Musikalsk slutspurt inden sommerferien

I den nærmeste fremtid starter jeg med at blogge for hjemmesiden Alt Om Århus. Det skal hovedsageligt handle om Århus og musik. Dog er teknikken ikke helt på plads endnu. Jeg var derfor for tidligt ude med min første blog der. Men så har jeg da heldigvis Støj På Overfladen, så teksten ikke går helt til spilde. Værsgo...

Overskriften til disse første ytringer som nyslået blogger på AOA.dk kunne lige så godt have lydt: "En koncertjunkies bekendelser." Sommerens festivalsæson nærmer sig, hvor spillestederne går i hi. Men inden det sker ser det ud til, at det bliver noget af en slutspurt rundt på de lokale scener i Århus. Det bliver en travl tid. Skal I med?

Elektroniske udskejelser
De Jydske Musikkonservatoriums elektronisk linie har været dejligt aktiv på det seneste. Blandt andet med Kati Lineks "Rooms & In-Betweens" og som del af Rama10. Onsdag den 28. april er de atter i gang i Musikhuset, hvor der er "liflig electronica og konceptuelle video-værker til elektroakustiske landskaber og abstrakte kompositioner" fra musikerne Krishve, Band Ane, Sandra Boss, Eske Nørholm og Jonas R. Kirkegaard. Band Ane er nok mest kendt, da hun i løbet af de seneste par år er blevet skamrost af anmelderne. Ved Rama10 havde jeg dog fornøjelsen af at se Krishve & gæster blande gammel elektronik med bl.a. forvrænget piano, hvilket fungerede fremragende.
Dette foregår i Rytmisk Sal, starter kl. 20 og prisen er gratis.

Teatralsk kultorkester
Dagen efter - torsdag den 29. april - har Voxhall fået lidt af et scoop på hænderne. Kultbandet The Residents spiller i Århus som det eneste sted i Danmark. Et band der egentligt et mest kendt for ikke at være kendt. Ingen aner hvem musikerne er, da de altid er i forklædning. Måske mest kendt for at være iført store øjenæbler på hovedet. For over 10 år siden havde jeg fornøjelsen af dem på Roskilde Festival. Det var - og er sikkert stadig - teatralsk, vanvittigt og syltet ind i makabre historier. Billederne fra den igangværende turné tyder på, at de holder stilen. DJ ZenElvis vender plader som opvarmning.

Pop eller beskidt rock?
Voxhall lægger også hus til flere godter i de to følgende dage - den 30. april og 1. maj. Den årlige PopRevo festival er tilbage. Caribou, Field Music og danske Figurines er blandt andet på programmet. Men som så mange gange før sker der andet i byen og i år vælger jeg nok en anden vej.
I Trøjborg Beboerhus i Tordenskjoldsgade spiller nemlig en række bands under titlen Raum Eins. Det er Sexdrome, Hahn Kult, Dead Juice og Iceage. Jeg vil troppe op mestendels for at opleve den purunge københavnske kvartet Iceage igen, som gjorde sig positivt bemærket under sidste års Spot festival - dog udenfor den officielle festival som del af Arrogant Tour, der satte skub i flere mindre steder i byen. Se evt. lidt med dem og andre i videoen her. Dørene åbner kl. 20 og entréen er blot 30 kr.

Foråret rockes ind
Og så er 1. maj er dagen, hvor byen er på den anden ende et eller andet sted imellem venstrefløjens paroler og rendyrket hygge. Jeg napper gerne begge, men musikken får nok mest plads i år. Klokken 20 skydes Det Obligatoriske Forårsritual i gang "det tidligere hjemsøgte autoværksted" i Nørrebrogade 16B (nu Kawasutrahuset). Århusbandet par excellence - Singvogel - spiller foråret ind, mens de bakkes op ad dj's, majstang og "klassisk underholdning, og knap så klassisk ditto", ifølge programmet. Folkene bag, der kalder sig Weak Black Hearts, har indtil nu været garant for arrangementer, der langt fra er kedelige. Og altså med snablen dyppet godt i den mudrede århusianske undergrund, hvor bl.a. Singvogel (der tæller medlemmer af nu hedengangne Vildensky) huserer med deres helt bud på original dansksproget forstadstråd. Forårsfestivitas sættes i gang kl. 20 og nok engang er der her tale om gratis glæder.

Se, nu er der allerede skrevet meget og vi er kun en uge fremme. Der kommer mere i næste blog. Men en hurtig oversigt over kommende arrangementer, der er interessante, kunne lyde sådan her:

4. maj: The Black Heart Procession, Voxhall
7+8+9. maj: Spor Festival
8. maj: Mejlgade for mangfoldighed 2010
10. maj: Master Musicians of Bukkake + Spektr, Lobby
10. maj: Venetian Snares + Otto Von Schirach, Musikcaféen
13.-16. maj: Lyd+Litteratur #8, Musikcaféen
20. maj: InterSPOT (international optakt til Spot Festival), diverse spillesteder
21. maj: Opsang 2010 (debatarrangement under Spot Festival), Musikhuset
21.-23. maj: Spot Festival, Musikhuset m.v.
24. maj: Woven Hand, Voxhall
25. maj: Wilco, Musikhuset

Og så kommer der sikkert en lang række arrangementer omkring i byen under Spot Festivalen, som er værd at tjekke ud. Dem skriver jeg nok om inden længe, mens jeg også vil skrive fra selve Spot Festivalen.

Vi ses derude!

Lars

Lyden af farverne sort og hvid

... eller om hvordan en bog om tegneserier fik en række brikker til at falde på plads, selv om de brikker var musik og spiritualitet.

Det hænder nogle gange, at vidt forskellige ting, man kender til kobles sammen og giver mening på en ny måde. Sådan havde jeg det, da jeg engang sidste år endelig fik læst "Understanding Comics" af Scott McCloud. Bogen er lavet som tegneserie og har siden sin udgivelse 1993 helt fortjent fået masser af roser og opnået en status som noget nær essentiel læsning, hvis man har interesse for det medie.
Til trods for at jeg kendte til bogen, da den blev udgivet, gik der næsten 15 år før jeg fik den købt. Jeg skrev om dette i min lille blog om min egen - nærmest ikke-eksisterende musik - tilbage i februar 2009, men jeg synes lige, at jeg vil bruge lidt plads på det her i denne blog. Det er ikke stor filosofi, men en lille kuriøs kobling, der satte nogle ting på plads for mig.

Ying og yang
I "Understanding Comics" tager Scott McCloud fat i det ying og yang-aspekt, der på en eller anden måde er en del af tegneseriekunsten. Lys og mørke. Sort og hvidt. Og det rum der er imellem rammerne på en side i en tegneserie.
Han tager fat i et eksempel fra asiatisk kunst. Et gammelt billede af den type, der er meget klassisk for den stil. Og diskuterer også lidt musik. Om hvordan vestens musik er fokuseret på at være kontinuerlig og forbundet og hvordan østens musik lægger lige så meget vægt på, at der skal være stilhed i musikken.
Jeg kan huske hvordan jeg engang for mange år siden - formentligt som teenager - lyttede til japansk musik fra kabuki-teater. Her lyder det ofte blot som om en eller anden slår et par træpinde sammen og efter et stykke tid synger en kort tone. Utrolig oplevelse. Det er lidt det samme som at lytte til musik spillet på det japanske strengeinstrument koto'en. Der er virkelig "luft" i lydbilledet.
Faktisk tror jeg, at første gang jeg hørte den slags - "træpinde og stemme" - var på soundtracket til tegnefilmen "Akira" for længe siden. Der er en slags bøn på cd'en. Først forstod jeg det ikke helt. Eller det var i hvert fald lidt underligt i vesterlandske ører. Men jeg husker tydeligt de lange pauser i musikken. Og lyden af det hele - der så også inkluderede lyden af ingenting.

Less is more
Dette bringer mig tilbage til den første gang, jeg hørte det amerikanske band Low. En genre som medier og anmeldere døbte "slowcore" eller "sadcore" (de skal altid finde en kasse at putte det i, ikke?). Det må være første gang, at jeg virkelig faldt for musik, der havde en "less is more" tilgang. Det var på albummet "Secret Name", hvilket stadig er min favorit med Low.
Men hvorfor skrive om det her? Tja, det giver måske mening at interessere sig for de aspekter af musik, hvis man sidder og skal lave musikken helt selv. Det er indtil videre sådan, at jeg roder med musikken. Det har dog endnu ikke resulteret i så meget output af den slags, jeg vil dele med resten af verden (læs: "besvære den med" - er jeg den eneste, der tænker sådan?), som man kan læse lidt om i min lidt hensygnende musikblog.
Men jeg synes det var lidt sjovt, at det var en bog om tegneserie, der gav stof til eftertanke om lige dette. Af en eller anden grund, så havde jeg ikke tænkt på at pauser i musikken og "less is more" skulle være specielt "østerlandsk". Men ja, det er det vel nok? Og det sætter virkelig hele forskellen mellem tankegangen bag vestens og østens musik i perspektiv. Jeg kan ikke lige sætte min finger på mekanismerne eller sige meget om det - andet et det virker meget åbenlyst. Der er sikkert mange, der har skrevet lange afhandlinger om det.

Plads til reflektion
Men tænkt på den tidligste musik fra USA. Den tidligste blues - der jo havde sit udspring i Afrika. Og måske de indfødte indianeres musik (men måske gennemhuller de lidt billedet?). Og så er der folkemusikken og den religiøse korsang (som f.eks. den fantastiske "sacred harp" eller "shape note" måde at synge på). Og de europæiske traditioner indenfor både folkemusik og klassisk musik.
Ingen af disse synes at have meget "tomt rum" eller komplet stilhed i musikken, der giver plads til reflektion på samme måde som østens musik. Måske har det noget at gøre med hvilke instrumenter (strengeinstrumenter vs. percussion), der af den ene eller anden grund blev fremherskende i den del af verden? Men måske er det måske også fordi, at der i østen er en større spiritualitet? Eller... måske ikke hvis man tænker på den amerikanske musiks rødder. Den er jo også spirituel. Men så i hvert fald helt sikkert en anden type spiritualitet.
Og det vil så bringe os ind på en diskussion om buddisme og alle de andre religioner. Og vestens musik sammenlignet med musik fra mellemøsten. Altså, fokus på harmoni til forskel fra fokus på... er det "én-tone-melodier"? Jeg er ikke hjemme i termerne for denne diskussion, så jeg stopper her.
Men lad mig dog lige anbefale "Understanding Comics". Den er fantastisk, hvis man har interesse for tegneserier og visuel kommunikation, men det viste sig også, at der mere at hente i den end først antaget. Skønt!

Seks år senere og stadig lige vidunderlige

Eftersom min første egentlige blog-post nogensinde handlede om et af mit livs største og bedste koncertoplevelser - Deerhoof på Spanien 19C i Århus den 23. august 2004 - er det på sin plads at bringe dem på banen igen her, fordi jeg så dem igen i torsdags. Det skete på Loppen i København. Og selv med den første koncert i tankerne - og den er om muligt blevet endnu bedre i min hukommelse med årene - så skuffede de på ingen måde. Så det var en positiv overraskelse.

Med 15 år på bagen og en lang række fremragende plader har de efterhånden virkelig noget at have det hele i. Loppen var fyldt og det blev en fest. Intelligent independent rock fra et band, der kun lyder som sig selv og ingen andre. En kompetent energibombe fra fire forskellige personligheder, der meget tydeligt bringer hvert deres element til den perfekte helhed. Så kan man næsten ikke bede om mere.

Hvis man ikke skulle have haft fornøjelsen af Deerhoof, så kan man:
- Tjekke deres MySpace.
- Besøge deres website.
- Downloade en lille EP, de lavede som et farvel til et medlem, der forlod bandet.
- Downloade deres "mp3-only" live-album, "Bibidi Babidi Boo", som en venlig sjæl har uploadet her.

Herunder en af mange videoer, man kan finde på YouTube. God fornøjelse!

Fra et hjørne af billedstormen

Design gennensyrer alt i vores tilværelse. Og undergrundens vilde stilarter indenfor den visuelle kunst assimileres mere og mere med den kommercielle virkelighed.
Der bliver skabt en obskøn mængde smukke, visuelle produkter nu om dage. Også når man blot vælge at se på hvad der ikke er en del af "overgrunden" (når vi nu er ved at snakke "undergrund").

Går man rundt i en by som Berlin - hvor man i forvejen konstant bombarderes af "street art" - og slår vejen forbi butikker som f.eks. Neurotitan og lignede steder med kunstbøger og tegneserier, så er den bedste strategi nok at sømme pengepungen fast til gulvbrædderne derhjemme inden man tager afsted.
Jeg kan ikke begynde, at gætte på hvor mange spændende forlag og kunstnere, der er derude. Det er overvældende. I sådan et omfang, at selv om mange tydelig inspireres af hinanden, så virker det som om der konstant er nye stilarter og idéer.
Kæmpeforlaget Taschen laver sine "Illustration Now"- og "Design Now"-bøger, der næsten har et nyt unikt udtryk på hver side i disse moppedrenge. Og det er vel næsten "mainstreamen". I f.eks. Neurotitan er der bunker og atter bunker af bøger, art prints m.v. fra små forlag i formentligt også små oplag. Jeg kan næsten ikke kapere det. Og egentligt er det nok også det, jeg ikke bør prøve på.
Ikke nok med at det ville være hundedyrt at skulle købe alt det, så er det også for meget at skulle forholde sig til. "Sensory overload". Jeg kan dårligt nok huske alt det, jeg allerede har set. Men ikke desto mindre vil jeg gerne forsøge at bringe et par gode fund videre til dem, der læser denne blog.

På min seneste Berlin-tur fik jeg endelig tjekket australske Shaun Tan ud. Han var flere steder i butikkerne med "graphic novels" og tegneserier. Selv om han vel kan siges at være en visuel kunstner, så er han nok ikke det man finder mest af i Neurotitan, da han sikkert ikke helt kan karakteriseres som "undergrund". Men han er vel heller ikke mainstream. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke desto glider han ind på en fantasifuld bane midt imellem børne- og voksenlitteraturen, som er underfundig og poetisk. Og ikke mindst inspirerende.
I Berlin købte jeg "The Arrival", der er en surrealistisk, episk immigrant-historie fortalt udelukkende i tegninger uden ord, og jeg bestilte efterfølgende "Tales From Outer Suburbia", der med både ord og tegninger i meget varierede stilarter, der griber "novellen" an på en utraditionel måde igennem en række forskellige historier.
Men jeg kan jo sidde og skrive en masse ord om dem, og det vil stadig ikke være det samme som at se dem selv. Så derfor vil jeg i stedet blot opfordre til at finde dem og tjekke dem ud. Men jeg kan da sige, at synes man, at de dele man kan se online ser spændende ud, så bliver man ikke skuffet, når man sidder med bøgerne i hånden.