AOA’s musikblogger Lars Kjær Dideriksen drog afsted med to kasketter på hovedet. Som blogger og som pladeselskabsmand i det musikbranche-cirkus, som roterer rundt om musikken på Spot. Under årsmødet for landets musikbranche var der heldigvis også tid til at få lyttet lidt til musikken. Lars tog noter undervejs foran og bag scenerne.
Fotos: Lars Kjær Dideriksen
LØRDAG
11:56
Rock’n’roll-sen morgenmad. Vi kigger igennem programmet. Det virker som om skribenterne har fået til opgave at opfinde en ny genrebeskrivelse til hvert eneste band. Der er selvfølgelig de gængse, men vi morer os gevaldigt over ”super rock”. Andre gode er bl.a. ”math-pop”, ”computer-grunge”, ”tropical bass”, ”astronaut kraut” og ”hjemmelavet country”. Der er mange flere eksempler. Men vi er sgu’ ikke bedre selv: ”Viktoriansk glamrock”. Ha!
14:34
Læser lidt videre i Spot-programmet. I en artikel råder Tim Christensen unge musikere til bare at ”være sig selv”, hvis de vil have succes. Jeg tænker, at Tim må have slugt en del kameler undervejs for at nå dertil, hvor han er. Det er let for ham at sige sådan nu. Så det citat lader vi lige stå et øjeblik.
Og det må være småt med idealismen, hvis man efter blot to albums kan lave en ”greatest hits”. :-)
16:03
Esther Maria går på scenen på Radar sammen med The Luna Boots.
De skiftes til at spille hinandens numre sammen. Jeg synes, at numrene lider lidt under, at alle musikere i begge bands skal spille med hele tiden. Jeg kender Esther Marias kommende plade ”The Abyss”, fordi jeg lavede dokumentarfilmen om den, og numrene vinder ikke ligefrem noget i Interspot-mødet rent musikalsk. Det er også hårde odds. De har haft én aften til at øve sammen inden koncerten. Jeg synes dog faktisk, at hovedsangerinden i The Luna Boots har en interessant stemme, men jeg kan ikke huske hvad den minder mig om.Egentligt er jeg taget til koncerten for at mødes med en belgisk journalist. Ligesom sidste år får vi to lige udvekslet cd’er. Han får Sister Chain & Brother John, Girls Love Rallie, Agata & Me og Esther Maria-dokumentaren af mig. Jeg får cd’er med Monogold og Liesa Van Der Aa af ham. Han tager sig tid til at forklare musikken for mig. Lyder spændende. God stil. Fed måde at få opdage noget ny musik på.
16:43
Jeg går med ind i Remisen, hvor svenske Daniel Norgren spiller noget blues. Stedet er proppet og jeg undrer mig over om der overhovedet er en scene. Jeg kan slet ikke se bandet. Det har jeg ikke tålmodighed til, så jeg skrider igen. Endnu en scene på Godsbanen, der ikke lader til at virke optimalt. Gangene imellem koncertstederne er heller ikke gearet til at rumme køkultur til så mange arrangementer på én gang. Der er simpelthen ”gridlock”.
17:01
Gratis dåsebajer og kage-på-pind i KODA-boden. Får en snak med en flink gut, der arbejder med digital distribution. Kører også et lille label ligesom mig, men arbejder med distributionen ved siden af. Lyder som et idealistisk foretagende. Godt. De tager dog stadig 20%. iTunes tager så yderligere 15% derefter, og jeg tænker: Så er der snart ikke ret meget tilbage. Og jeg springer ikke på Spotify lige foreløbig. Jeg tror stadig, at de små taber på den model. Men det lader ikke til, at firmaet her tager penge upfront. Det er rart til en forandring. Når jeg ser rundt i Spot-landskabet er der en hel underskov at nye iværksættere med diverse services i form af distribution, management, booking osv. Men forretningsmodellen har ændret sig. De vil ikke længere (kun) have procenter, men også en hel del penge up front. Fra bands, come on?! Og man kan ikke vide om varen, man får, er god nok. Det er et gamble. Du kan let komme til at betale tusindvis af kroner for én eller anden spammers liste over e-mails, når alt kommer til alt. Det lader til at man skal træde varsomt blandt alle disse smarte idéer, der lyder så godt på papiret.
17:51
Et old school bluegrass band, der kalder sig Ilaauto, fyrer op under en festlig stemning på
Gaffa-scenen. Tilsyneladende for gud ved hvilken gang under festivalen, men det er første gang, vi ser dem. Sjovt at et norsk band lyder som amerikansk. Men sådan er det jo nu til dags. Genrer krydser kloden og vi skal ofte lede længe efter det, der lyder af det sted, det rent faktisk kommer fra. Med det sagt, så gjorde bandet det sgu’ godt. De var et hit.19:21
Vi kom ind til Savage Rose. Annisette og orgelspilleren gav den gas, mens man mere
fornemmede resten af bandet som ”hired hands”. Stemningen i salen og responsen fra publikum vidnede om den respekt, som Savage Rosa stadig nyder, selv om bandet af gode grunde ikke er det samme som for år tilbage. Men rart endelig at få set dem. Chain og John kan også godt lide dem. Og jeg fik vist dem lidt af ”det gamle musik-Danmark”.20:14
Støder tilfældigt ind i en belgisk booker, jeg har kontakt med over Facebook. Jeg prøver at få lidt inside info på hvad vi kan gøre nede i det område. Med Sister Chain & Brother John tænker vi i noget Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig i efteråret – evt. med noget afstikker til Sverige og Norge, og muligvis også lidt Danmark, nogle af de steder, de ikke har spillet endnu. Det bliver sgu’ hårdt arbejde.
21:01
Jeg havner til Green Pitch på Radar, fordi jeg skal mødes med en svensk manager. Det bliver kun til en hurtig snak. Jeg får givet nogle cd'er væk. Bandets musik rammer mig ikke rigtigt og vi smutter efter ét nummer. Ikke helt fair, I know. Vi er nogle stykker, der kommer til at snakke om, at vi er trætte af spage og forsagte skandinaviske sangerinder, der spiser melankoli til morgenmad. Der har været en del på Spot. De virker generte og som om de hellere ville være et andet sted end på scenen. Vores pli og opdragelse gør, at vi til flere koncerter ikke råber ”Åbn munden, når du synger!”. :-)
23:35
Nok Spot for i år. Århus’ punk band numero uno - og et af landets bedste livebands - Cola Freaks skal spille en surprisekoncert på Sway under Clemens Bro. Så vi smutter derned. Stedet er proppet med mennesker. Dj’en spiller nyere rockmusik, der gerne vil være 60’er-agtig. Efter et stykke tid indfinder den ægte vare sig heldigvis på pladespilleren. Surfin’ Bird og flere af de gode gamle.
00:31
Efter en times forsinkelse går Cola Freaks endelig på. Lige på og
hårdt. Desværre kan guitarerne ikke rigtigt høres over trommer, orgel og vokal i det tætpakkede lokale. Og nu kan vi altså heller ikke mere. Der har været fuldt tryk på alle dagene og vi er mere end mætte af musik, så vi når kun to numre inden vi bliver nødt til at gå. Vi skal faktisk tidligt op i morgen. Jeg napper cola-drengene i fuld længde en anden dag.
Støder tilfældigt ind i en belgisk booker, jeg har kontakt med over Facebook. Jeg prøver at få lidt inside info på hvad vi kan gøre nede i det område. Med Sister Chain & Brother John tænker vi i noget Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig i efteråret – evt. med noget afstikker til Sverige og Norge, og muligvis også lidt Danmark, nogle af de steder, de ikke har spillet endnu. Det bliver sgu’ hårdt arbejde.
21:01
Jeg havner til Green Pitch på Radar, fordi jeg skal mødes med en svensk manager. Det bliver kun til en hurtig snak. Jeg får givet nogle cd'er væk. Bandets musik rammer mig ikke rigtigt og vi smutter efter ét nummer. Ikke helt fair, I know. Vi er nogle stykker, der kommer til at snakke om, at vi er trætte af spage og forsagte skandinaviske sangerinder, der spiser melankoli til morgenmad. Der har været en del på Spot. De virker generte og som om de hellere ville være et andet sted end på scenen. Vores pli og opdragelse gør, at vi til flere koncerter ikke råber ”Åbn munden, når du synger!”. :-)
23:35
Nok Spot for i år. Århus’ punk band numero uno - og et af landets bedste livebands - Cola Freaks skal spille en surprisekoncert på Sway under Clemens Bro. Så vi smutter derned. Stedet er proppet med mennesker. Dj’en spiller nyere rockmusik, der gerne vil være 60’er-agtig. Efter et stykke tid indfinder den ægte vare sig heldigvis på pladespilleren. Surfin’ Bird og flere af de gode gamle.
00:31
Efter en times forsinkelse går Cola Freaks endelig på. Lige på og
hårdt. Desværre kan guitarerne ikke rigtigt høres over trommer, orgel og vokal i det tætpakkede lokale. Og nu kan vi altså heller ikke mere. Der har været fuldt tryk på alle dagene og vi er mere end mætte af musik, så vi når kun to numre inden vi bliver nødt til at gå. Vi skal faktisk tidligt op i morgen. Jeg napper cola-drengene i fuld længde en anden dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar