En poetisk opdagelsesrejse i lyd

Antydningens kunst? Kan I huske den? Det var noget, man brugte i forrige årtusinde. Sådan kan det i hvert fald ofte føles, når alt der rammer én dag ud og dag ind er store armbevægelser indstillet på maximum, mest og mere. Det er lige før, at man kan glemme det smukke i at gøre en indsats for at opleve noget.

Det blev publikum - blandt andet - mindet om i 'Rooms and In-Betweens", der blev opført i Det Jydske Musikkonservatoriums 'Falken'-sal i Musikhuset den 25. marts 2010. Bag denne lille times opdagelsesrejse stod Kati Linek, den tjekkisk-fødte musiker, der pt. studerer på konservatoriets elektronisk linie i Århus.

Publikum som prøvekaniner
Publikum var prøvekaniner for Lineks aftenseance, der bestod af en række segmenter af forskellige eksperimenter. Det var første gang det skulle spilles sådan, lod jeg mig fortælle. Men idéerne var tydelige og i langt de fleste tilfælde godt udført. Så det lover godt, når hun fremover skal bringe sine idéer til verden.

Aftenens set-up bestod bl.a. af en sofa, en gammeldags symaskine og en Madam Blå kaffekande med tilhørende kop. Flere af disse ting havde fået en mikrofon på sig og var koblet til en laptop. Når de blev taget i brug var det dog ikke lyden af dem, vi hørte, men andre lyde sat i gang af computeren på forskellig vis ud fra den lyd, som brugen af tingene genererede.

Man skulle høre efter
Indledningsvis benyttede Kati Linek sig dog af noget så simpelt som sin vejrtrækning. Der sad hun blot i sofaen med en mikrofon og havde øjenkontakt med publikum (hvor tit sker det egentligt ved koncerter, hvor musikerne er blændet af spotlys?). Og trak vejret. Hvilken fantastisk lyd... vejrtrækning. Vi har den med os hele tiden, hele livet. Oftest ganske svagt. Og det var også sådan, at Linek brugte den. Man skulle høre efter. Heldigvis var publikum lydhør og musestille. Man burde lytte mere til sig selv til dagligt. Der ligger helt sikkert nogle interessante oplevelser og venter.

Et segment bestod af videoprojektioner af en sneklædt skov på to høje lærreder. Elektroniske lydflader vævede sig sammen med Lineks sfæriske stemme, der fik lov til at boltre sig i et hav af rumklang. Her ramte Linek mindst lige så mange stemninger og billeder, som en mere gængs sangskriver får frem ved at bruge ord.

Simpelt og effektfuldt
Vi fik også fornøjelsen af Linek i step-sko med trådløse mikrofoner koblet til. De klikkede, ja. Men ved hjælp af forbindelsen til computeren fik vi også lyden af fugle, bølgeskvulp, kakofoniske klavertoner og andet.
Senere igen tog hun nærmest rollen som en ballerina (dog ikke i hvidt). Iført et stort skørt stivet af på gammeldags manér - med alskens metal-objekter gemt underneden - skabte hun harmoniske og disharmoniske klange med sine bevægelser. Først næsten uden bevægelse og kun med antydningen af lyd. Derefter tog bevægelser og lyden til. En simpel idé kunne man måske sige, men i al sin simpelthed havde det stor effekt. Nogle gange skal der ikke mere til. Ligesom med vejrtrækningen.

Ingen propfodring
Kati Linek arbejder meget med at bruge "reallyde" - optagelser ude fra den virkelige verden, som ikke er opstået af et instrument - og koblet med kroppen og laptoppen inviterede hun publikum på en tur med sin nysgerrighed. Et poetisk møde mellem koncert, performance og videokunst, hvor velkendte ting fik nyt liv. Det meste af vejen på en måde, der talte til publikums intelligens uden at være anmasende. Dejligt befriende. Vi blev ikke propfodret med noget, men måtte selv spidse ører. For nogle gange var lydene så lave, at de nærmeste sneg sig ind på én.

Det samlede indtryk af "Rooms and In-Betweens" var smukt, poetisk og søgende - og bestemt heller ikke uden humor. Skulle dette projekt udvikle sig og igen opføres er jeg ret overbevist om, at jeg tager rejsen en gang mere.

Avatar: Danser med smølfer i 3... 2...1... D.

I slutningen af januar overgav jeg mig og tog i biffen og så "Avatar". Da jeg kom hjem satte jeg mig ned og startede på et blog-indlæg om den. Det blev allerhelvedes langt og jeg tænkte, at det vist skulle modereres, forkortes og skrives færdig inden jeg skulle udgive det. Men så langt nåede jeg ikke. Så what the hell... her er hele molevitten. En bredside, der er uforstående overfor de ukritiske anmeldere, og som ganske naturligt også kommer ud på et sidespor eller ti undervejs.

Der er var engang en Kevin Kostner, der lavede en film, der hed "Danser med ulve" (selv om det mest var med indianere). Senere tog Tom Cruise østens lærdom til sig i "The Last Samurai", som anmelderne med et glimt i øjet - på grund af parallellerne med førstnævnte - kaldte "Danser med samuraier". Og nu har vi fået samme historie igen fra James Camerons hånd og en passende titel ville nok være "Danser med blå rumindianere" - eller måske "Danser med smølfer", hvis vi skal gøre den lidt mere fræk og mundret.
Og ja, jeg tog ind og så den til trods for mit forbehold overfor billetprisen, der med diverse tillæg og påtvunge 3D-briller (selv om jeg havde et par tilovers fra "Up"), ville blive en bekostelig affære. Dog viste det sig, at en god ven gav billetten som tak for en tjeneste, så der var jeg heldig. Undervejs i filmen sad jeg flere gange i Camerons tvungne ridt igennem eksotisk flora og fauna og tænke: "Enough of that shit! Tilbage til plottet! Altså, det der er af det."
Men ja, lad mig da fortsætte...

Wow, 3D!
Jeg kunne måske læne mig tilbage her og sige, at jeg var godt underholdt. Og lad det være ved det. Men jo mere jeg tænker over det, så må jeg sætte spørgsmål ved det. Selv om det betyder, at nok så mange vil være rystende uenige.

Ja, filmen har en fremragende 3D effekt. Der sker mange ting. Der er drøn på. Det er imponerende lavet (givetvis en stor teknisk bedrift - for hvilket den nok også fortjener en Oscar for bedste effekter). Filmen er forførende med sin drømmeverden (har man læst sin del af cyberpunk-litteratur fra 80'erne og 90'erne eller set film inspireret af den, så burde en del advarselslamper blinke her).

Lille blå Sambo
Handlingen kan noteres ned på en post-it note: "Blå rumindianere i ét med naturen siger uh-uh og slår på tromme. Og nå ja, den hvide mand er en skiderik."

(Det gør det så hellere ikke bedre, at vi får leveret et flere timer langt soundtrack, der lyder som om det var lavet af Enya med en bongotromme. Det er mere end jeg kan klare.)

En økofabel med et nobelt nok budskab, der dog er skåret helt ud i pap: Værd ét med naturen. Respektér den. Dette kolliderer så helt og aldeles med de mere subliminale budskaber, der ligger i filmen, som jeg kommer ind på til sidst her.

Når man tænker på, at dette er en 3D-film, så er den forbavsende én-dimensionel.
Cameron har tydeligvis ville tilføre nogle deltaljer for at gøre planeten Pandoras flora og fauna unik, men når han portrætterer Na'vierne - rumindianerne - er det med en pensel, der er omtrent så nuanceret, som når man synger "Jeg har set en rigtig negermand" eller fortæller "Lille sorte sambo" i 2010. Det er ugh-ugh og bum-bummelum. Det er ren tegnefilm. Cameron er så sandelig ingen Tolkien, hvis man ser på detaljegraden af hans selvopfundne samfund. Det samme kan man sige om George Lucas' prequel-trilogi. Ugh-ugh og bum-bummelum.

Voksne børn hooked på Othello-lagkage
Er hele verden gået i barndom? Er vi kommet til et punkt, hvor vi kun orker at tage stilling til film lavet til børn? Ja, come on, et voksent menneske må da kunne forventes at kunne reflektere over noget, der er en kende mere nuanceret? Er vi efterhånden så mentalt kastrerede af medierne og vores samfund, at vi ikke kan - eller vil - kapere mere?

"Avatar" er en Othello-lagkage. "Avatar" er bling, som hip-hopperne kalder det. Flot, men med masser af tomme kalorier. Et hurtigt kick, men ikke noget, man kan bruge til noget. Man kan gætte sig til det hele, så der er ingen overraskelser undervejs.

Den amerikanske komiker Bill Hicks talte i sin tid bl.a. om USA's eksport af sin kulturelle produkter til resten af verden. Hvoraf det meste var dumt og dårligt. Han tog USA's rolle på sig og opsummerede det med ordene:

"Instead of us having to grow, we'll bring you to our level."

Action er lig med spænding?
Filmen kan og bliver forsvaret med ord i stil med: "Jamen, det er en popcornsfilm. Det er action. Vi kan ikke forvente mere".
Jo, vi kan. Skal actionfilm ikke være spændende? Skal vi ikke sidde helt ude på kanten af sædet? Sådan er det nok med computerskabte film. Det bliver jo aldrig rigtigt helt spændende, vel? For der er ikke noget på spil. Helten skal jo nok klare det. Jeg er aldrig i tvivl. Det er i øvrigt det samme problem, som "Pirates Of The Caribbean"-filmene i større og større grad fik, som serien skred frem.
I en almindelig film, så ved jeg måske godt inderst inde, at han nok skal klare det. Men jeg kan se på skærmen, at det er et menneske af kød og blod, der rent faktisk udfører det, der sker. Det får mig ud på kanten af sædet (og her mener jeg heller ikke tilfælde, hvor man med computeren snyder sig til vilde stunts).

Så giv mig hellere en rigtig levende stuntmand, der hænger i en tagrend med 4 brækkede fingre, og film ham oppefra. Prøv at lave den i 3D. Så er jeg med!

Og hvis jeg skal sætte det endnu mere på spidsen: Det gibber mere i mig, når jeg ser et af Stanley Kubricks billeder fra "The Shining". Kameraet rør sig ikke ud af flækken. Det gør intet. Det samme med personen i billedet. Men der sidder Jack Nicholson og ser på os. Det er spændende - og jeg kan mærke det. Jamen, hvad er det, der sker der?

"It's called acting!"

Bedre end livet i sig selv
Der blev brugt masser af spalteplads på "Avatar", da den kom. Også om folk, der fik depressioner, fordi de savnede den drømmeverden, de havde oplevet på lærredet. Come on!

Vi må sgu' passe på at vi ikke luller os ind i en drømmeverden, hvor vi ikke vil ud fra igen. Det er jo god gammeldags virkelighedsflugt. Og efterhånden af en sådan overbevisende slags, at vores sanser går med hele vejen. Hånd i hånd med et ønske om ikke at skulle tage stilling til virkeligheden. Det lyder som scenariet til indtil flere science fiction-film (det jeg mente med cyberpunk-referencen tidligere). Men vi er der såmænd allerede.
World of Warcraft er et glimrende eksempel. Og kom ikke og sig, at der ikke er mange af brugerne, der er helt opslugt og hellere vil være der - end her.

Anyways, "Avatar" bruger så meget computergrafik på at blive realistisk, at den paradoksalt nok giver hele virkelighedsfornemmelsen en ubetydelig birolle. Havde hele filmen været lavet i 100% computergrafik uden rigtig skuespillere, så ville jeg have accepteret præmissen og kunne leve mig mere ind i historien. Der er flere "virkelige" oplevelser at hente i film som "Wall-E" og især "Up".

Meget mere blod, tak!
Men tilbage til filmen. Der er lige en detalje mere, der er en kritisk kommentar værd - hvilket hykleri altid fortjener.

Sigourney Weaver finder Ripley frem igen, men lander i en anden af hendes tidligere film - "Gorillaer i disen". He-he! Men i USA har der været mest mest opmærksomhed på hendes karakters rygning og druk i filmen (hvilket egentligt er 3 korte rygescener og et enkelt shotglas af ukendt fluidum, så vidt jeg husker). Heftig kritik, der frister selv en ikke-ryger til at spørge: "Hvad er der galt med smøger på film?". I håbet om at få svaret: "Det er usundt og giver folk det indtryk, at rygning er cool".
Herefter indlægges en lille kunstpause for dramatisk effekt for derefter at svare tilbage med hævet stemme:
"Hvad så lige med det uendelige forråd af automatvåben, det ene større end det andet, der mejer folk nede flere steder i filmen? Hvilket indtryk giver det?!"
Og ja, vel at mærke tommetyk vold uden at man næsten ser én dråbe blod. Det er der tilsyneladende ikke noget galt i?

Må vi få lidt mere - nej, meget mere - blod på skærmen, når folk bliver skudt i smadder, tak! Ikke for at svælge i død og ødelæggelse, men for at give det rette indtryk af effekten af det, der foregår på skærmen.

Og så er der vist brug tid og ord nok på den sag. :-)

De bedste albums fra 00'erne

Ja, nu prøver jeg også lige at opsummere "top 20" over hvad jeg synes er den bedste musik fra de sidste 10 år. Og nej, der er ingen The Strokes, The White Stripes, Franz Ferdinand eller Interpol, men en masse andet godt. Synes jeg. :-)

En opdelt liste i alfabetisk orden for at undgå alt for meget rangordning:

De 10 allerbedste fra 00'erne
Berg Sans Nipple: Form Of... (2003)
Bleubird: Sloppy Doctor (2003)
Deerhoof: Apple 'O (2003)
Giant Sand: Chore of Enchantment (2000)
Liars: Drum's Not Dead (2006)
Radiohead: Kid A (2000)
The Black Keys: The Big Come Up (2002)
Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen (2002)
Various Artists: Own Zone (States Rights Records) (2004) (ekstra lydlink)
Nina Nastasia: Run To Ruin (2003)

Og så en række mere fra 00'erne, der er stort set lige så gode
Bonnie 'Prince' Billy: The Letting Go (2006)
Busdriver: Fear of a Black Tangent (2005)
Calexico: Travelall (2000)
Depeche Mode: Playing The Angel (2005)
Dangerdoom: The Mouse And The Mask (2005)
Eugene Chadbourne: Peking Doc (2008)
First Floor Power: There Is Hope (2001)
Goldfrapp: Felt Mountain (2000)
Howe Gelb: Down Home 2000 (2000)
Ignatz: Ignatz (2005)
Lucky Dragons: Dark Falcon (2006)
Marzipan Marzipan: Marzipan Marzipan (2007)
Moondog: The Viking of Sixth Avenue (2006)
PJ Harvey: White Chalk (2007)
Radiohead: Amnesiac (2001)
Radiohead: Hail To The Thief (2003)
Scout Niblett: Sweet Heart Fever (2001)
Singvogel: Hotellet brænder (2003)
Songs Ohia: Ghost Tropic (2000)
The Books: Lost And Safe (2005)
The Flaming Lips: Yoshimi Battles The Pink Robots (2002)
Thom Yorke: The Eraser (2006)
Tom Waits: Orphans: Brawlers, Bawlers & Bastards (2006)
Tortoise: Standards (2001)
Vincent Gallo: Recordings Of Music For Film (2002)
Wäldchengarten: Beautyboxer (EP) (2003)
Wild Billy Childish: My First Billy Childish Album (2006)

Lucky Dragons har om nogen været meget produktiv. Jeg valgte "Dark Falcon", men kunne egentligt lige så godt have valgt "A Sewing Circle" eller "Widows".
M.h.t. Scout Niblett var jeg på nippet til at putte "Kidnapped By Neptune" på i stedet, men faldt alligevel mest for debutens charme. Ligeledes med Vincent Gallo valgte jeg hans soundtrack cd, men var tæt på at vælge hans mere straight sangbaserede album "When", der også er fantastisk.
Til min overraskelse, så har Björk ikke udgivet et album i 10 år, der er værdigt til at komme på listen. Faktisk i 13 år, hvis vi skal være helt præcise.

Og så lige en lille liste mere...

Var det virkelig ældre end 10 år?
The Magnetic Fields: 69 Love Songs (1999)
Blur: 13 (1999)
Low: Secret Name (1999)

Det bedste i 2009

Ja-ja, jeg ved det godt. Traditionen tro og alt det der. Årets bedste det ene og det andet. Og ja, jeg gør forsøget igen i år. Og ganske naturligt bliver det ikke en liste over årets bedste udgivelser ifølge mine smagsløg, men de udgivelser, jeg fortærede og synes bedst om i løbet af året. Sagt med andre ord: Der er så sandelig ting og sager imellem, som ikke er udgivet i 2009. Her er så den lidt omfattende liste - uden nogen form for rangorden eller alfabetisk orden.


Musik


Prinzenallee: Don't Let Nerds Take Over Your Life
Dette album udgivet faktisk først i skrivende stund, men jeg har haft mulighed for at smuglytte i et lille stykke tid. Og det har jeg gjort meget. Måske kan jeg endda få det med som favoritalbum igen næste år, når den egentligt ikke er helt ude endnu, he-he. Prinzenallee er en duo bestående af den amerikanske rapper Bleubird (der i sin tid genoplivede min interesse for rap) og den tyske musiker Jayrope. Albummet er dejligt løst og legesygt, men har samtidig en seriøs tone. Det er lige sådan, jeg vil have det. Udgivelsen fortjener al mulig opmærksomhed.
Lyd her ("Album Preview").



Diverse Kunstnere: The Sound Of Wonder! Rare Electronic Pop from the Lollywood Vaults 1973-1980.
Fortryllende filmmusik fra Pakistan. Fra en tid hvor elektroniske instrumenter begyndte at vinde indpas og er med til at give ekstra krydderi til de mere traditionelle elementer. Masser af analog varme og læssevis af legesyge.
Udgivet af Finders Keepers Records, der har for vane at grave efter denne slags gamle, sjove sager.
Info og lyd.



Blind Blake & The Royal Victoria Calypsos - Bahamian Songs
Det er gennemført "old school", det er eksotisk og det er fyldt med sjæl, glæde og melankoli - alt sammen på én gang.
Lyd.



Lokai: Transition
Igennem flere år har bandet Radian haft sin egen kliniske og knitrende stil. I år er de stukket af fra den med deres seneste album og er ikke sluppet helt heldigt fra det. Heldigvis er der flere sideprojekter i Radians omkreds, der holder lidt fast i den oprindelige stil og tilfører nyt. Lokai er et af dem og "Transition" er et fornemt møde mellem elektronikken og det akustiske, der er tyk af stemning, men samtidig med masser af luft i lydbilledet.
Info og lyd.



Durian Brothers - Clubs EP
En EP jeg faldt over, da jeg slog vejen forbi Marriage Records' hjemmeside. Et af mine favoritlabels, som jeg med jævne mellemrum tjekker for nyt. Et besøg på bandets hjemmeside fik hurtigt nysgerrigheden pirret med repetitive, men foranderlige "tribal"-rytmer og elektronik. Just up my alley.
Lyd.



Solomon Ilori And His Afro-Drum Ensemble - Igbesi Aiye / Gbogbo Omo Ibile
Ved et LJUD-arrangement på Musikcaféen i Århus dj'ede LJUD-gutterne med et nummer fra denne skive. Måtte simpelthen høre hvad det var. Afro-rytmer og simple, tunge blæsere i repetitive, sjælfulde mønstre. Rent guf.
Lyd.



