Spot Festival 2011 blev skudt i gang i gråvejr, småregn og flere eksempler på konform rockmusik. Men det lille, men markante københavnske pladeselskab Escho fik dog rusket lidt op i sagerne fredag. Samtidig tog aOa’s musikblogger for første gang for alvor livtag med ”the Spot biz”.
Som aOa-blogger er jeres udsendte musikblogger en af de såkaldte”Spot-delegerede” og er derfor på en liste over e-mails, som festivalens bands har adgang til. En liste som de i høj grad benytter sig af for at sprede budskabet om netop deres koncert. Der er nok kommet et sted mellem 50 og 70 mails den seneste uge.
En delt tanke giver pote
Som delegeret har man dog også selv adgang til samme liste og jeg bestemte mig for at deltage i spammeriet. Ved siden af mit daglige arbejde og musikbloggeri driver jeg pladeselskabet Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) og Spot er en god lejlighed til at profilere sig lidt. Dog har Spot Festival aldrig helt set de samme kvaliteter i SOPA’s musik, som jeg selv. Men det kan jeg nu godt leve med. Jeg fik dog lyst til at dele en tanke med ”my fellow delegates”, som jeg sendte rundt til alle ca. 600-700 af dem. Jeg følte trang i forbindelse med den eksport-oritenterede festival at spørge: ”(Why) Do Danish labels only release Danish music?” Vel vidende at jeg nok ville få røg for det. Men mails med positive tilkendegivelser fra ind- og udland begyndte at tikke ind. En dejlig overraskelse.Resulatet blev bl.a. at jeg på Spot-fredagen endte med at stå og udveksle spændende cd’er med en belgisk journalist og et belgisk pladeselskab. Som i øvrigt fortalt mig, at min mail faktisk var den eneste af de mange mails, som de egentligt nærlæste. Der var flere andre, der sagde lignende ting. Fucking hell. Det gav sgu’ rygstød nok til resten af festivalen. Og der er flere interessante møder i horisonten. Og det er jo også meningen med Spot.
Men så har jeg også taget et mere definitivt skridt ind i Spots business arena. Det spil der kører hvert år om netværk og opmærksomhed. Men hva’ fa’en, jeg står med et band, jeg er så begejstret for og tror så fuldt og fast på, at det er det værd. Hvad kan det ikke ende med?! Ganske interessant at prøve den del af Spot på egen krop, selv om jeg ikke har det benhårde sælger-gen eller vil prostituere mig selv eller de musikere, jeg arbejder sammen med.
Men hvor meget tid er der så til at opleve selve musikken? Tja, i hvert fald mindre. Jeg fik hverken set Anna Von Hausswolff og Jenny Wilson, som jeg ellers havde overvejet. Sidstnævnte var der som ventet stor kø til. Det gider jeg simpelthen ikke bruge tid på.
Escho hev stikket hjem
I løbet af aftenen lod jeg mig styre af de folk, jeg konstant løb ind i. Flød med strømmen. Endte med at stå foran en håndfuld forskellige rockbands, der alle lød relativt ens. Sterilt og uden de idéer og den levering, der skal få materialet ud over scenekanten. Ingen nævnt, ingen glemt, ingen unødigt fornærmet.
Lad mig i stedet trække dagens to positive oplevelser frem. Interessant nok kommer de begge fra samme lille, men markante pladeselskab: københavnske Escho.
Thulebasen endte - trods lidt startvanskeligheder, hvor publikums opmærksomhed ikke helt blev fanget – med at levere en ganske mindeværdig koncert. Halvvejs i koncerten begyndte melodierne at træde frem og bandets kerneidé kom til sin ret. Det er altid rart, at opleve danske bands, der tager deres inspiration fra de mindre kendte kringelkroge af musikhistorien og gør den til deres egne. Det de færreste, der formår det. Og på Spot er det oftest desværre ganske tydeligt.
Som Thulebasen, således også det meget unge band Iceage. De spillede udenfor Spot i Klub Arrogant-regi i 2009 og gjorde god figur. Siden har de udgivet et album og har fået knaldet mere end rigeligt ”hype” i nakken. Kunne de mon stå distancen? Jeg hørte endda ”backlash” på vandrørene (Allerede? Åh, Danmark, du skønne!). Jeg stillede mig foran scenen forsigtigt forventende.Jeg tror, at man kan opleve Iceage på to måder. Det er nu også tit det bedste ved interessant musik. At den virkelig deler vandene. Og især når den kan gøre det inde i hovedet på én enkelt person.
Et eller eller andet sted kan jeg tænke: Fortæl en teenager anno 2011 at han er fantastisk og du ender med et eller andet uudholdeligt. Tilsæt inspiration fra en række forbilleder ”who really couldn’t give a shit” og vi tager den et skridt videre. Konklusion: Iceage er en flok arrogante møgunger. Hvad fanden bilder de sig ind?
Eller jeg kunne tænke: Avs, kan det konforme og ”normaliserende” danske samfund virkelig file så mange kanter af os mennesker, at vi allerede i 20’erne ikke længere formår et gedigent oprør? Er det virkelig kun den utilpassede teenager tilbage her til lands, der ikke finder sig i noget og kan levere noget vildskab? Konklusion: Iceage er en flok arrogante møgunger. Og gudskelov for det!
Bevares de trak på nogle klichéer undervejs, men gjorde det med en nerve, som de fleste andre bands på Spot slet, SLET ikke kunne præstere. Om deres show er spil for galleriet er mig egentligt ligegyldigt. Det virkede ikke sådan. Iceage stod distancen på Spot, fordi de i hvert fald så ud til at være hamrende ligeglade. De gav slip. Det kunne deres ældre kolleger på resten af festivalen godt lære lidt af.
En lørdag køres i stilling
Spot Festivalen burde i øvrigt nok huske til en anden gang ikke at placere et vældigt populært band i festivalens mindste sal, når det spillede i festivalens største sal året før. Jeg kunne se, at mange der gik forgæves til Cody. Men dem var jeg nu ikke kommet for at se, så jeg nappede en tur på HeadQuarters i stedet. Hvis jeg ikke passer på bliver det snart mit stamsted. God stil og gennemført rar hybel hele vejen.
I morgen står den på Frisk Frugt og Nisennenmondai. Og kanske om jeg måske når forbi Rumpistol Emma Acs, KXP og Messy Shelters. Vi får se. Jeg når sgu’ nok ikke halvdelen, he-he.
Måske var det også meget godt, at jeg tyvstartede lidt torsdag og fik set Emily & The Orgasm Addicts på Sway. Lidt mere 60’er-rock stil nu en deres tidligere punk-stil. Desuden: På Sway er linierne knapt så stirile og u-rocknrollede, som de er i f.eks. Musikhuset. Det er altid lidt et paradoks at se et såkaldt ”vildt” rockband i de fine rammer. Men heldigvis findes der nogle få bands derude, der kan få os til at glemme det. Fredag kom de fra Escho.Vi ses derude!
Lars
(Støj på overfladen)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar