3. mar. 2011

Bassekou eller Balkan?

Fra AOA.dk:


F
redag er det globale og spilleglæden i højsædet i Århus. Mali fyrer op under Atlas, mens balkan rocker igennem på Trøjborg. De hurtige kan måske nå det hele, skriver AOAs musikblogger.

Endnu engang en aften med to spændende koncerter på samme tid. Jeg ville gerne til begge. Til trods for at jeg har set begge før. Men måske netop derfor. For der er tale om to fantastiske livebands.

Bassekou
Atlas har Bassekou Kouyate & Ngoni Ba fra Mali på plakaten. Bandet spillede en helt igennem smuk og livsbekræftende koncert på Atlas sidste efterår. Så en solid dosis mentalt solskin fra dem vil være tiltrængt nu, hvor vinteren lader til at trække ud. Bassekou er virtuos på sin ngoni og har velfortjent fået masser af opmærksomhed. Læs mere om koncerten på www.atlasaarhus.dk.

Balkan
Trøjborg Beboerhus i den anden ende af byen går helt i selvsving i Balkan. Det er nemlig blevet tid til tredje omgang: Balkan Express III. Et tilbagevendende arrangement sat i værk af herboende århusianere fra Balkan-området. De to forrige gange Express har været forrygende.
På programmet er både en film, to livebands og en dj. Det hele starter klokken 19.00 og slutter omkring klokken 01.00. Filmen hedder ”Maratonci trce pocasni krug” (The Marathon Family – vises med engelske undertekster). Det ene band er den lokale sevdah-duo Blue Shadow Caravan, der blander traditionelle balkansange med egne numre. Jeg har tidligere blogget om duoen her på AOA.dk. Og ja, de kan klart anbefales.
Det andet band er det hyperenergiske århusianske balkanorkester KURvE, der efterhånden har været i gang i mange år. Men især i 2010 og frem til nu har de fået mere vind i sejlene med koncerter på bl.a. Atlas og Train, hvor publikum har hoppet rundt som var gulvet en stegepande. Og nej, det er ikke ”cirkusmusik”, som når danske konservatoriemusikere forsøger at lege med ”the flavour of the moment”. KURvE tæller rent faktisk folk fra Balkan, som ved at balkanmusik er meget mere og andet end skæve rytmer, sjove guitarakkorder og hurtige trut i blæseinstrumenter. KURvE formår at kæde de gamle traditioner sammen med nutiden på fornemmeste vis.
DJ Anthro Subs kæder aftenen sammen med alverdens balkanmusik og formår garanteret (som ved tidligere lejligheder) at vise en noget bredere palet af musikken fra regionen end vi danskere kender til. Der laves jo bl.a. også meget rock, punk, dub og elektronisk musik der. Så det er altid en spændende oplevelse at se hvad hun har med som supplement til livemusikken.

Trøjborg Beboerhus ligger Tordenskjoldsgade 31 i baggården. Entréen er 50 kr. Bassekou koster 190 kr. og starter klokken 21.00. Så de hurtige kan måske nå det hele.

Tjek eventuelt denne live video fra Atlas, hvor der både Bassekou Kouyate og KURvE er med. Og her er i øvrigt en video fra den første gang Balkan Express i 2009.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar