevelser. Kan det være, at man får lidt for mange inputs? Pyh...

God jul og godt nytår!

Lars

Making A Movie # 16

Mandag aften var Esther og Torsten forbi for at se filmen. Med et par gode, hjemmelavede pizzaer i maven blev dvd'en sat i maskinen og "First You Close Your Eyes" tonede frem på skærmen. Reaktionerne undervejs gik fra grin til det mere emotionelle (uden at det skal lyde for melodramatisk). Så jeg tror, at jeg har ramt en okay balance med materialet.
De virkede i hvert fald begge meget glade for det endelige resultat - og så er jeg jo glad. :-)
De mente, at de i hvert fald godt kan bruge den i forbindelse med albummet, når det engang kommer. For det er jo i skrivende stund stadig på vej. Der er mange forskellige måder, man kan bruge sådan en film på i den sammenhæng. Det bliver spændende at se hvordan den del spænder af.
Den eneste feedback m.h.t. justering, jeg fik, var at filmens titeltekster kunne være en anden skrifttype. Det har jeg også selv tænkt over, men jeg har virkelig ikke kunne finde en god én endnu. Men jeg må lige prøve at kigge lidt mere. Måske skulle jeg også tjekket et par andre film ud for at finde lidt inspiration.

Film - ikke tv
Da jeg sad og kiggede igennem noget af det gamle materiale, fra da jeg planlagde filmen, blev jeg også igen mindet om kravet til filmen fra Aarhus Filmværksted. Den skal have filmiske kvaliteter og ikke være et tv-program. Selv om den kunne være sjov at få på tv, så vil jeg sige, at den trods sin længde på 30 minutter er... en film. Bl.a. gennem billederne, brugen af musik og at jeg har undgået, at de interviewede sidder og snakker til kameraet. Så jeg regner med, at jeg har holdt mig indenfor rammerne af det, jeg skulle. Det er jo i øvrigt også sjovere end "bare" lave journalistik.
Filmen skal i øvrigt heller ikke bare smides på tv, dvd eller på nettet fra dag ét. Jeg må lige se, hvad den kan gøre i andre arenaer først. Det skal prøves.

De sidste manøvrer
I skrivende stund mangler jeg at lave undertekster på engelsk og dansk. Jeg er i gang, men den slags tager tid. Det må jeg nok lave færdigt efter nytår engang. Lige nu er det vigtigste at få en dvd klar til Ophavsretsfonden sammen med den endelige afrapportering (hvor jeg udover en kort opsummering og regnskabet også vedlægger mit hæfte med hele denne blog).
Og så skal tingene ellers koordineres med pladeudgivelsen. Jeg håber dog på en slags snigpremiere engang i det tidlige forår. Og så må jeg have undersøgt om den eventuelt er egnet til og har mulighed for blive en del af f.eks. Aarhus Film Festival. Det kunne sgu' da være fedt. Århus Filmværksted plejer jo at have film på programmet. Det kunne være, man var heldig.

