Making A Movie # 10

På vej hjem i toget fra Montreal til New York fik jeg redigeret en sidste videoblog. Den havde jeg ikke lige fået lagt her på Støj På Overfladen endnu. Værsgo!

Varm og funky etiopisk jazz til vintervejret

Fra AOA.dk:

Endnu et verdensnavn gæster Atlas. Tirsdag den 2. november står etiopiske Mulatu Astatke på scenen med den perfekte modgift til det danske vintervejr, skriver AOA's musikblogger Lars Kjær Dideriksen.

Århus' nye spillested Atlas har på forbavsende kort tid - siden august i år - leveret en imponerende række sublime koncerter. Om det så har musik været fra Norge, Syrien, Balkan, Mali eller de hjemlige himmelstrøg. Man kunne have frygtet, at det århusianske publikum ikke havde opdaget Atlas eller slet og ret ikke havde interesse for den musik, som så sjældent spilles radioen, fordi den ikke er almindelig rock eller MTV-egnet. Men den frygt har vist ikke at have noget på sig.
Atlas har fra starten formået at tiltrække absolutte verdensnavne fra den mere eksotiske musikscene og publikum har bakket utroligt flot op. Fremmødet har faktisk været pænt imponerende og festen er så sandelig heller ikke udeblevet! Det startede i højt tempo og fortsatte med det bl.a. den 1. oktober hvor taget lettede, da Boban Markovic fra Balkan spillede op. Tirsdag den 2. november kommer den sidste perle i rækken af verdensnavne, som Atlas lagde ud med at offentliggøre, da stedet åbnede: Mulatu Astatke fra Etiopien.

Revival via Hollywood
Har man set Jim Jarmuschs film "Broken Flowers", hvor Bill Murray kører rundt til tidligere damebekendtskaber for at finde ud af hvem der er mor til hans søn, så har man hørt Mulatu Astatke. Hans musik blev brugt løbende igennem hele filmen, som for alvor fik kastet lys på denne gamle mester.
Men blandt kendere var han allerede stor. Bl.a. fordi hans numre figurerede på en lang række opsamlings-cd'er med musik fra 60'ernes og 70'ernes Etiopien.

Fra en svunden guldalder
Mange af os forbinder Etiopien med billeder af hungersnød i 80'erne, men før det gik så galt, så var hovedstaden Addis Abeba lidt af et "in-sted" for de rige. De lokale orkestre tog den funky og jazzede lyd fra vesten til sig, men det lød nu alligevel ret anderledes, når de begyndte at spille. Instrumenteringen og rytmerne minder om noget, vi kender, men melodierne og sangene lyder langt mere af lokalkolorit. Musikken svinger, men stilen er samtidig tilbagelænet sexet og lyden er gennemført "old school". Den er blevet kaldet "ethiojazz". Og det er blevet en vindende formel. Der er mange fantastisk smukke numre på de førnævnte opsamlings-cd'er ("Ethiopiques"), men det var Mulatu Astatkes, der virkelig skinnede igennem som de bedste numre.
Så lidt i stil med de cubanske musikere kendte fra "Buena Vista Social Club" er den nu noget ældre herre trådt frem af glemslen og nyder nu anerkendelse og spiller rundt om i verden. Han har allieret sig med britiske musikere - med hvem han bl.a. også har lavet et nyt album - og til sammen kalder de sig Mulatu Astatke & The Heliocentrics.
Kort sagt, endnu en oplevelse på Atlas, man ikke bør gå glip af. Nysgerrige kan lytte til musikken og se video på Atlas' hjemmeside.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 9

Her er endnu rejse-inficeret del af jeg-laver-en-film-bloggen. Vi er på vores sidste aften i Montreal. Den rundes af med en koncert med Mark Lanegan & Isobel Campbell, hvor vi er havnet på gæstelisten, fordi bandet bl.a. består af et par flinke århusianere.
Vi har gået meget på denne ferie. Jeg travede en del i New York og sammen har vi været vidt omkring på samme måde i Montreal. I går var nok den hårdeste dag, fordi vi tog turen op til toppen af det lille "bjerg" Mont Royal midt i byen. Snoede stier igennem den flotte, gule efterårsskov hele vejen op. Vi kan mærke det i benene i dag.

Kulinarisk stafetløb
Vi har egentligt ikke drønet meget rundt til turistattraktioner, men bare nydt at være i en by med en relativt rolig puls og frisk luft. Hvis man skulle sige noget kort om Montreal, så er byen et godt sted for folk, der kan lide god mad, flot natur, musik og film. Maden er god her - og billig i sammenligning med Danmark. Men det gælder vel næsten snart resten af kloden? Ligger fædrelandet ikke nummer ét som det dyreste land nu? Danmark må snart være kendt som nationen, der finder sig i hvad som helst. Nå...
Alle æder bagels her. Det har aldrig været min favoritspise, men her kan de finde ud af at lave dem. Godt. Og på flere forskellige måder. På St. Viateur Café på Avenue du Mont Royal kan man spise dem med diverse fyld på. De mere klassiske bagel-butikker sælger dem uden fyld.
Vegetar- og veganerrestauranten Aux Vivres på Boul. St. Laurent - gaden hvor vi bor - har vi været på to gange. De har som mission at vise hvor lækkert mad kan være uden kød og det gør de mere end overbevisende. Her fik jeg i øvrigt smagt 'tempeh' for første gang, hvilket jeg synes virkede noget mere spændende end tofu.
I samme gade ligger også restauranten Robin des Bois. Vi var på vej ind på den i går og faldt i snak med en kvinde, der var på vej ud derfra. Det var en af stedets grundlæggere, der fortalte os lidt om stedet. Kokkene er professionelle, mens resten af de ansatte er frivillige. Overskuddet fra stedet går nemlig til seks velgørende formål. Bl.a. herberg for unge hjemløse. Stedet var pænt indrettet, maden lækker og prisen ikke engang fantastisk høj. Og ja, restaurantens navn er jo taget fra en ret kendt person. Aktuelt portrætteret af Russell Crowe i en Ridley Scott-film. Og som hende vi mødte sagde: "We take from the rich and...". Så behøver jeg vist ikke sige mere? :-)
Et ekstra lille kuriøst indslag er, at hvis man er i humør til det, kan man betale 5 dollars, stille sig ind i et rum tæt ved indgangen og kaste en tallerken ind i væggen. Alt for den gode sag?

Musiknørdens paradis
Før vi kom til byen var der den årlige Pop Montreal musikfestival rundt om i byen. Jeg kan slet ikke begynde at remse op, hvor mange fede navne, der var der. Hvis jeg havde været i byen på det tidspunkt, ville jeg have styrtet rundt for at få det hele med. Mens vi er her, så er det lidt småt med de navne, jeg kender. Men det er fint nok. Jeg fik hørt noget fint og for mig ukendt musik. To aftenener på Casa Del Popolo og så en mere eksperimenterende aften på Le Cagibi, hvor der var en showcase for et lille lokalt kassettebånds-pladeselskab kaldet Hobo Cult Records. Dronede ambientsager, country-guitar-noise og get this... japansk drone-rockabilly. I didn't see that one coming. :-)
Men det er ikke kun livemusikken, der byder sig til her. Montreal har relativt mange pladebutikker. En hel del af dem har vinyl. Jeg har ikke nået at se alle de butikker, jeg ville, men ramte et par rigtigt gode, hvor der virkelig var nogle spændende ting at finde. Her må jeg især fremhæve Phonopolis på Avenue du Parc og 33 Tours på Avenue du Mont Royal.
Jeg tror, at jeg laver min egen lille guide til alverdens pladebutikker på et tidspunkt. Nu får vi se. Jeg må sige, at jeg ikke er stødt på pladebutikker i samme omfang og kvalitet i New York. Og i øvrigt skulle Montreals butikker være noget billigere.
Montreal har i øvrigt også nogle helt gennemførte retrobutikker med alskens sjove sager. Sågar med ekspedient i polkadot og hornbriller.

Også film, naturligvis
Der lader til at være en konstant strøm af filmfestivaler i Montreal. Vi ramte også en af dem og nåede én film: "David Wants To Fly". Den handler om den 'transcendentale meditation', som filminstruktøren David Lynch benytter sig af og er stor fortaler for. Eller måske nærmere afslører, at der faktisk er noget ret så råddent bag det foretagende. Jeg er ikke i tvivl om at David Lynch har lavet mange gode film, men i filmen her ser vi en helt anden side af ham, som skuffer mig en del.
Jeg har tidligere nævnt, at de i Montreal har en pendant til Århus' kultbiograf Slagtehal 3 kaldet Blue Sunshine. Vi så en John Peel-dokumentar der og vendte tilbage senere til en aften med seks kortfilm af Jamie Travis, der selv var til stede og svarede på spørgsmål efterfølgende. Seks helt fantatiske film, hvor en af dem har været vist i Danmark engang, så vidt vi kunne forstå. De kan anbefales. Morsomme, surrealistiske og visuelt exceptionelle. De hedder "The Saddest Boy In The World", "Why the Anderson Children Didn't Come to Dinner", "The Armoire" og "The Patterns Trilogy".
Filmkøb- og udlejning strækker sig her til lands også længere end bare Blockbuster. Bevares, den kedelige kædeforretning er her flere steder, men til gengæld er der også steder som butikken Boite Noire på Avenue du Mont Royal, der er rigtig stor og har et mundvandsfremkaldende filmudvalg (ergo: ikke mainstream). Naturligvis NTSC-dvd'er i Region 1, så det er mindre fedt. Men er der dog veje udenom, hvis man virkelig vil.
I øvrigt: Til dem, der kan fransk og er meget teaterinteresserede, så lader det til, at man bør tage en tur til Montreal.

Ultrasmart automatik
Montreal har et par gode eksempler på smart automatik. Bl.a. Bixi-bycyklerne. De står låst i stativer, der er spredt over hele byen. Man putter sit kreditkort (eller abonnementskort) i en automat og betaler 5 dollars for et døgns brug og trækker så en cykel ud (et årsabonnement koster vist under 100 dollars). Så kører man hen, hvor man skal, og chancen er stor for, at der er et andet stativ lige i nærheden. Man har 30 minutter til at komme frem til næste stativ. Ellers koster det 1,50 dollars for en ekstra halv time. Og mere for de efterfølgende timer. Afleverer du ikke din cykel igen inden for 24 timer, så bliver der trukket 250 dollars på dit kreditkort.
Cyklerne har tykke dæk, megacomfy sadler og tre gear. De er i god stand, for finder du en cykel, der er i stykker, så trykker du på en knap på stativet, der giver besked om at den er gal og så kommer der én og fikser den. Det er sgu' da smart. :-) Det er svært at stjæle cyklerne og det kan ikke betale sig - og de er altid i god stand. Og billige at bruge (det er jo under 30 kroner for et helt døgn bare for os turister, der ikke tegner abonnement). Hatten af for Montreal.
En anden mindre ting, der også er automatisk, er Distroboto. Lokale kunstnere har på diverse caféer installeret nogle af de gamle cigaretautomater. I stedet for smøger kan man nu trække kunst i automaten. Små 2-tommer-cd'er, minitegneserier, kortfilm og andre små sjove ting. Det koster 2 dollars, hvor 1.75 af dem går til kunstneren. I like. :-)
Apropos lokal "kunst", så mødtes jeg i dag med Scott Da Ros, der er manden bag det lokale progressive rap-label Endemik Music, der bl.a. har udgivet albums med Bleubird. Jeg har indtil videre kun mailet med ham, så det var sjovt at møde ham face to face og snakke lidt.

Og så er der jo en doku
Dokumentarfilmen jeg har gang i, har fået lidt mere materiale i form af flotte naturbilleder fra turen op ad Mont Royal. Jeg ved faktisk ikke om de skal bruges. Er faktisk i gang med bånd nummer 18 (af 40 minutter hver), så jeg kommer da hjem med en del materiale. Jeg vil også mene, at jeg har fået en del gode ting i kassen. Der burde være nok til de indtil videre planlagte 27 minutter, som filmen helst maksimum bør vare.
Jeg har også fået lavet interview med Esther. Jeg skal nok have lavet lidt mere. Men det er rart, at få en stor del af det i kassen. For det skal gøres, mens vi er på farten, og ikke hjemme i Århus. Så ville interviewene bliver noget helt andet, som jeg er overbevist om ikke ville få den samme kant. Eller tja, jeg tror i hvert fald, at resultatet bliver bedre, når vi gør det, mens vi er her og stadig har det hele tæt på.
Vi skal også lige have lavet en sidste videoblog. Vi regner med at lave den i toget tilbage til New York i morgen - og så have nogle billeder med fra Montreal.

L

Making A Movie # 8

Sidder på værelset på Pensione Del Pololo og har en større del tøj til tørre ved radiatoren. Udenfor rusker vinden i træerne og det står ned i stænger. Skidt vejr. Kan dog ikke rigtigt klage. Vi har været heldige undervejs. Vi ankom til New York i solskin og havde små to dage med lidt gråt vejr, men ellers har det været helt sommeragtigt omkring de 20 grader med fin sol. Vi nåede dog lige en vild gang regn og torden i New York aftenen før vi skulle fra byen. Hvilket var flot. Lyn over Manhattan. Set fra Brooklyn fadede Manhattans skyline ud indtil den var helt væk i natten. Og så ramte den tunge regn Greenpoint. En halv time senere var skylinen atter synlig og om morgenen var vejret okay igen.
Da vi ankom til Montreal var vejret stadig så fantastisk, som det havde været på vej herop, men 10 timer længere nordpå var vi ca. 5-7 grader længere nede på barometeret. Vi kunne se vores ånde om morgenen.

Renhed og sprog
Nå, nok om vejret. Vi skulle nu få to dage med regn her. Derefter skulle solen kommer tilbage, så vi kan gå en tur op på Mont Royal - "bjerget" der ligger midt i Montreal.
Jeg skrev tidligere i bloggen her om hvor ren Montreal ser ud. Især i forhold til New York.
Det virker lidt som at gå rundt i en velfriseret park at befinde sig i Montreal. Selv højhusene (jeg vil ikke kalde dem skyskrabere) er nydeligt rene. Vi befandt os også i en større offentlig bygning forleden og der kunne man gå hen til en lille automat og squirte lidt hand sanitizer ud ganske gratis. Smart.
Sproget kan dog være en barriere her. Den franske del af Canada virker som om den bevidst har valgt at afvise det engelske sprog. Selv ca. 20-årige ekspedienter i forretninger kan stort set ikke tale engelsk. But I guess that's a French thing? Det kender vi vel egentligt også lidt fra Europa? Men vi klarer os uden store problemer.
Én forskel, der er let at mærke her, er hvordan amerikanerne altid falder i snak med én - i subway'en, på baren eller på gaden. Montreal er ikke sådan - og derved også meget europæisk. New Yorkerne er i hvert fald meget snakkesalige og imødekommende. De gør næsten en dyd ud af det. Det bunder nok også i, at de er stolte af deres by og samtidig har noget at have det i.

En kulturel tidsrejse
Montreal har mange flotte, gamle bygninger, men man får også nogle nyere kulturelle flashbacks. Man opdager hvor mange bands, der egentligt kommer fra Canada. Ja, der er jo Alanis Morrisette, Bryan Adams og Celine Dion. Men så er der dem, vi har glemt. The one hit wonders, som stadig huserer i Canada. Crash Test Dummies (dem med "Mmm Mmm Mmm Mmm") eksisterer sgu' stadig og skal faktisk snart spille her. Barenaked Ladies er heller ikke afgået ved døden. Og dem, jeg helt havde glemt, laver åbentbart stadig musik: Bran Van 3000. Kan I huske dem? Det var dem med "Drinking in L.A.". Ha! :-)

Musik her og hjemme
Anyways, lidt livemusik er det da blevet til her. Eftersom vi bor på Del Popolo får vi gratis adgang til alle koncerter på stedet, mens vi er her. Bonus! :-) Der er koncert hver aften både her i huset og et stykke væk i La Sala Rossa, som Popolo også står for. I forgårs så jeg Bruce Peninsula, Charlotte Cornfield og Bent By Elephants. I går så jeg Coco & Co og Gianna Lauren (men missede My Lovely Son). Anede ikke hvem de var, men nogle af dem var ganske gode.
Fremfor alt var det fedt at opleve nogle små bands, der synger på engelsk og samtidig har det som modersmål. Man kan ikke lade være med at tænke på alle de danske bands, der forsøger sig på engelsk og sammenlignet med disse kunstnere ikke når dem til knæhaserne. I øvrigt ikke blot i sproglig formåen, men også evnen til at stå på en scene og være i kontakt med deres publikum. 90% af danske bands evner det simpelthen ikke, når man skal lave den direkte sammenligning. De er stive, kunstige og alt, alt for selvbevidste. Drop det dog. Giv efter for musikken.
Mens vi har været herovre tjekkede vi lige Politikens web, mener jeg det var, hvor der var et interview med Saybia-forsanger Søren Huus, der har lavet en soloplade på dansk - simpelthen fordi han på engelsk ikke kunne udtrykke det han ville om sin kæreste, der døde i et trafikuheld. Go figure, folks...
Den danske "rockmastodont" Kashmir har f.eks. på gud ved hvilket år endnu ikke evnet at lægge sine grammatiske fejl og småpinlige engelskdansk bag sig.

Spas og shopping
Det kan blive en længere snak om dansk musik, som jeg lader ligge her. Af andre sjove ting, så har vi fundet Montreals pendant til Århus' kultbiograf Slagtehal 3. Her hedder den Blue Sunshine (opkaldt efter filmen af samme navn). Vi var deroppe i går og så en BBC-dokumentar om John Peel (fordi i går var årsdagen for John Peels sidste radioprogram).
Sjovt nok sad århusianerne samme aften derhjemme og hyggede sig med canadiske film i kælderen i Mejlgade, hvor temaet var "canuxplotation". :-) Der er også en filmfestival i Montreal lige nu, så vi tjekker måske et par film ud. Der er bl.a. en om David Lynch og hans "transcendentale meditation".
Der er faktisk en del fede musikbutikker i Montreal. Flere end jeg er stødt på New York, synes jeg. Og flere af dem har en del fede sager, jeg har ledt efter. Jeg tror, at jeg snart må lave min egen lille pladebutik-guide om de steder, jeg efterhånden har besøgt i forskellige byer. Jeg plejer som regel at tage billeder af dem.
Vi cyklede også en tur ud til den botaniske have, hvor de havde både en kinesisk og japansk afdeling foruden et "insektarium". Hyggelig dag. Senere må jeg i øvrigt lige huske at fortælle om det latterligt smarte cykelsystem, de har her i byen. En fantastisk idé, der virker perfekt.

Lidt film til sidst
Hov, bloggen her handler jo egentligt stadig om at lave en dokumentarfilm om Esthers pladeprojekt. De sidste par dage har jeg ladet det store kamera være hjemme. Rart. Min skulder var ved at blive skæv, he-he. Men når vejret bliver bedre skal jeg have filmet lidt mere. Og mens regnen buldrer rundt udenfor og vi er "fanget" på vores værelse, så burde jeg nok se at få interviewet Esther, så vi har noget "voice over" med hende til filmen.

L

Making A Movie # 7

Jeg skriver dette fra et af de kun fire værelser på Pensione De Popolo i Montreal. Det er en del af Casa Del Popolo, der tæller to spillesteder (så vidt jeg kan forstå), en café og så den lille håndfuld værelser ovenpå. Jeg kan se på deres koncertkalender, at allerede i denne måned har bl.a. Scout Niblett, Danielson og Casiotone For The Painfully Alone spillet. Dem kender jeg da. Der er ikke rigtigt noget, jeg kender, mens vi er her. Dog synes Half Baked at ringe en klokke.
På værelset her er der indrammede koncertplakater med Scorch Trio, Sun City Girls og Sonore (Brötzmann og Gustafsson), som jeg ser som en indikation af, at dette vist må være det helt rigtige sted at befinde sig.

Hvor er al skraldet?
Udefra er Casa Del Popolo ret "rustik" og adskiller sig en del fra det Montreal, vi lige efter ankomsten på togstationen kørte igennem med taxi (med radiokanalen Planet Jazz med Billie Holiday, der gav os et rart og mellow ride til vores destination). Byen er - i hvert fald i midten, hvor vi kørte igennem - mondænt moderne og fremfor alt ren, hvilket man lægger mærke til med det samme, når man kommer fra New York, hvor skraldet flyder over det meste.

Ingen Photoshop
Selve togturen herop var fantastisk smuk. Jeg havde set en del billeder på nettet af upstate New York i efteråret inden vi tog hjemmefra. Og man må tilgives for at tænke "Okay, de billeder har vist fået en tur i Photoshop". Det har de måske også, men så kun for at ramme virkeligheden bedre. For de grønne, brune, røde og gule skove, der er næsten hele vejen langs søer og kanaler til Montreal, er vitterligt så farverige! 10 timers pangfarver, værsgo!
Okay, vi holdt stille i over en time ved grænsen, fordi tolderne skulle interviewe næsten hver eneste passager om deres ærinde i Canada. Både de amerikanske og de canadiske toldere. Og undervejs var der en del steder, vi holdt stille. Men det måtte der være taget højde for i køreplanen, for vi var ikke forsinkede, da vi ankom. Anyways, togturen kan virkelig anbefales. Den minder mig lidt om dengang for mange år siden, at jeg tog toget fra Glasgow til Fort William i Skotland. Op langs Loch Lomond osv. Pokkers flot. Men som altid med USA, fristes man til at sige, så er tingene herovre lidt mere massive og omfattende.
Jeg filmede naturligvis en del undervejs. Der må være nogle landskaber, der majestætisk kan glide forbi til noget 'voice over' eller lignende. :-)

En video mere
På vores første dag i Montreal skal vi så lige finde ud af, hvor i byen vi egentligt er og hvad vi skal se. Jeg har en relativt kort liste over steder, så programmet står nok mest på afslapning uden de store planer. Indtil vi kommer tilbage til New York, hvor vi lige skal nå det sidste. :-)
På vejen herop i toget fik jeg i øvrigt redigeret en videoblog mere. Jeg er ikke helt tilfreds med iMovie, som ikke virker syndeligt fleksibelt m.h.t. at crossfade lyd og lægge video i flere lag (og derved have lyden fra en video kørende, mens man viser en anden). Så det bliver som det bliver. Redigeret med en boldsaks. Som sagt, her er seneste indslag, hvor man bl.a. kan få et smuglyt til nogle af de nye numre...




L

Making A Movie # 6

Sidder her i et gammelt warehouse - en slags lagerbygning eller fabrik - i Greenpoint, Brooklyn, med en dåse root beer. Det er første gang, at jeg smager den slags og oplevelsen kan vel siges at lande et sted imellem et Jenka-tyggegummi og et duftlys. En flydende og kraftigt perfumeret pseudo-kulinarisk lussing, der burde holdes til et minimum. Så var cream soda'en forleden faktisk bedre.

Bye-bye, Manhattan!
Vi har nu forladt vores 'tårnhøje helvede' i Financial District på Manhattan. Torsten og Fatima er taget hjem til Danmark, og Esther og jeg befinder os nu i førnævnte gamle bygning i Greenpoint. Byen New York er her så forskellig fra Manhattan, at man kunne forestille sig, at det var et andet land. Faktisk er det også den polske del af New York, så man kan godt føle sig som et andet sted end det USA, man tror, man kender fra tv. Endnu tydeligere er den fornemmelse selvfølgelig, når man går igennem China Town. Så giver det pludselig mening, når man hører folk sige, at New York "har det hele". Ja, det meste af verden er tilsyneladende repræsenteret her i større eller mindre grad.
Anyways, skiftet til Brooklyn er til at mærke. Byens puls er en anden her. Ikke det evige aircondition-brum, men i stedet mere small town byliv med bygninger i max. 3-4 etager. Selvfølgelig stadig med en del mennesker, men slet ikke i samme omfang som på Manhattan. Vi tog dog til Manhattan i dag. Skulle hente togbilletter til Montreal på Penn Station og som de gæve og modige rejsende vi er, så stred vi nordpå på Manhattan og ramte 42nd Street, hvor bilos, varme (vejret her er super), menneskemængde, lysskilte og trafik gik op i den højere enhed, som det myldrende galmandsværk New York også er. Vi måtte gå under jorden og 'flygte' derfra med subway og nåede aldrig op til Times Square (hvilket vi egentligt heller ikke havde ambitioner om) og missede så det ragnarok, der sikkert ventede der. Oh, hvor brave vi er!
Jeg rendte efterfølgende ind i en irriterende hovedpine, som to Panodiler ikke gad at gøre has på. Jeg giver storby-buzzen og dens manglende mætning med ilt skylden. :-)

Interviews til filmen
Nå, men disse indslag i min blog hedder jo faktisk "Making A Movie". Efter vi er ankommet i USA har de dog været lige så meget rejseblog. Kunne heller ikke finde ud af hvad de indslag skulle hedde og det hele smelter jo trods alt sammen alligevel. Men hvis jeg lige skal skrive lidt om filmeriet, så fulgte jeg Esther og Torsten på den sidste optagedag. Der var ikke så meget mere, de skulle fikse, mens de var i New York.
I dag søndag nåede jeg lige netop at interviewe Kramer i ti minutter inden han skulle nå sit fly hjem. Jeg skulle have et eller andet med ham til filmen, hvor han sagde noget - udover de sekvenser, jeg har filmet med ham på. Jeg fik også nogle gode soundbites fra ham. Så nu kan jeg slappe lidt mere af. Var begyndt at blive lidt nervøs for om jeg overhovedet fik noget interview med ham med hjem og ikke kun de filmsekvenser, hvor han agerer med Esther og Torsten. Jeg syntes, at der ville mangle noget, hvis jeg ikke også havde noget "voice over" med ham. Nu skal jeg have interviewet Esther. Det kan være, at vi snupper det, mens vi er i Montreal, hvor vi givetvis skal og kan slappe mere af end her. Torsten må jeg snakke med, når vi kommer hjem til Danmark.

Kontaktbesvær
Det er ikke let at komme i kontakt med folk her i byen via mobiltelefon. De virker ikke altid eller også er sms'er meget forsinkede. Derudover har wi-fi aflivet internetcaféerne, så hvis man skal give råd til rejsende fra Danmark, der kommer herover, så: Husk at tage iPhone med og tjek e-mails den vej løbende. Der er dog ingen af os, der har iPhone, så ja, vi har haft lidt udfordringer. Vi slæber nemlig ikke Macbook med rundt hele tiden. Det kunne være, at man skulle undersøge om man kan have iPhone uden telefonabonnement og så kun bruge den til wi-fi. Sikkert ikke.

Den nye hybel
Nå, men i korte pip kan jeg da lige sige, at turen i går gik forbi Bedford Avenue (og bl.a. Academy Records og Earwax Records). Og i dag nåede vi på Manhattan-turen også lige at gå forbi Chelsea Hotel og fik et pift rockmytologi ind fra højre. :-)
Udsigten fra taget af vores ny hybel i Greenpoint fanger lige hele Manhattan fra siden. Helt perfekt. Rart at opleve Manhattan på afstand - og fra et sted, der er mere mellow. Det er noget mindre luksuriøst end før, men det er faktisk rart. Vi bor dog i en køjeseng under loftet (med en rutsjebane op til og ned fra) i fællesrummet i et lille bofællesskab. Flinke folk og det er ganske billigt. God måde at møde nogle af de "indfødte" på. Men ellers må man sige, at de i forvejen - i New York - er meget imødekommende. Både i subway, på barer og på gaden. Det er jo ikke lige noget, man oplever så meget i Danmark.

Det er lidt løse skriverier det her. Ville ønske, at jeg havde til til at sætte mig ned og skrive lidt mere struktureret. Men det må vente til en anden gang. Jeg skulle i øvrigt også gerne lige have lavet en video mere herovre fra. Måske i morgen.

L

Making A Movie # 5

Klokken er 9 fredag morgen (og 15 derhjemme). I dag er sidste optagedag for Esther og Torsten. Esther fik naglet en uhyggelig bunke vokaler fast i går og de sidder lige i skabet. I dag skal de sidste ting klares. Jeg fulgte en stor del af processen i går og fik en del gode sekvenser i kassen, synes jeg. Nu har jeg lidt mere ro i sjælen. I går blev "It's All Falling Down" bl.a. indspillet. Og uha, det fungerer godt. Tænk hvordan det kommer til at lyde, når Kramer sætter sig ned og mixer det færdigt, når det allerede nu lyder så godt! :-)
Forleden fik jeg klippet en ny videoblog sammen. Musikken brugt i den er i øvrigt demoen til "It's All Falling Down".



En film tager form?
Når jeg ser hvordan min lille dokumentar skrider frem, så må jeg nok sande, at man kan have nok så mange store æstetiske overvejelser, men at de er svære at realisere, når det drejer sig om dokumentar og ikke fiktion. Dokumentaren giver jo i sagens natur ikke så meget plads til forberedelse. Så selv om jeg fanger en masse "stillestående" stemningsbilleder og lidt sjove vinkler og detaljer her og der, så tror jeg, at styrken i filmen mest vil komme fra gode øjeblikke fra indspilningerne og de interviews, der skal give filmen dybde. Det er ikke helt let at filme i lejligheden for der er dælme ikke meget plads. Hverken til mig eller kamerastativ. Men det går nogenlunde.

Rundt i byen
Som sagt tidligere, så er jeg ikke i "studiet" hele tiden, men er også på sightseeing. Får gået latterligt meget. :-) Var bl.a. igennem Soho og Greenwich Village. Sidstnævnte var ganske cool. I går ramte jeg Chinatown og lidt af (very) Little Italy. Der er så sandelig meget mere Kina end Italien i det hjørne af New York.
Kramer tog os i øvrigt også igennem East Village den ene aften og det var buzzin'. Når jeg kommer hjem skal jeg have sorteret i billeder fra turen og få lagt nogle online. Det er lidt svært på farten her. Denne her Macbook jeg sidder med er underlig. Gider kun æde billederne igennem iPhoto og så kan man ikke se om man har fået alle sammen med bagefter, fordi den grupperer dem efter dato og alt muligt. Jeg vil bare have filerne i én mappe, hvor jeg kan se dem, tak! Apple... control freaks. Al denne higen efter at gøre det let og simpelt ender med det modsatte. Ingen kontrol for brugeren over små basale ting. Nå, nok om det.
Jeg var i øvrigt også på den lille, gratis færgetur til Staten Island med Marzipan-Roberta og familien og fik set byen lidt fra vandsiden.
Og i går var vi på Bubby's og spise igen (ikke Buddy's som jeg tidligere skrev - sådan kan det gå, når man ser navnet på et vindue indefra, ha-ha. bb = dd). Og hvem har netop spist på stedet, når vi har sat os, og går forbi os? Ingen ringere end Harvey Keitel. :-) Jeps, fuck Hollywood. De sejeste skuespillere er fra New York. Harvey Keitel bor i kvarteret. Det samme gør Robert De Niro, Meryl Streep og Isabella Rossilini, så vidt jeg kan forstå på Kramer.

M.h.t. filmen her, så håber jeg, at vi evt. kan bruge den sammen med albummet, når og hvis det skal sendes rundt til nogle labels. Det album bliver for godt til bare at "selvudgive". De rigtige pladeselskaber bør have buddet - med et godt oplæg med album, film osv. Det ville i hvert fald være optimalt. Vi får se!

Mange hilsner

Lars

Making A Movie # 4

Sidder med en lille lånt Acer-pc på en café/restaurant kaldet Buddy's i TriBeCa, hvor lydniveauet er ekstremt højt fra alle de snakkende gæster, der prøver at overdøve latinmusikken fra stereoanlægget. Den ligger et par hundrede meter fra lejligheden, hvor Esther og Torsten lige nu sidder og indspiller deres kommende plade.

Lejlighed. Klik! Kramer. Klik!
Vi ankom ved 11-tiden og mødtes med Kramer, der skal producere pladen. Esther har mødt ham engang før i København. Torsten, Torstens kone Fatima og jeg mødte ham for første gang. Og ja, vi havde, så vidt jeg kan forstå, alle en rigtig god fornemmelse. Lejligheden er gammel, lidt rodet indrettet på den helt rigtige måde og fyldt med sjove instrumenter (selv theremin og gamelan, selv om de nok ikke skal bruges til pladen, he-he). Vi synes alle, at den var superfed. Mørk i det og med den rette stemning. Kramer virker superrar og har den helt rigtig indstilling til musik, som ser ud til at passe perfekt til Esthers plade og det hun vil med den.
Lige fra start: Spil det nummer, du føler er rigtigt lige nu. Og ingen metronom - følg din hjerte i stedet. Og han er fokuseret på at mikrofonen fanger det helt rigtigt. Esther spiller meget stille på sin guitar, så han kan sikkert fange alle nuancer. Og ja, Kramer er fokuseret på at drikke den rigtige te. Et eller andet fra 2000 år gamle tetræer, der gror i klipper. Smagte det. Faktisk lækkert. Og jeg er ellers ikke tedrikker. Med det prøver jeg nok at sige, at det formentligt ikke bliver seks stressede indspilningsdage. Det skal Kramer nok sørge for.

Close quarters
Rummet i lejligheden, hvor de indspiller, er ret lille. Det bliver nok svært at finde mange forskellige vinkler at filme fra. Men der er så mange små detaljer i rummet, jeg skal have indfanget. Og så er det ellers om at fange de rette øjeblikke, hvor der sker ting, der opsummerer hvad det hele handler om. Det er fristende at lade kameraet køre hele tiden. Det kan jeg dog ikke. Jeg skal heller ikke være der hele tiden. Men det ville også blive for mange bånd at skulle håndtere efterfølgende.

Øjeblikke
Jeg tror, at jeg fangede nogle ganske gode øjeblikke her fra starten. Bl.a. sad Esther med sin akustiske Gibson inden der skulle optages og Kramer bad hende spille, mens han gik helt tæt med øret til guitaren forskellige steder og lyttede... og sagde "wow" flere gange. Han skulle vist lige ind og mærke nuancerne. Det kan være, at det er de øjeblikke kombineret med mere simple "scener" til musikken, at jeg skal fange. For jeg er ikke så skarp på det kameratekniske. Og faktisk, så kan dette kamera ikke lave skarpe og uskarpe for- og baggrunde. Måske hvis man lavede noget fiktion, hvor man havde tid til at stille op. Men det her er dokumentar og det sker i nuet og lige pludseligt. Så det bliver nok en tand mere "guerilla-film" end jeg havde forventet. Men det er måske halvdelen af filmen. Resten bliver nok bybilleder og andre lokationer kombineret med små detaljer - sat sammen med musikken.

New York under pres
Kramer fortalte forresten, at han har optaget hele "The Sound Of Music"-pladen, han lavede med Jad Fair i sin tid i lejligheden. Cool. :-)
De gik faktisk hurtigt i gang med at optage i dag. Lidt snak før action time omkring 11. september (Kramer boede lige i nærheden) og omkring hvordan New Yorks borgmester har afskaffet "rent control", hvilket nu gør det vaaaanvittigt dyrt at bo i New York. Nu har kunstnerne ikke råd til at bo der mere. Tænk på et New York uden dens kunstnere! Det vil da ødelægge alt det, som New York har været kendt for så længe de fleste kan huske. Bare se hvad der sker - eller er sket - i Danmark. Storbyerne er mere døde og grå end før, fordi "boheme-elementet", der skaber noget farve på tilværelsen må flygte fra huspriserne.

Nacho nacho man!
Nå, men lad mig runde af på den positive side. Her på Buddy's har jeg lige bestilt nachos. Holy crap. 9 dollars er måske dyrt efter lokale standard, men for danskere er det jo ikke så slemt. Men damn, det man så får for pengene. Deeee-lish! Det lader ikke til at være nachochips fra en pose Tex Mex. Og så er der chilisauce, salsa, græsk yoghurt, guacamole, sort bønner, forårsløg og jalapenos. Sådan skal den bare laves!

Det er nu det sker
Det regnede en del tidligere, men nu det stoppet. Nachoen lagde bunden og lidt til. Tænker, at jeg glæder mig til at høre det endelige resultat af det arbejde, der foregår henne om hjørnet. Esther fik lavet noget sindssygt gode demoer hjemmefra på min lille Tascam DP-008 (som jeg også har taget med herover, hvis nu inspirationen indfinder sig senere på turen). Kramer fik demoerne forud, så han kunne høre numrene. Men nu når optagelserne er startet, så er de fortid. De skal ikke lyttes til nu, som han sagde. Nu skal øjeblikket fanges. Og jeg tror såmænd, at der kommer rigtigt mange smukke og unikke øjeblikke et par etager oppe i en charmerende, lille rodet lejlighed på hjørnet af N Moore og Varvick i TriBeCa.

L

It's A Man's Man's Hattan

Buddy's, Hudson Street / N Moore Street, TriBeCa, New York, 4. oktober 2010

Maaaanhattan!

So much space
in such a little place.
So much place
in such a little space.

Man...fucking... hattan!
Erectile horizon

23nd floor
and still not a room with a view
Wasteful nation
Everybody flush
Niagra Falls from the top
towards the lobby floor
Eternal hum
monotone
vibrate in the structure
inside and outside
Like a jet engine waiting
and waiting
Air condition isolate
from the human condition
the world leaving it's mark
on the skin

Hi-how-are-ya'-good?

Spøgelser i jetstrømmen

Et sted over Atlanten, 2. oktober 2010

Allerede inden vi ramte østkysten hørte jeg Jim brøle fra den anden side af kontinentet. Så det rungede helt tilbage til de harnisklædte kæmper.

Son, I'm going crazy
from living on the land
Got to find my shipmates
and walk on foreign sand

Lettelsen ramte da vi klemte os ud af den snævre jetstrøm over det grå, danske skydække. Ja, for helvede. Lettet og lettet!

We have constructed pyramids in honor of our escaping!

Making A Movie # 3

Så er vi i New York.

Det er faktisk lidt svært at få filmet nok undervejs, når man også skal slæbe på bagage og tjekke ind og ud hele tiden i lufthavne osv. Men lidt kommer der i kassen.

Vi ankom i lørdags. Helt vildt trætte efter en meget lang tur, der startede med at køre tre timer om natten til lufthavnen i Hamburg.

I går søndag gik vi over Brooklyn Bridge og gik lidt rundt i Brooklyn (noget rarere end spidsen af Manhattan, hvor vi bor, synes jeg). Om aftenen var vi på Cake Shop, hvor Marzipan Marzipan spillede en fortrinlig lille koncert (bl.a. med en fantastisk udgave af "Twist And Shout").

Selve optagelserne til Esthers plade begynder i dag mandag. Så følger jeg opstarten og kommer løbende tilbage undervejs i processen. Jeg skal ikke være der hele tiden.

Jeg har også mit lille Kodak Zi8 video lommekamera med, som vi bl.a. bruger til at videoblogge med. Vi skal afsætte nogle klip til Gaffa.tv. Men jeg fiksede lige en lille 'prelude' fra weekenden inden arbejdet går i gang. Den kan I se her...



Mange hilsner

Lars