6. aug. 2016

Video og SOPA-udgivelse: Katrine Stochholm

Engang senere på året udgiver mit pladeselskab SOPA Katrine Stochholms debutalbum "Danser Til Radio". De fleste kender hende helt sikkert som en af de daværende hovedkræfter i Under Byen - et af de mest roste danske bands de seneste ca. 20 år. Siden har hun bl.a. lavet musik i bandet Islets of Dust, men nu er det altså blevet tid til debuten i eget navn.
I foråret spillede hun på Spot Festivalen, hvor jeg filmede koncerten. Indtil videre er der kun en kort smagsprøve, som kan ses herunder. På Spot havde hun strygere fra Who Killed Bambi med - samt ikke mindst duoen The Embla og Spejderrobot. De sidstnævnte er også en del af livekonceptet, når det ikke er Spot. Og det virker fremragende. Jeg håber snart at have en video klar med noget af det.
Derudover er der blevet lavet en video til nummeret "Fugle Krybdyr Rovdyr Padder", som også er herunder.
I skrivende stund er der kun offentliggjort to numre fra albummet. De kan høres på SOPA's Bandcamp-side. Men jeg kan godt afsløre, at hvis man kan lide dem, så kan man godt glæde sig til resten af pladen. Den kommer som download og LP.