Set i bakspejlet
På mange måder har filmen været noget af en rejse. Ikke kun geografisk via turen til USA og Canada. Selv med en viden om film og medier som udgangspunkt har det naturligvis også været en lærerig proces, hvor en del skulle findes ud af undervejs. Bl.a. med hensyn til at bruge den slags kamera, jeg fik med, og selve æstetikken.
Selve forberedelsesprocessen var dog også en spændende opdagelsesrejse. Det var fedt at sidde og se film udelukkende med sit blik rettet mod komposition, fokus, visuelle virkemidler osv. Jeg har set mange film igennem mit liv og har naturligvis været opmærksom på dette og har kunne nyde æstetikken og fornemme, når jeg så et godt skåret billede. Men at have 100% koncentration på dette ene aspekt af en film og "prøve at lure trickene af" er trods alt anderledes. Jeg ved ikke om jeg fik nævnt det i sin tid, men jeg nåede også at gense "Lost In Translation". Sammen med mange andre film af forskellig art. I bakspejlet kan jeg godt se ting, som jeg ikke var helt bevist om i processen med filmen, som måske lugter lidt af noget af det, jeg nåede at se i filmene inden afgang. Scener fra lejligheden i skyskraberen på Manhattan og turen i taxa gennem byen. Og ja, det var så ikke lige i skæret af Shibuyas mange lysskilte, det foregik, men transportmidler-plus-musik skaber noget specielt. :-) Og så er der også lufthavnscener med uskarpe billeder af passagerer, som til dels kan være inspireret af musikdokumentaren "Touch The Sound".
Og ja, i bagklogskabens ulideligt klare lys, så burde man jo nok heller ikke lave en film om sin kæreste. For det kan jo hænde, at ting ændrer sig lige i den henseende. Hvilket det faktisk også gjorde i vores tilfælde. Vi "indstillede samarbejdet" på det personlige plan, kan man vel sige. Det gjorde ikke filmen lettere at lave, men dog i sidste ende - her sidst i 2011 - blev det dog trods alt en spændende proces at redigere filmen og det endte med at blive fornøjeligt. Især da filmen begyndte at finde sin form (efter bl.a. at have fundet den rette software og ikke mindst at have fået de mere personlige ting lidt på afstand).
Det virkede bare helt logisk på daværende tidspunkt, at der skulle laves en film. Ambitionen om at lave en musikdokumentar passede som fod i hose med hele pladeprojektet, rejsen osv. Men sådan kan det gå. Livet tager nogle kringelkrogede sving af og til. Og alt dette til trods, så er der kommet en god film ud af det, som alle er glade for. Det er fan'me rart.

Så nu kan jeg vist ikke skrive flere blog-indlæg med titlen "Making A Movie". Den næste må hedde "Premiering A Movie", he-he.

Tak fordi du læste med. Hvis du gjorde. ;-)

L

Have a merry Whamless christmas!

"I'm the Be-Bop Santa from the coool North Pole!" :-)

Jeg kan godt lide at prøve at finde nogle alternativer til den gængse julemusik. Det hænder af og til, at jeg prøver at samle en bunke af dem. Det gjorde jeg sidste år. Det var der desværre ikke tid i år, selv om jeg har fået flere nye sjove og spændende numre. Måske næste år. Så jeg sender lige sidste års mix en tur mere rundt i manegen. Musikken holder jo stadig. ;-)

"Whamless Christmas Mix" ligger på Soundcloud her.

Glædelig jul!

L

Making A Movie # 15

Så må det snart være ved de sidste skriverier om den film. Jeg er ret sikker på, at jeg holder mig til min idé med en titel, der bruger en linie fra en sang. Og i øvrigt en sang, som er meget med i filmen. Den kommer derfor til at hedde "First You Close Your Eyes".

Første feedback
Jeg har ladet en god ven og tre af mine nærmeste kolleger se første version af filmen. Jeg har fået overvejende positiv feedback (og i visse tilfælde faktisk også overvældende - de er jo søde). Én synes den var spændende og fik meget lyst til at købe Esthers album (det må vel siges at være ét af de mål filmen har). En anden synes også, den var god, men var lidt forvirret over et par dækbilleder (som jeg i øvrigt selv har været i tvivl om, så dem skal jeg lige ind og finde nogle alternativer til). En tredje - som ikke er synderligt musikinteresseret, men mere til film - synes, at der var mange flotte billeder i den og at den var interessant, men at en midtersekvens i filmen var lidt for lang til at holde interessen fanget. Det spurgte jeg så de andre om og de havde det ikke på samme måde. De er grundlæggende interesserede i musik. Så jeg må konkludere, at jeg selvfølgelig ikke kan please alle, men at målgruppen (musikinteresserede) synes den virker. Desuden vil en ændring af midten af filmen skabe noget rod i kronologien og lave lidt for mange spring i geografi, hvilket nok vil forvirre mere end gavne.
Den fjerde omgang feedback var også positiv, men der var et kritikpunkt, at Kramer snakkede lidt for meget om te et sted i filmen, he-he. Det synes de andre dog ikke. Så tja, jeg mener, at folks små kuriøsiteter er med til at skabe et bedre billede af dem. Og så er teen faktisk også et godt billede på en tilgang til kreative proces med musikken (no stress). Så det lader jeg blive i filmen. Altså, "nørder" er jo fantastiske. Fordi det handler om passion. Og det kan de fleste nok relatere til på et eller andet plan - også selv om deres personlige interesse er anderledes. Jeg drikker ikke te (dog var Kramers ganske god), men jeg blev da fascineret alligevel.
Jeg husker en artikel fra et gammelt nummer af mit fagblad Journlisten, der handlede om "new journalism". Et af rådene fra den interviewede journalist var: "Always get the name of the dog." Med andre ord: dyrk detaljen.

Justeringer
Min justering af filmen har i øvrigt bragt lidt flere referencer ind udover dem, jeg allerede har nævnt. Nu er der også referencer til Jim Jarmusch, Ghostbusters og endda to gange Neil Young.
Jeg har tidligere fortalt, at jeg gav Final Cut Express fingeren. Det var så Adobe Premiere, jeg hoppede over til. Bl.a. fordi jeg allerede har erfaringer med det program. En del af feedbacken gik i øvrigt også på, at der var nogle mørke billeder (det lader dog til at afhænge lidt af hvad man ser filmen på) og at lydniveauerne gik lidt op og ned. Adobe Premiere lader dog til at have en "bug", der besværliggør lysning af mørke billeder. Nogle gange virker det, andre gange ikke. Men jeg har da fået justeret nogle billeder undervejs, så det er blevet bedre. Derudover har organiseret lydsporene bedre, så jeg med mixeren kan justere niveauet mere jævnt. Det er faktisk ikke helt let.

En dvd tager form
Jeg forsøgte mig ellers først med Adobe After Effects til justering af billeder. Men jeg kan ikke helt gennemskue programmet, så jeg må nøjes med hvad Premiere kan levere. Til gengæld er jeg kommet godt ind i Adobe Encore, som jeg har fundet hjælp til via video tutorials på YouTube. Jeg er derfor ved at skrue en dvd sammen. Og jeg vil prøve at benytte mig af de smarte features, der er. Så filmen vil derfor have både danske og engelske undertekster, og måske endda også et kommentarspor (det kunne være sjovt at lave). Derudover er der jo det såkaldte ekstramateriale. Det bliver de fire videoblogs, vi lavede, mens vi var derovre, og måske også nogle sjove "outtakes" og ting, der ikke kom med, samt et slideshow med fotos. Så kan der vist heller ikke proppes mere ned på én 1-lags dvd-skive, he-he. Det kommer vist til at passe fint.

Blog på tryk
I forbindelse med dvd'en og en eventuel premiere på filmen, så har jeg tænkt mig at lave et lille hæfte på formentligt 40-44 sider med teksten fra netop denne blog. Så det sidder jeg også sætter op i InDesign lige nu.
Det har været sjovt at læse de gamle blogs igen. Der er jo det dilemma med, at man f.eks. ikke skal tage billeder, når man er ude og rejse, men i stedet være 110% til stede i øjeblikket. I stedet for at dokumentere. Men måske er det anderledes med ord. Anyways, så har jeg jo både taget fotos, filmet video og skrevet. Dokumentationsvanvid, velsagtens? Men med mine nedfældede ord og tanker, så kan jeg da se, at jeg allerede har glemt mange ting - som jeg i øvrigt er glad for, at jeg fik skrevet ned.
Jeg kan også fange mig selv i at spotte ting, jeg burde have skrevet på daværende tidspunkt. F.eks. ved Hobo Cult Records-koncerten i Montreal satte jeg ikke engang navn på den "japanske drone-rockabilly", jeg oplevede. Lige den slags musik er der jo nok ikke så mange, der laver. Egentligt var han canadier med rødder i Taiwan, og ja, han går under navnet Dirty Beaches. Kort efter hjemkomsten til Danmark dukkede hans navn op flere steder. Selvfølgelig lagde jeg mere mærke til ham pga. koncerten, men det lod til, at han lige pludselig blev vældigt hip - også i Europa. Han udgav også et album i år ("Badlands").
Nu jeg er ved den musik, jeg fik set i Canada, så har jeg længe tænkt på, at det snart må være på tide at lave et nyt SOPA-opsamlingsalbum. De tidligere af slagsen har været præget af både surfen rundt på nettet og mine rejser. Så det ville være oplagt at spørge om nogle af de canadiske musikere kunne tænke sig at være med. Bl.a. tænker jeg om sangerinden Charlotte Cornfield, der gjorde det godt på Casa Del Popolo, måske kunne være en idé at kontakte.

Nå, men med hensyn til selve filmen skal jeg i næste uge vise den for filmens hovedpersoner (minus Kramer). Jeg håber, at den positive respons fra smagsprøven rækker til resten af filmen, he-he.

L

Making A Movie # 14

Oh, bliss! I går lørdag kom jeg endelig i mål. Filmen bliver 30 minutter lang. Nu mangler jeg "kun" at få justeret det sidste. Der er nogle dækbilleder, der lige skal skiftes ud, lidt fintuning af klip og så justering af lyd, så den er stereo hele vejen.
Derefter skal jeg lige have fundet ud af om jeg kan justere billederne, så de forskellige lysforhold ikke skaber for store skift. At "look'et" bliver lidt mere homogent. Men der skal heller ikke tweakes for meget. Så bliver de mørke billeder nok også for grumsede, hvis de bliver lysnet.
Det hele skal så lægges på en dvd. Jeg håber, at iDVD kan det, det skal. Lave hovedmenu, undermenu til bonusmateriale i form af de videoblogs, vi lavede og evt. et "gag reel" (der er nogle sjove outtakes, der ikke kom med) og ikke mindst undertekster på dansk og engelsk (nogle gange er der snak og musik på samme tid, så tekst vil være en god støtte).

Den første respons
Midt i filmen er der en sekvens, hvor jeg skruer ned for al real-lyden og udelukkende bruger et af numrene fra pladen. En slags "montage", der fungerer lidt som en musikvideo. Jeg plukkede så lige den del ud og sendte til Esther og Torsten, der prompte gav virkelig gode kommentarer tilbage. Dejligt. Vi har så lagt den lille "musikvideo" op på vores Facebook-sider, så kan den pt. faktisk ses af vores fælles venner der.

Det store puslespil
K.Y.D. Kill Your Darlings, som man siger. Og dem er der mange af, når man har en hel bunke bånd med timevis af materiale på. Der er mange, MANGE brikker. Det ER vitterligt ét stort puslespil. Og ja, der er virkelig fantastiske brikker, som bare ikke passer sammen med noget. Udfordringen med denne slags materiale, hvor musikere interagerer i et studie, hvor de enten spiller musik eller lytter det igennem, er netop, at når der er baggrundsmusik under dialogen, så kan det ikke bare klippes sammen. Selv indenfor det samme nummer, men så sandelig også, når der spilles forskellige numre fra klip til klip. Så pludselig er der brikker, der rent dialogmæssigt ville passe godt sammen, men bare ikke kan fungere på grund af lyden.
Og så er der råmateriale, hvor jeg måske har fanget en situation lidt for sent. Altså, der hvor det er rystet lige før eller efter, det der sker. Så pludselig har man kun et meget kort klip at arbejde med og så skal der findes dækbilleder, der passer til. Disse skal så klippes ind i et naturligt flow, der passer til situationen. Brikker, brikker, brikker. Mange!
Yes, K.Y.D. Men en del af disse har så sandelig også været "kamikaze darlings" på en "suicide mission". Ovennævnte eksempler fravalgte sig selv. Og der var gode dialoger imellem Esther, Kramer og Torsten, jeg heller ikke havde plads til. Men jeg har fået det vigtigste med, synes jeg. Dog ærgrer jeg mig lidt over ikke, at have fået filmet mere af Esther, da hun indspillede vokaler. Men jeg var ikke i studiet hele tiden, og jeg skulle heller ikke forstyrre selve optagelserne. Og det gik jo hurtigt med at indspille med Kramer ved roret. Men jeg fik filmet noget af vokalarbejdet og jeg tror også, at der er nok i filmen, når alt kommer til alt.
Nogle klip er på grund af ovenstående også blevet kortere end beregnet. Så jeg har visse steder forbrudt mig lidt mod de regler, jeg satte op for mig selv inden jeg tog afsted...

Reglerne set i bakspejlet
Hvordan var de fem regler nu, som jeg satte op? Og hvordan gik det egentligt med at overholde dem?

1) No talking heads (interviews kun lavet som audio)
Det har jeg overholdt. Bl.a. fordi jeg netop kun optog mine interviews med lyd. Og der er kun ét eller to steder, at personerne i filmen henvender sig direkte til kameraet - hvilket var noget, jeg forsøgte at undgå.

2) Poetry is allowed (giv efter for de store armbevægelser, hvis de byder sig til)
At lave sådan en film er et kæmpestort arbejde. Ikke mindst organiseringen af materialet og selve redigeringen. Men egentligt har det materialemæssigt været en taknemmelig opgave. New York er jo en by, der er spækket med gode billeder. Lige meget hvor man vender kameraet hen, så får man næsten noget godt i kassen. Kombinér det med noget smuk musik og man opnår en ret stærk kombination, der fungerer godt på film. Esther, Torsten og Kramer fik sgu' lavet en fantastisk plade derovre. Så med den musik og de billeder, så bliver armbevægelserne store og jeg føler, at filmen faktisk rammer en intens nerve (især pga. musikken).

3) Love the image (find de gode billeder og lade dem stå et stykke tid)
Det er til dels lykkedes. Men i redigeringsfasen har jeg måske - til dels - taget mig selv i at blive lidt bange for at kede tilskueren. Og så er der jo de klip, der som sagt, bare ikke er lange nok (og gode nok). Men jeg er tilfreds med de gode billeder, som jeg har fået med og som får lov til at stå et stykke tid. Det er bl.a. et skud ud over et solbeskinnet Coney Island fra toget derud, hvor vi langsomt glider ind på stationen der. Men ja, når man sidder og redigerer på en stor skærm kan man godt se, at det er filmet håndholdt. Nogle gange vipper det simpelthen for meget til at bruge til et langt skud. Selv om det faktisk er ganske små bevægelser.

4) Take your time - relax and experience (giv seeren til at reflektere)
Lidt i relation til det forrige punkt 3. Jeg skrev "mange film vil for meget på billedsiden". Måske vil jeg også selv det, nu jeg ser på, hvad jeg har klippet sammen. Men der er stadig nogle lange skud. Eller forskellige vinkler fra samme situation.

5) The picture does not have to be perfect if the moment is.
Right, min forfængelighed byder mig at klippe i tingene, hvis de er for rystede. Og da jeg slet ikke havde brugt denne slags kamera før, så justerede jeg også lysfølsomheden nogle gange. Det kan ses. Så der er gået lidt ting tabt på den konto.
Men jeg har faktisk beholdt nogle skud, som jeg ellers ikke ville have taget med. Simpelthen fordi der bare var et "moment" eller scenen er essentiel i filmen. Bl.a. scenen hvor Esther og Torsten siger farvel til Kramer. Det fik jeg ikke filmet godt nok. Men det er kommet med alligevel. Det skaber vel også lidt variation i filmen? Der er noget stille, noget der er lidt rystet, noget der står længe på skærmen og noget, hvor der klippes hurtigt.

Nye regler opstod
Jeg kastede lige et par regler mere ind, da jeg sad og redigerede:

6) Resist the temptation to use "Postcard New York".
Jo, jeg filmede Frihedsgudinden, Brooklyn Bridge og diverse ikoner for New York. Men I får dem ikke at se i filmen. Ha! ;-) Selvfølgelig er "New York på gadeplan" et ikon i sig selv, og det har jeg da masser af med. Men de helt store ting er ikke med. I ved, ligesom de film, der foregår i Paris, og som aaaltid har Eiffeltårnet med.

7) Don't tell it - show it!
Ah yes, den gamle journalistisk læresætning. Bevares, der snakkes meget i de interviews, jeg har med i filmen. Men det slog mig, at jeg faktisk havde billeder til filmen, der bare med ét klip viste en side af filmens hovedperson, Esther, og at det godt kunne virke på den måde. At vise læsehesten i hende, når hun går og kigger på bøger på bogmarkedet. Eller ser på gamle nipsting eller stopper op og snakker med en gademusikant (always the networker, he-he, og sådan skal det jo være). Så jeg spurgte mig selv undervejs: Hvad kan jeg fortælle med billederne alene?

8) Gut feeling is okay
Som jeg skrev tidligere i denne blog, så vil jeg få feedback på filmen. Og den vil jeg forholde mig til. Men i sidste ende vil jeg gå efter min egen mavefornemmelse for hvad der virker. Det gør ikke noget, at det hele ikke skæres ud i pap, som en god faktuel journalist gerne gør det, men at der er dele, der er subtile. Ting man måske først opfanger, hvis man ser filmen en gang mere.
Min mavefornemmelse har også budt mig, at gå lidt imod min regel om, at jeg ikke selv skal være med i filmen. Der er jeg faktisk heller ikke, men det er mine arme, ha-ha. Det skaber et sjovt lille og skævt øjeblik i filmen - hvor jeg fjerner tiden fra studiet og filmen. Jeg synes det var lidt "odd" og jeg kunne lide det. Så det blev i filmen.
Derudover har jeg ikke renset filmen for små sjove referencer, når de opstod. En af mine all time favourite film er "The Big Lebowski" (i hvert fald top 5) og der er en reference til den med. Og til Patti Smith, Nick Drake og Wilco - som jeg er sikker på, at Esther og Torsten også vil bifalde, he-he. Derudover også til nogle af Esthers favoritbøger. Måske er der endda flere referencer.
Derudover kan man jo også lægge sine egne fortolkninger ind i filmen, når billeder og musik først spiller sammen. Altså, f.eks. når sangteksten "pushing me off the edge of the world" lyder fra toppen af en skyskraber på Manhattan (det opstod nærmest tilfældigt i klipningen. I hvert fald ikke bevidst. Men det virkede). Og så videre. Der dukker nok mere op, når man får set den et par gange. Og alle vil jo have forskellige måder at læse filmen på. Det er jo det, der er så dejligt ved... ja, kunst (hvis vi nu skal svinge os op og kalde filmen det). :-)

En anden lille plan
Når filmen er færdig og vi laver en (snig)premiere på den, så har jeg planer om at samle alle disse blogs i et lille hæfte, som folk kan tage med hjem og kigge i. Den kan også fungere som en slags afrapportering til bl.a. Ophavsretsfonden i Dansk Journalistforbund, der har støttet filmen økonomisk. Men jeg håber da også, at den udover selve rejsen til USA og Montreal også kan være en slags inspirerende rejse til andre, der står og har lyst til at kaste sig i det at være "instruktør" på en dokumentarfilmfor første gang. Om man kan lære meget af disse blogs ved jeg ikke. Men jeg håber, at mine ærlige overvejelser om dette og hint kan bruges til et eller andet. Om ikke andet, så kan jeg da nok selv bruge det, hvis jeg vil lave en film igen på et tidspunkt. Det vil jeg jo bestemt ikke afvise. Faktisk laver jeg på mit daglige arbejde en mere journalistisk dokumentar om et socialpædagogisk projekt på Grønland for tiden. Så ja, jeg sidder med hovedet i videoredigeringsprogrammer meget tid af døgnet for tiden. Både på arbejdet og i fritiden. Men musikken fylder jo meget i mit liv, så mon ikke jeg ender med at lave noget mere film om den slags?

Nå, nok om det. Back to work!

