Singvogel og venner fyrer på fredag nok engang op under en af deres årlige julekoncerter, hvor den skramlede forstadsrock møder juleånden - helt på bandets egne præmisser. AOA's musikblogger kaster sig ud i godterne for gud ved hvilken gang.
Traditionen tro og bla-bla-bla... så hænger juleræset sikkert som am(m)en i kirken os ud af halsen før vi når målstregen den 24. december. Forsukrede, forfrosne og fortravlede. Men nogle traditioner er dog værd at holde fast i. Singvogels julekoncert for eksempel. Igennem årene har den vist sit plørede ansigt forskellige steder i byen. Teater Katapult, Lobby, Entréscenen og andre steder. I år skal man snige sig ind på Musikcaféen i Mejlgade nu på fredag den 17. december, hvis man vil have del i løjerne.
Og hvorfor skulle du så det? Jo, for ikke mindst får du et skud ærkeårhusiansk forstadsrock'n'roll, der lukker op for den lokale underverden på en poetisk vis, som kun forsanger A.K. Hansn kan gøre det.
Denne aften har han og bandet dog følgeskab af Brabands svar på Jack Kerouac, Peter Laugesen. Oh yes, der er sikkert nogen, der vil hade mig for den fortalelse, he-he. Men manden brænder altså igennem på en scene som få andre, når han mejsler hvert et ord ind i luften foran os, mens han lægger sig perfekt op ad bandets skramlede udskejelser på el-guitar, basklarinet, klarinet, trommer og alskens andre instrumenter.
Laugesen og Singvogel har lavet flere fornemme plader sammen og nu er de efter en pause atter sammen. Faktisk i sådan en grad, at de er ved at indspille en ny plade. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg venter resultatet med stor spænding. Det er allerede officielt, at det bliver Geiger Records, der udgiver den, når den kommer.
En af traditionerne ved Singvogels julekoncert er, at der kommer indtil flere gæster på scenen undervejs fra nær og fjern. I år er der sågar også et "opvarmningsband" på. Navnet er The Livingroom og bag gemmer sig de to Singvogelsympatisører Emil Brahe og Leonard Davies. Sidstnævnte kendes af nogle som forsanger i Fallen Men og det nyere projekt The Lighthouse 5.
Når livemusikken ikke spiller, så får publikum fornøjelsen af Mads Stobberup ved pladespillerne. Så der er garanti for, at der bliver rocket igen, da Mads til dagligt agerer forsanger i punkbandet Cola Freaks (og tidligere Tæve), arrangerer koncerter under navnet Klub Arrogant og er manden bag Mastermind Records.
Og... ikke at forglemme den snart sagnomspundne "Glögggryde". Så kraftig, at den har tre g'er. Jeg husker for et par år tilbage, at jeg ankom totalt osteklokke-forkølet, smagte på sagerne og efter to vanvittigt velsmagende glas var jeg kureret. Det forlød, at det naturligvis ikke var en glöggblanding fra Netto, men "the real homemade deal", så der fik jeg forklaringen.
Nysgerrige kan eventuelt tjekke en video ud på YouTube fra sidste år eller se den stemningsfulde musikvideo til "Maintheme From Flodtur", hvor man kan opleve Peter Laugesen sammen med Singvogel.
Vi ses derude til den hygsom, møgbeskidt, rocking jul!
Lars
(Støj på overfladen)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar