Jeg er ofte vendt tilbage til den tanke, at Bill Hicks var et af de forsonende elementer ved USA. At han var beviset på, at der var intelligent liv på den anden side af Atlanten. En grov generalisering, ja, men dybest set blot en konstatering af, at der kommer mere skidt end godt fra den kant. Og har gjort det i mange, mange år. Hvor havde den europæiske kultur været uden tæppebombardementet fra den anden side af kloden? Interessant tankeeksperiment. Det er dog ikke det, jeg vil fabulere over denne gang. Men i stedet en ganske speciel herre.
Jeg skal være ærlig: Jeg ser en stor stjerne i Hicks. Til trods for at han døde for snart 17 år siden i en alder af blot 32 år. Han har betydet umådeligt meget for mig af mange forskellige grunde. Men helst sikkert fordi han i modsætning til de fleste andre mennesker var kompromisløs og fandt sit kald. Og delte sin egen logik med verden. Derudover ikke mindst min respekt for hans holdning til kærlighed, hykleri, politik og dobbeltmoral. Listen er lang. Han havde fat i den lange ende. Til trods for - eller måske netop på grund af - sine mange modstridende yderpunkter (lige fra "kill everyone" til "love everyone").
Meget mere end en komiker
Bill Hicks var kendt som en komiker. For han var virkelig sjov. Men han var også meget mere end det. Han gik det skridt videre, som alle andre komikere ikke gør eller tør. Og hvad var det så? Han nægtede at sælge ud og turde være kontroversiel lige meget prisen. Og ikke bare kontroversiel bare for at være kontroversiel (f.eks. råbe "pik", fordi han ikke må), men fordi det han talte om var hans hjerteblod. Han var en prædikant. Han var analytisk knivskarp. Og han lod ofte på sympatisk vis sin komik ramme sig selv som en boomerang (en evne de færreste komikere besidder, fordi de tydeligvis ikke tør blotte sig selv og ikke har fattet hvad det betyder for deres budskab). Han var alt det, som de fleste andre af hans kolleger ikke kunne eller turde være.
Ti år for sent på den
Jeg opdagede ham i 2004. Det første materiale jeg hørte var noget af hans hårdeste, hvor han gik løs på sit forstyrrende publikum ("Hitler had the right idea! He was just an underachiever. Kill everyone!"). Men jeg blev nysgerrig. Det var gammelt materiale, så jeg prøvede at finde noget nyere, hvor han måske gav George W. Bush (Jr.) tørt på. Men ak, jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var 10 år for sent på den. Bill døde af kræft i 1994.
Det satte dog ikke en stopper for min iver at finde mere med ham. Der var udgivet nogle cd'er og dvd'er med ham og så lå der naturligvis masser af videoklip på YouTube. Uden at kunne sætte min finger på det, så havde han noget, som ingen andre havde. Han turde tale om ting, der stak dybere.
It's jazz thinking
Siden 2004 har jeg opsøgt alt jeg kunne om ham. Ja, jeg blev sgu' stor fan af manden. Det er lige før, at jeg kan det meste udenad. Men det er jo ligesom musik, man kender ud og ind. Bill Hicks var en rock'n'roll komiker og hans "comedy routines" er som sange. Eller musik. Nemlig levende og evigt foranderlige organismer, der, som en jazzsolo over et fast groove, finder nye former hver gang de bliver fremført.
Jeg tænkte sjovt nok denne tanke om jazz for nylig og så kort efter et interview med Hicks, hvor han selv beskrev sin stil: "It's jazz. It's jazz thinking. It's a rhythm."
Han var virtuos og hans timing var hamrende effektiv. Den sad næsten i skabet hver eneste gang. Men han turnerede også året rundt med over 200 jobs om året. Det gav ham mulighed for at fintune sin kunst ganske betydeligt.
Eviggyldige budskaber
Grunden til at det - den dag i dag - stadig er både en fornøjelse og en øjenåbner at dykke ned i Bill Hicks komik og budskab er simpel. Det er eviggyldige sandheder, der resonerer den dag i dag, fordi vi mennesker aldrig ændrer os eller lærer noget. Bevares, han sviner Rick Astley, New Kids On The Block og Debbie Gibson til for deres udvandede popmusik. Og flere af politikerne han harcelerer over er nok gået på pension eller døde. Men både popmusik og politik er jo degenereret yderligere siden Hicks' tid, så måske giver hans budskab endda endnu mere mening i dag. Mediebilledet er desuden blevet endnu værre, folk er blevet endnu grådigere og endnu mere liderlige. At kalde ham uaktuel bare fordi han er død vil være en fejl.
Jeg tager med jævne mellemrum mine Hicks-fix for lige at få et "reality check" inden lavinen at bullshit begraver mig mentalt. Til trods for at jeg kan det meste udenad. Ligesom mine favorit musikalbums. Og ja, jeg troede snart, at jeg havde set det hele. Alle cd'er, bøger, dvd'er og alt på YouTube. Men det er der netop blevet lavet om på her i efteråret.
Hicks på det store lærred
Der har i et stykke tid været snak om to film om Bill Hicks. Blandt andet en rendyrket Hollywood-version, hvor Russell Crowe efter sigende skal spille hovedrollen. Bill ville sikkert have hadet idéen om en film af den slags. Faktisk var et af hans største ønsker, at Californien - og især Hollywood - skulle blive ramt af det helt store jordskælv og synke i havet. Denne film er vist stadig på tegnebrættet.
Den anden har også været undervejs i mange år, men lige pludselig så var den der! Endda på dvd. "American - The Bill Hicks Story". En ganske glimrende dokumentar, der udover at fortælle Bills historie også går nye veje rent teknisk.
De nye interviews (med familier, venner og kolleger) og gamle videoklip, der udgør lydsiden og en del af billedsiden, suppleres i størstedelen af filmen med simpelt animerede arkivfotos og fotos fra de oprindelige locations. En interessant måde at bringe liv i materialet på. Det virker forbavsende godt.
Det bedste ved filmen er dog, at den udover at bringe Bill Hicks ud til et større publikum, også formår at give os, der allerede er godt inde i stoffet, nogle nye og dybere vinkler på denne mand, som vi kun kender gennem hans optrædener. Selv de velkendte stand-up-rutiner får et lag mere, når man bevæger sig igennem filmen. Så faktisk har jeg i hvert fald fået mere end jeg forventede. En positiv overraskelse.
Cd-titlen "Love, Laughter And The Truth" fik også en ny vinkel, da jeg først nu fandt ud af, at hans sidste hilsen til folk inden han gik bort faktisk lød: "I left in love, in laughter, and in truth and wherever truth, love and laughter abide, I am there in spirit."
Dvd-udgivelsen tæller i øvrigt to discs og en god portion ekstramateriale i form af flere interviews fra filmen og gamle hjemmevideooptagelser af hans optrædener.
Filmens instruktører må også roses for filmens titel. Bill klædte altid hyklerne af. Dem der mente, at det var "uamerikansk" at stille kritiske spørgsmål til Gud, fædrelandet og den blinde patriotisme. Nej, en dissident er en ægte patriot, en ægte amerikaner. Deraf den perfekte titel: "American".
Arkæologisk oplevelse
Omtrent samtidigt med dvd'en er der kommet "Bill Hicks - The Essential Collection". Denne imponerende pakke indeholder bl.a. to proppede cd'er. De fungerer som en slags "best of". Men smagsprøverne virker lidt for meget, som de bliver leveret udenfor kontekst, når man kender de oprindelige udgivelser, hvor de er en del af et større flow. Men måske kan de være en okay introduktion. Jeg har svært ved at bedømme det. Der er også ganske få uudgivede tracks, men dem har man allerede set på dvd eller YouTube tidligere.
Det enormt interessante ved denne opsamling er de to dvd'er, der også er med. Hicks' familie har siden de unge dage filmet en del af hans optrædener. Så selv om man har set de udgivede shows på dvd, så er der timevis af "nyt" at komme efter her. Bevares, det er optaget lidt amatøragtigt, men det ændrer ikke ved at det er en fryd at opleve den helt unge Hicks så langt tilbage som 1981 og 1984, hvor han allerede havde fat i det rigtige. Der er også live-materiale fra 1986, 1991 og 1993, samt hans kung-fu kortfilm "Ninja Bachelor Party".
Man oplever hvordan frøene til senere klassikere blev sået, men også en hel masse ganske godt materiale fra de tidligere år, som ganske naturligt hører hjemme der og ikke i de senere mere kendte optrædener.
Som en ekstra bonus medfølger en download-kode, så kan man downloade et lille album med akustiske sange, som Hicks selv indspillede, og som viser en helt anden siden af manden. Titlen på det er meget passende "Lo-Fi Troubadour".
Still going strong
Ringen er sluttet nu. Hicks-fans har fået en ordentlig - sidste - godbid, og et nyt publikum har fået en mulighed for at stige på. Når man oplever hans familie udtale sig på disse udgivelser, så får man på intet tidspunkt indtrykket af, at de gør dette for pengenes skyld. Men i stedet for at bevare mindet om deres søn og bror, og holde hans budskab i live. Der er mere brug for det end nogensinde før.
Det smukke (eller måske nærmere sørgelige?) er naturligvis, at alt det Bill Hicks prædikerede om stadig holder. Om det så er korrupte politikere, krigsmagere, religiøs fanatisme, racisme, kunstig skabt frygt, dårlig popmusik, censur, sell-outs, elendigt tv eller skamløst kommercielle medier uden rygrad.
Med humoren fløj hans ord ind under vores radar. Effektivt. For budskabet sidder der endnu. Især hos mig. Og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste.
Han havde så ret. Han har så ret. Og det ville være så sørgeligt... hvis Bill ikke bare gjorde det så skidesjovt.
Lars
Den officielle hjemmeside er på www.billhicks.com.
Læs eventuelt biografien samme sted.
Meget mere end en komiker
Bill Hicks var kendt som en komiker. For han var virkelig sjov. Men han var også meget mere end det. Han gik det skridt videre, som alle andre komikere ikke gør eller tør. Og hvad var det så? Han nægtede at sælge ud og turde være kontroversiel lige meget prisen. Og ikke bare kontroversiel bare for at være kontroversiel (f.eks. råbe "pik", fordi han ikke må), men fordi det han talte om var hans hjerteblod. Han var en prædikant. Han var analytisk knivskarp. Og han lod ofte på sympatisk vis sin komik ramme sig selv som en boomerang (en evne de færreste komikere besidder, fordi de tydeligvis ikke tør blotte sig selv og ikke har fattet hvad det betyder for deres budskab). Han var alt det, som de fleste andre af hans kolleger ikke kunne eller turde være.Ti år for sent på den
Jeg opdagede ham i 2004. Det første materiale jeg hørte var noget af hans hårdeste, hvor han gik løs på sit forstyrrende publikum ("Hitler had the right idea! He was just an underachiever. Kill everyone!"). Men jeg blev nysgerrig. Det var gammelt materiale, så jeg prøvede at finde noget nyere, hvor han måske gav George W. Bush (Jr.) tørt på. Men ak, jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var 10 år for sent på den. Bill døde af kræft i 1994.
Det satte dog ikke en stopper for min iver at finde mere med ham. Der var udgivet nogle cd'er og dvd'er med ham og så lå der naturligvis masser af videoklip på YouTube. Uden at kunne sætte min finger på det, så havde han noget, som ingen andre havde. Han turde tale om ting, der stak dybere.
It's jazz thinking
Siden 2004 har jeg opsøgt alt jeg kunne om ham. Ja, jeg blev sgu' stor fan af manden. Det er lige før, at jeg kan det meste udenad. Men det er jo ligesom musik, man kender ud og ind. Bill Hicks var en rock'n'roll komiker og hans "comedy routines" er som sange. Eller musik. Nemlig levende og evigt foranderlige organismer, der, som en jazzsolo over et fast groove, finder nye former hver gang de bliver fremført.Jeg tænkte sjovt nok denne tanke om jazz for nylig og så kort efter et interview med Hicks, hvor han selv beskrev sin stil: "It's jazz. It's jazz thinking. It's a rhythm."
Han var virtuos og hans timing var hamrende effektiv. Den sad næsten i skabet hver eneste gang. Men han turnerede også året rundt med over 200 jobs om året. Det gav ham mulighed for at fintune sin kunst ganske betydeligt.
Eviggyldige budskaber
Grunden til at det - den dag i dag - stadig er både en fornøjelse og en øjenåbner at dykke ned i Bill Hicks komik og budskab er simpel. Det er eviggyldige sandheder, der resonerer den dag i dag, fordi vi mennesker aldrig ændrer os eller lærer noget. Bevares, han sviner Rick Astley, New Kids On The Block og Debbie Gibson til for deres udvandede popmusik. Og flere af politikerne han harcelerer over er nok gået på pension eller døde. Men både popmusik og politik er jo degenereret yderligere siden Hicks' tid, så måske giver hans budskab endda endnu mere mening i dag. Mediebilledet er desuden blevet endnu værre, folk er blevet endnu grådigere og endnu mere liderlige. At kalde ham uaktuel bare fordi han er død vil være en fejl.Jeg tager med jævne mellemrum mine Hicks-fix for lige at få et "reality check" inden lavinen at bullshit begraver mig mentalt. Til trods for at jeg kan det meste udenad. Ligesom mine favorit musikalbums. Og ja, jeg troede snart, at jeg havde set det hele. Alle cd'er, bøger, dvd'er og alt på YouTube. Men det er der netop blevet lavet om på her i efteråret.
Hicks på det store lærred
Der har i et stykke tid været snak om to film om Bill Hicks. Blandt andet en rendyrket Hollywood-version, hvor Russell Crowe efter sigende skal spille hovedrollen. Bill ville sikkert have hadet idéen om en film af den slags. Faktisk var et af hans største ønsker, at Californien - og især Hollywood - skulle blive ramt af det helt store jordskælv og synke i havet. Denne film er vist stadig på tegnebrættet.Den anden har også været undervejs i mange år, men lige pludselig så var den der! Endda på dvd. "American - The Bill Hicks Story". En ganske glimrende dokumentar, der udover at fortælle Bills historie også går nye veje rent teknisk.
De nye interviews (med familier, venner og kolleger) og gamle videoklip, der udgør lydsiden og en del af billedsiden, suppleres i størstedelen af filmen med simpelt animerede arkivfotos og fotos fra de oprindelige locations. En interessant måde at bringe liv i materialet på. Det virker forbavsende godt.
Det bedste ved filmen er dog, at den udover at bringe Bill Hicks ud til et større publikum, også formår at give os, der allerede er godt inde i stoffet, nogle nye og dybere vinkler på denne mand, som vi kun kender gennem hans optrædener. Selv de velkendte stand-up-rutiner får et lag mere, når man bevæger sig igennem filmen. Så faktisk har jeg i hvert fald fået mere end jeg forventede. En positiv overraskelse.
Cd-titlen "Love, Laughter And The Truth" fik også en ny vinkel, da jeg først nu fandt ud af, at hans sidste hilsen til folk inden han gik bort faktisk lød: "I left in love, in laughter, and in truth and wherever truth, love and laughter abide, I am there in spirit."
Dvd-udgivelsen tæller i øvrigt to discs og en god portion ekstramateriale i form af flere interviews fra filmen og gamle hjemmevideooptagelser af hans optrædener.
Filmens instruktører må også roses for filmens titel. Bill klædte altid hyklerne af. Dem der mente, at det var "uamerikansk" at stille kritiske spørgsmål til Gud, fædrelandet og den blinde patriotisme. Nej, en dissident er en ægte patriot, en ægte amerikaner. Deraf den perfekte titel: "American".
Arkæologisk oplevelse
Omtrent samtidigt med dvd'en er der kommet "Bill Hicks - The Essential Collection". Denne imponerende pakke indeholder bl.a. to proppede cd'er. De fungerer som en slags "best of". Men smagsprøverne virker lidt for meget, som de bliver leveret udenfor kontekst, når man kender de oprindelige udgivelser, hvor de er en del af et større flow. Men måske kan de være en okay introduktion. Jeg har svært ved at bedømme det. Der er også ganske få uudgivede tracks, men dem har man allerede set på dvd eller YouTube tidligere.Det enormt interessante ved denne opsamling er de to dvd'er, der også er med. Hicks' familie har siden de unge dage filmet en del af hans optrædener. Så selv om man har set de udgivede shows på dvd, så er der timevis af "nyt" at komme efter her. Bevares, det er optaget lidt amatøragtigt, men det ændrer ikke ved at det er en fryd at opleve den helt unge Hicks så langt tilbage som 1981 og 1984, hvor han allerede havde fat i det rigtige. Der er også live-materiale fra 1986, 1991 og 1993, samt hans kung-fu kortfilm "Ninja Bachelor Party".
Man oplever hvordan frøene til senere klassikere blev sået, men også en hel masse ganske godt materiale fra de tidligere år, som ganske naturligt hører hjemme der og ikke i de senere mere kendte optrædener.
Som en ekstra bonus medfølger en download-kode, så kan man downloade et lille album med akustiske sange, som Hicks selv indspillede, og som viser en helt anden siden af manden. Titlen på det er meget passende "Lo-Fi Troubadour".
Still going strong
Ringen er sluttet nu. Hicks-fans har fået en ordentlig - sidste - godbid, og et nyt publikum har fået en mulighed for at stige på. Når man oplever hans familie udtale sig på disse udgivelser, så får man på intet tidspunkt indtrykket af, at de gør dette for pengenes skyld. Men i stedet for at bevare mindet om deres søn og bror, og holde hans budskab i live. Der er mere brug for det end nogensinde før.Det smukke (eller måske nærmere sørgelige?) er naturligvis, at alt det Bill Hicks prædikerede om stadig holder. Om det så er korrupte politikere, krigsmagere, religiøs fanatisme, racisme, kunstig skabt frygt, dårlig popmusik, censur, sell-outs, elendigt tv eller skamløst kommercielle medier uden rygrad.
Med humoren fløj hans ord ind under vores radar. Effektivt. For budskabet sidder der endnu. Især hos mig. Og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste.
Han havde så ret. Han har så ret. Og det ville være så sørgeligt... hvis Bill ikke bare gjorde det så skidesjovt.
Lars
Den officielle hjemmeside er på www.billhicks.com.
Læs eventuelt biografien samme sted.
