23. jan. 2011

Koncertforåret er en ren gavebod

Fra AOA.dk:


Hvis man som koncertgænger kan blive lidt rundtosset de kommende måneder, så er man undskyldt. Der er nemlig rigeligt med spændende musik på programmet, skriver AOA’s musikblogger, der står i indtil flere dilemmaer.

Forår og efterår er den travleste tid på året m.h.t. koncerter. Og kigger man på det århusianske udbud de kommende måneder, så er der rigeligt at vælge imellem. De større spillesteder har allerede fyldt kalenderen, mens de mindre stadig har plads til mere. Imponerende er det, at det stadig relativt nye spillested Atlas, der startede i efteråret med et monsterprogram lader til at fortsætte trenden med et lige så imponerende forår.
Som koncertjunkie må jeg starte med at lægge en slagplan. Det bliver nødvendigt. Der er som altid nogle datoer, hvor hele to spændende koncerter foregår samme aften. Ak og ve!

What to do?
Personligt glæder det mig, at Bassekou Kouyate fra Mali kommer igen. Han spillede på Atlas i efteråret og er tilbage den 4. marts. Sidst var det opløftende og smukt ud over alle grænser. Samme aften har lokale arrangører gang i Balkan Express-arrangement nummer tre (med bl.a. KURvE, der lagde Atlas ned for nylig). Et uheldigt sammentræf. Og ikke det eneste.

Årets koncert i vente?
Men ellers så håber jeg på, at der ikke opstår flere sammenstød, hvor jeg vil have så svært ved at vælge. Blandt de bands, jeg har tænkt mig at styre hovedkuls mod er amerikanske Lucky Dragons, finske 22 Pistepirkko, Konono No.1 fra Congo, berlinske Sister Chain & Brother John (der gjorde fabelagtig figur i november), amerikanske The Books, afrikanske Group Doueh (der tidligere har spillet en blændende smuk koncert i Århus) og amerikanske Deerhoof.
Sidstnævnte spiller på dette års PopRevo-festival på Voxhall og det vil næsten uden tvivl gå hen og blive en af årets bedste koncerter. Sidst de spillede i Århus var for nok 6-7 år siden i et lille rum på havnen – Spanien 19C – for et publikum på måske 50 mennesker. Den er stadig på min top 10 over bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet. Jeg så dem igen på Loppen sidste år. Selv med Århus-koncerten i baghovedet blev jeg ikke skuffet. Det blev det publikum sikkert heller ikke, som samme år så dem vælte Roskilde Festival. Så Deerhoof er grund nok alene til at løse billet til PopRevo i år. Et scoop uden lige. Altså, bare tjek denne video!

Et hurtigt overblik
Men lad mig da forsøge at give et hurtigt overblik over koncerter, som ifølge min mening kunne være spændende dette forår. Naturligvis med det forbehold, at der sikkert dukker flere op på nogle af de mindre spillesteder. Dem vil jeg naturligvis blogge om senere, når jeg ved mere.

29. januar: Ebo Taylor (Ghana), Atlas
5. februar: Iron & Wine (USA), Voxhall
11. februar: The Malpractice (DK), Voxhall
17. februar: Lucky Dragons (USA)
19. februar: Joan As Policewoman (USA)
26. februar: The National (USA), Scandinavian Congress Center
3. marts: 22 Pistepirkko (FIN), Voxhall
4. marts: Bassekou Kouyate & Ngoni ba (Mali), Atlas
4. marts: Balkan Express III: KURvE + Blue Shadow Caravan, Trøjborg Beboerhus
11. marts: Kaizers Orchestra (NOR) + KURvE, Train
11. marts: Sister Chain & Brother John (Tyskland), 'venue to be confirmed'
12. marts: Konono No1 (D.R. Congo), Atlas
17. marts: Figurines (DK), Atlas
31. marts: Sunburned Hand Of The Man (USA), Atlas
31. marts: Mogwai (SCOT), Voxhall
1. april: System (a.k.a. Future 3) (DK) + Bjørn Svin, Musikcaféen
29.-30. april: Deerhoof (USA), Thulebasen (DK) m.fl., PopRevo-festival Voxhall
3. maj: Swans (USA) + James Blackshaw (UK), Voxhall
8. maj: The Books (USA), Atlas
19. maj: Group Doueh (Vest-Sahara), Atlas

Følg med her på bloggen de næste måneder. Jeg skriver om en del af ovenstående og andre koncerter, der dukker op undervejs.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar