Making A Movie # 14

Oh, bliss! I går lørdag kom jeg endelig i mål. Filmen bliver 30 minutter lang. Nu mangler jeg "kun" at få justeret det sidste. Der er nogle dækbilleder, der lige skal skiftes ud, lidt fintuning af klip og så justering af lyd, så den er stereo hele vejen.
Derefter skal jeg lige have fundet ud af om jeg kan justere billederne, så de forskellige lysforhold ikke skaber for store skift. At "look'et" bliver lidt mere homogent. Men der skal heller ikke tweakes for meget. Så bliver de mørke billeder nok også for grumsede, hvis de bliver lysnet.
Det hele skal så lægges på en dvd. Jeg håber, at iDVD kan det, det skal. Lave hovedmenu, undermenu til bonusmateriale i form af de videoblogs, vi lavede og evt. et "gag reel" (der er nogle sjove outtakes, der ikke kom med) og ikke mindst undertekster på dansk og engelsk (nogle gange er der snak og musik på samme tid, så tekst vil være en god støtte).

Den første respons
Midt i filmen er der en sekvens, hvor jeg skruer ned for al real-lyden og udelukkende bruger et af numrene fra pladen. En slags "montage", der fungerer lidt som en musikvideo. Jeg plukkede så lige den del ud og sendte til Esther og Torsten, der prompte gav virkelig gode kommentarer tilbage. Dejligt. Vi har så lagt den lille "musikvideo" op på vores Facebook-sider, så kan den pt. faktisk ses af vores fælles venner der.

Det store puslespil
K.Y.D. Kill Your Darlings, som man siger. Og dem er der mange af, når man har en hel bunke bånd med timevis af materiale på. Der er mange, MANGE brikker. Det ER vitterligt ét stort puslespil. Og ja, der er virkelig fantastiske brikker, som bare ikke passer sammen med noget. Udfordringen med denne slags materiale, hvor musikere interagerer i et studie, hvor de enten spiller musik eller lytter det igennem, er netop, at når der er baggrundsmusik under dialogen, så kan det ikke bare klippes sammen. Selv indenfor det samme nummer, men så sandelig også, når der spilles forskellige numre fra klip til klip. Så pludselig er der brikker, der rent dialogmæssigt ville passe godt sammen, men bare ikke kan fungere på grund af lyden.
Og så er der råmateriale, hvor jeg måske har fanget en situation lidt for sent. Altså, der hvor det er rystet lige før eller efter, det der sker. Så pludselig har man kun et meget kort klip at arbejde med og så skal der findes dækbilleder, der passer til. Disse skal så klippes ind i et naturligt flow, der passer til situationen. Brikker, brikker, brikker. Mange!
Yes, K.Y.D. Men en del af disse har så sandelig også været "kamikaze darlings" på en "suicide mission". Ovennævnte eksempler fravalgte sig selv. Og der var gode dialoger imellem Esther, Kramer og Torsten, jeg heller ikke havde plads til. Men jeg har fået det vigtigste med, synes jeg. Dog ærgrer jeg mig lidt over ikke, at have fået filmet mere af Esther, da hun indspillede vokaler. Men jeg var ikke i studiet hele tiden, og jeg skulle heller ikke forstyrre selve optagelserne. Og det gik jo hurtigt med at indspille med Kramer ved roret. Men jeg fik filmet noget af vokalarbejdet og jeg tror også, at der er nok i filmen, når alt kommer til alt.
Nogle klip er på grund af ovenstående også blevet kortere end beregnet. Så jeg har visse steder forbrudt mig lidt mod de regler, jeg satte op for mig selv inden jeg tog afsted...

Reglerne set i bakspejlet
Hvordan var de fem regler nu, som jeg satte op? Og hvordan gik det egentligt med at overholde dem?

1) No talking heads (interviews kun lavet som audio)
Det har jeg overholdt. Bl.a. fordi jeg netop kun optog mine interviews med lyd. Og der er kun ét eller to steder, at personerne i filmen henvender sig direkte til kameraet - hvilket var noget, jeg forsøgte at undgå.

2) Poetry is allowed (giv efter for de store armbevægelser, hvis de byder sig til)
At lave sådan en film er et kæmpestort arbejde. Ikke mindst organiseringen af materialet og selve redigeringen. Men egentligt har det materialemæssigt været en taknemmelig opgave. New York er jo en by, der er spækket med gode billeder. Lige meget hvor man vender kameraet hen, så får man næsten noget godt i kassen. Kombinér det med noget smuk musik og man opnår en ret stærk kombination, der fungerer godt på film. Esther, Torsten og Kramer fik sgu' lavet en fantastisk plade derovre. Så med den musik og de billeder, så bliver armbevægelserne store og jeg føler, at filmen faktisk rammer en intens nerve (især pga. musikken).

3) Love the image (find de gode billeder og lade dem stå et stykke tid)
Det er til dels lykkedes. Men i redigeringsfasen har jeg måske - til dels - taget mig selv i at blive lidt bange for at kede tilskueren. Og så er der jo de klip, der som sagt, bare ikke er lange nok (og gode nok). Men jeg er tilfreds med de gode billeder, som jeg har fået med og som får lov til at stå et stykke tid. Det er bl.a. et skud ud over et solbeskinnet Coney Island fra toget derud, hvor vi langsomt glider ind på stationen der. Men ja, når man sidder og redigerer på en stor skærm kan man godt se, at det er filmet håndholdt. Nogle gange vipper det simpelthen for meget til at bruge til et langt skud. Selv om det faktisk er ganske små bevægelser.

4) Take your time - relax and experience (giv seeren til at reflektere)
Lidt i relation til det forrige punkt 3. Jeg skrev "mange film vil for meget på billedsiden". Måske vil jeg også selv det, nu jeg ser på, hvad jeg har klippet sammen. Men der er stadig nogle lange skud. Eller forskellige vinkler fra samme situation.

5) The picture does not have to be perfect if the moment is.
Right, min forfængelighed byder mig at klippe i tingene, hvis de er for rystede. Og da jeg slet ikke havde brugt denne slags kamera før, så justerede jeg også lysfølsomheden nogle gange. Det kan ses. Så der er gået lidt ting tabt på den konto.
Men jeg har faktisk beholdt nogle skud, som jeg ellers ikke ville have taget med. Simpelthen fordi der bare var et "moment" eller scenen er essentiel i filmen. Bl.a. scenen hvor Esther og Torsten siger farvel til Kramer. Det fik jeg ikke filmet godt nok. Men det er kommet med alligevel. Det skaber vel også lidt variation i filmen? Der er noget stille, noget der er lidt rystet, noget der står længe på skærmen og noget, hvor der klippes hurtigt.

Nye regler opstod
Jeg kastede lige et par regler mere ind, da jeg sad og redigerede:

6) Resist the temptation to use "Postcard New York".
Jo, jeg filmede Frihedsgudinden, Brooklyn Bridge og diverse ikoner for New York. Men I får dem ikke at se i filmen. Ha! ;-) Selvfølgelig er "New York på gadeplan" et ikon i sig selv, og det har jeg da masser af med. Men de helt store ting er ikke med. I ved, ligesom de film, der foregår i Paris, og som aaaltid har Eiffeltårnet med.

7) Don't tell it - show it!
Ah yes, den gamle journalistisk læresætning. Bevares, der snakkes meget i de interviews, jeg har med i filmen. Men det slog mig, at jeg faktisk havde billeder til filmen, der bare med ét klip viste en side af filmens hovedperson, Esther, og at det godt kunne virke på den måde. At vise læsehesten i hende, når hun går og kigger på bøger på bogmarkedet. Eller ser på gamle nipsting eller stopper op og snakker med en gademusikant (always the networker, he-he, og sådan skal det jo være). Så jeg spurgte mig selv undervejs: Hvad kan jeg fortælle med billederne alene?

8) Gut feeling is okay
Som jeg skrev tidligere i denne blog, så vil jeg få feedback på filmen. Og den vil jeg forholde mig til. Men i sidste ende vil jeg gå efter min egen mavefornemmelse for hvad der virker. Det gør ikke noget, at det hele ikke skæres ud i pap, som en god faktuel journalist gerne gør det, men at der er dele, der er subtile. Ting man måske først opfanger, hvis man ser filmen en gang mere.
Min mavefornemmelse har også budt mig, at gå lidt imod min regel om, at jeg ikke selv skal være med i filmen. Der er jeg faktisk heller ikke, men det er mine arme, ha-ha. Det skaber et sjovt lille og skævt øjeblik i filmen - hvor jeg fjerner tiden fra studiet og filmen. Jeg synes det var lidt "odd" og jeg kunne lide det. Så det blev i filmen.
Derudover har jeg ikke renset filmen for små sjove referencer, når de opstod. En af mine all time favourite film er "The Big Lebowski" (i hvert fald top 5) og der er en reference til den med. Og til Patti Smith, Nick Drake og Wilco - som jeg er sikker på, at Esther og Torsten også vil bifalde, he-he. Derudover også til nogle af Esthers favoritbøger. Måske er der endda flere referencer.
Derudover kan man jo også lægge sine egne fortolkninger ind i filmen, når billeder og musik først spiller sammen. Altså, f.eks. når sangteksten "pushing me off the edge of the world" lyder fra toppen af en skyskraber på Manhattan (det opstod nærmest tilfældigt i klipningen. I hvert fald ikke bevidst. Men det virkede). Og så videre. Der dukker nok mere op, når man får set den et par gange. Og alle vil jo have forskellige måder at læse filmen på. Det er jo det, der er så dejligt ved... ja, kunst (hvis vi nu skal svinge os op og kalde filmen det). :-)

En anden lille plan
Når filmen er færdig og vi laver en (snig)premiere på den, så har jeg planer om at samle alle disse blogs i et lille hæfte, som folk kan tage med hjem og kigge i. Den kan også fungere som en slags afrapportering til bl.a. Ophavsretsfonden i Dansk Journalistforbund, der har støttet filmen økonomisk. Men jeg håber da også, at den udover selve rejsen til USA og Montreal også kan være en slags inspirerende rejse til andre, der står og har lyst til at kaste sig i det at være "instruktør" på en dokumentarfilmfor første gang. Om man kan lære meget af disse blogs ved jeg ikke. Men jeg håber, at mine ærlige overvejelser om dette og hint kan bruges til et eller andet. Om ikke andet, så kan jeg da nok selv bruge det, hvis jeg vil lave en film igen på et tidspunkt. Det vil jeg jo bestemt ikke afvise. Faktisk laver jeg på mit daglige arbejde en mere journalistisk dokumentar om et socialpædagogisk projekt på Grønland for tiden. Så ja, jeg sidder med hovedet i videoredigeringsprogrammer meget tid af døgnet for tiden. Både på arbejdet og i fritiden. Men musikken fylder jo meget i mit liv, så mon ikke jeg ender med at lave noget mere film om den slags?

Nå, nok om det. Back to work!

Lars

Making A Movie # 13

Det er lige over et år siden, at jeg har skrevet noget som helst om den dokumentarfilm, jeg har haft gang i. Jeg startede i sin tid med at skrive om: forberedelsen (del 1 og 2), mit "mixtape", rejsebeskrivelserne med nogle videoblogs undervejs (del 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 og 11), om Jim Morrisons spøgelse i jetstrømmen, lidt NYC-poesi og da jeg gik i gang med redigeringen (del 12).
Siden har projektet været noget on/off af mange forskellige årsager. Bl.a. hele to flytninger og andre store omvæltninger. Så tiden og lysten til at arbejde koncentreret med projektet i fritiden har været svingende. Men nu er der kommet noget momentum igen.
Siden sidst blog-indlæg om filmen er de nødvendige dv-bånd blevet overført til harddisken og jeg har da også anskaffet mig iMac'en, så jeg ikke skulle rende ned på Århus Filmværksted for at redigere. Det ville være lidt besværligt, da jeg har et fuldtidsjob, der intet har med dette projekt at gøre.

What the f...?!
Første gang jeg hentede råmaterialet ind på iMac'en og afspillede det fik jeg lidt et chok. Det er jo filmet på dv-bånd (med et godt kamera med en god linse). Det betyder dog, at billedbredden "kun" er 720 pixels. Jeg skal hilse og sige, at det ikke ser ud af meget på en iMac-skærm! Det er vel en tredjedel af skærmbredden. Jeg tænkte først "what the fuck?!" Men ah yes, sådan er det jo med de pixels. På en almindelig dvd vist på et tv vil det formentligt være helt fint (okay, selvfølgelig ikke på de der helvægs-hd-fladskærme). Og på web er det også okay.
På mit arbejde filmer vi med HD, så ja, DV er ikke lige så knivskarpt. Men det har nu også sin egen ganske fine æstetik (uden at det "går helt VHS", hvilket forresten er blevet lidt 'in' igen, lader det til. Forudsigeligt nok, he-he). Og linsen i DV-kameraet er uden tvivl bedre end dem, der sidder i de fleste almindelige HD-kameraer, der ikke er til professionelt tv-brug.

Fejlinvesteringen
Jeg endte i øvrigt med at investere i Final Cut Express til iMac'en. Men hvor dum kan man være? 1500 skønne spildte kroner. Min pengepung tillod mig ikke at investere i den store Pro-udgave (ca. 7000 kroner) og jeg tænkte, at det måske også var godt ikke at starte ud med et alt for kompliceret program på en brugerflade, der var ny for mig. Dog var Express alligevel så meget anderledes end de programmer, jeg i forvejen kendte, at jeg nærmeste skulle starte fra scratch med softwaren (selv om de fleste videoprogrammer bruger samme princip). Og så er jeg kommet i tvivl om programmet egentligt kan nok. Nogen har kaldt det "en udvidet iMovie", og det tegner jo ikke godt. I øvrigt lidt dyrt for kun det, vil jeg sige. Og nu har jeg hørt, at de har lavet en ny og bedre udgave, fordi de godt kunne se, at de havde lavet noget lort. Og det koster jo sikkert også en del at få opgraderet.
Konklusion: Fuck Apple og deres software. Jeg kører videre på iMac'en, men nu med et program, som jeg kender bedre til (oh yes, hvor det dog hjalp!). Så nu kan jeg arbejde mere intuitivt og skal ikke bruge tid og kræfter på at sætte mig ind i et nyt program. For tidshorisonten på projektet er blevet vigtigere. Absolut sidste deadline for aflevering af det færdige produkt (til dem, der bl.a. støttede projektet økonomisk) er 31. december 2011. Men det skal jeg nok nå. :-)

5 minutter ad gangen
Den seneste uges tid har jeg endelig oplevet mærkbare fremskridt i redigeringen. Små etaper, hvor jeg pr. redigeringsdag havde sat mig for at få redigeret mindst 5 minutters færdig film og få hængt det op på den struktur, som er rammen om det hele. Det har jeg kunne overholde nogenlunde.
Jeg mener, at der er nogle faste tidsrammer for den slags films længde, hvis de skal passe ind i sendeflader på tv (like that's gonna happen, ha-ha), hvilket er 27 minutter, 35 minutter osv. Noget i den stil. Jeg tror, jeg lander på 27 minutter. Lige nu har jeg lidt over 17 minutter færdigt og regner med at kunne få en færdig version i løbet af de næste par dage. Derefter skal jeg have noget feedback og så retter jeg til.

Hvad er det for en film?
Intet går selvfølgelig 100 % som planlagt. Jeg fik ikke alt det i kassen derovre, som jeg havde regnet med, men fik dog stadig en god del af det, jeg ville have og selvfølgelig også fede uventede ting. Det er jo dokumentation af den uforudsigelige virkelighed. Men jeg vil sige, at min overordnede idé med filmen stadig er intakt. Nogle tanker har dog meldt sig:
Hvis man sætter sig ned og forventer en "klassisk" formularisk musikdokumentar, så ved jeg ikke om man vil blive tilfredsstillet. Der er nogle elementer fra den genre i form af interviews, men de er kun lavet på lyd, fordi jeg ikke ville have snakkende hoveder i filmen. Ergo fungerer alle interviews som "voice over". Og en del af snakken går på processen omkring, hvordan man skaber den rette ramme til den kreative proces, det er at lave en plade. Men jeg håber ikke, at det bliver for nørdet. Det tror jeg dog ikke. Kramer fik i sit interview bragt det op på et overordnet, men flot formuleret plan, synes jeg. Ja, visse steder næsten poetisk.
Jo mere, jeg har kigget igennem den store mængde materiale, har jeg oplevet hvor heldig jeg - eller vi - har været at få lov til at se og mærke hvordan en producer som Kramer arbejder. Han var meget gavmild med sin viden.
Så filmen har både fokus på musikken, men også på den del af den kreative proces, hvor sangene indspilles (de var jo skrevet hjemmefra).
Men egentligt er det nok også meget en stemningsfilm. Billeder fra "studiet" (lejligheden i TriBeCa) og fra New York bliver backdrop for de "musings", der opstod i interviewene. Musik og billeder får lov til at spille sammen. Men der er selvfølgelig også en slags naturligt narrativt forløb under det hele, idet at det jo er en pladeindspilning, der skrider frem over fem dage. Ja, kun fem dage, hvilket vil sige, at hovedpersonernes fokus har været i studiet og på at få musikken i kassen, og der ikke er så meget udenomshalløj.
Filmen er sin egen lille lomme af stemning og smuk musik blandet med lidt visdomsord og opdagelses-øjeblikke, men skam også nogle sjove ting. Og der er måske også lidt et element af, at man kan lære noget af, at se denne film. Jeg finder den i hvert fald selv inspirerende. Og Kramer er en "karakter", og det mener jeg på den allermest positive måde. Gavmild, blændende dygtig og med hjertet på rette sted, for at bruge en kliché.
Så jeg tænkte: Kan jeg sige, at det er en "musikdokumentar"? Jeg vil hellere sige, at det er en "film om musik". Eller måske ligefrem "af musik".

De sidste udfordringer
Der er stadig et par udfordringer med filmen: 1: Kan jeg finde ud af at gå ind og køre effekter på den samlede film efter redigeringen, så f.eks. farvetonen bliver mere homogen? 2) Og så er der titlen! Jeg tænkte at tage en linie fra en sang. Gør det måske også. Men et af interviewene har også inspireret til en idé. Vi får se, hvad det ender med.
Jeg tager naturligvis imod den feedback, jeg får (minus den der eventuelt udelukkende har med forfængelighed at gøre, ha-ha). Men jeg skal huske at balancere den med min egen mavefornemmelse. For den her film er ikke et rendyrket "journalistisk produkt". Jeg har ville prøve at være lidt mere kreativ og "kunstnerisk", hvis vi skal svinge os højt op. Men bare rolig, det bliver langt fra det rene avantgarde. :-)

L

Nissepigerne kommer tidligt i år

Fra AOA.dk...


Rytmisk ragnarok på Voxhall mandag med japanske Nisennenmondai. Gå for alt i verden ikke glip af dem.

Jeg holder personligt selv stædigt fast i at nærmest boykotte alt, der har med jul at gøre indtil vi rammer december. Og ærlig talt udskyder jeg det gerne yderligere. Men skulle der være en undtagelse, så må det være fordi de musikalske gaver kommer tidligt i år i form af tre talentfulde nissepiger. Faktisk hedder de nu Nisennenmondai og det er jo egentligt første søndag i advent dagen før de fyrer op under Voxhall mandag den 28. november. Så…

Nisennenmondai fra Japan spiller en tung, men dansabel instrumentalrock, der trækker tydelige spor til 70’ernes krautrock á la bl.a. Neu, men i en noget mere heftig udgave, hvor Sonic Youth-inspirationen skinner igennem. Faktisk er energien på et niveau, der tangerer den bedste technomusik, men fordi instrumenteringen er med rockinstrumenter lever og ånder musikken på en helt anden måde.

De har været i Danmark flere gange før. Måske var det ligefrem i Århus, at de havde deres Danmarksdebut. De blæste i hvert fald alle og enhver helt væk på Elektronisk Jazzjuice på Musikcaféen i 2008. Siden har de bl.a. spillet på Roskilde Festival og sidste års Spot Festival. På sidstnævnte fik jeg ved selvsyn set og hørt, at de også sagtens formår at starte festen på en stor scene (læs blog om Spot).

Der er ikke så meget andet at sige end, at mandag den 28. november, går man glip af en fantastisk koncertoplevelse, hvis man vælger at blive hjemme. For at understrege min pointe er her en livevideo.

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)

Under Byen: "Film og Omvendt" (Live)

Se, der var engang, hvor man kun kunne lægge ti minutter på YouTube. Det var dengang, hvor jeg filmede Under Byen spille den mest fantastiske 20 minutter lange udgave af "Film & Omvendt" på Forbrændingen i Albertslund.
Jeg genopdagede den store fil på computeren for nylig og besluttede mig for at uploade den. For det var et af den slags øjeblikke, man søger som koncertpublikum. Okay, det er faktisk ikke filmet så "perfekt", må jeg indrømme. Og oplevelsen er naturligvis ikke det samme, som at være der selv. Men jeg synes nu, at folk skal have lov til at se den alligevel. Og ikke mindst opleve noget så sjældent som et helt og aldeles stumt publikum (der hvor nummeret reelt set normalt slutter, men hvor bandet så bygger det hele op igen). Enjoy!

L

Girls Love Rallie: "Son of Rock'n'Roll"

Så er der endelig gang i Sound Of Perpetual Astonishment igen (mit label, bare så det står klart). Der er faktisk hele tre udgivelser på vej inden for den meget nære fremtid.

