Making A Movie # 13

Det er lige over et år siden, at jeg har skrevet noget som helst om den dokumentarfilm, jeg har haft gang i. Jeg startede i sin tid med at skrive om: forberedelsen (del 1 og 2), mit "mixtape", rejsebeskrivelserne med nogle videoblogs undervejs (del 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 og 11), om Jim Morrisons spøgelse i jetstrømmen, lidt NYC-poesi og da jeg gik i gang med redigeringen (del 12).
Siden har projektet været noget on/off af mange forskellige årsager. Bl.a. hele to flytninger og andre store omvæltninger. Så tiden og lysten til at arbejde koncentreret med projektet i fritiden har været svingende. Men nu er der kommet noget momentum igen.
Siden sidst blog-indlæg om filmen er de nødvendige dv-bånd blevet overført til harddisken og jeg har da også anskaffet mig iMac'en, så jeg ikke skulle rende ned på Århus Filmværksted for at redigere. Det ville være lidt besværligt, da jeg har et fuldtidsjob, der intet har med dette projekt at gøre.

What the f...?!
Første gang jeg hentede råmaterialet ind på iMac'en og afspillede det fik jeg lidt et chok. Det er jo filmet på dv-bånd (med et godt kamera med en god linse). Det betyder dog, at billedbredden "kun" er 720 pixels. Jeg skal hilse og sige, at det ikke ser ud af meget på en iMac-skærm! Det er vel en tredjedel af skærmbredden. Jeg tænkte først "what the fuck?!" Men ah yes, sådan er det jo med de pixels. På en almindelig dvd vist på et tv vil det formentligt være helt fint (okay, selvfølgelig ikke på de der helvægs-hd-fladskærme). Og på web er det også okay.
På mit arbejde filmer vi med HD, så ja, DV er ikke lige så knivskarpt. Men det har nu også sin egen ganske fine æstetik (uden at det "går helt VHS", hvilket forresten er blevet lidt 'in' igen, lader det til. Forudsigeligt nok, he-he). Og linsen i DV-kameraet er uden tvivl bedre end dem, der sidder i de fleste almindelige HD-kameraer, der ikke er til professionelt tv-brug.

Fejlinvesteringen
Jeg endte i øvrigt med at investere i Final Cut Express til iMac'en. Men hvor dum kan man være? 1500 skønne spildte kroner. Min pengepung tillod mig ikke at investere i den store Pro-udgave (ca. 7000 kroner) og jeg tænkte, at det måske også var godt ikke at starte ud med et alt for kompliceret program på en brugerflade, der var ny for mig. Dog var Express alligevel så meget anderledes end de programmer, jeg i forvejen kendte, at jeg nærmeste skulle starte fra scratch med softwaren (selv om de fleste videoprogrammer bruger samme princip). Og så er jeg kommet i tvivl om programmet egentligt kan nok. Nogen har kaldt det "en udvidet iMovie", og det tegner jo ikke godt. I øvrigt lidt dyrt for kun det, vil jeg sige. Og nu har jeg hørt, at de har lavet en ny og bedre udgave, fordi de godt kunne se, at de havde lavet noget lort. Og det koster jo sikkert også en del at få opgraderet.
Konklusion: Fuck Apple og deres software. Jeg kører videre på iMac'en, men nu med et program, som jeg kender bedre til (oh yes, hvor det dog hjalp!). Så nu kan jeg arbejde mere intuitivt og skal ikke bruge tid og kræfter på at sætte mig ind i et nyt program. For tidshorisonten på projektet er blevet vigtigere. Absolut sidste deadline for aflevering af det færdige produkt (til dem, der bl.a. støttede projektet økonomisk) er 31. december 2011. Men det skal jeg nok nå. :-)

5 minutter ad gangen
Den seneste uges tid har jeg endelig oplevet mærkbare fremskridt i redigeringen. Små etaper, hvor jeg pr. redigeringsdag havde sat mig for at få redigeret mindst 5 minutters færdig film og få hængt det op på den struktur, som er rammen om det hele. Det har jeg kunne overholde nogenlunde.
Jeg mener, at der er nogle faste tidsrammer for den slags films længde, hvis de skal passe ind i sendeflader på tv (like that's gonna happen, ha-ha), hvilket er 27 minutter, 35 minutter osv. Noget i den stil. Jeg tror, jeg lander på 27 minutter. Lige nu har jeg lidt over 17 minutter færdigt og regner med at kunne få en færdig version i løbet af de næste par dage. Derefter skal jeg have noget feedback og så retter jeg til.

Hvad er det for en film?
Intet går selvfølgelig 100 % som planlagt. Jeg fik ikke alt det i kassen derovre, som jeg havde regnet med, men fik dog stadig en god del af det, jeg ville have og selvfølgelig også fede uventede ting. Det er jo dokumentation af den uforudsigelige virkelighed. Men jeg vil sige, at min overordnede idé med filmen stadig er intakt. Nogle tanker har dog meldt sig:
Hvis man sætter sig ned og forventer en "klassisk" formularisk musikdokumentar, så ved jeg ikke om man vil blive tilfredsstillet. Der er nogle elementer fra den genre i form af interviews, men de er kun lavet på lyd, fordi jeg ikke ville have snakkende hoveder i filmen. Ergo fungerer alle interviews som "voice over". Og en del af snakken går på processen omkring, hvordan man skaber den rette ramme til den kreative proces, det er at lave en plade. Men jeg håber ikke, at det bliver for nørdet. Det tror jeg dog ikke. Kramer fik i sit interview bragt det op på et overordnet, men flot formuleret plan, synes jeg. Ja, visse steder næsten poetisk.
Jo mere, jeg har kigget igennem den store mængde materiale, har jeg oplevet hvor heldig jeg - eller vi - har været at få lov til at se og mærke hvordan en producer som Kramer arbejder. Han var meget gavmild med sin viden.
Så filmen har både fokus på musikken, men også på den del af den kreative proces, hvor sangene indspilles (de var jo skrevet hjemmefra).
Men egentligt er det nok også meget en stemningsfilm. Billeder fra "studiet" (lejligheden i TriBeCa) og fra New York bliver backdrop for de "musings", der opstod i interviewene. Musik og billeder får lov til at spille sammen. Men der er selvfølgelig også en slags naturligt narrativt forløb under det hele, idet at det jo er en pladeindspilning, der skrider frem over fem dage. Ja, kun fem dage, hvilket vil sige, at hovedpersonernes fokus har været i studiet og på at få musikken i kassen, og der ikke er så meget udenomshalløj.
Filmen er sin egen lille lomme af stemning og smuk musik blandet med lidt visdomsord og opdagelses-øjeblikke, men skam også nogle sjove ting. Og der er måske også lidt et element af, at man kan lære noget af, at se denne film. Jeg finder den i hvert fald selv inspirerende. Og Kramer er en "karakter", og det mener jeg på den allermest positive måde. Gavmild, blændende dygtig og med hjertet på rette sted, for at bruge en kliché.
Så jeg tænkte: Kan jeg sige, at det er en "musikdokumentar"? Jeg vil hellere sige, at det er en "film om musik". Eller måske ligefrem "af musik".

De sidste udfordringer
Der er stadig et par udfordringer med filmen: 1: Kan jeg finde ud af at gå ind og køre effekter på den samlede film efter redigeringen, så f.eks. farvetonen bliver mere homogen? 2) Og så er der titlen! Jeg tænkte at tage en linie fra en sang. Gør det måske også. Men et af interviewene har også inspireret til en idé. Vi får se, hvad det ender med.
Jeg tager naturligvis imod den feedback, jeg får (minus den der eventuelt udelukkende har med forfængelighed at gøre, ha-ha). Men jeg skal huske at balancere den med min egen mavefornemmelse. For den her film er ikke et rendyrket "journalistisk produkt". Jeg har ville prøve at være lidt mere kreativ og "kunstnerisk", hvis vi skal svinge os højt op. Men bare rolig, det bliver langt fra det rene avantgarde. :-)

L