Nissepigerne kommer tidligt i år

Fra AOA.dk...


Rytmisk ragnarok på Voxhall mandag med japanske Nisennenmondai. Gå for alt i verden ikke glip af dem.

Jeg holder personligt selv stædigt fast i at nærmest boykotte alt, der har med jul at gøre indtil vi rammer december. Og ærlig talt udskyder jeg det gerne yderligere. Men skulle der være en undtagelse, så må det være fordi de musikalske gaver kommer tidligt i år i form af tre talentfulde nissepiger. Faktisk hedder de nu Nisennenmondai og det er jo egentligt første søndag i advent dagen før de fyrer op under Voxhall mandag den 28. november. Så…

Nisennenmondai fra Japan spiller en tung, men dansabel instrumentalrock, der trækker tydelige spor til 70’ernes krautrock á la bl.a. Neu, men i en noget mere heftig udgave, hvor Sonic Youth-inspirationen skinner igennem. Faktisk er energien på et niveau, der tangerer den bedste technomusik, men fordi instrumenteringen er med rockinstrumenter lever og ånder musikken på en helt anden måde.

De har været i Danmark flere gange før. Måske var det ligefrem i Århus, at de havde deres Danmarksdebut. De blæste i hvert fald alle og enhver helt væk på Elektronisk Jazzjuice på Musikcaféen i 2008. Siden har de bl.a. spillet på Roskilde Festival og sidste års Spot Festival. På sidstnævnte fik jeg ved selvsyn set og hørt, at de også sagtens formår at starte festen på en stor scene (læs blog om Spot).

Der er ikke så meget andet at sige end, at mandag den 28. november, går man glip af en fantastisk koncertoplevelse, hvis man vælger at blive hjemme. For at understrege min pointe er her en livevideo.

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)

Under Byen: "Film og Omvendt" (Live)

Se, der var engang, hvor man kun kunne lægge ti minutter på YouTube. Det var dengang, hvor jeg filmede Under Byen spille den mest fantastiske 20 minutter lange udgave af "Film & Omvendt" på Forbrændingen i Albertslund.
Jeg genopdagede den store fil på computeren for nylig og besluttede mig for at uploade den. For det var et af den slags øjeblikke, man søger som koncertpublikum. Okay, det er faktisk ikke filmet så "perfekt", må jeg indrømme. Og oplevelsen er naturligvis ikke det samme, som at være der selv. Men jeg synes nu, at folk skal have lov til at se den alligevel. Og ikke mindst opleve noget så sjældent som et helt og aldeles stumt publikum (der hvor nummeret reelt set normalt slutter, men hvor bandet så bygger det hele op igen). Enjoy!

L

Girls Love Rallie: "Son of Rock'n'Roll"

Så er der endelig gang i Sound Of Perpetual Astonishment igen (mit label, bare så det står klart). Der er faktisk hele tre udgivelser på vej inden for den meget nære fremtid.

Den 30. november 2011 udkommer andet album fra Girls Love Rallie som digital download og cd i begrænset oplag. Titlen er "Son Of Rock'n'Roll" og albummet er en gedigen popperle. Ørehænger-tendenserne fra debuten "Les Chansons Terribles" er indtakte, men denne gang har selve produktionen løftet sig fra lo-fi ti hi-fi. Rune Hedeman har produceret albummet og der er ikke blevet sparet på noget. Store armbevægelser og bevidste referencer til musikhistorien både i lyden og på albummets artwork, hvilket bl.a. kan ses på www.sopa.dk/sonofrocknroll.

Her kan man også downloade PopRevo-bagmanden Björn Lydéns "liner notes" til pladen, hvor han bl.a. skriver, at det er "...sånger, som är precis det de är. Obesvärat ärliga höjdpunkter, som inte kunne vara i annat sammanhang än just detta. De existerar i detta nu, som kunne varit i vilken tid som helst. Ty sådan är sonen av rock’n’roll: ödmjuk över den storhet han skriver sig in i." Som Rallie synger: "I summoned the spirit of a dead rock star today". Det må man sige. Og med stil, kan det tilføjes.

Her er en smagsprøve på alle albummets numre. Den ligger også på www.sopa.dk/sonofrocknroll, hvor man også kan finde to eksklusive livenumre.

De to andre udgivelser, der kommer meget snart er Sister Chain & Brother John med "The Androgyne Show" og A.K. Hansn med "Heroicus Interruptus".




L

Peter Laugesen & Singvogel: "Film"

Det kunne være, at jeg bare skulle til at lave nogle kortere indlæg og henvise til spændende ting. Som som mange andre gør. :-)

Anledningen er, at Geiger Records udgiver 2. single med Peter Laugesen & Singvogel. En single i dag er dog tilsyneladende bare blevet til, at man lægger en mp3 op til download. Men så længe musikken er af denne kaliber (og i forvejen er ude på LP), så klager jeg ikke. Denne flok kunstnere fortjener al den opmærksomhed, de kan få. Helt fortjent er albummet "Den her planet glemmer vi aldrig" blevet rost til skyerne rigtigt mange steder.
Den nye single hedder "Film" og er den anden fra pladen. Den første "Strisserne breder sig", der vel næsten er et "hit", bør klart nævnes igen. Det er Wiredfly, der står bag begge videoer. Folkene, der bl.a. også stod bag "stopmotion"-kortfilmene om "Den Agnostiske Kylling".

Så hermed to gange YouTube...





L

Tidsskælv?

Jeg kom forbi en plakat for spillestedet Train i går. Den reklamerede for en række koncerter. Blandt dem var der Rednex, Vengaboys og Rick Astley. Nærmest vantro over at se denne treenighed i 2011. At vi ikke har middelmådighed nok i nutiden, men ligefrem vil udsætte os for den fra fortiden også. Pludselig gled en tekst fra en bog frem for mit indre øje. En blurb (eller faktisk et citat fra en anmeldelse) fra bagsiden af bogen "Timequake" af Kurt Vonnegut.

Er der andre her, der har det på samme måde? Vi lader billedet stå et øjeblik...


Hvis Bill Hicks er min Messias, så må Vonnegut være min profet. :-)

Lars

Fest, fejl og friske frugter

Fra AOA.dk...

aOa’s musikblogger er allerede i fuld gang med koncertsæsonen. Den 26. august holder det århusianske pladeselskab SOPA ”All-Star 5 Year Birthday Bash” på HeadQuarters, Frisk Frugt fyrer op under Atlas den 27. og festugen byder også på et par interessante tilbud.

Som koncertgænger er der rigeligt at tage sig til den kommende tid. Der har allerede været koncerter med bl.a. Battles og Cocorosie for ganske nylig, og ved Geigers Sommerstemmer-arrangement ved Brabrand Sø gjorde både Bodega Boys og især Singvogel god figur. Men lad os se på den nærmeste fremtid...

Berlin/Aarhus fødselsdagsshow
For en kort bemærkning træder jeg i denne uge selv ind i arrangørrollen. Det sker måske et par gange om året. Mit pladeselskab Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) fylder til min store overraskelse allerede fem år (mere info på http://www.sopa.dk/5). Og det skal selvfølgelig fejres med både en koncert og en udgivelse.
Nu på fredag den 26. august går det løs på et af Århus’ ubetinget bedste steder for den lokale musik: HeadQuarters – lige ved siden af Musikhuset. Stedet er åbent fra kl. 15 om eftermiddagen, men SOPA-løjerne sætter vi skub i kl. 20. For en entré på 40 kroner kan man opleve Marzipan Marzipan fra Berlin, siciliensk/bosniske Agata & Me fra Århus (http://www.myspace.com/agataandme), A.K. Hansn fra Århus (og Singvogel), balkanbandet KURvE fra Århus (som guitar/violin-duo denne gang) og britiske Lenny Davies fra Århus (og Fallen Men). DJ Bjarke Svendsen, der til dagligt er booker på spillestedet Atlas tager en masse spændende musik med – og det kan være, at der dukker flere livemusikere op. Undertegnede tager også en tur som gæst på et par numre. Festugen starter samtidig med temaet ”Beautiful mistakes”, så der får jeg da noget at dække min optræden ind under, he-he.
Vi har samlet halvanden times god musik sammen fra alle årene (plus lidt nyt) under den rammende titel ”SOPA CINCO” og det kan alt sammen downloades gratis på SOPA’s nye Bandcamp-side.

Frisk Frugt på Atlas
Dagen (den 27.) efter bør man tage på Atlas, for der står danske Frisk Frugt (http://soundcloud.com/kenk) på scenen. Bandet leverede uden sammenligning en af de allerbedste koncerter på dette års Spot Festival. Men selv hvis du var der, så kom igen. Jeg har oplevet bandet før og lur mig om ikke de har noget nyt med. Det skulle ligne dem dårligt at spille ”den samme” koncert igen.
Støj-freejazz-bandet (?!) Spots varmer op. Det gør ligeledes berlinske Marzipan Marzipan, frisk fra SOPA-koncerten dagen før. Og ja, jeg er med igen – dog denne gang som dj med en pærevælling af gamle og nye sager, der nok bliver både lidt eksotisk og med masser af rytme.

Festuge-fejl i spandevis
Som sagt er festugens tema i år ”smukke fejl”. Og er der nogen, der har dyrket det smukke i fejl, så må det være amerikanske Howe Gelb (Giant Sand). Man kan måske være bange for, at hans normale legestue ikke får frit spil, når det skal foregå i så pompøse rammer som Århus Teaters store sal søndag den 28. august. Men jeg lever i håbet, he-he.
Han har været en del af Århus Festuge de sidste 3-4 år, så man kunne måske efterlyse lidt nytænkning fra arrangørernes side. For ja, selv Mark Lanegan, der også var med sidste år, er tilbage som del af festugen. Flere gange endda. Og dette siger jeg endda, som fan af Howe Gelb. Men med festugetemaet, så må det være hans år i år, he-he.
Faktisk spiller han flere gange og jeg kan ikke rigtigt hitte rundt i alle koncerterne. Men den 31. august tager han i hvert fald del i ”Århus-samtaler” om førnævnte smukke fejl. Det sker på CanBlau-restauranten og der håber jeg at kunne nå tættere på den ”snublen i laboratoriet”, som jeg mest holder af ved hans musik.

Opsummering og det løse
For lige at samle op på en masse af de interessante ting, der foregår i den næste uges tid...

26/8: SOPA All-Star 5 Year Birthday Bash, HeadQuarters
27/8: Frisk Frugt + Marzipan Marzian + Spost + Capt. Daydream (DJ), Atlas
28/8: Howe Gelb m/ Mark Lanegan og John Parish, Aarhus Teater
29/8: Mark Lanegan, Øst For Paradis
30/8: M. Ward, Jason Lytle, Charlie Sexton m.fl., Voxhall
31/8: Howe Gelb m.fl. Århus-samtaler: Fejl i musik.

Og så kommer der ellers flere spændende koncerter. Især værd at nævne er tUnE-yArDs og Thulebasen på Train den 7. september.

6/9+9/9+17/9+22/9: Diverse koncerter fra LJUD-arrangørerne, Musikcaféen
7/9. tUnE-yArDs + Thulebasen (MiskMask), Train
20/9: The Fresh & Onlys (Klub Arrogant), Musikcaféen
30/9: Baby Dee, Atlas
29/10: Singvogel & Peter Laugesen, Atlas
4/11: Bombino, Atlas
4-5/11: Malk De Koijn, Voxhall (udsolgt)
9/11: The Necks, Atlas
22/11: Bill Callahan (Smog), Voxhall

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)

Syret finsk aften på Spanien 19C

Fra AOA.dk:


Århus mest spændende koncertarrangører LJUD inviterer torsdag til koncert med tre finske musikere fra det toneangivende Fonal Records. aOa.dk’s musikblogger giver en varm anbefaling.

Det er uden tvivl de færreste, der har hørt om Jarse, Tomutonttu og Es. Men det skal man nu ikke lade sig skræmme af. Der er erfarne folk, der har fløjet under mainstream-radaren længe. Torsdag aften kan man opleve en fortryllende rejse i lyd med disse herrer på Spanien 19C, hvor man som publikum kommer helt tæt på.

Es har før været i Aarhus. Under en af de tidligere Elektronisk Jazzjuice-festivaler optrådte han på Gyngen i Mejlgade, hvor hans musik blev ledsaget af gamle analoge filmstumper. Det var meget stemningsfuldt og smukt. Musikken bevæger sig i gentagende båndsløjfer og rammer en spøgelsesagtig og sfærisk klang, der måske har en snert af uhygge, men samtidig også finder sig til rette et varmt og trygt sted.

Bag navnet Es gemmer sig Sami Sänpäkkilä, der er manden bag Fonal Records. Pladeselskabet har igennem en længere årrække, fra den finske by Tampere, stået for sin helt egen meget finske stil. Bl.a. med navne som Kemialliset Ystävät, Paavoharju, TV-Resistoru, Lau Nau, Eleanoora Rosenholm, Shogun Kunitoki og Islaja. Sidstnævnte er nok Fonals mest ”kendte” navn idet bl.a. MTV i sin tid lavede en hel ”This Is Our Music”-episode om hende. Hun spillede sidste år på Fanø Free Folk Festival. Shogun Kunitoki har også været i Aarhus før. De optrådte på Spot Festivalen i 2010.

Torsdagens andet navn, Jarse, er rent faktisk en del af Shogun Kunitoki og bag Tomuntonttu gemmer sig Jan Anderzén, der er en del af Kemialliset Ystävät. Så det er en god bid af Fonal Records’ hovedkræfter man kan få at se slå sig løs solo denne aften. Det skal nok blive en lettere syret omgang, men også med den distinkte nordisk/finsk tone, som Fonal Records har givet mange forskellige bud på via sine kunstnere og samtidig har formået at fintune igennem årene. Med LJUD’s egne ord bliver det "flydende og støvede lydstrukturer". Javel, ja. Fonal er i hvert fald på mange måder et spændende bekendtskab, så der skal lyde en stærk anbefaling af arrangmentet herfra.

Koncerten foregår på udstillingsstedet Spanien 19C, der ikke er det letteste sted at finde i Aarhus, hvis man ikke har været der før. Men det ligger på havnen bagved hvidevare-butikken Skousen. Adressen er Kalkværksvej 5A, men tjek evt. luftfotoet på www.spanien19c.dk inden I går ud af døren.

Entréen er blot 50 kroner og koncerten starter kl. 20.30.
Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Spot-triumfen kom med stammedansen

Fra AOA.dk:


Frisk Frugt og Nisennenmondai levede op til de tårnhøje forventninger og KXP blev overraskelsen på Spot Festivalens sidste dag. Alle tre appellerede både til intellektet og den indre hulemand med hang til stammedans. aOa’s mandlige musikblogger fandt i rytmerne også en opfordring til det modsatte køn.

Spot Festivalen rundede 2011 af med fine godter, men også en gang træls vejr, der nok lagde lidt dæmper på festivalstemningen. Men der var bestemt et par koncerter imellem, der fik mig til at glemme det for en stund.
Jeg har efterhånden vænnet mig til at jeg, som den kræsenrad jeg er, ikke er i mit helt rette element på en festival som Spot. Jeg vil gerne have lidt mere kant, provokation og vildskab end der bliver lagt for dagen. Festivalens placering har naturligvis også en hvis indvirkning. Musikhuset i Århus vil aldrig blive rock’n’roll. Men det er jo dejligt praktisk. Alle de vigtige branchefolk kan indlogeres tæt ved og der er flere sale i forskellig størrelser. Men inspirerende og fordrende for musikken er stedet paradoksalt nok ikke ligefrem. Et fint eksempel er den nyere Rytmiske Sal bagerst i komplekset, der er... en sort, firkant kasse. Snork-pyh-da, et sted. Selv det finske rockband, der med slacker-attitude og rayban-solbriller forsøgte at skabe lidt oprør i salen lørdag kom til kort. Men Musikhuset er et ganske forståeligt kompromis.

Spot-rock
Lørdag stod jeg på den lille teltscene foran rockband nummer 117 og en tanke meldte sig: Har vi fundet en genre i sig selv her? ”Spot-rock”? Det skal gerne rocke, men helst ikke for meget, og det rebelske rammer loftet der, hvor det gerne skulle passe til at komme i radioen. Og så er der den særlige melankolske tone og mellemenergiske optræden, der ikke har stor kommunikation med publikum (eller egne bandmedlemmer) på dagsordenen. Jeg står og forestiller mig en afrikaner være vidne til en del af disse koncerter. Han spørger: ”Hvorfor hænger I sådan med mulen? Er det vejret?”
Men, men, men, så er der undtagelserne, der bekræfter reglen. Nogle få af disse havde heldigvis fundet vej til Spot i år. Det er faktisk ikke altid, at det sker.
Jeg savnede dog stadig lidt mere fra Lyd & Litteratur-kanten i år. Geigers Records’ indtog på den scene har givet dansksproget musik et ekstra skub i andre retninger de senere år og Spot har tidligere bakket flot op om dem. Så det var en skam at se, at den del var nedprioriteret i år. Igen et symptom på eksport-ambitionerne og fokus på udenlandske branchefolk og medier? Bør vi ikke også præsentere det særligt danske på Spot?Værd at bemærke er det også, at to af dansk rocks pt. fremmeste bands – Cola Freaks og Fossils – under Spot i stedet var på turné i USA i en hel måned. Godt for dem. Men man kunne ønske sig, at Spot-publikummet næste år fik nikket sig en skalle af de to bands.

Jorden rundt på 50 minutter
Jeg forventede, at danske Frisk Frugt fra Yoyo Oyoy-pladeselskabet/kollektivet/whatever ville levere noget ypperligt, som netop de folk har for vane. At dømme ud fra publikum på Atlas, så var det ikke kun mig, der kunne skrive under på, at leverede varen. Endda over al forventning.
Frisk Frugt blander syrejazz med afrikansk inspirerende rytmer, men det lyder alligevel lidt som om det er blevet sat sammen et sted på 70’ernes Christiania. Som om Fela Kuti havde sat sig ned sammen med Steppeulvene. Men Anders Lauge Meldgaard, der er manden bag bandet, bringer det særlige Yoyo Oyoy ”je ne se quois” ind i blandingen og ender med at eje hver en tone og idé.
Det mest befriende er, at Frisk Frugt vitterligt formår at være både rytmisk og melodisk ekvilibristiske uden at havne i den fælde, man så ofte ser konservatoriemusikere havne i. At det bare blive teknik og 100-meterløb i lir og hvor f.eks. den populære balkanmusik i danske hænder bare bliver latterlig cirkusmusik uden sjæl.
Næ, Frisk Frugt er en helt anden historie, hvor polyrytmer, skæve basgange og saxofon-melodier ligger og snurrer rundt i flere lag på tværs af hinanden, så man bliver helt rundtosset og forført. Samtidig skinner legesygen og opdagetrangen så meget igennem, at der på intet tidspunkt bliver kedeligt i dette laboratorie fyldt af hjertevarme. Modsat de fleste andre bands, jeg så på dette års festival, oplevede jeg en ægte og direkte kommunikation mellem musikerne på scenen. Der var ingen her, der stod i deres egen lille verden. Hvor befriende.
”Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor”, hedder det bedste danske album fra 2010. Og ja, det gør den lige præcis! Jeg mindes ikke, at have oplevet en anden dansk plade siden Under Byens ”Det er mig der holder træerne sammen” fra 2002, der har så markant et personligt udtryk, som både er pokkers dansk, men også alligevel på ingen måde rigtigt er det.

Østrogen præcisionsbombning
Hvor Frisk Frugt i sine mest rytmiske passager indbød til regulær stammedans, så gjorde dagens andet spændende navn faktisk det samme, men bare på en anden måde. Japanske Nisennenmondai væltede simpelthen Officerscenen med deres tunge, dansable instrumentalrock, der trækker tydelige spor til 70’ernes krautrock á la bl.a. Neu, men i en noget mere heftig udgave, hvor Sonic Youth-inspirationen skinner igennem. En nærmest stillestående bassist, en noget vildere guitarist og så den helt ustyrlige trommeslager, der er den helt klare publikumsdarling. Til sammen tre åndssvagt seje, talentfulde og kompromisløse kvinder.
Hvor Iceage dagen før havde sluppet vildskaben løs på mere anarkistisk vis, så var den japanske vildskab kontrolleret og koncentreret. De skabte med deres energiniveau nærmere end præcisionsbombning af vores sanser og fik vildskaben frem via det primale i os, som taler til vores indre hulemand/-kvinde. Som ved 90’ernes technofester, hvor der gik ”tribal” i den. Dette var stammedans for rockfolket, hvor det repetitive mødte de vilde udladninger, som skar igennem de pumpende rytmer, som den skarpeste klinge fra Solens Rige.
Blandt de koncerter, jeg nåede at se på Spot i år, høstede de tre japanere det absolut største bifald. Koncerten ringede ud i et spontant brøl, der steg i intensitet til indtil publikum ikke kunne mere.

Kom så i gang, piger!
Under koncerten var det en fornøjelse at se de piger og kvinder i forskellige aldre, der stod på forreste række og tydeligt var helt paf over det, de overværede. Jeg havde sådan en lyst til efter koncerten at sige til dem: Okay, tøser! Nu går I hjem og starter et band! Brug den følelse I har i kroppen lige nu til noget kreativt. Gå ud og vis verden, hvor seje I kan være. Ikke noget følsomt klimperi eller mådehold. Tag fat i alle instrumenter og spark noget røv. Der er alt, ALT for få kvinder, der gør det især her til lands. Det kan der være mange forskellige grunde til. Men det starter med at I tager teten.
Og når vi nu er ved seje kvinder, så fortjener den eminente trommeslager og sanger Anja Jacobsen fra netop Frisk Frugt, Kirsten Ketsjer og flere andre bands, at blive nævnt i denne forbindelse. Der har I et forbillede på dansk jord. Og der er i øvrigt flere, men lad os holde os til Spot denne gang.

Forførende finsk mørke
Min eneste ”nye opdagelse” på Spot i år blev finske K-X-P, som jeg havde fået anbefalet lige inden festivalen. En trio med bas, trommer og sequencer-elektronik. En formel lige så præcis og bevidst snæver som Nisennemondai. Sjovt nok også udgivet på samme pladeselskab – norske Smalltown Supersound.
Finner kan på en god dag ofte være garant for noget kompromisløst og skævt. K-X-P var de eneste af de finner, jeg så i år, der klarede skærene. Et tonsetungt møde mellem industrial-genren og den repetitive og beskidte del af technoen. Det blev til tre lange numre under koncerten. Rigeligt med tid til at ”get into the groove”. Igen dukkede stammedansen-aspektet op. Omend i en tung og lidt ”ondere” udgave. Det var effektivt og gav lyst til mere. Vi blev lukket ind i den industrielle katedral med højt til loftet, hvor lyd, lys og stemning blev ét.
Dertil skylder jeg lige lidt applaus til dem, der designede scenelys på Spot i år. I hvert fald på Officerspladsen og i Ridehuset. Der var lidt nye boller på suppen sammenlignet med tidligere. Godt gået.

Uindfriet potentionale
På festivalen kom jeg til at snakke med andre musikentusiaster af samme støbning som jeg selv. Altså, os som andre formentligt kalder kræsne. Selv synes vi naturligvis, at vi er voldsomt kvalitetsbevidste, he-he. Én sagde ”Ja, jeg har jo nok lidt et had-kærligheds-forhold til Spot”. Det gav lidt genklang hos undertegnede. Jeg står altid med følelsen af uindfriede potentiale, når jeg er på festivalen. At alle de mange medie- og branchefolk aldrig rigtigt kommer ned i materien og oplever den del af den danske musikscene, der virkelig kan trække tænder ud. Men sådan skal det nok være. Som de fleste andre steder, så indgås der kompromiser af praktiske årsager. Der er derudover kommercielle hensyn og altoverskyggende eksport-ambitioner. Og ja, så ender vi ofte meget tit med en mellemvare.
I år kan vi så nok takke en nordisk musikpris-nominering for, at et band som f.eks. Frisk Frugt fik lov at komme indenfor dørene. For hvis Spot for alvor havde radaren ude og virkelig synes, at f.eks. folk fra Yoyo Oyoy lavede spændende musik, så havde de jo haft bands som Kirsten Ketsjer The Rockband og Yoke & Yohs på plakaten for længst.
Men man har jo stadig lov at håbe.

Vi ses derude!
Lars
(Støj på overfladen)

Attitude og eventyrlyst i det små

Fra AOA.dk:


Spot Festival 2011 blev skudt i gang i gråvejr, småregn og flere eksempler på konform rockmusik. Men det lille, men markante københavnske pladeselskab Escho fik dog rusket lidt op i sagerne fredag. Samtidig tog aOa’s musikblogger for første gang for alvor livtag med ”the Spot biz”.

Som aOa-blogger er jeres udsendte musikblogger en af de såkaldte”Spot-delegerede” og er derfor på en liste over e-mails, som festivalens bands har adgang til. En liste som de i høj grad benytter sig af for at sprede budskabet om netop deres koncert. Der er nok kommet et sted mellem 50 og 70 mails den seneste uge.

En delt tanke giver pote
Som delegeret har man dog også selv adgang til samme liste og jeg bestemte mig for at deltage i spammeriet. Ved siden af mit daglige arbejde og musikbloggeri driver jeg pladeselskabet Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) og Spot er en god lejlighed til at profilere sig lidt. Dog har Spot Festival aldrig helt set de samme kvaliteter i SOPA’s musik, som jeg selv. Men det kan jeg nu godt leve med. Jeg fik dog lyst til at dele en tanke med ”my fellow delegates”, som jeg sendte rundt til alle ca. 600-700 af dem. Jeg følte trang i forbindelse med den eksport-oritenterede festival at spørge: ”(Why) Do Danish labels only release Danish music?” Vel vidende at jeg nok ville få røg for det. Men mails med positive tilkendegivelser fra ind- og udland begyndte at tikke ind. En dejlig overraskelse.
Resulatet blev bl.a. at jeg på Spot-fredagen endte med at stå og udveksle spændende cd’er med en belgisk journalist og et belgisk pladeselskab. Som i øvrigt fortalt mig, at min mail faktisk var den eneste af de mange mails, som de egentligt nærlæste. Der var flere andre, der sagde lignende ting. Fucking hell. Det gav sgu’ rygstød nok til resten af festivalen. Og der er flere interessante møder i horisonten. Og det er jo også meningen med Spot.
Men så har jeg også taget et mere definitivt skridt ind i Spots business arena. Det spil der kører hvert år om netværk og opmærksomhed. Men hva’ fa’en, jeg står med et band, jeg er så begejstret for og tror så fuldt og fast på, at det er det værd. Hvad kan det ikke ende med?! Ganske interessant at prøve den del af Spot på egen krop, selv om jeg ikke har det benhårde sælger-gen eller vil prostituere mig selv eller de musikere, jeg arbejder sammen med.
Men hvor meget tid er der så til at opleve selve musikken? Tja, i hvert fald mindre. Jeg fik hverken set Anna Von Hausswolff og Jenny Wilson, som jeg ellers havde overvejet. Sidstnævnte var der som ventet stor kø til. Det gider jeg simpelthen ikke bruge tid på.