Den 30. november 2011 udkommer andet album fra Girls Love Rallie som digital download og cd i begrænset oplag. Titlen er "Son Of Rock'n'Roll" og albummet er en gedigen popperle. Ørehænger-tendenserne fra debuten "Les Chansons Terribles" er indtakte, men denne gang har selve produktionen løftet sig fra lo-fi ti hi-fi. Rune Hedeman har produceret albummet og der er ikke blevet sparet på noget. Store armbevægelser og bevidste referencer til musikhistorien både i lyden og på albummets artwork, hvilket bl.a. kan ses på www.sopa.dk/sonofrocknroll.

Her kan man også downloade PopRevo-bagmanden Björn Lydéns "liner notes" til pladen, hvor han bl.a. skriver, at det er "...sånger, som är precis det de är. Obesvärat ärliga höjdpunkter, som inte kunne vara i annat sammanhang än just detta. De existerar i detta nu, som kunne varit i vilken tid som helst. Ty sådan är sonen av rock’n’roll: ödmjuk över den storhet han skriver sig in i." Som Rallie synger: "I summoned the spirit of a dead rock star today". Det må man sige. Og med stil, kan det tilføjes.

Her er en smagsprøve på alle albummets numre. Den ligger også på www.sopa.dk/sonofrocknroll, hvor man også kan finde to eksklusive livenumre.

De to andre udgivelser, der kommer meget snart er Sister Chain & Brother John med "The Androgyne Show" og A.K. Hansn med "Heroicus Interruptus".




L

Peter Laugesen & Singvogel: "Film"

Det kunne være, at jeg bare skulle til at lave nogle kortere indlæg og henvise til spændende ting. Som som mange andre gør. :-)

Anledningen er, at Geiger Records udgiver 2. single med Peter Laugesen & Singvogel. En single i dag er dog tilsyneladende bare blevet til, at man lægger en mp3 op til download. Men så længe musikken er af denne kaliber (og i forvejen er ude på LP), så klager jeg ikke. Denne flok kunstnere fortjener al den opmærksomhed, de kan få. Helt fortjent er albummet "Den her planet glemmer vi aldrig" blevet rost til skyerne rigtigt mange steder.
Den nye single hedder "Film" og er den anden fra pladen. Den første "Strisserne breder sig", der vel næsten er et "hit", bør klart nævnes igen. Det er Wiredfly, der står bag begge videoer. Folkene, der bl.a. også stod bag "stopmotion"-kortfilmene om "Den Agnostiske Kylling".

Så hermed to gange YouTube...





L

Tidsskælv?

Jeg kom forbi en plakat for spillestedet Train i går. Den reklamerede for en række koncerter. Blandt dem var der Rednex, Vengaboys og Rick Astley. Nærmest vantro over at se denne treenighed i 2011. At vi ikke har middelmådighed nok i nutiden, men ligefrem vil udsætte os for den fra fortiden også. Pludselig gled en tekst fra en bog frem for mit indre øje. En blurb (eller faktisk et citat fra en anmeldelse) fra bagsiden af bogen "Timequake" af Kurt Vonnegut.

Er der andre her, der har det på samme måde? Vi lader billedet stå et øjeblik...


Hvis Bill Hicks er min Messias, så må Vonnegut være min profet. :-)

Lars

Fest, fejl og friske frugter

Fra AOA.dk...

aOa’s musikblogger er allerede i fuld gang med koncertsæsonen. Den 26. august holder det århusianske pladeselskab SOPA ”All-Star 5 Year Birthday Bash” på HeadQuarters, Frisk Frugt fyrer op under Atlas den 27. og festugen byder også på et par interessante tilbud.

Som koncertgænger er der rigeligt at tage sig til den kommende tid. Der har allerede været koncerter med bl.a. Battles og Cocorosie for ganske nylig, og ved Geigers Sommerstemmer-arrangement ved Brabrand Sø gjorde både Bodega Boys og især Singvogel god figur. Men lad os se på den nærmeste fremtid...

Berlin/Aarhus fødselsdagsshow
For en kort bemærkning træder jeg i denne uge selv ind i arrangørrollen. Det sker måske et par gange om året. Mit pladeselskab Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) fylder til min store overraskelse allerede fem år (mere info på http://www.sopa.dk/5). Og det skal selvfølgelig fejres med både en koncert og en udgivelse.
Nu på fredag den 26. august går det løs på et af Århus’ ubetinget bedste steder for den lokale musik: HeadQuarters – lige ved siden af Musikhuset. Stedet er åbent fra kl. 15 om eftermiddagen, men SOPA-løjerne sætter vi skub i kl. 20. For en entré på 40 kroner kan man opleve Marzipan Marzipan fra Berlin, siciliensk/bosniske Agata & Me fra Århus (http://www.myspace.com/agataandme), A.K. Hansn fra Århus (og Singvogel), balkanbandet KURvE fra Århus (som guitar/violin-duo denne gang) og britiske Lenny Davies fra Århus (og Fallen Men). DJ Bjarke Svendsen, der til dagligt er booker på spillestedet Atlas tager en masse spændende musik med – og det kan være, at der dukker flere livemusikere op. Undertegnede tager også en tur som gæst på et par numre. Festugen starter samtidig med temaet ”Beautiful mistakes”, så der får jeg da noget at dække min optræden ind under, he-he.
Vi har samlet halvanden times god musik sammen fra alle årene (plus lidt nyt) under den rammende titel ”SOPA CINCO” og det kan alt sammen downloades gratis på SOPA’s nye Bandcamp-side.

Frisk Frugt på Atlas
Dagen (den 27.) efter bør man tage på Atlas, for der står danske Frisk Frugt (http://soundcloud.com/kenk) på scenen. Bandet leverede uden sammenligning en af de allerbedste koncerter på dette års Spot Festival. Men selv hvis du var der, så kom igen. Jeg har oplevet bandet før og lur mig om ikke de har noget nyt med. Det skulle ligne dem dårligt at spille ”den samme” koncert igen.
Støj-freejazz-bandet (?!) Spots varmer op. Det gør ligeledes berlinske Marzipan Marzipan, frisk fra SOPA-koncerten dagen før. Og ja, jeg er med igen – dog denne gang som dj med en pærevælling af gamle og nye sager, der nok bliver både lidt eksotisk og med masser af rytme.

Festuge-fejl i spandevis
Som sagt er festugens tema i år ”smukke fejl”. Og er der nogen, der har dyrket det smukke i fejl, så må det være amerikanske Howe Gelb (Giant Sand). Man kan måske være bange for, at hans normale legestue ikke får frit spil, når det skal foregå i så pompøse rammer som Århus Teaters store sal søndag den 28. august. Men jeg lever i håbet, he-he.
Han har været en del af Århus Festuge de sidste 3-4 år, så man kunne måske efterlyse lidt nytænkning fra arrangørernes side. For ja, selv Mark Lanegan, der også var med sidste år, er tilbage som del af festugen. Flere gange endda. Og dette siger jeg endda, som fan af Howe Gelb. Men med festugetemaet, så må det være hans år i år, he-he.
Faktisk spiller han flere gange og jeg kan ikke rigtigt hitte rundt i alle koncerterne. Men den 31. august tager han i hvert fald del i ”Århus-samtaler” om førnævnte smukke fejl. Det sker på CanBlau-restauranten og der håber jeg at kunne nå tættere på den ”snublen i laboratoriet”, som jeg mest holder af ved hans musik.

Opsummering og det løse
For lige at samle op på en masse af de interessante ting, der foregår i den næste uges tid...

26/8: SOPA All-Star 5 Year Birthday Bash, HeadQuarters
27/8: Frisk Frugt + Marzipan Marzian + Spost + Capt. Daydream (DJ), Atlas
28/8: Howe Gelb m/ Mark Lanegan og John Parish, Aarhus Teater
29/8: Mark Lanegan, Øst For Paradis
30/8: M. Ward, Jason Lytle, Charlie Sexton m.fl., Voxhall
31/8: Howe Gelb m.fl. Århus-samtaler: Fejl i musik.

Og så kommer der ellers flere spændende koncerter. Især værd at nævne er tUnE-yArDs og Thulebasen på Train den 7. september.

6/9+9/9+17/9+22/9: Diverse koncerter fra LJUD-arrangørerne, Musikcaféen
7/9. tUnE-yArDs + Thulebasen (MiskMask), Train
20/9: The Fresh & Onlys (Klub Arrogant), Musikcaféen
30/9: Baby Dee, Atlas
29/10: Singvogel & Peter Laugesen, Atlas
4/11: Bombino, Atlas
4-5/11: Malk De Koijn, Voxhall (udsolgt)
9/11: The Necks, Atlas
22/11: Bill Callahan (Smog), Voxhall

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)

Syret finsk aften på Spanien 19C

Fra AOA.dk:


Århus mest spændende koncertarrangører LJUD inviterer torsdag til koncert med tre finske musikere fra det toneangivende Fonal Records. aOa.dk’s musikblogger giver en varm anbefaling.

Det er uden tvivl de færreste, der har hørt om Jarse, Tomutonttu og Es. Men det skal man nu ikke lade sig skræmme af. Der er erfarne folk, der har fløjet under mainstream-radaren længe. Torsdag aften kan man opleve en fortryllende rejse i lyd med disse herrer på Spanien 19C, hvor man som publikum kommer helt tæt på.

Es har før været i Aarhus. Under en af de tidligere Elektronisk Jazzjuice-festivaler optrådte han på Gyngen i Mejlgade, hvor hans musik blev ledsaget af gamle analoge filmstumper. Det var meget stemningsfuldt og smukt. Musikken bevæger sig i gentagende båndsløjfer og rammer en spøgelsesagtig og sfærisk klang, der måske har en snert af uhygge, men samtidig også finder sig til rette et varmt og trygt sted.

Bag navnet Es gemmer sig Sami Sänpäkkilä, der er manden bag Fonal Records. Pladeselskabet har igennem en længere årrække, fra den finske by Tampere, stået for sin helt egen meget finske stil. Bl.a. med navne som Kemialliset Ystävät, Paavoharju, TV-Resistoru, Lau Nau, Eleanoora Rosenholm, Shogun Kunitoki og Islaja. Sidstnævnte er nok Fonals mest ”kendte” navn idet bl.a. MTV i sin tid lavede en hel ”This Is Our Music”-episode om hende. Hun spillede sidste år på Fanø Free Folk Festival. Shogun Kunitoki har også været i Aarhus før. De optrådte på Spot Festivalen i 2010.

Torsdagens andet navn, Jarse, er rent faktisk en del af Shogun Kunitoki og bag Tomuntonttu gemmer sig Jan Anderzén, der er en del af Kemialliset Ystävät. Så det er en god bid af Fonal Records’ hovedkræfter man kan få at se slå sig løs solo denne aften. Det skal nok blive en lettere syret omgang, men også med den distinkte nordisk/finsk tone, som Fonal Records har givet mange forskellige bud på via sine kunstnere og samtidig har formået at fintune igennem årene. Med LJUD’s egne ord bliver det "flydende og støvede lydstrukturer". Javel, ja. Fonal er i hvert fald på mange måder et spændende bekendtskab, så der skal lyde en stærk anbefaling af arrangmentet herfra.

Koncerten foregår på udstillingsstedet Spanien 19C, der ikke er det letteste sted at finde i Aarhus, hvis man ikke har været der før. Men det ligger på havnen bagved hvidevare-butikken Skousen. Adressen er Kalkværksvej 5A, men tjek evt. luftfotoet på www.spanien19c.dk inden I går ud af døren.

Entréen er blot 50 kroner og koncerten starter kl. 20.30.
Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Spot-triumfen kom med stammedansen

Fra AOA.dk:


Frisk Frugt og Nisennenmondai levede op til de tårnhøje forventninger og KXP blev overraskelsen på Spot Festivalens sidste dag. Alle tre appellerede både til intellektet og den indre hulemand med hang til stammedans. aOa’s mandlige musikblogger fandt i rytmerne også en opfordring til det modsatte køn.

Spot Festivalen rundede 2011 af med fine godter, men også en gang træls vejr, der nok lagde lidt dæmper på festivalstemningen. Men der var bestemt et par koncerter imellem, der fik mig til at glemme det for en stund.
Jeg har efterhånden vænnet mig til at jeg, som den kræsenrad jeg er, ikke er i mit helt rette element på en festival som Spot. Jeg vil gerne have lidt mere kant, provokation og vildskab end der bliver lagt for dagen. Festivalens placering har naturligvis også en hvis indvirkning. Musikhuset i Århus vil aldrig blive rock’n’roll. Men det er jo dejligt praktisk. Alle de vigtige branchefolk kan indlogeres tæt ved og der er flere sale i forskellig størrelser. Men inspirerende og fordrende for musikken er stedet paradoksalt nok ikke ligefrem. Et fint eksempel er den nyere Rytmiske Sal bagerst i komplekset, der er... en sort, firkant kasse. Snork-pyh-da, et sted. Selv det finske rockband, der med slacker-attitude og rayban-solbriller forsøgte at skabe lidt oprør i salen lørdag kom til kort. Men Musikhuset er et ganske forståeligt kompromis.

Spot-rock
Lørdag stod jeg på den lille teltscene foran rockband nummer 117 og en tanke meldte sig: Har vi fundet en genre i sig selv her? ”Spot-rock”? Det skal gerne rocke, men helst ikke for meget, og det rebelske rammer loftet der, hvor det gerne skulle passe til at komme i radioen. Og så er der den særlige melankolske tone og mellemenergiske optræden, der ikke har stor kommunikation med publikum (eller egne bandmedlemmer) på dagsordenen. Jeg står og forestiller mig en afrikaner være vidne til en del af disse koncerter. Han spørger: ”Hvorfor hænger I sådan med mulen? Er det vejret?”
Men, men, men, så er der undtagelserne, der bekræfter reglen. Nogle få af disse havde heldigvis fundet vej til Spot i år. Det er faktisk ikke altid, at det sker.
Jeg savnede dog stadig lidt mere fra Lyd & Litteratur-kanten i år. Geigers Records’ indtog på den scene har givet dansksproget musik et ekstra skub i andre retninger de senere år og Spot har tidligere bakket flot op om dem. Så det var en skam at se, at den del var nedprioriteret i år. Igen et symptom på eksport-ambitionerne og fokus på udenlandske branchefolk og medier? Bør vi ikke også præsentere det særligt danske på Spot?Værd at bemærke er det også, at to af dansk rocks pt. fremmeste bands – Cola Freaks og Fossils – under Spot i stedet var på turné i USA i en hel måned. Godt for dem. Men man kunne ønske sig, at Spot-publikummet næste år fik nikket sig en skalle af de to bands.

Jorden rundt på 50 minutter
Jeg forventede, at danske Frisk Frugt fra Yoyo Oyoy-pladeselskabet/kollektivet/whatever ville levere noget ypperligt, som netop de folk har for vane. At dømme ud fra publikum på Atlas, så var det ikke kun mig, der kunne skrive under på, at leverede varen. Endda over al forventning.
Frisk Frugt blander syrejazz med afrikansk inspirerende rytmer, men det lyder alligevel lidt som om det er blevet sat sammen et sted på 70’ernes Christiania. Som om Fela Kuti havde sat sig ned sammen med Steppeulvene. Men Anders Lauge Meldgaard, der er manden bag bandet, bringer det særlige Yoyo Oyoy ”je ne se quois” ind i blandingen og ender med at eje hver en tone og idé.
Det mest befriende er, at Frisk Frugt vitterligt formår at være både rytmisk og melodisk ekvilibristiske uden at havne i den fælde, man så ofte ser konservatoriemusikere havne i. At det bare blive teknik og 100-meterløb i lir og hvor f.eks. den populære balkanmusik i danske hænder bare bliver latterlig cirkusmusik uden sjæl.
Næ, Frisk Frugt er en helt anden historie, hvor polyrytmer, skæve basgange og saxofon-melodier ligger og snurrer rundt i flere lag på tværs af hinanden, så man bliver helt rundtosset og forført. Samtidig skinner legesygen og opdagetrangen så meget igennem, at der på intet tidspunkt bliver kedeligt i dette laboratorie fyldt af hjertevarme. Modsat de fleste andre bands, jeg så på dette års festival, oplevede jeg en ægte og direkte kommunikation mellem musikerne på scenen. Der var ingen her, der stod i deres egen lille verden. Hvor befriende.
”Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor”, hedder det bedste danske album fra 2010. Og ja, det gør den lige præcis! Jeg mindes ikke, at have oplevet en anden dansk plade siden Under Byens ”Det er mig der holder træerne sammen” fra 2002, der har så markant et personligt udtryk, som både er pokkers dansk, men også alligevel på ingen måde rigtigt er det.

Østrogen præcisionsbombning
Hvor Frisk Frugt i sine mest rytmiske passager indbød til regulær stammedans, så gjorde dagens andet spændende navn faktisk det samme, men bare på en anden måde. Japanske Nisennenmondai væltede simpelthen Officerscenen med deres tunge, dansable instrumentalrock, der trækker tydelige spor til 70’ernes krautrock á la bl.a. Neu, men i en noget mere heftig udgave, hvor Sonic Youth-inspirationen skinner igennem. En nærmest stillestående bassist, en noget vildere guitarist og så den helt ustyrlige trommeslager, der er den helt klare publikumsdarling. Til sammen tre åndssvagt seje, talentfulde og kompromisløse kvinder.
Hvor Iceage dagen før havde sluppet vildskaben løs på mere anarkistisk vis, så var den japanske vildskab kontrolleret og koncentreret. De skabte med deres energiniveau nærmere end præcisionsbombning af vores sanser og fik vildskaben frem via det primale i os, som taler til vores indre hulemand/-kvinde. Som ved 90’ernes technofester, hvor der gik ”tribal” i den. Dette var stammedans for rockfolket, hvor det repetitive mødte de vilde udladninger, som skar igennem de pumpende rytmer, som den skarpeste klinge fra Solens Rige.
Blandt de koncerter, jeg nåede at se på Spot i år, høstede de tre japanere det absolut største bifald. Koncerten ringede ud i et spontant brøl, der steg i intensitet til indtil publikum ikke kunne mere.

Kom så i gang, piger!
Under koncerten var det en fornøjelse at se de piger og kvinder i forskellige aldre, der stod på forreste række og tydeligt var helt paf over det, de overværede. Jeg havde sådan en lyst til efter koncerten at sige til dem: Okay, tøser! Nu går I hjem og starter et band! Brug den følelse I har i kroppen lige nu til noget kreativt. Gå ud og vis verden, hvor seje I kan være. Ikke noget følsomt klimperi eller mådehold. Tag fat i alle instrumenter og spark noget røv. Der er alt, ALT for få kvinder, der gør det især her til lands. Det kan der være mange forskellige grunde til. Men det starter med at I tager teten.
Og når vi nu er ved seje kvinder, så fortjener den eminente trommeslager og sanger Anja Jacobsen fra netop Frisk Frugt, Kirsten Ketsjer og flere andre bands, at blive nævnt i denne forbindelse. Der har I et forbillede på dansk jord. Og der er i øvrigt flere, men lad os holde os til Spot denne gang.

Forførende finsk mørke
Min eneste ”nye opdagelse” på Spot i år blev finske K-X-P, som jeg havde fået anbefalet lige inden festivalen. En trio med bas, trommer og sequencer-elektronik. En formel lige så præcis og bevidst snæver som Nisennemondai. Sjovt nok også udgivet på samme pladeselskab – norske Smalltown Supersound.
Finner kan på en god dag ofte være garant for noget kompromisløst og skævt. K-X-P var de eneste af de finner, jeg så i år, der klarede skærene. Et tonsetungt møde mellem industrial-genren og den repetitive og beskidte del af technoen. Det blev til tre lange numre under koncerten. Rigeligt med tid til at ”get into the groove”. Igen dukkede stammedansen-aspektet op. Omend i en tung og lidt ”ondere” udgave. Det var effektivt og gav lyst til mere. Vi blev lukket ind i den industrielle katedral med højt til loftet, hvor lyd, lys og stemning blev ét.
Dertil skylder jeg lige lidt applaus til dem, der designede scenelys på Spot i år. I hvert fald på Officerspladsen og i Ridehuset. Der var lidt nye boller på suppen sammenlignet med tidligere. Godt gået.

Uindfriet potentionale
På festivalen kom jeg til at snakke med andre musikentusiaster af samme støbning som jeg selv. Altså, os som andre formentligt kalder kræsne. Selv synes vi naturligvis, at vi er voldsomt kvalitetsbevidste, he-he. Én sagde ”Ja, jeg har jo nok lidt et had-kærligheds-forhold til Spot”. Det gav lidt genklang hos undertegnede. Jeg står altid med følelsen af uindfriede potentiale, når jeg er på festivalen. At alle de mange medie- og branchefolk aldrig rigtigt kommer ned i materien og oplever den del af den danske musikscene, der virkelig kan trække tænder ud. Men sådan skal det nok være. Som de fleste andre steder, så indgås der kompromiser af praktiske årsager. Der er derudover kommercielle hensyn og altoverskyggende eksport-ambitioner. Og ja, så ender vi ofte meget tit med en mellemvare.
I år kan vi så nok takke en nordisk musikpris-nominering for, at et band som f.eks. Frisk Frugt fik lov at komme indenfor dørene. For hvis Spot for alvor havde radaren ude og virkelig synes, at f.eks. folk fra Yoyo Oyoy lavede spændende musik, så havde de jo haft bands som Kirsten Ketsjer The Rockband og Yoke & Yohs på plakaten for længst.
Men man har jo stadig lov at håbe.

Vi ses derude!
Lars
(Støj på overfladen)