Frisk Frugt og Nisennenmondai levede op til de tårnhøje forventninger og KXP blev overraskelsen på Spot Festivalens sidste dag. Alle tre appellerede både til intellektet og den indre hulemand med hang til stammedans. aOa’s mandlige musikblogger fandt i rytmerne også en opfordring til det modsatte køn.
Spot Festivalen rundede 2011 af med fine godter, men også en gang træls vejr, der nok lagde lidt dæmper på festivalstemningen. Men der var bestemt et par koncerter imellem, der fik mig til at glemme det for en stund.
Jeg har efterhånden vænnet mig til at jeg, som den kræsenrad jeg er, ikke er i mit helt rette element på en festival som Spot. Jeg vil gerne have lidt mere kant, provokation og vildskab end der bliver lagt for dagen. Festivalens placering har naturligvis også en hvis indvirkning. Musikhuset i Århus vil aldrig blive rock’n’roll. Men det er jo dejligt praktisk. Alle de vigtige branchefolk kan indlogeres tæt ved og der er flere sale i forskellig størrelser. Men inspirerende og fordrende for musikken er stedet paradoksalt nok ikke ligefrem. Et fint eksempel er den nyere Rytmiske Sal bagerst i komplekset, der er... en sort, firkant kasse. Snork-pyh-da, et sted. Selv det finske rockband, der med slacker-attitude og rayban-solbriller forsøgte at skabe lidt oprør i salen lørdag kom til kort. Men Musikhuset er et ganske forståeligt kompromis.
Spot-rock
Lørdag stod jeg på den lille teltscene foran rockband nummer 117 og en tanke meldte sig: Har vi fundet en genre i sig selv her? ”Spot-rock”? Det skal gerne rocke, men helst ikke for meget, og det rebelske rammer loftet der, hvor det gerne skulle passe til at komme i radioen. Og så er der den særlige melankolske tone og mellemenergiske optræden, der ikke har stor kommunikation med publikum (eller egne bandmedlemmer) på dagsordenen. Jeg står og forestiller mig en afrikaner være vidne til en del af disse koncerter. Han spørger: ”Hvorfor hænger I sådan med mulen? Er det vejret?”
Men, men, men, så er der undtagelserne, der bekræfter reglen. Nogle få af disse havde heldigvis fundet vej til Spot i år. Det er faktisk ikke altid, at det sker.
Jeg savnede dog stadig lidt mere fra Lyd & Litteratur-kanten i år. Geigers Records’ indtog på den scene har givet dansksproget musik et ekstra skub i andre retninger de senere år og Spot har tidligere bakket flot op om dem. Så det var en skam at se, at den del var nedprioriteret i år. Igen et symptom på eksport-ambitionerne og fokus på udenlandske branchefolk og medier? Bør vi ikke også præsentere det særligt danske på Spot?Værd at bemærke er det også, at to af dansk rocks pt. fremmeste bands – Cola Freaks og Fossils – under Spot i stedet var på turné i USA i en hel måned. Godt for dem. Men man kunne ønske sig, at Spot-publikummet næste år fik nikket sig en skalle af de to bands.
Jorden rundt på 50 minutter
Jeg forventede, at danske Frisk Frugt fra Yoyo Oyoy-pladeselskabet/kollektivet/whatever ville levere noget ypperligt, som netop de folk har for vane. At dømme ud fra publikum på Atlas, så var det ikke kun mig, der kunne skrive under på, at leverede varen. Endda over al forventning.Frisk Frugt blander syrejazz med afrikansk inspirerende rytmer, men det lyder alligevel lidt som om det er blevet sat sammen et sted på 70’ernes Christiania. Som om Fela Kuti havde sat sig ned sammen med Steppeulvene. Men Anders Lauge Meldgaard, der er manden bag bandet, bringer det særlige Yoyo Oyoy ”je ne se quois” ind i blandingen og ender med at eje hver en tone og idé.
Det mest befriende er, at Frisk Frugt vitterligt formår at være både rytmisk og melodisk ekvilibristiske uden at havne i den fælde, man så ofte ser konservatoriemusikere havne i. At det bare blive teknik og 100-meterløb i lir og hvor f.eks. den populære balkanmusik i danske hænder bare bliver latterlig cirkusmusik uden sjæl.
Næ, Frisk Frugt er en helt anden historie, hvor polyrytmer, skæve basgange og saxofon-melodier ligger og snurrer rundt i flere lag på tværs af hinanden, så man bliver helt rundtosset og forført. Samtidig skinner legesygen og opdagetrangen så meget igennem, at der på intet tidspunkt bliver kedeligt i dette laboratorie fyldt af hjertevarme. Modsat de fleste andre bands, jeg så på dette års festival, oplevede jeg en ægte og direkte kommunikation mellem musikerne på scenen. Der var ingen her, der stod i deres egen lille verden. Hvor befriende.
”Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor”, hedder det bedste danske album fra 2010. Og ja, det gør den lige præcis! Jeg mindes ikke, at have oplevet en anden dansk plade siden Under Byens ”Det er mig der holder træerne sammen” fra 2002, der har så markant et personligt udtryk, som både er pokkers dansk, men også alligevel på ingen måde rigtigt er det.
