Making A Movie # 12

Nu begynder denne del af Støj På Overfladen-bloggen at handle mere om selve filmen - og mindre om turen, vi var på.
Processen med at overføre dv-bånd til computeren er endelig begyndt. Det foregår på Århus Filmværksted, hvor jeg kun kan gøre det, når jeg har tidligt fri eller kan afspadsere fra mit daglige fuldtidsarbejde.
Der er 22 bånd i alt. 60 minutters-bånd, der dog med filmværkstedets kamera kun kan indeholde 40 minutter, fordi kvaliteten er højere. Det er rundt regnet 14 timer. Og de kan kun overføres i "real time" - minut for minut. I skrivende stund er jeg nået lidt over halvvejs med at overføre.

Alt noteres ned
Undervejs sidder jeg og noterer alt ned hvad der sker på filmen (med tidskoder til). Det er naturligvis lidt af et arbejde, men det er nu ganske sjovt at se alle de gode øjeblikke igen og samtidig finde ud af om de er fanget fra en ordentlig vinkel, ikke er for mørkt filmet eller om de har ordentlig lyd. Noterne vil spare mig en masse tid senere, når jeg skal til at finde de klip, der virker. For selvfølgelig skal omkring 95% af det filmede ikke bruges i den færdige film, hvis den skal være ca. en halv time. Men nogle gange har jeg også bare ladet kameraet rulle for ikke at misse gode øjeblikke. Og andre gange har kameraet måtte stå på stativ i en situation under indspilningerne, der krævede fuldstændig stilhed. Så det blev sat til at filme, hvor jeg så gik væk og kom tilbage 5-10 minutter senere, når vi igen måtte give lyd fra os.

Den idiotiske kameramand
Undervejs er der også enkelte overraskelser, man ikke kunne huske fra da jeg filmede. F.eks. de ca. 10-15 minutter, jeg fik optaget af det kulsorte indhold af sin kamerataske. Hvordan det var tændt der, ved jeg ikke. Men det var det. Det skal vel næsten også ske?
Eller da kameraets store pjuskede mikrofon fik rykket sig lidt ud af sin holder og jeg (efter hjemkomsten) begyndte at kunne se en lille dusk af den øverst i højre hjørne af billedet. Jeg tænkte nok, at det gaffatape, der blev viklet rundt om mikrofonen for at gøre den tykkere, da jeg fik kameraet, nok ikke ville holde den nok i spænd. Men det gik heldigvis ikke ud over så mange optagelser. Jeg begyndte ellers at få nervøse trækninger, da den poppede frem. Hvor mange optagelser ville være berørt af det? Men pyha da, ganske få.
Et andet tilfælde gav også anledning til lidt spænding. Kameraet er stillet på stativ, filmer lokalet og folk går ind ved siden af. Hvorfor står det og filmer? Der sker ikke noget. Den idiotiske kameramand (mig!) kommer ind i rummet og piller lidt ved kameraet. Opdager han mon at det står og filmer? Spændende, spændende. Nej! Han går igen ud af lokalet. Først næste gang bliver der slukket. Flot! Jeg tog mig selv i at sidde i klipperummet og sige til ham den bekendte, der kom ind i lokalet: "Det er tændt! Sluk det dog, din idiot!". :-)

Imponeret over billedkvalitet

Alt skal være HD nu om dage. Og ja, det kan være imponerende. Men tja, andre gange bare ligegyldigt. Jeg skal indrømme, at jeg var lidt forbeholden ved at gå tilbage til dv-bånd. Men selve kameraet er solid kvalitet. Der er en god chip til at modtage dataen (i modsætning til "feriekameraerne") og en god linse. Så jeg blev positivt overrasket over kvaliteten af billederne, da jeg så dem, der blev overført. Der er mere liv i dem end hvad jeg tidligere har set med DV og visse HD-optagelser. Det var dejligt at opleve.
Derudover har jeg faktisk fanget en del gode øjeblikke mellem Esther, Torsten og Kramer under optagelserne. Lyden og billederne er også okay. Kun få steder kunne jeg ønske mig lidt mere lys, bedre lyd eller andet. Og måske kan det endda rettes i redigeringsfasen. Vi får se.

Gode øjeblikke
Faktisk troede jeg, at jeg havde nogle få, men gode øjeblikke, så de gode materiale ville passe fint med filmens længde. Men faktisk tror jeg alligevel, at jeg må til at "kill my darlings" - faktisk en hel del - undervejs. Der er flere gode øjeblikke end jeg kunne huske. Men selvfølgelig, nu til dags med dvd'er med "outtakes" osv., så kan man snige lidt mere med som supplement, hvis man vil det. The "gag reel", I ved.
Og tja, jeg har da også leget med idéen om, at en del af optagelserne måske kan bruges til at lave en slags musikvideo til et af numrene. Der er jeg dog lidt mere på bar bund hvordan det evt. skal klippes sammen. For det er jo heller ikke lige filmet som musikvideo. Nå, vi må se på det, når vi når der til.
Jeg er pt. nået til der i materialet, hvor optagelserne er overstået og der er sagt farvel til Kramer. Nu venter den del af turen, der gik mere på at opleve New York og Montreal. Det meste derfra skal ikke bruges i filmen. Så jeg må finde få, men gode øjeblikke derfra til at supplere det,der er fra selve pladeprojektet. Samtidig skal jeg så også beslutte mig for om alt dette overhovedet passer ind i en film, der mest skal fokusere på pladeprojektet. Måske. Måske ikke. Det vil tiden vise. Det kan ske meget i klipperummet (det er vist en velkendt "floskel"?).

Opbakning til projektet
Århus Filmværksted har allerede ydet et god opbakning. Det lånte mig udstyret og har været utroligt flinke og hjælpsomme. En helt igennem positiv oplevelse indtil videre. Jeg håber, at jeg i projektets slutfase også kan få noget assistance med at finpudse filmen efter den første redigering. Så jeg ved hvordan jeg kan forbedre klipningen, bringe evt. manglende elementer ind og fjerne andre ditto og til sidst justere billedet farvemæssigt, så filmen får et nogenlunde homogent look.
Udover støtten i form af udstyr søgte jeg penge fra to forskellige steder. Det ene sted fik jeg desværre ikke, men jeg fik faktisk fra det andet sted. Det er Dansk Journalistforbunds fond med penge fra "blankbåndsmidlerne", der har fundet projektet interessant nok til at støtte det økonomisk.
Helt konkret betyder det, at det ikke bliver så stor en økonomisk belastning som ventet, når jeg meget snart skal ud og erhverve mig en iMac, som jeg skal redigere filmen (og fremtidige projekter) på. Det vil nemlig med mit nuværende fuldtidsarbejde være ret bøvlet at skulle sidde og redigere on/off på filmværkstedet. Jeg vil gerne i fritiden kunne gå direkte til projektet og arbejde på det derhjemme. Så støtten - der er givet til specifikke udgifter til selve turen og som jo er betalt - er meget velkommen. Kort sagt: Fantastisk dejligt!

Jeg skriver naturligvis mere, som projektet skrider frem. For ja, selv om jeg har en faglig ballast journalistisk, så er jeg som "filmskaber" jo stadig en novice. Men ikke desto mindre har jeg kastet mig over det og måske er der andre, der kan bruge noget af det, jeg skriver her til noget, hvis de går med samme tanker. Who knows?
Om ikke andet giver det mig selv en mulighed for at reflektere lidt over processen undervejs og måske blive lidt skarpere på nogle ting, når jeg får dem formuleret her.

Lars

Teatralsk rockduo fra Berlin indtager Café Vestergade

Fra AOA.dk:

Bertolt Brechts cabaret møder dramatisk punkattitude i victorianske klæder, når den berlinske duo Sister Chain & Brother John optræder lørdag den 13. november, skriver AOAs musikblogger.

Lørdag den 13. november får Café Vestergade besøg af det, jeg vil betegne som en spændende velbevaret hemmelighed. Duoen Sister Chain & Brother John (lyt på MySpace) fra Berlin præsenterer nemlig deres helt eget bud på hvordan rockmusik kan spilles på caféen kl. 21.00.

I november sidste år havde jeg fornøjelsen af at stå bag to koncertarrangementer i Århus (videolink) og Aalborg (videolink), hvor de tog del i løjerne. De formåede virkelig at slå benene væk under publikum. Nu er de tilbage i Århus igen. Egentligt er de her for at medvirke i en film produceret her i byen, men selvfølgelig skal århusianerne ikke snydes for en liveoplevelse med dette unikke par, når de endelig er her.

Trashet viktoriansk
Sister Chain & Brother John har det med at optræde i viktorianske klæder. De nydelige gammeldags linier passer godt til deres teatralske indgang til musikken. Sister Chain fremrører med sin store stemme på karismatisk vis sange om elsskovssyge, erotiske maremidt, underfundige historier og til tider også et par skarpe politiske stik. Det balancer dog mellem det klassiske og det trashede, for Brother John spiller skiftevis forvrænget el-guitar og bas. Det er deres simple, men uhyre effektive set-up.

Brecht møder punk
Sister Chain & Brother John får ofte flotte ord med på vejen. En anmelder skrev i sin tid begejstret om en af duoens nu over 200 koncerter:
"Sister Chain & Brother John er noget for sig selv. Man kommer til at tænke på Esther Ofarim og Klaus Nomi, men også Bauhaus og The Sisters of Mercy, Brechts og Kurt Weills kabaret og Lotte Lenya. Jeg står ved deres koncert og jeg smelter af ren nydelse.”
Den gennemførte liveoplevelse vidner om et erfarent band. Deres mange koncerter har de spillet i kirker, på skibe, på gadehjørner i krigszoner, foruden natklubber, festivaler og koncertsale. De udgav deres debutalbum "Darkness to Warm Your Heart" i 2008 og har turneret i Danmark, Norge, Tyskland, Storbritannien, Tjekkiet, Israel og andre steder.
Den tyske avis Die Tageszeitung skrev om deres album:
”Sister Chain & Brother John tager den ramme, som duoen er med alle dens begrænsninger, og bruger den til fulde."
Så der er en spændende koncertaften i vente på Café Vestergade. Entréen er endda gratis. Nysgerrige kan også tjekke dette videolink fra en koncert i Tyskland eller denne underfundige lille musikvideo.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 11

Lige en sidste blog om USA/Canada-turen for at få samlet op efter hjemkomsten...

Der sælges meget turistbras på gaderne i New York. T-shirts og kasketter med "I (hjerte) NY" er en klassiker, men andet tingeltangel er der også rigeligt af. Intet af det er naturligvis godkendt af copyright-myndighederne. To t-shirts med Steen fra "Steen & Stoffer" (Calvin & Hobbes) går igen flere steder. På dem står den lille knægt og ser godt muggen ud. Teksten på den ene lyder "Every day I am forced to add another name to the list of people who piss me off" og på den anden blot "New York Attitude". Ja, den har man jo hørt om. Eller set på film. Attituden. Men virkeligheden viste sig at være den dimentralt modsatte.

The Real New York Attitude
Jeg har tidligere i bloggen nævnt, at New Yorkerne var meget imødekommende og stolte af deres by. Da vi kom tilbage igen til New York efter Montreal oplevede vi det igen. Vi står på et gadehjørne i Soho med vores kort over byen og hurtigt bliver vi hjælpsomt spurgt om, hvor vi skal hen. En anden gang i undergrundsbanen snakker vi dansk med hinanden, hvilket får en puertoricansk mand til at spørge om vi er tyskere. Nej. Vi forklarer. Han kender godt Copenhagen. Han spørger til om hvad vi synes om New York og foreslår nogle ting, vi burde se. Bl.a. nogle musicals. Vi har dog ikke lige lyst til at følge hans råd om at gå ind og se "The Lion King", men det er tanken, der tæller. :-)
På en café/bar en eftermiddag i nærheden af, hvor Esther optog sin kommende plade, oplevede vi også hvordan "de indfødte" meget naturligvis falder i snak med folk. Måske meget naturligt sådan en sted. Men alligevel. Det var slet ikke efter tilbageholdende dansk/europæisk standard. Generelt mødte vi mange åbne mennesker i New York.
Er man ude og spise er betjeningen som regel meget venlig og helt i top. Det må naturligvis have at gøre med, at drikkepenge er en betydelig del af lønnen. Men om man som dansker synes om hele drikkepenge-idéen eller ej, så giver det bare en bedre oplevelse. Og ja, om det er pengene, der gør det eller ej, så kommer man bare tættere på hinanden også selv om det måske er professional kindness.
At komme hinanden ved er nok også uundgåeligt, når så sindssygt mange mennesker klemmes sammen på så lidt plads. Derfor giver det i øvrigt endnu mere mening at være flinke ved hinanden for at undgå for mange gnidninger. Ellers ville den potentielle krudttønde, som New York er, nok være eksploderet for længst.
En by som New York vil nok kunne give enhver et massivt rygstød. For selv om den har nok så mange skyggesider (og verdens måske absolut mest arrogante borgmester - Bloomberg), så har byen meget at være stolt af. Og den har noget at have det i.
"The New York Attitude" holdt i øvrigt helt til Hamburg, der var vores endestation med fly. Bilen ville ikke starte, da vi kom frem (og vi ville bare hjem efter en lang, hård tur). Vi fik hjælp til at løbe den i gang, men det fik dog ikke gang i den. Og da det tyske Falck - ADAC - ankom og satte startkablerne til og fik gang i den, så ventede jeg en kæmperegning. Men han sagde bare, "Aj, det er okay." Surprise! En potentielt dårlig dag blev vendt helt om. Karma optur!

Den sidste bid Montreal
Men lige et par skridt tilbage. I Montreal skulle vi som tidligere skrevet til koncert med Mark Lanegan og Isobel Campbell. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om sidstnævnte. Et fire mands liveband vil selv, når det spiller stille, komme til at overdøve hendes hviskende stemme. Den virkede kun godt på få numre. Mark Lanegan havde noget mere power. Man kan så diskutere om han, selv om han er intens, når ret langt ud over scenekanten. Men der var i hvert fald en håndfuld numre, hvor jeg synes, at musikken sprang så langt frem, som den burde. Måske på grund af melodier, men måske mere på grund af backingbandet.
Aftenens store positive overraskelse var dog opvarmningen Willy Mason. En mand og en guitar. Og så ellers helt klassisk, men meget kompetent singer/songwriter-stil. Efterfølgende research har vist, at han rent faktisk er et navn i England på et stort label (Virgin) og med moderate hitlisteplaceringer.

Central Park
Efter vi havde været i Montreal havde vi et par dage mere i New York. Vi nåede til Central Park, hvor vi havde lejet cykler hjemmefra til halv pris via Groupon. En artikel i Politiken, før vi tog hjemmefra, frarådede forskellige turistting i New York. En af dem var hestevogn i Central Park, fordi de kun kører rundt på de store veje i parken. Men vi fandt ud af, at kører man på cykel, så må man også kun køre på de store veje. Ikke de små hyggelige, der snor sig igennem parken og hvor der er mere at se på. Så må man stå af og trække. Mit hurtige bud er, man nok skal sætte i hvert fald 3-4 timer af, hvis man vil gå hele parken rundt. Så er det noget lettere med cykel. Men hvis man ikke behøver at komme hele vejen rundt, så får man nok set den bedre ved bare at gå rundt i den nedre del af parken. Med et sæt "groupons" mere spise vi bagefter et lækkert måltid "kapas" (Gæt engang. Ja, det er koreansk tapas, he-he) på Chom-Chom.

Folkets kunst
Vi havde også besluttet os for at skulle se The American Folk Art Museum. Kunst af den "almene amerikaner". Først fandt vi en lille filial, hvor der bl.a. var billeder lavet af en Vestie Davis. Ganske "naivistisk", men netop derfor ganske fede ting imellem. Hovedafdelingen ligger lige ved siden af MoMa (The Museum Of Modern Art) og det var tydeligt - ud fra køen udenfor sidstnævnte - at de nød en meget forskellig bevågenhed. MoMa har jo de store navne. Folkekunstmuseet havde en masse forskellige bud på hvordan kreativiteten har fundet vej ind i den amerikanske dagligdag. Bl.a. quilts, "hjemmefusket" outsider art og dekorative figurer af forskellig art.
Vestie Davis' havde bl.a. malet motiver fra Coney Island. Der havde vi også været forbi inden, hvor jeg havde filmet nogle af de samme motiver. Måske kan jeg lave nogle sjove overgange i filmen mellem kunst og virkelighed.

Den gode historie
Inden vi tog fra Danmark havde jeg købt billetter til et arrangement af The Moth. Det er en 14 år gammel non-profit organisation i New York, der laver historiefortæller-aftener. New York tiltrækker jo i sig selv altid interessant talent til sig. Så selvfølgelig var det også spændende navne, der stod på scenen på det flotte, gamle New York Public Library, hvor denne aftens fortællinger skulle foregå. Der var Pulitzer-nominerede journalister, en lesbisk jødisk komiker og et par "gejstelige" (hvoraf den ene var Al Sharpton, der også er kendt uden for USAs grænser). Det var dog journalisten og forfatteren Andrew Solomon, der gjorde størst indtryk denne aften med en historie om at finde frem til kunstnere i Afghanistan efter Talibans styre var væltet.
I løbet af aftenen var der seks historiefortællere, der hver havde 10-12 minutter, samt en vært, der bandt det hele sammen.
Jeg vidste fra The Moths hjemmeside, at de har udgivet cd'er med mange af de bedste historier, så dem ville jeg gerne købe. Jeg måtte dog lave en aftale om at komme forbi deres kontor dagen efter for at få fat i dem. De vil blive for dyre at købe via nettet pga. USA og Europas evindelige bekrigen af hinanden med obskøne toldregler.
Efter arrangementet begyndte jeg at tænke en del over om min dokumentarfilm overhovedet har en historie. At det skal den da have. Men jeg kom frem til, at ja, der er en historie, men den følger ikke den klassiske spændingskurve. Jeg har i stedet en historie, der fungerer som en ramme eller et skelet. Inden for den/det skaber jeg en oplevelse, der bygger på billeder i samspil med Esther's musik og giver via aktørerne nogle ord, der giver plads til reflektion. Så ikke en lige-ud-af-landevejen film. Bevares, den bliver nok relativt kronologisk, men fortællestilen bliver ikke af den slags, man bruger rundt om lejrbålet som The Moth betjener sig af.
Så efter et øjebliks tvivl - ovenpå den meget overbevisende aften - så kom jeg tilbage på rette kurs igen.
Og yes, "filmskaberen" her kan efterhånden sige farvel til den "rygskade", som kameratasken efterhånden har påført mig, he-he. Hårdt arbejde.

Dokumentarfilmen
Nu lover jeg, at de fremtidige blogs om filmen nok skal handle mere om selve filmen. Kameraet er nu afleveret og i den anden halvdel af november skal jeg til at overføre dv-bånd til harddisk. 14 timer i alt, lader det til. Men jeg husker allerede gode øjeblikke fra det, jeg filmede. Måske skal jeg prøve først at bryde min hjerne med at huske netop dem. For de må jo være de bedste. Lidt ligesom at skrive en artikel for derefter at skrive den engang mere fra hukommelsen. Det bliver den bedre af, fordi man kun kan huske de gode ting.
Af andre kreative idéer fra turen har jeg overvejet om jeg måske skulle skrive et par artikler. En om The Moth, en om Montreal og en om Esthers pladeprojekt.
Derudover har jeg en masse musik der skal lyttes til. Fandt en del LP'er og cd'er derovre (samt nogle bøger og tegneserier). Bl.a. nogle fra Kramers wacky gamle ting fra slut-80'erne og start-90'erne, noget Eugene Chadbourne og John Lurie (både The Lounge Lizards og soundtracks til Jim Jarmusch-film).

Men ja, følg med her, hvis I er nysgerrige efter hvordan en helt grøn "filmskaber" vil tumle sig vej frem til sin første kortfilmsdokumentar.

L

Making A Movie # 10

På vej hjem i toget fra Montreal til New York fik jeg redigeret en sidste videoblog. Den havde jeg ikke lige fået lagt her på Støj På Overfladen endnu. Værsgo!

Varm og funky etiopisk jazz til vintervejret

Fra AOA.dk:

Endnu et verdensnavn gæster Atlas. Tirsdag den 2. november står etiopiske Mulatu Astatke på scenen med den perfekte modgift til det danske vintervejr, skriver AOA's musikblogger Lars Kjær Dideriksen.

Århus' nye spillested Atlas har på forbavsende kort tid - siden august i år - leveret en imponerende række sublime koncerter. Om det så har musik været fra Norge, Syrien, Balkan, Mali eller de hjemlige himmelstrøg. Man kunne have frygtet, at det århusianske publikum ikke havde opdaget Atlas eller slet og ret ikke havde interesse for den musik, som så sjældent spilles radioen, fordi den ikke er almindelig rock eller MTV-egnet. Men den frygt har vist ikke at have noget på sig.
Atlas har fra starten formået at tiltrække absolutte verdensnavne fra den mere eksotiske musikscene og publikum har bakket utroligt flot op. Fremmødet har faktisk været pænt imponerende og festen er så sandelig heller ikke udeblevet! Det startede i højt tempo og fortsatte med det bl.a. den 1. oktober hvor taget lettede, da Boban Markovic fra Balkan spillede op. Tirsdag den 2. november kommer den sidste perle i rækken af verdensnavne, som Atlas lagde ud med at offentliggøre, da stedet åbnede: Mulatu Astatke fra Etiopien.

Revival via Hollywood
Har man set Jim Jarmuschs film "Broken Flowers", hvor Bill Murray kører rundt til tidligere damebekendtskaber for at finde ud af hvem der er mor til hans søn, så har man hørt Mulatu Astatke. Hans musik blev brugt løbende igennem hele filmen, som for alvor fik kastet lys på denne gamle mester.
Men blandt kendere var han allerede stor. Bl.a. fordi hans numre figurerede på en lang række opsamlings-cd'er med musik fra 60'ernes og 70'ernes Etiopien.

Fra en svunden guldalder
Mange af os forbinder Etiopien med billeder af hungersnød i 80'erne, men før det gik så galt, så var hovedstaden Addis Abeba lidt af et "in-sted" for de rige. De lokale orkestre tog den funky og jazzede lyd fra vesten til sig, men det lød nu alligevel ret anderledes, når de begyndte at spille. Instrumenteringen og rytmerne minder om noget, vi kender, men melodierne og sangene lyder langt mere af lokalkolorit. Musikken svinger, men stilen er samtidig tilbagelænet sexet og lyden er gennemført "old school". Den er blevet kaldet "ethiojazz". Og det er blevet en vindende formel. Der er mange fantastisk smukke numre på de førnævnte opsamlings-cd'er ("Ethiopiques"), men det var Mulatu Astatkes, der virkelig skinnede igennem som de bedste numre.
Så lidt i stil med de cubanske musikere kendte fra "Buena Vista Social Club" er den nu noget ældre herre trådt frem af glemslen og nyder nu anerkendelse og spiller rundt om i verden. Han har allieret sig med britiske musikere - med hvem han bl.a. også har lavet et nyt album - og til sammen kalder de sig Mulatu Astatke & The Heliocentrics.
Kort sagt, endnu en oplevelse på Atlas, man ikke bør gå glip af. Nysgerrige kan lytte til musikken og se video på Atlas' hjemmeside.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 9

Her er endnu rejse-inficeret del af jeg-laver-en-film-bloggen. Vi er på vores sidste aften i Montreal. Den rundes af med en koncert med Mark Lanegan & Isobel Campbell, hvor vi er havnet på gæstelisten, fordi bandet bl.a. består af et par flinke århusianere.
Vi har gået meget på denne ferie. Jeg travede en del i New York og sammen har vi været vidt omkring på samme måde i Montreal. I går var nok den hårdeste dag, fordi vi tog turen op til toppen af det lille "bjerg" Mont Royal midt i byen. Snoede stier igennem den flotte, gule efterårsskov hele vejen op. Vi kan mærke det i benene i dag.

Kulinarisk stafetløb
Vi har egentligt ikke drønet meget rundt til turistattraktioner, men bare nydt at være i en by med en relativt rolig puls og frisk luft. Hvis man skulle sige noget kort om Montreal, så er byen et godt sted for folk, der kan lide god mad, flot natur, musik og film. Maden er god her - og billig i sammenligning med Danmark. Men det gælder vel næsten snart resten af kloden? Ligger fædrelandet ikke nummer ét som det dyreste land nu? Danmark må snart være kendt som nationen, der finder sig i hvad som helst. Nå...
Alle æder bagels her. Det har aldrig været min favoritspise, men her kan de finde ud af at lave dem. Godt. Og på flere forskellige måder. På St. Viateur Café på Avenue du Mont Royal kan man spise dem med diverse fyld på. De mere klassiske bagel-butikker sælger dem uden fyld.
Vegetar- og veganerrestauranten Aux Vivres på Boul. St. Laurent - gaden hvor vi bor - har vi været på to gange. De har som mission at vise hvor lækkert mad kan være uden kød og det gør de mere end overbevisende. Her fik jeg i øvrigt smagt 'tempeh' for første gang, hvilket jeg synes virkede noget mere spændende end tofu.
I samme gade ligger også restauranten Robin des Bois. Vi var på vej ind på den i går og faldt i snak med en kvinde, der var på vej ud derfra. Det var en af stedets grundlæggere, der fortalte os lidt om stedet. Kokkene er professionelle, mens resten af de ansatte er frivillige. Overskuddet fra stedet går nemlig til seks velgørende formål. Bl.a. herberg for unge hjemløse. Stedet var pænt indrettet, maden lækker og prisen ikke engang fantastisk høj. Og ja, restaurantens navn er jo taget fra en ret kendt person. Aktuelt portrætteret af Russell Crowe i en Ridley Scott-film. Og som hende vi mødte sagde: "We take from the rich and...". Så behøver jeg vist ikke sige mere? :-)
Et ekstra lille kuriøst indslag er, at hvis man er i humør til det, kan man betale 5 dollars, stille sig ind i et rum tæt ved indgangen og kaste en tallerken ind i væggen. Alt for den gode sag?

Musiknørdens paradis
Før vi kom til byen var der den årlige Pop Montreal musikfestival rundt om i byen. Jeg kan slet ikke begynde at remse op, hvor mange fede navne, der var der. Hvis jeg havde været i byen på det tidspunkt, ville jeg have styrtet rundt for at få det hele med. Mens vi er her, så er det lidt småt med de navne, jeg kender. Men det er fint nok. Jeg fik hørt noget fint og for mig ukendt musik. To aftenener på Casa Del Popolo og så en mere eksperimenterende aften på Le Cagibi, hvor der var en showcase for et lille lokalt kassettebånds-pladeselskab kaldet Hobo Cult Records. Dronede ambientsager, country-guitar-noise og get this... japansk drone-rockabilly. I didn't see that one coming. :-)
Men det er ikke kun livemusikken, der byder sig til her. Montreal har relativt mange pladebutikker. En hel del af dem har vinyl. Jeg har ikke nået at se alle de butikker, jeg ville, men ramte et par rigtigt gode, hvor der virkelig var nogle spændende ting at finde. Her må jeg især fremhæve Phonopolis på Avenue du Parc og 33 Tours på Avenue du Mont Royal.
Jeg tror, at jeg laver min egen lille guide til alverdens pladebutikker på et tidspunkt. Nu får vi se. Jeg må sige, at jeg ikke er stødt på pladebutikker i samme omfang og kvalitet i New York. Og i øvrigt skulle Montreals butikker være noget billigere.
Montreal har i øvrigt også nogle helt gennemførte retrobutikker med alskens sjove sager. Sågar med ekspedient i polkadot og hornbriller.

Også film, naturligvis
Der lader til at være en konstant strøm af filmfestivaler i Montreal. Vi ramte også en af dem og nåede én film: "David Wants To Fly". Den handler om den 'transcendentale meditation', som filminstruktøren David Lynch benytter sig af og er stor fortaler for. Eller måske nærmere afslører, at der faktisk er noget ret så råddent bag det foretagende. Jeg er ikke i tvivl om at David Lynch har lavet mange gode film, men i filmen her ser vi en helt anden side af ham, som skuffer mig en del.
Jeg har tidligere nævnt, at de i Montreal har en pendant til Århus' kultbiograf Slagtehal 3 kaldet Blue Sunshine. Vi så en John Peel-dokumentar der og vendte tilbage senere til en aften med seks kortfilm af Jamie Travis, der selv var til stede og svarede på spørgsmål efterfølgende. Seks helt fantatiske film, hvor en af dem har været vist i Danmark engang, så vidt vi kunne forstå. De kan anbefales. Morsomme, surrealistiske og visuelt exceptionelle. De hedder "The Saddest Boy In The World", "Why the Anderson Children Didn't Come to Dinner", "The Armoire" og "The Patterns Trilogy".
Filmkøb- og udlejning strækker sig her til lands også længere end bare Blockbuster. Bevares, den kedelige kædeforretning er her flere steder, men til gengæld er der også steder som butikken Boite Noire på Avenue du Mont Royal, der er rigtig stor og har et mundvandsfremkaldende filmudvalg (ergo: ikke mainstream). Naturligvis NTSC-dvd'er i Region 1, så det er mindre fedt. Men er der dog veje udenom, hvis man virkelig vil.
I øvrigt: Til dem, der kan fransk og er meget teaterinteresserede, så lader det til, at man bør tage en tur til Montreal.

Ultrasmart automatik
Montreal har et par gode eksempler på smart automatik. Bl.a. Bixi-bycyklerne. De står låst i stativer, der er spredt over hele byen. Man putter sit kreditkort (eller abonnementskort) i en automat og betaler 5 dollars for et døgns brug og trækker så en cykel ud (et årsabonnement koster vist under 100 dollars). Så kører man hen, hvor man skal, og chancen er stor for, at der er et andet stativ lige i nærheden. Man har 30 minutter til at komme frem til næste stativ. Ellers koster det 1,50 dollars for en ekstra halv time. Og mere for de efterfølgende timer. Afleverer du ikke din cykel igen inden for 24 timer, så bliver der trukket 250 dollars på dit kreditkort.
Cyklerne har tykke dæk, megacomfy sadler og tre gear. De er i god stand, for finder du en cykel, der er i stykker, så trykker du på en knap på stativet, der giver besked om at den er gal og så kommer der én og fikser den. Det er sgu' da smart. :-) Det er svært at stjæle cyklerne og det kan ikke betale sig - og de er altid i god stand. Og billige at bruge (det er jo under 30 kroner for et helt døgn bare for os turister, der ikke tegner abonnement). Hatten af for Montreal.
En anden mindre ting, der også er automatisk, er Distroboto. Lokale kunstnere har på diverse caféer installeret nogle af de gamle cigaretautomater. I stedet for smøger kan man nu trække kunst i automaten. Små 2-tommer-cd'er, minitegneserier, kortfilm og andre små sjove ting. Det koster 2 dollars, hvor 1.75 af dem går til kunstneren. I like. :-)
Apropos lokal "kunst", så mødtes jeg i dag med Scott Da Ros, der er manden bag det lokale progressive rap-label Endemik Music, der bl.a. har udgivet albums med Bleubird. Jeg har indtil videre kun mailet med ham, så det var sjovt at møde ham face to face og snakke lidt.

Og så er der jo en doku
Dokumentarfilmen jeg har gang i, har fået lidt mere materiale i form af flotte naturbilleder fra turen op ad Mont Royal. Jeg ved faktisk ikke om de skal bruges. Er faktisk i gang med bånd nummer 18 (af 40 minutter hver), så jeg kommer da hjem med en del materiale. Jeg vil også mene, at jeg har fået en del gode ting i kassen. Der burde være nok til de indtil videre planlagte 27 minutter, som filmen helst maksimum bør vare.
Jeg har også fået lavet interview med Esther. Jeg skal nok have lavet lidt mere. Men det er rart, at få en stor del af det i kassen. For det skal gøres, mens vi er på farten, og ikke hjemme i Århus. Så ville interviewene bliver noget helt andet, som jeg er overbevist om ikke ville få den samme kant. Eller tja, jeg tror i hvert fald, at resultatet bliver bedre, når vi gør det, mens vi er her og stadig har det hele tæt på.
Vi skal også lige have lavet en sidste videoblog. Vi regner med at lave den i toget tilbage til New York i morgen - og så have nogle billeder med fra Montreal.

