24. maj 2010

Spot: Stadig plads til forbedring

Fra AOA.dk

Spot har ikke lært af – alle – sine succeser. Der bør tages flere chancer. Og lad os også lige tage en snak om kønsfordelingen.


Af en koncertjunkies bekendelser - del 7...

Spot Festivalen lader til at nyde ganske god opbakning om stunder. Blandt andet fordi den har skabt nogle resultater for dansk musik i udlandet og fordi Dansk Rocksamråd (ROSA) resten af året yder bl.a. turnéstøtte. Nu lider vi som samfund jo af notorisk korttidshukommelse, men jeg mener at huske, at festivalen hang med røven i vandskorpen omkring 2002. Måske fordi vi dengang havde Brian ”Fodbold” Mikkelsen som kulturminister og der vist var snak om at trække støtten. Jeg mener, at ROSAs leder Gunnar Madsen talte om sorte skyer i horisonten i sin åbningstale dengang. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

Redningsmanden fra Amerika
Redningen kom fra den anden side af Atlanten og timingen var perfekt. Musikjournalisten David Fricke fra Rolling Stone kom, så og blev begejstret. Han tog hjem og skamroste i sit magasin koncerterne med The Raveonettes og Under Byen. Og resten er historie, som man siger. Begge bands oplevede stærkt stigende opmærksom fra udlandet og i årene efter kom flere og flere udenlandske mediefolk til Spotfestivalen for at opdage ny musik. Ikke mindst så de danske politikere formentligt også idéen med Spot Festival. Festivalen lever derfor endnu.
Jeg vil dog gerne her forsøge, at argumentere for, hvorfor Spot burde have valgt de to veje festivalen kunne gå i stedet for kun den ene. Lad mig for nemhedens skyld identificere de to veje med førnævnte bands: The Raveonettes og Under Byen.

De to typer succes
David Fricke var blevet anbefalet The Raveonettes og tog derfor til koncerten. Han faldt pladask for dem. Han blev derimod IKKE anbefalet Under Byen. Måske fordi en eller anden mente, at de ikke havde internationalt potentiale, fordi de sang på dansk? Han var på vej til en anden koncert, men kom tilfældigvis forbi, da de spillede i Musikhusets foyer og han blev blæst helt bagover. En mand som David Fricke må man formode har hørt ”det hele”, men ikke desto mindre var det en af hans største musikalske oplevelser nogensinde (no shit – bare lyt her hvad han sagde om dem året efter, da han introducerede bandet i Store Sal).

Risikér den succesfulde fiasko
Jeg tror, at det jeg prøver at sige er: Det giver ikke mening, at prøve at gætte på hvad der vil please flest folk. Man kommer længere med en kunstnerisk satsning end med en halvsikker mellemvare. En festival som Spot skal TURDE at præsentere et band, hvor der står ti vigtige medie- eller branchefolk og lytter, hvoraf otte af dem ryster på hovedet og skrider. For de to, der står tilbage, har fået deres livs største oplevelse og vil tage hjem og fortælle vidt og bredt om deres nyeste yndlingsband. Branchefolkene har sgu’ hørt det hele. Der skal ruskes ekstra op i dem, for virkelig at få dem op ad stolene.
For at opsummere: Under Byen har fået succes med stædigt at være sig selv og hele tiden nysgerrigt forsøge at gå nye veje. The Raveonettes har fået succes med at tage den let genkendelige del af musikhistorien til sig og stykke elementerne sammen til en ny helhed, de har gjort til deres egen.
Spot Festival har her to typer succeser, som Spot kunne have lavet fremtidige strategier efter. De valgte kun den ene af de to. Og derfor har vi i dag en Spot Festival med en masse kunstnere og bands (149 i alt - uoverskueligt mange og ”kvantitet over kvalitet”), hvor skræmmende få provokerer, rusker op i publikum og giver helt unikke oplevelser. Den bedste musik deler vandene. Faktum! Kig i historiebøgerne! Der er folk, der synes, at Under Byen er det argeste lort. Og hurra for det, siger jeg, selv om jeg langt fra er en af dem.
Hvad er kunst uden mod? Det er ikke kunst. Men Spot har nok gjort sit valg. Musik er ikke kunst. Det er en vare. Den kan og skal sælges. I en tid hvor innovation og nytænkning er mantraen i lille Danmark, så kan det undre, at en festival, der vil vise det nye og spændende, ikke tør være mere progressive. Så bare 25% af festivalprogrammet da!