Østrogen præcisionsbombning
Hvor Frisk Frugt i sine mest rytmiske passager indbød til regulær stammedans, så gjorde dagens andet spændende navn faktisk det samme, men bare på en anden måde. Japanske Nisennenmondai væltede simpelthen Officerscenen med deres tunge, dansable instrumentalrock, der trækker tydelige spor til 70’ernes krautrock á la bl.a. Neu, men i en noget mere heftig udgave, hvor Sonic Youth-inspirationen skinner igennem. En nærmest stillestående bassist, en noget vildere guitarist og så den helt ustyrlige trommeslager, der er den helt klare publikumsdarling. Til sammen tre åndssvagt seje, talentfulde og kompromisløse kvinder.
Hvor Iceage dagen før havde sluppet vildskaben løs på mere anarkistisk vis, så var den japanske vildskab kontrolleret og koncentreret. De skabte med deres energiniveau nærmere end præcisionsbombning af vores sanser og fik vildskaben frem via det primale i os, som taler til vores indre hulemand/-kvinde. Som ved 90’ernes technofester, hvor der gik ”tribal” i den. Dette var stammedans for rockfolket, hvor det repetitive mødte de vilde udladninger, som skar igennem de pumpende rytmer, som den skarpeste klinge fra Solens Rige.
Blandt de koncerter, jeg nåede at se på Spot i år, høstede de tre japanere det absolut største bifald. Koncerten ringede ud i et spontant brøl, der steg i intensitet til indtil publikum ikke kunne mere.
Kom så i gang, piger!
Under koncerten var det en fornøjelse at se de piger og kvinder i forskellige aldre, der stod på forreste række og tydeligt var helt paf over det, de overværede. Jeg havde sådan en lyst til efter koncerten at sige til dem: Okay, tøser! Nu går I hjem og starter et band! Brug den følelse I har i kroppen lige nu til noget kreativt. Gå ud og vis verden, hvor seje I kan være. Ikke noget følsomt klimperi eller mådehold. Tag fat i alle instrumenter og spark noget røv. Der er alt, ALT for få kvinder, der gør det især her til lands. Det kan der være mange forskellige grunde til. Men det starter med at I tager teten.
Og når vi nu er ved seje kvinder, så fortjener den eminente trommeslager og sanger Anja Jacobsen fra netop Frisk Frugt, Kirsten Ketsjer og flere andre bands, at blive nævnt i denne forbindelse. Der har I et forbillede på dansk jord. Og der er i øvrigt flere, men lad os holde os til Spot denne gang.
Forførende finsk mørke
Min eneste ”nye opdagelse” på Spot i år blev finske K-X-P, som jeg havde fået anbefalet lige inden festivalen. En trio med bas, trommer og sequencer-elektronik. En formel lige så præcis og bevidst snæver som Nisennemondai. Sjovt nok også udgivet på samme pladeselskab – norske Smalltown Supersound.Finner kan på en god dag ofte være garant for noget kompromisløst og skævt. K-X-P var de eneste af de finner, jeg så i år, der klarede skærene. Et tonsetungt møde mellem industrial-genren og den repetitive og beskidte del af technoen. Det blev til tre lange numre under koncerten. Rigeligt med tid til at ”get into the groove”. Igen dukkede stammedansen-aspektet op. Omend i en tung og lidt ”ondere” udgave. Det var effektivt og gav lyst til mere. Vi blev lukket ind i den industrielle katedral med højt til loftet, hvor lyd, lys og stemning blev ét.
Dertil skylder jeg lige lidt applaus til dem, der designede scenelys på Spot i år. I hvert fald på Officerspladsen og i Ridehuset. Der var lidt nye boller på suppen sammenlignet med tidligere. Godt gået.
Uindfriet potentionale
På festivalen kom jeg til at snakke med andre musikentusiaster af samme støbning som jeg selv. Altså, os som andre formentligt kalder kræsne. Selv synes vi naturligvis, at vi er voldsomt kvalitetsbevidste, he-he. Én sagde ”Ja, jeg har jo nok lidt et had-kærligheds-forhold til Spot”. Det gav lidt genklang hos undertegnede. Jeg står altid med følelsen af uindfriede potentiale, når jeg er på festivalen. At alle de mange medie- og branchefolk aldrig rigtigt kommer ned i materien og oplever den del af den danske musikscene, der virkelig kan trække tænder ud. Men sådan skal det nok være. Som de fleste andre steder, så indgås der kompromiser af praktiske årsager. Der er derudover kommercielle hensyn og altoverskyggende eksport-ambitioner. Og ja, så ender vi ofte meget tit med en mellemvare.
I år kan vi så nok takke en nordisk musikpris-nominering for, at et band som f.eks. Frisk Frugt fik lov at komme indenfor dørene. For hvis Spot for alvor havde radaren ude og virkelig synes, at f.eks. folk fra Yoyo Oyoy lavede spændende musik, så havde de jo haft bands som Kirsten Ketsjer The Rockband og Yoke & Yohs på plakaten for længst.
Men man har jo stadig lov at håbe.
Vi ses derude!
Lars
(Støj på overfladen)
