Med ørerne i maskinen hos Onkel Rejsende Nørd

Turen går snart til New York og Montreal, og som en person, der er mere en almindeligt entusiastisk omkring musik (nerd alert!), så skal den helt rigtige musik jo gerne være med i ørerne undervejs.

Geografiens musik
Indrømmet, så har jeg selv med årene droppet det at rende rundt med musik i ørerne, hvorend jeg går. I dag bruger jeg kun musik i bilen og når jeg sidder i tog, en bus eller i et fly, hvor det kan være en fordel at overdøve visse dele af omgivelserne. Jeg ved ikke om det er fordi jeg bl.a. har hørt en del elektronisk musik, at jeg foretrækker at lytte til min omgivelser, hvor jeg befinder mig. Ikke nok med, at det fastholder én i nuet og virkeligheden, men det kan også være en slags musik. Det har nok så mange avantgarde-musikere arbejdet med i årevis, men det behøver ikke være så kunstfærdigt. Selv optagelser fra steder, man ikke har været, kan være fantastiske lytteoplevelser. Her er gode radioreportager jo glimrende eksempler, men lige nu tænker jeg specifikt på to cd'er: Aki Ondas "Cassette Memories" og Geir Jenssens (a.k.a. Biosphere) "Cho Oyu 8201m – Field Recordings from Tibet" (faldt lige over denne tekst om turen (med billeder), men måske burde jeg netop ikke læse den).

Musik til flyvning
Inden jeg kommer ud på et sidespor, så var det egentligt meningen, at jeg ville skrive hvad jeg rent faktisk smider i ørerne, når jeg er på de dele af rejsen, hvor jeg bruger musikken.
Jeg er ikke så meget for at flyve. Så lidt beroligende musik gør godt. Det er dog svært - selv med gode hovedtelefoner - at overdøve et flys evige brummen. Den gennemborer alt. Sidste gang jeg fløj lyttede jeg bl.a. til Arve Henriksens "Chiaroscuro". Passer fint til at befinder sig over skyerne med. Luftigt, smukt og beroligende. Så det gør jeg nok igen. Turen tager cirka 4-5 gange så lang tid som sidst, så der skal noget musik til. Jeg napper lidt mere flydende sager med. Bl.a. Philip Jecks "7", som er lyde lavet på gamle smadrede pladespillerne med dårlig lyd og masser af knas... kørt igennem reverb og delaypedaler. Effekten er ret magisk og smuk. Eller overjordisk om man vil - og hvad er mere passende? :-)

Lou, Laurie & David
Og så er der jo ellers New York. Kan man næsten komme på en by, hvor der er kommet mere banebrydende musik fra? Eller i hvert fald som by har påvirket rigtigt mange kunstnere? Jeg så lige traileren for filmen "Downtown Calling" i dag, som jeg helt sikkert skal se på et tidspunkt. Den handler bl.a. om en periode i 70'erne og 80'erne, hvor der skete en masse kunstnerisk i byen. Men der har jo været gang i den i 100 år eller mere, he-he.
Så selvfølgelig har jeg i min mp3-afspiller en masse af de oplagte såsom Velvet Underground, Lou Reed, Talking Heads, Beastie Boys, Patti Smith og Public Enemy. Og også ting som Laurie Anderson, Sonic Youth, Suicide, The Magnetic Fields, Vincent Gallo, Arthur Russell og Moondog ("Viking Of Sixth Avenue"). Brian Eno & David Byrnes "My Life In The Bush Of Ghosts" har jeg næsten altid "på" mig. Jeg har kun 3 gigabyte at gøre godt med, så Ramones, Iggy Pop & Stooges og Blondie må blive hjemme. Fik dog klemt lidt Bob Dylan ind. Bill Hicks får lov at komme med i form af "Dangerous", hvor han bl.a. snakker om New York. Og opsamlingen "Big Apple Rappin' - The Early Days Of Hip-hop Culture In NYC 1979-1982" må siges, at være selvskreven. Uha, rapmusik var bedre før det hele blev 'bling'.
Derudover er der jo musik, der ikke nødvendigvis er New York, men så i hvert fald ærkeamerikansk, såsom Woody Guthrie og The Doors (det er jo L.A. med dem).

Montreal og det løse
Eftersom turen også går til Montreal, så er Leonard Cohen og Godspeed You Black Emperor jo ikke til at komme udenom.
Af det løse er der bl.a. Bleubirds "Sloppy Doctor" (som jeg stadig bedre kan lide end "RIP U$A", der dog også er god. I øvrigt er hans albums udgivet af et label fra Montreal), DJ Shadows "Endtroducing", David Bowies "The Man Who Sold The World", Eugene Chadbournes "Peking Doc, soundtracket til Jim Jarmuschs "The Limits Of Control", Polar Bears "Peepers" og de uundværlige vibes fra Fela Kuti.

Så er lydsiden vist pakket og klar. Teksten her er vel næsten en slags mixtape i ord, velsagtens.

En anden gang laver jeg nok et "road trip" mixtape - specielt til landevejen. Ved dog ikke hvornår det evt. skulle bruges. :-) Først går turen i hvert fald til New York og Montreal. Og mon ikke der også bliver købt lidt musik derovre?

Lars

Video Archive: KURvE

Sad lige og rodede lidt rundt på computeren og faldt over en koncertoptagelse med KURvE fra Balkan Express II på Trøjborg Beboerhus i Århus. Det var vist i 2009. Valgte tre numre ud og lagde dem op helt og aldeles rå og uredigerede. Lyden er lidt smadret, men hvad den mangler i klarhed vinder den i energiniveau, synes jeg.
Og hvorfor hive KURvE frem fra arkivet netop nu? Jo, de spiller nemlig på Atlas i Århus den 1. oktober som opvarmning for Boban I Marko Markovic Orkestar (som jeg har skrevet om i bloggen her tidligere).

Jeg filmede dem også på Train i Århus. Der lagde bandet selv materialet, jeg gav dem, på nettet. Også rimeligt uredigeret.



Jeg er selv mest glad for dette klip med tre numre fra Katapult i Århus. Især de sidste par minutter, hvor hele stedet koger over og bassist Mads smider sit instrument for at danse med publikum.



Dette her er et endnu ældre klip fra Schokoladen i Berlin med godt gang i den.


Og et lidt klip mere fra Berlin, men denne gang "le grand finale" på Ausland, hvor A.K. Hansn med en relativt stor kæp i øret formåede at entrere scenen, huske teksten og deltage i løjerne.

Og der er flere klip hvor de kom fra på YouTube. Og langt de fleste er faktisk filmet af mig. :-)

Enjoy!

Lars

Balkanfeber på Atlas

Fra AOA.dk:



Ja, for pokker, jeg glæder mig til KURvE og Boban I Marko Markovic Orkestar på Atlas fredag den 1. oktober. Og det burde du også, skriver AOAs musikblogger.

Fredag den 1. oktober bliver det varmt på Atlas. Meget varmt. Jeg forventer næsten, at stedet koger over. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Men forventningerne skyldes, at jeg indtil flere gange har oplevet et af Århus’ bedste liveorkestre KURvE fyre så meget op under publikum, at temperaturen fik det magiske nøk opad. Og de er blot aftenens såkaldte ”opvarmningsband”. Hovednavnet er et af de største indenfor balkanmusikken, så jeg ved, at der er lagt i ovnen til en energiudladning af de helt store og som ikke kan andet end få det brede smil frem som publikum.
Aftenens hovednavn er serbiske Boban I Marko Markovic Orkestar. 13 mand med blæseinstrumenter og percussion indtager scenen. Jeg har ikke set dem live før, men dog hørt deres musik på cd og tjekket lidt på YouTube. Jeg synes, at dette klip, hvor de er fanget på gaden i Køln, vidner om, at der nok skal komme gang i sagerne. Jeg er helt vild med det fantastisk smukke og medrivende nummer ”Mundo Cocek”, der starter 1 minut og 20 sekunder inde i klippet.
Aftenens lokale islæt KURvE er trofast leverandør af en rockmusik, der blander noget af det vi kender så godt med masser af balkan, en smule ska og ja, en del andre ting. Jeg har set dem 117 gange før – og jeg skal se dem igen! Bandet har eksisteret i omkring 8 år, men har først lige indspillet sit debutalbum. Det udgives på selve aftenen. Jeg har været heldig at få finge i et eksemplar allerede og det er - som jeg håbede - på en pokkers medrivende skive, der går lige i benene og hjertet. Deres musik er bl.a. også blevet kaldt balkanpunk og cirkuspunk. Prøv at tjek noget live video fra Katapult her og fra Train her.
Dj Anthro Subs holder gryden i kog, når livemusikken holder pauser.
En mere festlig fredag aften finder I ikke i Århus den 1. oktober. Jeg glæder mig helt vildt. Det burde I også!

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)

Making A Movie # 2

Forberedelsen til min lille dokumentarfilm om Esther Maria & the Song Horses pladeoptagelser i New York fortsætter. Har nu fået hentet kamera. Supervenlig service hos Århus Filmværksted, der indtil videre har været utroligt hjælpsomme hele vejen. Og ja, det blev en Sony PDX10. I widescreen og som kører med dv-bånd. Med kameraet har jeg foruden en håndfuld batterier fået en god Røde-mikrofon (inkl. to vindhætter til indendørs og udendørs brug) til at montere på toppen af kameraet, ekstra vidvinkel-linse og trådløs mikroport-mikrofon. Fik også et fikst et-benet stativ, men det er for langt til at være i bagagen, så jeg tager mit eget lille tripod-stativ med i stedet.

Al den teknik
Jeg sidder lige nu og prøver at få styr på teknikken. Jeg skulle jo ikke gerne filme det hele med indstillingerne på 'auto'. Jeg får en del at tænke på i filmeprocessen, da hvidbalance, exposure, shutter speed og hurtig brug af fokus ikke sidder på rygraden. Fik downloadet en manual til kameraet på nettet. Den bruger enormt meget plads på de elementære ting (sådan sætter du bånd i, sådan lader du batterier op osv.), hvor jeg gerne ville have haft lidt mere omkring de førnævnte ting. Men jeg prøver at øve mig lidt inden jeg tager afsted.

Afmystificering
Så der er egentligt to ting, jeg skal have styr på: 1) den rent tekniske side af at få det gode billede i kassen, og 2) den rent æstetiske side af at få det gode billede i kassen. Det sidste tror jeg nu, at jeg trods mine ikke overvældende erfaringer har lidt intuitiv fornemmelse for. Om ikke andet forsøger jeg pt. at skærpe mine sanser på den front ved at se forskellige film, hvor jeg netop - ganske naturligt - lægger mærke til netop den del af filmoplevelsen. Filmene giver mig både idéer og afmystificerer billedkompositionen. Selvfølgelig kræver det et trænet øje at se de gode vinkler på location. Men ja, det her er så en del af min træning. Jeg skal også nå ud i felten inden vi tager afsted og prøve det af.
Det, jeg har fundet ud af, ved at se filmene er ikke blot måderne at lave billeder på, men også, at hey, det behøver sgu' ikke altid være helt perfekt, hvis blot det samlede indtryk, der består af flere dele, spiller sammen (billeder, farver, lyd og det øjeblik, der er fanget på film) .

Den lille notesbog
Jeg har købt mig en lille notesbog, hvor jeg noterer idéer ned i. Her tager jeg også noter fra de film, jeg sidder og ser. Og bagi har jeg klistret kopier fra nogle bøger ind. Små billedeksempler, huskeregler og gode råd. De mest essentielle ting, der skal huskes m.h.t. billedkomposition osv. Bl.a. fra bogen "Alene med et kamera", som jeg lånte på biblioteket og overvejer at købe på et tidspunkt. Jeg fandt ud af, at jeg allerede havde Politikens "Digital videooptagelse", som også har en del gode tips, der er til at huske. På biblioteket lånte jeg også "The Five C's Of Cinematography", der trods en del år på bagen også formidler billedkomposition ganske godt. Har dog ikke rigtigt tid til at nærlæse den så meget.

High-speed inspiration
Jeg har heller ikke rigtigt tid til at sidde og kigge hele film igennem, men hurtige gensyn med spoleknappen i brug kaster en hel del af sig, synes jeg. Jeg har bl.a. noteret mig gode idéer fra Jim Jarmusch's "Limits Of Control" (spillefilm), Wim Wenders' "Notebook On Cities And Clothes" (dokumentar) og Grant Gees Radiohead-film "Meeting People Is Easy" (dokumentar). Så jeg sidder og tyvstjæler idéer, øh, "lader mig inspirere" for tiden. :-)
Jeg smugkiggede også lidt igen på den smukke "Touch The Sound" om Evelyn Glennie, der er en film, der virkelig gør enormt meget ud af sin lydside - i samspil med billedside. Bl.a. fordi hovedpersonen, der percussion-spillende Glennie, er tæt på at være helt døv. Den første del af filmen er specielt ekseptionel, synes jeg.
Jeg tror også, at et hurtigt gensyn med "Billy Childish Is Dead" kunne være en idé. Og så ved jeg ikke rigtigt om jeg vil smugkigge på film, jeg ikke har set endnu. Men ellers ville de to Low-film "Low In Europe" og "You May Need A Murderer" (har jeg dog set) samt "I Know I'm Not Alone" (om Michael Franti) nok være gode bud. Overvejer også "Sleep Good Rock Well" om 22 Pistepirkko.
Jeg håber, at kunne nå korte spole-igennem gensyn med "Buena Vista Social Club", "Crossing The Bridge - The Sound Of Istanbul" og Patti Smith-filmen "Dream of Life". Især med noter fra sidstnævnte.
Ja, jeg har rigtigt mange musikfilm. Der er mange forskellige måder at lave den slags på. Tricket er så at finde en homogen stil, der giver mening. Bl.a. i forhold til historien, musikken og den action, der sker foran kameraet. Men jeg må vel bare mærke efter inderst inde efter min egen gut feeling.

Et bud på nogle regler
Jeg har prøvet at formulere nogle "regler" til et koncept (som jeg for guds skyld ikke vil kalde "dogmer"). :-) De er en slags guidelines, som jeg vil forsøge at efterleve bedst muligt. Jeg er nået frem til fem ting indtil videre. Måske kommer der flere. Måske får jeg lavet en skarpere formulering med færre regler. Vi får se.

1) No talking heads.
Her menes ikke det fremragende New York-band med det navn, men at jeg vil undgå at have "onscreen interviews". Al dialog, der foregår i filmen skal være den, der foregår spontant mellem dem, der agerer foran kameraet. De skal ikke sidde og blive interviewet til kameraet. Jeg har dog tænkt mig at interviewe folk, så når der er interviews, så vil der kun blive brugt lyden fra dem og de vil fungere som voice overs.

2) Poetry is allowed.
Esthers musik har med de store følelser at gøre. New York er en stor by. I et stor land. Jeg vil forsøge ikke at lade dansk beskedenhed og mådemål forstyrre potentielt store armbevægelser, men i stedet give efter for dem, hvis de føles naturlige. I forlængelse af det ligger vist også det, at jeg tror på, at det er forbilledeligt at videregive sin begejstring.

3) Love the image.
Find de gode billeder. Også de rigtigt simple. Og lad dem bare stå i et godt stykke tid. Hvilket bringer os til nummer...

4) Take your time - relax and experience.
Giv beskueren tid til at opleve billedet og tid til at reflektere og... tænke. Alt for mange film vil alt for meget på billedsiden. Billederne i denne film kan måske godt være et "sansebombardement", så er det fordi det, der sker på stedet er overvældende og ikke fordi, jeg går amok i klipperummet og skabe kunstig action.

5) The picture does not have to be perfect if the moment is.
Står lidt i kontrast til punkt 3 og 4, men en sekvens skal ikke sakses bare fordi det er ude at fokus et splitsekund. Hvis øjeblikket er der, så lad det leve i filmen. Det skaber også en kontrast til de stille billeder og kan skabe noget en spændvidde og dynamik i billedsiden. Eller med andre ord: nogle rytmeskift, så filmen ikke falder i hak i sin egen formular og går i stå.

Ja, det var mine egne små huskeregler til denne film.

De mere kedelige ting
Af det rent praktiske, så har jeg også skulle forsikre udstyret, jeg låner af Filmværkstedet. I samme ombæring forsikrer jeg alt det andet grej, vi har med. Det kommer til at koste lidt, men jeg ville nødig komme til at skulle erstatte det dyre filmgrej selv, hvis uheldet skulle være ud (7-9-13). Jeg skal også have investeret i en flok dv-bånd, men dem køber jeg i Tyskland. Det er halv pris i forhold til herhjemme.
Vi forsøger derfor også at søge nogle penge til projektet og turen fra forskellige steder. Med lidt held kan vi få dækket nogle af vores udgifter. Det kunne være rigtig rart. Der kommer til at ligge meget arbejde i den her film. Især bagefter. I hvert fald er der flere ugers redigering i vente. Jeg kan redigere på filmværkstedet, hvor jeg også kan få assistance. Men jeg har stadig et fuldtidsjob, så jeg overvejer om ikke det er på tide at investere i en iMac, når jeg kommer hjem fra turen, og så redigere det meste hjemme hos mig selv.
Så kan jeg vel nok lave et råklip, jeg kan gå til eksperterne med og få feedback på. De bruger også Mac og Final Cut Pro, så jeg kan nok tage det hele ned og få klaret de sidste detaljer, farvekorrigering osv. på Filmværkstedet.

Musikken er skitseret
Esther har indspillet sine demoer til pladen på min lille digital 8-spors Tascam-optager. Den fungerer supergodt. Den tager vi også med på turen, hvis inspirationen skulle indfinde sig (mon ikke, den gør det?). :-) Filerne kan hentes lige over i Mac'en. Skitserne er i øvrigt rigtigt gode. Der er ret mange superstærke numre, synes jeg. Esther prøver også nogle nye spændende ting både med stemmen og instrumenteringen, så det lover godt for det færdige resultat. Jeg er dog altid en sucker for demo-optagelser, fordi de er så umiddelbare. :-)

Right, det var den seneste update på projektet. Nok engang lidt langt. Sorry.

Så forkert, at det er helt rigtigt

Fra AOA.dk:



Af en koncertjunkies bekendelser - del 21...

Atlas og LJUD præsenterer to dages ’vakkelvorn folkmusik’ fra USA og England mandag og tirsdag. Duk op og forvent det skæve, det smukke og det overraskende. Og ikke mindst andet end folk. Bl.a. Kraftwerk-agtige 80’er-grooves, skriver AOA’s musikblogger om Forkert Folk Festival.

Hvis man er af den nysgerrige type og gerne tager ud og oplever musik, man måske ikke kender i forvejen, så er der ingen vej uden om Atlas mandag og tirsdag den 13. og 14. september. Her præsenterer Atlas sammen med Århus’ mest spændende koncertarrangører LJUD ’Forkert Folk Festival’. Kigger man igennem programmet for de to dage, så må man sande, at ’folk’ tilsyneladende kan være forkert på mange måder. Hallelujah! For hvor er det dog træls, at alt skal være så ’rigtigt’ hele tiden.

Jeg kender selv kun få navne på festivalen. Et af dem er britiske James Blackshaw, der er i den mere traditionelle ende med sine instrumentale numre på 12-strenget akustisk guitar. For kendere af den slags kan man måske nævne John Fahey, Leo Kottke, Bert Jansch og Jack Rose som lidt i samme boldgade. Se evt. en video her.

I det stadig traditionelle, men skæve hjørne finder vi amerikanske Ralph White. Han benytter sig bl.a. af banjo og harmonika, men også andre små instrumenter. Skønsang skal man måske ikke forvente, men en stærk personlig stil, der helt sikkert bliver en oplevelse. Der er lidt video på YouTube.

Bag Publicist gemmer der sig faktisk noget, jeg kender: det elektroinficerede amerikansk ”postrock”-band Trans Am. Som Publicist får den 80’er-lyd, der længe har gemt sig hos Trans Am frit spil - side om side med spøgelset fra Kraftwerk. Det må blive rent retro trip på Atlas. Måske aftenens forkerteste folk?

Tussle, der også spiller på festivalen, lader til at være lidt i samme stil. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra denne livevideo. Repetitive retrolydende forløb, dog med livetrommer. Kunne blive spændende. De bliver også udgivet på det hippe norske pladeselskab Smalltown Supersound.

Californiske Ducktails er mere ovre i den drømmende pop med rumklang og skyggen af Beach Boys et sted – dog uden at de samme hooks. Og med amerikanske Red Favorite rammer vi igen guitar-folkmusikken, men med et psykedelisk anstrøg, der kan få visse af os til at tænke på hippier eller gammel britisk folk.
Som navnet antyder er vi med Astral Blessing også ovre i det psykedeliske, men dog i et meget mere dystert hjørne. Lytter man til dem på nettet er der både mørke buldrende støjnumre og udknaldede guitar og banjo-ekskursioner med korsang på.

Noget tyder på, at det bliver en meget varieret oplevelse de to dage på Atlas. Og at man ikke skal lade sig skræmme væk af ordet ”folk”, hvis man ikke er til det. Bag ”forkert” gemmer der sig nemlig mere end som så.

En afsluttende bemærkning: Forkert Folk Festival har tidligere været annonceret som en tre dages festival, men Sunburned Hand Of The Man har måtte aflyse hele deres Europa-turné, så Astral Blessings, der skulle spille sammen med dem onsdag er flyttet til tirsdag. Et andet band på festivalens program er Tarp, der har relationer til Sunburned Hand Of The Man. Så jeg kan komme lidt i tvivl om de også stadig er på programmet. Men det får vi nok at se.

Festivalen koster kun 80 kroner per dag.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 1

Okay, så lukker jeg katten ud af sækken. Jeg har et lille filmprojekt under opsejling. Jeg tænkte, at jeg evt. kunne prøve at skrive lidt om processen efterhånden, som den skrider frem. Og hvorfor ikke starte nu? Der er alligevel ingen vej tilbage. At male sig op i et hjørne kan bestemt godt give et projekt momentum. Det oplevede jeg i hvert fald i sin tid med mit 'århus:nu'-projekt.

Det må kunne gøres bedre
Jeg tager til USA og Canada med min kæreste Esther, der skal indspille en plade med produceren Kramer i New York. Jeg er nu engang uddannet journalist og er blevet mere og mere tændt på filmmediet, så nu skal det altså være.
Samtidig husker jeg en række musikdokumentarer, jeg ikke har været så imponeret over. Selv som nybegynder kan jeg sidde med følelsen af, at den slags må man kunne gøre bedre. Jeg kan da godt nævne den ellers så omtalte Kashmir-film "Rocket Brothers". I mine øjne et fremragende eksempel på en flue-på-væggen-dokumentar, der ikke formår at levere nogen form for reelt indhold. Det endte med ren overflade og som publikum fandt vi aldrig rigtigt ud af hverken hvorfor bandet laver musik og hvordan de gør det (altså, deres tanker bag den). Det var bare ren reality-tv-voyeur og tomme kalorier forklædt som indsigt i en kunstnerisk proces. Indrømmet, det er længe siden, jeg har set den og jeg gad ikke se den en gang mere. Men der var en skuffende fornemmelse efter, at jeg havde set den. På daværende tidspunkt var min interesse for bandet også dalet, så jeg så filmen som nysgerrig filmgænger og ikke som hungrende Kashmir-fan.
Så er det sagt. :-) Og med det i baghovedet, så forventer jeg nu selv, at jeg skal gøre det bedre. I det mindste stikke lidt dybere.

Et møde med Filmværkstedet
Jeg har været forbi Århus Filmværksted efter at have afleveret en ansøgning om at låne udstyr. Right then and there skulle jeg pitche hele projektet, men det gik godt. De vil i hvert fald gerne låne mig udstyr. Det endelig resultat må ikke være et tv-program, men skal have filmiske kvaliteter. Perfekt. Det var også min idé at bruge musik og billeder meget sammen. Og ikke nødvendigvis have nogle on screen interviews.
Efter mit første møde gik jeg direkte hjem og lavede en step outline, der er en slags meget kort version af manuskriptet (men selvfølgelig kan en dokumentar ikke planlægges så nøje, men intentionen og strukturen skal gerne på plads), fordi sådan en skulle Filmværkstedet have. Ret fedt at lave. I det hele taget gav mødet og arbejdet med step outlinen mig enormt meget blod på tanden.

Kamera
En af de nærmeste dage skal jeg så ned og hente et kamera. Jeg har brugt et HD dv-cam (Canon Legria HF20) på mit arbejde i et stykke tid, som gemmer i sin hukommelse. Ud kommer nogle 'mts-filer', som må være meget komprimerede, men jeg er imponeret over kvaliteten. Kameraet kan også en del ting, men selvfølgelig ikke nær så meget som et "rigtigt" filmkamera. F.eks. er det lidt sværere at lege med fokus, så vidt jeg kan se.
Fra Filmværkstedet bliver det formentligt et Sony PDX10. Det har jeg vist ikke prøvet før. Jeg krydser fingre for, at det er udgaven, der kan optage i widescreen. Hvis det kun er fullscreen, så ved jeg ikke helt. Hvem bruger det i dag? Og så er det med dv-bånd, men det er fint. Det er sikrere og kameraet har sikkert bedre linse og sensor end de mere normale modeller. Det må kunne fange de rigtige farver godt (men hm, det er vel nok ikke i HD?). Om ikke andet er der bedre lydmuligheder med det. Og det er jo vigtigt i en musikdokumentar.

En lille helgardering
For ja, det er en musikdokumentar, det bliver. Dog en kort én. Regner med en 30-40 minutter. Jeg skal prøve at følge Esther og hendes musikalske kompagnon Torsten, når de skal optage med Kramer i en lejlighed med et lydstudie i et sted i bydelen Tribeca. Men jeg kan ikke være der hele tiden. Så forstyrrer jeg nok for meget. Men samtidig skal jeg jo også optage nogle billeder fra selve byen - og ikke mindst også opleve byen selv uden et kamera.
Jeg købte forleden et Kodak Zi8 lommevideokamera. Det kan Esther og Torsten eventuelt bruge i studiet, hvis der pludselig opstår noget. Jeg ved ikke om optagelserne derfra kan bruges i filmen, men det er værd at helgardere lidt. Om ikke andet kan det også bruges i en snæver vending rundt omkring til ting, der ikke skal filmes til selve filmen. Det kan lige være i lommen. Det er dog kun brugbart i dagtimerne. Om aftenen har det svært ved at filme ordentligt.
Vi bruger det nok også til at lave nogle videoblogs fra turen til nettet. Gaffa.tv har sagt ja til at modtage noget fra os, mens vi er derovre. Små film fra studiet osv. Det må jeg/vi så redigere lidt på en macbook undervejs.

En længere tur
Selve turen til USA og Canada varer tre uger, mens optagelserne til pladen kun varer 6 dage. Resten er ren oplevelsestur (men mon ikke det er inspirerende i sig selv til at resultere i nye sange - og hvem ved om det er muligt at spille derovre et sted?). Vi tager toget til Montreal for at være der en uge. Efter sigende en utroligt flot tur på 11 timer igennem upstate New York på grænsen til Vermont. Efterårsfarverne på skovene skulle være helt vilde. I Montreal skal vi i hvert fald tjekke bydelen Mile End ud, men ellers bare tage det roligt og suge til os af indtryk.

Filminstruktør?
Nu er jeg jo "kun" journalist og ikke filminstruktør. Tja, det kan jeg vel teknisk set kalde mig, når projektet er i hus? :-) Jeg har dog taget noget efteruddannelse i at optage med dv til tv-produktioner. Det har været superfedt at lære en masse basisbegreber og kamerateknik. Men har jeg øvelse nok til at lave en film, der også ser flot ud? Det ved jeg ikke. Men jeg tror på det. Jeg tror, at jeg vil gå efter min gut feeling. Efter selvfølgelig at have forberedt mig så godt jeg kan på den tid, jeg har. Jeg har lånt nogle bøger om filmproduktion og set en del forskellige musikdokumentarer samt enkelte spillefilm, der er inspirerende.

Inspiration
Mit første inspirerende cue var "Searching For The Wrong-Eyed Jesus". Fantastisk film. Og bestemt noget at sigte efter kvalitetsmæssigt. For nylig fik jeg så endelig set "Dream Of Life" om Patti Smith. Også fantastisk. På min dvd-hylde er der en lang række musikdokumentarer. Nogle skal nok ses igen inden afgang til USA.
Af de større filmskabere, så har Jim Jarmusch og Wim Wenders en befriende tilgang til at skabe billeder. Det virker så simpelt. Selvfølgelig er det ikke det, men de forstår at frame nogle fede lokationer og giver publikum lov til at dvæle ved øjeblikket og samle tankerne. Det kan jeg godt lide. Så jeg vil have de to instruktører i baghovedet, når jeg skal i gang.
For nylig så jeg Jarmuschs "The Limits Of Control". Skamløst overset. Den kom så vidt jeg kan se slet ikke i biografen i Danmark. Smuk film. "Mystery Train" er ligeledes fortryllende. Den skulle også lige ses. I begge film er der scener i et tog, som jeg tror, jeg også lige tager et cue fra til togturen til og fra Montreal. :-)
Og noget mindre kendt: Forleden tumlede jeg lidt rundt på videositet Vimeo (den fede version af YouTube med gode film og ingen reklamer). Her faldt jeg over instruktøren Vincent Moon. Jeg kan se på hans stil, at jeg er stødt på ham før. Han laver nogle interessante ting. Hans kanal på Vimeo er her. Blandt andet har han filmet Wildbirds & Peacedrums spille i en boksehal. Dette outtake derfra er også ganske interessant.

Nå, der bliver jo mere at skrive om alt dette snart, så jeg stopper første omgang her.

Lars