Manden der danser med lamper - Tillykke med de 60, David!

Jeg havde faktisk ikke tænkt, at David Byrne var nået til de 60 endnu. Men han har nu været en distingveret sølvræv i en del år efterhånden efter han droppede den sorte hårfarve. :-) Og det er så i dag den 14. maj 2012, at han runder de 60. Sjovt nok læser jeg for tiden i bogen "Fa Fa Fa Fa Fa Fa - The Adventures Of Talking Heads In The 20th Century".

David Byrne er ikke blot en musiker, men en gennemført kunster. Fra de tidlige år som "the odd one out" i punkdagene med Talking Heads på New Yorks CBGB's til i dag, hvor han er en slags populærkulturens og kunstens "elder statesman with a quirky twist". Altid med en ægte kærlighed til eksotisk musik. En helt igennem sympatisk sangskriver, musiker, sanger, filmskaber, forfatter, installationskunstner, pladeselskabsdirektør, foredragsholder, cykelentusiast, samfundsobservatør m.m.

Her er en række af mine personlige bud på de bedste indgange til et meget spændende og fremfor alt inspirerende menneske.
Undskyld, at jeg ikke inkluderer meget af hans mere poppede solo-output fra 90'erne og frem, men den del har jeg ikke dyrket så meget som Talking Heads og hans mere eksperimenterende musik.


Stop Making Sense (1984). Koncertfilmen over dem alle. Og i øvrigt også min indgang til bandet. Jeg kendte til nogle af deres hits, men det var filmen, der for alvor åbnede mine øjne for bandet. Det kan i øvrigt stærk anbefales af finde dvd-udgaven med kommentarspor af David Byrne. Man opdager derigennem for alvor koncertens virkemidler, som man ikke selv kunne sætte en finger til at starte med.
Filmen og albummet er nærmest en "Best of Talking Heads", hvor numrene spilles endnu mere energisk end på pladerne og via en helt gennemført fantastisk og opfindsom performance.
Senere lavede han og Talking Heads også filmen "True Stories" og senere igen selv dokumentaren "Ile Aiye (The House Of Life)", der bestemt også bør nævnes.



More Songs About Buildings and Food (1978), Fear of Music (1979) og Remain in Light (1980). Talking Heads andet, tredje og fjerde album fra deres frugtbare samarbejde med Brian Eno som producer. Bandet finder sin egen form og opdager helt nye territorier inden, der går alt for meget pop i den i 80'erne. Tre helt uundgåelige album.



My Life in the Bush of Ghosts (1981). David Byrne og Brian Enos album, hvor de blandede "verdensmusik" og vestens pop med det, der vel i dag nok kan kaldes "samples". Altså, talestumper over musik og brug af sang fra andre indspilninger (på dette album oftest mellemøstlig). Det er en kejtet og "white man's funky" plade, der i 1981 gik nye veje indenfor populærmusikken. Chuck D fra rapgruppen Public Enemy skulle have udtalt, at albummet inspirerede ham meget. Man kan også se tidligere elementer af det, der senere blev en vigtig del af hip-hop'en. Albummet har siden sin udgivelse opnået større og større anerkendelse. Det er et af mine absolutte yndlingsalbums, som jeg altid vender tilbage til.



Playing the Building (2008). En interaktiv kunstinstallation, hvor man kan "spille" på en hel bygning via et orgel. En simpel og sjov idé.



Bicycle Diaries (2009). New Yorkeren David Byrne er meget stor fortaler for cykling. Han har altid én med på turné og cykler, når han kan. Han har desuden designet kreative cykelstativer. I 2009 udgav han sin dagbog om sine cykelture i forskellige storbyer rundt på kloden - og ikke mindst sine reflektioner om bl.a. kulturelle forskelle, byudvikling, politik m.m. på disse ture. Ikke længe efter udgivelsen udgav han bogen som "lydbog". Det var her, at jeg for første gang nogensinde faktisk betalte for mp3er, da det var den eneste måde at få den på. :-) David Byrnes observationer virker ofte simple og "kald en spade for en spade"-agtige ved første øjekast, men han tager dem ofte spændende steder her. Det er denne bog et glimrende eksempel på. Han er fremragende til at dele sin nysgerrighed.
Læs og lyt her.


How architecture helped music evolve (2010). Et inspirerende foredrag om hvordan arkitektur har påvirket musikken igennem historien. Det viser igen David Byrnes simple, men underfundige tilgang til kunsten og til verden.



Luaka Bob. David Byrnes pladeselskab, hvor han i utallige år - allerede før det for alvor blev trendy - slog et slag for musik fra "de varme lande". Besøg Luaka Bob på http://www.luakabop.com/.

I guess it's healthy, I guess the air is clean.
I guess those people have fun with their neighbors and friends.
Look at that kitchen and all of that food.
Look at them eat it' guess it tastes real good.
- The Big Country

Jeg håber, at ovenstående har været enten en øjenåbner eller er reminder.

Lars