Det unikt danske
For et par år siden var der en større artikel i en landsdækkende avis, der kritiserede, at ROSAs turnéstøtte gik til bands, der ikke solgte mange plader. Tyggegummipopbandet Infernal blev brugt som eksempel på et band, der havde succes, men ikke fik turnéstøtte. Hvis man følger den strategi, så skulle al turnéstøtte gå til Infernal for derefter at se bruttonationalproduktet og betalingsbalancen bevæge på sig.
Men hvad vil du som dansker helst være kendt for ude i den store verden? Døgnfluepop eller noget der med dybde, substans og ærlighed viser resten af verden hvad Danmark virkelig kan præstere og som samtidig måske også giver dem en idé om, hvad der er unikt dansk?
(En indskudt bemærkning: Pladesalgs-snakken er i øvrigt forældet. Musikere vil fremover primært tjene deres penge på koncerter, ikke deres indspillede musik.)
Hvilken musik fra andre lande er det, vi danskere selv synes er mest spændende? Er det den, der lyder som Kashmir? Nej, vi vil da have det, der er lyder eksotisk i danske ører. Det unikt danske vil fange udenlandske ører meget mere effektivt og det provokerende vil pirre kræsne mediefolk.

Spots budskab til de håbefulde
I relation til det kan man spørge hvilket signal Spot Festival sender til unge håbefulde musikere? Det kan selvfølgelig diskuteres. Men jeg vil mene at budskabet er, at selv for de yngste bands er det vigtigst at have blikket rettet mod udlandet fra starten. Jeg vil mene, at blikket burde være rettet mod musikken. Så kan udlandet komme, når bandet er kunstnerisk modent til det. Faktisk er min påstand, at hvis dette hypotetiske band har arbejdet nok med deres unikke musik, så vil succesen i udlandet komme lettere end hvis de havde netop udlandet i tankerne til at starte med.
Spot er som at tænde for en radio. Det er ”lyden af et køleskab, der brummer,” som Radioheads forsanger Thom Yorke, så rammende sagde engang. En festival skal da ikke lyde som en radio, skal den?

En kønsmæssigt skæv festival
Som mand skal jeg være den første til at indrømme, at ligestilling ikke er noget, jeg går og tænker på dag og nat. Men jeg mener, at det er sundt, at jeg til tider bliver mindet om den. Det skete på Spot i år. Jeg har ikke talt efter, men lod mig fortælle fra pålidelig kilde, at af de 149 kunstnere på årets Spot var der 22 kvindelige acts og 5 acts, der havde en lige fordeling mellem mand og kvinde. Nogle vil måske sige, at det afspejler branchen perfekt. Det kan jeg godt være enig i. Branchen. Men jeg tvivler på, at kønsfordelingen er den samme i statistikken for udøvende kunstnere. Så Spot, hvad med næste år at prøve at se lidt bredere og være opmærksom på denne udfordring?

Nogle bud
Ukonkrete mennesker er irriterende, så lad mig da forsøge, at blive konkret. Hvem er det (blandt andet!) jeg gerne så på festivalen, som ikke var der? Det KUNNE f.eks. være indtil flere acts fra det københavnske Yoyo-Oyoy-musikerkollektiv, såsom Frisk Frugt, Yoke & Yohs og Kirsten Ketsjer The Rock Band, hvor sidstnævnte faktisk er ganske tilgængeligt for et bare relativt nysgerrigt publikum. En ligeledes stærk spiller fra København er selskabet Escho, der tæller folk fra de tidligere Düreforsög. De har udgivet flere interessante bands, som f.eks. Mit Nye Band og Ice Age. Fra Århus’ egen livescene kunne det være Cola Freaks (der endda spiller og udgiver plader i USA), Singvogel og KURvE, hvis jeg skal foreslå dem, jeg først kommer til at tænke på. Fra København kunne man ligeledes nævne Fossils og Solhorn. Men, men, men... med lidt mere research kunne listen blive meget længere og mere varieret.
Ak ja, jeg føler som om jeg gentager mig selv. Og jeg er ikke helt alene. Selv LJUD-koncertarrangør og nu Voxhall-booker Bjarke Svendsen sagde det direkte op i musik- og mediebranchens ansigt i 2007, da han holdt en tale ved åbningsceremonien. Men til trods for Spot selv har bevist, at den kunsteriske tilgang - også - virker, så ligner festivalen stadig sig selv. Too much ”fridge buzz”, too much business and too little focus on the actual music.
Eller hvad siger I? Skal vi lave en åben og gratis festival i Mølleparken næste år for dem, der ikke kom ind på Spot og så kalde den Skrot Festival? Det kunne sgu’ da være sjovt! Jeg kan allerede se logoet for mig.

Med alle disse personlige bud på hvordan Spot kunne gøre det bedre, så lad mig tilføje, at jeg stadig synes, at det trods alt er godt, at vi rent faktisk har Spot Festivalen i modsætning til IKKE at have den.

Vi ses derude! Jeg anbefaler i øvrigt Elektronisk Jazzjuice -festivalen i august som næste store stop!

Lars

1 kommentar:

  1. ja tak, flere damer der gir' den gas på scenen!

    SvarSlet