22. jul. 2010

Den Grimmeste er tilbage



Danmarks Grimmeste Festival skubber igen i år undergrundsmusikken frem i scenelyset i tre dage fra den 29. til 31. juli. Musikblogger Lars Kjær Dideriksen anbefaler, at man slår vejen forbi og får én på opleveren.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 15...

Mens Skanderborg proklamerer at have Danmarks smukkeste festival, så ligger modspillet fra Århus lige for. Her har vi den grimmeste. Men det afhænger selvfølgelig af øjnene der ser. Der er så sandeligt noget smukt i at skrælle den polerede overflade væk og lade os komme ind til materien: musikken.

Igen i år rockes der igennem i Brabrand på Danmarks Grimmeste Festival. Og nok engang præsenteres et line-up, der nok skal garantere nogle spændende dage i udkanten af Århus - og udkanten af den almene danskers opfattelse af hvad musik er og kan være. Nye og gamle Århusbands blander sig med ditto fra resten af landet.
Udefra kommer bl.a. Efterklang, Bjørn Svin, Troels Abrahamsen (Veto), Tremolo Beer Gut og Turboweekend. En fin blanding af storladen orkester-elektronik med strygere og blæsere, technofest, elektropop og surfrock.
Men Århus er selv godt med. Analogik har sin egen stil, hvor elektronik og hip-hop-beats ramler sammen med akustisk gadedrengemusik, balkantendenser og helt igennem festlig stemning. Jøden og Hefty leverer uden tvivl en ordrig og flabet århusiansk-aalborgensisk rap-cocktail. Snöleoparden er normalt garant for gennemført hippiestemning et sted mellem ordløs afdæmpet syrerock og afrikansk og mellemøstlig rytmik og melodier og ja... måske har han endda en spolebåndoptager med børnesange med. Der findes kun én Snöleoparden og det skal opleves.

Men for pokker, der er jo mange spændende kunstnere på den festival. På http://www.grimfest.dk/ er der links til alle deres hjemmesider, så smut forbi, tag en lytter og køb en billet!

Vi ses derude!

Lars

Ingen kommentarer:

Send en kommentar