Det hænder nogle gange, at vidt forskellige ting, man kender til kobles sammen og giver mening på en ny måde. Sådan havde jeg det, da jeg engang sidste år endelig fik læst "Understanding Comics" af Scott McCloud. Bogen er lavet som tegneserie og har siden sin udgivelse 1993 helt fortjent fået masser af roser og opnået en status som noget nær essentiel læsning, hvis man har interesse for det medie.
Til trods for at jeg kendte til bogen, da den blev udgivet, gik der næsten 15 år før jeg fik den købt. Jeg skrev om dette i min lille blog om min egen - nærmest ikke-eksisterende musik - tilbage i februar 2009, men jeg synes lige, at jeg vil bruge lidt plads på det her i denne blog. Det er ikke stor filosofi, men en lille kuriøs kobling, der satte nogle ting på plads for mig.
Ying og yang
I "Understanding Comics" tager Scott McCloud fat i det ying og yang-aspekt, der på en eller anden måde er en del af tegneseriekunsten. Lys og mørke. Sort og hvidt. Og det rum der er imellem rammerne på en side i en tegneserie.
Han tager fat i et eksempel fra asiatisk kunst. Et gammelt billede af den type, der er meget klassisk for den stil. Og diskuterer også lidt musik. Om hvordan vestens musik er fokuseret på at være kontinuerlig og forbundet og hvordan østens musik lægger lige så meget vægt på, at der skal være stilhed i musikken.
Jeg kan huske hvordan jeg engang for mange år siden - formentligt som teenager - lyttede til japansk musik fra kabuki-teater. Her lyder det ofte blot som om en eller anden slår et par træpinde sammen og efter et stykke tid synger en kort tone. Utrolig oplevelse. Det er lidt det samme som at lytte til musik spillet på det japanske strengeinstrument koto'en. Der er virkelig "luft" i lydbilledet.
Faktisk tror jeg, at første gang jeg hørte den slags - "træpinde og stemme" - var på soundtracket til tegnefilmen "Akira" for længe siden. Der er en slags bøn på cd'en. Først forstod jeg det ikke helt. Eller det var i hvert fald lidt underligt i vesterlandske ører. Men jeg husker tydeligt de lange pauser i musikken. Og lyden af det hele - der så også inkluderede lyden af ingenting.
Less is more
Dette bringer mig tilbage til den første gang, jeg hørte det amerikanske band Low. En genre som medier og anmeldere døbte "slowcore" eller "sadcore" (de skal altid finde en kasse at putte det i, ikke?). Det må være første gang, at jeg virkelig faldt for musik, der havde en "less is more" tilgang. Det var på albummet "Secret Name", hvilket stadig er min favorit med Low.
Men hvorfor skrive om det her? Tja, det giver måske mening at interessere sig for de aspekter af musik, hvis man sidder og skal lave musikken helt selv. Det er indtil videre sådan, at jeg roder med musikken. Det har dog endnu ikke resulteret i så meget output af den slags, jeg vil dele med resten af verden (læs: "besvære den med" - er jeg den eneste, der tænker sådan?), som man kan læse lidt om i min lidt hensygnende musikblog.
Men jeg synes det var lidt sjovt, at det var en bog om tegneserie, der gav stof til eftertanke om lige dette. Af en eller anden grund, så havde jeg ikke tænkt på at pauser i musikken og "less is more" skulle være specielt "østerlandsk". Men ja, det er det vel nok? Og det sætter virkelig hele forskellen mellem tankegangen bag vestens og østens musik i perspektiv. Jeg kan ikke lige sætte min finger på mekanismerne eller sige meget om det - andet et det virker meget åbenlyst. Der er sikkert mange, der har skrevet lange afhandlinger om det.
Plads til reflektion
Men tænkt på den tidligste musik fra USA. Den tidligste blues - der jo havde sit udspring i Afrika. Og måske de indfødte indianeres musik (men måske gennemhuller de lidt billedet?). Og så er der folkemusikken og den religiøse korsang (som f.eks. den fantastiske "sacred harp" eller "shape note" måde at synge på). Og de europæiske traditioner indenfor både folkemusik og klassisk musik.
Ingen af disse synes at have meget "tomt rum" eller komplet stilhed i musikken, der giver plads til reflektion på samme måde som østens musik. Måske har det noget at gøre med hvilke instrumenter (strengeinstrumenter vs. percussion), der af den ene eller anden grund blev fremherskende i den del af verden? Men måske er det måske også fordi, at der i østen er en større spiritualitet? Eller... måske ikke hvis man tænker på den amerikanske musiks rødder. Den er jo også spirituel. Men så i hvert fald helt sikkert en anden type spiritualitet.
Og det vil så bringe os ind på en diskussion om buddisme og alle de andre religioner. Og vestens musik sammenlignet med musik fra mellemøsten. Altså, fokus på harmoni til forskel fra fokus på... er det "én-tone-melodier"? Jeg er ikke hjemme i termerne for denne diskussion, så jeg stopper her.
Men lad mig dog lige anbefale "Understanding Comics". Den er fantastisk, hvis man har interesse for tegneserier og visuel kommunikation, men det viste sig også, at der mere at hente i den end først antaget. Skønt!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar