Making A Movie # 11

Lige en sidste blog om USA/Canada-turen for at få samlet op efter hjemkomsten...

Der sælges meget turistbras på gaderne i New York. T-shirts og kasketter med "I (hjerte) NY" er en klassiker, men andet tingeltangel er der også rigeligt af. Intet af det er naturligvis godkendt af copyright-myndighederne. To t-shirts med Steen fra "Steen & Stoffer" (Calvin & Hobbes) går igen flere steder. På dem står den lille knægt og ser godt muggen ud. Teksten på den ene lyder "Every day I am forced to add another name to the list of people who piss me off" og på den anden blot "New York Attitude". Ja, den har man jo hørt om. Eller set på film. Attituden. Men virkeligheden viste sig at være den dimentralt modsatte.

The Real New York Attitude
Jeg har tidligere i bloggen nævnt, at New Yorkerne var meget imødekommende og stolte af deres by. Da vi kom tilbage igen til New York efter Montreal oplevede vi det igen. Vi står på et gadehjørne i Soho med vores kort over byen og hurtigt bliver vi hjælpsomt spurgt om, hvor vi skal hen. En anden gang i undergrundsbanen snakker vi dansk med hinanden, hvilket får en puertoricansk mand til at spørge om vi er tyskere. Nej. Vi forklarer. Han kender godt Copenhagen. Han spørger til om hvad vi synes om New York og foreslår nogle ting, vi burde se. Bl.a. nogle musicals. Vi har dog ikke lige lyst til at følge hans råd om at gå ind og se "The Lion King", men det er tanken, der tæller. :-)
På en café/bar en eftermiddag i nærheden af, hvor Esther optog sin kommende plade, oplevede vi også hvordan "de indfødte" meget naturligvis falder i snak med folk. Måske meget naturligt sådan en sted. Men alligevel. Det var slet ikke efter tilbageholdende dansk/europæisk standard. Generelt mødte vi mange åbne mennesker i New York.
Er man ude og spise er betjeningen som regel meget venlig og helt i top. Det må naturligvis have at gøre med, at drikkepenge er en betydelig del af lønnen. Men om man som dansker synes om hele drikkepenge-idéen eller ej, så giver det bare en bedre oplevelse. Og ja, om det er pengene, der gør det eller ej, så kommer man bare tættere på hinanden også selv om det måske er professional kindness.
At komme hinanden ved er nok også uundgåeligt, når så sindssygt mange mennesker klemmes sammen på så lidt plads. Derfor giver det i øvrigt endnu mere mening at være flinke ved hinanden for at undgå for mange gnidninger. Ellers ville den potentielle krudttønde, som New York er, nok være eksploderet for længst.
En by som New York vil nok kunne give enhver et massivt rygstød. For selv om den har nok så mange skyggesider (og verdens måske absolut mest arrogante borgmester - Bloomberg), så har byen meget at være stolt af. Og den har noget at have det i.
"The New York Attitude" holdt i øvrigt helt til Hamburg, der var vores endestation med fly. Bilen ville ikke starte, da vi kom frem (og vi ville bare hjem efter en lang, hård tur). Vi fik hjælp til at løbe den i gang, men det fik dog ikke gang i den. Og da det tyske Falck - ADAC - ankom og satte startkablerne til og fik gang i den, så ventede jeg en kæmperegning. Men han sagde bare, "Aj, det er okay." Surprise! En potentielt dårlig dag blev vendt helt om. Karma optur!

Den sidste bid Montreal
Men lige et par skridt tilbage. I Montreal skulle vi som tidligere skrevet til koncert med Mark Lanegan og Isobel Campbell. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om sidstnævnte. Et fire mands liveband vil selv, når det spiller stille, komme til at overdøve hendes hviskende stemme. Den virkede kun godt på få numre. Mark Lanegan havde noget mere power. Man kan så diskutere om han, selv om han er intens, når ret langt ud over scenekanten. Men der var i hvert fald en håndfuld numre, hvor jeg synes, at musikken sprang så langt frem, som den burde. Måske på grund af melodier, men måske mere på grund af backingbandet.
Aftenens store positive overraskelse var dog opvarmningen Willy Mason. En mand og en guitar. Og så ellers helt klassisk, men meget kompetent singer/songwriter-stil. Efterfølgende research har vist, at han rent faktisk er et navn i England på et stort label (Virgin) og med moderate hitlisteplaceringer.

Central Park
Efter vi havde været i Montreal havde vi et par dage mere i New York. Vi nåede til Central Park, hvor vi havde lejet cykler hjemmefra til halv pris via Groupon. En artikel i Politiken, før vi tog hjemmefra, frarådede forskellige turistting i New York. En af dem var hestevogn i Central Park, fordi de kun kører rundt på de store veje i parken. Men vi fandt ud af, at kører man på cykel, så må man også kun køre på de store veje. Ikke de små hyggelige, der snor sig igennem parken og hvor der er mere at se på. Så må man stå af og trække. Mit hurtige bud er, man nok skal sætte i hvert fald 3-4 timer af, hvis man vil gå hele parken rundt. Så er det noget lettere med cykel. Men hvis man ikke behøver at komme hele vejen rundt, så får man nok set den bedre ved bare at gå rundt i den nedre del af parken. Med et sæt "groupons" mere spise vi bagefter et lækkert måltid "kapas" (Gæt engang. Ja, det er koreansk tapas, he-he) på Chom-Chom.

Folkets kunst
Vi havde også besluttet os for at skulle se The American Folk Art Museum. Kunst af den "almene amerikaner". Først fandt vi en lille filial, hvor der bl.a. var billeder lavet af en Vestie Davis. Ganske "naivistisk", men netop derfor ganske fede ting imellem. Hovedafdelingen ligger lige ved siden af MoMa (The Museum Of Modern Art) og det var tydeligt - ud fra køen udenfor sidstnævnte - at de nød en meget forskellig bevågenhed. MoMa har jo de store navne. Folkekunstmuseet havde en masse forskellige bud på hvordan kreativiteten har fundet vej ind i den amerikanske dagligdag. Bl.a. quilts, "hjemmefusket" outsider art og dekorative figurer af forskellig art.
Vestie Davis' havde bl.a. malet motiver fra Coney Island. Der havde vi også været forbi inden, hvor jeg havde filmet nogle af de samme motiver. Måske kan jeg lave nogle sjove overgange i filmen mellem kunst og virkelighed.

Den gode historie
Inden vi tog fra Danmark havde jeg købt billetter til et arrangement af The Moth. Det er en 14 år gammel non-profit organisation i New York, der laver historiefortæller-aftener. New York tiltrækker jo i sig selv altid interessant talent til sig. Så selvfølgelig var det også spændende navne, der stod på scenen på det flotte, gamle New York Public Library, hvor denne aftens fortællinger skulle foregå. Der var Pulitzer-nominerede journalister, en lesbisk jødisk komiker og et par "gejstelige" (hvoraf den ene var Al Sharpton, der også er kendt uden for USAs grænser). Det var dog journalisten og forfatteren Andrew Solomon, der gjorde størst indtryk denne aften med en historie om at finde frem til kunstnere i Afghanistan efter Talibans styre var væltet.
I løbet af aftenen var der seks historiefortællere, der hver havde 10-12 minutter, samt en vært, der bandt det hele sammen.
Jeg vidste fra The Moths hjemmeside, at de har udgivet cd'er med mange af de bedste historier, så dem ville jeg gerne købe. Jeg måtte dog lave en aftale om at komme forbi deres kontor dagen efter for at få fat i dem. De vil blive for dyre at købe via nettet pga. USA og Europas evindelige bekrigen af hinanden med obskøne toldregler.
Efter arrangementet begyndte jeg at tænke en del over om min dokumentarfilm overhovedet har en historie. At det skal den da have. Men jeg kom frem til, at ja, der er en historie, men den følger ikke den klassiske spændingskurve. Jeg har i stedet en historie, der fungerer som en ramme eller et skelet. Inden for den/det skaber jeg en oplevelse, der bygger på billeder i samspil med Esther's musik og giver via aktørerne nogle ord, der giver plads til reflektion. Så ikke en lige-ud-af-landevejen film. Bevares, den bliver nok relativt kronologisk, men fortællestilen bliver ikke af den slags, man bruger rundt om lejrbålet som The Moth betjener sig af.
Så efter et øjebliks tvivl - ovenpå den meget overbevisende aften - så kom jeg tilbage på rette kurs igen.
Og yes, "filmskaberen" her kan efterhånden sige farvel til den "rygskade", som kameratasken efterhånden har påført mig, he-he. Hårdt arbejde.

Dokumentarfilmen
Nu lover jeg, at de fremtidige blogs om filmen nok skal handle mere om selve filmen. Kameraet er nu afleveret og i den anden halvdel af november skal jeg til at overføre dv-bånd til harddisk. 14 timer i alt, lader det til. Men jeg husker allerede gode øjeblikke fra det, jeg filmede. Måske skal jeg prøve først at bryde min hjerne med at huske netop dem. For de må jo være de bedste. Lidt ligesom at skrive en artikel for derefter at skrive den engang mere fra hukommelsen. Det bliver den bedre af, fordi man kun kan huske de gode ting.
Af andre kreative idéer fra turen har jeg overvejet om jeg måske skulle skrive et par artikler. En om The Moth, en om Montreal og en om Esthers pladeprojekt.
Derudover har jeg en masse musik der skal lyttes til. Fandt en del LP'er og cd'er derovre (samt nogle bøger og tegneserier). Bl.a. nogle fra Kramers wacky gamle ting fra slut-80'erne og start-90'erne, noget Eugene Chadbourne og John Lurie (både The Lounge Lizards og soundtracks til Jim Jarmusch-film).

Men ja, følg med her, hvis I er nysgerrige efter hvordan en helt grøn "filmskaber" vil tumle sig vej frem til sin første kortfilmsdokumentar.

L