Musikblogger Lars Kjær Dideriksen har samlet en håndfuld indtryk fra den sidste uges musikarrangementer i Århus. Blandt andet grænsesøgende rock fra ind- og udland og lyd og litteratur iscenesat i det grønne.
Af en koncertjunkies bekendelser - del 10...
Nogle gange er der ikke timer nok i døgnet. Og nogle gange kunne det være rart at kunne være to steder på én gang. Blandt andet i den seneste uge. Der var lidt for mange koncerter, men jeg prøvede at få så meget med som muligt.
På stikkerne
Musikcaféen skruede onsdag helt op for tempoet med en triple-tornado. Trommeslager Ches Smith åbnede ballet solo med trommer, trommemaskine, legetøjskeyboard og effektpedaler. Ikke synderligt melodisk, men i stedet rytmik i højeste gear. Da de skæve keyboardmelodier i finalen blev erstattet med synthbas gik hele skidtet tribal, så kroppen bare måtte følge med. Fremragende.
Duoen Fat32 jog med trommer og forvrængede keyboards en slags punkjazz fra helvede igennem publikum, der stod rundt om dem på gulvet foran scenen.
Med hovednavnet Secret Chiefs 3 var Ches Smith igen på scenen. Lidt mere straight, men stadig som en ild over tønderne. Den tidligere Faith No More-guitarist Trey Spruance var her kaptajn og de instrumentale numre vekslede mellem tyrkisk inspireret rock, ”grindcore” og musik, der lød som kom det fra bandet Goblin (der bl.a. er kendt for at lave soundtracks til italienske gyserfilm). Bandet var i øvrigt iført kutter, som var de fra en kult. Det er bestemt set før. Og det er jo egentligt noget fis. Men fed koncert.
Sommerlig sprogfest
Den solrige fredag kørte jeg langs den fjerne side af Brabrand Sø med bilens vinduer rullet ned, Deerhoofs ”Apple O” blæsende ude af dem og en iskold Club-Mate i hånden. Alt omkring mig grønt, grønt og grønt. Da slog det mig, at hov, der var sommeren sgu’ da! I hvert fald den første rigtige sommerdag i min kalender i år. Det helt subjektive øjeblik, hvor vejr, humør og forventninger falder i hak.
På den modsatte bred kunne jeg se pavillontelte, bænke og en scene. På vejen ned til Stadepladsen igennem kvarterets små gader placerede ord sig bestemt, men roligt op ad villamurene. Nye Rør var på scenen til dagens ”Sommerstemmer”-arrangement og gjorde ordene selskab med elektronik og guitar. Publikum i alle aldre slentrede, sad, lå og stenede. What else? De gumlende køer ti meter fra scenen havde fokus et andet sted. Tror jeg nok.
Svend Åge Madsen indfandt sig senere. Knaldsolbrændt og med duvende hvidt fragglehår. Han sendte passager fra sine skrevne værker, som havde relation til Brabrand Sø, ud over publikum. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst hans bøger. Til trods for hans omdømme. Hans optræden overbeviste mig dog ikke. Mon det var hans få korte nedslag i forfatterskabet? For jeg tog mig selv i at tænke, at han leverede godterne med en spændingskurve, sprogligt spræl og stemmeføring, der ville være lige så æggende, som hvis jeg bad en tilfældig person om at læse min indkøbsseddel op for mig.
Bandet Er De Sjældne var også en del af Sommerstemmerne. Med sig på scenen havde sanger Solveig Sandnes de to musikere Mads Wæhrens og Dísa. Til tider måske lidt for pænt til mine smagsløg, men sidstnævnte - Dísa - gjorde sig positivt bemærket med sin sfæriske leg med effekter og loop-pedaler, der både skabte spændende harmonier og ruskede op i pænheden.
Efter koncerten måtte jeg forlade søbredden for at nå til Musikcaféen – og måtte derfor gå glip aftenens hovednavn Singvogel med Peter Laugesen. Det er længe siden, jeg har set dem sammen på en scene. Og så var det endda på Laugesens hjemmebane. Argh! Det var derfor noget modvilligt, at jeg drog mod centrum for at stille min nysgerrighed på Musikcaféen.
Italo blæser-core og sprællevende fossiler
Høj på koffein og sol i sindet landede jeg i Mejlgade. Aftenen startede med portugiske Norberto Lobo, der smukt blandede harmoniske guitarmelodier med skud af skæve idéer. Landsmanden Rafael Toral kravlede til gengæld ind i sin egen nørdede navle med noget hightech, der producerede blip-blop-lyde. I alt for lang tid. Der var lige et eller andet, der blev ”lost in translation” der. Måske var det musikken.
Den Århus-Københavnske duo Fossils gjorde noget bedre figur med deres bas og trommer kombi. En allerhelvedes hurtig og tung lydmur af instrumentale numre leveret så sveden piskede af de to herrer. Et album skulle være på vej meget snart, forlyder det. Og lytter man til deres MySpace-side, så lyder det til, at de har fanget deres liveenergi overraskende godt i studiet. Imponerende bedrift.
Italienske Zu var hovednavnet. En trio bestående af trommer, bas og saxofon. Som Fossils også en massiv mur af lyd. Havnet forventet noget mere melodisk, men de har efter sigende skiftet lidt stil. Men så sandelig kompetent, hyperenergisk og intenst.
Mellow melankolsk cafémøde
Agata & Me, der spillede ugen før på Blandet Blandt Andet, holdt en lille eftermiddagskoncert på Café Stardust i Klostergade lørdag. Dejligt at en café-skråstreg-musikforretning vil præsentere noget original lokal musik. Duoen har mange stærke sange på repertoiret, der trækker på forskellige geografiske og genremæssige fikspunkter og samtidig opnår et smukt, personligt udtrykt.
Senere på lørdagen skulle jeg dj’e til en fest i en kolonihave i Åbyhøj. Vejret var perfekt og selskabet ligeså. De seks en halv time bag pladespillerne til ud på morgentimerne gjorde dog, at jeg simpelthen ikke orkede at tage på Spanien 19C til punk-arrangement med Klub Arrogant og US-bandene Girls Of The Graviton og Terrible Eagle. En skam. Men det må jeg råde bod på næste gang. Klub Arrogant er - ligesom LJUD - arrangører, der er garant for spændende musikoplevelser.
Vi ses derude! I hvert fald fredag, hvor der er støttefest for MS Stubnitz på Studenterhuset (Facebook info) fra kl. 14.30 til 03.00, og Raum Eins-arrangement på Trøjborg Beboerhus kl. 20.00 med Singvogel, The City Kill, Don Saund og Papir (Facebook info).
Lars
Ingen kommentarer:
Send en kommentar