Avatar: Danser med smølfer i 3... 2...1... D.

I slutningen af januar overgav jeg mig og tog i biffen og så "Avatar". Da jeg kom hjem satte jeg mig ned og startede på et blog-indlæg om den. Det blev allerhelvedes langt og jeg tænkte, at det vist skulle modereres, forkortes og skrives færdig inden jeg skulle udgive det. Men så langt nåede jeg ikke. Så what the hell... her er hele molevitten. En bredside, der er uforstående overfor de ukritiske anmeldere, og som ganske naturligt også kommer ud på et sidespor eller ti undervejs.

Der er var engang en Kevin Kostner, der lavede en film, der hed "Danser med ulve" (selv om det mest var med indianere). Senere tog Tom Cruise østens lærdom til sig i "The Last Samurai", som anmelderne med et glimt i øjet - på grund af parallellerne med førstnævnte - kaldte "Danser med samuraier". Og nu har vi fået samme historie igen fra James Camerons hånd og en passende titel ville nok være "Danser med blå rumindianere" - eller måske "Danser med smølfer", hvis vi skal gøre den lidt mere fræk og mundret.
Og ja, jeg tog ind og så den til trods for mit forbehold overfor billetprisen, der med diverse tillæg og påtvunge 3D-briller (selv om jeg havde et par tilovers fra "Up"), ville blive en bekostelig affære. Dog viste det sig, at en god ven gav billetten som tak for en tjeneste, så der var jeg heldig. Undervejs i filmen sad jeg flere gange i Camerons tvungne ridt igennem eksotisk flora og fauna og tænke: "Enough of that shit! Tilbage til plottet! Altså, det der er af det."
Men ja, lad mig da fortsætte...

Wow, 3D!
Jeg kunne måske læne mig tilbage her og sige, at jeg var godt underholdt. Og lad det være ved det. Men jo mere jeg tænker over det, så må jeg sætte spørgsmål ved det. Selv om det betyder, at nok så mange vil være rystende uenige.

Ja, filmen har en fremragende 3D effekt. Der sker mange ting. Der er drøn på. Det er imponerende lavet (givetvis en stor teknisk bedrift - for hvilket den nok også fortjener en Oscar for bedste effekter). Filmen er forførende med sin drømmeverden (har man læst sin del af cyberpunk-litteratur fra 80'erne og 90'erne eller set film inspireret af den, så burde en del advarselslamper blinke her).

Lille blå Sambo
Handlingen kan noteres ned på en post-it note: "Blå rumindianere i ét med naturen siger uh-uh og slår på tromme. Og nå ja, den hvide mand er en skiderik."

(Det gør det så hellere ikke bedre, at vi får leveret et flere timer langt soundtrack, der lyder som om det var lavet af Enya med en bongotromme. Det er mere end jeg kan klare.)

En økofabel med et nobelt nok budskab, der dog er skåret helt ud i pap: Værd ét med naturen. Respektér den. Dette kolliderer så helt og aldeles med de mere subliminale budskaber, der ligger i filmen, som jeg kommer ind på til sidst her.

Når man tænker på, at dette er en 3D-film, så er den forbavsende én-dimensionel.
Cameron har tydeligvis ville tilføre nogle deltaljer for at gøre planeten Pandoras flora og fauna unik, men når han portrætterer Na'vierne - rumindianerne - er det med en pensel, der er omtrent så nuanceret, som når man synger "Jeg har set en rigtig negermand" eller fortæller "Lille sorte sambo" i 2010. Det er ugh-ugh og bum-bummelum. Det er ren tegnefilm. Cameron er så sandelig ingen Tolkien, hvis man ser på detaljegraden af hans selvopfundne samfund. Det samme kan man sige om George Lucas' prequel-trilogi. Ugh-ugh og bum-bummelum.

Voksne børn hooked på Othello-lagkage
Er hele verden gået i barndom? Er vi kommet til et punkt, hvor vi kun orker at tage stilling til film lavet til børn? Ja, come on, et voksent menneske må da kunne forventes at kunne reflektere over noget, der er en kende mere nuanceret? Er vi efterhånden så mentalt kastrerede af medierne og vores samfund, at vi ikke kan - eller vil - kapere mere?

"Avatar" er en Othello-lagkage. "Avatar" er bling, som hip-hopperne kalder det. Flot, men med masser af tomme kalorier. Et hurtigt kick, men ikke noget, man kan bruge til noget. Man kan gætte sig til det hele, så der er ingen overraskelser undervejs.

Den amerikanske komiker Bill Hicks talte i sin tid bl.a. om USA's eksport af sin kulturelle produkter til resten af verden. Hvoraf det meste var dumt og dårligt. Han tog USA's rolle på sig og opsummerede det med ordene:

"Instead of us having to grow, we'll bring you to our level."

Action er lig med spænding?
Filmen kan og bliver forsvaret med ord i stil med: "Jamen, det er en popcornsfilm. Det er action. Vi kan ikke forvente mere".
Jo, vi kan. Skal actionfilm ikke være spændende? Skal vi ikke sidde helt ude på kanten af sædet? Sådan er det nok med computerskabte film. Det bliver jo aldrig rigtigt helt spændende, vel? For der er ikke noget på spil. Helten skal jo nok klare det. Jeg er aldrig i tvivl. Det er i øvrigt det samme problem, som "Pirates Of The Caribbean"-filmene i større og større grad fik, som serien skred frem.
I en almindelig film, så ved jeg måske godt inderst inde, at han nok skal klare det. Men jeg kan se på skærmen, at det er et menneske af kød og blod, der rent faktisk udfører det, der sker. Det får mig ud på kanten af sædet (og her mener jeg heller ikke tilfælde, hvor man med computeren snyder sig til vilde stunts).

Så giv mig hellere en rigtig levende stuntmand, der hænger i en tagrend med 4 brækkede fingre, og film ham oppefra. Prøv at lave den i 3D. Så er jeg med!

Og hvis jeg skal sætte det endnu mere på spidsen: Det gibber mere i mig, når jeg ser et af Stanley Kubricks billeder fra "The Shining". Kameraet rør sig ikke ud af flækken. Det gør intet. Det samme med personen i billedet. Men der sidder Jack Nicholson og ser på os. Det er spændende - og jeg kan mærke det. Jamen, hvad er det, der sker der?

"It's called acting!"

Bedre end livet i sig selv
Der blev brugt masser af spalteplads på "Avatar", da den kom. Også om folk, der fik depressioner, fordi de savnede den drømmeverden, de havde oplevet på lærredet. Come on!

Vi må sgu' passe på at vi ikke luller os ind i en drømmeverden, hvor vi ikke vil ud fra igen. Det er jo god gammeldags virkelighedsflugt. Og efterhånden af en sådan overbevisende slags, at vores sanser går med hele vejen. Hånd i hånd med et ønske om ikke at skulle tage stilling til virkeligheden. Det lyder som scenariet til indtil flere science fiction-film (det jeg mente med cyberpunk-referencen tidligere). Men vi er der såmænd allerede.
World of Warcraft er et glimrende eksempel. Og kom ikke og sig, at der ikke er mange af brugerne, der er helt opslugt og hellere vil være der - end her.

Anyways, "Avatar" bruger så meget computergrafik på at blive realistisk, at den paradoksalt nok giver hele virkelighedsfornemmelsen en ubetydelig birolle. Havde hele filmen været lavet i 100% computergrafik uden rigtig skuespillere, så ville jeg have accepteret præmissen og kunne leve mig mere ind i historien. Der er flere "virkelige" oplevelser at hente i film som "Wall-E" og især "Up".

Meget mere blod, tak!
Men tilbage til filmen. Der er lige en detalje mere, der er en kritisk kommentar værd - hvilket hykleri altid fortjener.

Sigourney Weaver finder Ripley frem igen, men lander i en anden af hendes tidligere film - "Gorillaer i disen". He-he! Men i USA har der været mest mest opmærksomhed på hendes karakters rygning og druk i filmen (hvilket egentligt er 3 korte rygescener og et enkelt shotglas af ukendt fluidum, så vidt jeg husker). Heftig kritik, der frister selv en ikke-ryger til at spørge: "Hvad er der galt med smøger på film?". I håbet om at få svaret: "Det er usundt og giver folk det indtryk, at rygning er cool".
Herefter indlægges en lille kunstpause for dramatisk effekt for derefter at svare tilbage med hævet stemme:
"Hvad så lige med det uendelige forråd af automatvåben, det ene større end det andet, der mejer folk nede flere steder i filmen? Hvilket indtryk giver det?!"
Og ja, vel at mærke tommetyk vold uden at man næsten ser én dråbe blod. Det er der tilsyneladende ikke noget galt i?

Må vi få lidt mere - nej, meget mere - blod på skærmen, når folk bliver skudt i smadder, tak! Ikke for at svælge i død og ødelæggelse, men for at give det rette indtryk af effekten af det, der foregår på skærmen.

Og så er der vist brug tid og ord nok på den sag. :-)

De bedste albums fra 00'erne

Ja, nu prøver jeg også lige at opsummere "top 20" over hvad jeg synes er den bedste musik fra de sidste 10 år. Og nej, der er ingen The Strokes, The White Stripes, Franz Ferdinand eller Interpol, men en masse andet godt. Synes jeg. :-)

En opdelt liste i alfabetisk orden for at undgå alt for meget rangordning:

De 10 allerbedste fra 00'erne
Berg Sans Nipple: Form Of... (2003)
Bleubird: Sloppy Doctor (2003)
Deerhoof: Apple 'O (2003)
Giant Sand: Chore of Enchantment (2000)
Liars: Drum's Not Dead (2006)
Radiohead: Kid A (2000)
The Black Keys: The Big Come Up (2002)
Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen (2002)
Various Artists: Own Zone (States Rights Records) (2004) (ekstra lydlink)
Nina Nastasia: Run To Ruin (2003)

Og så en række mere fra 00'erne, der er stort set lige så gode
Bonnie 'Prince' Billy: The Letting Go (2006)
Busdriver: Fear of a Black Tangent (2005)
Calexico: Travelall (2000)
Depeche Mode: Playing The Angel (2005)
Dangerdoom: The Mouse And The Mask (2005)
Eugene Chadbourne: Peking Doc (2008)
First Floor Power: There Is Hope (2001)
Goldfrapp: Felt Mountain (2000)
Howe Gelb: Down Home 2000 (2000)
Ignatz: Ignatz (2005)
Lucky Dragons: Dark Falcon (2006)
Marzipan Marzipan: Marzipan Marzipan (2007)
Moondog: The Viking of Sixth Avenue (2006)
PJ Harvey: White Chalk (2007)
Radiohead: Amnesiac (2001)
Radiohead: Hail To The Thief (2003)
Scout Niblett: Sweet Heart Fever (2001)
Singvogel: Hotellet brænder (2003)
Songs Ohia: Ghost Tropic (2000)
The Books: Lost And Safe (2005)
The Flaming Lips: Yoshimi Battles The Pink Robots (2002)
Thom Yorke: The Eraser (2006)
Tom Waits: Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards (2006)
Tortoise: Standards (2001)
Vincent Gallo: Recordings Of Music For Film (2002)
Wäldchengarten: Beautyboxer (EP) (2003)
Wild Billy Childish: My First Billy Childish Album (2006)

Lucky Dragons har om nogen været meget produktiv. Jeg valgte "Dark Falcon", men kunne egentligt lige så godt have valgt "A Sewing Circle" eller "Widows".
M.h.t. Scout Niblett var jeg på nippet til at putte "Kidnapped By Neptune" på i stedet, men faldt alligevel mest for debutens charme. Ligeledes med Vincent Gallo valgte jeg hans soundtrack cd, men var tæt på at vælge hans mere straight sangbaserede album "When", der også er fantastisk.
Til min overraskelse, så har Björk ikke udgivet et album i 10 år, der er værdigt til at komme på listen. Faktisk i 13 år, hvis vi skal være helt præcise.

Og så lige en lille liste mere...

Var det virkelig ældre end 10 år?
The Magnetic Fields: 69 Love Songs (1999)
Blur: 13 (1999)
Low: Secret Name (1999)