1. maj 2012

Det skal jeg snackspise til SPOT

Fra AOA.dk:


Lars Kjær Dideriksen skriver om livemusik på aoa.dk. Her guider han dig til, hvad han selv skal høre til SPOT.

Så er det tid til Spot Festival igen. aoa.dk’s blogger er med for 16. år i træk og regner med at snackspise sig vej rundt i tonerne på festivalen. Nogle enkelte navne står dog på listen. Bl.a. også fra den lille oprørske 'guerillafestival’ Spot Off ved Godsbanen.

Jeg talte forleden tilbage for at se hvor mange gange, jeg har været på Spot. Så vidt jeg kan se, så er det 16. år i træk, at jeg er med. Igennem årene i mange forskellige roller. Både som almindelig dødelig festivalgænger og som skribent for Spot Festivalens egen redaktion og en række forskellige medier. I år er det nok engang som blogger for aoa.dk.

Meget er sket i de 16 år. Festivalen har ændret sig markant. I sagens natur har den slags med at vokse sig større og udvikle sig. Festivalen fokus har også ændret sig og har i mine øjne afspejlet det politiske klima i Danmark. Vi ser nok aldrig noget i stil med det, der kunne ske på Spot i 90’erne, hvor man f.eks. kunne se Vildensky live på scenen, mens en Jens Jørgen Thorsen rullede sig rundt i maling ved siden af. Ni år med en pengefokuseret Venstre-regering, der ville ha’ resultater ved kasse 1 for kulturkronerne gjorde, at eksport af musik på linie med bacon og Lurpak blev dagsordenen. Det er selvfølgelig fair nok, men balancen på vægtskålen røg voldsomt over i den anden side. Men det sikrede til gengæld Spot Festivals overlevelse, så Aarhus i dag stadig har en på mange måder unik festival.

Heldigvis har initiativerne udenfor Spot Festival også udviklet sig de senere år. Små turnéer, minifestivaler og enkelte koncerter rundt om i byen. Mest mindeværdigt er stadig Arrogant Tour i 2009, hvor en række hårdt rockende bands skabte ægte uforfalsket rockenergi udenfor Spots døre. I år er det største initiativ nok Spot Off, hvor bands i to dage spiller i B-Huset (eller ’Institut for (X)’, som det hedder) lige ved siden af Godsbanen.

Denne såkaldte ’guerillafestival’ har bl.a. Noslips, Sved på panden, Daniel Dumond, Kold Sved, Eloq og Jamal Wolfenstein på programmet. Jeg kender dem ikke, men glæder mig til at se hvilke overraskelser, de kan byde på. Jeg er også selv tildels involveret i Spot Off idet, at jeg er med til at præsentere Berlin-duoen Sister Chain & Brother John der.Alle med Spot-armbånd på kan komme gratis ind på B-huset. Har man ikke det, så koster det blot 40 kroner per dag eller 60 kroner for begge dage.

Men lad os ikke glemme den officielle festival. Der er de aktuelle store navne, der skal trække publikum til, såsom The Raveonettes og Tim Christensen. Og noget overraskende også gamle Savage Rose, der ifølge Spots hjemmeside også skal have et skub ud i den store verden, som et andet upcoming band.

Savage Rose, er udover sin musik vel nærmest mest kendt for i de idealistiske 60’ere og 70’ere at sige nej til den store udenlandske pladekontrakt for derefter siden da at have holdt sig til sikre lille Danmark. Nu er tiden en anden, men undskyld mig, hvis jeg tænker ”Nå, NU vil I gerne?”. Men der er trods alt nok gode eksportmuligheder i dem. Vi kan nok regne med at se Rolling Stones-journalisten David Fricke på første række, da han erklæret kæmpefan af Savage Rose.
Af de mindre navne hæfter jeg mig ved, at den tyske pianist Nils Frahm er på plakaten. Sammen med lokale Marybell Katastrophy. Han laver fortryllende plader, så ham vil jeg tjekke ud og se hvad de kan lave sammen. Ligeledes tyske Masha Qrella kommer også. En slags rigtig tysk indie-pop, hvis jeg husker korrekt.

Jeg noterer mig, at den allestedsnærværende guitarist og pladeselskabsdirektør (Lolita Industri) Oliver Hoiness er involveret i noget ’Venue Lab’ under Spot sammen med en række andre musikere. Det tror jeg, at jeg bliver nødt til at tjekke ud.

Jeg synes snart, at alt for mange islandske bands har fået slebet de hårde kanter af i et eller andet Sigur Ros-syndrom, så jeg vil sætte min lid til finnerne. De plejer at være garant for noget ud over det sædvanlige. Om ikke andet så anderdeles i hvert fald. Så ’whoever they may be’, så noterer jeg mig navnene LCMDF, Kap Kap og Zebra And Snake.

Med hensyn til resten af musikken… må den ramme mig tilfældigt!

Se hele Spots line-up og program på http://www.spotfestival.dk/
Se Spot Offs line-up og program på Facebook:
http://www.facebook.com/events/328294020569980

En lille note på falderebet: Eftersom jeg selv er aktiv under festivalen har jeg samlet et mixtape med musik, der enten er dansk eller udgivet i Danmark. Noget af musikken er med på festivalen, noget musik er ikke og noget kommer aldrig til det. Tjek det ud på Soundcloud: http://soundcloud.com/s-o-p-astonishment/spot-2012-mixtape-with

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar