Jeg har i lang tid set lidt skævt til mine journalistkollegers formåen i de landsdækkende medier. Bevares, de er fortravlede, men derfor burde de stadig kunne styre uden om at nedværdige sig selv til at være mikrofonholdere for modsatrettede synspunkter og i angst for at miste kilder bukker under for kammerateriet med dem, de bør være kritiske overfor.
Forfatteren Carsten Jensen gav den 17. december den samlede journaliststand en meget tiltrængt skideballe i sin artikel "Når sandheden bliver væk". Og sandelig om han ikke ramte hovedet på sømmet i sin kritik og formulerede den bedre end de fleste (inklusiv jeg selv) tilsyneladende kan gøre det.
Han bruger et fint lille billede på mikrofonholderiet:
"Hvis to mænd kommer ud fra et lukket rum, og den ene hævder, at væggene var malet hvide, den anden, at de var sorte, sørger journalisten for at referere begge parter. Så er objektivitetskravet opfyldt, mener han. Og det er jo i en snæver forstand rigtigt: Han har ikke taget stilling. Men han er heller ikke gået ind i rummet, hvor han måske kunne konstatere, at væggene i virkeligheden var lyserøde."
Men det er næsten kun politikerne, der slipper så billigt. Med forbrugerstoffet er det noget andet:
"Tænk, hvis der blev stillet lige så kritiske spørgsmål til politikeres påstande og beslutninger, som der stilles til støvsugeres sugeevne og kondomers holdbarhed."
I sin artikel maler Carsten Jensen også ønskebilledet af mødet mellem politikeren og journalisten:
"Jeg forestillede mig en samtale mellem en politiker og en journalist, der netop har afsløret, at han har tænkt sig at stille politikeren til regnskab for en temmelig ubehagelig historie. »Hvis du gør det,« siger politikeren, »taler jeg aldrig mere med dig. Så er der fra nu af lukket for det varme vand. Ikke flere gode historier til dig. Du kan banke på min dør, så meget du vil. Du kommer ikke ind.«
Det er i dette øjeblik, virkelighedens journalist får et usikkert blik og begynder at granske sine hænder. I min fantasi om en bedre verden ser han derimod op og stirrer politikeren trodsigt ind i øjnene. »Hør her, dit røvhul,« siger han. »Jeg taler heller ikke mere med dig. Vi boykotter dig. Du bliver aldrig mere refereret i avisen for noget som helst, ingen fotos, ingenting. Hvis du ringer os op med et af dine sædvanlige selvpromoverende nonsens-budskaber, vil vi ved lyden af dit navn, blot svare hvem? og derefter stille dig om til piccolinen. Og hvis nogen spørger, hvorfor man aldrig mere hører noget fra dig, vil vi trække på skulderen og sige, at du jo må have valgt at spille en tilbagetrukket rolle i politik, hvilket jeg forsikrer dig for, at du lige præcis i dette øjeblik også har. Så du må hellere få åbnet for det varme vand igen, for ellers kan du godt kysse din fede, taburetklæbende røv farvel. For det tilfælde, at du ikke har forstået budskabet, brormand, så er det os, der bestemmer. Fat det så!«
Politikere bør være bange for journalister. De skal ikke tænke på dem som nyttige idioter. De skal få tynd mave, bare de ser en journalist for sig. Men danske aviser repræsenterer i disse år ikke andet end den institutionaliserede magtesløshed."
Carsten Jensen har skrevet en skarp kritik, som journalisterne ikke kan løbe fra. Jo, de kan prøve at bortforklare og komme med modangreb på ham. Men det ændrer ikke ved, at han har ret på et helt fundamentalt plan.
Når man er journalist som jeg, så modtager man fagbladet Journalisten. En ganske kritisk medie med en masse gode artikler (og altid en god opsang på bagsiden). Men det lader ikke til at al den analyse og kritik bliver taget til efterretning ude på redaktionerne. For så ville mediebilledet være et andet. Problemet med journalister er, at det er dem, der giver resten af verden billedet af... verden. Og det inkluderer ikke ret meget om problemerne ved journalisternes eget virke og hvad det betyder for demokratiet og den mentale folkesundhed.
Så hermed en stor anbefaling til alle - især journalister - om at læse Carsten Jensens artikel i Information: http://www.information.dk/254127
Lars
Ingen kommentarer:
Send en kommentar