Første feedback
Jeg har ladet en god ven og tre af mine nærmeste kolleger se første version af filmen. Jeg har fået overvejende positiv feedback (og i visse tilfælde faktisk også overvældende - de er jo søde). Én synes den var spændende og fik meget lyst til at købe Esthers album (det må vel siges at være ét af de mål filmen har). En anden synes også, den var god, men var lidt forvirret over et par dækbilleder (som jeg i øvrigt selv har været i tvivl om, så dem skal jeg lige ind og finde nogle alternativer til). En tredje - som ikke er synderligt musikinteresseret, men mere til film - synes, at der var mange flotte billeder i den og at den var interessant, men at en midtersekvens i filmen var lidt for lang til at holde interessen fanget. Det spurgte jeg så de andre om og de havde det ikke på samme måde. De er grundlæggende interesserede i musik. Så jeg må konkludere, at jeg selvfølgelig ikke kan please alle, men at målgruppen (musikinteresserede) synes den virker. Desuden vil en ændring af midten af filmen skabe noget rod i kronologien og lave lidt for mange spring i geografi, hvilket nok vil forvirre mere end gavne.Den fjerde omgang feedback var også positiv, men der var et kritikpunkt, at Kramer snakkede lidt for meget om te et sted i filmen, he-he. Det synes de andre dog ikke. Så tja, jeg mener, at folks små kuriøsiteter er med til at skabe et bedre billede af dem. Og så er teen faktisk også et godt billede på en tilgang til kreative proces med musikken (no stress). Så det lader jeg blive i filmen. Altså, "nørder" er jo fantastiske. Fordi det handler om passion. Og det kan de fleste nok relatere til på et eller andet plan - også selv om deres personlige interesse er anderledes. Jeg drikker ikke te (dog var Kramers ganske god), men jeg blev da fascineret alligevel.
Jeg husker en artikel fra et gammelt nummer af mit fagblad Journlisten, der handlede om "new journalism". Et af rådene fra den interviewede journalist var: "Always get the name of the dog." Med andre ord: dyrk detaljen.
Justeringer
Min justering af filmen har i øvrigt bragt lidt flere referencer ind udover dem, jeg allerede har nævnt. Nu er der også referencer til Jim Jarmusch, Ghostbusters og endda to gange Neil Young.
Jeg har tidligere fortalt, at jeg gav Final Cut Express fingeren. Det var så Adobe Premiere, jeg hoppede over til. Bl.a. fordi jeg allerede har erfaringer med det program. En del af feedbacken gik i øvrigt også på, at der var nogle mørke billeder (det lader dog til at afhænge lidt af hvad man ser filmen på) og at lydniveauerne gik lidt op og ned. Adobe Premiere lader dog til at have en "bug", der besværliggør lysning af mørke billeder. Nogle gange virker det, andre gange ikke. Men jeg har da fået justeret nogle billeder undervejs, så det er blevet bedre. Derudover har organiseret lydsporene bedre, så jeg med mixeren kan justere niveauet mere jævnt. Det er faktisk ikke helt let.
En dvd tager form
Jeg forsøgte mig ellers først med Adobe After Effects til justering af billeder. Men jeg kan ikke helt gennemskue programmet, så jeg må nøjes med hvad Premiere kan levere. Til gengæld er jeg kommet godt ind i Adobe Encore, som jeg har fundet hjælp til via video tutorials på YouTube. Jeg er derfor ved at skrue en dvd sammen. Og jeg vil prøve at benytte mig af de smarte features, der er. Så filmen vil derfor have både danske og engelske undertekster, og måske endda også et kommentarspor (det kunne være sjovt at lave). Derudover er der jo det såkaldte ekstramateriale. Det bliver de fire videoblogs, vi lavede, mens vi var derovre, og måske også nogle sjove "outtakes" og ting, der ikke kom med, samt et slideshow med fotos. Så kan der vist heller ikke proppes mere ned på én 1-lags dvd-skive, he-he. Det kommer vist til at passe fint.
Blog på tryk
I forbindelse med dvd'en og en eventuel premiere på filmen, så har jeg tænkt mig at lave et lille hæfte på formentligt 40-44 sider med teksten fra netop denne blog. Så det sidder jeg også sætter op i InDesign lige nu.
Det har været sjovt at læse de gamle blogs igen. Der er jo det dilemma med, at man f.eks. ikke skal tage billeder, når man er ude og rejse, men i stedet være 110% til stede i øjeblikket. I stedet for at dokumentere. Men måske er det anderledes med ord. Anyways, så har jeg jo både taget fotos, filmet video og skrevet. Dokumentationsvanvid, velsagtens? Men med mine nedfældede ord og tanker, så kan jeg da se, at jeg allerede har glemt mange ting - som jeg i øvrigt er glad for, at jeg fik skrevet ned.
Jeg kan også fange mig selv i at spotte ting, jeg burde have skrevet på daværende tidspunkt. F.eks. ved Hobo Cult Records-koncerten i Montreal satte jeg ikke engang navn på den "japanske drone-rockabilly", jeg oplevede. Lige den slags musik er der jo nok ikke så mange, der laver. Egentligt var han canadier med rødder i Taiwan, og ja, han går under navnet Dirty Beaches. Kort efter hjemkomsten til Danmark dukkede hans navn op flere steder. Selvfølgelig lagde jeg mere mærke til ham pga. koncerten, men det lod til, at han lige pludselig blev vældigt hip - også i Europa. Han udgav også et album i år ("Badlands").
Nu jeg er ved den musik, jeg fik set i Canada, så har jeg længe tænkt på, at det snart må være på tide at lave et nyt SOPA-opsamlingsalbum. De tidligere af slagsen har været præget af både surfen rundt på nettet og mine rejser. Så det ville være oplagt at spørge om nogle af de canadiske musikere kunne tænke sig at være med. Bl.a. tænker jeg om sangerinden Charlotte Cornfield, der gjorde det godt på Casa Del Popolo, måske kunne være en idé at kontakte.
Nå, men med hensyn til selve filmen skal jeg i næste uge vise den for filmens hovedpersoner (minus Kramer). Jeg håber, at den positive respons fra smagsprøven rækker til resten af filmen, he-he.
L
Ingen kommentarer:
Send en kommentar