Spot Festival nok engang. Kan snart ikke huske hvornår jeg var med første gang. Jeg tror, at det var 1997 - og jeg har været med lige siden. Og i den proces langsomt blivende mindre og mindre imponeret efterhånden som festivalen voksede og voksede. Men nu får vi se hvordan det går i år.
I går torsdag var det åbningsaften. En ting der tidligere betød en enkelt koncert med et par bands på Voxhall eller i Musikhuset. Sidstnævnte har i de senere år været det selvskrevne sted til at skyde det hele i gang med et eller andet stort. I år med bands iklædt symfoniorkestre.
Så langt så godt...
Kludder i logistikken
Som akkrediteret deltager (for http://www.aarhus-nu.dk/) var køen til armbåndet dejlig kort. Dog fik jeg der intet at vide om, at jeg for at kunne se aftenens åbningsseance skulle have en ekstra blå billet. Da jeg stod ved indgangen til salen og lærte dette gik jeg tilbage til presseindgangen, men de havde ikke flere blå billetter.
Det generede mig egentligt ikke, selv om det virkede amatøragtigt. Men der var publikummer, der havde købt billet til alle tre dage og var kommet specielt for at se dette, og som fik at vide, at dem med en-dags-billetter til denne aften havde førsteret til salen. Lyder underligt og uretfærdigt. Undrer mig over om det kan passe.
Men der stod jeg så med en fin undskyldning for ikke at skulle placere mig i de konforme Spot-rammer. I stedet gik jeg hen, hvor jeg fra starten vidste, at der ville ske noget fedt. Noget med nerve. På Lobby skød de lokale Klub Arrogant-arrangørere deres Arrogant Tour i gang. Fire koncerter over de tre Spot-dage rundt om i byen med en fremragende samling hidsig, sjov og sprudlende rock i forskellige afskygninger.
Force majeure skal der til!
Et skybrud af en art ramte Århus et sted mellem kl. 21 og 22 og jeg droppede idéen med at tage videre på Train for at se "Amélie"-komponisten Yann Tiersen spille - eller den japansk sangerinde på Pakhuset, som jeg ikke kan huske hvad hedder.
Senere forlød det via sms, at folk stod i kø ude foran Train og ikke kunne komme ind. Endnu en sms spredte nyheden om, at Musikcaféens strømanlæg til scenen havde fået vand. Det var simpelthen sevet ned indenfor. Aftenens første act spillede i stedet en hel akustisk koncert uden forstærkning. Det skaber naturligvis den slags unikke koncertøjeblikke, der opstår netop når de konforme rammer nedbrydes og udfordres. Man kunne håbe, at nogen et eller andet sted lærer noget af det. Resten af aftenens musik på Musikcaféen blev aflyst.
Så alt i alt ikke den store åbningssucces. Den storladne symfoniske satsning i Musikhuset hørte jeg en del forskelligt om. Lige fra flot til småkedeligt.
Nerven
Men ja, jeg blev på Lobby. Her mæskede jeg mig i Powersolo, Fossils og Cola Freaks. I øvrigt første gang, at jeg fik muligheden for at se Fossils. En duo på trommer og forvrænget bas. Ingen vokal, men masser af energi. En meget positiv overraskelse. Jeg filmede undervejs fra det hele og lægger noget online senere på www.aarhus-nu.dk - og formentligt også større uddrag af de fedeste ting, hvor jeg kan få lov til det.
Slipstrømmen udnyttes langt om længe
Især i år er det tydeligt, at flere og flere lægger sig i Spots slipstrøm omkring i byen i form af store afterparties og andre koncerter. Der har i de senere år været lidt her og der, men det er lidt som om, at der i år bare sker mere. Lige fra hipster Vice Magazine afterparty på Voxhall til the down and dirty good shit som f.eks. Arrogant Tour.
Underligt at det ikke er sket før. Det virker lidt som om at tiden nu er løbet fra Spot. Deres udvælgelse af bands har ikke helt den kant, som der egentligt bør være på en festival med det sigte, den har. Og så er den ganske simpelt nok blevet for stor. Stor er ikke nødvendigvis bedre. Så hellere bruge noget energi på at udvælge færre og bedre ting. Kvalitet over kvantitet. Men den vej går det nok næppe. Det kan de små selvstændige aktører rundt i byen så leve højt på. Der er masser af folk i byen, der er på jagt efter ny musik, og hvis Spot ikke behager nok, så kan de bare gå udenfor hegnet og få sig en oplevelse "in the underbelly". Der hvor du kan stå på første række og blive ramt af nerven, sveden og lydmuren.
Spørgsmålet er om Spot kan undværes som knudepunktet, som de andre læner sig op ad. Sikkert ikke. Det er fint. Men det kunne være fedt, hvis hele byen gik amok i musik - udenfor Spots og ROSAs (og derved også Statens) påvirkning. Måske lidt som South By Southwest i Austin, Texas? Der kan man selvfølgelig snakke om kvantitet. Meget, meget og alt for meget, så vidt jeg kan forstå. Men der er noget godt i det også. Musik har brug for det anarkistiske element.
Men jeps, min Spot festival er startet for i år - uden at have set så meget som én koncert på det officielle Spot-program. Sådan kan det gå, når vejrguderne og anden god musik spiller ind. De to sidste dage får jeg dog nok tjekket en del ud. Det bliver dog nok lidt på må og få her og der. Vi får se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar