6. nov. 2009

Når man får rodet sig ud i noget

Der har været noget stille omkring mit label SOPA det seneste års tid. Ikke så meget ny musik at udgive, ej heller koncertarrangementer og så var der en flytning og et nyt job, der har taget noget af fokus i starten af året. Men nu sker der endelig noget igen. To aftener i november er der "label nights" i Århus og Aalborg henholdsvis den 20. og 21.

Kunstnerne
Efter en del tilløb er det endelig lykkedes at få Marzipan Marzipan herop igen. Det er efterhånden noget tid siden. Sammen med hende kommer duoen Sister Chain & Brother John, som jeg faktisk ikke selv har set live, men kun mødt dem personligt. De har dog lavet en fed LP, som jeg bl.a. sælger i SOPA-shoppen og live-klippene online tegner ganske godt.
Århus-aftenen bliver fyldt godt ud idet vi har to af de lokale SOPA acts med: A.K. Hansn & The Five Orange Pips (han skifter navn på backingbandet til hver koncert og hugger det fra en af de mange Sherlock Holmes-historier. Der er mange af dem og de er alle seje bandnavne, he-he. Bare tjek) og så Agata & Me.
I Aalborg er det blot de to berlinske acts, der spiller. Men begge aftener er der også dj's på programmet. Forunden undertegnede - under navnet Capt. Daydream - er der Zelda Panda (DJ-aliaset for Marzipan Marzipan). Panda har det med at vælge en del forundelige numre, når hun dj'er, så det glæder jeg mig til.

Alt det der ligger bag
Indtil det hele går løs, så er det bare hårdt arbejde og en kamp om at bevare overblikket og ikke glemme noget. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at holde det på et almindeligt spillested (hvis de vil lukke os ind), men har valgt at prøve kræfter med Århus Kunstakademi i Vestergade (ikke Jydsk Kunstakademi i Mejlgade). Så har vi lidt mere spillerum med selve oplevelsen, vi gerne skulle skabe. Men det resulterer også i meget mere arbejde. Foruden hele den tekniske opsætning (lydanlæg, visuals og lys) skal der indhentes tilladelser fra politiet, skrives ansøgning om støtte fra kommunen, laves budget (og senere regnskab), markedsføring (medier, web og i bybilledet), planlægges udsmykning, forberedes SOPA-shop, planlægges logistik (jeg får sikkert drønet meget på kryds og tværs af byen i min lille Kia den uge), sørges for forplejning, bar, overnatning og... så... videre.
Alene den liste af ting kan midt i processen få mig selv til at tænke på hvorfor pokker jeg roder mig ud i disse projekter. Alle pengene går til musikken og jeg selv får ikke anden en fornøjelsen og arbejdet ud af det. Og indtil aftenen er ovre kan jeg så gå og være nervøs over om der kommer nok mennesker, så det kan løbe ordentligt rundt.
Heldigvis er der søde mennesker, der hjælper med kontakter og noget af det praktiske på selve aftenen. Og det bliver helt sikkert rigtig fedt og superhyggeligt. Og det bliver alt sammen i godt selskab både fra Århus og Berlin - så meget er jeg sikker på.
Ja, hvorfor gør jeg det? Det må være derfor. Skabe nogle gode oplevelser sammen med andre mennesker. Hvis man skal være helt højtragende kan man vel sige, at på et helt fundamentalt plan, så er det vel en stor del af det, som livet handler om?

Nå, skal jeg lige runde af med lidt fakta om aftenerne?

Århus, Fredag d. 20 november
Marzipan Marzipan
Sister Chain & Brother John
A.K. Hansn & The Five Orange Pips
Agata & Me
+ DJs Zelda Panda & Capt. Daydream.

Århus Kunstakademi
Vestergade 29
8000 Aarhus C

Døre åbner 20:00
Entré: 50 kr.

Aalborg, Lørdag d. 21. november
Marzipan Marzipan
Sister Chain & Brother John
+ DJs Zelda Panda & Capt. Daydream.

Transformator
Jernbanegade 9
9000 Aalborg

Døre åbner: 20:30
Entré: 50 kr.


Planen er i øvrigt, at vi laver en cd med eksklusive numre fra kunstnerne, som kun sælges til de to arrangementer.

Som en del af alt det fornævnte PR-arbejde, så har jeg lavet to små "promotrailers", om man vil. Her er den for Århus-koncerten, hvor alle er med.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar