Making A Movie # 12

Nu begynder denne del af Støj På Overfladen-bloggen at handle mere om selve filmen - og mindre om turen, vi var på.
Processen med at overføre dv-bånd til computeren er endelig begyndt. Det foregår på Århus Filmværksted, hvor jeg kun kan gøre det, når jeg har tidligt fri eller kan afspadsere fra mit daglige fuldtidsarbejde.
Der er 22 bånd i alt. 60 minutters-bånd, der dog med filmværkstedets kamera kun kan indeholde 40 minutter, fordi kvaliteten er højere. Det er rundt regnet 14 timer. Og de kan kun overføres i "real time" - minut for minut. I skrivende stund er jeg nået lidt over halvvejs med at overføre.

Alt noteres ned
Undervejs sidder jeg og noterer alt ned hvad der sker på filmen (med tidskoder til). Det er naturligvis lidt af et arbejde, men det er nu ganske sjovt at se alle de gode øjeblikke igen og samtidig finde ud af om de er fanget fra en ordentlig vinkel, ikke er for mørkt filmet eller om de har ordentlig lyd. Noterne vil spare mig en masse tid senere, når jeg skal til at finde de klip, der virker. For selvfølgelig skal omkring 95% af det filmede ikke bruges i den færdige film, hvis den skal være ca. en halv time. Men nogle gange har jeg også bare ladet kameraet rulle for ikke at misse gode øjeblikke. Og andre gange har kameraet måtte stå på stativ i en situation under indspilningerne, der krævede fuldstændig stilhed. Så det blev sat til at filme, hvor jeg så gik væk og kom tilbage 5-10 minutter senere, når vi igen måtte give lyd fra os.

Den idiotiske kameramand
Undervejs er der også enkelte overraskelser, man ikke kunne huske fra da jeg filmede. F.eks. de ca. 10-15 minutter, jeg fik optaget af det kulsorte indhold af sin kamerataske. Hvordan det var tændt der, ved jeg ikke. Men det var det. Det skal vel næsten også ske?
Eller da kameraets store pjuskede mikrofon fik rykket sig lidt ud af sin holder og jeg (efter hjemkomsten) begyndte at kunne se en lille dusk af den øverst i højre hjørne af billedet. Jeg tænkte nok, at det gaffatape, der blev viklet rundt om mikrofonen for at gøre den tykkere, da jeg fik kameraet, nok ikke ville holde den nok i spænd. Men det gik heldigvis ikke ud over så mange optagelser. Jeg begyndte ellers at få nervøse trækninger, da den poppede frem. Hvor mange optagelser ville være berørt af det? Men pyha da, ganske få.
Et andet tilfælde gav også anledning til lidt spænding. Kameraet er stillet på stativ, filmer lokalet og folk går ind ved siden af. Hvorfor står det og filmer? Der sker ikke noget. Den idiotiske kameramand (mig!) kommer ind i rummet og piller lidt ved kameraet. Opdager han mon at det står og filmer? Spændende, spændende. Nej! Han går igen ud af lokalet. Først næste gang bliver der slukket. Flot! Jeg tog mig selv i at sidde i klipperummet og sige til ham den bekendte, der kom ind i lokalet: "Det er tændt! Sluk det dog, din idiot!". :-)

Imponeret over billedkvalitet

Alt skal være HD nu om dage. Og ja, det kan være imponerende. Men tja, andre gange bare ligegyldigt. Jeg skal indrømme, at jeg var lidt forbeholden ved at gå tilbage til dv-bånd. Men selve kameraet er solid kvalitet. Der er en god chip til at modtage dataen (i modsætning til "feriekameraerne") og en god linse. Så jeg blev positivt overrasket over kvaliteten af billederne, da jeg så dem, der blev overført. Der er mere liv i dem end hvad jeg tidligere har set med DV og visse HD-optagelser. Det var dejligt at opleve.
Derudover har jeg faktisk fanget en del gode øjeblikke mellem Esther, Torsten og Kramer under optagelserne. Lyden og billederne er også okay. Kun få steder kunne jeg ønske mig lidt mere lys, bedre lyd eller andet. Og måske kan det endda rettes i redigeringsfasen. Vi får se.

Gode øjeblikke
Faktisk troede jeg, at jeg havde nogle få, men gode øjeblikke, så de gode materiale ville passe fint med filmens længde. Men faktisk tror jeg alligevel, at jeg må til at "kill my darlings" - faktisk en hel del - undervejs. Der er flere gode øjeblikke end jeg kunne huske. Men selvfølgelig, nu til dags med dvd'er med "outtakes" osv., så kan man snige lidt mere med som supplement, hvis man vil det. The "gag reel", I ved.
Og tja, jeg har da også leget med idéen om, at en del af optagelserne måske kan bruges til at lave en slags musikvideo til et af numrene. Der er jeg dog lidt mere på bar bund hvordan det evt. skal klippes sammen. For det er jo heller ikke lige filmet som musikvideo. Nå, vi må se på det, når vi når der til.
Jeg er pt. nået til der i materialet, hvor optagelserne er overstået og der er sagt farvel til Kramer. Nu venter den del af turen, der gik mere på at opleve New York og Montreal. Det meste derfra skal ikke bruges i filmen. Så jeg må finde få, men gode øjeblikke derfra til at supplere det,der er fra selve pladeprojektet. Samtidig skal jeg så også beslutte mig for om alt dette overhovedet passer ind i en film, der mest skal fokusere på pladeprojektet. Måske. Måske ikke. Det vil tiden vise. Det kan ske meget i klipperummet (det er vist en velkendt "floskel"?).

Opbakning til projektet
Århus Filmværksted har allerede ydet et god opbakning. Det lånte mig udstyret og har været utroligt flinke og hjælpsomme. En helt igennem positiv oplevelse indtil videre. Jeg håber, at jeg i projektets slutfase også kan få noget assistance med at finpudse filmen efter den første redigering. Så jeg ved hvordan jeg kan forbedre klipningen, bringe evt. manglende elementer ind og fjerne andre ditto og til sidst justere billedet farvemæssigt, så filmen får et nogenlunde homogent look.
Udover støtten i form af udstyr søgte jeg penge fra to forskellige steder. Det ene sted fik jeg desværre ikke, men jeg fik faktisk fra det andet sted. Det er Dansk Journalistforbunds fond med penge fra "blankbåndsmidlerne", der har fundet projektet interessant nok til at støtte det økonomisk.
Helt konkret betyder det, at det ikke bliver så stor en økonomisk belastning som ventet, når jeg meget snart skal ud og erhverve mig en iMac, som jeg skal redigere filmen (og fremtidige projekter) på. Det vil nemlig med mit nuværende fuldtidsarbejde være ret bøvlet at skulle sidde og redigere on/off på filmværkstedet. Jeg vil gerne i fritiden kunne gå direkte til projektet og arbejde på det derhjemme. Så støtten - der er givet til specifikke udgifter til selve turen og som jo er betalt - er meget velkommen. Kort sagt: Fantastisk dejligt!

Jeg skriver naturligvis mere, som projektet skrider frem. For ja, selv om jeg har en faglig ballast journalistisk, så er jeg som "filmskaber" jo stadig en novice. Men ikke desto mindre har jeg kastet mig over det og måske er der andre, der kan bruge noget af det, jeg skriver her til noget, hvis de går med samme tanker. Who knows?
Om ikke andet giver det mig selv en mulighed for at reflektere lidt over processen undervejs og måske blive lidt skarpere på nogle ting, når jeg får dem formuleret her.

Lars

Teatralsk rockduo fra Berlin indtager Café Vestergade

Fra AOA.dk:

Bertolt Brechts cabaret møder dramatisk punkattitude i victorianske klæder, når den berlinske duo Sister Chain & Brother John optræder lørdag den 13. november, skriver AOAs musikblogger.

Lørdag den 13. november får Café Vestergade besøg af det, jeg vil betegne som en spændende velbevaret hemmelighed. Duoen Sister Chain & Brother John (lyt på MySpace) fra Berlin præsenterer nemlig deres helt eget bud på hvordan rockmusik kan spilles på caféen kl. 21.00.

I november sidste år havde jeg fornøjelsen af at stå bag to koncertarrangementer i Århus (videolink) og Aalborg (videolink), hvor de tog del i løjerne. De formåede virkelig at slå benene væk under publikum. Nu er de tilbage i Århus igen. Egentligt er de her for at medvirke i en film produceret her i byen, men selvfølgelig skal århusianerne ikke snydes for en liveoplevelse med dette unikke par, når de endelig er her.

Trashet viktoriansk
Sister Chain & Brother John har det med at optræde i viktorianske klæder. De nydelige gammeldags linier passer godt til deres teatralske indgang til musikken. Sister Chain fremrører med sin store stemme på karismatisk vis sange om elsskovssyge, erotiske maremidt, underfundige historier og til tider også et par skarpe politiske stik. Det balancer dog mellem det klassiske og det trashede, for Brother John spiller skiftevis forvrænget el-guitar og bas. Det er deres simple, men uhyre effektive set-up.

Brecht møder punk
Sister Chain & Brother John får ofte flotte ord med på vejen. En anmelder skrev i sin tid begejstret om en af duoens nu over 200 koncerter:
"Sister Chain & Brother John er noget for sig selv. Man kommer til at tænke på Esther Ofarim og Klaus Nomi, men også Bauhaus og The Sisters of Mercy, Brechts og Kurt Weills kabaret og Lotte Lenya. Jeg står ved deres koncert og jeg smelter af ren nydelse.”
Den gennemførte liveoplevelse vidner om et erfarent band. Deres mange koncerter har de spillet i kirker, på skibe, på gadehjørner i krigszoner, foruden natklubber, festivaler og koncertsale. De udgav deres debutalbum "Darkness to Warm Your Heart" i 2008 og har turneret i Danmark, Norge, Tyskland, Storbritannien, Tjekkiet, Israel og andre steder.
Den tyske avis Die Tageszeitung skrev om deres album:
”Sister Chain & Brother John tager den ramme, som duoen er med alle dens begrænsninger, og bruger den til fulde."
Så der er en spændende koncertaften i vente på Café Vestergade. Entréen er endda gratis. Nysgerrige kan også tjekke dette videolink fra en koncert i Tyskland eller denne underfundige lille musikvideo.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 11

Lige en sidste blog om USA/Canada-turen for at få samlet op efter hjemkomsten...

Der sælges meget turistbras på gaderne i New York. T-shirts og kasketter med "I (hjerte) NY" er en klassiker, men andet tingeltangel er der også rigeligt af. Intet af det er naturligvis godkendt af copyright-myndighederne. To t-shirts med Steen fra "Steen & Stoffer" (Calvin & Hobbes) går igen flere steder. På dem står den lille knægt og ser godt muggen ud. Teksten på den ene lyder "Every day I am forced to add another name to the list of people who piss me off" og på den anden blot "New York Attitude". Ja, den har man jo hørt om. Eller set på film. Attituden. Men virkeligheden viste sig at være den dimentralt modsatte.

The Real New York Attitude
Jeg har tidligere i bloggen nævnt, at New Yorkerne var meget imødekommende og stolte af deres by. Da vi kom tilbage igen til New York efter Montreal oplevede vi det igen. Vi står på et gadehjørne i Soho med vores kort over byen og hurtigt bliver vi hjælpsomt spurgt om, hvor vi skal hen. En anden gang i undergrundsbanen snakker vi dansk med hinanden, hvilket får en puertoricansk mand til at spørge om vi er tyskere. Nej. Vi forklarer. Han kender godt Copenhagen. Han spørger til om hvad vi synes om New York og foreslår nogle ting, vi burde se. Bl.a. nogle musicals. Vi har dog ikke lige lyst til at følge hans råd om at gå ind og se "The Lion King", men det er tanken, der tæller. :-)
På en café/bar en eftermiddag i nærheden af, hvor Esther optog sin kommende plade, oplevede vi også hvordan "de indfødte" meget naturligvis falder i snak med folk. Måske meget naturligt sådan en sted. Men alligevel. Det var slet ikke efter tilbageholdende dansk/europæisk standard. Generelt mødte vi mange åbne mennesker i New York.
Er man ude og spise er betjeningen som regel meget venlig og helt i top. Det må naturligvis have at gøre med, at drikkepenge er en betydelig del af lønnen. Men om man som dansker synes om hele drikkepenge-idéen eller ej, så giver det bare en bedre oplevelse. Og ja, om det er pengene, der gør det eller ej, så kommer man bare tættere på hinanden også selv om det måske er professional kindness.
At komme hinanden ved er nok også uundgåeligt, når så sindssygt mange mennesker klemmes sammen på så lidt plads. Derfor giver det i øvrigt endnu mere mening at være flinke ved hinanden for at undgå for mange gnidninger. Ellers ville den potentielle krudttønde, som New York er, nok være eksploderet for længst.
En by som New York vil nok kunne give enhver et massivt rygstød. For selv om den har nok så mange skyggesider (og verdens måske absolut mest arrogante borgmester - Bloomberg), så har byen meget at være stolt af. Og den har noget at have det i.
"The New York Attitude" holdt i øvrigt helt til Hamburg, der var vores endestation med fly. Bilen ville ikke starte, da vi kom frem (og vi ville bare hjem efter en lang, hård tur). Vi fik hjælp til at løbe den i gang, men det fik dog ikke gang i den. Og da det tyske Falck - ADAC - ankom og satte startkablerne til og fik gang i den, så ventede jeg en kæmperegning. Men han sagde bare, "Aj, det er okay." Surprise! En potentielt dårlig dag blev vendt helt om. Karma optur!

Den sidste bid Montreal
Men lige et par skridt tilbage. I Montreal skulle vi som tidligere skrevet til koncert med Mark Lanegan og Isobel Campbell. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om sidstnævnte. Et fire mands liveband vil selv, når det spiller stille, komme til at overdøve hendes hviskende stemme. Den virkede kun godt på få numre. Mark Lanegan havde noget mere power. Man kan så diskutere om han, selv om han er intens, når ret langt ud over scenekanten. Men der var i hvert fald en håndfuld numre, hvor jeg synes, at musikken sprang så langt frem, som den burde. Måske på grund af melodier, men måske mere på grund af backingbandet.
Aftenens store positive overraskelse var dog opvarmningen Willy Mason. En mand og en guitar. Og så ellers helt klassisk, men meget kompetent singer/songwriter-stil. Efterfølgende research har vist, at han rent faktisk er et navn i England på et stort label (Virgin) og med moderate hitlisteplaceringer.

Central Park
Efter vi havde været i Montreal havde vi et par dage mere i New York. Vi nåede til Central Park, hvor vi havde lejet cykler hjemmefra til halv pris via Groupon. En artikel i Politiken, før vi tog hjemmefra, frarådede forskellige turistting i New York. En af dem var hestevogn i Central Park, fordi de kun kører rundt på de store veje i parken. Men vi fandt ud af, at kører man på cykel, så må man også kun køre på de store veje. Ikke de små hyggelige, der snor sig igennem parken og hvor der er mere at se på. Så må man stå af og trække. Mit hurtige bud er, man nok skal sætte i hvert fald 3-4 timer af, hvis man vil gå hele parken rundt. Så er det noget lettere med cykel. Men hvis man ikke behøver at komme hele vejen rundt, så får man nok set den bedre ved bare at gå rundt i den nedre del af parken. Med et sæt "groupons" mere spise vi bagefter et lækkert måltid "kapas" (Gæt engang. Ja, det er koreansk tapas, he-he) på Chom-Chom.

Folkets kunst
Vi havde også besluttet os for at skulle se The American Folk Art Museum. Kunst af den "almene amerikaner". Først fandt vi en lille filial, hvor der bl.a. var billeder lavet af en Vestie Davis. Ganske "naivistisk", men netop derfor ganske fede ting imellem. Hovedafdelingen ligger lige ved siden af MoMa (The Museum Of Modern Art) og det var tydeligt - ud fra køen udenfor sidstnævnte - at de nød en meget forskellig bevågenhed. MoMa har jo de store navne. Folkekunstmuseet havde en masse forskellige bud på hvordan kreativiteten har fundet vej ind i den amerikanske dagligdag. Bl.a. quilts, "hjemmefusket" outsider art og dekorative figurer af forskellig art.
Vestie Davis' havde bl.a. malet motiver fra Coney Island. Der havde vi også været forbi inden, hvor jeg havde filmet nogle af de samme motiver. Måske kan jeg lave nogle sjove overgange i filmen mellem kunst og virkelighed.

Den gode historie
Inden vi tog fra Danmark havde jeg købt billetter til et arrangement af The Moth. Det er en 14 år gammel non-profit organisation i New York, der laver historiefortæller-aftener. New York tiltrækker jo i sig selv altid interessant talent til sig. Så selvfølgelig var det også spændende navne, der stod på scenen på det flotte, gamle New York Public Library, hvor denne aftens fortællinger skulle foregå. Der var Pulitzer-nominerede journalister, en lesbisk jødisk komiker og et par "gejstelige" (hvoraf den ene var Al Sharpton, der også er kendt uden for USAs grænser). Det var dog journalisten og forfatteren Andrew Solomon, der gjorde størst indtryk denne aften med en historie om at finde frem til kunstnere i Afghanistan efter Talibans styre var væltet.
I løbet af aftenen var der seks historiefortællere, der hver havde 10-12 minutter, samt en vært, der bandt det hele sammen.
Jeg vidste fra The Moths hjemmeside, at de har udgivet cd'er med mange af de bedste historier, så dem ville jeg gerne købe. Jeg måtte dog lave en aftale om at komme forbi deres kontor dagen efter for at få fat i dem. De vil blive for dyre at købe via nettet pga. USA og Europas evindelige bekrigen af hinanden med obskøne toldregler.
Efter arrangementet begyndte jeg at tænke en del over om min dokumentarfilm overhovedet har en historie. At det skal den da have. Men jeg kom frem til, at ja, der er en historie, men den følger ikke den klassiske spændingskurve. Jeg har i stedet en historie, der fungerer som en ramme eller et skelet. Inden for den/det skaber jeg en oplevelse, der bygger på billeder i samspil med Esther's musik og giver via aktørerne nogle ord, der giver plads til reflektion. Så ikke en lige-ud-af-landevejen film. Bevares, den bliver nok relativt kronologisk, men fortællestilen bliver ikke af den slags, man bruger rundt om lejrbålet som The Moth betjener sig af.
Så efter et øjebliks tvivl - ovenpå den meget overbevisende aften - så kom jeg tilbage på rette kurs igen.
Og yes, "filmskaberen" her kan efterhånden sige farvel til den "rygskade", som kameratasken efterhånden har påført mig, he-he. Hårdt arbejde.

Dokumentarfilmen
Nu lover jeg, at de fremtidige blogs om filmen nok skal handle mere om selve filmen. Kameraet er nu afleveret og i den anden halvdel af november skal jeg til at overføre dv-bånd til harddisk. 14 timer i alt, lader det til. Men jeg husker allerede gode øjeblikke fra det, jeg filmede. Måske skal jeg prøve først at bryde min hjerne med at huske netop dem. For de må jo være de bedste. Lidt ligesom at skrive en artikel for derefter at skrive den engang mere fra hukommelsen. Det bliver den bedre af, fordi man kun kan huske de gode ting.
Af andre kreative idéer fra turen har jeg overvejet om jeg måske skulle skrive et par artikler. En om The Moth, en om Montreal og en om Esthers pladeprojekt.
Derudover har jeg en masse musik der skal lyttes til. Fandt en del LP'er og cd'er derovre (samt nogle bøger og tegneserier). Bl.a. nogle fra Kramers wacky gamle ting fra slut-80'erne og start-90'erne, noget Eugene Chadbourne og John Lurie (både The Lounge Lizards og soundtracks til Jim Jarmusch-film).

Men ja, følg med her, hvis I er nysgerrige efter hvordan en helt grøn "filmskaber" vil tumle sig vej frem til sin første kortfilmsdokumentar.

L