19. sep. 2008

Tonight's the night

Så er det i aften, at Jasmina Maschina og Golden Diskó Ship spiller deres sidste koncert på deres Skandinavien turné. Den startede i Århus, fortsatte til Göteborg, kom forbi Århus igen, for derefter at slå ned i Næstved og Malmö og i aften runde af på Huset i Magstræde i København.
Politiken havde en foromtale af arrangementet i dagens avis. Der nævnes jeg som "den berlinerverliebte motor bag pladeselskabet SOPA". Og ja, jeg kan jo nok ikke løbe fra det. Dog står der også, at jeg dj'er og spiller musik fra min "udsøgte tyske pladesamling". Uha-da. Jeg har ganske givet mere tysk musik i samlingen end jeg lige aner, men det er ikke noget, jeg har fokuseret mere på end musik fra andre lande. Anyways, jeg må hellere taget det hele med, he-he. Rub og stub von der kraut. Det skal nok blive en ganske interessant udfordring. Stilartene vil være "all over the place". Ikke bare "minimalistisk berliner-techno". Det har jeg da vist egentligt ikke ret meget af, he-he.
Jeg har filmet og optaget koncerterne i Århus (Gyngen) og Næstved. Gør det også i aften. Det kunne være sjovt at prøve at lave en lille koncert/turnéfilm. Vi får se. Om ikke andet skulle der være garanti for nogle ganske gode optagelser til YouTube.

Jeg smider lige "traileren" ind her igen.

18. sep. 2008

Berlin fragmenter

Tilbage i maj i år var jeg på endnu en tur til Berlin. Denne gang fik jeg bikset en lille YouTube sammen fra turen. Jeg håber også at få lavet en fra min efterfølgende tur i juli. Men her er i hvert fald den fra maj.



Der er flere billeder m.v. fra mine indtil flere Berlin-ture på www.larsdideriksen.com/berlin. Jeg synes selv, at det har været meget inspirerende ture og jeg håber, at nogle af de sjove idéer og den spændende musik formår skinne igennem til jer, der tager en kigger.

Elektronisk Jazzjuice 2008

Jeg har lidt travlt for tiden, så det med at skrive en masse må vente lidt. Jeg tror dog lige, at jeg vil gøre opmærksom på nogle forskellige videoer, jeg har lavet og lagt på YouTube. Bl.a. denne fra en af Danmarks bedste musikfestivaler: Elektronisk Jazzjuice.

Mine favoritter i år var Nils Økland, Eugene Chadbourne og Nisennenmondai. Men generelt var det et stærkt program. Bl.a. var Alog meget spændende. De havde fundet en helt ny stil siden jeg sidst så dem. Klart en forbedring.

8. sep. 2008

Den nysgerrige mixtapers ultimative opgave

Jeg sidder i disse dage og lægger sidste hånd på en ny compilation, der skal udgives på SOPA. Som sidste gang - på dobbelt-cd'en "SOPA DELICIOSA" - er det en dejligt broget flok. Ordet "mixtape" har sjovt nok overlevet ind i cd-alderen. Hvorfor og hvordan ved jeg ikke lige. Måske ligger det bare godt på tungen. Jeg lavede dem også i sin tid. Så blev det til hjemmebrændte cd'er og nu om dage, så bliver det af og til dvd'er med mp3er på. Dog stadig mest cd'er til afspilleren.

I bund og grund handler det om at dele sin entusiasme for noget. En meget naturlig ting. Derfor er "mixtapet" naturligvis en af musiknørdens yndlingsbeskæftigelser. At samle sin favoritter i det givne øjeblik fra diverse udgivelser og samtidig hele tiden have modtageren - denne ene person - for øje. Eller øre, om man vil.

Det jeg sidder med nu er sådan set også et mixtape. Godt nok er modtagergruppen ukendt, men selve samlingen af numrene er helt personlig og sat sammen ud fra egne smagsløg. Og ja, det er jo en compilation, men ordet "mixtape" dukkede op i den enormt rare anmeldelse, som "SOPA DELICIOSA" fik af Geiger. Den var ligefrem et "bevidsthedsudvidende mixtape", stod der. :-)
Nu er jeg så i gang igen. Andet heat - og med mere end rigeligt musik at dele ud af. Sikket et job at have, ikke? At lave et mixtape med musik, som ingen stort set har en chance for at kende i forvejen. Målgruppen må siges, at være de oprigtigt og seriøst nysgerrige sjæle. :-)

Hvordan 2'eren her - kaldet "SOPA CURIOSA" - bliver modtaget er naturligvis ikke godt at vide. Gudskelov for det, kan man jo tilføje. Spillerummet er kun én cd denne gang og måske genremæssigt knapt så bred som sidst. Og dog: på de lidt over 20 numre, der pt. er klar, så er spændvidden stadig stor. Først var jeg nervøs for, at der kom alt for meget "stille" materiale ind, men efterhånden er der dukket mere og mere op med tempo på. Selv om hele indsamlingsprocessen i høj grad dikterer det endelige indhold (det må være den rigtige "x-factor", he-he. Når jeg starter ved jeg slet ikke, hvor jeg ender), så er jeg af uransagelig årsager endt med at have god balance i lydbillede, variation, tempo og genrer, mens der stadig synes at være overordnet ramme, som nysgerrige ører kan være med på uden at blive kastet af vognen i svingene.

Et af de første bands, jeg fik numre fra var Sister Chain & Brother John. En duo, der som så mange musikere, er rykket til Berlin. Hun synger og han spiller guitar eller bas. Ekstremt simpelt. Det lyder måske pænt og nydeligt, men nej, der er masser af dirty nerve og underfundige idéer. De har netop udgivet deres debutalbum som duo på LP og den er bestemt værd at investere i. Man kan tager en lytter på Myspace, hvis nysgerrigheden er for stor. :-)

Så snart jeg ved hvad pladen skal koste kommer den i SOPA-shoppen. Har 10 stk. at sælge af. Der er endnu ingen andre i Danmark, der har den LP til salg. Men jeg håber, at kunne hjælpe med at ændre på det faktum. :-)

Lars

En petit invasion fra Berlin

På det seneste har jeg bevæget mig lidt ud i rollen som koncertbooker. Eller er det manager? Nå, lige meget. Faktum er, at jeg har været med til at sætte en turné i stand med to spændende piger fra Berlin: Jasmina Maschina og Golden Diskó Ship. Jasmina er dog oprindeligt fra Sydney.

Jeg klippede en lille "trailer" sammen for at sprede ordet lidt om turnéen. Siden jeg lavede den er der dog kommet flere datoer til...



Den samlede turné:

SAT, SEP 13: LOBBY (ARCHAUZ) - AARHUS, DENMARK (WITH DJ HEIDI MORTENSON)

SUN, SEP 14: SPOT CITY - GOTHENBURG, SWEDEN

TUE, SEP 16: GYNGEN - AARHUS, DENMARK (WITH ESTHER MARIA BRAKL)

WED, SEP 17: STUDENTERNES HUS - NÆSTVED, DENMARK (WITH DJ CAPT. DAYDREAM)

THU, SEP 18: KRETS - MALMÖ, SWEDEN

FRI, SEP 19: MUSIKCAFÉEN / HUSET I MAGSTRÆDE - COPENHAGEN, DENMARK (WITH DJ CAPT. DAYDREAM)

Håber at se nogle folk til disse arrangementer. Jeg kommer selv til Århus, Næstved og København. Faktisk skal jeg dj'e til de to sidstnævnte.

Mvh.
Lars

Render rundt i cirkler?

Så er jeg her igen.

For år tilbage skrev jeg lidt på Blogspot. Meget lidt. Så jeg slettede den igen. Har siden holdt mig til at blogge på min egen hjemmeside www.larsdideriksen.com/blog. Men det er ren html-site, så ikke noget smart blog-cms der. Men nu prøver jeg igen.

Før var det på engelsk og meget om musik. Men jeg tror nu, at jeg bare giver los her om alt fremover.

Og bloggens titel? Tja, hvad skulle man dog kalde den? Jeg fandt lidt inspiration i et citat:

"Somebody was trying to tell me that CDs are better than vinyl because they don't have any surface noise. I said, 'Listen, mate, LIFE has surface noise.' "
- John Peel on the digital audio revolution

Velkommen til!

Mvh.
Lars