The Units - History Of The Units
The Units slog deres folder på San Fransiscos musik- og kunstscene i 70'erne og 80'erne. De var imod brugen af guitarer og gik i stedet synth-vejen med deres new wave- og kraut-agtige pop-punk. Nogen fik i 2009 den gode idé at samle en masse af deres - givetvis generelt oversete - numre på en opsamlings-cd. Det meste har en rå analog lo-fi lyd, men det bidrager bare til stemningen. Der er både rene ørehængere og instrumentale elektronik-forløb her. Gode sager.
Lyd.



Orchestre Poly-Rythmo de Cotonou - The Vodoun Effect - 1972-1975 - Funk & Sato from Benin's Obscure Labels
Der er pladeselskaber derude, der har fundet ud af, at interessen er stigende for gamle sager fra Afrika. Bl.a. er der jo kommet mange plader med etiopisk musik, som fik ekstra eksponering igennem Jim Jarmusch's film "Broken Flowers". Denne herlige dobbelt-LP (eller cd, hvis man er til det) samler en masse rare og hamrende melodiske sager fra Benin. Siiindsygt fede rytmer på mange af numrene. Ja, og blæsere, og guitar og, og, og...
Lyd.



R.L. Burnside: First Recordings
R.L. Burnside fik vist et comeback i 90'erne med en sumpet blues for fuld skrue med band. Det jeg hørte sagde mig ikke rigtigt noget. Dette album indeholder nogle meget gamle optagelser - ja, "de første" - hvor det blot er R.L. med en akustisk guitar. Og det er simpelthen fortryllende og lige som jeg vil have det. Old school blues uden dikkedarer og lange soloer.
Lyd.



Mississippi Fred McDowell & Johnny Woods: Mama Says I'm Crazy
Endnu en old school blues plade. Igen "back to basics". Eller rettere sagt: det er optagelser fra dengang, hvor det var sådan man gjorde det. Guitar, mundharmonika og sang. Medrivende blues grooves, som man sjældent hører dem.
Lyd.



Tenniscoats: Temporacha
Japanske Tenniscoats lavede en split-release med skotske The Pastels og ramte den mindre interessante midterrabat i år. Men de udgav også albummet "Temporacha" i år, hvor de optog deres små underlige, eksperimenterende popsange rundt på forskellige lokationer udenfor. Altså, en slags "field recordings". Lidt anderledes end og knapt så let tilgængeligt som deres to foregående studiealbums, som helt fortryllede mig sidste år, men ikke desto mindre stadig stemningsfuldt, underfundigt og med masser af gå på opdagelse i.
Lyd.
Video.



Fleet Foxes - White Winter Hymnal / Isles (7"-single)
Nok et af de mest hypede "indiebands" i 2008. Hype får ofte mig til at stå af allerede, når jeg læser den. Ergo: inden jeg får lyttet. I år fik jeg så øre for et par af deres sange. Hele albummet holder ikke helt samme niveau, synes jeg. Men det lidt over to minutter lange nummer "White Winter Hymnal" er en pop-genistreg af rang. Én som jeg, snob, så havde tilgode til i år.
Video.



Broadcast & The Focus Group: Investigate Witch Cults Of The Radio Age
Dette var et album, jeg startede med at læse mig til i musikmagasinet The Wire, et stykke tid før det udkom. Broadcast kender jeg godt fra tidligere med deres sfæriske retro-pop, men denne gang ville de prøve noget nyt. Man fornemmer noget klart engelsk med tråde til Stonehenge og BBC's Radiophonic Workshop (bl.a. folkene bag Doctor Who-temaet) i materialet, men ellers vil jeg blot sige, at pladens titel i sig selv på fornemmeste vis opsummerer stemningen.
Lyd.



Lucky Dragons: Rara Speaks
Lucky Dragons har været utroligt produktive de seneste par år. I 2009 er det blevet til et album, et par 7"-singler og denne opsamling af svært tilgængelige numre og nye ting. Der er en, der har kaldt det "hypnotic tribal pop". Måske meget godt rart - lige bortset fra, at det nok ikke kan kaldes pop. Der er meget sjældent vokal på. Men ikke desto mindre sætter de små, loopede melodier sig i øret og hjertet. Lucky Dragons bliver ved med at udforske deres helt egen og meget genkendelige stil og det er spændende at følge med i denne smukke rejse. Deres "Open Power" album fra i år er bestemt også værd at tjekke ud (evt. her).
Lyd.



The Doors: Morrison Hotel
En meget kendt klassiker. Købte The Doors' samlede værker i remasterede genudgivelser i år og kom endelig videre end "The Best Of". Det er naturligvis svært at vælge ét album ud, når der er flere af dem, der virkelig holder (og andre, der ikke helt gør). Der er plader, som alene ved ét eller to numres blotte tilstedeværelse, næsten kan blive essentielle. "Morrison Hotel" leverede dog "Peace Frog", som jeg ikke kendte fra opsamlinger, radio, tv, Oliver Stone-film osv. Fantastisk nummer. Genudgivelserne rummer dog en del bonusnumre med snak fra studiet, forkerte opstarter og ikke-ret-alternative udgaver, som jeg har svært ved at se hvad nogen som helst kan bruge til noget.
Lyd.


Det løse
Derudover har årets soundtrack også bestået af genudgivet 90'er-punk fra Dog Faced Hermans ("Hum Of Life"), sang-plus-tromme fra George Coleman som "Bongo Joe" og guld fra flere opsamlinger med meget gamle optagelser fra hele verden fra Mississippi Records. Derudover diverse udgivelser med Mount Eerie (Phil Elverum), Animal Collectives "Merriweather Post Pavillion" (der blev hypet rigeligt, men kun mønstrede enkelte rigtigt gode numre på albummet), flere udgivelser med MF Doom (hvor "Born Like This" der udkom i år gjorde det godt, men ikke peakede helt her), Tortoises "Beacons of Ancestorship" (der havde gode idéer og nye toner, men samtidig virkede som om bandet efterhånden har udspillet sig selv) og Bill Callahan (Smog) med "Sometimes I Wish We Were An Eagle".

Og her er lige et par udgivelser, jeg tror havner på næste års liste:
Under Byen: Alt er tabt (fordi mit smuglyt bekræfter mig i, at de stadig kan forbavse, imponere og fremfor alt udfordre mig som lytter)
Prinzenallee (fordi jeg da vil have den på 10"-vinyl og vil lytte endnu mere til den)
The Flaming Lips: Embryonic (fordi de forhåbentligt får nosset sig sammen til at udgive den på vinyl, så jeg kan få den købt og hørt den ordentligt)


De bedste koncerter i 2009
Peter Brötzmann Chicago Tentet, Voxhall, Århus
Aymeric Hainaux, Musikcaféen, Århus, 9. oktober
Blixa Bargeld & Alva Noto, Marmorkirken, København
bob hund, Voxhall, Aarhus
Cola Freaks, Arrogant Tour, Surface, Århus
Fossils, Lobby, Århus
Frisk Frugt, Elektronisk Jazzjuice, Musikcaféen, Århus
Frodegruppen 40 (Jens Blendstrup), Lyd+Litteratur, Lobby/Archauz
Fyrpasserne, Leonard Davies & The Lighthouse Keepers og I Like This Wind, Frankenhavn, Århus
KURvE, Balkan Express, Katapult
Lucky Dragons, Musikcaféen, Århus
Omar Souleyman og Group Doueh (Sublime Frequencies Showcase), Pakhuset, Århus
PJ Harvey & John Parish (med Howe Gelb), Store Vega, København
RJD2, Train, Århus
Sister Chain & Brother John, SOPA Night #5, Århus Kunstakademi, Århus
Wildbirds & Peacedrums, Voxhall, Aarhus
Yoke & Yohs med Uschihashi, Musikcaféen, Århus


De bedste film i 2009
Japan : A Story of Love and Hate
Let's Make MONEY!
Looking For Eric
Rip: A Remix Manifesto
UP
Videocracy


Læsestof i 2009
Jeg er ikke typen, der sluger stakkevis af bøger. Det er få, der ryger ned om året. I år blev det dog bl.a. Kurt Vonneguts "Galapagos", som var underholdende og morsom på sin egen fordrejede vonnegutske facon. Den mand var genial, men fremfor alt "a decent human being" af den slags, det er blevet sværere og sværere at få øje på efterhånden.
2009 blev også året, hvor jeg endelig fik fat i Scott McClouds "Understanding Comics" fra 1993 og jeg forstår godt, hvorfor den er blevet rost så meget. Simpelthen fremragende.
Læste mange numre af The Wire, fordi jeg nu engang er abonnement. Og det kan jeg også anbefale andre.

Skulle man så til at lave en liste over den bedste musik udgivet fra 2000-2009? Vi får se.

Ud med wham og rensdyr - ind med jive, garage og bison!

Jeg kan godt lide at finde frem til lidt anderledes julenumre af den slags, der ikke bliver spillet i radioen og til alle fester. I år og sidste år har jeg fundet frem til dem her.



Diverse kunstnere: I'm Gonna Lasso Santa Claus
Imponerende alsidig opsamling med gamle julenumre fra 1920'erne til 1950'erne. Der er både nye (gamle) vinkler på dem man kender og også helt originale numre. Og så er der en fantastisk julefortælling på 'jive'.
Info og lyd.



Wild Billy Childish & The Musicians Of The British Empire: Christmas 1979
Bare fordi det er jul behøver man ikke læne sig tilbage og slappe af. Der kan godt rockes igennem. Det sørger Wild Billy Childish for på fornemmeste vis i sin "vanlige" garagerock stil. "Dear Santa Claus" er klart en af favoritterne hos undertegnede.
Info og lyd.



Shonen Knife: Space Christmas (7" single)
Mest en lille kuriøsitet, jeg faldt over på nettet. Kendte godt til bandet i forvejen, som noget kitschet 80'er/90'er japansk "tøserock". Denne lille single med numrene "Space Christmas" og "Bear Up Bison" måtte jeg bare tjekke ud. Bestemt noget kikset, men netop derfor skuffede den ikke, he-he.
Info.

Noget om kreativ frihed og trange kår

Inden jeg går lidt mere i dybden med de film, jeg nævnte i forrige indlæg, så vil jeg lige kort nævne de to film, jeg så på den sidste dag på Århus Filmfestival (foruden det afsluttende kortfilmsprogram). Det var "Japan: A Story of Love and Hate" og "Rip: A Remix Manifesto". Begge to fremragende på hver deres måde.
Den japanske film har jeg ikke lige fundet en trailer til, men faktisk ligger hele filmen på YouTube (se længere nede i indlægget her). Det er naturligvis ikke det samme som at sidde i biografmørket og lade sig suge ind i disse personers hverdag. Der er mere information om filmen på instruktøren Sean McAllisters hjemmeside her.
"Rip"-filmen, der handler om en mere moderne og kreativ tilgang til begrebet copyright, findes der ganske naturligt en del af på nettet. Blandt andet nedenstående trailer.
Disse to film kunne jeg også godt tænke mig at skrive lidt mere om her inden alt for længe. Så nu er der fem film, der skal - og fortjener - noget ekstra fokus, hvilket jeg vil forsøge at give dem her.

"Rip: A Remix Manifesto" trailer.


Første del af "Japan : A Story of Love and Hate".

Tre øjenåbnere til to øjne

I disse dage er der dokumentar- og kortfilmsfestival i Århus, hvor man ganske gratis kan gå ind og se en lang række fremragende film. I de seneste to dage har jeg haft fornøjelsen af at se tre helt fantastiske dokumentarer, der virkelig sætter spor langt, langt inde i hjernebarken længe efter - for ikke at sige: også i hjertet, naturligvis. Jeg bliver simpelthen nødt til at skrive om dem her, når jeg får et ledigt øjeblik. Indtil da er her trailere for de tre film - som alle burde se og tage stilling til på den ene eller anden måde.

Videocracy


The Age Of Stupid


Let's Make MONEY

Oldies: eksotiske rytmer i røg og hamp

Når jeg lytter til musik er jeg rimeligt meget over det hele - både genre- og tidsmæssigt og geografisk. Jeg har en forkærlighed for det virkeligt gamle en-mands-blues af den slags, der virkelig har "patina". Men paletten er blevet udvidet en del de senere år. Selv om megen musik igennem tiderne har været lavet med et kommercielt formål, så lyder det sgu' alligevel som om det er lavet med noget sjæl meget af det. Et eller andet sted. I hvert fald i sammenligning med hvad vi bliver overdænget med nu om stunder.

For nylig købte jeg opsamlings-cd'en "The Ultimate 30s and 40s Reefer Songs". De kan nok ikke siges, at være synderligt kommercielle idet numrene formentligt har været ildeset på grund af deres omdrejningspunkt: marijuana. Måske dog mest senere i efterkrigstiden. Men som de fleste jo sikkert allerede ved, så er der jo kommet gevaldigt meget god musik til verden hånd i hånd med en gang fniseurt. Denne skive er ingen undtagelse. Og der er såmænd flere af de store gamle med som f.eks. Fats Waller, Ella Fitzgerald og Cab Calloway.

En anden gang "old school" musik jeg lige vil fremhæve er Blind

Blake And The Royal Victora Hotel Calypsos (ikke at forveksle med bluesmusikeren Blind Blake) og cd'en "Bahamian Songs". Optagelserne er lavet i de tidlige 1950'ere. Blind Blake var en ganske produktiv herre og nåede også at få en del anerkendelse - af bl.a. Louis Armstrong og Duke Ellington. Senere igen lod Beach Boys sig inspirere af ham. På sine ældre dage - i starten af 1980'erne - var han ansat af Bahamas' turistministerium til at spille i lufthavnen for at byde rejsende velkommen. Typisk, kunne man sige, men det ændrer ikke ved, at cd'en indeholder 28 fantastiske numre, der formår at svinge mellem varm eksotisk løssluppenhed og snigende melankoli indenfor samme takt.

Ja, hermed to gange "oldies" anbefalet.
Du kan lytte til hamptågerne hos Amazon eller Norman Records. Hos sidstnævnte kan man også købe "Bahamian Songs". Den findes også hos Honest Jons, hvor man kan lytte. Første nummer, "Love, Love Alone", synes jeg i al beskedenhed er fantastisk.

Når man får rodet sig ud i noget

Der har været noget stille omkring mit label SOPA det seneste års tid. Ikke så meget ny musik at udgive, ej heller koncertarrangementer og så var der en flytning og et nyt job, der har taget noget af fokus i starten af året. Men nu sker der endelig noget igen. To aftener i november er der "label nights" i Århus og Aalborg henholdsvis den 20. og 21.

Kunstnerne

Efter en del tilløb er det endelig lykkedes at få Marzipan Marzipan herop igen. Det er efterhånden noget tid siden. Sammen med hende kommer duoen Sister Chain & Brother John, som jeg faktisk ikke selv har set live, men kun mødt dem personligt. De har dog lavet en fed LP, som jeg bl.a. sælger i SOPA-shoppen og live-klippene online tegner ganske godt.
Århus-aftenen bliver fyldt godt ud idet vi har to af de lokale SOPA acts med: A.K. Hansn & The Five Orange Pips (han skifter navn på backingbandet til hver koncert og hugger det fra en af de mange Sherlock Holmes-historier. Der er mange af dem og de er alle seje bandnavne, he-he. Bare tjek) og så Agata & Me.
I Aalborg er det blot de to berlinske acts, der spiller. Men begge aftener er der også dj's på programmet. Forunden undertegnede - under navnet Capt. Daydream - er der Zelda Panda (DJ-aliaset for Marzipan Marzipan). Panda har det med at vælge en del forundelige numre, når hun dj'er, så det glæder jeg mig til.

Alt det der ligger bag
Indtil det hele går løs, så er det bare hårdt arbejde og en kamp om at bevare overblikket og ikke glemme noget. Jeg kunne selvfølgelig have valgt at holde det på et almindeligt spillested (hvis de vil lukke os ind), men har valgt at prøve kræfter med Århus Kunstakademi i Vestergade (ikke Jydsk Kunstakademi i Mejlgade). Så har vi lidt mere spillerum med selve oplevelsen, vi gerne skulle skabe. Men det resulterer også i meget mere arbejde. Foruden hele den tekniske opsætning (lydanlæg, visuals og lys) skal der indhentes tilladelser fra politiet, skrives ansøgning om støtte fra kommunen, laves budget (og senere regnskab), markedsføring (medier, web og i bybilledet), planlægges udsmykning, forberedes SOPA-shop, planlægges logistik (jeg får sikkert drønet meget på kryds og tværs af byen i min lille Kia den uge), sørges for forplejning, bar, overnatning og... så... videre.
Alene den liste af ting kan midt i processen få mig selv til at tænke på hvorfor pokker jeg roder mig ud i disse projekter. Alle pengene går til musikken og jeg selv får ikke anden en fornøjelsen og arbejdet ud af det. Og indtil aftenen er ovre kan jeg så gå og være nervøs over om der kommer nok mennesker, så det kan løbe ordentligt rundt.
Heldigvis er der søde mennesker, der hjælper med kontakter og noget af det praktiske på selve aftenen. Og det bliver helt sikkert rigtig fedt og superhyggeligt. Og det bliver alt sammen i godt selskab både fra Århus og Berlin - så meget er jeg sikker på.
Ja, hvorfor gør jeg det? Det må være derfor. Skabe nogle gode oplevelser sammen med andre mennesker. Hvis man skal være helt højtragende kan man vel sige, at på et helt fundamentalt plan, så er det vel en stor del af det, som livet handler om?

Nå, skal jeg lige runde af med lidt fakta om aftenerne?

Århus, Fredag d. 20 november
Marzipan Marzipan
Sister Chain & Brother John
A.K. Hansn & The Five Orange Pips
Agata & Me
+ DJs Zelda Panda & Capt. Daydream.

Århus Kunstakademi
Vestergade 29
8000 Aarhus C

Døre åbner 20:00
Entré: 50 kr.

Aalborg, Lørdag d. 21. november
Marzipan Marzipan
Sister Chain & Brother John
+ DJs Zelda Panda & Capt. Daydream.

Transformator
Jernbanegade 9
9000 Aalborg

Døre åbner: 20:30
Entré: 50 kr.

Planen er i øvrigt, at vi laver en cd med eksklusive numre fra kunstnerne, som kun sælges til de to arrangementer.

Som en del af alt det fornævnte PR-arbejde, så har jeg lavet to små "promotrailers", om man vil. Her er den for Århus-koncerten, hvor alle er med.

Det knitrer, skurrer og prikker

Jeg kunne godt tænke mig at hive nogle interessante albums frem i bloggen. Ikke nødvendigvis nye udgivelser. Faktisk gerne nogle favoritter fra gemmerne. Kort sagt, et par ord om hvad der roterer i afspilleren på det givne tidspunkt.

Startede dagen i dag i morgentrafikken med Radian's "Juxtaposition" i bilstereoen. Efterhånden et stykke tid siden, at jeg havde hørt albummet.
Beats spillet på akustiske trommer med whiskers på minimalistisk vis, men stadig med en hvirvlende, prikkende fornemmelse af et hav af små detaljer. Dette kombineret med elektroniske klange og lyde, der lyder som er de hentet fra en løs elektrisk forbindelse og manipuleret ind i denne symbiose. Det er Radian's stil og kendetegn - som de har udviklet over flere albums på fornemmeste vis.

Lyt evt. til albummet hos CD Universe eller tjek numre ud på Radians eget website.