L

Making A Movie # 8

Sidder på værelset på Pensione Del Pololo og har en større del tøj til tørre ved radiatoren. Udenfor rusker vinden i træerne og det står ned i stænger. Skidt vejr. Kan dog ikke rigtigt klage. Vi har været heldige undervejs. Vi ankom til New York i solskin og havde små to dage med lidt gråt vejr, men ellers har det været helt sommeragtigt omkring de 20 grader med fin sol. Vi nåede dog lige en vild gang regn og torden i New York aftenen før vi skulle fra byen. Hvilket var flot. Lyn over Manhattan. Set fra Brooklyn fadede Manhattans skyline ud indtil den var helt væk i natten. Og så ramte den tunge regn Greenpoint. En halv time senere var skylinen atter synlig og om morgenen var vejret okay igen.
Da vi ankom til Montreal var vejret stadig så fantastisk, som det havde været på vej herop, men 10 timer længere nordpå var vi ca. 5-7 grader længere nede på barometeret. Vi kunne se vores ånde om morgenen.

Renhed og sprog
Nå, nok om vejret. Vi skulle nu få to dage med regn her. Derefter skulle solen kommer tilbage, så vi kan gå en tur op på Mont Royal - "bjerget" der ligger midt i Montreal.
Jeg skrev tidligere i bloggen her om hvor ren Montreal ser ud. Især i forhold til New York.
Det virker lidt som at gå rundt i en velfriseret park at befinde sig i Montreal. Selv højhusene (jeg vil ikke kalde dem skyskrabere) er nydeligt rene. Vi befandt os også i en større offentlig bygning forleden og der kunne man gå hen til en lille automat og squirte lidt hand sanitizer ud ganske gratis. Smart.
Sproget kan dog være en barriere her. Den franske del af Canada virker som om den bevidst har valgt at afvise det engelske sprog. Selv ca. 20-årige ekspedienter i forretninger kan stort set ikke tale engelsk. But I guess that's a French thing? Det kender vi vel egentligt også lidt fra Europa? Men vi klarer os uden store problemer.
Én forskel, der er let at mærke her, er hvordan amerikanerne altid falder i snak med én - i subway'en, på baren eller på gaden. Montreal er ikke sådan - og derved også meget europæisk. New Yorkerne er i hvert fald meget snakkesalige og imødekommende. De gør næsten en dyd ud af det. Det bunder nok også i, at de er stolte af deres by og samtidig har noget at have det i.

En kulturel tidsrejse
Montreal har mange flotte, gamle bygninger, men man får også nogle nyere kulturelle flashbacks. Man opdager hvor mange bands, der egentligt kommer fra Canada. Ja, der er jo Alanis Morrisette, Bryan Adams og Celine Dion. Men så er der dem, vi har glemt. The one hit wonders, som stadig huserer i Canada. Crash Test Dummies (dem med "Mmm Mmm Mmm Mmm") eksisterer sgu' stadig og skal faktisk snart spille her. Barenaked Ladies er heller ikke afgået ved døden. Og dem, jeg helt havde glemt, laver åbentbart stadig musik: Bran Van 3000. Kan I huske dem? Det var dem med "Drinking in L.A.". Ha! :-)

Musik her og hjemme
Anyways, lidt livemusik er det da blevet til her. Eftersom vi bor på Del Popolo får vi gratis adgang til alle koncerter på stedet, mens vi er her. Bonus! :-) Der er koncert hver aften både her i huset og et stykke væk i La Sala Rossa, som Popolo også står for. I forgårs så jeg Bruce Peninsula, Charlotte Cornfield og Bent By Elephants. I går så jeg Coco & Co og Gianna Lauren (men missede My Lovely Son). Anede ikke hvem de var, men nogle af dem var ganske gode.
Fremfor alt var det fedt at opleve nogle små bands, der synger på engelsk og samtidig har det som modersmål. Man kan ikke lade være med at tænke på alle de danske bands, der forsøger sig på engelsk og sammenlignet med disse kunstnere ikke når dem til knæhaserne. I øvrigt ikke blot i sproglig formåen, men også evnen til at stå på en scene og være i kontakt med deres publikum. 90% af danske bands evner det simpelthen ikke, når man skal lave den direkte sammenligning. De er stive, kunstige og alt, alt for selvbevidste. Drop det dog. Giv efter for musikken.
Mens vi har været herovre tjekkede vi lige Politikens web, mener jeg det var, hvor der var et interview med Saybia-forsanger Søren Huus, der har lavet en soloplade på dansk - simpelthen fordi han på engelsk ikke kunne udtrykke det han ville om sin kæreste, der døde i et trafikuheld. Go figure, folks...
Den danske "rockmastodont" Kashmir har f.eks. på gud ved hvilket år endnu ikke evnet at lægge sine grammatiske fejl og småpinlige engelskdansk bag sig.

Spas og shopping
Det kan blive en længere snak om dansk musik, som jeg lader ligge her. Af andre sjove ting, så har vi fundet Montreals pendant til Århus' kultbiograf Slagtehal 3. Her hedder den Blue Sunshine (opkaldt efter filmen af samme navn). Vi var deroppe i går og så en BBC-dokumentar om John Peel (fordi i går var årsdagen for John Peels sidste radioprogram).
Sjovt nok sad århusianerne samme aften derhjemme og hyggede sig med canadiske film i kælderen i Mejlgade, hvor temaet var "canuxplotation". :-) Der er også en filmfestival i Montreal lige nu, så vi tjekker måske et par film ud. Der er bl.a. en om David Lynch og hans "transcendentale meditation".
Der er faktisk en del fede musikbutikker i Montreal. Flere end jeg er stødt på New York, synes jeg. Og flere af dem har en del fede sager, jeg har ledt efter. Jeg tror, at jeg snart må lave min egen lille pladebutik-guide om de steder, jeg efterhånden har besøgt i forskellige byer. Jeg plejer som regel at tage billeder af dem.
Vi cyklede også en tur ud til den botaniske have, hvor de havde både en kinesisk og japansk afdeling foruden et "insektarium". Hyggelig dag. Senere må jeg i øvrigt lige huske at fortælle om det latterligt smarte cykelsystem, de har her i byen. En fantastisk idé, der virker perfekt.

