Af en koncertjunkies bekendelser – del 20...
To aftener med durkdrevne koryfæer fra den amerikanske ørkenrock og det der ligner – med besøg fra Danmark og England. AOAs musikblogger står klar til at opleve manden, der redefinerede hans idé om hvad en koncert kan være.
Candles melting without being lid...
Når man ikke har tændt stearinlysene og de stadig smelter, så ved man, at det er en varm dag. Den poetiske indledningsfrase er fra sangen med den sigende titlen ”Punishing Sun” af bandet Giant Sand. Varmen var efter sigende én af flere grunde til, at bandets amerikanske sanger og sangskriver Howe Gelb i en årrække fra omkring 2003 skiftede Tucson, Arizona, ud med Århus i sommermånederne.
Omkring det tidspunkt var 2/3 af trioen Giand Sand gået nye veje som Calexico (der spiller på Train d. 13. september) og fået stor succes med det. I Danmark fandt Howe Gelb nye legekammerater. I første omgang medlemmer fra lokale Under Byen ved en række små koncerter på Café Mozart og Musikcaféen. Med bandet lavede han i Århus albummet ”The Listener”. Det indeholdt bl.a. numre med tekster, hvor Århus sneg sig ind. Senere mødte han tre andre danske musikere – Anders Pedersen, Thøger Lund og Peter Dombernowsky – og de udgør i dag en fast del af Giant Sand. De har dog også et band ved siden af – The Desoto Caucus – og det er under det navn, at de sammen med Howe Gelb i Århus Festuge præsenterer ”The Medium Rare Session” på Voxhall den 31. august og 2. oktober.
Lad os snuble i laboratoriet
Jeg var til fleste af de førnævnte små Århus-koncerter og der fik Howe mig til at genoverveje hvad en koncert kan og måske bør være. Lige siden har jeg målt de fleste andre musikere ud fra hans filosofi. Ikke nok med, at han skriver mange iørefaldende sange, så genopfinder han dem og leger i høj grad med sproget. Vigtigst dog: han tør lade tilfældet råde. Jeg tror, at det forholder sig anderledes nu, men hidtil undgik han at planlægge sine koncerter med en setliste. I Århus havde han bl.a. en discman med, der var sat til at spille tilfældige stykker musik til at blande ind i hans egen liveoptræden. Han konstaterede med et tørt grin på Café Mozart dengang, at hvis han skulle bruge en sampler, så ville det blive for let. Han tør kaste sig ud i den uperfekte musik i forsøget for at opnå det perfekte øjeblik. Og der hvor eksperimenteret falder til jorden kan han redde den hjem med lige dele musikalitet og karisma.
Efter at have oplevet Howe Gelb live, så begyndte jeg så småt at krumme tæer over musikere, der havde planlagt hele aftenen – selv hvad de skulle sige mellem numrene (og de gør det!). En spansk journalist skrev engang om en Howe Gelb-koncert, at han lod musikken snuble og publikum var inviteret med til at kigge ind i hans laboratorium. Et meget rammende billede. Hvis vi skal runde den af i de højere luftlag, så sagde Kierkegaard vist noget om at turde miste fodfæstet, hvis man ikke skulle ende med at miste sig selv.
Fornemt besøg
Hvor mange snublerier vi får at se på Voxhall kan være svært at sige. Der er gæster med på scenen og det foregår i officielt festuge-regi, så er der måske mere styr på formerne. Men selv indenfor udstukne rammer kan Howe Gelb eksellere, som da han pludselig fik lyst til at lave en plade med et gospelkor – og gjorde det med flot resultat. Vi må vente at se hvad der sker på Voxhall.
Første aften (31. august) er det amerikanske Mark Lanegan og dansk Agnes Obel, der er gæster. Lanegan har rødder i Seattles grunge-scene med bandet Screaming Trees. Senere er han blevet mere kendt for bandet Queens Of The Stone Age og sine mere afdæmpede duet-plader med Isobel Campbell. Agnes Obel er et ubeskrevet blad for mig, hvilket er fint. Jeg ynder at gå til koncerter med folk, hvis musik jeg ikke kender.
Anden aften (2. september) er amerianske John Doe og britiske Scout Niblett med. Doe fra LA-bandet X er så vidt jeg husker et af Howe Gelbs store forbilleder, så det bliver interessant at se dem sammen på en scene.
Scout Niblett har jeg oplevet flere gange før – med varierende resultat. Dog er hun bestemt aldrig kedelig. Hun har lavet en fremragende række plader. Heraf indtil flere sammen med en af de mest respekterede producere, Steve Albini, der bl.a. har stået bag plader med Pixies og Nirvana. Sidstnævntes svanesang – og bedste album – ”In Utero” har en karakterisk guitar- og trommelyd, der går igen på Scout Nibletts plader, som stadig dypper tåen lidt i grungen-lyden fra 90’erne. Dog har hun sin helt egen stil med færre trommer, men stadig svingende fra næsten hvisken stemme til rene furie-udbrud.
Det skal nok blive to spændende og stemningsfulde aftener.
Vi ses derude!
Lars
(Støj på overfladen)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar