Antydningens kunst? Kan I huske den? Det var noget, man brugte i forrige årtusinde. Sådan kan det i hvert fald ofte føles, når alt der rammer én dag ud og dag ind er store armbevægelser indstillet på maximum, mest og mere. Det er lige før, at man kan glemme det smukke i at gøre en indsats for at opleve noget.Det blev publikum - blandt andet - mindet om i 'Rooms and In-Betweens", der blev opført i Det Jydske Musikkonservatoriums 'Falken'-sal i Musikhuset den 25. marts 2010. Bag denne lille times opdagelsesrejse stod Kati Linek, den tjekkisk-fødte musiker, der pt. studerer på konservatoriets elektronisk linie i Århus.
Publikum som prøvekaniner
Publikum var prøvekaniner for Lineks aftenseance, der bestod af en række segmenter af forskellige eksperimenter. Det var første gang det skulle spilles sådan, lod jeg mig fortælle. Men idéerne var tydelige og i langt de fleste tilfælde godt udført. Så det lover godt, når hun fremover skal bringe sine idéer til verden.
Aftenens set-up bestod bl.a. af en sofa, en gammeldags symaskine og en Madam Blå kaffekande med tilhørende kop. Flere af disse ting havde fået en mikrofon på sig og var koblet til en laptop. Når de blev taget i brug var det dog ikke lyden af dem, vi hørte, men andre lyde sat i gang af computeren på forskellig vis ud fra den lyd, som brugen af tingene genererede.Man skulle høre efter
Indledningsvis benyttede Kati Linek sig dog af noget så simpelt som sin vejrtrækning. Der sad hun blot i sofaen med en mikrofon og havde øjenkontakt med publikum (hvor tit sker det egentligt ved koncerter, hvor musikerne er blændet af spotlys?). Og trak vejret. Hvilken fantastisk lyd... vejrtrækning. Vi har den med os hele tiden, hele livet. Oftest ganske svagt. Og det var også sådan, at Linek brugte den. Man skulle høre efter. Heldigvis var publikum lydhør og musestille. Man burde lytte mere til sig selv til dagligt. Der ligger helt sikkert nogle interessante oplevelser og venter.
Et segment bestod af videoprojektioner af en sneklædt skov på to høje lærreder. Elektroniske lydflader vævede sig sammen med Lineks sfæriske stemme, der fik lov til at boltre sig i et hav af rumklang. Her ramte Linek mindst lige så mange stemninger og billeder, som en mere gængs sangskriver får frem ved at bruge ord.Simpelt og effektfuldt
Vi fik også fornøjelsen af Linek i step-sko med trådløse mikrofoner koblet til. De klikkede, ja. Men ved hjælp af forbindelsen til computeren fik vi også lyden af fugle, bølgeskvulp, kakofoniske klavertoner og andet.
Senere igen tog hun nærmest rollen som en ballerina (dog ikke i hvidt). Iført et stort skørt stivet af på gammeldags manér - med alskens metal-objekter gemt underneden - skabte hun harmoniske og disharmoniske klange med sine bevægelser. Først næsten uden bevægelse og kun med antydningen af lyd. Derefter tog bevægelser og lyden til. En simpel idé kunne man måske sige, men i al sin simpelthed havde det stor effekt. Nogle gange skal der ikke mere til. Ligesom med vejrtrækningen.
Ingen propfodring
Kati Linek arbejder meget med at bruge "reallyde" - optagelser ude fra den virkelige verden, som ikke er opstået af et instrument - og koblet med kroppen og laptoppen inviterede hun publikum på en tur med sin nysgerrighed. Et poetisk møde mellem koncert, performance og videokunst, hvor velkendte ting fik nyt liv. Det meste af vejen på en måde, der talte til publikums intelligens uden at være anmasende. Dejligt befriende. Vi blev ikke propfodret med noget, men måtte selv spidse ører. For nogle gange var lydene så lave, at de nærmeste sneg sig ind på én.
Det samlede indtryk af "Rooms and In-Betweens" var smukt, poetisk og søgende - og bestemt heller ikke uden humor. Skulle dette projekt udvikle sig og igen opføres er jeg ret overbevist om, at jeg tager rejsen en gang mere.