Melankoli med hår på brystet

Fra AOA.dk:

Af en koncertjunkies bekendelser - del 2...

Hvad er det lige med det der Balkanmusik? Som dansker kan man let få et romantisk forhold til den. Især hvis man har set et par Emir Kusturica-film. Men selvfølgelig er virkeligheden mere nuanceret end det. Ikke desto mindre er melankolien i den til at tage at føle på. Men festen er der stadig. Som om man har sagt ”Ja, livet er dælme hårdt, så det kræver en fest”. Den står i skærende kontrast til de danske "singer/songwriteres" velfærds-melankoli, hvor parolen mellem linierne næsten lyder ”Ja, jeg har det egentligt ganske godt, men hvor det alligevel dybt nederen. Mon det er fordi, jeg sidder i en kasse og keder mig?”. Det bliver til klynk, mens Balkanmelankolien til forskel har hår på brystet.

Anyways... som jeg skrev i går gik turen til Café Vestergade fredag aften, hvor balkan-duoen Blue Shadow Caravan endte med at sætte gang i festen. De startede med et par traditionelle slaviske folkesange. Jeg kender vist kun én af dem - ”Niska Banja” - men de lyder fan’me alle sammen godt. Når materialet er i orden er genkendelsesglæden unødvendig for mit vedkommende. Derefter slog de over i en håndfuld egne, originale sange. De fleste på engelsk. Og hvis ikke forsanger Radomir Gluhovic havde gjort opmærksom på det, så ville jeg også have troet, at de var gamle hæderkronede folkesange. Bevares, de havde en snert af noget andet, men melodierne sad lige i skabet - og hjertet. Og sikken en stemme, han har. Den akkompagneres hans guitar og af hans musikalske partner, hvis navn jeg desværre ikke lige har fået fat i, på percussion. Simpelt og effektivt.

Efter deres egne numre hev de flere traditionelle sange frem, og så gik der fællessang i den. Også det lød selvfølgelig godt. Café Vestergade var nemlig fyldt med ex-jugoslaver og derfor i den grad balkanificeret for en aften. Dog sneg der sig også The Doors’ ”People Are Strange” ind. Med de mange slaviske toner stadig ringende i hovedet, så gik der pludselig en åbenlys og logisk rød tråd fra Balkan til Los Angeles. How about that?! Vi havde heller aldrig haft den fede, surfede titelmelodi til ”Pulp Fiction”, hvis det ikke havde været for det slaviske krydderi. Den kom også på repertoiret ud på de sene timer.

I løbet af aftenen inviterede Blue Shadow Caravan venner til at spille med og duoen blev en kvartet. Blandt andet tog Emir Pasic - sanger i balkanorkesteret KURvE og duoen Agata & Me - del i løjerne. Han er ret så eminent på en guitar foruden han også har en kraftfuld stemme.

Absolut eneste minus ved aftenen kan jeg mærke her dagen efter. Et par små tømmermænd har sneget sig ind på den øverste etage. Det til trods for, at jeg var i bil, og derfor kun drak tre danskvand. Men jeg fornemmede godt, hvor det bar hen i den utroligt røgfyldte café. Host-host!

Så jeg håber, at se Blue Shadow Caravan på et røgløst ”rigtigt” spillested snart. Ikke blot fordi jeg er ikke-ryger, men fordi de hører hjemme der. Jeg finder desuden trøst i, at det forlyder, at de er ved at have deres første demooptagelser klar og at en MySpace-side er på vej. Så dem kommer vi forhåbentligt til at høre mere til.

Og tillad mig lige at runde af ved at zoome ud og se det store billede. For jeg kan ikke nære mig: Hvis Pia Kjærsgaard og hendes ariske skødehunde ikke fatter, at kulturel diversitet som dette ikke beriger et samfund og hjælper det med at bære det videre, så er det hende, der er noget galt med. Nå ja, men det ved vi jo godt. Alligevel fristes jeg til at sige: Luk måsen, drop xenofobien og nyd det!

Vi ses derude!

Lars