Voxhall sander til i ren americana

Fra AOA.dk:



Af en koncertjunkies bekendelser – del 20...

To aftener med durkdrevne koryfæer fra den amerikanske ørkenrock og det der ligner – med besøg fra Danmark og England. AOAs musikblogger står klar til at opleve manden, der redefinerede hans idé om hvad en koncert kan være.

Candles melting without being lid...
Når man ikke har tændt stearinlysene og de stadig smelter, så ved man, at det er en varm dag. Den poetiske indledningsfrase er fra sangen med den sigende titlen ”Punishing Sun” af bandet Giant Sand. Varmen var efter sigende én af flere grunde til, at bandets amerikanske sanger og sangskriver Howe Gelb i en årrække fra omkring 2003 skiftede Tucson, Arizona, ud med Århus i sommermånederne.
Omkring det tidspunkt var 2/3 af trioen Giand Sand gået nye veje som Calexico (der spiller på Train d. 13. september) og fået stor succes med det. I Danmark fandt Howe Gelb nye legekammerater. I første omgang medlemmer fra lokale Under Byen ved en række små koncerter på Café Mozart og Musikcaféen. Med bandet lavede han i Århus albummet ”The Listener”. Det indeholdt bl.a. numre med tekster, hvor Århus sneg sig ind. Senere mødte han tre andre danske musikere – Anders Pedersen, Thøger Lund og Peter Dombernowsky – og de udgør i dag en fast del af Giant Sand. De har dog også et band ved siden af – The Desoto Caucus – og det er under det navn, at de sammen med Howe Gelb i Århus Festuge præsenterer ”The Medium Rare Session” på Voxhall den 31. august og 2. oktober.

Lad os snuble i laboratoriet
Jeg var til fleste af de førnævnte små Århus-koncerter og der fik Howe mig til at genoverveje hvad en koncert kan og måske bør være. Lige siden har jeg målt de fleste andre musikere ud fra hans filosofi. Ikke nok med, at han skriver mange iørefaldende sange, så genopfinder han dem og leger i høj grad med sproget. Vigtigst dog: han tør lade tilfældet råde. Jeg tror, at det forholder sig anderledes nu, men hidtil undgik han at planlægge sine koncerter med en setliste. I Århus havde han bl.a. en discman med, der var sat til at spille tilfældige stykker musik til at blande ind i hans egen liveoptræden. Han konstaterede med et tørt grin på Café Mozart dengang, at hvis han skulle bruge en sampler, så ville det blive for let. Han tør kaste sig ud i den uperfekte musik i forsøget for at opnå det perfekte øjeblik. Og der hvor eksperimenteret falder til jorden kan han redde den hjem med lige dele musikalitet og karisma.
Efter at have oplevet Howe Gelb live, så begyndte jeg så småt at krumme tæer over musikere, der havde planlagt hele aftenen – selv hvad de skulle sige mellem numrene (og de gør det!). En spansk journalist skrev engang om en Howe Gelb-koncert, at han lod musikken snuble og publikum var inviteret med til at kigge ind i hans laboratorium. Et meget rammende billede. Hvis vi skal runde den af i de højere luftlag, så sagde Kierkegaard vist noget om at turde miste fodfæstet, hvis man ikke skulle ende med at miste sig selv.

Fornemt besøg
Hvor mange snublerier vi får at se på Voxhall kan være svært at sige. Der er gæster med på scenen og det foregår i officielt festuge-regi, så er der måske mere styr på formerne. Men selv indenfor udstukne rammer kan Howe Gelb eksellere, som da han pludselig fik lyst til at lave en plade med et gospelkor – og gjorde det med flot resultat. Vi må vente at se hvad der sker på Voxhall.
Første aften (31. august) er det amerikanske Mark Lanegan og dansk Agnes Obel, der er gæster. Lanegan har rødder i Seattles grunge-scene med bandet Screaming Trees. Senere er han blevet mere kendt for bandet Queens Of The Stone Age og sine mere afdæmpede duet-plader med Isobel Campbell. Agnes Obel er et ubeskrevet blad for mig, hvilket er fint. Jeg ynder at gå til koncerter med folk, hvis musik jeg ikke kender.
Anden aften (2. september) er amerianske John Doe og britiske Scout Niblett med. Doe fra LA-bandet X er så vidt jeg husker et af Howe Gelbs store forbilleder, så det bliver interessant at se dem sammen på en scene.
Scout Niblett har jeg oplevet flere gange før – med varierende resultat. Dog er hun bestemt aldrig kedelig. Hun har lavet en fremragende række plader. Heraf indtil flere sammen med en af de mest respekterede producere, Steve Albini, der bl.a. har stået bag plader med Pixies og Nirvana. Sidstnævntes svanesang – og bedste album – ”In Utero” har en karakterisk guitar- og trommelyd, der går igen på Scout Nibletts plader, som stadig dypper tåen lidt i grungen-lyden fra 90’erne. Dog har hun sin helt egen stil med færre trommer, men stadig svingende fra næsten hvisken stemme til rene furie-udbrud.
Det skal nok blive to spændende og stemningsfulde aftener.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Jazzjuicen flød over igen i år

Fra AOA.dk:



Af en koncertjunkies bekendelser – del 19…

Maskinerne buldrede, trommerytmerne pulserede og så fik vi endda også gadeteater. Elektronisk Jazzjuice skabte trods mindre variation end tidligere en mættende opdagelsesrejse, hvor dansk talent formåede at overgå det udenlandske, skriver AOAs musikblogger.

Elektronisk Jazzjuice kan igen i år se tilbage på en veloverstået festival med en række flotte højdepunkter. Vejret var ikke helt med arrangørerne i år, men publikum kunne trøste sig med, at koncerterne foregik indenfor på Musikcaféen og Gyngen i den ellers hyggelige, dekorerede baggård i Mejlgade.

Gadeteater og flydende lyd
Dette år blev skudt flot i gang tidligt fredag med noget af en overraskelse. Jeg mindes ikke at have set gadeteater på Jazzjuice før, så det var et skønt initiativ. Den spansk-danske gøglerduo The Brunette Bros, der trods navnet består af to kvinder, forførte publikum med det ene gakkede indslag efter de andet. Ofte med forskellige opfindsomme dukker og en gennemført performancestil og klovnet karisma, der gik rent ind. Flere publikummer var ved at knække sig af grin.
Danske Kiloton lagde på Musikcaféen stille ud med ambiente lydflader og små rullende rytmer. Måske ikke så nyskabende, men det var stemningsfuldt og veludført. Musikken gik i øvrigt i fin symbiose med festivalens visuals, som det må bemærkes i år virkelig gjorde sig godt begge dage.

Elektronisk årsmøde
Elektronisk Jazzjuice er lidt et ”årsmøde” for den del af den danske electronicascene, der har rødder i Århus og på konservatoriets elektroniske linie her. Sofus Forsberg, Karsten Pflum, Badun, Puzzle og DJ NoiaNiz er som regel på programmet. Men sådan skal det være. Fra år til år kan man følge deres musikalske udvikling. Jeg fik ikke hørt dem alle, men synes at især Sofus Forsberg gjorde det exceptionelt godt. Han har i modsætning til alt for mange andre forstået vigtigheden af at frigøre sig fra laptoppen. Lydmoduler og dingenoter gjorde hans musik meget mere elastisk, spændstig og frem for alt levende. Med ham i baghovedet virkede festivalens udenlandske hovednavne pludselig ganske kedelige. Der stod de bare med deres laptops uden at røre på sig og med en småarrogant mine på. Kunstnerisk må man sige, at det virker som det tidligere pionérland for elektronisk musik, England, hænger en del i bremsen. Leafcutter John var en af de få derfra, der formåede at bringe noget liv ind i musikken ved at skabe lyden uden for computeren. Så hatten af for Sofus og John!

Eksotisk rock og jazz
Der var dog heldigvis andet end laptops på årets Jazzjuice-festival. 2010 blev dog året, hvor der var færre af alternativerne. Altså, der hvor andre instrumenter og stilarter kommer ind i billedet.
Engelske Zun Zun Egui havde jeg set frem til. En moderne form for rock hvor mere eksotiske elementer fra verdensmusikken fik masser af plads. Det var energisk og flot fremført. En stor fornøjelse at opleve, men stadig med en fornemmelse af, at det ofte var lidt for pænt. Den forløsning via urinstinkterne, der burde komme fra lige denne kombination af stilarter, indfandt sig ikke helt. Zun Zun Egui nåede altså ikke helt samme højder som japanske Nisennenmondai nåede samme sted i 2008.
Engelske Polar Bear var et ensemble, der en time senere - med elektronik, blæser, bas og hamrende habilt trommespil - ramte noget tættere på målet.
Et andet af de engelsk navne på festivalen, Trembling Bells, forening britisk tresserrock med folk og en knivspids psychedelica. Det startede lidt usikkert, men efterhånden fik bandet luft under sangene og det endte med flere rigtigt flotte højdepunkter.

Virtuos topmavegyser
Som afrunding vil jeg nævne amerikaneren Pamelia Kurstin, der semi-højgravid indtog scenen med sin theremin og et par loop-pedaler. Hun er simpelthen virtuos på dette særegne instrument, som de fleste formentligt ubevidst kender bedst fra gamle gyser- og science fiction-film. Hun lavede ikke bare høje hyletoner, men frembragte med imponerende præcision smukke og spøgelsesagtige melodier, der ramte klokkerent.
Jazzjuice havde igen i år rigtigt flotte øjeblikke. Dog håber jeg, at vi næste år igen kan se en større variation af stilarter og dermed en bedre ligevægt mellem det elektroniske og ”det andet”.
Til dem der ikke nåede forbi, vil jeg opfordre til at holde øje med arrangørgrupperne Prototybes og LJUDs gøren og laden resten af året. Der gemmer sig uden tvivl masser af guld og gode oplevelser.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

En håndfuld spændende nye udgivelser #2

Jeg tager lige et øjeblik og kaster lidt lys på en håndfuld spændende nye udgivelser.

The Books: The Way Out
Opfølgeren til "Lost And Safe", der udkom i 2005 og bl.a. blev udnævnt til årets album i Wire Magazine. Ganske fortjent. Det var fantastisk med blandning af veludvalgte tale-samples fra forskellige kilder og tilbagelænet, kuriøs 'folktronica'. Et album der er svært at overgå, så det forventede jeg heller ikke med "The Way Out", der fortsætter hvor forgængeren slap, men dog sætter tempoet mere i vejret. Det er næsten dansabelt flere steder, men stadig lettere "brainy" og spændende at gå på opdagelse i. Har man ikke "Lost And Safe", så kunne det måske være godt at starte med den. Et suverænt album. Dette er dog også godt, men rammer mig ikke helt så dybt som forgængeren. Det ville være svært.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.


Scout Niblett: The Calcination of Scout Niblett
Jeg har haft det lidt svært med Scout Niblett siden hun forkludrede en koncert på Loppen totalt i en kæmpe brandert. Jeg bliver mindet om det, når jeg hører hendes plader. Men for pokker, hun formår stadig at dykke ned i sin helt egen - oftest afdæmpede - afstikker fra 90'ernes grunge-rock, hvor urinstinkterne får al den plads, de vil have. Og det er en fornøjelse. En værdig arvtager til den fremragende "Kidnapped By Neptune". Det er råt, melodisk, primalt, alvorligt, sjovt og umiskendeligt Scout Niblett.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.


Julian Lynch: Mare
Ham her er ny for mig. Der er både lidt traditionelt engelsk folk i det, men også noget gammelt amerikansk og noget 70'er hippie-groove af en slags. Plus et ekstra krydderi i det små trukket ind i mixet fra de globale airwaves. En ret mellow plade, der ved første lyt kan virke traditionel, men alligevel prøver nogle nyere ting af - eller i hvert fald ting, som de fleste fra disse genrer ikke gør så tit. Resultatet er smukt, behersket legende og afdæmpet stemningsfuldt. Man kunne måske klandre ham for at lande mellem to stole: det tilgængelige og det eksperimenterende. Men han klarer balancen. Det virker godt. Også selv om man måske kunne ønske sig lidt mere tilstedeværelse på vokalfronten, når han nu alligevel synger. Den instrumentale dele under stemmen er nok mest spændende.
Lyt til hele albummet på Bandcamp.


Fabulous Diamonds: Fabulous Diamonds II
Dem her kender jeg heller ikke fra tidligere. Men et lyt gjorde mig nysgerrig. De minder mig lidt om bands som Urdog og Shogun Kunitoki, som jeg godt kan lide. De bruger også en del trommer sammen med orgel. Fabulous Diamonds tilføjer chantede vokaler med en del reverb - nogle gang som kor. De lugter lidt psykedelisk og lidt krautrocket, men det har også en folk-fornemmelse et sted.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.


Ariel Pink's Haunted Graffiti: Before Today
Ariel Pinks debut på et stort indie-label. Og lyden, der ellers har været ren kassebånds-lo-fi, er nu gået mere hi-fi. Men den analoge retro feel er der stadig i overflod. Han er fra L.A., men jeg forestiller mig mere New York omkring det tidspunkt, vi gik ind i 80'erne. Sangene kæmper for at være rene pop-perler fra den tid. En slags fake history lesson. Det er både virtuost og småkejtet på samme tid. En interessant balance, der gør dette album både spændende og hamrende fedt. Uden at drage nogen direkte parallel, så får stilen mig faktisk til at tænke lidt på Spookey Rubens indiepop-plader fra 90'erne. Begge kan skrive anderledes pop hooks af netop den slags, som de færreste kan, så vidt jeg kan høre.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.


Det var lige fem hurtige herfra. Det kommer nok flere senere.

Drømmestart for Århus' nye spillested Atlas

Fra AOA.dk:

AOAs musikblogger Lars Kjær Dideriksen kan slet ikke få armene ned. Atlas lægger nemlig hårdt ud med absolutte topnavne fra bl.a. Mali, Syrien, Balkan og Etiopien, som allerede har lagt publikum helt ned verden over.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 18...

Hvad er det liiige, der sker?! Århus laver et nyt spillested, Atlas ved siden af Voxhall, der skal fokusere på bl.a. verdensmusik og jazz, og allerede fra start er programmet til at falde helt bagover. Det er ambitiøst ad helvede til og gudskelov for det. For jeg skal i hvert fald nyde de oplevelser i fulde drag. Jeg håber, at århusianerne opdager hvilken guldgrube af musik, der ligger for næsen af dem på Atlas fra nu af og henover efteråret. Også selv om navnene sikkert lyder helt og aldeles ukendte for de fleste. Så please… læs videre!

24/8: Polyrytmisk velsignelse fra Mali
Tirsdag den 24. august er der besøg fra Mali. Er der én ting, som jeg (og trods alt en hel del andre) har opdaget de senere år, så er der, at musikken fra Mali rykker 100 %. Både det nye og det gamle. Bassekou Koyate & Ngori Ba spillede også på dette års Roskilde Festival, hvor de nærmest blæste hovedet af Informations anmelder. Han skrev blandt andet: ”Deres ynde var af en anden verden. (…) Helt oppe på de lykkelige nagler var denne koncert en polyrytmisk velsignelse og et flimrende multimelodisk kys - tatoveret i erindringen. Der findes ingen vej tilbage fra en sådan koncert. (…) Med Bassekou Kouyate & Co. reddede [Roskilde] festivalen i mine ører sin kunstnerisk musikalske ære.”
Du kan tjekke dem ud i dette liveklip på YouTube. Jeg så dem ikke der, så jeg glæder mig sindssygt meget til at opleve dem på Atlas.

28/8: Gåsehud med hilsen fra Norge
Jeg har dog til gengæld oplevet norske Nils Økland før. Det var på Musikcaféen under Elektronisk Jazzjuice-festivalen i 2008. Nu er han tilbage og det sker lørdag den 28. august. Økland har både fat i det traditionelle, mens han fornyer, og han må siges at have fuld kontrol over den specielle hardangerfele-violin. Den har et ekstra sæt strenge under dem, der spilles på, så der opstår en ekstra klang. Jeg synes, at det lyder hamrende… nordisk. Jeg husker, at jeg sad med gåsehud det meste af koncerten på Musikcaféen. Publikum sad på gulvet. Violinen var ikke forstærket med mikrofon, så folk var helt stille. Det var kort sagt vanvittigt smukt. Jeg filmede lidt derfra og det kan ses 1 minut og 40 sekunder inde i dette YouTube klip.
Økland spiller også med bandet 1982 samme aften. Dem er der også noget af på YouTube.

3/9: Syrisk bryllup med 220 km/t
En anden ’Århus-genganger’ er syriske Omar Souleyman, der spillede på Studenterhuset sidste år for et meget begejstret publikum, som ligefrem begyndte at danse på scenen. Undertegnede var også svært begejstret. Politiken anbefalede forståeligt nok koncerten og Omar landede på forsiden af Kultur-tillægget. Fredag den 3. september er han i Århus igen – og gå for alt i verden ikke glip af det! Omar er og bliver en særlig oplevelse. Denne for danskere formentligt ukendte bryllups-skråstreg-popmusik, kan være kuriøs og småkikset, men er samtidig energisk, melodisk og charmerende. Information formulerer det sådan her: ”Det er den ægte vare. (…) Souleyman er en knejsende sanger, der med sin raspende stemme, sine halsbrækkende fraseringer, sin rasende passion og sin offensive sanselighed er et overvældende og anfægtende bekendtskab.”
Tjek ham ud på YouTube her.

1/10: Med 43.7 i Balkanfeber
Endnu en aften, hvor jeg skal (og jeg mener SKAAAL!) på Atlas, er fredag den 1. oktober. Jeg forventer næsten at det fine nye spillested eksploderer, når disse to bands går i gang. Men det vil være det værd, ha-ha! Jeg tvivler stærkt på, at jeg vil blive skuffet. Til gengæld bliver jeg nok træt i benene, for når balkanmusikken går i gang, så er der ingen, der kan stå stille. Heller ikke mig, der normalt skyr diskoteker og lignende dansesteder som pesten.
Serbiske Boban I Marko Markovic Orkestar er noget nær det ypperste indenfor balkanmusikken. 13 mand med blæseinstrumenter og percussion indtager scenen og så kan du ellers tro, at det går løs! Tag f.eks. et kig på dette YouTube klip (fanget på gaden i Køln, hvor de bl.a. spiller den fantastisk smukke og medrivende ”Mundo Cocek”, der starter 1 minut og 20 sekunder inde). Jeg har ikke set dem live før, så jeg er fuld af forventning.
Der er jeg faktisk også til aftenens lokale islæt KURvE, selv om jeg har set dem 117 gange før. Et af Århus’ ubetinget bedste livebands, der blander rockmusikken med Balkan på deres helt egen måde. Deres musik er bl.a. også blevet kaldt balkanpunk og cirkuspunk. Se noget video fra Katapult her og fra Train her.
Så I kan jo nok se, at energiniveauet må op og banke i loftsbjælkerne, ikke? ;-)

2/11: Ethio-funky som intet andet
Netop som jeg troede, at det ikke kunne blive federe, så hiver Atlas en 15 meter høj kanin med overbid op af hatten... Mulatu Astatke. Hvad bilder de sig ind? Han er vel nærmeste kongen af old school ”ethiojazz” eller hvad pokker det er, han har gang i. Jeg synes, at det også hælder over i det funky. Det svinger som ind i helvede og melodierne er absolut fortryllende. Det samme mente filminstruktøren Jim Jarmusch, der flittigt brugte hans musik i filmen ”Broken Flowers”. Men inden da havde de gamle toner fra dengang, hvor den Etiopiske ”riviera” i hovedstaden Addis Ababa var in-stedet for de rige og smarte, allerede begejstret mange. Jeg havde dog ikke forventet, at disse musikere ligefrem skulle finde vej til livescenen igen. Men jo. Og så endda ham, der lavede nogle af de allerbedste numre. Nu er Mulata Astatke efterhånden en ældre herre, så måske er tempoet ikke så vildt, men jeg er sikker på, at det nok skal blive blændende smukt den 2. november.
Der ligger diverse klip på YouTube – her er et af dem.

Altså, en slaraffenlandshåndfuld uden lige fra Atlas. Der er naturligvis også andre koncerter på programmet (bl.a. Konokone den 4. september). De kan indtil videre ses på Voxhalls hjemmeside.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg i mange år ikke rigtigt var meget til ”verdensmusik”, som det så kejtet er blevet kaldet. Men de senere år er det udtryk blevet nuanceret betydeligt. Det globale publikum er blevet mere åbent og flere af de rigtige gode bands – også nye af slagsen – har fundet et nyt og større publikum. Så grib chancen! Lad Dansk Folkeparti og dem der ligner, beholde deres fobier for dem selv, notér dagene ned i kalenderen og lov mig, at vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Århus bedste festival denne weekend

Fra AOA.dk:

Af en koncertjunkies bekendelser - del 17...

Ja, jeg ved det godt. Århus har mange festivaler: Spot Festival, Danmarks Grimmeste Festival og på det seneste også flere nye stort opslåede koncepter. Men der er én bestemt lille festival, der står mit hjerte meget nær: Elektronisk Jazzjuice. For dem, der ikke kender festivalen, så er der både piplende, legende og pumpende electronica, men også eksperimenterende rockmusik og skæve jazzinfluerede ting på programmet. Så navnet kan snyde lidt. Og juicen? Ja, måske kan man sige, at musikken flyder som juice ud fra den hyggelige og dekorerede baggård i Mejlgade på Musikcaféen og Gyngen?

Det er 7. gang, at Elektronisk Jazzjuice afholdes og jeg vil godt skrive under på, at festivalen igennem alle årene har holdt et utroligt højt niveau. Faktisk har indtil flere af mit livs bedste koncertoplevelser være på Jazzjuice (bl.a. Battles, Nisennenmondai og Eugene Chadbourne - og jeg er jo som bekendt ”koncertjunkie”, så vi taler om de bedste blandt rigtigt mange).
Men tag ikke mit ord for det. Levende billeder kan jo sige meget mere. Jeg har filmet lidt igennem årene. Her er to videoer fra henholdsvis 2008 og 2006. Jeg har desuden tidligere skrevet artikler om festivalerne i 2007 og 2006.

Noget tyder på at 2010-udgaven kan blive lidt mere elektronisk end den plejer. Altså, at de lidt færre eksperimenterende, jazzede og rockende indslag er tidligere. Men når jeg ser line-up’en, så er jeg ikke i tvivl om, at der igen venter en række uforglemmelige oplevelser.
Jeg hæfter mig bl.a. ved navne som Zun Zun Egui (high speed tribal rock), Pamelia Kurstin (virtuos Theremin-spiller, der er en af verdens bedste på sit instrument. Så god, at hårene rejser sig på armene), Midori Hirano (sfærisk japansk electronica med strygere), Polar Bear (stemningsfuld eksperimenterende jazz), Trembling Bells (skotsk folk med smukke vokaler), Leafcutter John (folk møder electronica), Christian Vogel (minimalistisk electronica fra Radiohead-remixer), Snöleoparden & Henning Frimann (krøllet århusiansk 'verdensmusik') og et væld af det bedste, som den danske electronica-scene har at byde på, og som uden tvivl får publikums fødder til at bevæge sig i højeste tempo.

Bag festivalen står arrangørgrupperne Prototybe, LJUD og Bass Culture i samarbejde med Musikcaféen. Grupper der i også på andre tider af året leverer masser af kvalitetsmusik til Århus’ spillesteder.

Så hvis det skal siges kortere, så må det lyde sådan her: Gå ikke glip af Elektronisk Jazzjuice! Det er Århus' bedste festival og en af de bedste i Danmark.

Det koster 300 kroner for begge dage – eller 170 pr. dag. Kun to-dages billetter kan købes i forsalg. Tjek programmet og flere links på Musikcaféens hjemmeside. Tjek Facebook event her.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Nyt Marzipan Marzipan album

Snart - meget snart - kommer der et nyt album fra Marzipan Marzipan. På SOPA udgav vi for et par år siden en slags opsamling, der indeholdt alt det bedste fra hendes mange forskellige cd-r-EP'er og minialbums, samt lidt nye numre. Nu har hun indspillet en række numre med direkte henblik på et album. Denne gang ikke som cd-r, men en "rigtig" trykt cd i 500 eksemplarer.
Den indeholder både nye og gamle numre - dog alle indspillet påny til albummet sammen med trommeslageren Big Daddy Mugglestone. Man kan lytte til numrene på MySpace. Nok engang lader det ikke til, at perfektion i lydbilledet målet, men i stedet umiddelbarheden, legesygen og teksterne. Og ja, måske kunne man sige "det charmerende skæve groove".
Albummet er "selvudgivet" og ikke en SOPA-udgivelse, men den vil helt sikkert være til at købe igennem SOPA-shoppen online i den nærmeste fremtid. Den kommer i øvrigt lige netop som SOPA-udgivelsen er udsolgt.

En varm anbefaling herfra til alle nysgerrige sjæle!

Video Archive: Elektronisk Jazzjuice

It's that time of the year again. Christmas? No, it's better...

Jeg skal ikke lægge skjul på at Elektronisk Jazzjuice er en af mine favoritfestivaler. Ja, faktisk den jeg har syntes bedst om de seneste år. Selv om noget tyder på at 2010-udgaven bliver mere elektronisk end den plejer - altså, at de andre mere eksperimenterende, jazzede og rockende indslag er færre - så tror jeg, at det nok engang bliver spændende.
For dem, der ikke kender festivalen, så er der ikke ret meget jazz og eller juice. Og billeder siger mere end ord, så her er to "video medleys", jeg lavede i sin tid. Den første fra 2006 er bare hurtige klip lavet med et almindeligt digicam. I 2008 havde jeg fået et dv-cam med og var lidt mere seriøs omkring at indfange festivalens gode øjeblikke.
Efter de to medleys er der to udvalgte klip fra nogle af de koncerter, der ramte mig mest i 2008. Eugene Chadbourne og Nisennenmondai.

Vi ses på Musikcaféen og Gyngen den 20. og 21. august!

Enjoy!

En håndfuld spændende udgivelser #1

Jeg fik lige lyst til at sprede ordet om en håndfuld spændende, nyere udgivelser.

Various Artists - Pomegranates: Persian Pop, Funk, Folk and Psych of the 60's and 70's
Pladeselskabet Finders Keepers gør, som sit navn antyder, en dyd ud af at finde gammelt guld frem. Måske er det fordi, at den amerikanske musikhistorie er blevet kulegravet grundigt, at flere og flere er begyndt at se mod Mellemøsten, Afrika og Asien. Eller måske er det bare fordi globaliserede ører endelig er åbnet mere og fordi det, der er at finde derude, at så satans fedt. Det har ikke blot det eksotiske præg - det "svinger" også. Og der er flere afarter af smagsvarianter. Denne opsamling er endnu et fornemt eksempel på den musikarkæologi, der er hippere end hip for tiden. Man kan købe sig fattig i disse udgivelser, for de kommer i en lind strøm (bl.a. også en masse gammel afrikansk musik). Meget af det er faktisk ganske godt, så det er farligt område at bevæge sig ud i, he-he.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.

Harmonious Thelonious: On Stages EP
Et nyt bekendtskab, jeg faldt over på nettet. Det lader til, at disse herrer har noget minimalistik elektronica bag sig, men nu har fundet frem til bunken af samples fra Afrika eller deromkring. Det er egentligt forholdsvis simpelt, men det virker ret godt. Repetivt og rytmisk som Steve Reich (uden dog at være spillet live) og ganske dansabelt.
Lyt til smagsprøver hos Phonica eller på bandets website.

Zun Zun Egui: Bal La Poussiere EP
Jeg tjekkede dette band ud, fordi jeg hørte LJUD's djs spille det og fordi de spiller på årets Elektronisk Jazzjuice festival i Århus. Det virker som en blanding af lo-fi indierock og meget rytmisk tribal elementer fra det afrikanske eller lignende. Spændende skive med rimeligt smadret lyd. Jeg tillader mig at forvente en ret vild liveoptræden.
Lyt til numre på MySpace.

Oneohtrix Point Never: Returnal
Elektronisk støj starter denne plade, men derefter indfinder harmonien sig i større mængder. Old school lydflader, der kan minde én om synthesizermusik fra 70'erne og 80'erne, men så alligevel ikke helt. Det lugter af det, men der sker noget andet undervejs. Steder er det ligefrem rigtig smukt.
Lyt til smagsprøver hos Amazon.

Panda Bear - Tomboy (7"-single)
Han har meget at leve op til. Både som del af Animal Collective og på baggrund af sit soloalbum "Person Pitch". Personligt synes jeg efterhånden at han er mere spændende solo end med kollektivet. Rytmerne er mere simple og fremtrædende her på denne single, der er den første af tre limited af slagsen, der skulle komme før udgivelsen af det næste album. Stadig umiskendeligt Panda Bear, men han bevæger sig stadig nye steder hen, omend med små skridt. Melodierne væver sig stadig ud og ind - og vokalen er sovset ind i rumklang. Men det lader til at være blevet hans trademark. It ain't broken, yet, so why fix it?
Lyt til smagsprøver hos The Hype Machine.

Det var lige fem hurtige herfra. Det kommer jeg nok til at gøre igen.

Live video: Agata & Me + A.K. Hansn @ Stubnitz

Vi lavede en lille koncertaften med SOPA acts på Stubnitz sidst i juni 2010, mens skibet lå i Århus Havn. Jeg filmede jeg noget af det, der foregik.

Jeg er helt vild med dette nummer af Agata & Me. Et af deres få numre, hvor der har sneget sig en lille smule balkan ind.

A.K. Hansn spillede - foruden en del af sine egne numre - også et covernummer af Turbonegro. Meget apropos i forhold til koncertens placering. Medrivende fremført og desuden som bonus en glimrende instruktionsvideo i, hvordan man ødelægger en tamburin og skiller sig af med den hurtigst muligt for derefter at rocke videre, he-he.

Agata & Me

A.K. Hansn & Old Shoscombe Place - "Sailor Man"

Regn holder ikke en rigtig grimrian nede

Fra AOA.dk:

Danmarks Grimmeste Festival havde ikke vejret med sig, men der skal mere end lidt mudder til at stoppe en god fest. AOA's musikblogger Lars Kjær Dideriksen var forbi et vildt lille hjørne af Brabrand.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 16...

De har været i gang siden 2004 ude i Brabrand og nu er det efterhånden ved at blive stort. Omkring 2500 billetter, stor teltlejr, security og barer og madboder med Roskilde Festival-priser. Det er blevet prof. Nogle vil nok synes det er ærgerligt, mens andre er helt med på den store fest. Måske er den også blevet pænere? Det ved jeg så ikke noget om. Jeg har underligt nok ikke været med fra starten på denne her. I år fik vejret dog gjort festivalen relativt dirty, så det var vel nok ikke så slemt med lidt regn alligevel?
Danmarks Grimmeste Festival startede torsdag med fire gang rockband. Fredag tog variationen lidt til, hvor Tremolo Beer Gut og deres medrivende surfrock og en rap-kombi fra Århus og Aalborg med Jøden og Hefty var på programmet. Og allerede derefter var der stilskifte igen.

Troels Abrahamsen, der lader til at lave mere og mere udenfor sit band Veto, har lavet to elektroniske popplader på det seneste. Man kunne let forledes til at tro, at han må have lyttet en del til Thom Yorkes noget beslægtede ”The Eraser”. Live supplerede han laptoppen og keyboardet med en bassist og en trommeslager. Det blev det dog ikke synderligt mere spændende af, for
frontmanden selv trak det i den anden retning med en indadvendthed, der desværre virkede paradoksal i forhold til hans ganske fede beats. På den måde nåede han ikke langt ud over scenekanten og man tænkte om ikke disse numre ville have gjort sig bedst på et lille spillested eller blot på stereoanlægget i stedet.



På festivalens lille ”Bonzaiscene” slog den lokale Snöleoparden sig løs i en - for ham vanligt - usyret koncert. Det er ofte lidt hulter til bulter med ham. Men det er netop charmen ved hans koncerter. Jonas Stampe på guitar, xylofoner og fløjter og Henning Frimann på skrammel-slagtøj. En umage duo. De fik pisket en tung og lo-fi tribal-stemning op, der fik en del af publikum til at danse stammedans. Meget passende. Der er noget glemt, skævt Afrika og Østen i Snöleopardens simpelt lydende, men stadig overraskende numre. Der er ikke mange her til lands, der bare giver efter for den slags legesyge og som skider hul i hvad folk måtte mene om resultatet. Befriende og en fornøjelse.

Festivalen har et par ”husbands” og et af dem erAnalogik. Det århusiansk hip-hop-polka-balkan-electronica-folkemusik-sailorsangs-ensemble, der må siges at være rigtig meget... Analogik. Helt sig selv. En gruppe tilbagelænede hyggeonkler på et storsmilende koffeinridt. Analogik kan nok gøre de fleste glade i låget. Og ergo: festen blev skudt i gang på grimrianen i Brabrand.
Aftenen blev rundet af med lidt mere straight sager. Blandt andet synthpopperne Turboweekend.

Lørdagen var igen et virvar af stilarter. En ting der var meget tydeligt på en så lille festival med blot to scener, hvor publikum svinger som et pendul mellem de to. Og gudskelov for det.
Rumpistol havde suppleret laptoppen med el-guitar og to strygere, hvilket jeg ikke havde oplevet før, når jeg har set ham live. Rart at se, at flere electronica-musikere prøver at vriste sig lidt løs fra computeren. På programmet var også Negash Ali, Bumsestilen og Bikstok Sound DJs. Århusianske Bo Marley, der laver deres egen helt specielle rap-reggae på tysk, og trommemaskinernes betvinger Bjørn Svin rundede festivalen af på den lille scene.



Et af festivalens hovednavne må siges at have været Efterklang. Nok et meget lidt ”grimt” band, men de gjorde god figur med sit harmoniske og storladne musik. Det var efterhånden længe siden, at jeg havde set dem live, og jeg noterede mig, at det var rart, at der nu bliver sunget igennem på vokalfronten modsat i tidlige år. Efter sigende er de det danske band, der pt. turnerer mest i udlandet. Men det holdt dem ikke fra at spille i et hengemt hjørne af et industrikvarter i Århus.

Hvis ikke regnen har påvirket festivalen for meget, så lader det til, at Århus efterhånden har fået endnu en festival, der er kommet for at blive. Man kan så håbe, at den bliver ved med at have plads til det skæve og sjove fra det lokale vækstlag (som tilsyneladende ikke længere har plads på Spot-festivalen), selv om festivalen vokser og formentligt med tiden må tage større kommercielle hensyn. Vi får se. Det bliver nok ikke kedeligt.