Sister Chain & Brother John - Satan Said

Here it is! My second music video. It was mentioned earlier on this blog when I wrote about the Marzipan Marzipan music video. But now "Satan Said" by Sister Chain & Brother John is finally finished - and actually also premiered on one of Denmark's best music websites Undertoner.dk.



It was filmed in late September 2012 in Victoria Park in Kreuzberg, Berlin - the night before I filmed the Marzipan Marzipan video. We only filmed for two hours. Then we had no more petroleum for the "feuer peu"-things. It was a full moon, but you can't see that in the video. The camera does not pick that up when it's video. Especially with the lense I had at my disposal. The park didn't have any electrical lights, which was what I hoped for. Still, the moon managed to cast shadows from the trees. It was that bright.

We filmed on the plateau below the monument and above the waterfall which allowed us to use the rather "gothic-looking" gates there. I hadn't noticed the gates the first time I was there. Nice bonus.
The full moon had the park well-lit, so some people were actually taking a night time stroll in the park. But they didn't interfere with the filming, which was nice. We filmed from about 23.30 to 01.30 and I had to act the part of "director". Hadn't thought about that. "Stand there", "Do this", "Move over here", "Do that again". Got to remember to get in character for that the next time. Although, the video I shot the next day in the middle of the Berlin Marathon didn't require many instructions. In the end, two quite different videos.
With the night time video I had to film things closer to the fire than planned. It simply didn't give off enough light to illuminate anything in the background even close to the fire. I should also have had a more light sensitive lense for the camera. But I don't have all the necessary equipment yet. And it's still a learning experience. All in all I am quite happy with the finished video.
I used natural light only. Kind of in the spirit of the band - old-fashioned, Victorian, analogue and so forth. Actually, Stanley Kubrick only used natural light in his "Barry Lyndon" film, if I remember correctly. But no further comparison, just now. ;-)
The original idea for the video came when the "fire girl" Lisa did a performance on the terrace at Kugelbahn when the band had their release party there earlier in the year. There she performed to the recorded version of "The Gambler". But for the video we chose "Satan Said". Fits well with the infernal visuals, no? :-)
Below is a picture I shot with a slow shutter speed to catch the monument in the moonlight. Luckily the camera was on a tripod.

If you're interested in the album you can download it at Bandcamp, Amazon and iTunes. Or buy the LP at SOPA, Pale Music or Rillbar etc. You can find the links on the album website.

L

Premiering A Movie

Den 20. december 2011 skrev jeg lidt i spøg, at jeg ikke skulle skrive mere om min dokumentarfilm før jeg kunne bruge overskriften "Premiering A Movie". Den 2. november 2012 var så endelig dagen, hvor "First You Close Your Eyes" kunne blive vist for offentligheden. Det skete i Århus' "kultbiograf" Slagtehal 3 til releasefesten Esther Marias album "The Abyss", som filmen handler om. Albummet er først blevet klar til release nu, så det er grunden til at filmen har måtte vente lidt med at se dagens lys.

Når man har filmet og siddet timevis og redigeret hver en lille detalje af filmen er den svær at se - og nyde - som den film den er. Men da jeg stod bagerst i lokalet under fremvisningen kom jeg alligevel lidt tættere på publikums oplevelse. Ikke blot via deres reaktioner undervejs, men også at jeg pludselig automatisk satte mig i deres sted. En scene var pludselig meget længere end jeg huskede den, når jeg så den gennem deres øjne. Sådan føltes det i hvert fald.

Responsen var virkelig overvældende. Meget positive tilkendegivelser fra publikum - og jeg fik endda også noget rigtig god konstruktiv kritik med hjem, som jeg værdsætter meget. Alt i alt en skøn aften.

Nu er opgaven måske at lave en "musik+film" aften mere et sted, hvis vi kan få det sat op. Og ja, ellers kan bandet jo også bruge filmen, som det har lyst til, hvis muligheden byder sig til ved fremtidige koncerter. Jeg vil så samtidig undersøge om der evt. er nogle tv-kanaler eller websites, der kunne tænke sig at vise den. Vi får se. I sidste ende skal den i øvrigt nok komme på nettet i sin fulde længde.

Er man journalist, musikblogger eller lignende og interesseret i filmen og/eller albummet, så sender jeg gerne en dvd. Bare skriv til lsd_dk @ hotmail . com.

L

Filmens website: www.larsdideriksen.com/firstyoucloseyoureyes
Esther Marias website www.esthermaria.com

Fotos taget af mig - pånær det første, der er taget af Gydde Madsen.

Marzipan Marzipan & Resident Tourist at the Berlin Marathon

I'll do this post in English as I think there might be some non-Danes who will be seeing the video I am about to write about.

Also available on Vimeo in better quality.

I've known DJ, musician and artist Zelda Panda for something like 8 years or more by now. Along the way we've done a few musical things together, but mainly she's been doing her own thing as Marzipan Marzipan - and with others. I also released a compilation of her songs on my record label Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) and she's created various album covers for releases on it too. We have a sort of Berlin, Germany - Aarhus, Denmark "tunnel" between the two cities. A straight connection through things which we make happen or that just seem to happen by themselves.

In July of 2012 I visited Berlin yet again and we ended up recording three cover songs in her flat. Some of which we had played in concert a few times. One of them was John Lennon's "Watching The Wheels". A beautiful song that I actually was unaware of until Panda told me about it not so long ago.

In September I was in Berlin again and was invited for a brunch on the sidewalk outside the "Pandahaus". The Berlin Marathon was going right past the house that day. Panda had suggested we film a music video while it was all going on. I liked the idea. It was simple and fun. But I had no idea how we would do it practically and how much time I would have with all the runners going by. It turned out the main part of runners we going by for about an hour or so.

I arrived around 9.30 in the morning after getting to bed at 3.00 because I had shot another music video with Sister Chain & Brother John the night before elsewhere in Berlin. I'll write about that here later as well. It was just as much a hit-and-run operation with limited time as the marathon shoot was.

I have filmed live performances for years, but not professionally, and have also been doing some documentary work. But never really made a music video, as such. So this is my first. Although it's actually the second I filmed within that 14 hour period in Berlin.

When not being in control of events - like a marathon - as well as being rather new at it, I just had to wing it. At the same time that allowed space for happy coincidences. And somehow they often seem to happen in the company of Zelda Panda.

For instance when she sings "they shake their heads and they look at me as if I've lost my mind" one runner is walking behind her looking at her at that very moment. No, he wasn't paid or told to do so, he-he. And later when I film her up close and switch focus to the background with runners then a runner with "Denmark" on her shirt walks by. Also a total coincidence that the before-mentioned "tunnel" showed its head in the video like that.

What carries the video I think is - in part - the fact that it was done on the spot in the middle of a major event. Capturing a moment. But mostly it is, of course, due to Zelda Panda's utterly charming performance. And well, also that we managed to do a pretty good version of that great song, if I may say so. It's obvious that John Lennon's lyrics really speak to the singer in question here. :-)

I hope you enjoy the video. It was fun making it. And for now I can't get enough of watching it myself. Warm, fuzzy feeling...

L

Someone please shoot the messenger!

Man kan i denne uge læse "Alt om den royale skandale", som det proklameres på forsiden af Se & Hør. Eftersom skandalen består i selve offentliggørelsen af de meget omtalte og meget grynede billeder af Kate Whatever - og derfor skabt af mediet selv - så må vi ud fra den logik konkludere at Ekstra Bladet burde gå ud og myrde nogle mennesker for at få lidt mere gang i kriminalstoffet. Eller hvad er det lige, jeg misser her?

Desuden er det jo bare et par bryster. I ved godt, at der findes andre blade derude, som har billeder af den slags i langt højere billedkvalitet, ikke? Og endda på næsten hver side. De er ret populære. Eller det har jeg i hvert fald hørt.

L

Selvhenter - Live på Elektronisk Jazzjuice

Sidst i august var jeg med til nok en omgang af Elektronisk Jazzjuice i Århus. De ellers fine nye rammer på Radar gjorde, at det ikke var helt det samme som tidligere. Knapt så løssluppent og hyggeligt. Og denne gang kun med én scene. Tidligere har det været op til tre.
Der var dog indtil flere spændende bands fra ind- og udland. I år synes jeg, at de var Danmark, der kom med det bedste band.
Fire meget talentfulde musikere i en medrivende bølge af percussion og forvrængede blæseinstrumenter. Normalt er der også et femte medlem med, som leverer stryger-delen. De kalder sig for Selvhenter. Jeg har stiftet bekendtskab med et par af dem tidligere - i flere mindst lige så spændende bands - og de var også denne gang en stor oplevelse.
Jeg filmede lidt fra det mest af festivalen, men jeg endte med at filme mest af netop Selvhenter. Jeg har prøvet at samle nogle highlights fra koncerten fra de dele, jeg fik filmet bedst. Og efter bedste evne forsøgt at få delene til at glide over i hinanden. Værsgo! Power så det brager - hele vejen!

L

Det ser ud til at være lyd

Forleden fik jeg den idé, at starte en parallel blog til denne. En med et meget simpelt koncept: Små omtaler af film, der på forskellig vis handler om musik. Om det så er dokumentar eller fiktion, kendt eller ukendt, Hollywood eller gør-det-selv. En blog ment som et sted, hvor man kan finde inspiration eller genopdage ting, man har glemt.

Jeg er startet med at skrive om fire musikdokumentarer, som jeg søgte inspiration i, da jeg skulle lave min egen musikfilm, "First You Close Your Eyes", som jeg tidligere har skrevet en del om i denne blog. Du kan læse de første fire indlæg allerede nu.

Jeg har valgt at kalde den nye blog "It Looks Like Sound To Me". Den er på engelsk og du kan finde den på www.itlookslikesoundtome.blogspot.com. Jeg har også lavet en Facebook-gruppe til bloggen, hvis man vil følge med der.

Jeg vil fortsat skrive på Støj På Overfladen om alt muligt andet.

L

Skam dig, Ridley!

Jeg må konstatere, at selv med et hold normaltvis gode skuespillere, en imponerende 3D-effekt og flotte billeder, så fortsætter Ridley Scott sin årelange stærkt nedadgående formkurve. Al den pseudo-spirituelle snak til side, så har "Prometheus" nøjagtigt samme plot som "Alien". Lander på planet, går ind i et rumskib, finder noget uha-uha, tager det med tilbage... everybody dies. Næsten.
Alt godt "design" i filmen trækker på Gigers og Moebius' oprindelige ideér og alle de nye elementer (diverse aliens) ligner noget, der er helt til grin. At man så også har tilsidesat elementær lære om spændingskurver (den går ikke bare op på 1, 2, 3 og 4) og gør 9 ud af 10 karakterer så dumme og overfladiske, at man (som i så mange andre af den slags film) ikke har noget investeret i dem, når de ganske forudsigeligt kradser af, gør at filmen simpelthen ikke er spændende. I halvdelen af filmen kunne jeg gætte replikkerne før de blev sagt.
Er der ikke nogen, der gider fortælle "Lost"-forfatteren, der tilsyneladende er hunderæd for at kede publikum (men ender med at gøre det), at han skal holde sig til tv-serier? "Prometheus" får "Alien3" til at fremstå som en ganske god film.
Jeg GRRRRUUUUER for hvordan Ridley kommer til at fucke "Blade Runner"-universet op, når han kommer så langt. Man kunne håbe på, at han lader den ligge.
Please.

L

Spot Festival 2012 - Fire dage fuld skrue - Del 4, Søndag

AOA’s musikblogger Lars Kjær Dideriksen drog afsted med to kasketter på hovedet. Som blogger og som pladeselskabsmand i det musikbranche-cirkus, som roterer rundt om musikken på Spot. Under årsmødet for landets musikbranche var der heldigvis også tid til at få lyttet lidt til musikken. Lars tog noter undervejs foran og bag scenerne.

Fotos: Lars Kjær Dideriksen

SØNDAG

13:11
Befinder mig på Kalø Slotsruin. Græsset er smukt grønt, solen skinner mellem skyerne og udsigten over vandet er fantastisk. Århus-baserede Spleen Studios har tilbudt at lave en musikvideo til Sister Chain & Brother Johns nummer ”The Last Room”. Jeg filmer lidt ”bag kameraet”, mens de filmer Sister Chain syngende på en ruinmur. Vi snupper en lækker picnic bagefter. Selv om det stadig er arbejde, så er det også en unik oplevelse og en bedre søndag skal man lede længe efter.


16:04
Turen er gået videre til de gamle, pompøse gemakker på Gammel Elstrup Herregård. Bandet og filmfolkene går ind for at filme. Jeg forsøger mig med en radbrækket lur i bilen og prøver at skubbe tanken væk om, at jeg skal på arbejde igen allerede i morgen.
Ikke ligefrem den mest afslappende bededagsferie, må jeg indrømme. Jeg tænker… hvorfor fanden gør jeg det her?! Der er ikke penge i det her. I hvert fald foreløbigt. Men jeg kan ikke lade være. Musikken har taget i mig. Det har dog været lærerigt i år. Jeg er kommet frem til mindst én konklusion: Vi skal ikke slide os selv ned ved at tæske rundt manegen og lade den æde op af krop og sjæl. Vi går vores helt egen vej nu.

Lars
(Støj på overfladen)

Spot Festival 2012 - Fire dage fuld skrue - Del 3, Lørdag

AOA’s musikblogger Lars Kjær Dideriksen drog afsted med to kasketter på hovedet. Som blogger og som pladeselskabsmand i det musikbranche-cirkus, som roterer rundt om musikken på Spot. Under årsmødet for landets musikbranche var der heldigvis også tid til at få lyttet lidt til musikken. Lars tog noter undervejs foran og bag scenerne.

Fotos: Lars Kjær Dideriksen

LØRDAG

11:56
Rock’n’roll-sen morgenmad. Vi kigger igennem programmet. Det virker som om skribenterne har fået til opgave at opfinde en ny genrebeskrivelse til hvert eneste band. Der er selvfølgelig de gængse, men vi morer os gevaldigt over ”super rock”. Andre gode er bl.a. ”math-pop”, ”computer-grunge”, ”tropical bass”, ”astronaut kraut” og ”hjemmelavet country”. Der er mange flere eksempler. Men vi er sgu’ ikke bedre selv: ”Viktoriansk glamrock”. Ha!

14:34
Læser lidt videre i Spot-programmet. I en artikel råder Tim Christensen unge musikere til bare at ”være sig selv”, hvis de vil have succes. Jeg tænker, at Tim må have slugt en del kameler undervejs for at nå dertil, hvor han er. Det er let for ham at sige sådan nu. Så det citat lader vi lige stå et øjeblik.
Og det må være småt med idealismen, hvis man efter blot to albums kan lave en ”greatest hits”. :-)

16:03
Esther Maria går på scenen på Radar sammen med The Luna Boots. De skiftes til at spille hinandens numre sammen. Jeg synes, at numrene lider lidt under, at alle musikere i begge bands skal spille med hele tiden. Jeg kender Esther Marias kommende plade ”The Abyss”, fordi jeg lavede dokumentarfilmen om den, og numrene vinder ikke ligefrem noget i Interspot-mødet rent musikalsk. Det er også hårde odds. De har haft én aften til at øve sammen inden koncerten. Jeg synes dog faktisk, at hovedsangerinden i The Luna Boots har en interessant stemme, men jeg kan ikke huske hvad den minder mig om.
Egentligt er jeg taget til koncerten for at mødes med en belgisk journalist. Ligesom sidste år får vi to lige udvekslet cd’er. Han får Sister Chain & Brother John, Girls Love Rallie, Agata & Me og Esther Maria-dokumentaren af mig. Jeg får cd’er med Monogold og Liesa Van Der Aa af ham. Han tager sig tid til at forklare musikken for mig. Lyder spændende. God stil. Fed måde at få opdage noget ny musik på.

16:43
Jeg går med ind i Remisen, hvor svenske Daniel Norgren spiller noget blues. Stedet er proppet og jeg undrer mig over om der overhovedet er en scene. Jeg kan slet ikke se bandet. Det har jeg ikke tålmodighed til, så jeg skrider igen. Endnu en scene på Godsbanen, der ikke lader til at virke optimalt. Gangene imellem koncertstederne er heller ikke gearet til at rumme køkultur til så mange arrangementer på én gang. Der er simpelthen ”gridlock”.

17:01
Gratis dåsebajer og kage-på-pind i KODA-boden. Får en snak med en flink gut, der arbejder med digital distribution. Kører også et lille label ligesom mig, men arbejder med distributionen ved siden af. Lyder som et idealistisk foretagende. Godt. De tager dog stadig 20%. iTunes tager så yderligere 15% derefter, og jeg tænker: Så er der snart ikke ret meget tilbage. Og jeg springer ikke på Spotify lige foreløbig. Jeg tror stadig, at de små taber på den model. Men det lader ikke til, at firmaet her tager penge upfront. Det er rart til en forandring. Når jeg ser rundt i Spot-landskabet er der en hel underskov at nye iværksættere med diverse services i form af distribution, management, booking osv. Men forretningsmodellen har ændret sig. De vil ikke længere (kun) have procenter, men også en hel del penge up front. Fra bands, come on?! Og man kan ikke vide om varen, man får, er god nok. Det er et gamble. Du kan let komme til at betale tusindvis af kroner for én eller anden spammers liste over e-mails, når alt kommer til alt. Det lader til at man skal træde varsomt blandt alle disse smarte idéer, der lyder så godt på papiret.

17:51
Et old school bluegrass band, der kalder sig Ilaauto, fyrer op under en festlig stemning på Gaffa-scenen. Tilsyneladende for gud ved hvilken gang under festivalen, men det er første gang, vi ser dem. Sjovt at et norsk band lyder som amerikansk. Men sådan er det jo nu til dags. Genrer krydser kloden og vi skal ofte lede længe efter det, der lyder af det sted, det rent faktisk kommer fra. Med det sagt, så gjorde bandet det sgu’ godt. De var et hit.


19:21
Vi kom ind til Savage Rose. Annisette og orgelspilleren gav den gas, mens man mere fornemmede resten af bandet som ”hired hands”. Stemningen i salen og responsen fra publikum vidnede om den respekt, som Savage Rosa stadig nyder, selv om bandet af gode grunde ikke er det samme som for år tilbage. Men rart endelig at få set dem. Chain og John kan også godt lide dem. Og jeg fik vist dem lidt af ”det gamle musik-Danmark”.

20:14
Støder tilfældigt ind i en belgisk booker, jeg har kontakt med over Facebook. Jeg prøver at få lidt inside info på hvad vi kan gøre nede i det område. Med Sister Chain & Brother John tænker vi i noget Tyskland, Holland, Belgien og Frankrig i efteråret – evt. med noget afstikker til Sverige og Norge, og muligvis også lidt Danmark, nogle af de steder, de ikke har spillet endnu. Det bliver sgu’ hårdt arbejde.

21:01
Jeg havner til Green Pitch på Radar, fordi jeg skal mødes med en svensk manager. Det bliver kun til en hurtig snak. Jeg får givet nogle cd'er væk. Bandets musik rammer mig ikke rigtigt og vi smutter efter ét nummer. Ikke helt fair, I know. Vi er nogle stykker, der kommer til at snakke om, at vi er trætte af spage og forsagte skandinaviske sangerinder, der spiser melankoli til morgenmad. Der har været en del på Spot. De virker generte og som om de hellere ville være et andet sted end på scenen. Vores pli og opdragelse gør, at vi til flere koncerter ikke råber ”Åbn munden, når du synger!”. :-)

23:35
Nok Spot for i år. Århus’ punk band numero uno - og et af landets bedste livebands - Cola Freaks skal spille en surprisekoncert på Sway under Clemens Bro. Så vi smutter derned. Stedet er proppet med mennesker. Dj’en spiller nyere rockmusik, der gerne vil være 60’er-agtig. Efter et stykke tid indfinder den ægte vare sig heldigvis på pladespilleren. Surfin’ Bird og flere af de gode gamle.

00:31
Efter en times forsinkelse går Cola Freaks endelig på. Lige på og hårdt. Desværre kan guitarerne ikke rigtigt høres over trommer, orgel og vokal i det tætpakkede lokale. Og nu kan vi altså heller ikke mere. Der har været fuldt tryk på alle dagene og vi er mere end mætte af musik, så vi når kun to numre inden vi bliver nødt til at gå. Vi skal faktisk tidligt op i morgen. Jeg napper cola-drengene i fuld længde en anden dag.

Lars
(Støj på overfladen)

Spot Festival 2012 - Fire dage fuld skrue - Del 2, Fredag

AOA’s musikblogger Lars Kjær Dideriksen drog afsted med to kasketter på hovedet. Som blogger og som pladeselskabsmand i det musikbranche-cirkus, som roterer rundt om musikken på Spot. Under årsmødet for landets musikbranche var der heldigvis også tid til at få lyttet lidt til musikken. Lars tog noter undervejs foran og bag scenerne.

Fotos: Lars Kjær Dideriksen og Peter Nedergaard

FREDAG

12:02
Rådhushallen. Til ”Spot On Germany”-arrangement, hvor størstedelen af branche- og pressefolkene (dvs. primært den tyske del af dem), som er på Spot, er inviteret. Borgmester Jacob Bundsgaard holder en tale og derefter koncentrerer alle sig primært om buffeten og hinanden, så det lader til at han blot siver videre. Imens kommer jeg til at tænke over navnet ”Spot ON Germany”. Kort og catchy. Men egentligt burde det vel hedde ”Germany, please spot on us”. :-)

13:51
Det var en interessant seance på Rådhuset. Systematiseret mingling. Fik snakket med både lidt medier og lidt branche fra ind- og udland og bl.a. også dele lidt erfaringer. En flink fyr fra et dansk-tysk label fortæller mig, at radiopromo ”is the way to go”. Man skal bare betale 100 euro til en eller anden service, der (i mine ører) lader til at spamme samtlige radiostationer. Fint nok. Men så skal man derefter bruge en uge på at ringe til dem og høre om de vil have cd’er tilsendt. Det skulle så virke. Hold kæft, det lyder sygt. Det inspirerer mig lidt til at tænke tanken, at vi skal finde vores egen helt anden - eller tredje - vej.
Mængden af musik er efterhånden nærmest obskøn. At gå den samme vej som alle andre må være den sikre vej til at drukne i mængden. Jeg kommer i tanke om noget, som Tom Waits skulle have sagt engang: ”We are buried beneath the weight of information, which is being confused with knowledge; quantity is being confused with abundance and wealth with happiness.”

14:47
Så har vi klistret Spot Festivalen til i plakater for koncerten med Sister Chain & Brother John og smidt flyers over det hele. Ligesom alle de andre. Det er crazy. Men vi har heldigvis en slags serie plakater, som det lader til folk lægger mærke til. Alle de sindssygt fede fotos, der er taget til albummet ”The Androgyne Show”, er skudt med et kamera fra 1860 og fremkaldt på glasplader dyppet i cyanid. Der sker bare noget i den proces, som du ikke kan fake i Photoshop.

15:04
Der er lidt gevinst på det pressemateriale, jeg sendte ud. Mediehus Århus, der dækker festivalen fra start til slut, vil gerne interviewe mig om SPOT OFF. Jeg slår lige fast, at det ikke er mig, der er arrangør, men at vi kun er en del af det. Jeg bliver spurgt om om det gode ved events udenfor det officielle program. Jeg snakker også om hvordan, der både er gode og dårlige sider ved Spots store fokus på eksport, når det kommer til at tage bare nogle få vilde chancer med musikken. Jeg forsøger at være kritisk på den positive måde. Det går nogenlunde. Vi skulle jo trods alt gerne sprede lidt god karma.

15:43
Render på Torsten Stistrup Cubel, der er guitarist i Esther Marias band, der skal spille sammen med The Luna Boots fra Luxemborg lørdag. Han er også manager for bandet og fortæller om de folk, han har mødt. De har hørt noget af den kommende plade og lader til at være vilde med den. Jeg giver ham en stak dvd’er med dokumentarfilmen ”First You Close Your Eyes", som jeg netop har gjort færdig. Den handler om deres albumoptagelser i New York med produceren Kramer. Jeg håber de kan bruge den til deres PR. Og ja, det er jo også lidt PR for mig som ”nystartet filminstruktør”, om man vil. :-)

20:02
It’s showtime! Sister Chain skyder koncerten på B-Huset i gang med at skrabe henover over strengene på Brother Johns bas og de buldrer ind i nummeret ”Satan Said”. Lidt senere glider et par reggae-djs udenfor ind i lydbilledet midt i det næste nummer, ”The Androgyne Show”. Sister Chain tager det i stiv arm, som sædvanligt. ”Can’t we shut that off? The mixture of Victorian glamrock and raggamuffin is no good. Call me conservative. Say, Sister Chain, you are so square! Even an internationally ignored artist such as myself can be a dictator for half an hour.” Jeg lukker døren ud til. Det hjælper. Nummeret starter forfra, tager fart, Chain skriger og den distortede bas tager over sammen med den hamrende tamburin. Raggamuffin, tag den!

21:02
Nok engang en power performance fra den berlinske duo - rundet fint af med deres cover af Pixies’ ”Hey”. Altid en favorit, der er right in the face på publikum. Der kom mere og mere publikum til under koncerten - og de blev. Nogle begyndte endda at danse – til en duo, der kun benytter sig af en bas, en guitar og en gulvtam. Nice. En kvinde fra en radiostation i Hamburg havde fundet vej til koncerten pga. af plakaterne. Hun er meget interesseret i bandet. Og der er nok engang kommet nye fans til, som bl.a. skal have en LP med hjem.

21:29
Efter koncerten får jeg en snak med Henrik Vagner fra det nye århusianske filmselskab NoButt Productions, der lavede musikvideoen til ”On The Roof”. Han leverer dagens gode nyhed: Videoen er blevet udtaget til en filmfestival i Schweiz. Han og fotograf Michael Ersted skal ned og præsentere den. Sejt! Og i øvrigt er det selvsamme video, som de danske webmedier valgte totalt at overse, selv om de fik den tilbudt (ingen nævnt, ingen glemt, men det var vist dem alle). Men medierne bliver jo bombarderet af bands. Så de er sådan set lovligt undskyldt. Endnu engang bliver jeg bekræftet i, at vi nok skal se stort på alle de gængse mekanismer og systemer i branchen, som lader til at være religion på Spot, og simpelthen finde vores egen vej. Publikum er der - og der er mange andre veje at finde dem ad.

22:11
Jeg morer mig over, at vandre igennem festivalen sammen med Chain og John. De ligner INGEN af de andre på festivalen. Og endda endnu mere her efter koncerten, fordi John stadig er iført den gamle engelske ”bandsman’s uniform”, han havde på til koncerten. Subliminale omvandrende reklamesøjler for dem selv. :-)

22:25
Bagerst i Godsbanen er der fem små scener under navnet Bluespot. Det er første gang, at Spot bruger Godsbanen. Et helt nyt byggeri, der skal finde sin stil og rolle. Vi er flere, der snakker om, at det ikke fungerer særligt godt med koncerterne i bygningen. Altså, udover Radar, som ER et spillested.

Bluespot er som at åbne det ene køkkenskab efter det andet og finde et indieband på hylden. Det er nogle triste og enormt uinspirerende steder at opleve livemusik.
Vi ville selvfølgelig gerne have haft mere publikum til vores koncert, men jeg trøster mig lidt ved, at der flere steder er endnu mindre publikum til koncerterne på Spot. Kun fem mennesker, visse steder. Resten står i Godsbanes midtpunkt og snakker og drikker bajer. Og lyden fra én koncert ramler ind i nabokoncerten. Her er det vist metalbandet, der har esset i ærmet.

23:11
Copenhagen Records render rundt med et kamera og laver publikumsinterviews til et seminar, de har dagen efter. De fanger John og det lader til, at de gerne vil have en positiv vinkel. John synes godt om festivalen, men får alligevel lukket ud mellem sidebenene, at Bluespot-scenerne nærmest virker som små peep shows, som man åbner en skabslåge ind til. Det bliver vist ikke uddybet yderligere. Han bliver bedt om at opsummere i ét ord. Chain råber ”SPOT OFF!” fra bagved kameraet.
Man kan jo så selv tænke videre på peep show-allegorien og hvor meget man som band skal prostituere sig selv for at slå igennem på de præmisser, som branchen har skabt.


23:34
Vi faldt tilfældigt i snak med forsangeren fra Whores & Thieves fra Esbjerg. Et nyt band, der dog lader til at bestå af erfarne kræfter. John får snakket analogt musiknørderi og deslige inden de går på. Ifølge forsangeren skulle de lyde lidt á la Grinderman. Ørkenrock med inspiration fra New Orleans. Da koncerten går i gang slår det mig: ”New Orleans?! Så må det sgu’ da være sumprock?”. :-) Og et eller andet sted hører jeg mere Franz Ferdinand i det - uden dog at være den store kender. Dansabelt, men ja, ganske rigtigt med en knivspids af noget dirty amerikansk. Modsat flere andre bands, jeg ser på Bluespot, så oplever jeg reel kommunikation mellem musikerne på scenen her.

23:46
Jeg støder ind i den elektroniske musiker Thomas Wernberg (Selectricity). Han render rundt med en lille digital lydoptager og fanger brudstykker af soundchecks før koncerterne til et musikprojekt, han arbejder på. Sjov idé. Det må vel næsten blive noget kollage af en slags, tænker jeg. Håber jeg får mulighed for at høre det engang.

01:04
Vi har fået nok nu. Det har været en lang dag, så vi smutter hjem.

Lars
(Støj på overfladen)