Lars

Making A Movie # 13

Det er lige over et år siden, at jeg har skrevet noget som helst om den dokumentarfilm, jeg har haft gang i. Jeg startede i sin tid med at skrive om: forberedelsen (del 1 og 2), mit "mixtape", rejsebeskrivelserne med nogle videoblogs undervejs (del 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 og 11), om Jim Morrisons spøgelse i jetstrømmen, lidt NYC-poesi og da jeg gik i gang med redigeringen (del 12).
Siden har projektet været noget on/off af mange forskellige årsager. Bl.a. hele to flytninger og andre store omvæltninger. Så tiden og lysten til at arbejde koncentreret med projektet i fritiden har været svingende. Men nu er der kommet noget momentum igen.
Siden sidst blog-indlæg om filmen er de nødvendige dv-bånd blevet overført til harddisken og jeg har da også anskaffet mig iMac'en, så jeg ikke skulle rende ned på Århus Filmværksted for at redigere. Det ville være lidt besværligt, da jeg har et fuldtidsjob, der intet har med dette projekt at gøre.

What the f...?!
Første gang jeg hentede råmaterialet ind på iMac'en og afspillede det fik jeg lidt et chok. Det er jo filmet på dv-bånd (med et godt kamera med en god linse). Det betyder dog, at billedbredden "kun" er 720 pixels. Jeg skal hilse og sige, at det ikke ser ud af meget på en iMac-skærm! Det er vel en tredjedel af skærmbredden. Jeg tænkte først "what the fuck?!" Men ah yes, sådan er det jo med de pixels. På en almindelig dvd vist på et tv vil det formentligt være helt fint (okay, selvfølgelig ikke på de der helvægs-hd-fladskærme). Og på web er det også okay.
På mit arbejde filmer vi med HD, så ja, DV er ikke lige så knivskarpt. Men det har nu også sin egen ganske fine æstetik (uden at det "går helt VHS", hvilket forresten er blevet lidt 'in' igen, lader det til. Forudsigeligt nok, he-he). Og linsen i DV-kameraet er uden tvivl bedre end dem, der sidder i de fleste almindelige HD-kameraer, der ikke er til professionelt tv-brug.

Fejlinvesteringen
Jeg endte i øvrigt med at investere i Final Cut Express til iMac'en. Men hvor dum kan man være? 1500 skønne spildte kroner. Min pengepung tillod mig ikke at investere i den store Pro-udgave (ca. 7000 kroner) og jeg tænkte, at det måske også var godt ikke at starte ud med et alt for kompliceret program på en brugerflade, der var ny for mig. Dog var Express alligevel så meget anderledes end de programmer, jeg i forvejen kendte, at jeg nærmeste skulle starte fra scratch med softwaren (selv om de fleste videoprogrammer bruger samme princip). Og så er jeg kommet i tvivl om programmet egentligt kan nok. Nogen har kaldt det "en udvidet iMovie", og det tegner jo ikke godt. I øvrigt lidt dyrt for kun det, vil jeg sige. Og nu har jeg hørt, at de har lavet en ny og bedre udgave, fordi de godt kunne se, at de havde lavet noget lort. Og det koster jo sikkert også en del at få opgraderet.
Konklusion: Fuck Apple og deres software. Jeg kører videre på iMac'en, men nu med et program, som jeg kender bedre til (oh yes, hvor det dog hjalp!). Så nu kan jeg arbejde mere intuitivt og skal ikke bruge tid og kræfter på at sætte mig ind i et nyt program. For tidshorisonten på projektet er blevet vigtigere. Absolut sidste deadline for aflevering af det færdige produkt (til dem, der bl.a. støttede projektet økonomisk) er 31. december 2011. Men det skal jeg nok nå. :-)

5 minutter ad gangen
Den seneste uges tid har jeg endelig oplevet mærkbare fremskridt i redigeringen. Små etaper, hvor jeg pr. redigeringsdag havde sat mig for at få redigeret mindst 5 minutters færdig film og få hængt det op på den struktur, som er rammen om det hele. Det har jeg kunne overholde nogenlunde.
Jeg mener, at der er nogle faste tidsrammer for den slags films længde, hvis de skal passe ind i sendeflader på tv (like that's gonna happen, ha-ha), hvilket er 27 minutter, 35 minutter osv. Noget i den stil. Jeg tror, jeg lander på 27 minutter. Lige nu har jeg lidt over 17 minutter færdigt og regner med at kunne få en færdig version i løbet af de næste par dage. Derefter skal jeg have noget feedback og så retter jeg til.

Hvad er det for en film?
Intet går selvfølgelig 100 % som planlagt. Jeg fik ikke alt det i kassen derovre, som jeg havde regnet med, men fik dog stadig en god del af det, jeg ville have og selvfølgelig også fede uventede ting. Det er jo dokumentation af den uforudsigelige virkelighed. Men jeg vil sige, at min overordnede idé med filmen stadig er intakt. Nogle tanker har dog meldt sig:
Hvis man sætter sig ned og forventer en "klassisk" formularisk musikdokumentar, så ved jeg ikke om man vil blive tilfredsstillet. Der er nogle elementer fra den genre i form af interviews, men de er kun lavet på lyd, fordi jeg ikke ville have snakkende hoveder i filmen. Ergo fungerer alle interviews som "voice over". Og en del af snakken går på processen omkring, hvordan man skaber den rette ramme til den kreative proces, det er at lave en plade. Men jeg håber ikke, at det bliver for nørdet. Det tror jeg dog ikke. Kramer fik i sit interview bragt det op på et overordnet, men flot formuleret plan, synes jeg. Ja, visse steder næsten poetisk.
Jo mere, jeg har kigget igennem den store mængde materiale, har jeg oplevet hvor heldig jeg - eller vi - har været at få lov til at se og mærke hvordan en producer som Kramer arbejder. Han var meget gavmild med sin viden.
Så filmen har både fokus på musikken, men også på den del af den kreative proces, hvor sangene indspilles (de var jo skrevet hjemmefra).
Men egentligt er det nok også meget en stemningsfilm. Billeder fra "studiet" (lejligheden i TriBeCa) og fra New York bliver backdrop for de "musings", der opstod i interviewene. Musik og billeder får lov til at spille sammen. Men der er selvfølgelig også en slags naturligt narrativt forløb under det hele, idet at det jo er en pladeindspilning, der skrider frem over fem dage. Ja, kun fem dage, hvilket vil sige, at hovedpersonernes fokus har været i studiet og på at få musikken i kassen, og der ikke er så meget udenomshalløj.
Filmen er sin egen lille lomme af stemning og smuk musik blandet med lidt visdomsord og opdagelses-øjeblikke, men skam også nogle sjove ting. Og der er måske også lidt et element af, at man kan lære noget af, at se denne film. Jeg finder den i hvert fald selv inspirerende. Og Kramer er en "karakter", og det mener jeg på den allermest positive måde. Gavmild, blændende dygtig og med hjertet på rette sted, for at bruge en kliché.
Så jeg tænkte: Kan jeg sige, at det er en "musikdokumentar"? Jeg vil hellere sige, at det er en "film om musik". Eller måske ligefrem "af musik".

De sidste udfordringer
Der er stadig et par udfordringer med filmen: 1: Kan jeg finde ud af at gå ind og køre effekter på den samlede film efter redigeringen, så f.eks. farvetonen bliver mere homogen? 2) Og så er der titlen! Jeg tænkte at tage en linie fra en sang. Gør det måske også. Men et af interviewene har også inspireret til en idé. Vi får se, hvad det ender med.
Jeg tager naturligvis imod den feedback, jeg får (minus den der eventuelt udelukkende har med forfængelighed at gøre, ha-ha). Men jeg skal huske at balancere den med min egen mavefornemmelse. For den her film er ikke et rendyrket "journalistisk produkt". Jeg har ville prøve at være lidt mere kreativ og "kunstnerisk", hvis vi skal svinge os højt op. Men bare rolig, det bliver langt fra det rene avantgarde. :-)

L