Lidt film til sidst
Hov, bloggen her handler jo egentligt stadig om at lave en dokumentarfilm om Esthers pladeprojekt. De sidste par dage har jeg ladet det store kamera være hjemme. Rart. Min skulder var ved at blive skæv, he-he. Men når vejret bliver bedre skal jeg have filmet lidt mere. Og mens regnen buldrer rundt udenfor og vi er "fanget" på vores værelse, så burde jeg nok se at få interviewet Esther, så vi har noget "voice over" med hende til filmen.

L

Making A Movie # 7

Jeg skriver dette fra et af de kun fire værelser på Pensione De Popolo i Montreal. Det er en del af Casa Del Popolo, der tæller to spillesteder (så vidt jeg kan forstå), en café og så den lille håndfuld værelser ovenpå. Jeg kan se på deres koncertkalender, at allerede i denne måned har bl.a. Scout Niblett, Danielson og Casiotone For The Painfully Alone spillet. Dem kender jeg da. Der er ikke rigtigt noget, jeg kender, mens vi er her. Dog synes Half Baked at ringe en klokke.
På værelset her er der indrammede koncertplakater med Scorch Trio, Sun City Girls og Sonore (Brötzmann og Gustafsson), som jeg ser som en indikation af, at dette vist må være det helt rigtige sted at befinde sig.

Hvor er al skraldet?
Udefra er Casa Del Popolo ret "rustik" og adskiller sig en del fra det Montreal, vi lige efter ankomsten på togstationen kørte igennem med taxi (med radiokanalen Planet Jazz med Billie Holiday, der gav os et rart og mellow ride til vores destination). Byen er - i hvert fald i midten, hvor vi kørte igennem - mondænt moderne og fremfor alt ren, hvilket man lægger mærke til med det samme, når man kommer fra New York, hvor skraldet flyder over det meste.

Ingen Photoshop
Selve togturen herop var fantastisk smuk. Jeg havde set en del billeder på nettet af upstate New York i efteråret inden vi tog hjemmefra. Og man må tilgives for at tænke "Okay, de billeder har vist fået en tur i Photoshop". Det har de måske også, men så kun for at ramme virkeligheden bedre. For de grønne, brune, røde og gule skove, der er næsten hele vejen langs søer og kanaler til Montreal, er vitterligt så farverige! 10 timers pangfarver, værsgo!
Okay, vi holdt stille i over en time ved grænsen, fordi tolderne skulle interviewe næsten hver eneste passager om deres ærinde i Canada. Både de amerikanske og de canadiske toldere. Og undervejs var der en del steder, vi holdt stille. Men det måtte der være taget højde for i køreplanen, for vi var ikke forsinkede, da vi ankom. Anyways, togturen kan virkelig anbefales. Den minder mig lidt om dengang for mange år siden, at jeg tog toget fra Glasgow til Fort William i Skotland. Op langs Loch Lomond osv. Pokkers flot. Men som altid med USA, fristes man til at sige, så er tingene herovre lidt mere massive og omfattende.
Jeg filmede naturligvis en del undervejs. Der må være nogle landskaber, der majestætisk kan glide forbi til noget 'voice over' eller lignende. :-)

En video mere
På vores første dag i Montreal skal vi så lige finde ud af, hvor i byen vi egentligt er og hvad vi skal se. Jeg har en relativt kort liste over steder, så programmet står nok mest på afslapning uden de store planer. Indtil vi kommer tilbage til New York, hvor vi lige skal nå det sidste. :-)
På vejen herop i toget fik jeg i øvrigt redigeret en videoblog mere. Jeg er ikke helt tilfreds med iMovie, som ikke virker syndeligt fleksibelt m.h.t. at crossfade lyd og lægge video i flere lag (og derved have lyden fra en video kørende, mens man viser en anden). Så det bliver som det bliver. Redigeret med en boldsaks. Som sagt, her er seneste indslag, hvor man bl.a. kan få et smuglyt til nogle af de nye numre...




L

Making A Movie # 6

Sidder her i et gammelt warehouse - en slags lagerbygning eller fabrik - i Greenpoint, Brooklyn, med en dåse root beer. Det er første gang, at jeg smager den slags og oplevelsen kan vel siges at lande et sted imellem et Jenka-tyggegummi og et duftlys. En flydende og kraftigt perfumeret pseudo-kulinarisk lussing, der burde holdes til et minimum. Så var cream soda'en forleden faktisk bedre.

Bye-bye, Manhattan!
Vi har nu forladt vores 'tårnhøje helvede' i Financial District på Manhattan. Torsten og Fatima er taget hjem til Danmark, og Esther og jeg befinder os nu i førnævnte gamle bygning i Greenpoint. Byen New York er her så forskellig fra Manhattan, at man kunne forestille sig, at det var et andet land. Faktisk er det også den polske del af New York, så man kan godt føle sig som et andet sted end det USA, man tror, man kender fra tv. Endnu tydeligere er den fornemmelse selvfølgelig, når man går igennem China Town. Så giver det pludselig mening, når man hører folk sige, at New York "har det hele". Ja, det meste af verden er tilsyneladende repræsenteret her i større eller mindre grad.
Anyways, skiftet til Brooklyn er til at mærke. Byens puls er en anden her. Ikke det evige aircondition-brum, men i stedet mere small town byliv med bygninger i max. 3-4 etager. Selvfølgelig stadig med en del mennesker, men slet ikke i samme omfang som på Manhattan. Vi tog dog til Manhattan i dag. Skulle hente togbilletter til Montreal på Penn Station og som de gæve og modige rejsende vi er, så stred vi nordpå på Manhattan og ramte 42nd Street, hvor bilos, varme (vejret her er super), menneskemængde, lysskilte og trafik gik op i den højere enhed, som det myldrende galmandsværk New York også er. Vi måtte gå under jorden og 'flygte' derfra med subway og nåede aldrig op til Times Square (hvilket vi egentligt heller ikke havde ambitioner om) og missede så det ragnarok, der sikkert ventede der. Oh, hvor brave vi er!
Jeg rendte efterfølgende ind i en irriterende hovedpine, som to Panodiler ikke gad at gøre has på. Jeg giver storby-buzzen og dens manglende mætning med ilt skylden. :-)

Interviews til filmen
Nå, men disse indslag i min blog hedder jo faktisk "Making A Movie". Efter vi er ankommet i USA har de dog været lige så meget rejseblog. Kunne heller ikke finde ud af hvad de indslag skulle hedde og det hele smelter jo trods alt sammen alligevel. Men hvis jeg lige skal skrive lidt om filmeriet, så fulgte jeg Esther og Torsten på den sidste optagedag. Der var ikke så meget mere, de skulle fikse, mens de var i New York.
I dag søndag nåede jeg lige netop at interviewe Kramer i ti minutter inden han skulle nå sit fly hjem. Jeg skulle have et eller andet med ham til filmen, hvor han sagde noget - udover de sekvenser, jeg har filmet med ham på. Jeg fik også nogle gode soundbites fra ham. Så nu kan jeg slappe lidt mere af. Var begyndt at blive lidt nervøs for om jeg overhovedet fik noget interview med ham med hjem og ikke kun de filmsekvenser, hvor han agerer med Esther og Torsten. Jeg syntes, at der ville mangle noget, hvis jeg ikke også havde noget "voice over" med ham. Nu skal jeg have interviewet Esther. Det kan være, at vi snupper det, mens vi er i Montreal, hvor vi givetvis skal og kan slappe mere af end her. Torsten må jeg snakke med, når vi kommer hjem til Danmark.

Kontaktbesvær
Det er ikke let at komme i kontakt med folk her i byen via mobiltelefon. De virker ikke altid eller også er sms'er meget forsinkede. Derudover har wi-fi aflivet internetcaféerne, så hvis man skal give råd til rejsende fra Danmark, der kommer herover, så: Husk at tage iPhone med og tjek e-mails den vej løbende. Der er dog ingen af os, der har iPhone, så ja, vi har haft lidt udfordringer. Vi slæber nemlig ikke Macbook med rundt hele tiden. Det kunne være, at man skulle undersøge om man kan have iPhone uden telefonabonnement og så kun bruge den til wi-fi. Sikkert ikke.

Den nye hybel
Nå, men i korte pip kan jeg da lige sige, at turen i går gik forbi Bedford Avenue (og bl.a. Academy Records og Earwax Records). Og i dag nåede vi på Manhattan-turen også lige at gå forbi Chelsea Hotel og fik et pift rockmytologi ind fra højre. :-)
Udsigten fra taget af vores ny hybel i Greenpoint fanger lige hele Manhattan fra siden. Helt perfekt. Rart at opleve Manhattan på afstand - og fra et sted, der er mere mellow. Det er noget mindre luksuriøst end før, men det er faktisk rart. Vi bor dog i en køjeseng under loftet (med en rutsjebane op til og ned fra) i fællesrummet i et lille bofællesskab. Flinke folk og det er ganske billigt. God måde at møde nogle af de "indfødte" på. Men ellers må man sige, at de i forvejen - i New York - er meget imødekommende. Både i subway, på barer og på gaden. Det er jo ikke lige noget, man oplever så meget i Danmark.

Det er lidt løse skriverier det her. Ville ønske, at jeg havde til til at sætte mig ned og skrive lidt mere struktureret. Men det må vente til en anden gang. Jeg skulle i øvrigt også gerne lige have lavet en video mere herovre fra. Måske i morgen.

L

Making A Movie # 5

Klokken er 9 fredag morgen (og 15 derhjemme). I dag er sidste optagedag for Esther og Torsten. Esther fik naglet en uhyggelig bunke vokaler fast i går og de sidder lige i skabet. I dag skal de sidste ting klares. Jeg fulgte en stor del af processen i går og fik en del gode sekvenser i kassen, synes jeg. Nu har jeg lidt mere ro i sjælen. I går blev "It's All Falling Down" bl.a. indspillet. Og uha, det fungerer godt. Tænk hvordan det kommer til at lyde, når Kramer sætter sig ned og mixer det færdigt, når det allerede nu lyder så godt! :-)
Forleden fik jeg klippet en ny videoblog sammen. Musikken brugt i den er i øvrigt demoen til "It's All Falling Down".



En film tager form?
Når jeg ser hvordan min lille dokumentar skrider frem, så må jeg nok sande, at man kan have nok så mange store æstetiske overvejelser, men at de er svære at realisere, når det drejer sig om dokumentar og ikke fiktion. Dokumentaren giver jo i sagens natur ikke så meget plads til forberedelse. Så selv om jeg fanger en masse "stillestående" stemningsbilleder og lidt sjove vinkler og detaljer her og der, så tror jeg, at styrken i filmen mest vil komme fra gode øjeblikke fra indspilningerne og de interviews, der skal give filmen dybde. Det er ikke helt let at filme i lejligheden for der er dælme ikke meget plads. Hverken til mig eller kamerastativ. Men det går nogenlunde.

Rundt i byen
Som sagt tidligere, så er jeg ikke i "studiet" hele tiden, men er også på sightseeing. Får gået latterligt meget. :-) Var bl.a. igennem Soho og Greenwich Village. Sidstnævnte var ganske cool. I går ramte jeg Chinatown og lidt af (very) Little Italy. Der er så sandelig meget mere Kina end Italien i det hjørne af New York.
Kramer tog os i øvrigt også igennem East Village den ene aften og det var buzzin'. Når jeg kommer hjem skal jeg have sorteret i billeder fra turen og få lagt nogle online. Det er lidt svært på farten her. Denne her Macbook jeg sidder med er underlig. Gider kun æde billederne igennem iPhoto og så kan man ikke se om man har fået alle sammen med bagefter, fordi den grupperer dem efter dato og alt muligt. Jeg vil bare have filerne i én mappe, hvor jeg kan se dem, tak! Apple... control freaks. Al denne higen efter at gøre det let og simpelt ender med det modsatte. Ingen kontrol for brugeren over små basale ting. Nå, nok om det.
Jeg var i øvrigt også på den lille, gratis færgetur til Staten Island med Marzipan-Roberta og familien og fik set byen lidt fra vandsiden.
Og i går var vi på Bubby's og spise igen (ikke Buddy's som jeg tidligere skrev - sådan kan det gå, når man ser navnet på et vindue indefra, ha-ha. bb = dd). Og hvem har netop spist på stedet, når vi har sat os, og går forbi os? Ingen ringere end Harvey Keitel. :-) Jeps, fuck Hollywood. De sejeste skuespillere er fra New York. Harvey Keitel bor i kvarteret. Det samme gør Robert De Niro, Meryl Streep og Isabella Rossilini, så vidt jeg kan forstå på Kramer.

M.h.t. filmen her, så håber jeg, at vi evt. kan bruge den sammen med albummet, når og hvis det skal sendes rundt til nogle labels. Det album bliver for godt til bare at "selvudgive". De rigtige pladeselskaber bør have buddet - med et godt oplæg med album, film osv. Det ville i hvert fald være optimalt. Vi får se!

Mange hilsner

Lars