25. nov. 2011

Nissepigerne kommer tidligt i år

Fra AOA.dk...


Rytmisk ragnarok på Voxhall mandag med japanske Nisennenmondai. Gå for alt i verden ikke glip af dem.

Jeg holder personligt selv stædigt fast i at nærmest boykotte alt, der har med jul at gøre indtil vi rammer december. Og ærlig talt udskyder jeg det gerne yderligere. Men skulle der være en undtagelse, så må det være fordi de musikalske gaver kommer tidligt i år i form af tre talentfulde nissepiger. Faktisk hedder de nu Nisennenmondai og det er jo egentligt første søndag i advent dagen før de fyrer op under Voxhall mandag den 28. november. Så…

Nisennenmondai fra Japan spiller en tung, men dansabel instrumentalrock, der trækker tydelige spor til 70’ernes krautrock á la bl.a. Neu, men i en noget mere heftig udgave, hvor Sonic Youth-inspirationen skinner igennem. Faktisk er energien på et niveau, der tangerer den bedste technomusik, men fordi instrumenteringen er med rockinstrumenter lever og ånder musikken på en helt anden måde.

De har været i Danmark flere gange før. Måske var det ligefrem i Århus, at de havde deres Danmarksdebut. De blæste i hvert fald alle og enhver helt væk på Elektronisk Jazzjuice på Musikcaféen i 2008. Siden har de bl.a. spillet på Roskilde Festival og sidste års Spot Festival. På sidstnævnte fik jeg ved selvsyn set og hørt, at de også sagtens formår at starte festen på en stor scene (læs blog om Spot).

Der er ikke så meget andet at sige end, at mandag den 28. november, går man glip af en fantastisk koncertoplevelse, hvis man vælger at blive hjemme. For at understrege min pointe er her en livevideo.

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)



24. nov. 2011

Under Byen: "Film og Omvendt" (Live)

Se, der var engang, hvor man kun kunne lægge ti minutter på YouTube. Det var dengang, hvor jeg filmede Under Byen spille den mest fantastiske 20 minutter lange udgave af "Film & Omvendt" på Forbrændingen i Albertslund.
Jeg genopdagede den store fil på computeren for nylig og besluttede mig for at uploade den. For det var et af den slags øjeblikke, man søger som koncertpublikum. Okay, det er faktisk ikke filmet så "perfekt", må jeg indrømme. Og oplevelsen er naturligvis ikke det samme, som at være der selv. Men jeg synes nu, at folk skal have lov til at se den alligevel. Og ikke mindst opleve noget så sjældent som et helt og aldeles stumt publikum (der hvor nummeret reelt set normalt slutter, men hvor bandet så bygger det hele op igen). Enjoy!

L


Girls Love Rallie: "Son of Rock'n'Roll"

Så er der endelig gang i Sound Of Perpetual Astonishment igen (mit label, bare så det står klart). Der er faktisk hele tre udgivelser på vej inden for den meget nære fremtid.

Den 30. november 2011 udkommer andet album fra Girls Love Rallie som digital download og cd i begrænset oplag. Titlen er "Son Of Rock'n'Roll" og albummet er en gedigen popperle. Ørehænger-tendenserne fra debuten "Les Chansons Terribles" er indtakte, men denne gang har selve produktionen løftet sig fra lo-fi ti hi-fi. Rune Hedeman har produceret albummet og der er ikke blevet sparet på noget. Store armbevægelser og bevidste referencer til musikhistorien både i lyden og på albummets artwork, hvilket bl.a. kan ses på www.sopa.dk/sonofrocknroll.

Her kan man også downloade PopRevo-bagmanden Björn Lydéns "liner notes" til pladen, hvor han bl.a. skriver, at det er "...sånger, som är precis det de är. Obesvärat ärliga höjdpunkter, som inte kunne vara i annat sammanhang än just detta. De existerar i detta nu, som kunne varit i vilken tid som helst. Ty sådan är sonen av rock’n’roll: ödmjuk över den storhet han skriver sig in i." Som Rallie synger: "I summoned the spirit of a dead rock star today". Det må man sige. Og med stil, kan det tilføjes.

Her er en smagsprøve på alle albummets numre. Den ligger også på www.sopa.dk/sonofrocknroll, hvor man også kan finde to eksklusive livenumre.

De to andre udgivelser, der kommer meget snart er Sister Chain & Brother John med "The Androgyne Show" og A.K. Hansn med "Heroicus Interruptus".






L

Peter Laugesen & Singvogel: "Film"

Det kunne være, at jeg bare skulle til at lave nogle kortere indlæg og henvise til spændende ting. Som som mange andre gør. :-)

Anledningen er, at Geiger Records udgiver 2. single med Peter Laugesen & Singvogel. En single i dag er dog tilsyneladende bare blevet til, at man lægger en mp3 op til download. Men så længe musikken er af denne kaliber (og i forvejen er ude på LP), så klager jeg ikke. Denne flok kunstnere fortjener al den opmærksomhed, de kan få. Helt fortjent er albummet "Den her planet glemmer vi aldrig" blevet rost til skyerne rigtigt mange steder.
Den nye single hedder "Film" og er den anden fra pladen. Den første "Strisserne breder sig", der vel næsten er et "hit", bør klart nævnes igen. Det er Wiredfly, der står bag begge videoer. Folkene, der bl.a. også stod bag "stopmotion"-kortfilmene om "Den Agnostiske Kylling".

Så hermed to gange YouTube...







L