23. maj 2010

Stilfærdige perler og syret vildskab

Fra AOA.dk

Festivalfinalen havde flere højdepunkter end åbningsdagen. Finsk orgel-psykedelia, ægte dansk electronica og en fabulerende forfatter ramte plet.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 6...

Jeg starter den sidste ordstrøm fra Spot Festival med at gribe i egen barm. Jeg har ofte tænkt, at cd-anmeldere burde droppe rollen som blinkende, forbrugervejledende advarselslamper imod dårlig musik. I stedet burde de helt ignorere den og kun give spalteplads til den musik, der begejstrer dem. Lige meget hvor kendte eller ukendte kunstnere er. Det vil jeg forsøge nu og derfor skrive om de koncerter, der gjorde mest indtryk.

Lørdag startede i Ridehuset, hvor danske Pinkunoizu stille og roligt tog hul på dag to. Uden at nå helt sammen højder, som dengang for år tilbage, hvor stort set ukendte Sigur Ros, også for et relativt sparsomt publikum, vuggede en Spot-dag i gang, så gjorde Pinkunoizu noget lignende. Det lidt hippie-agtige er tilbage i musikken, dog uden megen politik denne gang. Pinkunoizu brugte bl.a. guitarer, blæsere og trommer i drømmende, repetitive forløb, der formåede at finde en balance, hvor det stenede netop ikke blev retningsløst. Den kvindelige trommeslager gjorde så meget med så lidt, at jeg kom til at tænke mig tilbage til en First Floor Power-koncert engang. Live havde Pinkunoizus vokal lidt svært ved at leve op til resten af lydbilledet, men lad mig blot sige, at helheden var ganske lovende.

Næste stop var Voxhall og finske Shogun Kunitoki. De første jeg blev begejstret over at se på Spot-programmet. Bandet er mere eksperimenterende end de fleste Spot-bands, og det tilskriver jeg, at Spot også skal have repræsenteret de andre skandinaviske lande. Det grænsesøgende og internationale roste pladeselskab Fonal Records står bag bandet, og det er min påstand, at et tilsvarende band og selskab fra Danmark ville have meget svært ved at komme ind på Spot. Dertil er der for mange uigennemskuelige hensyn og relationer, der dikterer det hele den danske del af festivalen i en anden retning. Det er en skam. Fonal Records er meget… finsk. Hvilke danske bands er meget… danske? Interessant tanke, hvis vi skal forsøge at finde nogle særpræg og styrker her til lands. Jeg synes ikke rigtigt, jeg kan se dem tydeligt på Spot. Burde vi ikke levere noget mere unikt dansk til alle de mange branchefolk, der kommer? De har jo hørt så meget af det før i andre lande.
Shogun Kunitoki stillede op med en trommeslager bagerst på scenen, flankeret af to musikere med orgler og en gut med tamburin og en gammel smalfilmfremviser. Ikke det store fysiske spræl fra kvartetten, men deres levende, hvirvlende orgelfigurer snoede sig semi-psykedelisk ind i hinanden trods lidt mudret lyd. Orglerne havde af og til en næsen kirkelig klang, men i så fald var det ”Jesus In The Sky With Diamonds” (uden at ville drage direkte paralleller til hverken religion eller Beatles). Hvis nogen blandt publikum på Voxhall var positive, men lidt i tvivl, så siger jeg: Tjek deres albums ud (især det første). De er medrivende og smukke.
Fonal er i øvrigt snart i Danmark igen med sangerinden Islaja på den nye Fanø Free Folk Festival i juli, der tegner til at blive spændende.

Musikhusets Lille Sal dannede rammen om Band Anes koncert, der var en del af festivalens Lyd + Litteratur-koncept. Det var stemningsfuldt fra starten. Ikke meget lys i salen. Kun små gule lamper omkring hendes set-up med laptop, tangenter og en trækonstruktion med klokker. Hendes brug af klare fængende melodier blandet med både abrupte og mere ligetil beats fik ekstra krydderi med en række optagelser af tale. Alt for sjældent bruger danske electronica-musikere dansk tale. Ane blandede ældre mennesker, der reciterede gamle digte, med brudstykker af underfundige radiointerviews og det virkede fremragende. Modsat visse eksempler på oplæsning over abstrakt lydkunst undgik Ane helt, at det blev højpandet. Der blev trukket en århundredelang, logisk tråd på tværs af generationer. Den oste af respekt de mennesker, vi alle som én står på skuldrene af – vores forældre, bedsteforældre osv. – og viste en nysgerrighed overfor naturens undere. Magien forblev intakt koncerten gennem, hvor der blev givet plads både til refleksion og til at finde, ja, ro i sig selv. Ganske fortryllende. Ane er nået langt siden jeg så hende stå med sin laptop på an affaldscontainer i en baggård i Århus og spillede finurlig dansemusik for 20 mennesker. Der er kommet meget mere tyngde, men hun har stadig samme glæde og legesyge - og gudskelov for det.

The Sad Lovers er et band, der bl.a. tæller medlemmer fra Our Broken Garden, Under Byen og Skammens Vogn. Det dyrker det minimalistiske, det kantede og det skæve, og får med få midler tryllet stærke sange frem. Nogle måske bedre end andre, men der er rene perler imellem. Bl.a. ”My Man”, der har al den fængende varme, sødme og kontrasterende melankoli, der gør sangen uimodståelig.


Et andet forventet højdepunkt på Spot var Frodegruppen 40. Med forfatteren Jens Blendstrup (”Laterna Vagina”, ”Gud taler ud”, Øverste Kirurgiske m.v.) i front som spiddende, vild hofnar blev det også det. Ordstrømmen virker latterligt simpel, men overrumpler alligevel hele tiden. Jens Blendstrup tugter kærligt på flere niveauer den danske folkesjæl lynende intelligent og morsomt, og kan vel siges, at tage arven op fra bl.a. Per Højholt. Jeg er ikke litteraturanmelder og kommer hurtigt til kort der, men set fra den musikalske vinkel kan jeg sige, at det virker, det rammer plet og det afvæbner totalt.
Som punktum for en meget fysisk koncert rundede bandet af med ”Tsunami”, der beskriver en families sidste minutter i et ferieparadis før flodbølgen tager dem. Nogle publikummer skraldgrinede, andre blev stille. Personligt mærkede jeg hvor effektfulde ord – kombineret med den rette musik – kan sætte modsatrettede følelser i gang fra det ene splitsekund til det andet. Strømmen af indre billeder var virtuost manipulerende. Jeg blev rusket igennem på en måde, så det meste af det, der var gået forud på festivalen, blev degraderet til ren underholdning. Døren til salen blev åbnet, publikum strømmede ud i Musikhuset og de snakkede alle løs om hvad de lige havde oplevet – og hvordan. Sådan vinder man hjerter og hjerner, kære rockmusikere.

Spot Festival 2010 blev for mit vedkommende rundet af med et afterparty på Godsbanen. Et legende og livligt sted, der så vidt jeg kan forstå snarligt skal omdannes til en verdensfjern arkitekts våde drøm, så det kan stå som nogle centraliseringsliderlige politikeres mausoleum. Jeg korser mig. Men i desto mindre har jeg tænkt mig at nyde festen så længe den varer. Og derefter så flytter vi bare festen et andet sted hen.

Jeg håber, du læser videre i bloggen her fremover. Jeg skal gøre mit bedste for at finde frem til guldet, der gemmer sig i Århus.

Vi ses derude!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar