12 timers musik på Blandet Blandt Andet

Fra AOA.dk...

AOA.dk's musikblogger Lars Kjær Dideriksen opfordrer folk til at slå vejen forbi 12 timers lokal musik på Blandet Blandt Andetlørdag og samtidig, at der lægges pres på for at MS Stubnitz ikke skal gå under i Århus Havn.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 8...

Efter en weekend med masser af Spot Festival og efterfølgende to fornemme koncerter med Woven Hand og Wilco er jeg faktisk endnu ikke klar til at tage den med ro. Lørdag den 29. maj er det nemlig igen blevet tid til den lille en-dags-festival Blandet Blandt Andet. Og hvad er så det, spørger du måske? Tja, kort sagt så får du for blot 60 kroner mulighed for at dykke snuden ned i et 12 timers program med udelukkende lokale bands. Det var fantastisk hyggeligt sidste år og der var flere gode acts på programmet. I år ser også ud til at blive en god dag.

I år skal jeg helt sikkert se Agata & Me, der faktisk er en genganger fra sidste års program. Det gør dog ikke noget. Jeg er ret vild med dem. Ja, lad det ikke være en hemmelighed: Mit lille pladeselskab SOPA udgav i 2008 en EP med dem. Siden da har de turnéret både i Irland, Luxembourg, Tyskland og Italien. Bl.a. som opvarmning for Slaraffenland, der netop har spillet på Spot Festivalen sammen med Efterklang.
Agata & Me er en siciliensk-bosnisk duo, der har base i Århus. De skaber sammen utroligt smukke sange, der tager udgangspunkt i den traditionelle sangskrivertradition. Men de barberer arrangementerne helt ned og supplerer de akustiske instrumententer med deres vokalharmonier og en knivspids elektronik. Resultatet er meget stemningsfuldt. Lyt evt. på deres MySpace-side eller tjek denne lille musikvideo.

Men der sker jo meget andet i løbet af de 12 timer. På programmet er bl.a. også All Products Made Nice, Mikkel Almholdt, This Pony Brakes For No One, The Boy The Man The Pale og mange flere. Hele programmet og en video med klip fra sidste år kan ses på Blandet Blandt Andets hjemmeside.

Det starter kl. 14, slutter kl. 2 og foregår på Lobby. Stedet måske ikke er så velkendt endnu blandt århusborgerne. Men den rødmalede kælder med lavalamperne og en af byens bedste udvalg af spændende øl og sodavand er virkelig et besøg værd (der er jævnligt også andre spændende koncerter der). Du finder det lige klods op ad Musikhuset i kælderen under Archauz-teatret (den gamle skole ved siden af Føtex).

Samtidig vil jeg gerne opfordre alle til at være med til at lægge pres på kommunen for at finde en løsning på problematikken med kulturfærgen MS Stubnitz, der ligger til kaj på havnen. Og helst inden bureaukratiet tager livet af en af europas mest unikke kulturinstitutioner. Skulle det ske vil det være tragikomisk og med en noget hul fornemmelse, at byen fremover skal arbejde for at gøre Århus til Europæisk Kulturhovedstad i 2017.

Er man på Facebook kan man følge lidt med i udviklingen her. Aarhus.dk har også skrevet om MS Stubnitz.

Vi ses derude!

Lars

Spot: Stadig plads til forbedring

Fra AOA.dk

Spot har ikke lært af – alle – sine succeser. Der bør tages flere chancer. Og lad os også lige tage en snak om kønsfordelingen.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 7...

Spot Festivalen lader til at nyde ganske god opbakning om stunder. Blandt andet fordi den har skabt nogle resultater for dansk musik i udlandet og fordi Dansk Rocksamråd (ROSA) resten af året yder bl.a. turnéstøtte. Nu lider vi som samfund jo af notorisk korttidshukommelse, men jeg mener at huske, at festivalen hang med røven i vandskorpen omkring 2002. Måske fordi vi dengang havde Brian ”Fodbold” Mikkelsen som kulturminister og der vist var snak om at trække støtten. Jeg mener, at ROSAs leder Gunnar Madsen talte om sorte skyer i horisonten i sin åbningstale dengang. Men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

Redningsmanden fra Amerika
Redningen kom fra den anden side af Atlanten og timingen var perfekt. Musikjournalisten David Fricke fra Rolling Stone kom, så og blev begejstret. Han tog hjem og skamroste i sit magasin koncerterne med The Raveonettes og Under Byen. Og resten er historie, som man siger. Begge bands oplevede stærkt stigende opmærksom fra udlandet og i årene efter kom flere og flere udenlandske mediefolk til Spotfestivalen for at opdage ny musik. Ikke mindst så de danske politikere formentligt også idéen med Spot Festival. Festivalen lever derfor endnu.
Jeg vil dog gerne her forsøge, at argumentere for, hvorfor Spot burde have valgt de to veje festivalen kunne gå i stedet for kun den ene. Lad mig for nemhedens skyld identificere de to veje med førnævnte bands: The Raveonettes og Under Byen.

De to typer succes
David Fricke var blevet anbefalet The Raveonettes og tog derfor til koncerten. Han faldt pladask for dem. Han blev derimod IKKE anbefalet Under Byen. Måske fordi en eller anden mente, at de ikke havde internationalt potentiale, fordi de sang på dansk? Han var på vej til en anden koncert, men kom tilfældigvis forbi, da de spillede i Musikhusets foyer og han blev blæst helt bagover. En mand som David Fricke må man formode har hørt ”det hele”, men ikke desto mindre var det en af hans største musikalske oplevelser nogensinde (no shit – bare lyt her hvad han sagde om dem året efter, da han introducerede bandet i Store Sal).

Risikér den succesfulde fiasko
Jeg tror, at det jeg prøver at sige er: Det giver ikke mening, at prøve at gætte på hvad der vil please flest folk. Man kommer længere med en kunstnerisk satsning end med en halvsikker mellemvare. En festival som Spot skal TURDE at præsentere et band, hvor der står ti vigtige medie- eller branchefolk og lytter, hvoraf otte af dem ryster på hovedet og skrider. For de to, der står tilbage, har fået deres livs største oplevelse og vil tage hjem og fortælle vidt og bredt om deres nyeste yndlingsband. Branchefolkene har sgu’ hørt det hele. Der skal ruskes ekstra op i dem, for virkelig at få dem op ad stolene.
For at opsummere: Under Byen har fået succes med stædigt at være sig selv og hele tiden nysgerrigt forsøge at gå nye veje. The Raveonettes har fået succes med at tage den let genkendelige del af musikhistorien til sig og stykke elementerne sammen til en ny helhed, de har gjort til deres egen.
Spot Festival har her to typer succeser, som Spot kunne have lavet fremtidige strategier efter. De valgte kun den ene af de to. Og derfor har vi i dag en Spot Festival med en masse kunstnere og bands (149 i alt - uoverskueligt mange og ”kvantitet over kvalitet”), hvor skræmmende få provokerer, rusker op i publikum og giver helt unikke oplevelser. Den bedste musik deler vandene. Faktum! Kig i historiebøgerne! Der er folk, der synes, at Under Byen er det argeste lort. Og hurra for det, siger jeg, selv om jeg langt fra er en af dem.
Hvad er kunst uden mod? Det er ikke kunst. Men Spot har nok gjort sit valg. Musik er ikke kunst. Det er en vare. Den kan og skal sælges. I en tid hvor innovation og nytænkning er mantraen i lille Danmark, så kan det undre, at en festival, der vil vise det nye og spændende, ikke tør være mere progressive. Så bare 25% af festivalprogrammet da!

Det unikt danske
For et par år siden var der en større artikel i en landsdækkende avis, der kritiserede, at ROSAs turnéstøtte gik til bands, der ikke solgte mange plader. Tyggegummipopbandet Infernal blev brugt som eksempel på et band, der havde succes, men ikke fik turnéstøtte. Hvis man følger den strategi, så skulle al turnéstøtte gå til Infernal for derefter at se bruttonationalproduktet og betalingsbalancen bevæge på sig.
Men hvad vil du som dansker helst være kendt for ude i den store verden? Døgnfluepop eller noget der med dybde, substans og ærlighed viser resten af verden hvad Danmark virkelig kan præstere og som samtidig måske også giver dem en idé om, hvad der er unikt dansk?
(En indskudt bemærkning: Pladesalgs-snakken er i øvrigt forældet. Musikere vil fremover primært tjene deres penge på koncerter, ikke deres indspillede musik.)
Hvilken musik fra andre lande er det, vi danskere selv synes er mest spændende? Er det den, der lyder som Kashmir? Nej, vi vil da have det, der er lyder eksotisk i danske ører. Det unikt danske vil fange udenlandske ører meget mere effektivt og det provokerende vil pirre kræsne mediefolk.

Spots budskab til de håbefulde
I relation til det kan man spørge hvilket signal Spot Festival sender til unge håbefulde musikere? Det kan selvfølgelig diskuteres. Men jeg vil mene at budskabet er, at selv for de yngste bands er det vigtigst at have blikket rettet mod udlandet fra starten. Jeg vil mene, at blikket burde være rettet mod musikken. Så kan udlandet komme, når bandet er kunstnerisk modent til det. Faktisk er min påstand, at hvis dette hypotetiske band har arbejdet nok med deres unikke musik, så vil succesen i udlandet komme lettere end hvis de havde netop udlandet i tankerne til at starte med.
Spot er som at tænde for en radio. Det er ”lyden af et køleskab, der brummer,” som Radioheads forsanger Thom Yorke, så rammende sagde engang. En festival skal da ikke lyde som en radio, skal den?

En kønsmæssigt skæv festival
Som mand skal jeg være den første til at indrømme, at ligestilling ikke er noget, jeg går og tænker på dag og nat. Men jeg mener, at det er sundt, at jeg til tider bliver mindet om den. Det skete på Spot i år. Jeg har ikke talt efter, men lod mig fortælle fra pålidelig kilde, at af de 149 kunstnere på årets Spot var der 22 kvindelige acts og 5 acts, der havde en lige fordeling mellem mand og kvinde. Nogle vil måske sige, at det afspejler branchen perfekt. Det kan jeg godt være enig i. Branchen. Men jeg tvivler på, at kønsfordelingen er den samme i statistikken for udøvende kunstnere. Så Spot, hvad med næste år at prøve at se lidt bredere og være opmærksom på denne udfordring?

Nogle bud
Ukonkrete mennesker er irriterende, så lad mig da forsøge, at blive konkret. Hvem er det (blandt andet!) jeg gerne så på festivalen, som ikke var der? Det KUNNE f.eks. være indtil flere acts fra det københavnske Yoyo-Oyoy-musikerkollektiv, såsom Frisk Frugt, Yoke & Yohs og Kirsten Ketsjer The Rock Band, hvor sidstnævnte faktisk er ganske tilgængeligt for et bare relativt nysgerrigt publikum. En ligeledes stærk spiller fra København er selskabet Escho, der tæller folk fra de tidligere Düreforsög. De har udgivet flere interessante bands, som f.eks. Mit Nye Band og Ice Age. Fra Århus’ egen livescene kunne det være Cola Freaks (der endda spiller og udgiver plader i USA), Singvogel og KURvE, hvis jeg skal foreslå dem, jeg først kommer til at tænke på. Fra København kunne man ligeledes nævne Fossils og Solhorn. Men, men, men... med lidt mere research kunne listen blive meget længere og mere varieret.
Ak ja, jeg føler som om jeg gentager mig selv. Og jeg er ikke helt alene. Selv LJUD-koncertarrangør og nu Voxhall-booker Bjarke Svendsen sagde det direkte op i musik- og mediebranchens ansigt i 2007, da han holdt en tale ved åbningsceremonien. Men til trods for Spot selv har bevist, at den kunsteriske tilgang - også - virker, så ligner festivalen stadig sig selv. Too much ”fridge buzz”, too much business and too little focus on the actual music.
Eller hvad siger I? Skal vi lave en åben og gratis festival i Mølleparken næste år for dem, der ikke kom ind på Spot og så kalde den Skrot Festival? Det kunne sgu’ da være sjovt! Jeg kan allerede se logoet for mig.

Med alle disse personlige bud på hvordan Spot kunne gøre det bedre, så lad mig tilføje, at jeg stadig synes, at det trods alt er godt, at vi rent faktisk har Spot Festivalen i modsætning til IKKE at have den.

Vi ses derude! Jeg anbefaler i øvrigt Elektronisk Jazzjuice -festivalen i august som næste store stop!

Lars

Stilfærdige perler og syret vildskab

Fra AOA.dk

Festivalfinalen havde flere højdepunkter end åbningsdagen. Finsk orgel-psykedelia, ægte dansk electronica og en fabulerende forfatter ramte plet.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 6...

Jeg starter den sidste ordstrøm fra Spot Festival med at gribe i egen barm. Jeg har ofte tænkt, at cd-anmeldere burde droppe rollen som blinkende, forbrugervejledende advarselslamper imod dårlig musik. I stedet burde de helt ignorere den og kun give spalteplads til den musik, der begejstrer dem. Lige meget hvor kendte eller ukendte kunstnere er. Det vil jeg forsøge nu og derfor skrive om de koncerter, der gjorde mest indtryk.

Lørdag startede i Ridehuset, hvor danske Pinkunoizu stille og roligt tog hul på dag to. Uden at nå helt sammen højder, som dengang for år tilbage, hvor stort set ukendte Sigur Ros, også for et relativt sparsomt publikum, vuggede en Spot-dag i gang, så gjorde Pinkunoizu noget lignende. Det lidt hippie-agtige er tilbage i musikken, dog uden megen politik denne gang. Pinkunoizu brugte bl.a. guitarer, blæsere og trommer i drømmende, repetitive forløb, der formåede at finde en balance, hvor det stenede netop ikke blev retningsløst. Den kvindelige trommeslager gjorde så meget med så lidt, at jeg kom til at tænke mig tilbage til en First Floor Power-koncert engang. Live havde Pinkunoizus vokal lidt svært ved at leve op til resten af lydbilledet, men lad mig blot sige, at helheden var ganske lovende.

Næste stop var Voxhall og finske Shogun Kunitoki. De første jeg blev begejstret over at se på Spot-programmet. Bandet er mere eksperimenterende end de fleste Spot-bands, og det tilskriver jeg, at Spot også skal have repræsenteret de andre skandinaviske lande. Det grænsesøgende og internationale roste pladeselskab Fonal Records står bag bandet, og det er min påstand, at et tilsvarende band og selskab fra Danmark ville have meget svært ved at komme ind på Spot. Dertil er der for mange uigennemskuelige hensyn og relationer, der dikterer det hele den danske del af festivalen i en anden retning. Det er en skam. Fonal Records er meget… finsk. Hvilke danske bands er meget… danske? Interessant tanke, hvis vi skal forsøge at finde nogle særpræg og styrker her til lands. Jeg synes ikke rigtigt, jeg kan se dem tydeligt på Spot. Burde vi ikke levere noget mere unikt dansk til alle de mange branchefolk, der kommer? De har jo hørt så meget af det før i andre lande.
Shogun Kunitoki stillede op med en trommeslager bagerst på scenen, flankeret af to musikere med orgler og en gut med tamburin og en gammel smalfilmfremviser. Ikke det store fysiske spræl fra kvartetten, men deres levende, hvirvlende orgelfigurer snoede sig semi-psykedelisk ind i hinanden trods lidt mudret lyd. Orglerne havde af og til en næsen kirkelig klang, men i så fald var det ”Jesus In The Sky With Diamonds” (uden at ville drage direkte paralleller til hverken religion eller Beatles). Hvis nogen blandt publikum på Voxhall var positive, men lidt i tvivl, så siger jeg: Tjek deres albums ud (især det første). De er medrivende og smukke.
Fonal er i øvrigt snart i Danmark igen med sangerinden Islaja på den nye Fanø Free Folk Festival i juli, der tegner til at blive spændende.

Musikhusets Lille Sal dannede rammen om Band Anes koncert, der var en del af festivalens Lyd + Litteratur-koncept. Det var stemningsfuldt fra starten. Ikke meget lys i salen. Kun små gule lamper omkring hendes set-up med laptop, tangenter og en trækonstruktion med klokker. Hendes brug af klare fængende melodier blandet med både abrupte og mere ligetil beats fik ekstra krydderi med en række optagelser af tale. Alt for sjældent bruger danske electronica-musikere dansk tale. Ane blandede ældre mennesker, der reciterede gamle digte, med brudstykker af underfundige radiointerviews og det virkede fremragende. Modsat visse eksempler på oplæsning over abstrakt lydkunst undgik Ane helt, at det blev højpandet. Der blev trukket en århundredelang, logisk tråd på tværs af generationer. Den oste af respekt de mennesker, vi alle som én står på skuldrene af – vores forældre, bedsteforældre osv. – og viste en nysgerrighed overfor naturens undere. Magien forblev intakt koncerten gennem, hvor der blev givet plads både til refleksion og til at finde, ja, ro i sig selv. Ganske fortryllende. Ane er nået langt siden jeg så hende stå med sin laptop på an affaldscontainer i en baggård i Århus og spillede finurlig dansemusik for 20 mennesker. Der er kommet meget mere tyngde, men hun har stadig samme glæde og legesyge - og gudskelov for det.

The Sad Lovers er et band, der bl.a. tæller medlemmer fra Our Broken Garden, Under Byen og Skammens Vogn. Det dyrker det minimalistiske, det kantede og det skæve, og får med få midler tryllet stærke sange frem. Nogle måske bedre end andre, men der er rene perler imellem. Bl.a. ”My Man”, der har al den fængende varme, sødme og kontrasterende melankoli, der gør sangen uimodståelig.

Et andet forventet højdepunkt på Spot var Frodegruppen 40. Med forfatteren Jens Blendstrup (”Laterna Vagina”, ”Gud taler ud”, Øverste Kirurgiske m.v.) i front som spiddende, vild hofnar blev det også det. Ordstrømmen virker latterligt simpel, men overrumpler alligevel hele tiden. Jens Blendstrup tugter kærligt på flere niveauer den danske folkesjæl lynende intelligent og morsomt, og kan vel siges, at tage arven op fra bl.a. Per Højholt. Jeg er ikke litteraturanmelder og kommer hurtigt til kort der, men set fra den musikalske vinkel kan jeg sige, at det virker, det rammer plet og det afvæbner totalt.
Som punktum for en meget fysisk koncert rundede bandet af med ”Tsunami”, der beskriver en families sidste minutter i et ferieparadis før flodbølgen tager dem. Nogle publikummer skraldgrinede, andre blev stille. Personligt mærkede jeg hvor effektfulde ord – kombineret med den rette musik – kan sætte modsatrettede følelser i gang fra det ene splitsekund til det andet. Strømmen af indre billeder var virtuost manipulerende. Jeg blev rusket igennem på en måde, så det meste af det, der var gået forud på festivalen, blev degraderet til ren underholdning. Døren til salen blev åbnet, publikum strømmede ud i Musikhuset og de snakkede alle løs om hvad de lige havde oplevet – og hvordan. Sådan vinder man hjerter og hjerner, kære rockmusikere.

Spot Festival 2010 blev for mit vedkommende rundet af med et afterparty på Godsbanen. Et legende og livligt sted, der så vidt jeg kan forstå snarligt skal omdannes til en verdensfjern arkitekts våde drøm, så det kan stå som nogle centraliseringsliderlige politikeres mausoleum. Jeg korser mig. Men i desto mindre har jeg tænkt mig at nyde festen så længe den varer. Og derefter så flytter vi bare festen et andet sted hen.

Jeg håber, du læser videre i bloggen her fremover. Jeg skal gøre mit bedste for at finde frem til guldet, der gemmer sig i Århus.

Vi ses derude!

Lars

Fløde… masser af fløde, tak!

Fra AOA.dk

Af en koncertjunkies bekendelser – del 5…

En lang dag på festivalen, der startede med debat, efterfulgt af lidt whatever-musik og en tjans som Steven Spielberg, for til sidst at ende i skøn boblende vildskab.

Spotfestivalens første fulde musik dag startede med et dyk ned i et af musikkens vigtigste grundstoffer i stedet: børn og unge. Opsang.nu var en halv dags debatpaneler med fokus på musikundervisning. Bl.a. i folkeskolen, hvor faget er rigeligt under pres. En stærk kontrast til tidens mantra om innovation. For musik får da én til at tænke kreativt, ikke? Skolefolk, eksperter og politikere deltog i debatten. Marianne Jelved talte nok engang brændende for lærerne, mens Venstres kulturordfører og medlem af Uddannelses- og Kulturudvalget Troels Christensen ifølge flere af deltagerne udviste en skræmmende mangel på viden om det område, han har ansvar for. Et hak mere i stolpen til politikerleden!

Min musikdag startede med Eim Ick. En ung mand med laptop der ville sparke gang i et eftermiddags-rave, men for få passager fængede. Derefter sprælsk klezmer-balkan-whatever med Bjonko & Copenhagen Chalgua. Kompetent og med fødderne plantet traditionel folkemusik. De kunne sagtens sprede fest og glæde (og alt magt til dem, der gør det), men balkan er desværre også ”the flavour of the moment” og men når danskerne rykker videre til næste trend, så står de der tilbage låst fast i fortiden. Der findes dog bands derude, der kombinerer folkemusik med noget mere tidssvarende. Både indenfor nordisk folkemusik, hvor elektronik sjovt nok ofte bliver hentet ind i blandingen, og ikke mindst balkanmusikken (hvor jeg gerne trækker Århus’ glimrende lokale balkan-rockband KURvE frem som eksempel, men vel også kan nævne et mere kendt navn som f.eks. Gogol Bordello).

Derefter forvildede jeg mig forbi Deportees. Svenske indierock med de rigtige frisurer, kort sagt. Måske er det min alder eller måske fordi jeg generelt overdoserer på musik. Det er ikke nødvendigvis helt bandets skyld, at jeg kedede mig og jeg tænkte: ”Jeg kan mærke det. Jeg er stået af rocktoget, af indie-diligencen.” Så mange bands, der forsøger for hårdt på at lave et hit og ikke har noget interessant at sige. 1-2-3-4-omkvæd-1-2-3-4. Er de bare ”børn af i dag”? Konforme kid, der har armene indenfor køretøjet og ikke går længere ud end til navlen? I min bilstereo roterer ofte f.eks. Velvet Underground og Talking Heads. Bands, der som så mange andre satte barren højt. Er vi virkelig dømt til nu at trækkes med musikere, der springer under den i stedet? What’s rock without rebellion? En gennemblødt tudekiks. Og nej, rebellion er heller ikke minutiøst at kopiere rebellerne fra 60’erne, siger jeg med slet skjult hentydning til et succesfuldt dansk rockband, der spiller på Officerspladsen lørdag.

På en tur rundt til teltene mellem scenerne var Musikerforbundet m.fl. side om side med Ben & Jerrys, der vil redde verden med is, der formår at indeholder flere kalorier end man tidligere havde troet muligt indenfor fysikkens rammer. Jeg faldt dog for to utroligt sympatiske initiativer: Kansas City, der er en flok ildsjæle, der igen vil fyre op under livescenen i Odense, og så Eventmageriet, der er et nyt højskolekoncept, som Skanderborgfestivalen er involveret i. Spændende idéer, der oser af hjerteblod. More power to them!

Nu er det ikke hver dag, at ens kæreste skal spille på Spot, men sådan var det i år. Så jeg agerede documentariste avec video før, under og efter koncerten med Esther Maria & The Song Horse. ’Lille Sal’ var med sine 500 siddepladser fyldt, så der kan en Spot-debutant vist ikke tillade sig at ønske sig mere. En dejlig varm fornemmelse. I øvrigt den perfekte sal til de mere tyste akustiske koncerter, der var placeret det.

Jeg ville gerne have set Efterklang, men higede ikke efter kø-kødranden udenfor. En anden gang! Det resulterede dog i den perfekte slutning på fredag aften med Dansk Fløde, som jeg har haft til gode på en livescene indtil fredag aften.

Dansk Fløde er mere et kunstnerkollektiv end et band, kan jeg læse, men ikke desto mindre er de mere band end så mange andre. De tør give slip på kontrollen. De tør have holdninger OG kan også få dem ud over scenekanten. I en perfekt verden BURDE dette ikke være er særsyn. Men det er det. I Danmark.
Uden at ville drage paralleller til Björk selv fik Dansk Fløde mig til at tænke på de islandske punkkollektiver fra 80’erne som f.eks. Sugarcubes, men også K.U.K.L. (bl.a. pga. af deres brug af percussion i en genre, der ellers holder den del simpel). Dansk Fløde havde også go-go-danser-ballerina-cheerleader, der fik mig til at tænke på ligeledes islandske Gus Gus.
I en sværm af sæbebobler og ramasjang gjorde denne savnede type bandkonstellation utroligt god figur. Det var brovtent, der var billige tricks og det i sig selv var befriende. Ha-ha! Én del islandsk vildskab, én del old school dansk punk, én knivspids Bølle-Bob og så naturligvis på rigtig Spise Med Price-manér: Fløde, masser af fløde. Nærende og med dejligt få tomme kalorier. Det var en fest og Dansk Fløde mindede mig om, at der er alt, alt, ALT for få ”wild cards” på Spot Festival.

Vi ses derude!

Lars

Guldet gemt i krogene

Fra AOA.dk

Af en koncertjunkies bekendelser - del 4...

De tre dage i musikkens tegn blev skudt i gang med lidt af en skuffelse. Århus’ brandmyndigheder fik gennemtrumfet at lukke færgen MS Stubnitz, så alle aftenens koncerter måtte flyttes til andre spillesteder (hvilket dog lykkedes). Men sikken en velkomst. Skibet har lagt til kaj 117 andre steder i Europa – deriblandt gentagne gange i København – og så kommer det til Århus og får den modtagelse. Velkommen til, folkens!

