Attitude og eventyrlyst i det små

Fra AOA.dk:


Spot Festival 2011 blev skudt i gang i gråvejr, småregn og flere eksempler på konform rockmusik. Men det lille, men markante københavnske pladeselskab Escho fik dog rusket lidt op i sagerne fredag. Samtidig tog aOa’s musikblogger for første gang for alvor livtag med ”the Spot biz”.

Som aOa-blogger er jeres udsendte musikblogger en af de såkaldte”Spot-delegerede” og er derfor på en liste over e-mails, som festivalens bands har adgang til. En liste som de i høj grad benytter sig af for at sprede budskabet om netop deres koncert. Der er nok kommet et sted mellem 50 og 70 mails den seneste uge.

En delt tanke giver pote
Som delegeret har man dog også selv adgang til samme liste og jeg bestemte mig for at deltage i spammeriet. Ved siden af mit daglige arbejde og musikbloggeri driver jeg pladeselskabet Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) og Spot er en god lejlighed til at profilere sig lidt. Dog har Spot Festival aldrig helt set de samme kvaliteter i SOPA’s musik, som jeg selv. Men det kan jeg nu godt leve med. Jeg fik dog lyst til at dele en tanke med ”my fellow delegates”, som jeg sendte rundt til alle ca. 600-700 af dem. Jeg følte trang i forbindelse med den eksport-oritenterede festival at spørge: ”(Why) Do Danish labels only release Danish music?” Vel vidende at jeg nok ville få røg for det. Men mails med positive tilkendegivelser fra ind- og udland begyndte at tikke ind. En dejlig overraskelse.
Resulatet blev bl.a. at jeg på Spot-fredagen endte med at stå og udveksle spændende cd’er med en belgisk journalist og et belgisk pladeselskab. Som i øvrigt fortalt mig, at min mail faktisk var den eneste af de mange mails, som de egentligt nærlæste. Der var flere andre, der sagde lignende ting. Fucking hell. Det gav sgu’ rygstød nok til resten af festivalen. Og der er flere interessante møder i horisonten. Og det er jo også meningen med Spot.
Men så har jeg også taget et mere definitivt skridt ind i Spots business arena. Det spil der kører hvert år om netværk og opmærksomhed. Men hva’ fa’en, jeg står med et band, jeg er så begejstret for og tror så fuldt og fast på, at det er det værd. Hvad kan det ikke ende med?! Ganske interessant at prøve den del af Spot på egen krop, selv om jeg ikke har det benhårde sælger-gen eller vil prostituere mig selv eller de musikere, jeg arbejder sammen med.
Men hvor meget tid er der så til at opleve selve musikken? Tja, i hvert fald mindre. Jeg fik hverken set Anna Von Hausswolff og Jenny Wilson, som jeg ellers havde overvejet. Sidstnævnte var der som ventet stor kø til. Det gider jeg simpelthen ikke bruge tid på.

Escho hev stikket hjem
I løbet af aftenen lod jeg mig styre af de folk, jeg konstant løb ind i. Flød med strømmen. Endte med at stå foran en håndfuld forskellige rockbands, der alle lød relativt ens. Sterilt og uden de idéer og den levering, der skal få materialet ud over scenekanten. Ingen nævnt, ingen glemt, ingen unødigt fornærmet.
Lad mig i stedet trække dagens to positive oplevelser frem. Interessant nok kommer de begge fra samme lille, men markante pladeselskab: københavnske Escho.
Thulebasen endte - trods lidt startvanskeligheder, hvor publikums opmærksomhed ikke helt blev fanget – med at levere en ganske mindeværdig koncert. Halvvejs i koncerten begyndte melodierne at træde frem og bandets kerneidé kom til sin ret. Det er altid rart, at opleve danske bands, der tager deres inspiration fra de mindre kendte kringelkroge af musikhistorien og gør den til deres egne. Det de færreste, der formår det. Og på Spot er det oftest desværre ganske tydeligt.
Som Thulebasen, således også det meget unge band Iceage. De spillede udenfor Spot i Klub Arrogant-regi i 2009 og gjorde god figur. Siden har de udgivet et album og har fået knaldet mere end rigeligt ”hype” i nakken. Kunne de mon stå distancen? Jeg hørte endda ”backlash” på vandrørene (Allerede? Åh, Danmark, du skønne!). Jeg stillede mig foran scenen forsigtigt forventende.
Jeg tror, at man kan opleve Iceage på to måder. Det er nu også tit det bedste ved interessant musik. At den virkelig deler vandene. Og især når den kan gøre det inde i hovedet på én enkelt person.
Et eller eller andet sted kan jeg tænke: Fortæl en teenager anno 2011 at han er fantastisk og du ender med et eller andet uudholdeligt. Tilsæt inspiration fra en række forbilleder ”who really couldn’t give a shit” og vi tager den et skridt videre. Konklusion: Iceage er en flok arrogante møgunger. Hvad fanden bilder de sig ind?
Eller jeg kunne tænke: Avs, kan det konforme og ”normaliserende” danske samfund virkelig file så mange kanter af os mennesker, at vi allerede i 20’erne ikke længere formår et gedigent oprør? Er det virkelig kun den utilpassede teenager tilbage her til lands, der ikke finder sig i noget og kan levere noget vildskab? Konklusion: Iceage er en flok arrogante møgunger. Og gudskelov for det!
Bevares de trak på nogle klichéer undervejs, men gjorde det med en nerve, som de fleste andre bands på Spot slet, SLET ikke kunne præstere. Om deres show er spil for galleriet er mig egentligt ligegyldigt. Det virkede ikke sådan. Iceage stod distancen på Spot, fordi de i hvert fald så ud til at være hamrende ligeglade. De gav slip. Det kunne deres ældre kolleger på resten af festivalen godt lære lidt af.

En lørdag køres i stilling
Spot Festivalen burde i øvrigt nok huske til en anden gang ikke at placere et vældigt populært band i festivalens mindste sal, når det spillede i festivalens største sal året før. Jeg kunne se, at mange der gik forgæves til Cody. Men dem var jeg nu ikke kommet for at se, så jeg nappede en tur på HeadQuarters i stedet. Hvis jeg ikke passer på bliver det snart mit stamsted. God stil og gennemført rar hybel hele vejen.
I morgen står den på Frisk Frugt og Nisennenmondai. Og kanske om jeg måske når forbi Rumpistol Emma Acs, KXP og Messy Shelters. Vi får se. Jeg når sgu’ nok ikke halvdelen, he-he.
Måske var det også meget godt, at jeg tyvstartede lidt torsdag og fik set Emily & The Orgasm Addicts på Sway. Lidt mere 60’er-rock stil nu en deres tidligere punk-stil. Desuden: På Sway er linierne knapt så stirile og u-rocknrollede, som de er i f.eks. Musikhuset. Det er altid lidt et paradoks at se et såkaldt ”vildt” rockband i de fine rammer. Men heldigvis findes der nogle få bands derude, der kan få os til at glemme det. Fredag kom de fra Escho.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Dem skal du se på Spot Festival

Fra AOA.dk:


aOa’s musikblogger vil helst ikke planlægge for meget inden Spot Festival skydes i gang. Men nogle få bands er der simpelthen ikke nogen vej uden om. De kommer fra Danmark og Japan.

Så sætter Musik-Danmark igen Aarhus på den anden ende. Same procedure as every year. Bands fra primært Danmark, men også store dele af Norden og et par få andre steder træder an på Spot Festival i håbet om at blive ”opdaget”. Eller for at ”networke” røven ud af bukserne og sætte sat skub i karrieren.
Undertegnede har nærmest været stamgæst siden omkring 1997-1998 og har set en rivende udvikling både med dansk musik, den business der omgiver den og med selve Spot Festivalen. I mine øjne kunne der måske være lidt bedre balance mellem den kunstneriske og kommercielle del på festivalen, men når medier og business fra hele verden fragtes til stedet, så ligger konceptet også rimeligt fast. Det skal kunne eksporteres uden for meget bøvl. Så med årene har lidt ambivalente følelser omkring festivalen. Men dukker jeg op alligevel? Ja, selvfølgelig. I år er der i hvert fald to tungtvejende musikalske grunde. Read on...

En lille håndfuld
De senere år har jeg med vilje ikke ville planlægge for meget. Det er heller ikke tilfældet i år. Jeg har to bands på min liste: Japanske Nisennenmondai og danske Frisk Frugt. Udover dem regner jeg bestemt med at tage ind og se danske Thulebasen og hvis min tålmodighed m.h.t. køkultur ikke byder mig trods, så tjekker jeg nok svenske Jenny Wilson ud – for at se ”what the fuzz is about”. Hun bliver rost hele tiden herhjemme, men når man som jeg savner hendes musikalske ophav i First Floor Power, og det nye soloprojekt virker knapt så spændende, så bliver det med visse forbehold. Men måske kan hun overbevise live.
Jeg er desuden blevet anbefalet at tjekke finske KXP ud. Lyder som en energisk cocktail.

Japanske rockrave
Men tilbage til festivalens to helt og aldeles uundgåelige bands. Nisennenmondai tog røven på alt og alle på Musikcaféen under Elektronisk Jazzjuice i 2008. Vi blev blæst bagover af de tre charmerende, men hårdtrockende japanske piger. ”What just happened?!” var vist den fremherskende mentale tilstand umiddelbart efter koncerten. Siden har de også spillet på Roskilde Festival – foruden mange andre steder i verden. I en medrivende blanding af instrumental og repetitiv krautrock fra 70’erne og støjrock á la Sonic Youth skaber de et hyperelektrisk rave show med rockinstrumenter. Og melodierne sidder fast, kan jeg love. Tjek eventuelt denne live video.
Hvordan et japansk band passer ind i Spot Festivalens koncept er mig en gåde. Ingen har endnu kunne forklare mig det. Men det er bestemt på tide med en ”joker” på Spot. Hvordan de gør sig på en stor scene får jeg at se nu. I mindre rum er de mildt sagt eksplosive.

Det smager af mere
Danmark har dog også noget at være stolte af i denne sammenhæng. Med udgangspunkt i det evigt og altid spændende københavnske støj/rock/jazz-kunstnersammenrend Yoyo Oyoy har en-mands-projektet Frisk Frugt ramt en gylden åre imellem rendyrket legesyge, sympatisk flippermentalitet og noget, der faktisk er relativt lettilgængeligt. Det skuer på smukkeste vis langt ud over de danske grænser og vores trælse kollektive selvtilstrækkelighed. Det rækker samtidig tilbage i den danske musikhistorie og bringer os et mærkbart skridt videre.
Titlen på vidunder-albummet, ”Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite”, er faktisk så dækkende, at alle andre forklaringer er overflødige. Det emmer af global nysgerrighed og stråler af spilleglæde. Men vi kan da godt lige citere Politiken, bare fordi det er ganske sjovt og samtidigt et fint bevis på at genial musik også inspirerer skribenten. Der stod: ”En slags flippet omgang ’Anna og Lotte’, der tygger khat." Så kan man så selv konkludere hvad man vil ud fra alle de andre anmeldelser og artikler, der virker noget mindre inspirerede og inspirerende. Wink-wink, nudge-nudge.
Ja, faktisk er projektet her så fedt, at det blev nomineret til den store skandinaviske musikpris. Da det skete vågnede de slumrende danske anmeldere også op til dåd flere måneder efter udgivelsen og tildelte den velfortjente topkarakterer. Der er retfærdighed til, he-he.
Frisk Frugts Anders Lauge Meldgaard prøver gerne noget nyt live, så der er bestemt grund til at møde op selv om man har set ham før. Koncerten på Gyngen under Elektronisk Jazzjuice for et par år siden var fortryllende. Det samme er hans mange andre bands med Yoyo-Oyoy-kompagnonerne. Her kan nævnes bl.a. Kirsten Ketsjer The Rockband, Blob Back Fahrenheit, Slütspürt og mange flere. Tag en lytter til et par numre fra Frisk Frugt-albummet på Soundcloud (bl.a. titelnummeret) og duk op til koncerten på lørdag.
I kan i øvrigt forvente mere om Spot Festivalen fra denne pen i løbet af weekenden.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

(Why) Do Danish labels only release Danish music?

Dette er en tekst, som jeg har skrevet på de seneste dage og derefter har sendt til en stor del af de medier, bookere, musikere, businessfolk og andet godtfolk, der er med som "delegerede" på dette års Spot Festival i Aarhus.


(Why) Do Danish labels only release Danish music?

In a time where Denmark is reversing evolution and closing its borders one question lingers: Is this self-sufficiency also mirrored on the Danish music scene? Sure, we love to go abroad. But what do we really bring back home with us?

Do Danish labels only release Danish music? A quick answer would be yes, but it would also be a harsh generalisation. Of course it’s not as simple. But there is some truth to it.
Off-the-cuff, besides my own label, I can think of a small handful of Danish labels who are working with non-Danish artists in numbers you actually notice - these being labels such as Play/Rec, Mastermind Records, Bad Afro Records and Crunchy Frog.

But only releasing Danish music does makes sense. It’s easy to work with Danish bands when you’re a Danish label. Both label and artists probably all live in the same city. And on hometurf even the smallest bands start out with a fanbase of friends and relatives who can buy the music and attend the first string of gigs. It really is easier.
But does this mean that we, the Danes, are self-contained in our little kingdom with state funding for the arts and so forth? Do we – despite our global outlook – shut ourselves off from real larger scale global collaboration on the Danish music scene?

I do not have the answer. But it might be: maybe.

The thought has started to take root as I prepare the coming LP-release on my label Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA). The band is Sister Chain & Brother John – a British/Israeli duo living in and working out of Berlin. It occured to me when looking back that half of the releases on SOPA have been with non-Danish artists. Including compilations with bands from more than 10 different countries on a single album.
I know why SOPA has that profile. It wasn’t so much a conscious choice at first. I like to travel and most of all experience new music in whatever form it may take. And then share those experiences with others. It just seems natural - no matter what geographic origin the music might have.

Looking around the musical landscape of Denmark, most of the popular Danish acts today are released by Danish labels who release other Danish artists. There are of course more labels out there than the ones mentioned earlier, but Danish labels with lots of international artists attached seem like a rare sight. Why? I was a bit surprised when I started thinking about this.

Where is the Danes' "great global outlook" reflected in all this creative musical activity? We say we’re globalminded, but when it comes down to it: Do we REALLY send out a wholehearted invitation? Just sending your band on tour abroad doesn’t count. We don’t seem to be balancing the scales. Do we do enough? Does everyone even want to do it?

I guess you could argue that why would an international act want to be released in little Denmark? Why not? It does happen. When it comes to music and the flourishing of online distribution of it, borders should no longer matter. The market is global.

Am I too harsh? I don’t mean to. These words should not be seen as an accusation of anyone. It’s merely a thought I wanted to plant among you all in the hope to inspire a moment of reflection about our collective global outlook - even though I am probably stepping on a few toes doing it.

The Danish music scene IS thriving. Especially the independent parts of it. More and more bands go abroad. My hope is that all this travelling will create many new friendships globally - which will in turn be reflected on the artist rosters on Danish record labels.

I know reality is of course has more nuanced than the headline above. But with all this talk about how we can get music OUT of Denmark... how about also talking a bit more about the music we can get INTO Denmark - through the Danish record labels?

Or should we stop talking about countries like this? Maybe that is a bit too soon? But who needs borders when we got our common language in music?


Lars Kjaer Dideriksen
Label manager
Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA)
www.sopa.dk


What/who is SOPA?
Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) was founded in 2006 and is an Aarhus-based label with a diverse musical profile. In the last 5 years the label has put out a diverse selection of releases - from lo-fi punkpop and drone-noise to singer-songwriter and harmonic electronic music. From such artists as Nils Gröndahl (’Under Byen’ / Denmark), Marzipan Marzipan (Italy/Germany), Agata & Me (Denmark/Sicily/Bosnia), 9 (Italy/Germany), Girls Love Rallie (Denmark) and Delay Lama (Denmark). Two compilations have featured artists from Canada, USA, France, Holland, Australia, Italy, United Kingdom, Japan and more. A string of concert events have over the years been organized around Denmark as well as in Berlin - and the artists play in many other countries.
British/Israeli duo Sister Chain & Brother John will release their second LP ”The Androdyne Show” on SOPA this fall.
Website: www.sopa.dk

Intenst og italiensk

Fra AOA.dk:


aOa’s musikblogger har en brandvarm anbefaling til alle musikelskere. Onsdag spiller italienske Comaneci på HeadQuarters. Forvent det intense og det smukke og at hårene står op på armene.

Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv. Men da den italienske duo Comaneci spillede på sidste års Fanø Free Folk Festival var jeg helt fortabt og forgabt i det, som de formåede at præsentere på scenen. Da 2010 var omme kunne jeg uden rysten på hånden tælle den blandt de allerbedste koncerter, jeg havde overværet det år. Og jeg nåede som sædvanligt at opleve rigtigt mange koncerter.

Med få guitarer og en smuk stemme fremtryllede de små folk-sange af en intens, sammenbidt karakter og en stemning, der fik hårene til at stå op på armene af mig. Og ja, det var af ren nydelse.

Gruppens sangerinde Francesca Amati ser umiddelbart ikke ud til at yde noget vildt og voldsomt på scenen, men på en eller anden måde får hun alligevel drevet enormt meget power frem med sin stemme. Hun spiller akustisk guitar, mens Glauco Salvo tager sig af den elektriske guitar og lidt banjo. Elguitaren bruger han bl.a. til at læggende sitrende lag af lyd ind og konkurrere med intensiteten i Francescas stemme. Jeg filmede en del video på Fanø Free Folk Festival sidste år og man kan se et øjeblik fra netop denne koncert cirka to minutter inde i dette klip.
Udover den lyd, som duoen producerer, har de også teksterne og melodierne til at få det til at gå op i en højere enhed. Både live og på plade. Tjek eventuelt deres MySpace-side.

Onsdag den 25. maj spiller de på HeadQuarters. Jeg skal ikke kunne sige om jeg vil få samme oplevelse igen, men jeg vil for alt i verden ikke gå glip af et gensyn.Sammen med dem spiller deres italienske kompagnon Matia Colletti, der også var med på sidste års festival. Han bruger bl.a. ukulele og akustisk guitar sammen med en loop-pedal og får skabt nogle charmerende små kriblerier af melodier, som han synger henover.

Danske So Like Dorian følger trop. Og minsandten om ikke han også spillede på Fanø sidste år. Også han bevæger sig inden for den nyere folk-musik. Faktisk er arrangementet også lidt et PR-fremstød for dette års festival, som netop har sat sine få billetter til salg. Der er desuden offentliggjort en række nævne til programmet og det tegner allerede rigtig godt. Læs mere på Facebook eller MySpace.

På programmet står der, at det skulle starter omkring kl.20. Men kommer man kl. 19, så kan man få receptionen med for det tyvende nummer af Danmarks bedste musikblad Geiger. Og det er bestemt også værd at tage med.

Så kort sagt: Onsdag. HeadQuarters. Klokken 19. Gåsehud. Ikke så meget pis. Vi ses!

Lars
(Støj på overfladen)

Hypnotisk sandstorm rammer Aarhus

Fra AOA.dk:

Torsdag er der igen besøg fra de varme lande på Atlas. Group Doueh, der tidligere har begejstret publikum i Århus, vender tilbage. aOa’s musikblogger forventer nok engang en stor oplevelse.

Det er vel nok over et år siden, at Group Doueh fra Vestsahara og Omar Souleyman fra Syrien spillede på Studenterhuset i Toldboden på havnen. Oplevelsen brændte sig fast og står stadig lysende klart. Omars technoficerede bryllupsdisco og Douehs effektguitar over en piercende stemme og dragende rytmik. Mildt sagt medrivende.
Siden da har Omar gæstet Aarhus nok engang. Atlas lagde hus til. Nu kommer Doueg også tilbage - og naturligvis til Atlas, der om noget (som det har vel har været intentionen) er blevet stedet, hvor de mest eksotiske toner får spillerum. Publikum har heldigvis fundet ud af det og vender tilbage efter mere gang på gang. Skønt at se.
Torsdag den 19. maj er en aften, hvor dette publikum – og jer andre! – bør tage en tur mere på Atlas. Bamaar Salmou, der er kapelmesteren i Group Doueh, er lidt af et guitar-es. Men ikke af den slags, vi normalt ser her på disse breddegrader. Melodier er naturligvis anderledes og effekterne han bruger lige så. Når vesterlandske musikere bruger de lyde, så lugter det er langhåret 80’er-skrammel. I hænderne på Salmou. Ja, se, det er noget andet.
Group Doueh har rødder i den traditionelle Hassania-musik og noget maurisk ophav. Og til disse traditionelle elementer har de tilføjet deres egen stil, forlyder det. Det skal jeg ikke gøre mig alt for klog på.
De lyder til at have moderniseret deres stil lidt siden sidst. Bragt flere elementer ind i blandingen. Min indre skeptiker kan få lidt bange anelser. Men med det de præsterede i Aarhus sidst, så skal de have lagt alt fra sig for at hellige sig Britney Spears bagkatalog, før det kan gå hen og blive uinteressant. Med Atlas’ egne ord, så får vi ”en glohed, meditativ og hypnotisk sonisk sandstorm.” Tjek selv noget live video ud.
Bag bandets udgivelser står det alt for hippe pladeselskab Sublime Frequencies. Men lad det ikke holde jer tilbage. Jeg skal i hvert fald se dem igen. Ingen tvivl om det.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Lyden af bøgerne og månen

Fra AOA.dk:

aOa.dk's musikblogger anbefaler to amerikanske duoer: The Books, der søndag kommer til Atlas med deres unikke organiske electronica, og Moon Duo, der spiller medrivende stenerrock på Voxhall på mandag.

”Lost And Safe” var titlen på The Books’ gennembrudsalbum fra 2005. Her blandede duoen samplede rytmer, afstemte melodier på strengeinstrumenter og lydstykker fra film og radioprogrammer på fornemmeste vis og lagde sig lidt op af den genre, der på daværende tidspunkt hed ”folktronica”. En spændende kollage så effektiv, at albummet endte med at blive Årets Album i det toneangivende musikmagasin The Wire.

I 2010 fulgte de op med ”The Way Out”, hvor elementerne er de samme, men hvor tempoet er sat op og rytmerne er mere bastante. Dog stadig umiskendeligt The Books. De har formået at skabe deres helt egen lyd.

Det kunne derfor godt gå hen og blive en interessant søndag aften på Atlas. Jeg skal i hvert fald ikke gå glip af koncerten. Alene på grund af deres ”Lost And Safe”-album, der var og er helt og aldeles fortryllende.

The Books spiller på Atlas søndag den 8. maj. Nysgerrige kan tjekke en livevideo ud på YouTube.

Dagen efter – mandag den 9. maj – besøger amerikanske Moon Duo Voxhall. Her kan man få sin lyst styret med støjguitarer over relativt hurtige og repetitive trommerytmer. Duoen består af Sanae Yamada og Erik Johnson. Sidstnævnte er bl.a. kendt fra det ligeledes støjende band Wooden Shjips, der også tidligere har spillet i Aarhus.

Voxhall kalder det for ”psykedeliske trancerock” og nævner bands som The Velvet Underground, Silver Apples, Suicide og Neu i samme åndedrag. Heftige referencer, men ja… støjende, gentagende og medrivende er nok kodeordene her, og så kan man godt sige, at de nævnte bands kunne have inspireret. Man kan tjekke lidt livevideo ud på YouTube her.

Med som opvarmning har bandet den tyrkiske pigeduo Kim Ki O, der skulle spille ”en blanding af drømmepop, post-punk og dark wave”. Righto, whatever… you had me at ”tyrkisk pigeduo”. :-)

Skulle man være i tvivl, kan man også tjekke denne lettere syrede musikvideo ud.

Vi ses derude!

Lars (Støj På Overfladen)

Berlin og Århus besætter hovedkvarteret

Fra AOA.dk:


Berlinske Sister Chain & Brother John og århusianske Fallen Men indtager HeadQuarters fredag med punkattitude og teatralske toner. Desuden læser Singvogels A.K. Hansn op og AOA's musikblogger vender plader.
Århus’ nye bar og spillested HeadQuarters får besøg fra udlandet på fredag den 11. marts. Den berlinske duo Sister Chain & Brother John står på scenen side om side med lokale Fallen Men. De suppleres af A.K. Hansn, der til dagligt står i front for Singvogel, i oplæsnings-mode. Publikum kan forvente en spændende rejse både til undergrunden og underverdenen gennem musik og ord. DJ'erne Anthro Subs og Capt. Daydream vender plader imellem alt dette (sidstnævnte er "yours truly").
Vil man have det hele med fra starten, så bør man dukke op kl. 21.30.

Store berlinske armbevægelser
Sister Chain & Brother John har taget turen fra Berlin til Århus et par gange før. Bl.a. med koncerter på Århus Kunstakademi i Vestergade og Café Vestergade, hvor jeg uden at overdrive kan sige, at de begejstrede et positivt overrasket publikum. Med over 200 koncerter rundt om i verden bag sig er det et erfarent par, der træder op på HeadQuarters. Det kan mærkes.
De er blot to på scenen, men deres måde at optræde på aftvinger opmærksomhed – ligesom deres iørefaldende sange gør det. At de samtidig står iført victoriansk tøj gør kun koncertoplevelsen endnu mere komplet.
Sister Chain fremfører med sin store stemme på karismatisk vis sange om elsskovssyge, erotiske mareridt, underfundige historier og til tider også et par skarpe politiske stik. Det balancerer dog mellem det klassiske og det trashede, for Brother John spiller skiftevis forvrænget el-guitar og bas. Det er deres simple, men uhyre effektive set-up. Brecht møder rock – eller punk om man vil – i en slags ”gotisk blues”, som de selv bl.a. kalder ”parlour punk”.
Til de nysgerrige: Musikmagasinet Geiger har netop lagt et interview med duoen på sin hjemmeside og mandag kan man opleve dem live i programmet Stentor på Århus Studenterradio klokken 19-20.

Rapport fra rendestenen
Århusianske Fallen Men har også en længere historie bag sig og mange sange med i bagagen. Mange af dem lyder som om de er skrevet liggende i rendestenen efter endnu en nat ude, hvor det hele er gået galt. Forsanger Leonard Davies trækker publikum med igennem sølet og leverer sine sange "in your face" sammen med et band bestående af skiftende lokale musikere. Bl.a. A.K. Hansn, der denne aften inden livemusikken går i gang læser op af sin ”Rejsen til Treo – en episk tømmermændsfantasy på alle fire”. Det lyder umiskendeligt som om han har taget samme tur som Leonard Davies. Men det vil tiden vise fredag aften i kælderen under Archauz (Valdemarsgade 1 ved siden af Musikhuset), hvor HeadQuarters holder til.

Aftenen arrangeres af Raum Eins og SOPA. Entréen er 40 kroner og barpriserne er i den fornuftige ende af skalaen.

Aftenens program:
21.30 DJs Anthro Subs & Capt. Daydream
22.30 A.K. Hansn læser op af "Rejsen til Treo"
23.00 Sister Chain & Brother John
24.00 Fallen Men
01.00 DJ Capt. Daydream
03.00 HQ lukker

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Old school country i Vestergade

Fra AOA.dk:

Ingen pop-country á la Garth Brooks, men den gamle ægte vare fra dengang Johnny Cash og June Carter var på toppen og Patsy Cline slog følgeskab. Café Vestergade bobler over med old school country torsdag, når The Hunters fra Berlin spiller der.

Jeg skal være den første til at sige det ligeud: kopibands er normalt ikke lige mig. Jeg forstår, at de er en måde for spillesteder, caféer, pubber osv. at trække folk til på. Og egentligt er det nok også meget sundt, at diskoteksmusikken en stund får en pause og stederne får liv gennem rigtige musikere. Oftest er disse bands rene hitmaskiner og så synes jeg personligt, at det trods fundamentet til en sjov aften, går hen og bliver lidt uinteressant.
Uden at ville begynde på en lang snak om originale musikere versus kopibands, så ved jeg heldigvis, at der findes kopibands – eller coverbands om man vil – som ser udover den aktuelle hitmusik. Et af dem er The Hunters fra Berlin, som man kan opleve på Café Vestergade nu på torsdag den 10. marts.

Klassikere og glemte hits
The Hunters er den slags band, der viser stor respekt for musikhistorien og finder de gamle klassikere frem, men også dykker ned og giver publikum nogle mindre kendte perler, der fortjener opmærksomhed. Samtidig gør den erfarne duo det med masser af entusiasme og musikalitet.
Slår man vejen forbi Café Vestergade vil man formentligt kunne høre ”Long Legged Guitar Pickin’ Man” af Johnny Cash, ”If I Were A Carpenter” af Tim Hardin og numre af f.eks. Patsy Cline, Hank Williams og Gene Autry. Bandet har med tiden også skrevet egne sange i denne tradition og sneget dem ind i deres koncerter. Derudover kan et par nyere kuriøsiteter godt dukke op og jeg mener endda engang at have hørt dem "countryficere" selv et Beatles-nummer med et godt resultat.
I Århus kan man opleve dem som duo. Andre gange har de musikere flere med, som man kan se på disse videoer: ”Long Legged Guitar Pickin’ Man”, ”If I Were A Carpenter”, ”Run That By Me One More Time” og ”These Boots Are Made For Walkin’” .

Country alter ego
Bag navnet The Hunters gemmer sig de to musikere Sister Chain & Brother John, der i november sidste år spillede på Café Vestergade i ”eget navn” for et meget begejstret publikum. Denne gang er de dog på caféen som deres country alter ego. Deres rock-attituder får dog frit spil dagen efter på HeadQuarters, hvor de slår sig løs med deres egne numre.
Countryløjerne på Café Vestergade starter omkring kl. 21 og entréen er gratis.

Links:
MySpace - www.myspace.com/thehuntersmusic
Hjemmeside - http://www.thehuntersmusic.de/

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Hovedkvarteret kalder!

Fra AOA.dk:


Byens nye koncertsted sprudler af liv. Masser af koncerter og flot opbakning til det lokale vækstlag. aOa.dk's musikblogger kan kun anbefale HeadQuarters.

Stedet hedder HeadQuarters – eller HQ om man vil – og som hovedkvarter kan det nok leve en lidt skjult tilværelse. Det ligger nemlig i kælderen under danseteateret Archauz lige ved siden af Musikhuset. Adressen er Valdemarsgade 1, men det lader til at flere og flere allerede har fundet ud af det. Stedet er kun et par måneder gammel, men på dets Facebook-profil kan man allerede se en imponerende liste af kommende koncerter samt en hel del billeder fra tidligere arrangementer i den hyggelige kælder. En rigtig hjemmeside er på vej, forlyder det.

Ny indretning
Nogle kender nok allerede kælderen som stedet, hvor det rødmalede Lobby holdt til indtil for nylig. HeadQuarters har droppet det røde look og i stedet fundet en mere afdæmpet stil med orange farver, gamle møbler og en ny bardisk. Derudover bliver mere af selve rummet brugt til hyggehjørner og der er nu ligefrem en scene, så de optrædende ikke skal stå på gulvet. Ikke ret høj, men den er der. En vigtig ny del af indretningen er desuden de ”puder”, der nu er naglet til væggene og som forbedrer lyden. Derudover er der fine detaljer i form af nogle sjove lamper her og der.

Opbakning til talenter
Det store aktivitetsniveau på HeadQuarters vidner om en åbenhed overfor de lokale talenter, som jeg vil påstå man ikke finder i helt samme omfang på byens andre spillesteder og caféer. Disse andre steder er det meget let at blive ignoreret, hvis man kommer og tilbyder livemusik med forskellige bands. Min egen erfaring med HeadQuarters er stik modsat. Det virker ikke så mærkeligt, når man finder ud af, at folkene bag stedet er nogle af de samme, som har lavet Den Grimmeste Festival ude i Brabrand den seneste håndfuld år. De har en dejlig ”no bullshit” og nede-på-jorden-tilgang til tingene, som jeg kun kan bifalde. Ingen påtaget hipness her.

Et pakket program
Som sagt har der allerede været indtil flere koncerter i stedets indtil videre korte levetid. Kigger vi på programmet for marts 2011, så er der hele 12 koncerter. Derudover indtil flere aftener med djs. Jeg havde selv fornøjelsen efter The National-koncerten i Scandinavian Center at befinde mig på HeadQuarters under Monkey Club. En hel aften hvor en rockabilly-dj (med anderumpe naturligvis) spinnede hits på hits, så folk blev nødt til at danse helt til lukketid. Fantastisk dejlig stemning.
Jeg kan se, at der også er Motown-aftener på programmet, så der skal jeg klart også forbi. Nogle torsdage er der også ”open needle”, hvor man selv kan tage vinylplader med og spille. Det kunne jeg såmænd også finde på at benytte mig af.
Kombinerer du alt ovenstående med barpriser, der ikke er svimlende høje, så har du et koncept, som jeg kun kan anbefale.
Derudover har HeadQuarters’ åbenhed overfor publikum også resulteret i, at jeg sammen med koncertarrangørerne i Raum Eins fredag den 11. marts er med til at sætte berlinske Sister Chain & Brother John og århusianske Fallen Men og A.K. Hansn (fra Singvogel) på programmet. Vi er mange der takker for venligheden.

Så hvad kan jeg sige andet end: Velkommen vil, HQ!

Lars
(Støj på overfladen)

Bassekou eller Balkan?

Fra AOA.dk:


Fredag er det globale og spilleglæden i højsædet i Århus. Mali fyrer op under Atlas, mens balkan rocker igennem på Trøjborg. De hurtige kan måske nå det hele, skriver AOAs musikblogger.

Endnu engang en aften med to spændende koncerter på samme tid. Jeg ville gerne til begge. Til trods for at jeg har set begge før. Men måske netop derfor. For der er tale om to fantastiske livebands.

Bassekou
Atlas har Bassekou Kouyate & Ngoni Ba fra Mali på plakaten. Bandet spillede en helt igennem smuk og livsbekræftende koncert på Atlas sidste efterår. Så en solid dosis mentalt solskin fra dem vil være tiltrængt nu, hvor vinteren lader til at trække ud. Bassekou er virtuos på sin ngoni og har velfortjent fået masser af opmærksomhed. Læs mere om koncerten på www.atlasaarhus.dk.

Balkan
Trøjborg Beboerhus i den anden ende af byen går helt i selvsving i Balkan. Det er nemlig blevet tid til tredje omgang: Balkan Express III. Et tilbagevendende arrangement sat i værk af herboende århusianere fra Balkan-området. De to forrige gange Express har været forrygende.
På programmet er både en film, to livebands og en dj. Det hele starter klokken 19.00 og slutter omkring klokken 01.00. Filmen hedder ”Maratonci trce pocasni krug” (The Marathon Family – vises med engelske undertekster). Det ene band er den lokale sevdah-duo Blue Shadow Caravan, der blander traditionelle balkansange med egne numre. Jeg har tidligere blogget om duoen her på AOA.dk. Og ja, de kan klart anbefales.
Det andet band er det hyperenergiske århusianske balkanorkester KURvE, der efterhånden har været i gang i mange år. Men især i 2010 og frem til nu har de fået mere vind i sejlene med koncerter på bl.a. Atlas og Train, hvor publikum har hoppet rundt som var gulvet en stegepande. Og nej, det er ikke ”cirkusmusik”, som når danske konservatoriemusikere forsøger at lege med ”the flavour of the moment”. KURvE tæller rent faktisk folk fra Balkan, som ved at balkanmusik er meget mere og andet end skæve rytmer, sjove guitarakkorder og hurtige trut i blæseinstrumenter. KURvE formår at kæde de gamle traditioner sammen med nutiden på fornemmeste vis.
DJ Anthro Subs kæder aftenen sammen med alverdens balkanmusik og formår garanteret (som ved tidligere lejligheder) at vise en noget bredere palet af musikken fra regionen end vi danskere kender til. Der laves jo bl.a. også meget rock, punk, dub og elektronisk musik der. Så det er altid en spændende oplevelse at se hvad hun har med som supplement til livemusikken.

Trøjborg Beboerhus ligger Tordenskjoldsgade 31 i baggården. Entréen er 50 kr. Bassekou koster 190 kr. og starter klokken 21.00. Så de hurtige kan måske nå det hele.

Tjek eventuelt denne live video fra Atlas, hvor der både Bassekou Kouyate og KURvE er med. Og her er i øvrigt en video fra den første gang Balkan Express i 2009.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)