Jeg overvejer lidt om jeg bør lave bloggen her om til at være på engelsk. Jeg kan ikke rigtigt bestemme mig. Hælder efterhånden mere mod engelsk, så der måske opstår lidt flere læsere og kontakter på kryds og tværs. Men der vil samtidig altid være lidt flere nuancer i det skrevne, når der foregår på modersmålet.
What to do...?
Vi får se.
God sommer!
Lars
[SURFACE NOISE] Kort og langt om stort og småt: musik, film, politik, kreative indslag og fragmenter og tanker, der kom ind fra siden. Samt indslag fra blogs på AOA.dk.
29. jun. 2009
16. jun. 2009
Videointerview med Mads Stobberup (Klub Arrogant / Cola Freaks)
Under Spot-festivalen drev mit fokus lidt uden for de officielle rammer og - af gode grunde - blev det overført til Klub Arrogants aktiviteter ude i byen. I den forbindelse lavede jeg et lille interview med Mads Stobberup, der står bag Klub Arrogant (og Arrogant Tour under Spot-festivalen) og samtidig også står i front for punkbandet Cola Freaks og kører pladeselskabet Mastermind Records. Han talte bl.a. om hvorfor han lavede Arrogant Tour og egentligt synes jeg, at interviewet giver lidt stof til eftertanke m.h.t. den strategi (eller hvad det måtte være), der ligger bag udvælgelsen af bands til Spot-festivalen. Det skal ikke forstås fra en "Cola Freaks kom ikke med"-synsvinkel, men overordnet hvilket mål festivalen har og om hvorvidt den går den optimale vej for at opnå det.
3. jun. 2009
Video med KURvE - balkanpunk for fuld udblæsning
I lørdags havde jeg fornøjelsen af blandt andet at se det århusianske balkanpunkband KURvE spille på Teater Katapult til arrangementet 'Balkan Express'. Bandet har eksisteret i en del år efterhånden, men er netop vendt tilbage med forstærket besætning i marts efter en længere pause.
Jeg filmede en del video fra koncerten og har uploadet et klip med tre sange. En fantastisk dejlig koncert. Prøv at se klippet til ende, da især sidste nummer virkelig kammer over i feststemning. Man ved, at festen er godt i gang, når musikerne smider instrumenterne og hopper ud i publikum, he-he.
Når jeg oplever denne slags, så undrer jeg mig over hvad jeg skal med det Danmark, som Dansk Folkeparti ifølge aktuelle annoncer vil "have tilbage". Er status quo virkelig noget at stræbe efter? Al udvikling som mennesket nogensinde har været igennem er opstået igennem fusioner, mutationer og hændelige uheld. Det er naturligt.
Hvis man ikke kan se værdien i det, som så tydeligt stilles til skue i blandt andet dette videoklip, så er man i sandhed en forstokket, sørgelig eksistens. Skulle man udsætte staklerne med Dansk Folkepartis ensporede tankesæt for denne vidunderlige musik, så virker formuleringen "at kaste perler for svin" pludselig meget nærliggende at bruge.
Der er heldigvis mange mennesker her til lands, der kan se værdien i mødet mellem kulturer og den glæde og den udvikling, der opstår.
Så til jer derude med et åbent sind - her er lidt video til jer. Enjoy! :-)
27. maj 2009
Kommende koncerter i Århus
Der sker en del i Århus de næste par uger.
Skulle man have lyst til musik i denne uge, kan man starte allerede i aften (onsdag d. 27.), hvor A Hawk And A Hacksaw spiller på Musikcaféen. De altid spændende arrangører fra LJUD står bag. Det hele har et strejf af balkan og bandet har i duo-form for et par år tilbage spillet for et meget begejstre publikum samme sted.
Læs mere her: www.musikcafeen.dk/event.php?id=842
Lørdag den 30. maj kan man også få sin lyst til masser af musik styret. På Lobby er der et 12 timer langt arrangement hele dagen med en lang række bands - bl.a. Cola Freaks, Agata & Me og Lotus Krokus. Titlen er "Blandet Blandt Andet" og man kan læse mere her: http://www.myspace.com/blandetblandtandet
Samme aften spiller det lokale balkanpunk band KURvE igen til 'Balkan Express'-arrangementet på Teater Katapult (tæt ved Pustervig Torv og Store Torv) kl. 21.00. Bandet satte gevaldigt skub i Lobby tilbage i marts og hvis man er hooked på opløftende oplevelser, så skulle man nok kigge forbi. Lidt video fra førnævnte aften:
Den 4. juni spiller den amerikanske duo CocoRosie på Train (under MiskMask-fanen).
http://www.train.dk/koncert_kalender.asp?AjrDcmntId=1907
Samme sted spiller Balstyrko og Bo Marley den 5. juni.
http://www.train.dk/koncert_kalender.asp?AjrDcmntId=1896
To koncerter der ganske givet bestemt ikke bliver kedelige.
Amerikanske Black Lips og engelske Thee Vicars spiller sammen med århusianske Cola Freaks på Musikcaféen den 10. juni.
http://www.musikcafeen.dk/event.php?id=845
LJUD har desuden to spændende arrangementer lige om hjørnet:
9. juni: Ariel Pink og Bird By Snow på Musikcaféen.
http://www.musikcafeen.dk/event.php?id=850
11. juni: Sublime Frequencies showcase: Group Doueh og Omar Souleyman på Pakhuset/Studenterhuset
http://www.studenterhusaarhus.dk/Default.aspx?ID=193&PID=1281&Action=1&NewsId=257
Sidstnævnte er en hel unik chance for at se denne syriske musiker live.
Så det er bare om at komme ud og opleve! :-)
26. maj 2009
Video fra Spot Festivalen 2009
Jeg filmede en del under Spot-festivalen. Både "indenfor murene", men så sandelig også udenfor, hvor der var godt (hvis ikke mere) gang i den. Denne video samler en masse små klip fra en række koncerter. Senere får jeg redigeret nogle længere klip med noget af det bedste fra det jeg skød undervejs. Det bliver hovedsageligt fra Arrogant Tour, men nok også lidt fra Lyd+Litteratur-delen af festivalen.
25. maj 2009
Spot Festival 2009 - Dag 2 + 3
Så er Spot festivalen overstået for i år. Jeg synes ellers, at jeg forsøgte, men jeg synes ikke, at jeg blev ret mange gode oplevelser rigere, når man ser på festivalens omfang og officielle sigte.
Respekt for missionen, men...
Hvad vil Spot? Have dansk musik ud i den store verden. Skabe store musiknavne, der gavner dansk eksport og lægger til imaget af Danmark som en spændende kulturnation. Spots model er at invitere udenlandske musikpressefolk (gerne de toneangivende), bookere, pladeselskabsfolk og lignende branchehoveder til at overvære alle disse bands - hovedsageligt fra Skandinavien.
En nobel mission - og al respekt og sympati for den. Men hvis en kritik skal sættes lidt på spidsen, så vil jeg sige, at det virker som en noget ensidet strategi, der både er gammeldags og delvis forfejlet.
'Delvis' fordi der naturligvis er branchefolk, der opdager ny musik og derefter agerer til dens fordel. Men samtidig - og i disse dage nok i større grad - finder musikken ud til lytterne på anden vis. Altså, uden om mange af disse branchefolk. Det er en kompliceret proces, der naturligvis involverer mange af de online sociale medier, og det skal jeg ikke sidde og redegøre for her. Bl.a. fordi jeg ikke - som sikkert også mange andre - har gennemskuet den proces til bunds endnu.
Så lad os lige se på den anden del...
Dyk længere ned
Med fokus på den måde, som Spot så benytter sig af, så virker udvalget af kunstnere ganske simpelt mestendels reaktionært, alt for forsigtigt og uden en reel finger på pulsen. En festival, der har som sigte at præsentere "det nye" bør dykke dybere ned i vækstlaget. Jeg vil vove den påstand, at en del af dem, der har siddet i udvælgelseskomitéen ikke har gjort deres arbejde ordentligt og ikke udvist ægte nysgerrighed og føling med det danske musikmiljøs virkeligt spændende spillere. Det behøver det ikke at blive utilnærmeligt "arty" af, skal jeg lige tilføje.
Det er naturligvis en påstand. Men hvis det ikke er tilfældet, så må det være fordi festivalen er bange for at skræmme nogle af deres indskibede branchefolk væk. Det virker som om de helst skal pleases alle sammen over én bred kam.
Lad mig derfor sige det lige ud: Sæt bands på scenen og vov at skræmme halvdelen eller flere væk. Hvis bare én eller to af de mange branchefolk falder for det pågældende band, så falder de så meget hårdere, at det vil få mere "impact". De mennesker må alt andet lige også være mere kræsne end gennemsnittet og samtidig kunne se mulighederne i ting, der har mere kant.
En opsummering
* Overordnet om Spot 2009 vil jeg sige, at det stadig er en lidt underlig konstruktion, hvor det almene publikum skal overvære koncerter, hvor de ikke er den primære målgruppe, men i stedet de få udvalgte branchefolk, der gemmer sig et sted i mængden.
*Samtidig viste indtil flere koncerter på festivalens største scene, at mellemstore navne sagtens kan fylde stedet, og at der derfor ikke er brug for store allerede kendte navne (i år bl.a. Tim Christensen og til dels Magtens Korridorer) til at tiltrække billetkøberne. Folk har vænnet sig til tanken om Spot som stedet, hvor der skal findes nye oplevelser. Så argumentet med at tiltrække pøblen med kendte hovednavne - til gavn for de små navne - holder ikke helt mere. Desuden kunne der på den konto sikkert være en del penge at spare. Så kunne publikum måske også slippe for at få "Guitar Hero"-sponsorater og lignende klasket i hovedet.
* Festivalens størrelse virker også efterhånden som et problem. Den er simpelthen blevet for stor. For mange scener og for mange bands. Oplevelserne kan for let blive "halve" og forhastede - og samtidig kan det kniber med overskueligheden. Så hellere 'kvalitet over kvantitet', som man jo så ofte siger.
* Musikhuset i Århus er en praktisk ramme. Mange scener på få kvadratmeter. Men jeg vil stadig mene, at det er en ramme, der er på direkte kollisionskurs med hele vækstlagstanken og kan virke direkte hæmmende for oplevelsen af musikken. Den øger afstanden til publikum. Musikhuset... it ain't rock'n'roll. Nul nerve. Emsige vagtfolk der ikke lader folk tage øl med til en koncert hjælper heller ikke.
* I år kunne man desuden opleve hvordan arrangementer udenfor Spot festivalen tog form. Ikke blot som hippe "afterparties" som årene før, men også som gedigne koncerter. Ja, endda en lille turné i form af Arrogant Tour af folkene bag Klub Arrogant. Ikke overraskende var det netop her, at man kunne opleve mest "kant" i musikken. Det var en af de bedste overraskelser i år - og i sagens natur ikke på Spot festivalen egen konto. Så festivalen har nu en eksistensberettigelse som i gangsætter af en massiv koncentration af musik i Århus i tre dage i løbet af året - og det kan så bruges til noget fornuftigt uden for dens rammer. Nøjagtigt som det er sket i Austin, Texas, på South By Southwest. Næste år sker der sikkert en eksplosion i egne initiativer udenfor festivalens "mure", som ikke blot er afterparties.
Tænk engang... på Spot... sponsorreklamer over det hele og små fadøl til 40 kroner. I den helt anden ende: Arrogant Tour i Guldsmedegade med musik med nerve - og i øjenhøjde - med gratis entré, gratis øl og gratis grillpølser (ved de andre arrangementer var der ligeledes billige drikkevarer).
De positive oplevelser
Det bedste der skete indenfor på Spot festivalen var Lyd+Litteraturs endagsarrangement, hvor de altid engagerede og fremfor alt nysgerrige og udfordrende ildsjæle bag bl.a. Danmarks bedste musikblad Geiger stod for programmet. Bl.a. med T.S. Høeg, MikkelModulererMarius og Skammens Vogn på scenen. Acts der skiller vandene. Som det burde være. Især Skammens Vogn var en positiv overraskelse.
Udenfor Spot på Arrogant Tour piskede Cola Freaks, Powersolo og Kim & The Cinders gang i løjerne med hjerte og sjæl. Og i samme ramme fik jeg fornøjelsen af at opleve Fossils og Ice Age for først gang. En stor fornøjelse.
Og hvad med Spot? Ja, ser man bort fra al musikken, så er det jo der, at alle der roder med musik i Danmark på den ene eller anden måde mødes hvert år. Det er en velkommen lejlighed til at se venner og bekendte - og møde nye mennesker - når f.eks. musikken alligevel ikke brænder så voldsomt igennem.
Måske burde jeg bruge lidt tid på i denne blog fremover at smide nogle bands op, som burde være i Spots søgelys af indlysende årsager.
Planen er at klippe lidt video sammen - af godt og dårligt - fra Spot. De fedeste ting tror jeg dog, at jeg lægger lidt længere uddrag fra op, hvis jeg kan komme afsted med det.
Jeg har desuden en masse andet godt video på lager, som skal online i den kommende tid. Dog har jeg vist ikke video til alle dem, jeg synes fortjener ekstra opmærksomhed.
Catch ya' later!
Respekt for missionen, men...
Hvad vil Spot? Have dansk musik ud i den store verden. Skabe store musiknavne, der gavner dansk eksport og lægger til imaget af Danmark som en spændende kulturnation. Spots model er at invitere udenlandske musikpressefolk (gerne de toneangivende), bookere, pladeselskabsfolk og lignende branchehoveder til at overvære alle disse bands - hovedsageligt fra Skandinavien.
En nobel mission - og al respekt og sympati for den. Men hvis en kritik skal sættes lidt på spidsen, så vil jeg sige, at det virker som en noget ensidet strategi, der både er gammeldags og delvis forfejlet.
'Delvis' fordi der naturligvis er branchefolk, der opdager ny musik og derefter agerer til dens fordel. Men samtidig - og i disse dage nok i større grad - finder musikken ud til lytterne på anden vis. Altså, uden om mange af disse branchefolk. Det er en kompliceret proces, der naturligvis involverer mange af de online sociale medier, og det skal jeg ikke sidde og redegøre for her. Bl.a. fordi jeg ikke - som sikkert også mange andre - har gennemskuet den proces til bunds endnu.
Så lad os lige se på den anden del...
Dyk længere ned
Med fokus på den måde, som Spot så benytter sig af, så virker udvalget af kunstnere ganske simpelt mestendels reaktionært, alt for forsigtigt og uden en reel finger på pulsen. En festival, der har som sigte at præsentere "det nye" bør dykke dybere ned i vækstlaget. Jeg vil vove den påstand, at en del af dem, der har siddet i udvælgelseskomitéen ikke har gjort deres arbejde ordentligt og ikke udvist ægte nysgerrighed og føling med det danske musikmiljøs virkeligt spændende spillere. Det behøver det ikke at blive utilnærmeligt "arty" af, skal jeg lige tilføje.
Det er naturligvis en påstand. Men hvis det ikke er tilfældet, så må det være fordi festivalen er bange for at skræmme nogle af deres indskibede branchefolk væk. Det virker som om de helst skal pleases alle sammen over én bred kam.
Lad mig derfor sige det lige ud: Sæt bands på scenen og vov at skræmme halvdelen eller flere væk. Hvis bare én eller to af de mange branchefolk falder for det pågældende band, så falder de så meget hårdere, at det vil få mere "impact". De mennesker må alt andet lige også være mere kræsne end gennemsnittet og samtidig kunne se mulighederne i ting, der har mere kant.
En opsummering
* Overordnet om Spot 2009 vil jeg sige, at det stadig er en lidt underlig konstruktion, hvor det almene publikum skal overvære koncerter, hvor de ikke er den primære målgruppe, men i stedet de få udvalgte branchefolk, der gemmer sig et sted i mængden.
*Samtidig viste indtil flere koncerter på festivalens største scene, at mellemstore navne sagtens kan fylde stedet, og at der derfor ikke er brug for store allerede kendte navne (i år bl.a. Tim Christensen og til dels Magtens Korridorer) til at tiltrække billetkøberne. Folk har vænnet sig til tanken om Spot som stedet, hvor der skal findes nye oplevelser. Så argumentet med at tiltrække pøblen med kendte hovednavne - til gavn for de små navne - holder ikke helt mere. Desuden kunne der på den konto sikkert være en del penge at spare. Så kunne publikum måske også slippe for at få "Guitar Hero"-sponsorater og lignende klasket i hovedet.
* Festivalens størrelse virker også efterhånden som et problem. Den er simpelthen blevet for stor. For mange scener og for mange bands. Oplevelserne kan for let blive "halve" og forhastede - og samtidig kan det kniber med overskueligheden. Så hellere 'kvalitet over kvantitet', som man jo så ofte siger.
* Musikhuset i Århus er en praktisk ramme. Mange scener på få kvadratmeter. Men jeg vil stadig mene, at det er en ramme, der er på direkte kollisionskurs med hele vækstlagstanken og kan virke direkte hæmmende for oplevelsen af musikken. Den øger afstanden til publikum. Musikhuset... it ain't rock'n'roll. Nul nerve. Emsige vagtfolk der ikke lader folk tage øl med til en koncert hjælper heller ikke.
* I år kunne man desuden opleve hvordan arrangementer udenfor Spot festivalen tog form. Ikke blot som hippe "afterparties" som årene før, men også som gedigne koncerter. Ja, endda en lille turné i form af Arrogant Tour af folkene bag Klub Arrogant. Ikke overraskende var det netop her, at man kunne opleve mest "kant" i musikken. Det var en af de bedste overraskelser i år - og i sagens natur ikke på Spot festivalen egen konto. Så festivalen har nu en eksistensberettigelse som i gangsætter af en massiv koncentration af musik i Århus i tre dage i løbet af året - og det kan så bruges til noget fornuftigt uden for dens rammer. Nøjagtigt som det er sket i Austin, Texas, på South By Southwest. Næste år sker der sikkert en eksplosion i egne initiativer udenfor festivalens "mure", som ikke blot er afterparties.
Tænk engang... på Spot... sponsorreklamer over det hele og små fadøl til 40 kroner. I den helt anden ende: Arrogant Tour i Guldsmedegade med musik med nerve - og i øjenhøjde - med gratis entré, gratis øl og gratis grillpølser (ved de andre arrangementer var der ligeledes billige drikkevarer).
De positive oplevelser
Det bedste der skete indenfor på Spot festivalen var Lyd+Litteraturs endagsarrangement, hvor de altid engagerede og fremfor alt nysgerrige og udfordrende ildsjæle bag bl.a. Danmarks bedste musikblad Geiger stod for programmet. Bl.a. med T.S. Høeg, MikkelModulererMarius og Skammens Vogn på scenen. Acts der skiller vandene. Som det burde være. Især Skammens Vogn var en positiv overraskelse.
Udenfor Spot på Arrogant Tour piskede Cola Freaks, Powersolo og Kim & The Cinders gang i løjerne med hjerte og sjæl. Og i samme ramme fik jeg fornøjelsen af at opleve Fossils og Ice Age for først gang. En stor fornøjelse.
Og hvad med Spot? Ja, ser man bort fra al musikken, så er det jo der, at alle der roder med musik i Danmark på den ene eller anden måde mødes hvert år. Det er en velkommen lejlighed til at se venner og bekendte - og møde nye mennesker - når f.eks. musikken alligevel ikke brænder så voldsomt igennem.
Måske burde jeg bruge lidt tid på i denne blog fremover at smide nogle bands op, som burde være i Spots søgelys af indlysende årsager.
Planen er at klippe lidt video sammen - af godt og dårligt - fra Spot. De fedeste ting tror jeg dog, at jeg lægger lidt længere uddrag fra op, hvis jeg kan komme afsted med det.
Jeg har desuden en masse andet godt video på lager, som skal online i den kommende tid. Dog har jeg vist ikke video til alle dem, jeg synes fortjener ekstra opmærksomhed.
Catch ya' later!
22. maj 2009
Spot Festival 2009 - Dag 1
Spot Festival nok engang. Kan snart ikke huske hvornår jeg var med første gang. Jeg tror, at det var 1997 - og jeg har været med lige siden. Og i den proces langsomt blivende mindre og mindre imponeret efterhånden som festivalen voksede og voksede. Men nu får vi se hvordan det går i år.
I går torsdag var det åbningsaften. En ting der tidligere betød en enkelt koncert med et par bands på Voxhall eller i Musikhuset. Sidstnævnte har i de senere år været det selvskrevne sted til at skyde det hele i gang med et eller andet stort. I år med bands iklædt symfoniorkestre.
Så langt så godt...
Kludder i logistikken
Som akkrediteret deltager (for http://www.aarhus-nu.dk/) var køen til armbåndet dejlig kort. Dog fik jeg der intet at vide om, at jeg for at kunne se aftenens åbningsseance skulle have en ekstra blå billet. Da jeg stod ved indgangen til salen og lærte dette gik jeg tilbage til presseindgangen, men de havde ikke flere blå billetter.
Det generede mig egentligt ikke, selv om det virkede amatøragtigt. Men der var publikummer, der havde købt billet til alle tre dage og var kommet specielt for at se dette, og som fik at vide, at dem med en-dags-billetter til denne aften havde førsteret til salen. Lyder underligt og uretfærdigt. Undrer mig over om det kan passe.
Men der stod jeg så med en fin undskyldning for ikke at skulle placere mig i de konforme Spot-rammer. I stedet gik jeg hen, hvor jeg fra starten vidste, at der ville ske noget fedt. Noget med nerve. På Lobby skød de lokale Klub Arrogant-arrangørere deres Arrogant Tour i gang. Fire koncerter over de tre Spot-dage rundt om i byen med en fremragende samling hidsig, sjov og sprudlende rock i forskellige afskygninger.
Force majeure skal der til!
Et skybrud af en art ramte Århus et sted mellem kl. 21 og 22 og jeg droppede idéen med at tage videre på Train for at se "Amélie"-komponisten Yann Tiersen spille - eller den japansk sangerinde på Pakhuset, som jeg ikke kan huske hvad hedder.
Senere forlød det via sms, at folk stod i kø ude foran Train og ikke kunne komme ind. Endnu en sms spredte nyheden om, at Musikcaféens strømanlæg til scenen havde fået vand. Det var simpelthen sevet ned indenfor. Aftenens første act spillede i stedet en hel akustisk koncert uden forstærkning. Det skaber naturligvis den slags unikke koncertøjeblikke, der opstår netop når de konforme rammer nedbrydes og udfordres. Man kunne håbe, at nogen et eller andet sted lærer noget af det. Resten af aftenens musik på Musikcaféen blev aflyst.
Så alt i alt ikke den store åbningssucces. Den storladne symfoniske satsning i Musikhuset hørte jeg en del forskelligt om. Lige fra flot til småkedeligt.
Nerven
Men ja, jeg blev på Lobby. Her mæskede jeg mig i Powersolo, Fossils og Cola Freaks. I øvrigt første gang, at jeg fik muligheden for at se Fossils. En duo på trommer og forvrænget bas. Ingen vokal, men masser af energi. En meget positiv overraskelse. Jeg filmede undervejs fra det hele og lægger noget online senere på www.aarhus-nu.dk - og formentligt også større uddrag af de fedeste ting, hvor jeg kan få lov til det.
Slipstrømmen udnyttes langt om længe
Især i år er det tydeligt, at flere og flere lægger sig i Spots slipstrøm omkring i byen i form af store afterparties og andre koncerter. Der har i de senere år været lidt her og der, men det er lidt som om, at der i år bare sker mere. Lige fra hipster Vice Magazine afterparty på Voxhall til the down and dirty good shit som f.eks. Arrogant Tour.
Underligt at det ikke er sket før. Det virker lidt som om at tiden nu er løbet fra Spot. Deres udvælgelse af bands har ikke helt den kant, som der egentligt bør være på en festival med det sigte, den har. Og så er den ganske simpelt nok blevet for stor. Stor er ikke nødvendigvis bedre. Så hellere bruge noget energi på at udvælge færre og bedre ting. Kvalitet over kvantitet. Men den vej går det nok næppe. Det kan de små selvstændige aktører rundt i byen så leve højt på. Der er masser af folk i byen, der er på jagt efter ny musik, og hvis Spot ikke behager nok, så kan de bare gå udenfor hegnet og få sig en oplevelse "in the underbelly". Der hvor du kan stå på første række og blive ramt af nerven, sveden og lydmuren.
Spørgsmålet er om Spot kan undværes som knudepunktet, som de andre læner sig op ad. Sikkert ikke. Det er fint. Men det kunne være fedt, hvis hele byen gik amok i musik - udenfor Spots og ROSAs (og derved også Statens) påvirkning. Måske lidt som South By Southwest i Austin, Texas? Der kan man selvfølgelig snakke om kvantitet. Meget, meget og alt for meget, så vidt jeg kan forstå. Men der er noget godt i det også. Musik har brug for det anarkistiske element.
Men jeps, min Spot festival er startet for i år - uden at have set så meget som én koncert på det officielle Spot-program. Sådan kan det gå, når vejrguderne og anden god musik spiller ind. De to sidste dage får jeg dog nok tjekket en del ud. Det bliver dog nok lidt på må og få her og der. Vi får se.
I går torsdag var det åbningsaften. En ting der tidligere betød en enkelt koncert med et par bands på Voxhall eller i Musikhuset. Sidstnævnte har i de senere år været det selvskrevne sted til at skyde det hele i gang med et eller andet stort. I år med bands iklædt symfoniorkestre.
Så langt så godt...
Kludder i logistikken
Som akkrediteret deltager (for http://www.aarhus-nu.dk/) var køen til armbåndet dejlig kort. Dog fik jeg der intet at vide om, at jeg for at kunne se aftenens åbningsseance skulle have en ekstra blå billet. Da jeg stod ved indgangen til salen og lærte dette gik jeg tilbage til presseindgangen, men de havde ikke flere blå billetter.
Det generede mig egentligt ikke, selv om det virkede amatøragtigt. Men der var publikummer, der havde købt billet til alle tre dage og var kommet specielt for at se dette, og som fik at vide, at dem med en-dags-billetter til denne aften havde førsteret til salen. Lyder underligt og uretfærdigt. Undrer mig over om det kan passe.
Men der stod jeg så med en fin undskyldning for ikke at skulle placere mig i de konforme Spot-rammer. I stedet gik jeg hen, hvor jeg fra starten vidste, at der ville ske noget fedt. Noget med nerve. På Lobby skød de lokale Klub Arrogant-arrangørere deres Arrogant Tour i gang. Fire koncerter over de tre Spot-dage rundt om i byen med en fremragende samling hidsig, sjov og sprudlende rock i forskellige afskygninger.
Force majeure skal der til!
Et skybrud af en art ramte Århus et sted mellem kl. 21 og 22 og jeg droppede idéen med at tage videre på Train for at se "Amélie"-komponisten Yann Tiersen spille - eller den japansk sangerinde på Pakhuset, som jeg ikke kan huske hvad hedder.
Senere forlød det via sms, at folk stod i kø ude foran Train og ikke kunne komme ind. Endnu en sms spredte nyheden om, at Musikcaféens strømanlæg til scenen havde fået vand. Det var simpelthen sevet ned indenfor. Aftenens første act spillede i stedet en hel akustisk koncert uden forstærkning. Det skaber naturligvis den slags unikke koncertøjeblikke, der opstår netop når de konforme rammer nedbrydes og udfordres. Man kunne håbe, at nogen et eller andet sted lærer noget af det. Resten af aftenens musik på Musikcaféen blev aflyst.
Så alt i alt ikke den store åbningssucces. Den storladne symfoniske satsning i Musikhuset hørte jeg en del forskelligt om. Lige fra flot til småkedeligt.
Nerven
Men ja, jeg blev på Lobby. Her mæskede jeg mig i Powersolo, Fossils og Cola Freaks. I øvrigt første gang, at jeg fik muligheden for at se Fossils. En duo på trommer og forvrænget bas. Ingen vokal, men masser af energi. En meget positiv overraskelse. Jeg filmede undervejs fra det hele og lægger noget online senere på www.aarhus-nu.dk - og formentligt også større uddrag af de fedeste ting, hvor jeg kan få lov til det.
Slipstrømmen udnyttes langt om længe
Især i år er det tydeligt, at flere og flere lægger sig i Spots slipstrøm omkring i byen i form af store afterparties og andre koncerter. Der har i de senere år været lidt her og der, men det er lidt som om, at der i år bare sker mere. Lige fra hipster Vice Magazine afterparty på Voxhall til the down and dirty good shit som f.eks. Arrogant Tour.
Underligt at det ikke er sket før. Det virker lidt som om at tiden nu er løbet fra Spot. Deres udvælgelse af bands har ikke helt den kant, som der egentligt bør være på en festival med det sigte, den har. Og så er den ganske simpelt nok blevet for stor. Stor er ikke nødvendigvis bedre. Så hellere bruge noget energi på at udvælge færre og bedre ting. Kvalitet over kvantitet. Men den vej går det nok næppe. Det kan de små selvstændige aktører rundt i byen så leve højt på. Der er masser af folk i byen, der er på jagt efter ny musik, og hvis Spot ikke behager nok, så kan de bare gå udenfor hegnet og få sig en oplevelse "in the underbelly". Der hvor du kan stå på første række og blive ramt af nerven, sveden og lydmuren.
Spørgsmålet er om Spot kan undværes som knudepunktet, som de andre læner sig op ad. Sikkert ikke. Det er fint. Men det kunne være fedt, hvis hele byen gik amok i musik - udenfor Spots og ROSAs (og derved også Statens) påvirkning. Måske lidt som South By Southwest i Austin, Texas? Der kan man selvfølgelig snakke om kvantitet. Meget, meget og alt for meget, så vidt jeg kan forstå. Men der er noget godt i det også. Musik har brug for det anarkistiske element.
Men jeps, min Spot festival er startet for i år - uden at have set så meget som én koncert på det officielle Spot-program. Sådan kan det gå, når vejrguderne og anden god musik spiller ind. De to sidste dage får jeg dog nok tjekket en del ud. Det bliver dog nok lidt på må og få her og der. Vi får se.
24. jan. 2009
Året der gik
Før vi gik ind i 2009 blev jeg spurgt af Danmarks bedste musikmagasin Geiger om jeg ville skrive lidt om hvad jeg synes var mest spændende m.h.t. musik i 2008. En del andre blev også spurgt. Alle de mange bidrag er delt over to sider:
http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=316
http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=317
Jeg er med på den første helt i bunden.
Teksten - der var ret lang - er tilsyneladende blevet forkortet lidt af redaktionen. Bl.a. er årets plader og en del af koncerterne er røget ud. Jeg havde nu tænkt mig at sætte den i min blog alligevel, så nu er der en grund mere. Hermed den uforkortede udgave...
Årets musikoplevelser 2008
Disse ord skrives i Århus, hvor jeg netop er tilbage igen efter tre et halvt års ”eksil” et unavngivent sted i den sjællandske provins, hvor det kulturelle udbud ligger på nulpunktet. For en tid var det småt med koncerter, mens onlineshoppingen blomstrede (yderligere) op. Ikke helt ufarligt.
Tilbage i den jyske musikby er der sket ting og sager. En flok hovedløse byrødders kabale har kastet Huset ud på sidelinien. Den fabelagtige Fabriken i Klostergade – der havde et vildt, men kort liv – er invaderet af Heidis Bierstube. I sig selv vel næsten på symbolsk vis den ultimative fornærmelse? Indtil flere århusianske musikere har taget turen til hovedstaden (har vi set det før?), men den vidunderligt skæve og mest forvredne del af musikscenen syder heldigvis stadig. Jeg er allerede dykket ned i den suppe igen. Skønt!
Et af mine større musikalske spring i år var – efter 13 festivaler i træk – at droppe Roskilde Festival. De gode bands var set før på bedre scener (f.eks. Battles og Liars på Fabriken). I stedet købte jeg billet til Radiohead i Berlin i ugen efter. Selve Roskilde-stemningen druknede nok lidt i 2007 for mit vedkommende.
2008 var året, hvor Forma Nova festivalen desværre stoppede. Heldigvis blev den århusianske Elektronisk Jazzjuice i år endnu bedre end tidligere. Specielt fire koncerter sidder stadig i mig:
Eugene Chadbourne – den amerikanske madman og strenge-virtuos tryllebandt i hvert fald undertegnede fra et hjørne af Musikcaféens baggård, som han sad der med krøllede grå lokker, runde briller og vommen klemt inde bag banjo og el-guitar.
Nisennenmondai – de tre japanske tøser, der slog benene fuldstændigt væk under hele festivalen med deres überenergiske semi-krautrockede udladninger. Enhver mandlig musiknørd til stede blev ganske sikkert også hemmeligt forelsket i disse seje chicks.
De to bedste koncerter – skarpt forfulgt af de to norske acts: Nils Økland, der tryllebundt et forstummet publikum med sin Hardanger violin, og Alog, der (heldigvis) lagde laptoppen på hylden og skabte en organisk slags ”electronica” på sære, analoge træinstrumenter. Hvis man skal nævne et exceptionelt dansk act på Jazzjuice må vi tilbage til året før og Yoyo Oyoy allstarr-koncerten.
Jeg filmede en del på Jazzjuice ’08 og lagde op det her: http://www.youtube.com/watch?v=apqw_NZIceA
Ligeledes i Århus finder man en af de nok skæveste festivaler: Frem & Forstærket. I den tredje version tog Singvogel et skridt mod det mere rockende end før. Jeg fik desuden taget min Cola Freaks-mødom, så det var en fryd. Ikke så meget pis dér. En fabelagtigt lille festival hele vejen igennem.
Sommeren bød også på to ture til Berlin. I maj havde jeg fornøjelsen af at opleve den amerikanske rapper Bleubird og tyskeren Jayrope sammen under navnet Prinzenallee på Bar25 ved bredden af Spree-floden. Improv-rap over kejtet percussion og gameboy synthlyde. Jeg var solgt.
Indtryk fra turen optaget på video kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=G6AFLLl0UxA
I juli var jeg afsted igen. Jeg havde to planlagte koncerter ved afgang fra Danmark, men i sidste ende kun én aften uden livemusik. Radiohead oplevede jeg fra første række på Wühlheide amfiteateret og de indfriede de forventninger jeg havde. Flot koncert. Turens overraskelser kom dog i form af Marc Ribot's Ceramic Dog på Wasser Festival i Haus Der Kulturen Der Welt, hvor den lejlighedsvise Tom Waits-guitarist blandede surf, latin og syrejazz i et vildt ridt sammen med Ches Smith på trommer og Shahzad Ismaily på bas, moog og percussion. Vildt og vanvittigt.
Selv med rigeligt århusiansk støjelektronik fra NoiseJihad på mit koncertgænger-cv formåede Australske Justice Yeldham at give mig en ny oplevelse i en petit kælder på Madam Claude i Berlin. Bogstaveligt talt var der mere ”kant”. Med et kæmpe glasskår forstærket med kontaktmikrofoner forbundet til distortionpedaler fik han støjen yderligere ud til publikum gennem en performance, der gled over i ”selfmutilation”. Det blev blodigt efterhånden. En interessant oplevelse – der også lød fedt.
På Tentstation ramlede jeg ind i en helt magisk aften med Manuela Krause som dj, Marzipan Marzipan fra mit eget SOPA-label live og som DJ samt en små-improviseret koncert med Betty Confetti – en charmerende to-stemmet ukulele-duo med engelske rødder, der dog til dagligt huserende i Argentina og Sverige.Nok engang dokumenterede hvad jeg stødte på og det kan ses på www.larsdideriksen.com/berlin.
Indtryk fra turen optaget på video kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=G6AFLLl0UxA
Store Vega bød i år bl.a. på Einstürzende Neubauten, DJ Shadow & Cut Chemist presents The Hard Sell og The Mars Volta. Flotte og fornøjelige koncerter, der dog ikke bød på de store overraskelser.
Ligeledes med Portishead i KB Hallen. Det var trods alt bedre. Jeg har dog prøvet at angribe det anmelderroste ”Third”-album fra forskellige vinkler, men jeg kan ikke tilslutte mig den kollektive skyhøje begejstring. Spændende idéer, ja, men bandet virker denne gang som middelmådige musikere, mens Beth Gibbons med sin skønne vokal synes at synge til en anden plade.
Wild Billy Childish & The Musicians Of The British Empire var på Loppen helt nede på jorden. Jeg havde ikke set ham siden hans fremragende solo blues gig på den allerførste Gutter Island festival. Skønt gensyn. I 2008 fik jeg endelig dykket ned i store dele af hans bagkatalog og tjekket nogle af hans bøger ud.
Skamløst oversete Blob Back Fahrenheit spillede på Loppen og overraskede som altid. Med bandets Århus-koncert i frisk erindring ( http://www.youtube.com/watch?v=ob2IDUgFF2U ) oplevede jeg hvordan syrerocken denne gang tog mere greb om bandet end freejazzen. Hvad kan jeg sige? Se dem!
Når jeg skal finde udgivelser, jeg har lyttet til i 2008, og som reelt er udgivet det år, så er der kun få titler, der melder sig blandt dem, der satte sig fast i hjernevævet:
Eugene Chadbournes “Peking Doc”, Nisennenmondais “Destination Tokyo”, Némeths ”Film”, Mount Eeries “Lost Wisdom” (med Julie Doiron og Fred Squire) og Lucky Dragons’ “Dream Island Laughing Language”.
De fleste er fra året før - og meget længere tilbage (30’erne). I 2008 lyttede jeg bl.a. meget til: LP-opsamlingen ”Life Is A Problem”, Tenniscoats’ ”Tan-Tan Therapy” og ”Totemo Aimasho”, Panda Bears ”Person Pitch”, en masse ældre Tom Waits, The Black Keys og blues fra ”way back” (Howlin’ Wolf, Son House, Lightning Hopkins osv.). PJ Harveys ”White Chalk”, Thom Yorkes ”The Eraser” og Radioheads ”In Rainbows” hang stadig ved i år – sidstnævnte dog nok mest fordi jeg stadig undrer mig over, hvordan de på papiret gode sange kunne lyde så middelmådige. Mixningen var desuden et skandale af en vacuum-oplevelse. Er jeg masochist?
I 2008 har jeg også hygget med lommebogserien ”33 1/3” og kan anbefale dem om Beastie Boys’ ”Paul’s Boutique”, David Bowies ”Low” og DJ Shadows ”Endtroducing…”. Tom Waits’ ”Swordfishtrombones” og Nirvanas ”In Utero” var også okay, men dog ikke på samme niveau. De er alle snacksize – lige til en togtur.
Selv om jeg er noget inhabil her vil jeg dog samtidig sige, at flere af de dejlige oplevelser med nye udgivelser i 2008 har været dem, jeg selv har været med til at udgive. De forbavser mig stadig. Jeg holder utroligt meget af dem og håber, at flere får øjnene op for disse talenter: Girls Love Rallies “Les Chansons Terribles”, Delay Lamas “Mk. I”, Agata & Mes “Overnite EP” og kunstnerne på opsamlingerne “SOPA CURIOSA” – og fra sidst i 2007: ”SOPA DELICIOSA”.
Med ønsker om et spændende og frugtbart 2009,
Lars Kjær Dideriksen
Sound of Perpetual Astonishment (SOPA)
http://www.sopa.dk/
http://www.larsdideriksen.com/
http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=316
http://www.geiger.dk/artikler/artikel.php?id=317
Jeg er med på den første helt i bunden.
Teksten - der var ret lang - er tilsyneladende blevet forkortet lidt af redaktionen. Bl.a. er årets plader og en del af koncerterne er røget ud. Jeg havde nu tænkt mig at sætte den i min blog alligevel, så nu er der en grund mere. Hermed den uforkortede udgave...
Årets musikoplevelser 2008
Disse ord skrives i Århus, hvor jeg netop er tilbage igen efter tre et halvt års ”eksil” et unavngivent sted i den sjællandske provins, hvor det kulturelle udbud ligger på nulpunktet. For en tid var det småt med koncerter, mens onlineshoppingen blomstrede (yderligere) op. Ikke helt ufarligt.
Tilbage i den jyske musikby er der sket ting og sager. En flok hovedløse byrødders kabale har kastet Huset ud på sidelinien. Den fabelagtige Fabriken i Klostergade – der havde et vildt, men kort liv – er invaderet af Heidis Bierstube. I sig selv vel næsten på symbolsk vis den ultimative fornærmelse? Indtil flere århusianske musikere har taget turen til hovedstaden (har vi set det før?), men den vidunderligt skæve og mest forvredne del af musikscenen syder heldigvis stadig. Jeg er allerede dykket ned i den suppe igen. Skønt!
Et af mine større musikalske spring i år var – efter 13 festivaler i træk – at droppe Roskilde Festival. De gode bands var set før på bedre scener (f.eks. Battles og Liars på Fabriken). I stedet købte jeg billet til Radiohead i Berlin i ugen efter. Selve Roskilde-stemningen druknede nok lidt i 2007 for mit vedkommende.
2008 var året, hvor Forma Nova festivalen desværre stoppede. Heldigvis blev den århusianske Elektronisk Jazzjuice i år endnu bedre end tidligere. Specielt fire koncerter sidder stadig i mig:
Eugene Chadbourne – den amerikanske madman og strenge-virtuos tryllebandt i hvert fald undertegnede fra et hjørne af Musikcaféens baggård, som han sad der med krøllede grå lokker, runde briller og vommen klemt inde bag banjo og el-guitar.
Nisennenmondai – de tre japanske tøser, der slog benene fuldstændigt væk under hele festivalen med deres überenergiske semi-krautrockede udladninger. Enhver mandlig musiknørd til stede blev ganske sikkert også hemmeligt forelsket i disse seje chicks.
De to bedste koncerter – skarpt forfulgt af de to norske acts: Nils Økland, der tryllebundt et forstummet publikum med sin Hardanger violin, og Alog, der (heldigvis) lagde laptoppen på hylden og skabte en organisk slags ”electronica” på sære, analoge træinstrumenter. Hvis man skal nævne et exceptionelt dansk act på Jazzjuice må vi tilbage til året før og Yoyo Oyoy allstarr-koncerten.
Jeg filmede en del på Jazzjuice ’08 og lagde op det her: http://www.youtube.com/watch?v=apqw_NZIceA
Ligeledes i Århus finder man en af de nok skæveste festivaler: Frem & Forstærket. I den tredje version tog Singvogel et skridt mod det mere rockende end før. Jeg fik desuden taget min Cola Freaks-mødom, så det var en fryd. Ikke så meget pis dér. En fabelagtigt lille festival hele vejen igennem.
Sommeren bød også på to ture til Berlin. I maj havde jeg fornøjelsen af at opleve den amerikanske rapper Bleubird og tyskeren Jayrope sammen under navnet Prinzenallee på Bar25 ved bredden af Spree-floden. Improv-rap over kejtet percussion og gameboy synthlyde. Jeg var solgt.
Indtryk fra turen optaget på video kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=G6AFLLl0UxA
I juli var jeg afsted igen. Jeg havde to planlagte koncerter ved afgang fra Danmark, men i sidste ende kun én aften uden livemusik. Radiohead oplevede jeg fra første række på Wühlheide amfiteateret og de indfriede de forventninger jeg havde. Flot koncert. Turens overraskelser kom dog i form af Marc Ribot's Ceramic Dog på Wasser Festival i Haus Der Kulturen Der Welt, hvor den lejlighedsvise Tom Waits-guitarist blandede surf, latin og syrejazz i et vildt ridt sammen med Ches Smith på trommer og Shahzad Ismaily på bas, moog og percussion. Vildt og vanvittigt.
Selv med rigeligt århusiansk støjelektronik fra NoiseJihad på mit koncertgænger-cv formåede Australske Justice Yeldham at give mig en ny oplevelse i en petit kælder på Madam Claude i Berlin. Bogstaveligt talt var der mere ”kant”. Med et kæmpe glasskår forstærket med kontaktmikrofoner forbundet til distortionpedaler fik han støjen yderligere ud til publikum gennem en performance, der gled over i ”selfmutilation”. Det blev blodigt efterhånden. En interessant oplevelse – der også lød fedt.
På Tentstation ramlede jeg ind i en helt magisk aften med Manuela Krause som dj, Marzipan Marzipan fra mit eget SOPA-label live og som DJ samt en små-improviseret koncert med Betty Confetti – en charmerende to-stemmet ukulele-duo med engelske rødder, der dog til dagligt huserende i Argentina og Sverige.Nok engang dokumenterede hvad jeg stødte på og det kan ses på www.larsdideriksen.com/berlin.
Indtryk fra turen optaget på video kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=G6AFLLl0UxA
Store Vega bød i år bl.a. på Einstürzende Neubauten, DJ Shadow & Cut Chemist presents The Hard Sell og The Mars Volta. Flotte og fornøjelige koncerter, der dog ikke bød på de store overraskelser.
Ligeledes med Portishead i KB Hallen. Det var trods alt bedre. Jeg har dog prøvet at angribe det anmelderroste ”Third”-album fra forskellige vinkler, men jeg kan ikke tilslutte mig den kollektive skyhøje begejstring. Spændende idéer, ja, men bandet virker denne gang som middelmådige musikere, mens Beth Gibbons med sin skønne vokal synes at synge til en anden plade.
Wild Billy Childish & The Musicians Of The British Empire var på Loppen helt nede på jorden. Jeg havde ikke set ham siden hans fremragende solo blues gig på den allerførste Gutter Island festival. Skønt gensyn. I 2008 fik jeg endelig dykket ned i store dele af hans bagkatalog og tjekket nogle af hans bøger ud.
Skamløst oversete Blob Back Fahrenheit spillede på Loppen og overraskede som altid. Med bandets Århus-koncert i frisk erindring ( http://www.youtube.com/watch?v=ob2IDUgFF2U ) oplevede jeg hvordan syrerocken denne gang tog mere greb om bandet end freejazzen. Hvad kan jeg sige? Se dem!
Når jeg skal finde udgivelser, jeg har lyttet til i 2008, og som reelt er udgivet det år, så er der kun få titler, der melder sig blandt dem, der satte sig fast i hjernevævet:
Eugene Chadbournes “Peking Doc”, Nisennenmondais “Destination Tokyo”, Némeths ”Film”, Mount Eeries “Lost Wisdom” (med Julie Doiron og Fred Squire) og Lucky Dragons’ “Dream Island Laughing Language”.
De fleste er fra året før - og meget længere tilbage (30’erne). I 2008 lyttede jeg bl.a. meget til: LP-opsamlingen ”Life Is A Problem”, Tenniscoats’ ”Tan-Tan Therapy” og ”Totemo Aimasho”, Panda Bears ”Person Pitch”, en masse ældre Tom Waits, The Black Keys og blues fra ”way back” (Howlin’ Wolf, Son House, Lightning Hopkins osv.). PJ Harveys ”White Chalk”, Thom Yorkes ”The Eraser” og Radioheads ”In Rainbows” hang stadig ved i år – sidstnævnte dog nok mest fordi jeg stadig undrer mig over, hvordan de på papiret gode sange kunne lyde så middelmådige. Mixningen var desuden et skandale af en vacuum-oplevelse. Er jeg masochist?
I 2008 har jeg også hygget med lommebogserien ”33 1/3” og kan anbefale dem om Beastie Boys’ ”Paul’s Boutique”, David Bowies ”Low” og DJ Shadows ”Endtroducing…”. Tom Waits’ ”Swordfishtrombones” og Nirvanas ”In Utero” var også okay, men dog ikke på samme niveau. De er alle snacksize – lige til en togtur.
Selv om jeg er noget inhabil her vil jeg dog samtidig sige, at flere af de dejlige oplevelser med nye udgivelser i 2008 har været dem, jeg selv har været med til at udgive. De forbavser mig stadig. Jeg holder utroligt meget af dem og håber, at flere får øjnene op for disse talenter: Girls Love Rallies “Les Chansons Terribles”, Delay Lamas “Mk. I”, Agata & Mes “Overnite EP” og kunstnerne på opsamlingerne “SOPA CURIOSA” – og fra sidst i 2007: ”SOPA DELICIOSA”.
Med ønsker om et spændende og frugtbart 2009,
Lars Kjær Dideriksen
Sound of Perpetual Astonishment (SOPA)
http://www.sopa.dk/
http://www.larsdideriksen.com/
14. jan. 2009
Video: Eugene Chadbourne
På det seneste har jeg endelig fået redigeret lidt af det video, jeg har villet rode med længe. Her er to klip fra Eugene Chadbournes koncert på Elektronisk Jazzjuice i Århus sidste sommer. En af de bedste koncerter jeg så i 2008. Faktisk er disse to klip nok det meste af koncerten. Der hvor der er klippet væk er der, hvor lydmanden gik i vejen for kameraet. Enjoy!
12. jan. 2009
Infantil rapmusik
En lidt kort post her. Men Dylan Moran rammer sømmet på hovedet her angående hvad der er galt med det meste af rapmusikken i dag. Den er infantil. Men se videoen. Han formulerer det noget sjovere end jeg gør her. ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)