Min plan om at se Beta Satans Johannes Gammelby og Klaus ’Q’ Hedegaard præsentere nyt materiale som duo gik dog fint. Jeg troede, det var under navnet The Malpractice, men det viste sig at være i eget navn. Jeg kan sgu’ ikke holde styr på alle deres projekter. De trådte an på Sway og på lidt over 20 minutter fik de fremført en tromme-synth-guitar-vokal-musik, som de inden start advarede om kunne var lidt ”arty”. Ganske præcis beskrivelse, når man kender deres andre bands. En småtung, repetitiv, lidt slæbende, men energisk gang rock, der bød på nogle spændende, minimalistiske guitarfigurer, der lå og cirklede rundt i distortion og måske kunne være svære at skelne fra resten, men ikke desto mindre var meget effektfulde. Det forlyder, at koncerten var en engangsforestilling. Det kan de nu ikke være helt bekendt, he-he. Jeg så dem gerne igen som duo, for der deres grundidé er spændende nok.

En route til Musikcaféen faldt jeg over Jydsk Kunstakademi, der også ligger i Mejlgade. Jeg har igennem årene været til mangt et fremragende musikarrangement der, så da det det viste sig, at der skete noget i baggården var jeg ikke sen til at dreje af. Det var den canadiske pige-duo Ghost Bees, der var på. Baggården havde masser af stemning. Der sad folk på taget og næsten udbrændte bål i olietønder glødede stadig. Men ak, uvidende om arrangementet ankom jeg kun lige så jeg fik sidste nummer, hvor de to piger med sparsom instrumentering og flotte vokalharmonier lød ganske fortryllende. Den ene af dem lød lidt af den skingre af CocoRosie-søstrene (og det er ment som en kompliment). Dem må jeg vist lige tjekke ud på nettet.

Musikcaféen var et af spillestederne på optaktsdagen med internationale navne, InterSpot. Det var tydeligt, at alle de internationale medie- og branchefolk var ankommet en dag før deres danske kolleger. Der blev ikke snakket meget dansk på Musikcaféen den aften. Tyske Klein spillede guitar og cello henover over nogle beats, og havde en hel dagligstue-kulisse med på scenen. Det gjorde dog hverken sang eller musik meget bedre. Derefter spiller newzealandske Bachelorette. En kvinde, en laptop og en gang visuals på bagtæppet. Minimalistisk, drømmende pop, dog uden særlig hooks, der kunne hive fat i én – som eventuel modvægt til den ligeledes minimalistiske karisma. Det fængede ikke helt hos undertegnede, og da fredag var en arbejdsdag, så gik turen hjem.

Dagens to mest interessante indslag viste sig at være uden for Spots officielle program. Håber på mere held fredag.

Lars

I og udenfor Spotlyset

Fra AOA.dk:

Blogger Lars Kjær Dideriksen giver nogle bud på hvad der kunne være spændende at tjekke ud på - og udenfor - Spotfestivalen.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 3...

For snart Gud ved hvilken gang går det løs igen med Spot Festival. Jeg har taget turen siden 1997 og jeg skriver denne gang til AOA-bloggen om hvad jeg render ind i der. Men først lige et kig på menuen.

Festivalen har udviklet sig meget igennem årene. Det er blevet mere kommercielt og mindre kunsterisk, hvis I spørger mig. Men så følger festivalen selvfølgelig tidens trend – og det er mig, der er en gammel romantiker.

Modspillet udefra
Der er efterhånden flere og flere arrangementer udenfor festivalen. Ikke et pladeselskab eller musikblad uden deres eget hippe afterparty et sted. I 2009 så vi dog først for alvor, at livemusikken begyndte at røre på sig udenfor festivalen. Nærmest som en modreaktion til Spot. Det stod de lokale arrangører Klub Arrogant for med fire gigs omkring i byen. Jeg interviewede dengang bagmanden om det (se her). Det er derfor stadig en gåde for at Cola Freaks, der er et af landets bedste livebands og tilmed voldsomt aktive udelands, endnu ikke er på Spot. Mit gæt er, at de blev trætte af at søge om at komme med.

I år små uafhængige og antikommercielle koncerter. Bl.a. Raum Eins på Trøjborg Beboerhus fredag og lørdag klokken 20.00. Første aften med elektronisk musik fra Krishve, Simon Roy Christensen, Vebak og Niklas Adam + Danielle Beatrice. Lørdag spiller netop Cola Freaks. Og det endda sammen med Fossils, der som colaflokken blæste undertegnede omkuld sidste år (bare se her). Senere lørdag er der garagerock og surf fra pladeselskabet Crunchy Frog på Sway. Måske værd at smutte forbi.

Finsk, følsomt eller flabet
Inde på selve festivalen vil jeg bevist flyde formålsløst rundt og se om jeg falder noget – uden at forvente noget. Og jeg er troløs! Hvis et band ikke fanger mig med 2-3 numre, så er jeg over alle bjerge. Sådan er det på festival.
Der er dog få bands jeg allerede nu ved, jeg vil se og derfor med relativ sikkerhed slår vejen forbi:
- Shogun Kunitoki (Voxhall, lørdag 13.15). Trods navnet et finsk band, der måske kan siges, at være en varm og analog semi-hippie-udgave af Kraftwerk (døm selv). De andre nordiske lande skal også repræsenteres på Spot, så der kommer nogle gange lidt skæve sager på programmet. Bandet er udgivet af pladeselskabet Fonal Records, der længe har været rost højt af flere toneangivende musikemedier, fordi de har en lang række grænsesøgende udgivelser bag sig. Jeg tænker derfor: Havde et lignende dansk band været udgivet på et tilsvarende dansk label ville de ganske sikkert aldrig være kommet på Spot-festivalen. Danske pendanter til Fonal synes afskåret fra Spot.
- The Sad Lovers (Ridehuset/Klub Rosa, lørdag 18.00). Underspillet kvindeduo med medlemmer fra Under Byen og Our Broken Garden med en svaghed for at gøre det selv på fire-spors-båndoptageren. Kan måske blive ret stemningsfuldt.
- Frodegruppen 40 (Lørdag, Filuren, 21.30). Omdrejningspunktet i bandet er den til tider lettere vanvittige forfatter Jens Blendstrup, der bl.a. har skrevet den fabelagtige bog ”Gud taler ud”. Jeg har oplevet ham live før (til Lyd + Litteratur) og selv om det var en blandet fornøjelse var det langt mest positivt. Pladen ”Du ligner noget fra en pejs” efterlod mig lidt med en trækken på skuldrene, men jeg vil gerne se dette band live igen. Det skal nok dele vandene. Og folkens... det gør den bedste musik altså! Så fat det dog! :-) Smugkig eventuelt på dette klip fra DR.
Derudover er der et par seminarer begge dage, der kunne være spændende: ”Do-It-Yourself: Ellers bliver det måske aldrig til noget”, ”Survival of the Fittest: A Tom Windish Introduction to the US Live Industry” og ”A Conversations: Foreign Artists In Japan”. Arrangementer der i øvrigt fint illustrerer, at Spots lys er rettet med business og mindre på selve musikken.

En båd der gynger?
Og nå ja: Allerede torsdag er der udenfor-Spot-sjov på MS Stubnitz, der ligger nede i havnen. Johannes Gammelby og Klaus Hedegaard Nielsen, der hver især har været og er med i bands som Tiger Tunes, Strumm, I Am Bones og Beta Satan præsenterer ny musik i et minimalistisk set-up kaldet The Malpractise. Det skal jeg nok tjekke ud. Det er mellem kl. 19.00 og 22.30, hvor BodaBoda Duo + Frederik Thaae (A Kid Here After) og Cordelia også spiller. Aftenen kalder de ”Undergrund Over Vandet”. Kækt.
Torsdag spiller fem amerikanske bands på Vestergade 58 under navnet ”The Austin 5”. Kunne være værd at tjekke ud. Dørene åbner kl. 21.00.
Og skal vi så ikke bare sige, at vi ses derude? :-)

Lars

Melankoli med hår på brystet

Fra AOA.dk:

Af en koncertjunkies bekendelser - del 2...

Hvad er det lige med det der Balkanmusik? Som dansker kan man let få et romantisk forhold til den. Især hvis man har set et par Emir Kusturica-film. Men selvfølgelig er virkeligheden mere nuanceret end det. Ikke desto mindre er melankolien i den til at tage at føle på. Men festen er der stadig. Som om man har sagt ”Ja, livet er dælme hårdt, så det kræver en fest”. Den står i skærende kontrast til de danske "singer/songwriteres" velfærds-melankoli, hvor parolen mellem linierne næsten lyder ”Ja, jeg har det egentligt ganske godt, men hvor det alligevel dybt nederen. Mon det er fordi, jeg sidder i en kasse og keder mig?”. Det bliver til klynk, mens Balkanmelankolien til forskel har hår på brystet.

Anyways... som jeg skrev i går gik turen til Café Vestergade fredag aften, hvor balkan-duoen Blue Shadow Caravan endte med at sætte gang i festen. De startede med et par traditionelle slaviske folkesange. Jeg kender vist kun én af dem - ”Niska Banja” - men de lyder fan’me alle sammen godt. Når materialet er i orden er genkendelsesglæden unødvendig for mit vedkommende. Derefter slog de over i en håndfuld egne, originale sange. De fleste på engelsk. Og hvis ikke forsanger Radomir Gluhovic havde gjort opmærksom på det, så ville jeg også have troet, at de var gamle hæderkronede folkesange. Bevares, de havde en snert af noget andet, men melodierne sad lige i skabet - og hjertet. Og sikken en stemme, han har. Den akkompagneres hans guitar og af hans musikalske partner, hvis navn jeg desværre ikke lige har fået fat i, på percussion. Simpelt og effektivt.

Efter deres egne numre hev de flere traditionelle sange frem, og så gik der fællessang i den. Også det lød selvfølgelig godt. Café Vestergade var nemlig fyldt med ex-jugoslaver og derfor i den grad balkanificeret for en aften. Dog sneg der sig også The Doors’ ”People Are Strange” ind. Med de mange slaviske toner stadig ringende i hovedet, så gik der pludselig en åbenlys og logisk rød tråd fra Balkan til Los Angeles. How about that?! Vi havde heller aldrig haft den fede, surfede titelmelodi til ”Pulp Fiction”, hvis det ikke havde været for det slaviske krydderi. Den kom også på repertoiret ud på de sene timer.

I løbet af aftenen inviterede Blue Shadow Caravan venner til at spille med og duoen blev en kvartet. Blandt andet tog Emir Pasic - sanger i balkanorkesteret KURvE og duoen Agata & Me - del i løjerne. Han er ret så eminent på en guitar foruden han også har en kraftfuld stemme.

Absolut eneste minus ved aftenen kan jeg mærke her dagen efter. Et par små tømmermænd har sneget sig ind på den øverste etage. Det til trods for, at jeg var i bil, og derfor kun drak tre danskvand. Men jeg fornemmede godt, hvor det bar hen i den utroligt røgfyldte café. Host-host!

Så jeg håber, at se Blue Shadow Caravan på et røgløst ”rigtigt” spillested snart. Ikke blot fordi jeg er ikke-ryger, men fordi de hører hjemme der. Jeg finder desuden trøst i, at det forlyder, at de er ved at have deres første demooptagelser klar og at en MySpace-side er på vej. Så dem kommer vi forhåbentligt til at høre mere til.

Og tillad mig lige at runde af ved at zoome ud og se det store billede. For jeg kan ikke nære mig: Hvis Pia Kjærsgaard og hendes ariske skødehunde ikke fatter, at kulturel diversitet som dette ikke beriger et samfund og hjælper det med at bære det videre, så er det hende, der er noget galt med. Nå ja, men det ved vi jo godt. Alligevel fristes jeg til at sige: Luk måsen, drop xenofobien og nyd det!

Vi ses derude!

Lars

Fredagsdilemma: Blip eller Balkan

Første rigtige blog-indlæg på AOA.dk:

Af en koncertjunkies bekendelser - del 1...

Så er min musikblog på Aoa.dk skudt i gang. Lækkert! Jeg skal fremover skrive lidt om hvad der sker af spændende ting på den århusianske musikscene. Denne første gang gør jeg det dog kort, da jeg vil kaste lys på to ting. Ja, naturligvis foregår de nogenlunde samtidigt, så jeg må vælge.

Torsdag begyndte den ottende Lyd + Litteratur-festival. Fire dage hvor ord møder musik på meget forskellig vis. Formentligt lige fra det primale til det skægkrassende intellektuelle. Jeg ved ikke hvor meget, jeg når af det. Jeg har tidligere haft fornøjelse af at opleve TS Høeg, MikkelModulererMarius, Clean Boys og Band Ane i forskellige sammenhænge. Så dem vil jeg godt anbefale, man tjekker ud. Min trang til at opsøge ting, jeg ikke kender gør også, at jeg bliver pirret af resten af programmet, for der er jeg lidt på bar bund. Desuden ville jeg egentligt gerne se Michael Mørkholt, der også optræder. Ham har jeg også set flere gange før, men det er snart længe siden.

Han slog i sin tid sine folder på Det Jyske Kunstakademi som lydkunstner og collagemester med en meget legesyg indfaldsvinkel. Bl.a. i bandet Jab Mica Och El, som modtog Danmarks Radios ’Radium’-pris. Nu laver han musik under navnet Solhorn og jeg kunne godt bruge et gensyn og genlyt med hans prikkende og blippende electronica, der lyder som en børnehave fanget i en rystet Pepsicola.

Men, men, men... valget er ikke let, så med håb om at han og flere af de andre spændende kunstnere rammer Århus en anden gang, tager jeg en mere tilbagelænet fredag aften i Vestergade. Dog: er man nysgerrig om Lyd + Litteratur-festivalen, der foregår forskellige steder i byen, bør man besøge http://www.lydpluslitteratur.dk/ og http://www.lips.dk/. Måske når jeg lidt af det i weekenden, hvem ved?

I aften vælger jeg Blue Shadow Caravan, der er en balkan-duo med base i Århus, der spiller akustiske sange. Jeg kan ikke henvise til hjemmesider med lyd eller video, men det skyldes formentligt, at duoen er et relativt nyt projekt. Ikke engang Google er megen hjælp.
Jeg har set dem engang før, da de varmede op for det århusianske balkan-orkester KURvE, og det gjorde de forbavsende godt. Med en flot samling traditionelle folkesange og egne numre formåede de at fange den intimitet, som så mange af de mere amerikansk inspirerede ”singer/songwriters” higer efter. De mixer dog et melodisk landskab fra det sydslaviske ind i blandingen, så sangene for danske ører lyder noget mere forfriskende end det, vi mest bliver præsenteret for. Så en klar anbefaling herfra.

Det foregår på Café Vestergade klokken 21.00 i aften fredag.

Vi ses derude!

Lars

Facebook events:
Lyd + Litteratur
Blue Shadow Caravan

Så sker der ting og sager på AOA.dk

Så kom AOA-bloggen op og køre. Præsentationen af mig på sitet lyder sådan her:

Musikblogger - Lars Kjær Dideriksen
Lars Kjær Dideriksen står bag pladeselskabet Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) og har skrevet om musik for bl.a. Geiger, Soundvenue samt bidraget til bogen ”Rock i Århus”. I 2004 stod han bag bogen, cd’en og hjemmesiden ’århus:nu’, der senere blev til en nyhedsside om musikscenen i Århus.

Tidligere endnu startede han Supertanker, der var en hjemmeside, som bragte nyheder om dansk musik på engelsk. På nuværende tidspunkt skriver han – foruden denne blog på aoa.dk – i bloggen ’Støj på overfladen’ og dokumenterer hvad der rører sig på den århusianske musikscene.
Derudover arrangerer Lars Kjær Dideriksen koncerter under SOPA-navnet i ny og næ. Han er uddannet journalist og arbejder til dagligt med kommunikation i uddannelsessektoren for Danmarks tredjestørste uddannelsesinstitution VIA University College.

Læs mere om Lars Kjær Dideriksen på: larsdideriksen.com