Escho hev stikket hjem
I løbet af aftenen lod jeg mig styre af de folk, jeg konstant løb ind i. Flød med strømmen. Endte med at stå foran en håndfuld forskellige rockbands, der alle lød relativt ens. Sterilt og uden de idéer og den levering, der skal få materialet ud over scenekanten. Ingen nævnt, ingen glemt, ingen unødigt fornærmet.
Lad mig i stedet trække dagens to positive oplevelser frem. Interessant nok kommer de begge fra samme lille, men markante pladeselskab: københavnske Escho.
Thulebasen endte - trods lidt startvanskeligheder, hvor publikums opmærksomhed ikke helt blev fanget – med at levere en ganske mindeværdig koncert. Halvvejs i koncerten begyndte melodierne at træde frem og bandets kerneidé kom til sin ret. Det er altid rart, at opleve danske bands, der tager deres inspiration fra de mindre kendte kringelkroge af musikhistorien og gør den til deres egne. Det de færreste, der formår det. Og på Spot er det oftest desværre ganske tydeligt.
Som Thulebasen, således også det meget unge band Iceage. De spillede udenfor Spot i Klub Arrogant-regi i 2009 og gjorde god figur. Siden har de udgivet et album og har fået knaldet mere end rigeligt ”hype” i nakken. Kunne de mon stå distancen? Jeg hørte endda ”backlash” på vandrørene (Allerede? Åh, Danmark, du skønne!). Jeg stillede mig foran scenen forsigtigt forventende.
Jeg tror, at man kan opleve Iceage på to måder. Det er nu også tit det bedste ved interessant musik. At den virkelig deler vandene. Og især når den kan gøre det inde i hovedet på én enkelt person.
Et eller eller andet sted kan jeg tænke: Fortæl en teenager anno 2011 at han er fantastisk og du ender med et eller andet uudholdeligt. Tilsæt inspiration fra en række forbilleder ”who really couldn’t give a shit” og vi tager den et skridt videre. Konklusion: Iceage er en flok arrogante møgunger. Hvad fanden bilder de sig ind?
Eller jeg kunne tænke: Avs, kan det konforme og ”normaliserende” danske samfund virkelig file så mange kanter af os mennesker, at vi allerede i 20’erne ikke længere formår et gedigent oprør? Er det virkelig kun den utilpassede teenager tilbage her til lands, der ikke finder sig i noget og kan levere noget vildskab? Konklusion: Iceage er en flok arrogante møgunger. Og gudskelov for det!
Bevares de trak på nogle klichéer undervejs, men gjorde det med en nerve, som de fleste andre bands på Spot slet, SLET ikke kunne præstere. Om deres show er spil for galleriet er mig egentligt ligegyldigt. Det virkede ikke sådan. Iceage stod distancen på Spot, fordi de i hvert fald så ud til at være hamrende ligeglade. De gav slip. Det kunne deres ældre kolleger på resten af festivalen godt lære lidt af.

En lørdag køres i stilling
Spot Festivalen burde i øvrigt nok huske til en anden gang ikke at placere et vældigt populært band i festivalens mindste sal, når det spillede i festivalens største sal året før. Jeg kunne se, at mange der gik forgæves til Cody. Men dem var jeg nu ikke kommet for at se, så jeg nappede en tur på HeadQuarters i stedet. Hvis jeg ikke passer på bliver det snart mit stamsted. God stil og gennemført rar hybel hele vejen.
I morgen står den på Frisk Frugt og Nisennenmondai. Og kanske om jeg måske når forbi Rumpistol Emma Acs, KXP og Messy Shelters. Vi får se. Jeg når sgu’ nok ikke halvdelen, he-he.
Måske var det også meget godt, at jeg tyvstartede lidt torsdag og fik set Emily & The Orgasm Addicts på Sway. Lidt mere 60’er-rock stil nu en deres tidligere punk-stil. Desuden: På Sway er linierne knapt så stirile og u-rocknrollede, som de er i f.eks. Musikhuset. Det er altid lidt et paradoks at se et såkaldt ”vildt” rockband i de fine rammer. Men heldigvis findes der nogle få bands derude, der kan få os til at glemme det. Fredag kom de fra Escho.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Dem skal du se på Spot Festival

Fra AOA.dk:


aOa’s musikblogger vil helst ikke planlægge for meget inden Spot Festival skydes i gang. Men nogle få bands er der simpelthen ikke nogen vej uden om. De kommer fra Danmark og Japan.

Så sætter Musik-Danmark igen Aarhus på den anden ende. Same procedure as every year. Bands fra primært Danmark, men også store dele af Norden og et par få andre steder træder an på Spot Festival i håbet om at blive ”opdaget”. Eller for at ”networke” røven ud af bukserne og sætte sat skub i karrieren.
Undertegnede har nærmest været stamgæst siden omkring 1997-1998 og har set en rivende udvikling både med dansk musik, den business der omgiver den og med selve Spot Festivalen. I mine øjne kunne der måske være lidt bedre balance mellem den kunstneriske og kommercielle del på festivalen, men når medier og business fra hele verden fragtes til stedet, så ligger konceptet også rimeligt fast. Det skal kunne eksporteres uden for meget bøvl. Så med årene har lidt ambivalente følelser omkring festivalen. Men dukker jeg op alligevel? Ja, selvfølgelig. I år er der i hvert fald to tungtvejende musikalske grunde. Read on...

En lille håndfuld
De senere år har jeg med vilje ikke ville planlægge for meget. Det er heller ikke tilfældet i år. Jeg har to bands på min liste: Japanske Nisennenmondai og danske Frisk Frugt. Udover dem regner jeg bestemt med at tage ind og se danske Thulebasen og hvis min tålmodighed m.h.t. køkultur ikke byder mig trods, så tjekker jeg nok svenske Jenny Wilson ud – for at se ”what the fuzz is about”. Hun bliver rost hele tiden herhjemme, men når man som jeg savner hendes musikalske ophav i First Floor Power, og det nye soloprojekt virker knapt så spændende, så bliver det med visse forbehold. Men måske kan hun overbevise live.
Jeg er desuden blevet anbefalet at tjekke finske KXP ud. Lyder som en energisk cocktail.

Japanske rockrave
Men tilbage til festivalens to helt og aldeles uundgåelige bands. Nisennenmondai tog røven på alt og alle på Musikcaféen under Elektronisk Jazzjuice i 2008. Vi blev blæst bagover af de tre charmerende, men hårdtrockende japanske piger. ”What just happened?!” var vist den fremherskende mentale tilstand umiddelbart efter koncerten. Siden har de også spillet på Roskilde Festival – foruden mange andre steder i verden. I en medrivende blanding af instrumental og repetitiv krautrock fra 70’erne og støjrock á la Sonic Youth skaber de et hyperelektrisk rave show med rockinstrumenter. Og melodierne sidder fast, kan jeg love. Tjek eventuelt denne live video.
Hvordan et japansk band passer ind i Spot Festivalens koncept er mig en gåde. Ingen har endnu kunne forklare mig det. Men det er bestemt på tide med en ”joker” på Spot. Hvordan de gør sig på en stor scene får jeg at se nu. I mindre rum er de mildt sagt eksplosive.

Det smager af mere
Danmark har dog også noget at være stolte af i denne sammenhæng. Med udgangspunkt i det evigt og altid spændende københavnske støj/rock/jazz-kunstnersammenrend Yoyo Oyoy har en-mands-projektet Frisk Frugt ramt en gylden åre imellem rendyrket legesyge, sympatisk flippermentalitet og noget, der faktisk er relativt lettilgængeligt. Det skuer på smukkeste vis langt ud over de danske grænser og vores trælse kollektive selvtilstrækkelighed. Det rækker samtidig tilbage i den danske musikhistorie og bringer os et mærkbart skridt videre.
Titlen på vidunder-albummet, ”Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite”, er faktisk så dækkende, at alle andre forklaringer er overflødige. Det emmer af global nysgerrighed og stråler af spilleglæde. Men vi kan da godt lige citere Politiken, bare fordi det er ganske sjovt og samtidigt et fint bevis på at genial musik også inspirerer skribenten. Der stod: ”En slags flippet omgang ’Anna og Lotte’, der tygger khat." Så kan man så selv konkludere hvad man vil ud fra alle de andre anmeldelser og artikler, der virker noget mindre inspirerede og inspirerende. Wink-wink, nudge-nudge.
Ja, faktisk er projektet her så fedt, at det blev nomineret til den store skandinaviske musikpris. Da det skete vågnede de slumrende danske anmeldere også op til dåd flere måneder efter udgivelsen og tildelte den velfortjente topkarakterer. Der er retfærdighed til, he-he.
Frisk Frugts Anders Lauge Meldgaard prøver gerne noget nyt live, så der er bestemt grund til at møde op selv om man har set ham før. Koncerten på Gyngen under Elektronisk Jazzjuice for et par år siden var fortryllende. Det samme er hans mange andre bands med Yoyo-Oyoy-kompagnonerne. Her kan nævnes bl.a. Kirsten Ketsjer The Rockband, Blob Back Fahrenheit, Slütspürt og mange flere. Tag en lytter til et par numre fra Frisk Frugt-albummet på Soundcloud (bl.a. titelnummeret) og duk op til koncerten på lørdag.
I kan i øvrigt forvente mere om Spot Festivalen fra denne pen i løbet af weekenden.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)