Støj På Overfladen

First You Close Your Eyes trailer

2012-01-20T11:17:00.008+01:00

Jeg har lavet en hjemmeside og en trailer til min dokumentarfilm "First You Close Your Eyes". På hjemmesiden har jeg desuden samlet alle blogindlæggene fra Støj På Overfladen i en pdf-fil og en online "bog", man kan bladre i - og tilføjet lidt baggrundsinformation.

www.larsdideriksen.com/firstyoucloseyoureyes

Derudover har jeg forsøgt mig med en kort engelsk tekst om filmen:

"Danish singer Esther Maria travels to New York with her musical partner Torsten Stistrup Cubel. They must record an entire album with American producer Kramer in just five days.
In the film we hear Esther Maria's thoughts about the subject matter of her songs and how she tries to reach the right frame of mind for the project. Kramer shares his philosophy on the creative proces and how he experienced working with her. We follow these three creative souls as Esther Maria's debut album "The Abyss" starts to take shape in a small flat in Tribeca.
The music itself and the urban landscape of New York City play their own part in the film alongside the three musicians."

Enjoy!

Lars

Flammer står op om klaveret på Atlas

2012-01-20T11:12:00.004+01:00

Fra AOA.dk:

Søndag indtager den svenske saxofon-vildmand Mats Gustafsson scenen på Atlas med bandet Fire!. Lokale Ghost Flute & Dice varmer op med sit eget spændende effekt-påvirkede klaverspil. Bestemt en stor anbefaling værd.

Tager man på Atlas søndag den 22. januar kommer man uden tvivl på en energisk musikalsk opdagelsesrejse. Den prisvindende svenske saxofonist Mats Gustafsson (bl.a. Nordisk Råds Musikpris 2011) kommer fordi med bandet Fire!. Han er en vildmand på sit instrument og det har han gentagne gange bevist på scener i Århus med en lang række forskellige bands ved koncerter på både Voxhall og Musikcaféen. Jeg har haft fornøjelsen af at se ham her flere gange og han er altid en stor oplevelse.

Fire! består desuden af bassisten Johan Berthling og trommeslageren og percussionisten Andreas Werliin, der bl.a. er kendte fra grupper som The Thing, Tape og Wildbirds And Peacedrums. Altså, en stærk line-up af kompetente og spændende musikere. Fire! har to album på samvittigheden og har på det seneste bl.a. arbejdet sammen med Jim O’Rourke, som nogle måske ikke blot kender som solo artist, men også fra Sonic Youth. Har vi namedroppet nok coolness nu?

Det er måske ikke muligt, at namedroppe nær så meget om den lokale omvarmning Ghost Flute & Dice, der er et soloprojekt af Mikkel Almholt. Jo, måske at han udgav sit album ”Music For Amplified Piano” på Morningside Records, der om nogen som pladeselskab i det nye årtusinde satte sit præg på den århusianske og danske musikscene (med bands som bl.a. Figurines, Oh No Ono, Under Byen m.fl.). Her er vi dog ovre i noget lidt andet. Mikkel Almholt kører sine klavermelodier igennem effektpedaler – som guitarist har for vane – og det kommer der tilfører melodierne ret spændende stemninger og idéer.

Så altså, to spændende navne til en ellers – formodentligt – kedelig søndag aften. Så find vej til Atlas inden klokken 20.00 (dørene åbner klokken 19.00). Billetprisen er kun 60 kroner, hvilket må siges at være næsten kriminelt billet. Ingen undskyldning, folkens! Der er jo heller ikke noget ordentligt i fjernsynet søndag, vel? ;-)

Læs mere på Atlas’ hjemmeside her.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

2011 i bakspejlet

2011-12-29T19:04:00.007+01:00

2011 har for mit vedkommende været præget af tilbageblik. Efter mange års tilløb fandt jeg endelig vejen ind til Beatles via deres mere ukendte numre. Der er vitterligt mange Beatles-numre - de mest kendte - som jeg simpelhen ikke kan høre, fordi de er spillet til døde. De har været en massiv mur mellem mine ører og resten af deres materiale. Men gennem venners pladespillere og velvalgte numre blev der slået hul. Så en tak til Sister Chain & Brother John og Marzipan Marzipan i Berlin. Samtidig fik jeg også smag for en flig af de aldrende 1-2-3-4-rockere Rolling Stones, som jeg ellers ikke har villet have meget med at gøre. Og nej, jeg regner bestemt ikke med at kaste mig ud i store dele af deres diskografi. Men "Beggar's Banquet" var åbningen til dem - og til dels også en smule af "Exile On Main Street".

Nå, men det handler jo om nye albums på denne slags lister. Hvorfor behøver det egentligt være det? Faktisk har jeg valgt at tage lidt med, som faktisk udkom i 2010. Og så er der desuden et album med, jeg selv har været med til at udgive. Men det er vitterligt et af mine favoritter, så selvfølgelig skal det da med. En genganger fra forrige år er også med, men det er fordi den blev genudgivet og fortjener at blive nævnt igen. Anyways, here we go...

Bedste albums fra 2011 (omtrent)
I ingen bestemt rækkefølge...
Girls Love Rallie: Son Of Rock'n'Roll
Peter Laugesen & Singvogel - Den Her Planet Glemmer Vi Aldrig
Jeans Wilder - Nice Trash
PJ Harvey - Let England Shake
Bonnie Prince Billy: Wolfroy Goes To Town
Beastie Boys: Hot Sauce Committee Part 2
Martina Topley-Bird: Some Place Simple (udgivet 2010)
Blind Blake: Bahamian Songs (vinyl re-issue)
Nils Frahm: Felt

De her fra 2011 var også gode
Fossils - Meatrush
Various Artists - Thai? Dai! - The Heavier Side Of The Lukthung Underground
The Focus Group - Sketches And Spells (vinyl re-issue)
The Advisory Circle - As The Crow Flies
Tenniscoats - Tokinouta
Wolf Tapes: Psychic Spell
Dirty Beaches: Badlands
Social Climbers: Social Climbers (oprindeligt 1981 - 2011 re-issue)
Various Artists: Life Is Dance - Plugged-in Sound of Wonder at the Pakistani Picture House

Øv...?
Og så er der dem, der egentligt var nogenlunde okay på forskellig vis, men som jeg havde forventet mig mere af:
Radiohead: King Of Limbs
The Berg Sans Nipple: Build With Erosion
Deerhoof: Vs. Evil
Tom Waits: Bad As Me
Og Radiohead var faktisk den største skuffelse, må jeg indrømme. Der slap de for let om det. Og mens det ellers var en glimrende Thom Yorke-plade, så var det en kedsommelig Radiohead-plade, hvor man slet ikke længere fornemmer, at det rent faktisk er et band, der har lavet musikken sammen. Øv. Deerhoof-albummet var en hel del bedre, selv om de ikke er helt på højde med tidligere tiders fremragende albums. De forsøgte med en lidt ny retning - med noget mere held en Radiohead. De ligger lidt på vippen til årets bedste-listen, men jeg havde forventet bedre fra dem.
Det samme havde jeg fra Tom Waits, der tilsyneladende på musikanmelder-fronten er hævet over enhver kritik. Waits kører i samme spor som altid, hvilket dog er ham undskyldt, da han opholder sig i sin helt egen genre. Men numrene var korte og letbenede på en måde, hvor de for alvor begyndte at fremstå som klichéer. Waits tog turen på autopilot både med musikken og på tekstsiden. Bevares, albummet har nogle enkelte perler i mellem, men overordnet set er han på "Bad As Me" en karikatur af sig selv og satte samtidig det organiske element i musikken over styr på flere numre. Og det var netop dem, der ikke virkede. Ja, øv.

Og der er jo stadig...
Men hvad der er udgivet i år, er ikke det samme som det, jeg har hørt mest af. Foruden Beatles osv., så har Polar Bears "Peepers" stadig roteret voldsomt. Og jeg er stadig lige entusiastisk. Det samme gælder for Eugene Chadbournes "Peking Doc". Jeg fornemmer at der her er to albums, der meget vel kan ende på min all time favourite liste i den nærmeste fremtid.
Andre plader, jeg nød i år:
Various Artists - Dr Boogie Presents Heavy Jelly: Essential Instrumentals
Wildbirds & Peacedrums: Retina + Iris EPs

Bedste koncerter
Der er faktisk et par gengangere her og der. Og sjovt nok, så er der ikke så mange på listen af de større koncerter på de store spillesteder, som jeg trods alt var til en del af i løbet af året. Måske var der i år bare ikke så meget fantastisk at komme efter der - altså, blandt det, jeg valgte at tage ud og se.
Vi tager den kronologisk, for ikke at rangordne for meget. Men først lige dem, der virkelig slog benene væk under mig lidt mere end resten af årets andre fantastiske koncerter...
Bassekou Kouyate & Ngori Ba, Atlas, Aarhus, 4. marts
Sister Chain & Brother John, HeadQuarters, 11. marts
Comaneci, HeadQuarters, Aarhus, 25. maj
Frisk Frugt, Spot Festival, Aarhus, maj
Adriano Celentano Gebäckorchester, Antje Öklesund, Berlin
The Necks, Atlas, 9. november

Og de der også var fremragende...
Lucky Dragons, Atlas, Aarhus, 17. februar
22 Pistepirkko, Voxhall, Aarhus, 3. marts
Nisennenmondai, Spot Festival, Aarhus, maj
Swans, Voxhall, Aarhus, 3. maj
Sieben (Matt Howden), Fanø Free Folk Festival, Sønderho, 25. juni
The Hunters (feat. Marzipan Monroe), Sowieso, Berlin, sommer
Singvogel, Geiger Sommerstemmer, Brabrand Sø, Aarhus, 19. august
Frisk Frugt, Atlas, Aarhus, 27. august
tUnE-yArDs, HeadQuarters, Aarhus, 7. september
Peter Laugesen & Singvogel, Atlas, 29. oktober
Under Byen, Teater Grob, København, 14. november
AK Hansn & The Sign Of Four, HeadQuarters, Aarhus, 19. november
Slængs, HeadQuarters, Aarhus, 19. november

Bedste film
Det er ikke blevet til ret mange biografture i år. Men et par af de nye film, der behagede:
Midnight In Paris (Woody Allen)
Tintin (Steven Spielberg & Peter Jackson)
Resten har været på dvd og derfor formentligt ikke lavet i 2011.

Links til de tidligere årslister:
2010
2009
...hvor jeg må indrømme, at jeg på bedste Winston Smith 1984-manér lige korrigerede og tilføjede en film (David Wants To Fly) og en koncert (Deerhoof), som jeg af uransagelige årsager havde glemt til trods for, at de var store oplevelser. Kan det være, at man får lidt for mange inputs? Pyh...

God jul og godt nytår!

Lars

Making A Movie # 16

2011-12-20T19:44:00.006+01:00

Mandag aften var Esther og Torsten forbi for at se filmen. Med et par gode, hjemmelavede pizzaer i maven blev dvd'en sat i maskinen og "First You Close Your Eyes" tonede frem på skærmen. Reaktionerne undervejs gik fra grin til det mere emotionelle (uden at det skal lyde for melodramatisk). Så jeg tror, at jeg har ramt en okay balance med materialet.
De virkede i hvert fald begge meget glade for det endelige resultat - og så er jeg jo glad. :-)
De mente, at de i hvert fald godt kan bruge den i forbindelse med albummet, når det engang kommer. For det er jo i skrivende stund stadig på vej. Der er mange forskellige måder, man kan bruge sådan en film på i den sammenhæng. Det bliver spændende at se hvordan den del spænder af.
Den eneste feedback m.h.t. justering, jeg fik, var at filmens titeltekster kunne være en anden skrifttype. Det har jeg også selv tænkt over, men jeg har virkelig ikke kunne finde en god én endnu. Men jeg må lige prøve at kigge lidt mere. Måske skulle jeg også tjekket et par andre film ud for at finde lidt inspiration.

Film - ikke tv
Da jeg sad og kiggede igennem noget af det gamle materiale, fra da jeg planlagde filmen, blev jeg også igen mindet om kravet til filmen fra Aarhus Filmværksted. Den skal have filmiske kvaliteter og ikke være et tv-program. Selv om den kunne være sjov at få på tv, så vil jeg sige, at den trods sin længde på 30 minutter er... en film. Bl.a. gennem billederne, brugen af musik og at jeg har undgået, at de interviewede sidder og snakker til kameraet. Så jeg regner med, at jeg har holdt mig indenfor rammerne af det, jeg skulle. Det er jo i øvrigt også sjovere end "bare" lave journalistik.
Filmen skal i øvrigt heller ikke bare smides på tv, dvd eller på nettet fra dag ét. Jeg må lige se, hvad den kan gøre i andre arenaer først. Det skal prøves.

De sidste manøvrer
I skrivende stund mangler jeg at lave undertekster på engelsk og dansk. Jeg er i gang, men den slags tager tid. Det må jeg nok lave færdigt efter nytår engang. Lige nu er det vigtigste at få en dvd klar til Ophavsretsfonden sammen med den endelige afrapportering (hvor jeg udover en kort opsummering og regnskabet også vedlægger mit hæfte med hele denne blog).
Og så skal tingene ellers koordineres med pladeudgivelsen. Jeg håber dog på en slags snigpremiere engang i det tidlige forår. Og så må jeg have undersøgt om den eventuelt er egnet til og har mulighed for blive en del af f.eks. Aarhus Film Festival. Det kunne sgu' da være fedt. Århus Filmværksted plejer jo at have film på programmet. Det kunne være, man var heldig.

Set i bakspejlet
På mange måder har filmen været noget af en rejse. Ikke kun geografisk via turen til USA og Canada. Selv med en viden om film og medier som udgangspunkt har det naturligvis også været en lærerig proces, hvor en del skulle findes ud af undervejs. Bl.a. med hensyn til at bruge den slags kamera, jeg fik med, og selve æstetikken.
Selve forberedelsesprocessen var dog også en spændende opdagelsesrejse. Det var fedt at sidde og se film udelukkende med sit blik rettet mod komposition, fokus, visuelle virkemidler osv. Jeg har set mange film igennem mit liv og har naturligvis været opmærksom på dette og har kunne nyde æstetikken og fornemme, når jeg så et godt skåret billede. Men at have 100% koncentration på dette ene aspekt af en film og "prøve at lure trickene af" er trods alt anderledes. Jeg ved ikke om jeg fik nævnt det i sin tid, men jeg nåede også at gense "Lost In Translation". Sammen med mange andre film af forskellig art. I bakspejlet kan jeg godt se ting, som jeg ikke var helt bevist om i processen med filmen, som måske lugter lidt af noget af det, jeg nåede at se i filmene inden afgang. Scener fra lejligheden i skyskraberen på Manhattan og turen i taxa gennem byen. Og ja, det var så ikke lige i skæret af Shibuyas mange lysskilte, det foregik, men transportmidler-plus-musik skaber noget specielt. :-) Og så er der også lufthavnscener med uskarpe billeder af passagerer, som til dels kan være inspireret af musikdokumentaren "Touch The Sound".
Og ja, i bagklogskabens ulideligt klare lys, så burde man jo nok heller ikke lave en film om sin kæreste. For det kan jo hænde, at ting ændrer sig lige i den henseende. Hvilket det faktisk også gjorde i vores tilfælde. Vi "indstillede samarbejdet" på det personlige plan, kan man vel sige. Det gjorde ikke filmen lettere at lave, men dog i sidste ende - her sidst i 2011 - blev det dog trods alt en spændende proces at redigere filmen og det endte med at blive fornøjeligt. Især da filmen begyndte at finde sin form (efter bl.a. at have fundet den rette software og ikke mindst at have fået de mere personlige ting lidt på afstand).
Det virkede bare helt logisk på daværende tidspunkt, at der skulle laves en film. Ambitionen om at lave en musikdokumentar passede som fod i hose med hele pladeprojektet, rejsen osv. Men sådan kan det gå. Livet tager nogle kringelkrogede sving af og til. Og alt dette til trods, så er der kommet en god film ud af det, som alle er glade for. Det er fan'me rart.

Så nu kan jeg vist ikke skrive flere blog-indlæg med titlen "Making A Movie". Den næste må hedde "Premiering A Movie", he-he.

Tak fordi du læste med. Hvis du gjorde. ;-)

L

Have a merry Whamless christmas!

2011-12-19T16:42:00.000+01:00

"I'm the Be-Bop Santa from the coool North Pole!" :-)

Jeg kan godt lide at prøve at finde nogle alternativer til den gængse julemusik. Det hænder af og til, at jeg prøver at samle en bunke af dem. Det gjorde jeg sidste år. Det var der desværre ikke tid i år, selv om jeg har fået flere nye sjove og spændende numre. Måske næste år. Så jeg sender lige sidste års mix en tur mere rundt i manegen. Musikken holder jo stadig. ;-)

"Whamless Christmas Mix" ligger på Soundcloud her.

Glædelig jul!

L

Making A Movie # 15

2011-12-18T22:55:00.006+01:00

Så må det snart være ved de sidste skriverier om den film. Jeg er ret sikker på, at jeg holder mig til min idé med en titel, der bruger en linie fra en sang. Og i øvrigt en sang, som er meget med i filmen. Den kommer derfor til at hedde "First You Close Your Eyes".

Første feedback
Jeg har ladet en god ven og tre af mine nærmeste kolleger se første version af filmen. Jeg har fået overvejende positiv feedback (og i visse tilfælde faktisk også overvældende - de er jo søde). Én synes den var spændende og fik meget lyst til at købe Esthers album (det må vel siges at være ét af de mål filmen har). En anden synes også, den var god, men var lidt forvirret over et par dækbilleder (som jeg i øvrigt selv har været i tvivl om, så dem skal jeg lige ind og finde nogle alternativer til). En tredje - som ikke er synderligt musikinteresseret, men mere til film - synes, at der var mange flotte billeder i den og at den var interessant, men at en midtersekvens i filmen var lidt for lang til at holde interessen fanget. Det spurgte jeg så de andre om og de havde det ikke på samme måde. De er grundlæggende interesserede i musik. Så jeg må konkludere, at jeg selvfølgelig ikke kan please alle, men at målgruppen (musikinteresserede) synes den virker. Desuden vil en ændring af midten af filmen skabe noget rod i kronologien og lave lidt for mange spring i geografi, hvilket nok vil forvirre mere end gavne.
Den fjerde omgang feedback var også positiv, men der var et kritikpunkt, at Kramer snakkede lidt for meget om te et sted i filmen, he-he. Det synes de andre dog ikke. Så tja, jeg mener, at folks små kuriøsiteter er med til at skabe et bedre billede af dem. Og så er teen faktisk også et godt billede på en tilgang til kreative proces med musikken (no stress). Så det lader jeg blive i filmen. Altså, "nørder" er jo fantastiske. Fordi det handler om passion. Og det kan de fleste nok relatere til på et eller andet plan - også selv om deres personlige interesse er anderledes. Jeg drikker ikke te (dog var Kramers ganske god), men jeg blev da fascineret alligevel.
Jeg husker en artikel fra et gammelt nummer af mit fagblad Journlisten, der handlede om "new journalism". Et af rådene fra den interviewede journalist var: "Always get the name of the dog." Med andre ord: dyrk detaljen.

Justeringer
Min justering af filmen har i øvrigt bragt lidt flere referencer ind udover dem, jeg allerede har nævnt. Nu er der også referencer til Jim Jarmusch, Ghostbusters og endda to gange Neil Young.
Jeg har tidligere fortalt, at jeg gav Final Cut Express fingeren. Det var så Adobe Premiere, jeg hoppede over til. Bl.a. fordi jeg allerede har erfaringer med det program. En del af feedbacken gik i øvrigt også på, at der var nogle mørke billeder (det lader dog til at afhænge lidt af hvad man ser filmen på) og at lydniveauerne gik lidt op og ned. Adobe Premiere lader dog til at have en "bug", der besværliggør lysning af mørke billeder. Nogle gange virker det, andre gange ikke. Men jeg har da fået justeret nogle billeder undervejs, så det er blevet bedre. Derudover har organiseret lydsporene bedre, så jeg med mixeren kan justere niveauet mere jævnt. Det er faktisk ikke helt let.

En dvd tager form
Jeg forsøgte mig ellers først med Adobe After Effects til justering af billeder. Men jeg kan ikke helt gennemskue programmet, så jeg må nøjes med hvad Premiere kan levere. Til gengæld er jeg kommet godt ind i Adobe Encore, som jeg har fundet hjælp til via video tutorials på YouTube. Jeg er derfor ved at skrue en dvd sammen. Og jeg vil prøve at benytte mig af de smarte features, der er. Så filmen vil derfor have både danske og engelske undertekster, og måske endda også et kommentarspor (det kunne være sjovt at lave). Derudover er der jo det såkaldte ekstramateriale. Det bliver de fire videoblogs, vi lavede, mens vi var derovre, og måske også nogle sjove "outtakes" og ting, der ikke kom med, samt et slideshow med fotos. Så kan der vist heller ikke proppes mere ned på én 1-lags dvd-skive, he-he. Det kommer vist til at passe fint.

Blog på tryk
I forbindelse med dvd'en og en eventuel premiere på filmen, så har jeg tænkt mig at lave et lille hæfte på formentligt 40-44 sider med teksten fra netop denne blog. Så det sidder jeg også sætter op i InDesign lige nu.
Det har været sjovt at læse de gamle blogs igen. Der er jo det dilemma med, at man f.eks. ikke skal tage billeder, når man er ude og rejse, men i stedet være 110% til stede i øjeblikket. I stedet for at dokumentere. Men måske er det anderledes med ord. Anyways, så har jeg jo både taget fotos, filmet video og skrevet. Dokumentationsvanvid, velsagtens? Men med mine nedfældede ord og tanker, så kan jeg da se, at jeg allerede har glemt mange ting - som jeg i øvrigt er glad for, at jeg fik skrevet ned.
Jeg kan også fange mig selv i at spotte ting, jeg burde have skrevet på daværende tidspunkt. F.eks. ved Hobo Cult Records-koncerten i Montreal satte jeg ikke engang navn på den "japanske drone-rockabilly", jeg oplevede. Lige den slags musik er der jo nok ikke så mange, der laver. Egentligt var han canadier med rødder i Taiwan, og ja, han går under navnet Dirty Beaches. Kort efter hjemkomsten til Danmark dukkede hans navn op flere steder. Selvfølgelig lagde jeg mere mærke til ham pga. koncerten, men det lod til, at han lige pludselig blev vældigt hip - også i Europa. Han udgav også et album i år ("Badlands").
Nu jeg er ved den musik, jeg fik set i Canada, så har jeg længe tænkt på, at det snart må være på tide at lave et nyt SOPA-opsamlingsalbum. De tidligere af slagsen har været præget af både surfen rundt på nettet og mine rejser. Så det ville være oplagt at spørge om nogle af de canadiske musikere kunne tænke sig at være med. Bl.a. tænker jeg om sangerinden Charlotte Cornfield, der gjorde det godt på Casa Del Popolo, måske kunne være en idé at kontakte.

Nå, men med hensyn til selve filmen skal jeg i næste uge vise den for filmens hovedpersoner (minus Kramer). Jeg håber, at den positive respons fra smagsprøven rækker til resten af filmen, he-he.

L

Making A Movie # 14

2011-12-04T16:32:00.006+01:00

Oh, bliss! I går lørdag kom jeg endelig i mål. Filmen bliver 30 minutter lang. Nu mangler jeg "kun" at få justeret det sidste. Der er nogle dækbilleder, der lige skal skiftes ud, lidt fintuning af klip og så justering af lyd, så den er stereo hele vejen.
Derefter skal jeg lige have fundet ud af om jeg kan justere billederne, så de forskellige lysforhold ikke skaber for store skift. At "look'et" bliver lidt mere homogent. Men der skal heller ikke tweakes for meget. Så bliver de mørke billeder nok også for grumsede, hvis de bliver lysnet.
Det hele skal så lægges på en dvd. Jeg håber, at iDVD kan det, det skal. Lave hovedmenu, undermenu til bonusmateriale i form af de videoblogs, vi lavede og evt. et "gag reel" (der er nogle sjove outtakes, der ikke kom med) og ikke mindst undertekster på dansk og engelsk (nogle gange er der snak og musik på samme tid, så tekst vil være en god støtte).

Den første respons
Midt i filmen er der en sekvens, hvor jeg skruer ned for al real-lyden og udelukkende bruger et af numrene fra pladen. En slags "montage", der fungerer lidt som en musikvideo. Jeg plukkede så lige den del ud og sendte til Esther og Torsten, der prompte gav virkelig gode kommentarer tilbage. Dejligt. Vi har så lagt den lille "musikvideo" op på vores Facebook-sider, så kan den pt. faktisk ses af vores fælles venner der.

Det store puslespil
K.Y.D. Kill Your Darlings, som man siger. Og dem er der mange af, når man har en hel bunke bånd med timevis af materiale på. Der er mange, MANGE brikker. Det ER vitterligt ét stort puslespil. Og ja, der er virkelig fantastiske brikker, som bare ikke passer sammen med noget. Udfordringen med denne slags materiale, hvor musikere interagerer i et studie, hvor de enten spiller musik eller lytter det igennem, er netop, at når der er baggrundsmusik under dialogen, så kan det ikke bare klippes sammen. Selv indenfor det samme nummer, men så sandelig også, når der spilles forskellige numre fra klip til klip. Så pludselig er der brikker, der rent dialogmæssigt ville passe godt sammen, men bare ikke kan fungere på grund af lyden.
Og så er der råmateriale, hvor jeg måske har fanget en situation lidt for sent. Altså, der hvor det er rystet lige før eller efter, det der sker. Så pludselig har man kun et meget kort klip at arbejde med og så skal der findes dækbilleder, der passer til. Disse skal så klippes ind i et naturligt flow, der passer til situationen. Brikker, brikker, brikker. Mange!
Yes, K.Y.D. Men en del af disse har så sandelig også været "kamikaze darlings" på en "suicide mission". Ovennævnte eksempler fravalgte sig selv. Og der var gode dialoger imellem Esther, Kramer og Torsten, jeg heller ikke havde plads til. Men jeg har fået det vigtigste med, synes jeg. Dog ærgrer jeg mig lidt over ikke, at have fået filmet mere af Esther, da hun indspillede vokaler. Men jeg var ikke i studiet hele tiden, og jeg skulle heller ikke forstyrre selve optagelserne. Og det gik jo hurtigt med at indspille med Kramer ved roret. Men jeg fik filmet noget af vokalarbejdet og jeg tror også, at der er nok i filmen, når alt kommer til alt.
Nogle klip er på grund af ovenstående også blevet kortere end beregnet. Så jeg har visse steder forbrudt mig lidt mod de regler, jeg satte op for mig selv inden jeg tog afsted...

Reglerne set i bakspejlet
Hvordan var de fem regler nu, som jeg satte op? Og hvordan gik det egentligt med at overholde dem?

1) No talking heads (interviews kun lavet som audio)
Det har jeg overholdt. Bl.a. fordi jeg netop kun optog mine interviews med lyd. Og der er kun ét eller to steder, at personerne i filmen henvender sig direkte til kameraet - hvilket var noget, jeg forsøgte at undgå.

2) Poetry is allowed (giv efter for de store armbevægelser, hvis de byder sig til)
At lave sådan en film er et kæmpestort arbejde. Ikke mindst organiseringen af materialet og selve redigeringen. Men egentligt har det materialemæssigt været en taknemmelig opgave. New York er jo en by, der er spækket med gode billeder. Lige meget hvor man vender kameraet hen, så får man næsten noget godt i kassen. Kombinér det med noget smuk musik og man opnår en ret stærk kombination, der fungerer godt på film. Esther, Torsten og Kramer fik sgu' lavet en fantastisk plade derovre. Så med den musik og de billeder, så bliver armbevægelserne store og jeg føler, at filmen faktisk rammer en intens nerve (især pga. musikken).

3) Love the image (find de gode billeder og lade dem stå et stykke tid)
Det er til dels lykkedes. Men i redigeringsfasen har jeg måske - til dels - taget mig selv i at blive lidt bange for at kede tilskueren. Og så er der jo de klip, der som sagt, bare ikke er lange nok (og gode nok). Men jeg er tilfreds med de gode billeder, som jeg har fået med og som får lov til at stå et stykke tid. Det er bl.a. et skud ud over et solbeskinnet Coney Island fra toget derud, hvor vi langsomt glider ind på stationen der. Men ja, når man sidder og redigerer på en stor skærm kan man godt se, at det er filmet håndholdt. Nogle gange vipper det simpelthen for meget til at bruge til et langt skud. Selv om det faktisk er ganske små bevægelser.

4) Take your time - relax and experience (giv seeren til at reflektere)
Lidt i relation til det forrige punkt 3. Jeg skrev "mange film vil for meget på billedsiden". Måske vil jeg også selv det, nu jeg ser på, hvad jeg har klippet sammen. Men der er stadig nogle lange skud. Eller forskellige vinkler fra samme situation.

5) The picture does not have to be perfect if the moment is.
Right, min forfængelighed byder mig at klippe i tingene, hvis de er for rystede. Og da jeg slet ikke havde brugt denne slags kamera før, så justerede jeg også lysfølsomheden nogle gange. Det kan ses. Så der er gået lidt ting tabt på den konto.
Men jeg har faktisk beholdt nogle skud, som jeg ellers ikke ville have taget med. Simpelthen fordi der bare var et "moment" eller scenen er essentiel i filmen. Bl.a. scenen hvor Esther og Torsten siger farvel til Kramer. Det fik jeg ikke filmet godt nok. Men det er kommet med alligevel. Det skaber vel også lidt variation i filmen? Der er noget stille, noget der er lidt rystet, noget der står længe på skærmen og noget, hvor der klippes hurtigt.

Nye regler opstod
Jeg kastede lige et par regler mere ind, da jeg sad og redigerede:

6) Resist the temptation to use "Postcard New York".
Jo, jeg filmede Frihedsgudinden, Brooklyn Bridge og diverse ikoner for New York. Men I får dem ikke at se i filmen. Ha! ;-) Selvfølgelig er "New York på gadeplan" et ikon i sig selv, og det har jeg da masser af med. Men de helt store ting er ikke med. I ved, ligesom de film, der foregår i Paris, og som aaaltid har Eiffeltårnet med.

7) Don't tell it - show it!
Ah yes, den gamle journalistisk læresætning. Bevares, der snakkes meget i de interviews, jeg har med i filmen. Men det slog mig, at jeg faktisk havde billeder til filmen, der bare med ét klip viste en side af filmens hovedperson, Esther, og at det godt kunne virke på den måde. At vise læsehesten i hende, når hun går og kigger på bøger på bogmarkedet. Eller ser på gamle nipsting eller stopper op og snakker med en gademusikant (always the networker, he-he, og sådan skal det jo være). Så jeg spurgte mig selv undervejs: Hvad kan jeg fortælle med billederne alene?

8) Gut feeling is okay
Som jeg skrev tidligere i denne blog, så vil jeg få feedback på filmen. Og den vil jeg forholde mig til. Men i sidste ende vil jeg gå efter min egen mavefornemmelse for hvad der virker. Det gør ikke noget, at det hele ikke skæres ud i pap, som en god faktuel journalist gerne gør det, men at der er dele, der er subtile. Ting man måske først opfanger, hvis man ser filmen en gang mere.
Min mavefornemmelse har også budt mig, at gå lidt imod min regel om, at jeg ikke selv skal være med i filmen. Der er jeg faktisk heller ikke, men det er mine arme, ha-ha. Det skaber et sjovt lille og skævt øjeblik i filmen - hvor jeg fjerner tiden fra studiet og filmen. Jeg synes det var lidt "odd" og jeg kunne lide det. Så det blev i filmen.
Derudover har jeg ikke renset filmen for små sjove referencer, når de opstod. En af mine all time favourite film er "The Big Lebowski" (i hvert fald top 5) og der er en reference til den med. Og til Patti Smith, Nick Drake og Wilco - som jeg er sikker på, at Esther og Torsten også vil bifalde, he-he. Derudover også til nogle af Esthers favoritbøger. Måske er der endda flere referencer.
Derudover kan man jo også lægge sine egne fortolkninger ind i filmen, når billeder og musik først spiller sammen. Altså, f.eks. når sangteksten "pushing me off the edge of the world" lyder fra toppen af en skyskraber på Manhattan (det opstod nærmest tilfældigt i klipningen. I hvert fald ikke bevidst. Men det virkede). Og så videre. Der dukker nok mere op, når man får set den et par gange. Og alle vil jo have forskellige måder at læse filmen på. Det er jo det, der er så dejligt ved... ja, kunst (hvis vi nu skal svinge os op og kalde filmen det). :-)

En anden lille plan
Når filmen er færdig og vi laver en (snig)premiere på den, så har jeg planer om at samle alle disse blogs i et lille hæfte, som folk kan tage med hjem og kigge i. Den kan også fungere som en slags afrapportering til bl.a. Ophavsretsfonden i Dansk Journalistforbund, der har støttet filmen økonomisk. Men jeg håber da også, at den udover selve rejsen til USA og Montreal også kan være en slags inspirerende rejse til andre, der står og har lyst til at kaste sig i det at være "instruktør" på en dokumentarfilmfor første gang. Om man kan lære meget af disse blogs ved jeg ikke. Men jeg håber, at mine ærlige overvejelser om dette og hint kan bruges til et eller andet. Om ikke andet, så kan jeg da nok selv bruge det, hvis jeg vil lave en film igen på et tidspunkt. Det vil jeg jo bestemt ikke afvise. Faktisk laver jeg på mit daglige arbejde en mere journalistisk dokumentar om et socialpædagogisk projekt på Grønland for tiden. Så ja, jeg sidder med hovedet i videoredigeringsprogrammer meget tid af døgnet for tiden. Både på arbejdet og i fritiden. Men musikken fylder jo meget i mit liv, så mon ikke jeg ender med at lave noget mere film om den slags?

Nå, nok om det. Back to work!

Lars

Making A Movie # 13

2011-12-02T19:52:00.011+01:00

Det er lige over et år siden, at jeg har skrevet noget som helst om den dokumentarfilm, jeg har haft gang i. Jeg startede i sin tid med at skrive om: forberedelsen (del 1 og 2), mit "mixtape", rejsebeskrivelserne med nogle videoblogs undervejs (del 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 og 11), om Jim Morrisons s pøgelse i jetstrømmen, lidt NYC-poesi og da jeg gik i gang med redigeringen (del 12).
Siden har projektet været noget on/off af mange forskellige årsager. Bl.a. hele to flytninger og andre store omvæltninger. Så tiden og lysten til at arbejde koncentreret med projektet i fritiden har været svingende. Men nu er der kommet noget momentum igen.
Siden sidst blog-indlæg om filmen er de nødvendige dv-bånd blevet overført til harddisken og jeg har da også anskaffet mig iMac'en, så jeg ikke skulle rende ned på Århus Filmværksted for at redigere. Det ville være lidt besværligt, da jeg har et fuldtidsjob, der intet har med dette projekt at gøre.

What the f...?!
Første gang jeg hentede råmaterialet ind på iMac'en og afspillede det fik jeg lidt et chok. Det er jo filmet på dv-bånd (med et godt kamera med en god linse). Det betyder dog, at billedbredden "kun" er 720 pixels. Jeg skal hilse og sige, at det ikke ser ud af meget på en iMac-skærm! Det er vel en tredjedel af skærmbredden. Jeg tænkte først "what the fuck?!" Men ah yes, sådan er det jo med de pixels. På en almindelig dvd vist på et tv vil det formentligt være helt fint (okay, selvfølgelig ikke på de der helvægs-hd-fladskærme). Og på web er det også okay.
På mit arbejde filmer vi med HD, så ja, DV er ikke lige så knivskarpt. Men det har nu også sin egen ganske fine æstetik (uden at det "går helt VHS", hvilket forresten er blevet lidt 'in' igen, lader det til. Forudsigeligt nok, he-he). Og linsen i DV-kameraet er uden tvivl bedre end dem, der sidder i de fleste almindelige HD-kameraer, der ikke er til professionelt tv-brug.

Fejlinvesteringen
Jeg endte i øvrigt med at investere i Final Cut Express til iMac'en. Men hvor dum kan man være? 1500 skønne spildte kroner. Min pengepung tillod mig ikke at investere i den store Pro-udgave (ca. 7000 kroner) og jeg tænkte, at det måske også var godt ikke at starte ud med et alt for kompliceret program på en brugerflade, der var ny for mig. Dog var Express alligevel så meget anderledes end de programmer, jeg i forvejen kendte, at jeg nærmeste skulle starte fra scratch med softwaren (selv om de fleste videoprogrammer bruger samme princip). Og så er jeg kommet i tvivl om programmet egentligt kan nok. Nogen har kaldt det "en udvidet iMovie", og det tegner jo ikke godt. I øvrigt lidt dyrt for kun det, vil jeg sige. Og nu har jeg hørt, at de har lavet en ny og bedre udgave, fordi de godt kunne se, at de havde lavet noget lort. Og det koster jo sikkert også en del at få opgraderet.
Konklusion: Fuck Apple og deres software. Jeg kører videre på iMac'en, men nu med et program, som jeg kender bedre til (oh yes, hvor det dog hjalp!). Så nu kan jeg arbejde mere intuitivt og skal ikke bruge tid og kræfter på at sætte mig ind i et nyt program. For tidshorisonten på projektet er blevet vigtigere. Absolut sidste deadline for aflevering af det færdige produkt (til dem, der bl.a. støttede projektet økonomisk) er 31. december 2011. Men det skal jeg nok nå. :-)

5 minutter ad gangen
Den seneste uges tid har jeg endelig oplevet mærkbare fremskridt i redigeringen. Små etaper, hvor jeg pr. redigeringsdag havde sat mig for at få redigeret mindst 5 minutters færdig film og få hængt det op på den struktur, som er rammen om det hele. Det har jeg kunne overholde nogenlunde.
Jeg mener, at der er nogle faste tidsrammer for den slags films længde, hvis de skal passe ind i sendeflader på tv (like that's gonna happen, ha-ha), hvilket er 27 minutter, 35 minutter osv. Noget i den stil. Jeg tror, jeg lander på 27 minutter. Lige nu har jeg lidt over 17 minutter færdigt og regner med at kunne få en færdig version i løbet af de næste par dage. Derefter skal jeg have noget feedback og så retter jeg til.

Hvad er det for en film?
Intet går selvfølgelig 100 % som planlagt. Jeg fik ikke alt det i kassen derovre, som jeg havde regnet med, men fik dog stadig en god del af det, jeg ville have og selvfølgelig også fede uventede ting. Det er jo dokumentation af den uforudsigelige virkelighed. Men jeg vil sige, at min overordnede idé med filmen stadig er intakt. Nogle tanker har dog meldt sig:
Hvis man sætter sig ned og forventer en "klassisk" formularisk musikdokumentar, så ved jeg ikke om man vil blive tilfredsstillet. Der er nogle elementer fra den genre i form af interviews, men de er kun lavet på lyd, fordi jeg ikke ville have snakkende hoveder i filmen. Ergo fungerer alle interviews som "voice over". Og en del af snakken går på processen omkring, hvordan man skaber den rette ramme til den kreative proces, det er at lave en plade. Men jeg håber ikke, at det bliver for nørdet. Det tror jeg dog ikke. Kramer fik i sit interview bragt det op på et overordnet, men flot formuleret plan, synes jeg. Ja, visse steder næsten poetisk.
Jo mere, jeg har kigget igennem den store mængde materiale, har jeg oplevet hvor heldig jeg - eller vi - har været at få lov til at se og mærke hvordan en producer som Kramer arbejder. Han var meget gavmild med sin viden.
Så filmen har både fokus på musikken, men også på den del af den kreative proces, hvor sangene indspilles (de var jo skrevet hjemmefra).
Men egentligt er det nok også meget en stemningsfilm. Billeder fra "studiet" (lejligheden i TriBeCa) og fra New York bliver backdrop for de "musings", der opstod i interviewene. Musik og billeder får lov til at spille sammen. Men der er selvfølgelig også en slags naturligt narrativt forløb under det hele, idet at det jo er en pladeindspilning, der skrider frem over fem dage. Ja, kun fem dage, hvilket vil sige, at hovedpersonernes fokus har været i studiet og på at få musikken i kassen, og der ikke er så meget udenomshalløj.
Filmen er sin egen lille lomme af stemning og smuk musik blandet med lidt visdomsord og opdagelses-øjeblikke, men skam også nogle sjove ting. Og der er måske også lidt et element af, at man kan lære noget af, at se denne film. Jeg finder den i hvert fald selv inspirerende. Og Kramer er en "karakter", og det mener jeg på den allermest positive måde. Gavmild, blændende dygtig og med hjertet på rette sted, for at bruge en kliché.
Så jeg tænkte: Kan jeg sige, at det er en "musikdokumentar"? Jeg vil hellere sige, at det er en "film om musik". Eller måske ligefrem "af musik".

De sidste udfordringer
Der er stadig et par udfordringer med filmen: 1: Kan jeg finde ud af at gå ind og køre effekter på den samlede film efter redigeringen, så f.eks. farvetonen bliver mere homogen? 2) Og så er der titlen! Jeg tænkte at tage en linie fra en sang. Gør det måske også. Men et af interviewene har også inspireret til en idé. Vi får se, hvad det ender med.
Jeg tager naturligvis imod den feedback, jeg får (minus den der eventuelt udelukkende har med forfængelighed at gøre, ha-ha). Men jeg skal huske at balancere den med min egen mavefornemmelse. For den her film er ikke et rendyrket "journalistisk produkt". Jeg har ville prøve at være lidt mere kreativ og "kunstnerisk", hvis vi skal svinge os højt op. Men bare rolig, det bliver langt fra det rene avantgarde. :-)

L

Nissepigerne kommer tidligt i år

2011-11-25T20:39:00.002+01:00

Fra AOA.dk...

Rytmisk ragnarok på Voxhall mandag med japanske Nisennenmondai. Gå for alt i verden ikke glip af dem.

Jeg holder personligt selv stædigt fast i at nærmest boykotte alt, der har med jul at gøre indtil vi rammer december. Og ærlig talt udskyder jeg det gerne yderligere. Men skulle der være en undtagelse, så må det være fordi de musikalske gaver kommer tidligt i år i form af tre talentfulde nissepiger. Faktisk hedder de nu Nisennenmondai og det er jo egentligt første søndag i advent dagen før de fyrer op under Voxhall mandag den 28. november. Så…

Nisennenmondai fra Japan spiller en tung, men dansabel instrumentalrock, der trækker tydelige spor til 70’ernes krautrock á la bl.a. Neu, men i en noget mere heftig udgave, hvor Sonic Youth-inspirationen skinner igennem. Faktisk er energien på et niveau, der tangerer den bedste technomusik, men fordi instrumenteringen er med rockinstrumenter lever og ånder musikken på en helt anden måde.

De har været i Danmark flere gange før. Måske var det ligefrem i Århus, at de havde deres Danmarksdebut. De blæste i hvert fald alle og enhver helt væk på Elektronisk Jazzjuice på Musikcaféen i 2008. Siden har de bl.a. spillet på Roskilde Festival og sidste års Spot Festival. På sidstnævnte fik jeg ved selvsyn set og hørt, at de også sagtens formår at starte festen på en stor scene (læs blog om Spot).

Der er ikke så meget andet at sige end, at mandag den 28. november, går man glip af en fantastisk koncertoplevelse, hvis man vælger at blive hjemme. For at understrege min pointe er her en livevideo.

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)

Under Byen: "Film og Omvendt" (Live)

2011-11-24T18:23:00.006+01:00

Se, der var engang, hvor man kun kunne lægge ti minutter på YouTube. Det var dengang, hvor jeg filmede Under Byen spille den mest fantastiske 20 minutter lange udgave af "Film & Omvendt" på Forbrændingen i Albertslund.
Jeg genopdagede den store fil på computeren for nylig og besluttede mig for at uploade den. For det var et af den slags øjeblikke, man søger som koncertpublikum. Okay, det er faktisk ikke filmet så "perfekt", må jeg indrømme. Og oplevelsen er naturligvis ikke det samme, som at være der selv. Men jeg synes nu, at folk skal have lov til at se den alligevel. Og ikke mindst opleve noget så sjældent som et helt og aldeles stumt publikum (der hvor nummeret reelt set normalt slutter, men hvor bandet så bygger det hele op igen). Enjoy!

L

Girls Love Rallie: "Son of Rock'n'Roll"

2011-11-24T13:24:00.007+01:00

Så er der endelig gang i Sound Of Perpetual Astonishment igen (mit label, bare så det står klart). Der er faktisk hele tre udgivelser på vej inden for den meget nære fremtid.

Den 30. november 2011 udkommer andet album fra Girls Love Rallie som digital download og cd i begrænset oplag. Titlen er "Son Of Rock'n'Roll" og albummet er en gedigen popperle. Ørehænger-tendenserne fra debuten "Les Chansons Terribles" er indtakte, men denne gang har selve produktionen løftet sig fra lo-fi ti hi-fi. Rune Hedeman har produceret albummet og der er ikke blevet sparet på noget. Store armbevægelser og bevidste referencer til musikhistorien både i lyden og på albummets artwork, hvilket bl.a. kan ses på www.sopa.dk/sonofrocknroll.

Her kan man også downloade PopRevo-bagmanden Björn Lydéns "liner notes" til pladen, hvor han bl.a. skriver, at det er "...sånger, som är precis det de är. Obesvärat ärliga höjdpunkter, som inte kunne vara i annat sammanhang än just detta. De existerar i detta nu, som kunne varit i vilken tid som helst. Ty sådan är sonen av rock’n’roll: ödmjuk över den storhet han skriver sig in i." Som Rallie synger: "I summoned the spirit of a dead rock star today". Det må man sige. Og med stil, kan det tilføjes.

Her er en smagsprøve på alle albummets numre. Den ligger også på www.sopa.dk/sonofrocknroll, hvor man også kan finde to eksklusive livenumre.

De to andre udgivelser, der kommer meget snart er Sister Chain & Brother John med "The Androgyne Show" og A.K. Hansn med "Heroicus Interruptus".

L

Peter Laugesen & Singvogel: "Film"

2011-11-24T13:17:00.007+01:00

Det kunne være, at jeg bare skulle til at lave nogle kortere indlæg og henvise til spændende ting. Som som mange andre gør. :-)

Anledningen er, at Geiger Records udgiver 2. single med Peter Laugesen & Singvogel. En single i dag er dog tilsyneladende bare blevet til, at man lægger en mp3 op til download. Men så længe musikken er af denne kaliber (og i forvejen er ude på LP), så klager jeg ikke. Denne flok kunstnere fortjener al den opmærksomhed, de kan få. Helt fortjent er albummet "Den her planet glemmer vi aldrig" blevet rost til skyerne rigtigt mange steder.
Den nye single hedder "Film" og er den anden fra pladen. Den første "Strisserne breder sig", der vel næsten er et "hit", bør klart nævnes igen. Det er Wiredfly, der står bag begge videoer. Folkene, der bl.a. også stod bag "stopmotion"-kortfilmene om "Den Agnostiske Kylling".

Så hermed to gange YouTube...

L

Tidsskælv?

2011-10-09T10:04:00.006+02:00

Jeg kom forbi en plakat for spillestedet Train i går. Den reklamerede for en række koncerter. Blandt dem var der Rednex, Vengaboys og Rick Astley. Nærmest vantro over at se denne treenighed i 2011. At vi ikke har middelmådighed nok i nutiden, men ligefrem vil udsætte os for den fra fortiden også. Pludselig gled en tekst fra en bog frem for mit indre øje. En blurb (eller faktisk et citat fra en anmeldelse) fra bagsiden af bogen "Timequake" af Kurt Vonnegut.

Er der andre her, der har det på samme måde? Vi lader billedet stå et øjeblik...

Hvis Bill Hicks er min Messias, så må Vonnegut være min profet. :-)

Lars

Fest, fejl og friske frugter

2011-08-22T18:15:00.005+02:00

Fra AOA.dk...

aOa’s musikblogger er allerede i fuld gang med koncertsæsonen. Den 26. august holder det århusianske pladeselskab SOPA ”All-Star 5 Year Birthday Bash” på HeadQuarters, Frisk Frugt fyrer op under Atlas den 27. og festugen byder også på et par interessante tilbud.

Som koncertgænger er der rigeligt at tage sig til den kommende tid. Der har allerede været koncerter med bl.a. Battles og Cocorosie for ganske nylig, og ved Geigers Sommerstemmer-arrangement ved Brabrand Sø gjorde både Bodega Boys og især Singvogel god figur. Men lad os se på den nærmeste fremtid...

Berlin/Aarhus fødselsdagsshow
For en kort bemærkning træder jeg i denne uge selv ind i arrangørrollen. Det sker måske et par gange om året. Mit pladeselskab Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) fylder til min store overraskelse allerede fem år (mere info på http://www.sopa.dk/5). Og det skal selvfølgelig fejres med både en koncert og en udgivelse.
Nu på fredag den 26. august går det løs på et af Århus’ ubetinget bedste steder for den lokale musik: HeadQuarters – lige ved siden af Musikhuset. Stedet er åbent fra kl. 15 om eftermiddagen, men SOPA-løjerne sætter vi skub i kl. 20. For en entré på 40 kroner kan man opleve Marzipan Marzipan fra Berlin, siciliensk/bosniske Agata & Me fra Århus (http://www.myspace.com/agataandme), A.K. Hansn fra Århus (og Singvogel), balkanbandet KURvE fra Århus (som guitar/violin-duo denne gang) og britiske Lenny Davies fra Århus (og Fallen Men). DJ Bjarke Svendsen, der til dagligt er booker på spillestedet Atlas tager en masse spændende musik med – og det kan være, at der dukker flere livemusikere op. Undertegnede tager også en tur som gæst på et par numre. Festugen starter samtidig med temaet ”Beautiful mistakes”, så der får jeg da noget at dække min optræden ind under, he-he.
Vi har samlet halvanden times god musik sammen fra alle årene (plus lidt nyt) under den rammende titel ”SOPA CINCO” og det kan alt sammen downloades gratis på SOPA’s nye Bandcamp-side.

Frisk Frugt på Atlas
Dagen (den 27.) efter bør man tage på Atlas, for der står danske Frisk Frugt (http://soundcloud.com/kenk) på scenen. Bandet leverede uden sammenligning en af de allerbedste koncerter på dette års Spot Festival. Men selv hvis du var der, så kom igen. Jeg har oplevet bandet før og lur mig om ikke de har noget nyt med. Det skulle ligne dem dårligt at spille ”den samme” koncert igen.
Støj-freejazz-bandet (?!) Spots varmer op. Det gør ligeledes berlinske Marzipan Marzipan, frisk fra SOPA-koncerten dagen før. Og ja, jeg er med igen – dog denne gang som dj med en pærevælling af gamle og nye sager, der nok bliver både lidt eksotisk og med masser af rytme.

Festuge-fejl i spandevis
Som sagt er festugens tema i år ”smukke fejl”. Og er der nogen, der har dyrket det smukke i fejl, så må det være amerikanske Howe Gelb (Giant Sand). Man kan måske være bange for, at hans normale legestue ikke får frit spil, når det skal foregå i så pompøse rammer som Århus Teaters store sal søndag den 28. august. Men jeg lever i håbet, he-he.
Han har været en del af Århus Festuge de sidste 3-4 år, så man kunne måske efterlyse lidt nytænkning fra arrangørernes side. For ja, selv Mark Lanegan, der også var med sidste år, er tilbage som del af festugen. Flere gange endda. Og dette siger jeg endda, som fan af Howe Gelb. Men med festugetemaet, så må det være hans år i år, he-he.
Faktisk spiller han flere gange og jeg kan ikke rigtigt hitte rundt i alle koncerterne. Men den 31. august tager han i hvert fald del i ”Århus-samtaler” om førnævnte smukke fejl. Det sker på CanBlau-restauranten og der håber jeg at kunne nå tættere på den ”snublen i laboratoriet”, som jeg mest holder af ved hans musik.

Opsummering og det løse
For lige at samle op på en masse af de interessante ting, der foregår i den næste uges tid...

26/8: SOPA All-Star 5 Year Birthday Bash, HeadQuarters
27/8: Frisk Frugt + Marzipan Marzian + Spost + Capt. Daydream (DJ), Atlas
28/8: Howe Gelb m/ Mark Lanegan og John Parish, Aarhus Teater
29/8: Mark Lanegan, Øst For Paradis
30/8: M. Ward, Jason Lytle, Charlie Sexton m.fl., Voxhall
31/8: Howe Gelb m.fl. Århus-samtaler: Fejl i musik.

Og så kommer der ellers flere spændende koncerter. Især værd at nævne er tUnE-yArDs og Thulebasen på Train den 7. september.

6/9+9/9+17/9+22/9: Diverse koncerter fra LJUD-arrangørerne, Musikcaféen
7/9. tUnE-yArDs + Thulebasen (MiskMask), Train
20/9: The Fresh & Onlys (Klub Arrogant), Musikcaféen
30/9: Baby Dee, Atlas
29/10: Singvogel & Peter Laugesen, Atlas
4/11: Bombino, Atlas
4-5/11: Malk De Koijn, Voxhall (udsolgt)
9/11: The Necks, Atlas
22/11: Bill Callahan (Smog), Voxhall

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)

Syret finsk aften på Spanien 19C

2011-06-07T10:02:00.003+02:00

Fra AOA.dk:

Århus mest spændende koncertarrangører LJUD inviterer torsdag til koncert med tre finske musikere fra det toneangivende Fonal Records. aOa.dk’s musikblogger giver en varm anbefaling.

Det er uden tvivl de færreste, der har hørt om Jarse, Tomutonttu og Es. Men det skal man nu ikke lade sig skræmme af. Der er erfarne folk, der har fløjet under mainstream-radaren længe. Torsdag aften kan man opleve en fortryllende rejse i lyd med disse herrer på Spanien 19C, hvor man som publikum kommer helt tæt på.

Es har før været i Aarhus. Under en af de tidligere Elektronisk Jazzjuice-festivaler optrådte han på Gyngen i Mejlgade, hvor hans musik blev ledsaget af gamle analoge filmstumper. Det var meget stemningsfuldt og smukt. Musikken bevæger sig i gentagende båndsløjfer og rammer en spøgelsesagtig og sfærisk klang, der måske har en snert af uhygge, men samtidig også finder sig til rette et varmt og trygt sted.

Bag navnet Es gemmer sig Sami Sänpäkkilä, der er manden bag Fonal Records. Pladeselskabet har igennem en længere årrække, fra den finske by Tampere, stået for sin helt egen meget finske stil. Bl.a. med navne som Kemialliset Ystävät, Paavoharju, TV-Resistoru, Lau Nau, Eleanoora Rosenholm, Shogun Kunitoki og Islaja. Sidstnævnte er nok Fonals mest ”kendte” navn idet bl.a. MTV i sin tid lavede en hel ”This Is Our Music”-episode om hende. Hun spillede sidste år på Fanø Free Folk Festival. Shogun Kunitoki har også været i Aarhus før. De optrådte på Spot Festivalen i 2010.

Torsdagens andet navn, Jarse, er rent faktisk en del af Shogun Kunitoki og bag Tomuntonttu gemmer sig Jan Anderzén, der er en del af Kemialliset Ystävät. Så det er en god bid af Fonal Records’ hovedkræfter man kan få at se slå sig løs solo denne aften. Det skal nok blive en lettere syret omgang, men også med den distinkte nordisk/finsk tone, som Fonal Records har givet mange forskellige bud på via sine kunstnere og samtidig har formået at fintune igennem årene. Med LJUD’s egne ord bliver det "flydende og støvede lydstrukturer". Javel, ja. Fonal er i hvert fald på mange måder et spændende bekendtskab, så der skal lyde en stærk anbefaling af arrangmentet herfra.

Koncerten foregår på udstillingsstedet Spanien 19C, der ikke er det letteste sted at finde i Aarhus, hvis man ikke har været der før. Men det ligger på havnen bagved hvidevare-butikken Skousen. Adressen er Kalkværksvej 5A, men tjek evt. luftfotoet på www.spanien19c.dk inden I går ud af døren.

Entréen er blot 50 kroner og koncerten starter kl. 20.30.
Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Spot-triumfen kom med stammedansen

2011-05-29T23:53:00.007+02:00

Fra AOA.dk:

Frisk Frugt og Nisennenmondai levede op til de tårnhøje forventninger og KXP blev overraskelsen på Spot Festivalens sidste dag. Alle tre appellerede både til intellektet og den indre hulemand med hang til stammedans. aOa’s mandlige musikblogger fandt i rytmerne også en opfordring til det modsatte køn.

Spot Festivalen rundede 2011 af med fine godter, men også en gang træls vejr, der nok lagde lidt dæmper på festivalstemningen. Men der var bestemt et par koncerter imellem, der fik mig til at glemme det for en stund.
Jeg har efterhånden vænnet mig til at jeg, som den kræsenrad jeg er, ikke er i mit helt rette element på en festival som Spot. Jeg vil gerne have lidt mere kant, provokation og vildskab end der bliver lagt for dagen. Festivalens placering har naturligvis også en hvis indvirkning. Musikhuset i Århus vil aldrig blive rock’n’roll. Men det er jo dejligt praktisk. Alle de vigtige branchefolk kan indlogeres tæt ved og der er flere sale i forskellig størrelser. Men inspirerende og fordrende for musikken er stedet paradoksalt nok ikke ligefrem. Et fint eksempel er den nyere Rytmiske Sal bagerst i komplekset, der er... en sort, firkant kasse. Snork-pyh-da, et sted. Selv det finske rockband, der med slacker-attitude og rayban-solbriller forsøgte at skabe lidt oprør i salen lørdag kom til kort. Men Musikhuset er et ganske forståeligt kompromis.

Spot-rock
Lørdag stod jeg på den lille teltscene foran rockband nummer 117 og en tanke meldte sig: Har vi fundet en genre i sig selv her? ”Spot-rock”? Det skal gerne rocke, men helst ikke for meget, og det rebelske rammer loftet der, hvor det gerne skulle passe til at komme i radioen. Og så er der den særlige melankolske tone og mellemenergiske optræden, der ikke har stor kommunikation med publikum (eller egne bandmedlemmer) på dagsordenen. Jeg står og forestiller mig en afrikaner være vidne til en del af disse koncerter. Han spørger: ”Hvorfor hænger I sådan med mulen? Er det vejret?”
Men, men, men, så er der undtagelserne, der bekræfter reglen. Nogle få af disse havde heldigvis fundet vej til Spot i år. Det er faktisk ikke altid, at det sker.
Jeg savnede dog stadig lidt mere fra Lyd & Litteratur-kanten i år. Geigers Records’ indtog på den scene har givet dansksproget musik et ekstra skub i andre retninger de senere år og Spot har tidligere bakket flot op om dem. Så det var en skam at se, at den del var nedprioriteret i år. Igen et symptom på eksport-ambitionerne og fokus på udenlandske branchefolk og medier? Bør vi ikke også præsentere det særligt danske på Spot?Værd at bemærke er det også, at to af dansk rocks pt. fremmeste bands – Cola Freaks og Fossils – under Spot i stedet var på turné i USA i en hel måned. Godt for dem. Men man kunne ønske sig, at Spot-publikummet næste år fik nikket sig en skalle af de to bands.

Jorden rundt på 50 minutter
Jeg forventede, at danske Frisk Frugt fra Yoyo Oyoy-pladeselskabet/kollektivet/whatever ville levere noget ypperligt, som netop de folk har for vane. At dømme ud fra publikum på Atlas, så var det ikke kun mig, der kunne skrive under på, at leverede varen. Endda over al forventning.
Frisk Frugt blander syrejazz med afrikansk inspirerende rytmer, men det lyder alligevel lidt som om det er blevet sat sammen et sted på 70’ernes Christiania. Som om Fela Kuti havde sat sig ned sammen med Steppeulvene. Men Anders Lauge Meldgaard, der er manden bag bandet, bringer det særlige Yoyo Oyoy ”je ne se quois” ind i blandingen og ender med at eje hver en tone og idé.
Det mest befriende er, at Frisk Frugt vitterligt formår at være både rytmisk og melodisk ekvilibristiske uden at havne i den fælde, man så ofte ser konservatoriemusikere havne i. At det bare blive teknik og 100-meterløb i lir og hvor f.eks. den populære balkanmusik i danske hænder bare bliver latterlig cirkusmusik uden sjæl.
Næ, Frisk Frugt er en helt anden historie, hvor polyrytmer, skæve basgange og saxofon-melodier ligger og snurrer rundt i flere lag på tværs af hinanden, så man bliver helt rundtosset og forført. Samtidig skinner legesygen og opdagetrangen så meget igennem, at der på intet tidspunkt bliver kedeligt i dette laboratorie fyldt af hjertevarme. Modsat de fleste andre bands, jeg så på dette års festival, oplevede jeg en ægte og direkte kommunikation mellem musikerne på scenen. Der var ingen her, der stod i deres egen lille verden. Hvor befriende.
”Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor”, hedder det bedste danske album fra 2010. Og ja, det gør den lige præcis! Jeg mindes ikke, at have oplevet en anden dansk plade siden Under Byens ”Det er mig der holder træerne sammen” fra 2002, der har så markant et personligt udtryk, som både er pokkers dansk, men også alligevel på ingen måde rigtigt er det.

Østrogen præcisionsbombning
Hvor Frisk Frugt i sine mest rytmiske passager indbød til regulær stammedans, så gjorde dagens andet spændende navn faktisk det samme, men bare på en anden måde. Japanske Nisennenmondai væltede simpelthen Officerscenen med deres tunge, dansable instrumentalrock, der trækker tydelige spor til 70’ernes krautrock á la bl.a. Neu, men i en noget mere heftig udgave, hvor Sonic Youth-inspirationen skinner igennem. En nærmest stillestående bassist, en noget vildere guitarist og så den helt ustyrlige trommeslager, der er den helt klare publikumsdarling. Til sammen tre åndssvagt seje, talentfulde og kompromisløse kvinder.
Hvor Iceage dagen før havde sluppet vildskaben løs på mere anarkistisk vis, så var den japanske vildskab kontrolleret og koncentreret. De skabte med deres energiniveau nærmere end præcisionsbombning af vores sanser og fik vildskaben frem via det primale i os, som taler til vores indre hulemand/-kvinde. Som ved 90’ernes technofester, hvor der gik ”tribal” i den. Dette var stammedans for rockfolket, hvor det repetitive mødte de vilde udladninger, som skar igennem de pumpende rytmer, som den skarpeste klinge fra Solens Rige.
Blandt de koncerter, jeg nåede at se på Spot i år, høstede de tre japanere det absolut største bifald. Koncerten ringede ud i et spontant brøl, der steg i intensitet til indtil publikum ikke kunne mere.

Kom så i gang, piger!
Under koncerten var det en fornøjelse at se de piger og kvinder i forskellige aldre, der stod på forreste række og tydeligt var helt paf over det, de overværede. Jeg havde sådan en lyst til efter koncerten at sige til dem: Okay, tøser! Nu går I hjem og starter et band! Brug den følelse I har i kroppen lige nu til noget kreativt. Gå ud og vis verden, hvor seje I kan være. Ikke noget følsomt klimperi eller mådehold. Tag fat i alle instrumenter og spark noget røv. Der er alt, ALT for få kvinder, der gør det især her til lands. Det kan der være mange forskellige grunde til. Men det starter med at I tager teten.
Og når vi nu er ved seje kvinder, så fortjener den eminente trommeslager og sanger Anja Jacobsen fra netop Frisk Frugt, Kirsten Ketsjer og flere andre bands, at blive nævnt i denne forbindelse. Der har I et forbillede på dansk jord. Og der er i øvrigt flere, men lad os holde os til Spot denne gang.

Forførende finsk mørke
Min eneste ”nye opdagelse” på Spot i år blev finske K-X-P, som jeg havde fået anbefalet lige inden festivalen. En trio med bas, trommer og sequencer-elektronik. En formel lige så præcis og bevidst snæver som Nisennemondai. Sjovt nok også udgivet på samme pladeselskab – norske Smalltown Supersound.
Finner kan på en god dag ofte være garant for noget kompromisløst og skævt. K-X-P var de eneste af de finner, jeg så i år, der klarede skærene. Et tonsetungt møde mellem industrial-genren og den repetitive og beskidte del af technoen. Det blev til tre lange numre under koncerten. Rigeligt med tid til at ”get into the groove”. Igen dukkede stammedansen-aspektet op. Omend i en tung og lidt ”ondere” udgave. Det var effektivt og gav lyst til mere. Vi blev lukket ind i den industrielle katedral med højt til loftet, hvor lyd, lys og stemning blev ét.
Dertil skylder jeg lige lidt applaus til dem, der designede scenelys på Spot i år. I hvert fald på Officerspladsen og i Ridehuset. Der var lidt nye boller på suppen sammenlignet med tidligere. Godt gået.

Uindfriet potentionale
På festivalen kom jeg til at snakke med andre musikentusiaster af samme støbning som jeg selv. Altså, os som andre formentligt kalder kræsne. Selv synes vi naturligvis, at vi er voldsomt kvalitetsbevidste, he-he. Én sagde ”Ja, jeg har jo nok lidt et had-kærligheds-forhold til Spot”. Det gav lidt genklang hos undertegnede. Jeg står altid med følelsen af uindfriede potentiale, når jeg er på festivalen. At alle de mange medie- og branchefolk aldrig rigtigt kommer ned i materien og oplever den del af den danske musikscene, der virkelig kan trække tænder ud. Men sådan skal det nok være. Som de fleste andre steder, så indgås der kompromiser af praktiske årsager. Der er derudover kommercielle hensyn og altoverskyggende eksport-ambitioner. Og ja, så ender vi ofte meget tit med en mellemvare.
I år kan vi så nok takke en nordisk musikpris-nominering for, at et band som f.eks. Frisk Frugt fik lov at komme indenfor dørene. For hvis Spot for alvor havde radaren ude og virkelig synes, at f.eks. folk fra Yoyo Oyoy lavede spændende musik, så havde de jo haft bands som Kirsten Ketsjer The Rockband og Yoke & Yohs på plakaten for længst.
Men man har jo stadig lov at håbe.

Vi ses derude!
Lars
(Støj på overfladen)

Attitude og eventyrlyst i det små

2011-05-28T03:17:00.006+02:00

Fra AOA.dk:

Spot Festival 2011 blev skudt i gang i gråvejr, småregn og flere eksempler på konform rockmusik. Men det lille, men markante københavnske pladeselskab Escho fik dog rusket lidt op i sagerne fredag. Samtidig tog aOa’s musikblogger for første gang for alvor livtag med ”the Spot biz”.

Som aOa-blogger er jeres udsendte musikblogger en af de såkaldte”Spot-delegerede” og er derfor på en liste over e-mails, som festivalens bands har adgang til. En liste som de i høj grad benytter sig af for at sprede budskabet om netop deres koncert. Der er nok kommet et sted mellem 50 og 70 mails den seneste uge.

En delt tanke giver pote
Som delegeret har man dog også selv adgang til samme liste og jeg bestemte mig for at deltage i spammeriet. Ved siden af mit daglige arbejde og musikbloggeri driver jeg pladeselskabet Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) og Spot er en god lejlighed til at profilere sig lidt. Dog har Spot Festival aldrig helt set de samme kvaliteter i SOPA’s musik, som jeg selv. Men det kan jeg nu godt leve med. Jeg fik dog lyst til at dele en tanke med ”my fellow delegates”, som jeg sendte rundt til alle ca. 600-700 af dem. Jeg følte trang i forbindelse med den eksport-oritenterede festival at spørge: ”(Why) Do Danish labels only release Danish music?” Vel vidende at jeg nok ville få røg for det. Men mails med positive tilkendegivelser fra ind- og udland begyndte at tikke ind. En dejlig overraskelse.
Resulatet blev bl.a. at jeg på Spot-fredagen endte med at stå og udveksle spændende cd’er med en belgisk journalist og et belgisk pladeselskab. Som i øvrigt fortalt mig, at min mail faktisk var den eneste af de mange mails, som de egentligt nærlæste. Der var flere andre, der sagde lignende ting. Fucking hell. Det gav sgu’ rygstød nok til resten af festivalen. Og der er flere interessante møder i horisonten. Og det er jo også meningen med Spot.
Men så har jeg også taget et mere definitivt skridt ind i Spots business arena. Det spil der kører hvert år om netværk og opmærksomhed. Men hva’ fa’en, jeg står med et band, jeg er så begejstret for og tror så fuldt og fast på, at det er det værd. Hvad kan det ikke ende med?! Ganske interessant at prøve den del af Spot på egen krop, selv om jeg ikke har det benhårde sælger-gen eller vil prostituere mig selv eller de musikere, jeg arbejder sammen med.
Men hvor meget tid er der så til at opleve selve musikken? Tja, i hvert fald mindre. Jeg fik hverken set Anna Von Hausswolff og Jenny Wilson, som jeg ellers havde overvejet. Sidstnævnte var der som ventet stor kø til. Det gider jeg simpelthen ikke bruge tid på.

Escho hev stikket hjem
I løbet af aftenen lod jeg mig styre af de folk, jeg konstant løb ind i. Flød med strømmen. Endte med at stå foran en håndfuld forskellige rockbands, der alle lød relativt ens. Sterilt og uden de idéer og den levering, der skal få materialet ud over scenekanten. Ingen nævnt, ingen glemt, ingen unødigt fornærmet.
Lad mig i stedet trække dagens to positive oplevelser frem. Interessant nok kommer de begge fra samme lille, men markante pladeselskab: københavnske Escho.
Thulebasen endte - trods lidt startvanskeligheder, hvor publikums opmærksomhed ikke helt blev fanget – med at levere en ganske mindeværdig koncert. Halvvejs i koncerten begyndte melodierne at træde frem og bandets kerneidé kom til sin ret. Det er altid rart, at opleve danske bands, der tager deres inspiration fra de mindre kendte kringelkroge af musikhistorien og gør den til deres egne. Det de færreste, der formår det. Og på Spot er det oftest desværre ganske tydeligt.
Som Thulebasen, således også det meget unge band Iceage. De spillede udenfor Spot i Klub Arrogant-regi i 2009 og gjorde god figur. Siden har de udgivet et album og har fået knaldet mere end rigeligt ”hype” i nakken. Kunne de mon stå distancen? Jeg hørte endda ”backlash” på vandrørene (Allerede? Åh, Danmark, du skønne!). Jeg stillede mig foran scenen forsigtigt forventende.
Jeg tror, at man kan opleve Iceage på to måder. Det er nu også tit det bedste ved interessant musik. At den virkelig deler vandene. Og især når den kan gøre det inde i hovedet på én enkelt person.
Et eller eller andet sted kan jeg tænke: Fortæl en teenager anno 2011 at han er fantastisk og du ender med et eller andet uudholdeligt. Tilsæt inspiration fra en række forbilleder ”who really couldn’t give a shit” og vi tager den et skridt videre. Konklusion: Iceage er en flok arrogante møgunger. Hvad fanden bilder de sig ind?
Eller jeg kunne tænke: Avs, kan det konforme og ”normaliserende” danske samfund virkelig file så mange kanter af os mennesker, at vi allerede i 20’erne ikke længere formår et gedigent oprør? Er det virkelig kun den utilpassede teenager tilbage her til lands, der ikke finder sig i noget og kan levere noget vildskab? Konklusion: Iceage er en flok arrogante møgunger. Og gudskelov for det!
Bevares de trak på nogle klichéer undervejs, men gjorde det med en nerve, som de fleste andre bands på Spot slet, SLET ikke kunne præstere. Om deres show er spil for galleriet er mig egentligt ligegyldigt. Det virkede ikke sådan. Iceage stod distancen på Spot, fordi de i hvert fald så ud til at være hamrende ligeglade. De gav slip. Det kunne deres ældre kolleger på resten af festivalen godt lære lidt af.

En lørdag køres i stilling
Spot Festivalen burde i øvrigt nok huske til en anden gang ikke at placere et vældigt populært band i festivalens mindste sal, når det spillede i festivalens største sal året før. Jeg kunne se, at mange der gik forgæves til Cody. Men dem var jeg nu ikke kommet for at se, så jeg nappede en tur på HeadQuarters i stedet. Hvis jeg ikke passer på bliver det snart mit stamsted. God stil og gennemført rar hybel hele vejen.
I morgen står den på Frisk Frugt og Nisennenmondai. Og kanske om jeg måske når forbi Rumpistol Emma Acs, KXP og Messy Shelters. Vi får se. Jeg når sgu’ nok ikke halvdelen, he-he.
Måske var det også meget godt, at jeg tyvstartede lidt torsdag og fik set Emily & The Orgasm Addicts på Sway. Lidt mere 60’er-rock stil nu en deres tidligere punk-stil. Desuden: På Sway er linierne knapt så stirile og u-rocknrollede, som de er i f.eks. Musikhuset. Det er altid lidt et paradoks at se et såkaldt ”vildt” rockband i de fine rammer. Men heldigvis findes der nogle få bands derude, der kan få os til at glemme det. Fredag kom de fra Escho.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Dem skal du se på Spot Festival

2011-05-26T19:07:00.003+02:00

Fra AOA.dk:

aOa’s musikblogger vil helst ikke planlægge for meget inden Spot Festival skydes i gang. Men nogle få bands er der simpelthen ikke nogen vej uden om. De kommer fra Danmark og Japan.

Så sætter Musik-Danmark igen Aarhus på den anden ende. Same procedure as every year. Bands fra primært Danmark, men også store dele af Norden og et par få andre steder træder an på Spot Festival i håbet om at blive ”opdaget”. Eller for at ”networke” røven ud af bukserne og sætte sat skub i karrieren.
Undertegnede har nærmest været stamgæst siden omkring 1997-1998 og har set en rivende udvikling både med dansk musik, den business der omgiver den og med selve Spot Festivalen. I mine øjne kunne der måske være lidt bedre balance mellem den kunstneriske og kommercielle del på festivalen, men når medier og business fra hele verden fragtes til stedet, så ligger konceptet også rimeligt fast. Det skal kunne eksporteres uden for meget bøvl. Så med årene har lidt ambivalente følelser omkring festivalen. Men dukker jeg op alligevel? Ja, selvfølgelig. I år er der i hvert fald to tungtvejende musikalske grunde. Read on...

En lille håndfuld
De senere år har jeg med vilje ikke ville planlægge for meget. Det er heller ikke tilfældet i år. Jeg har to bands på min liste: Japanske Nisennenmondai og danske Frisk Frugt. Udover dem regner jeg bestemt med at tage ind og se danske Thulebasen og hvis min tålmodighed m.h.t. køkultur ikke byder mig trods, så tjekker jeg nok svenske Jenny Wilson ud – for at se ”what the fuzz is about”. Hun bliver rost hele tiden herhjemme, men når man som jeg savner hendes musikalske ophav i First Floor Power, og det nye soloprojekt virker knapt så spændende, så bliver det med visse forbehold. Men måske kan hun overbevise live.
Jeg er desuden blevet anbefalet at tjekke finske KXP ud. Lyder som en energisk cocktail.

Japanske rockrave
Men tilbage til festivalens to helt og aldeles uundgåelige bands. Nisennenmondai tog røven på alt og alle på Musikcaféen under Elektronisk Jazzjuice i 2008. Vi blev blæst bagover af de tre charmerende, men hårdtrockende japanske piger. ”What just happened?!” var vist den fremherskende mentale tilstand umiddelbart efter koncerten. Siden har de også spillet på Roskilde Festival – foruden mange andre steder i verden. I en medrivende blanding af instrumental og repetitiv krautrock fra 70’erne og støjrock á la Sonic Youth skaber de et hyperelektrisk rave show med rockinstrumenter. Og melodierne sidder fast, kan jeg love. Tjek eventuelt denne live video.
Hvordan et japansk band passer ind i Spot Festivalens koncept er mig en gåde. Ingen har endnu kunne forklare mig det. Men det er bestemt på tide med en ”joker” på Spot. Hvordan de gør sig på en stor scene får jeg at se nu. I mindre rum er de mildt sagt eksplosive.

Det smager af mere
Danmark har dog også noget at være stolte af i denne sammenhæng. Med udgangspunkt i det evigt og altid spændende københavnske støj/rock/jazz-kunstnersammenrend Yoyo Oyoy har en-mands-projektet Frisk Frugt ramt en gylden åre imellem rendyrket legesyge, sympatisk flippermentalitet og noget, der faktisk er relativt lettilgængeligt. Det skuer på smukkeste vis langt ud over de danske grænser og vores trælse kollektive selvtilstrækkelighed. Det rækker samtidig tilbage i den danske musikhistorie og bringer os et mærkbart skridt videre.
Titlen på vidunder-albummet, ”Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite”, er faktisk så dækkende, at alle andre forklaringer er overflødige. Det emmer af global nysgerrighed og stråler af spilleglæde. Men vi kan da godt lige citere Politiken, bare fordi det er ganske sjovt og samtidigt et fint bevis på at genial musik også inspirerer skribenten. Der stod: ”En slags flippet omgang ’Anna og Lotte’, der tygger khat." Så kan man så selv konkludere hvad man vil ud fra alle de andre anmeldelser og artikler, der virker noget mindre inspirerede og inspirerende. Wink-wink, nudge-nudge.
Ja, faktisk er projektet her så fedt, at det blev nomineret til den store skandinaviske musikpris. Da det skete vågnede de slumrende danske anmeldere også op til dåd flere måneder efter udgivelsen og tildelte den velfortjente topkarakterer. Der er retfærdighed til, he-he.
Frisk Frugts Anders Lauge Meldgaard prøver gerne noget nyt live, så der er bestemt grund til at møde op selv om man har set ham før. Koncerten på Gyngen under Elektronisk Jazzjuice for et par år siden var fortryllende. Det samme er hans mange andre bands med Yoyo-Oyoy-kompagnonerne. Her kan nævnes bl.a. Kirsten Ketsjer The Rockband, Blob Back Fahrenheit, Slütspürt og mange flere. Tag en lytter til et par numre fra Frisk Frugt-albummet på Soundcloud (bl.a. titelnummeret) og duk op til koncerten på lørdag.
I kan i øvrigt forvente mere om Spot Festivalen fra denne pen i løbet af weekenden.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

(Why) Do Danish labels only release Danish music?

2011-05-23T22:45:00.005+02:00

Dette er en tekst, som jeg har skrevet på de seneste dage og derefter har sendt til en stor del af de medier, bookere, musikere, businessfolk og andet godtfolk, der er med som "delegerede" på dette års Spot Festival i Aarhus.

(Why) Do Danish labels only release Danish music?

In a time where Denmark is reversing evolution and closing its borders one question lingers: Is this self-sufficiency also mirrored on the Danish music scene? Sure, we love to go abroad. But what do we really bring back home with us?

Do Danish labels only release Danish music? A quick answer would be yes, but it would also be a harsh generalisation. Of course it’s not as simple. But there is some truth to it.
Off-the-cuff, besides my own label, I can think of a small handful of Danish labels who are working with non-Danish artists in numbers you actually notice - these being labels such as Play/Rec, Mastermind Records, Bad Afro Records and Crunchy Frog.

But only releasing Danish music does makes sense. It’s easy to work with Danish bands when you’re a Danish label. Both label and artists probably all live in the same city. And on hometurf even the smallest bands start out with a fanbase of friends and relatives who can buy the music and attend the first string of gigs. It really is easier.
But does this mean that we, the Danes, are self-contained in our little kingdom with state funding for the arts and so forth? Do we – despite our global outlook – shut ourselves off from real larger scale global collaboration on the Danish music scene?

I do not have the answer. But it might be: maybe.

The thought has started to take root as I prepare the coming LP-release on my label Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA). The band is Sister Chain & Brother John – a British/Israeli duo living in and working out of Berlin. It occured to me when looking back that half of the releases on SOPA have been with non-Danish artists. Including compilations with bands from more than 10 different countries on a single album.
I know why SOPA has that profile. It wasn’t so much a conscious choice at first. I like to travel and most of all experience new music in whatever form it may take. And then share those experiences with others. It just seems natural - no matter what geographic origin the music might have.

Looking around the musical landscape of Denmark, most of the popular Danish acts today are released by Danish labels who release other Danish artists. There are of course more labels out there than the ones mentioned earlier, but Danish labels with lots of international artists attached seem like a rare sight. Why? I was a bit surprised when I started thinking about this.

Where is the Danes' "great global outlook" reflected in all this creative musical activity? We say we’re globalminded, but when it comes down to it: Do we REALLY send out a wholehearted invitation? Just sending your band on tour abroad doesn’t count. We don’t seem to be balancing the scales. Do we do enough? Does everyone even want to do it?

I guess you could argue that why would an international act want to be released in little Denmark? Why not? It does happen. When it comes to music and the flourishing of online distribution of it, borders should no longer matter. The market is global.

Am I too harsh? I don’t mean to. These words should not be seen as an accusation of anyone. It’s merely a thought I wanted to plant among you all in the hope to inspire a moment of reflection about our collective global outlook - even though I am probably stepping on a few toes doing it.

The Danish music scene IS thriving. Especially the independent parts of it. More and more bands go abroad. My hope is that all this travelling will create many new friendships globally - which will in turn be reflected on the artist rosters on Danish record labels.

I know reality is of course has more nuanced than the headline above. But with all this talk about how we can get music OUT of Denmark... how about also talking a bit more about the music we can get INTO Denmark - through the Danish record labels?

Or should we stop talking about countries like this? Maybe that is a bit too soon? But who needs borders when we got our common language in music?

Lars Kjaer Dideriksen
Label manager
Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA)
www.sopa.dk

What/who is SOPA?
Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA) was founded in 2006 and is an Aarhus-based label with a diverse musical profile. In the last 5 years the label has put out a diverse selection of releases - from lo-fi punkpop and drone-noise to singer-songwriter and harmonic electronic music. From such artists as Nils Gröndahl (’Under Byen’ / Denmark), Marzipan Marzipan (Italy/Germany), Agata & Me (Denmark/Sicily/Bosnia), 9 (Italy/Germany), Girls Love Rallie (Denmark) and Delay Lama (Denmark). Two compilations have featured artists from Canada, USA, France, Holland, Australia, Italy, United Kingdom, Japan and more. A string of concert events have over the years been organized around Denmark as well as in Berlin - and the artists play in many other countries.
British/Israeli duo Sister Chain & Brother John will release their second LP ”The Androdyne Show” on SOPA this fall.
Website: www.sopa.dk

Intenst og italiensk

2011-05-23T17:44:00.006+02:00

Fra AOA.dk:

aOa’s musikblogger har en brandvarm anbefaling til alle musikelskere. Onsdag spiller italienske Comaneci på HeadQuarters. Forvent det intense og det smukke og at hårene står op på armene.

Jeg kan naturligvis kun tale for mig selv. Men da den italienske duo Comaneci spillede på sidste års Fanø Free Folk Festival var jeg helt fortabt og forgabt i det, som de formåede at præsentere på scenen. Da 2010 var omme kunne jeg uden rysten på hånden tælle den blandt de allerbedste koncerter, jeg havde overværet det år. Og jeg nåede som sædvanligt at opleve rigtigt mange koncerter.

Med få guitarer og en smuk stemme fremtryllede de små folk-sange af en intens, sammenbidt karakter og en stemning, der fik hårene til at stå op på armene af mig. Og ja, det var af ren nydelse.

Gruppens sangerinde Francesca Amati ser umiddelbart ikke ud til at yde noget vildt og voldsomt på scenen, men på en eller anden måde får hun alligevel drevet enormt meget power frem med sin stemme. Hun spiller akustisk guitar, mens Glauco Salvo tager sig af den elektriske guitar og lidt banjo. Elguitaren bruger han bl.a. til at læggende sitrende lag af lyd ind og konkurrere med intensiteten i Francescas stemme. Jeg filmede en del video på Fanø Free Folk Festival sidste år og man kan se et øjeblik fra netop denne koncert cirka to minutter inde i dette klip.
Udover den lyd, som duoen producerer, har de også teksterne og melodierne til at få det til at gå op i en højere enhed. Både live og på plade. Tjek eventuelt deres MySpace-side.

Onsdag den 25. maj spiller de på HeadQuarters. Jeg skal ikke kunne sige om jeg vil få samme oplevelse igen, men jeg vil for alt i verden ikke gå glip af et gensyn.Sammen med dem spiller deres italienske kompagnon Matia Colletti, der også var med på sidste års festival. Han bruger bl.a. ukulele og akustisk guitar sammen med en loop-pedal og får skabt nogle charmerende små kriblerier af melodier, som han synger henover.

Danske So Like Dorian følger trop. Og minsandten om ikke han også spillede på Fanø sidste år. Også han bevæger sig inden for den nyere folk-musik. Faktisk er arrangementet også lidt et PR-fremstød for dette års festival, som netop har sat sine få billetter til salg. Der er desuden offentliggjort en række nævne til programmet og det tegner allerede rigtig godt. Læs mere på Facebook eller MySpace.

På programmet står der, at det skulle starter omkring kl.20. Men kommer man kl. 19, så kan man få receptionen med for det tyvende nummer af Danmarks bedste musikblad Geiger. Og det er bestemt også værd at tage med.

Så kort sagt: Onsdag. HeadQuarters. Klokken 19. Gåsehud. Ikke så meget pis. Vi ses!

Lars
(Støj på overfladen)

Hypnotisk sandstorm rammer Aarhus

2011-05-17T22:17:00.001+02:00

Fra AOA.dk:

Torsdag er der igen besøg fra de varme lande på Atlas. Group Doueh, der tidligere har begejstret publikum i Århus, vender tilbage. aOa’s musikblogger forventer nok engang en stor oplevelse.

Det er vel nok over et år siden, at Group Doueh fra Vestsahara og Omar Souleyman fra Syrien spillede på Studenterhuset i Toldboden på havnen. Oplevelsen brændte sig fast og står stadig lysende klart. Omars technoficerede bryllupsdisco og Douehs effektguitar over en piercende stemme og dragende rytmik. Mildt sagt medrivende.
Siden da har Omar gæstet Aarhus nok engang. Atlas lagde hus til. Nu kommer Doueg også tilbage - og naturligvis til Atlas, der om noget (som det har vel har været intentionen) er blevet stedet, hvor de mest eksotiske toner får spillerum. Publikum har heldigvis fundet ud af det og vender tilbage efter mere gang på gang. Skønt at se.
Torsdag den 19. maj er en aften, hvor dette publikum – og jer andre! – bør tage en tur mere på Atlas. Bamaar Salmou, der er kapelmesteren i Group Doueh, er lidt af et guitar-es. Men ikke af den slags, vi normalt ser her på disse breddegrader. Melodier er naturligvis anderledes og effekterne han bruger lige så. Når vesterlandske musikere bruger de lyde, så lugter det er langhåret 80’er-skrammel. I hænderne på Salmou. Ja, se, det er noget andet.
Group Doueh har rødder i den traditionelle Hassania-musik og noget maurisk ophav. Og til disse traditionelle elementer har de tilføjet deres egen stil, forlyder det. Det skal jeg ikke gøre mig alt for klog på.
De lyder til at have moderniseret deres stil lidt siden sidst. Bragt flere elementer ind i blandingen. Min indre skeptiker kan få lidt bange anelser. Men med det de præsterede i Aarhus sidst, så skal de have lagt alt fra sig for at hellige sig Britney Spears bagkatalog, før det kan gå hen og blive uinteressant. Med Atlas’ egne ord, så får vi ”en glohed, meditativ og hypnotisk sonisk sandstorm.” Tjek selv noget live video ud.
Bag bandets udgivelser står det alt for hippe pladeselskab Sublime Frequencies. Men lad det ikke holde jer tilbage. Jeg skal i hvert fald se dem igen. Ingen tvivl om det.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Lyden af bøgerne og månen

2011-05-05T16:25:00.005+02:00

Fra AOA.dk:

aOa.dk's musikblogger anbefaler to amerikanske duoer: The Books, der søndag kommer til Atlas med deres unikke organiske electronica, og Moon Duo, der spiller medrivende stenerrock på Voxhall på mandag.

”Lost And Safe” var titlen på The Books’ gennembrudsalbum fra 2005. Her blandede duoen samplede rytmer, afstemte melodier på strengeinstrumenter og lydstykker fra film og radioprogrammer på fornemmeste vis og lagde sig lidt op af den genre, der på daværende tidspunkt hed ”folktronica”. En spændende kollage så effektiv, at albummet endte med at blive Årets Album i det toneangivende musikmagasin The Wire.

I 2010 fulgte de op med ”The Way Out”, hvor elementerne er de samme, men hvor tempoet er sat op og rytmerne er mere bastante. Dog stadig umiskendeligt The Books. De har formået at skabe deres helt egen lyd.

Det kunne derfor godt gå hen og blive en interessant søndag aften på Atlas. Jeg skal i hvert fald ikke gå glip af koncerten. Alene på grund af deres ”Lost And Safe”-album, der var og er helt og aldeles fortryllende.

The Books spiller på Atlas søndag den 8. maj. Nysgerrige kan tjekke en livevideo ud på YouTube.

Dagen efter – mandag den 9. maj – besøger amerikanske Moon Duo Voxhall. Her kan man få sin lyst styret med støjguitarer over relativt hurtige og repetitive trommerytmer. Duoen består af Sanae Yamada og Erik Johnson. Sidstnævnte er bl.a. kendt fra det ligeledes støjende band Wooden Shjips, der også tidligere har spillet i Aarhus.

Voxhall kalder det for ”psykedeliske trancerock” og nævner bands som The Velvet Underground, Silver Apples, Suicide og Neu i samme åndedrag. Heftige referencer, men ja… støjende, gentagende og medrivende er nok kodeordene her, og så kan man godt sige, at de nævnte bands kunne have inspireret. Man kan tjekke lidt livevideo ud på YouTube her.

Med som opvarmning har bandet den tyrkiske pigeduo Kim Ki O, der skulle spille ”en blanding af drømmepop, post-punk og dark wave”. Righto, whatever… you had me at ”tyrkisk pigeduo”. :-)

Skulle man være i tvivl, kan man også tjekke denne lettere syrede musikvideo ud.

Vi ses derude!

Lars (Støj På Overfladen)

Berlin og Århus besætter hovedkvarteret

2011-03-09T10:32:00.001+01:00

Fra AOA.dk:

Berlinske Sister Chain & Brother John og århusianske Fallen Men indtager HeadQuarters fredag med punkattitude og teatralske toner. Desuden læser Singvogels A.K. Hansn op og AOA's musikblogger vender plader.
Århus’ nye bar og spillested HeadQuarters får besøg fra udlandet på fredag den 11. marts. Den berlinske duo Sister Chain & Brother John står på scenen side om side med lokale Fallen Men. De suppleres af A.K. Hansn, der til dagligt står i front for Singvogel, i oplæsnings-mode. Publikum kan forvente en spændende rejse både til undergrunden og underverdenen gennem musik og ord. DJ'erne Anthro Subs og Capt. Daydream vender plader imellem alt dette (sidstnævnte er "yours truly").
Vil man have det hele med fra starten, så bør man dukke op kl. 21.30.

Store berlinske armbevægelser
Sister Chain & Brother John har taget turen fra Berlin til Århus et par gange før. Bl.a. med koncerter på Århus Kunstakademi i Vestergade og Café Vestergade, hvor jeg uden at overdrive kan sige, at de begejstrede et positivt overrasket publikum. Med over 200 koncerter rundt om i verden bag sig er det et erfarent par, der træder op på HeadQuarters. Det kan mærkes.
De er blot to på scenen, men deres måde at optræde på aftvinger opmærksomhed – ligesom deres iørefaldende sange gør det. At de samtidig står iført victoriansk tøj gør kun koncertoplevelsen endnu mere komplet.
Sister Chain fremfører med sin store stemme på karismatisk vis sange om elsskovssyge, erotiske mareridt, underfundige historier og til tider også et par skarpe politiske stik. Det balancerer dog mellem det klassiske og det trashede, for Brother John spiller skiftevis forvrænget el-guitar og bas. Det er deres simple, men uhyre effektive set-up. Brecht møder rock – eller punk om man vil – i en slags ”gotisk blues”, som de selv bl.a. kalder ”parlour punk”.
Til de nysgerrige: Musikmagasinet Geiger har netop lagt et interview med duoen på sin hjemmeside og mandag kan man opleve dem live i programmet Stentor på Århus Studenterradio klokken 19-20.

Rapport fra rendestenen
Århusianske Fallen Men har også en længere historie bag sig og mange sange med i bagagen. Mange af dem lyder som om de er skrevet liggende i rendestenen efter endnu en nat ude, hvor det hele er gået galt. Forsanger Leonard Davies trækker publikum med igennem sølet og leverer sine sange "in your face" sammen med et band bestående af skiftende lokale musikere. Bl.a. A.K. Hansn, der denne aften inden livemusikken går i gang læser op af sin ”Rejsen til Treo – en episk tømmermændsfantasy på alle fire”. Det lyder umiskendeligt som om han har taget samme tur som Leonard Davies. Men det vil tiden vise fredag aften i kælderen under Archauz (Valdemarsgade 1 ved siden af Musikhuset), hvor HeadQuarters holder til.

Aftenen arrangeres af Raum Eins og SOPA. Entréen er 40 kroner og barpriserne er i den fornuftige ende af skalaen.

Aftenens program:
21.30 DJs Anthro Subs & Capt. Daydream
22.30 A.K. Hansn læser op af "Rejsen til Treo"
23.00 Sister Chain & Brother John
24.00 Fallen Men
01.00 DJ Capt. Daydream
03.00 HQ lukker

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Old school country i Vestergade

2011-03-08T13:09:00.004+01:00

Fra AOA.dk:

Ingen pop-country á la Garth Brooks, men den gamle ægte vare fra dengang Johnny Cash og June Carter var på toppen og Patsy Cline slog følgeskab. Café Vestergade bobler over med old school country torsdag, når The Hunters fra Berlin spiller der.

Jeg skal være den første til at sige det ligeud: kopibands er normalt ikke lige mig. Jeg forstår, at de er en måde for spillesteder, caféer, pubber osv. at trække folk til på. Og egentligt er det nok også meget sundt, at diskoteksmusikken en stund får en pause og stederne får liv gennem rigtige musikere. Oftest er disse bands rene hitmaskiner og så synes jeg personligt, at det trods fundamentet til en sjov aften, går hen og bliver lidt uinteressant.
Uden at ville begynde på en lang snak om originale musikere versus kopibands, så ved jeg heldigvis, at der findes kopibands – eller coverbands om man vil – som ser udover den aktuelle hitmusik. Et af dem er The Hunters fra Berlin, som man kan opleve på Café Vestergade nu på torsdag den 10. marts.

Klassikere og glemte hits
The Hunters er den slags band, der viser stor respekt for musikhistorien og finder de gamle klassikere frem, men også dykker ned og giver publikum nogle mindre kendte perler, der fortjener opmærksomhed. Samtidig gør den erfarne duo det med masser af entusiasme og musikalitet.
Slår man vejen forbi Café Vestergade vil man formentligt kunne høre ”Long Legged Guitar Pickin’ Man” af Johnny Cash, ”If I Were A Carpenter” af Tim Hardin og numre af f.eks. Patsy Cline, Hank Williams og Gene Autry. Bandet har med tiden også skrevet egne sange i denne tradition og sneget dem ind i deres koncerter. Derudover kan et par nyere kuriøsiteter godt dukke op og jeg mener endda engang at have hørt dem "countryficere" selv et Beatles-nummer med et godt resultat.
I Århus kan man opleve dem som duo. Andre gange har de musikere flere med, som man kan se på disse videoer: ”Long Legged Guitar Pickin’ Man”, ”If I Were A Carpenter”, ”Run That By Me One More Time” og ”These Boots Are Made For Walkin’” .

Country alter ego
Bag navnet The Hunters gemmer sig de to musikere Sister Chain & Brother John, der i november sidste år spillede på Café Vestergade i ”eget navn” for et meget begejstret publikum. Denne gang er de dog på caféen som deres country alter ego. Deres rock-attituder får dog frit spil dagen efter på HeadQuarters, hvor de slår sig løs med deres egne numre.
Countryløjerne på Café Vestergade starter omkring kl. 21 og entréen er gratis.

Links:
MySpace - www.myspace.com/thehuntersmusic
Hjemmeside - http://www.thehuntersmusic.de/

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Hovedkvarteret kalder!

2011-03-08T11:24:00.010+01:00

Fra AOA.dk:

Byens nye koncertsted sprudler af liv. Masser af koncerter og flot opbakning til det lokale vækstlag. aOa.dk's musikblogger kan kun anbefale HeadQuarters.

Stedet hedder HeadQuarters – eller HQ om man vil – og som hovedkvarter kan det nok leve en lidt skjult tilværelse. Det ligger nemlig i kælderen under danseteateret Archauz lige ved siden af Musikhuset. Adressen er Valdemarsgade 1, men det lader til at flere og flere allerede har fundet ud af det. Stedet er kun et par måneder gammel, men på dets Facebook-profil kan man allerede se en imponerende liste af kommende koncerter samt en hel del billeder fra tidligere arrangementer i den hyggelige kælder. En rigtig hjemmeside er på vej, forlyder det.

Ny indretning
Nogle kender nok allerede kælderen som stedet, hvor det rødmalede Lobby holdt til indtil for nylig. HeadQuarters har droppet det røde look og i stedet fundet en mere afdæmpet stil med orange farver, gamle møbler og en ny bardisk. Derudover bliver mere af selve rummet brugt til hyggehjørner og der er nu ligefrem en scene, så de optrædende ikke skal stå på gulvet. Ikke ret høj, men den er der. En vigtig ny del af indretningen er desuden de ”puder”, der nu er naglet til væggene og som forbedrer lyden. Derudover er der fine detaljer i form af nogle sjove lamper her og der.

Opbakning til talenter
Det store aktivitetsniveau på HeadQuarters vidner om en åbenhed overfor de lokale talenter, som jeg vil påstå man ikke finder i helt samme omfang på byens andre spillesteder og caféer. Disse andre steder er det meget let at blive ignoreret, hvis man kommer og tilbyder livemusik med forskellige bands. Min egen erfaring med HeadQuarters er stik modsat. Det virker ikke så mærkeligt, når man finder ud af, at folkene bag stedet er nogle af de samme, som har lavet Den Grimmeste Festival ude i Brabrand den seneste håndfuld år. De har en dejlig ”no bullshit” og nede-på-jorden-tilgang til tingene, som jeg kun kan bifalde. Ingen påtaget hipness her.

Et pakket program
Som sagt har der allerede været indtil flere koncerter i stedets indtil videre korte levetid. Kigger vi på programmet for marts 2011, så er der hele 12 koncerter. Derudover indtil flere aftener med djs. Jeg havde selv fornøjelsen efter The National-koncerten i Scandinavian Center at befinde mig på HeadQuarters under Monkey Club. En hel aften hvor en rockabilly-dj (med anderumpe naturligvis) spinnede hits på hits, så folk blev nødt til at danse helt til lukketid. Fantastisk dejlig stemning.
Jeg kan se, at der også er Motown-aftener på programmet, så der skal jeg klart også forbi. Nogle torsdage er der også ”open needle”, hvor man selv kan tage vinylplader med og spille. Det kunne jeg såmænd også finde på at benytte mig af.
Kombinerer du alt ovenstående med barpriser, der ikke er svimlende høje, så har du et koncept, som jeg kun kan anbefale.
Derudover har HeadQuarters’ åbenhed overfor publikum også resulteret i, at jeg sammen med koncertarrangørerne i Raum Eins fredag den 11. marts er med til at sætte berlinske Sister Chain & Brother John og århusianske Fallen Men og A.K. Hansn (fra Singvogel) på programmet. Vi er mange der takker for venligheden.

Så hvad kan jeg sige andet end: Velkommen vil, HQ!

Lars
(Støj på overfladen)

Bassekou eller Balkan?

2011-03-03T10:09:00.005+01:00

Fra AOA.dk:

Fredag er det globale og spilleglæden i højsædet i Århus. Mali fyrer op under Atlas, mens balkan rocker igennem på Trøjborg. De hurtige kan måske nå det hele, skriver AOAs musikblogger.

Endnu engang en aften med to spændende koncerter på samme tid. Jeg ville gerne til begge. Til trods for at jeg har set begge før. Men måske netop derfor. For der er tale om to fantastiske livebands.

Bassekou
Atlas har Bassekou Kouyate & Ngoni Ba fra Mali på plakaten. Bandet spillede en helt igennem smuk og livsbekræftende koncert på Atlas sidste efterår. Så en solid dosis mentalt solskin fra dem vil være tiltrængt nu, hvor vinteren lader til at trække ud. Bassekou er virtuos på sin ngoni og har velfortjent fået masser af opmærksomhed. Læs mere om koncerten på www.atlasaarhus.dk.

Balkan
Trøjborg Beboerhus i den anden ende af byen går helt i selvsving i Balkan. Det er nemlig blevet tid til tredje omgang: Balkan Express III. Et tilbagevendende arrangement sat i værk af herboende århusianere fra Balkan-området. De to forrige gange Express har været forrygende.
På programmet er både en film, to livebands og en dj. Det hele starter klokken 19.00 og slutter omkring klokken 01.00. Filmen hedder ”Maratonci trce pocasni krug” (The Marathon Family – vises med engelske undertekster). Det ene band er den lokale sevdah-duo Blue Shadow Caravan, der blander traditionelle balkansange med egne numre. Jeg har tidligere blogget om duoen her på AOA.dk. Og ja, de kan klart anbefales.
Det andet band er det hyperenergiske århusianske balkanorkester KURvE, der efterhånden har været i gang i mange år. Men især i 2010 og frem til nu har de fået mere vind i sejlene med koncerter på bl.a. Atlas og Train, hvor publikum har hoppet rundt som var gulvet en stegepande. Og nej, det er ikke ”cirkusmusik”, som når danske konservatoriemusikere forsøger at lege med ”the flavour of the moment”. KURvE tæller rent faktisk folk fra Balkan, som ved at balkanmusik er meget mere og andet end skæve rytmer, sjove guitarakkorder og hurtige trut i blæseinstrumenter. KURvE formår at kæde de gamle traditioner sammen med nutiden på fornemmeste vis.
DJ Anthro Subs kæder aftenen sammen med alverdens balkanmusik og formår garanteret (som ved tidligere lejligheder) at vise en noget bredere palet af musikken fra regionen end vi danskere kender til. Der laves jo bl.a. også meget rock, punk, dub og elektronisk musik der. Så det er altid en spændende oplevelse at se hvad hun har med som supplement til livemusikken.

Trøjborg Beboerhus ligger Tordenskjoldsgade 31 i baggården. Entréen er 50 kr. Bassekou koster 190 kr. og starter klokken 21.00. Så de hurtige kan måske nå det hele.

Tjek eventuelt denne live video fra Atlas, hvor der både Bassekou Kouyate og KURvE er med. Og her er i øvrigt en video fra den første gang Balkan Express i 2009.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Halvfjerds og herligt hidsig

2011-02-28T11:45:00.002+01:00

Fra AOA.dk:

Der er bogstaveligt talt koncert for fuld blæs, når Full Blast spiller på Musikcaféen onsdag. ”Kongen af europæisk freejazz”, Peter Brötzmann, fylder 70 år og det går helt sikkert ikke stille af sig, skriver AOAs musikblogger.

Den kan godt være, at den kommende 70 års-fødselar, der spiller på Musikcaféen onsdag den 1. marts, er et roligt gemyt til dagligt. Men på scenen, der er hans saxofon i hvert fald en hidsig sag. Men tag ikke fejl. Det er på den gode måde vildt og medrivende. Og ja, energien taget i betragtning skulle man ikke tro, at tyske Peter Brötzmann har den alder, han har.
Jeg har haft glæden af at opleve manden to gange før i Århus. Både med 10 mand og med 3 mand på scenen. Begge gange har det været ganske fantastisk. Det er nok ikke helt uden grund, at manden kaldes ”Kongen af europæisk freejazz”.
Paradoksalt nok så er denne slags musik ikke noget, jeg lytter meget til på anlægget derhjemme. Eller oplever på f.eks. YouTube. Men at stå i samme rum i det øjeblik, hvor den slags sker, er så sandelig noget helt andet. De største anbefalinger herfra.

Jeg vil desuden opfordre alle til at holde sig ajour med hvad arrangørerne i LJUD ellers har på programmet i år. Det er mildest talt sindssygt imponerende. Tjek www.ljud.dk.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

National singalong og afmålt vildskab

2011-02-28T08:51:00.003+01:00

Koncertanmeldelse fra AOA.dk:

Stort bifald til de velfriserede melankolikere i The National, da de spillede for et udsolgt Scandinavian Center. Masser af singalong, men ikke den store ægte vildskab. Det var i det hele taget ganske harmløst.

* * * * - -

Hey, ved du hvad? Du kan købe en koncertbillet til 280 kroner. Derefter kan du købe en fadøl til den nette sum af 50 kroner. Eller endnu bedre: hele fem fadøl til 225 kroner i sådan et smart paphylster. Og så kan du stå at snakke med dine venner til koncerten.
Eller du kan forsøge at komme tættere på scenen og musikken ved at navigere dig forbi de store Tuborg-øer, der er spredt i menneskehavet foran scene. Bagefter kan du købe en t-shirt med et bandlogo, som du kan have på weekenden efter, når du er i byen med den andre venner og kan fortælle om at du har været til koncert med det her kendte band.
Eller i stedet kan du gå op foran scenen og skråle med på alle de numre du kender. Det gjorde cirka halvdelen af publikum lørdag aften i Scandinavian Center, da The National kom til byen. 

Fint håndværk
Jeg skal være ærlig. Jeg har afskrevet radio og gider ikke tv. Derved undgår jeg en stor del af de folk og medier, der gerne vil fortælle mig hvad jeg skal kunne lide. Så jeg har ikke det helt store forhold til netop The National. Navnet er poppet op utallige gange i min nærhed, men trangen til at dykke ned i den har ikke været der.
Men jeg har jeg dog et meget nært forhold til musik, så lørdag skulle de endelig tjekkes ud. Jeg tillader mig at forvente af gode bands, at de hiver en masse spændende ting op ad hatten. Ikke at de blot er gode håndværkere. Men gedigent håndværk var hvad vi fik fra The National og ikke voldsomt meget mere. Og for dem der har cd’erne naturligvis genkendelsens glæde i form af liveudgaver af de numre.

1-2-3-4
Min tanke under koncerten med The National var, at de kørte langt det meste af koncerten i samme tempo og de samme megt få virkemidler. 1-2-3-4-krammerock. Jeg ventede og ventede på, at forsanger Matt Berninger gad at synge igennem. Og når han endelig gjorde, så forsvandt hans stemme i et raspet knæk.
Det var så vildt som det kunne blive.  Underlig model at brumme-croone over sådan en gang guitarrock. Stemmen drukner. Men er der en eller anden, der gider række manden en joint og give ham en bane coke, please? Hvis rockmusik ikke rammer ned et sted i det primale, så bliver det simpelthen for pænt.

Harmløse hobitter
Det er som om det danske koncertpublikum har glemt en ting som ægte publikumskontakt og stiller sig tilfreds med dens fravær. Mon forsanger Matt Berninger egentligt gad at være der på scene? Det virkede ikke rigtigt sådan, men det er nok hans stil. At forsvinde ind i sig selv i en gang powerrock foran tusindvis af menneske.
I øvrigt ved jeg, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan, men lørdag var jeg nok i undertal.. for for står af, når bandmedlemmer selv går frem på scenen for at at klappe publikum i gang. Det ville de to guitarister rigtigt gerne. De to som jeg i øvrigt syntes lignede hobitten Merry fra Ringenes Herre-filmene en hel del.
Koncerten var veltempereret bulder og brag, og det vildeste endte med at være lysshowet. Vel vidende at en stor del af aftenens publikum ikke dele min mening, så vil jeg mene, at det The National leverede var ganske harmløst. Der var simpelthen ikke rigtigt nok på spil. Hverken som show eller rent kunstnerisk.

Interessant opvarmning
Det var lige før, at aftenens mest interessante indslag – når man vel at mærke befandt sig tæt på scenen – var det helt uannoncerede opvarmningsnavn Sharon Van Etten. Godt nok fortjente hendes sange lidt mere interessante arrangementer. Rytmerne og melodierne var lidt for generiske (ligesom The National). Men der var meget mere at hente i stemmen. En kantet, usleben røst, der desværre ikke viste stor kunstnerisk eventyrlyst, men der var en rigtig god nerve.
Men man kunne se i hendes ansigt og øjne, at hun flere gange var tæt på at slippe vildskaben løs. Men hoppede kun lige op til overfladen. Jeg gad godt opleve hende en aften solo på et lille spillested uden tusindvis af mennesker som publikum. Og publikum... dem var hun god til at håndtere. The National behøvede ikke rigtigt gøre så meget for at få publikums gunst. Men gid de dog havde. Den koncert slap de nemlig lidt for let fra.
Jeg tror, at jeg vil prøve at fange noget mere legesyge, glæde, nerve, skæve takter og vildskab ved nogle af de mange kommende koncerter i Århus: 22 Pistepirkko den 3. marts, Bassekou Kouyate og/eller KURvE den 4. marts, Sister Chain & Brother John og Fallen Men den 11. marts, Konono No. 1 den 12. marts, Mogwai den 31. marts og ikke mindst Deerhoof på PopRevo-festivalen senere på året. Der er nok at tage af.

Unik legestue for drømmere og elektro-hippier

2011-02-15T11:03:00.002+01:00

Fra AOA.dk:

Århusianerne får sig en helt unik koncertoplevelse torsdag den 11. februar, hvor de selv kan være med til at forme lyden. Ja, en interaktiv koncert, der bringer det sociale element tilbage i musikken. Og så er det også smukt, skriver AOA.dk’s musikblogger.

”Unik” er så fortærsket et begreb. Enhver singer/songwriter med lidt på hjerte og hvert eneste nye rockband bruger det om sig selv. Men tillad mig for en stund at erobre ordet tilbage, hvor det hører hjemme. Hos de musikere, som rent faktisk ikke lyder som alle andre og som udfordrer vores forestilling af koncertoplevelsen. Lucky Dragons hører til den flok. Og torsdag den 11. februar kan I selv få syn for sagen på Atlas.

En invitation til leg
Jeg har haft fornøjelsen af at se Lucky Dragons tre gange tidligere og igennem årene har bagmanden Luke Fishbeck udviklet et koncept, hvor han med sin koncertform for alvor får inviteret publikum med ind i musikken. Helt ind. En del koncert, en del audiovisuel kunstinstallation og en del sjov legestue. Har man hørt en del af Lucky Dragons’ musik, så vil den ofte være genkendelig for én med det samme. Der er en unik lyd og sensibilitet. Men bandets koncertform er efterhånden også blevet ret så unik. I øvrigt en ting som Radioheads Thom Yorke også har fået øje for. Han inviterede Lucky Dragons til at varme op til sin solo-koncert i Los Angeles.

Tag på din sidemand
De seneste koncerter, jeg oplevede med Lucky Dragons, startede med laptop-electronica, hvor smukke svævende klange vævede sig ind og ud af hinanden til drømmende videobilleder. Men efterhånden som koncerten skred frem begyndte Luke Fishbeck at bruge en slags sensor, hvor han holdt forskellige objekter over (bl.a. sten), hvorefter lyden formede sig efter bevægelser og tingene. Derefter blev kabler fra hans computer rakt ud til publikum, som sad og stod rundt omkring ham. Nogle af kablerne havde tørrede bælgplanter for eden og fungerede som et slags maracas. Raslelyden gled som støvede ekkoer ind musikken. Andre kabler havde den funktion, at blev de blot berørt af en person, så ændrede lyden sig. Og rørte de forskellige publikummer med kabler i hænderne hinanden, så førte det lyden et helt tredje sted hen.
Det sjove var at observere, hvordan publikum startede med en forsigtighed og nysgerrighed og efterhånden rørte mere og mere ved hinanden for at se hvad der ville ske. Et helt igennem interaktivt element i koncertformen, der bringer publikum tættere på hinanden, på kunstneren og på musikken.

Denne livevideo viser med al tydelig det, jeg beskriver oven for. Der er også denne livevideo fra Musikcaféen i Århus fra 2009, men den er noget mørk, så det er svært at se hvad der foregår.
I den 5 minutter lange kortfilm ”Make A Baby” forklarer Luke Fishbeck en tidlig version af konceptet, hvor han har inkorporeret elektronikken i et tæppe.

Ja, det er nørdet. Men det er bare teknikken bag. For selve oplevelsen er smuk, rørende og en opdagelsesrejse, man sjældent får på et spillested.

Lucky Dragons’ hjemmeside HawksAndSparrows og MySpace.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Atlas' fødsel i levende billeder

2011-02-05T18:37:00.003+01:00

Fra AOA.dk:

AOA's musikblogger har samlet nogle af højdepunkterne fra det første halve år med Århus' nye spillested Atlas.

I efteråret 2010 åbnede Århus' nye spillested Atlas. Det gjorde det med en lang række fantastiske koncerter med bands fra ind- og udland. Lige fra Århus til Mali. Jeg tog videokameraet med en del aftener og har nu klippet nogle højdepunkter sammen fra det første halve års tid efter Atlas' fødsel. Nogle af kunstnerne vender faktisk tilbage til Atlas her i foråret. Sammen med en masse andre spændende navne. Man kan se programmet på www.atlasaarhus.dk.

Videoen kan ses på Vimeo her og på YouTube her.

God fornøjelse! Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Koncertforåret er en ren gavebod

2011-01-23T00:45:00.005+01:00

Fra AOA.dk:

Hvis man som koncertgænger kan blive lidt rundtosset de kommende måneder, så er man undskyldt. Der er nemlig rigeligt med spændende musik på programmet, skriver AOA’s musikblogger, der står i indtil flere dilemmaer.

Forår og efterår er den travleste tid på året m.h.t. koncerter. Og kigger man på det århusianske udbud de kommende måneder, så er der rigeligt at vælge imellem. De større spillesteder har allerede fyldt kalenderen, mens de mindre stadig har plads til mere. Imponerende er det, at det stadig relativt nye spillested Atlas, der startede i efteråret med et monsterprogram lader til at fortsætte trenden med et lige så imponerende forår.
Som koncertjunkie må jeg starte med at lægge en slagplan. Det bliver nødvendigt. Der er som altid nogle datoer, hvor hele to spændende koncerter foregår samme aften. Ak og ve!

What to do?
Personligt glæder det mig, at Bassekou Kouyate fra Mali kommer igen. Han spillede på Atlas i efteråret og er tilbage den 4. marts. Sidst var det opløftende og smukt ud over alle grænser. Samme aften har lokale arrangører gang i Balkan Express-arrangement nummer tre (med bl.a. KURvE, der lagde Atlas ned for nylig). Et uheldigt sammentræf. Og ikke det eneste.

Årets koncert i vente?
Men ellers så håber jeg på, at der ikke opstår flere sammenstød, hvor jeg vil have så svært ved at vælge. Blandt de bands, jeg har tænkt mig at styre hovedkuls mod er amerikanske Lucky Dragons, finske 22 Pistepirkko, Konono No.1 fra Congo, berlinske Sister Chain & Brother John (der gjorde fabelagtig figur i november), amerikanske The Books, afrikanske Group Doueh (der tidligere har spillet en blændende smuk koncert i Århus) og amerikanske Deerhoof.
Sidstnævnte spiller på dette års PopRevo-festival på Voxhall og det vil næsten uden tvivl gå hen og blive en af årets bedste koncerter. Sidst de spillede i Århus var for nok 6-7 år siden i et lille rum på havnen – Spanien 19C – for et publikum på måske 50 mennesker. Den er stadig på min top 10 over bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet. Jeg så dem igen på Loppen sidste år. Selv med Århus-koncerten i baghovedet blev jeg ikke skuffet. Det blev det publikum sikkert heller ikke, som samme år så dem vælte Roskilde Festival. Så Deerhoof er grund nok alene til at løse billet til PopRevo i år. Et scoop uden lige. Altså, bare tjek denne video!

Et hurtigt overblik
Men lad mig da forsøge at give et hurtigt overblik over koncerter, som ifølge min mening kunne være spændende dette forår. Naturligvis med det forbehold, at der sikkert dukker flere op på nogle af de mindre spillesteder. Dem vil jeg naturligvis blogge om senere, når jeg ved mere.

29. januar: Ebo Taylor (Ghana), Atlas
5. februar: Iron & Wine (USA), Voxhall
11. februar: The Malpractice (DK), Voxhall
17. februar: Lucky Dragons (USA)
19. februar: Joan As Policewoman (USA)
26. februar: The National (USA), Scandinavian Congress Center
3. marts: 22 Pistepirkko (FIN), Voxhall
4. marts: Bassekou Kouyate & Ngoni ba (Mali), Atlas
4. marts: Balkan Express III: KURvE + Blue Shadow Caravan, Trøjborg Beboerhus
11. marts: Kaizers Orchestra (NOR) + KURvE, Train
11. marts: Sister Chain & Brother John (Tyskland), 'venue to be confirmed'
12. marts: Konono No1 (D.R. Congo), Atlas
17. marts: Figurines (DK), Atlas
31. marts: Sunburned Hand Of The Man (USA), Atlas
31. marts: Mogwai (SCOT), Voxhall
1. april: System (a.k.a. Future 3) (DK) + Bjørn Svin, Musikcaféen
29.-30. april: Deerhoof (USA), Thulebasen (DK) m.fl., PopRevo-festival Voxhall
3. maj: Swans (USA) + James Blackshaw (UK), Voxhall
8. maj: The Books (USA), Atlas
19. maj: Group Doueh (Vest-Sahara), Atlas

Følg med her på bloggen de næste måneder. Jeg skriver om en del af ovenstående og andre koncerter, der dukker op undervejs.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Fælles front i seks dage

2011-01-10T22:43:00.002+01:00

Fra AOA.dk:

De århusianske spillesteder byder de næste to weekender på seks dages lokal musik helt gratis. Der er bestemt bands at glæde sig til, skriver AOAs musikblogger.

Man kan vist roligt sige, at der er lidt for enhver smag de næste par weekender. De fire spillesteder Atlas, Voxhall, Musikcaféen og Train slår alle sammen dørene op til Musik Aarhus Festival. I alt 18 lokale navne over seks dage. Så der er smæk for skillingen – hvis altså det kostede noget. For ja, der er gratis entré.

Musik Aarhus er samtidigt også en ny koncertguide i avisform, som giver et ganske godt overblik over hvad spillestederne har på programmet i den kommende tid.

Et par anbefalinger
Jeg har tidligere i mine blogs på AOA nævnt bands som KURvE og Fossils. Det vil jeg så gøre igen, for de spiller nemlig heldigvis på festivalen. De er helt klart blandt Århus’ bedste livebands - KURvE med melodiøs og medrivende balkanrock og Fossils med in your face smadr-rock spillet på kun trommer og bas (tro mig, det virker!). De har i øvrigt begge næsten lige udgivet hvert deres fremragende album.
Jeg har tidligere stiftet bekendtskab med andre af festivalens bands (bl.a. elektroniske Badun), men egentligt er der en del, der er ubeskrevede blade for mig. Og heldigvis for det. For hvorfor kun gå til koncerter med alle de bands, man allerede kender i forvejen? Ud og find overraskelserne, ikke?

En enkelt dråbe malurt
Et meget sympatisk initiativ fra de fire spillesteder, som jeg tager hatten af for. At sætte 18 lokale bands på plakaten og få skabt noget opmærksomhed omkring det. Måske kunne vi så få endnu flere lokale bands at se på disse scener fremover.
Ved starten på den seneste opblomstring i ny Århus-musik omkring 2002 (bl.a. med Århus Under Overfladen-konceptet), der blev dørene åbnet mere op for de lokale talenter. Det varede nogle år, hvor forskellige arrangørgrupper havde stor success med at tilføre spillestederne nye energi og ikke mindst et relativt trofast publikum.
I de seneste par år synes jeg dog desværre, at jeg har kunne se, at det har tyndet lidt mere ud i publikum til en del koncerter. Samtidig er det igen blevet lidt svært at finde vej til de lokale spillesteders scener med nye idéer.
Bevares, vi finder naturligvis stadig fint med lokale talenter på scenerne, men det virker som om at der visse steder er blevet en mindre lyst til at tage chancer. Formentligt af økonomiske årsager. Det er en skam. For det er de lokale ildsjæle i arrangørgrupper, der kan føre nyt liv ind og samtidig stampe yderligere publikum op af jorden. Det føles som om det pt. kun er få arrangørgrupper af dem, der stadig er aktive fra "den gamle bølge", der bliver lukket ind. Nye idéer fra udefrakommende bliver ikke modtaget så varmt som omkring 2002-2005. Men den slags går nok også i bølger. På et tidspunkt er sulten fra spillestedernes side der vel igen, så samspillet med det nye publikum og ildsjælene i flokken får mere luft under vingerne. Måske kunne man måske også prøve nogle nye koncerterformer i stedet for at blive hængende i alt det, vi kender alt for godt?

Men nok om det her. Jeg glæder mig til at få tjekket nogle af de navne ud, som jeg indtil videre kun har hørt om.

Her er festivalens program:

13. januar - Train (alternative/indie):
Yuno, Kings Light Infantry og I Will Furnish Your Sunday Mornings

14. januar - Atlas (jazz/folk/world):
Lars Fiil Kvartet, KURvE og Acid Plutonium

15. januar - Musikcaféen (elektronisk):
Fire Slag, Badun og Aebeloe

20. januar - Musikcaféen (rock):
Glow Kit, Fossils og The Bang Bang Brain

21. januar - Train (elektronisk up-tempo):
Reptile & Retard, Naught Nites og Pierce and Pierce

22. januar - VoxHall (metal):
Crocell, Boil og IIIrd Alternative

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Kærligheden, latteren og sandheden

2010-12-28T22:11:00.003+01:00

Jeg er ofte vendt tilbage til den tanke, at Bill Hicks var et af de forsonende elementer ved USA. At han var beviset på, at der var intelligent liv på den anden side af Atlanten. En grov generalisering, ja, men dybest set blot en konstatering af, at der kommer mere skidt end godt fra den kant. Og har gjort det i mange, mange år. Hvor havde den europæiske kultur været uden tæppebombardementet fra den anden side af kloden? Interessant tankeeksperiment. Det er dog ikke det, jeg vil fabulere over denne gang. Men i stedet en ganske speciel herre.

Jeg skal være ærlig: Jeg ser en stor stjerne i Hicks. Til trods for at han døde for snart 17 år siden i en alder af blot 32 år. Han har betydet umådeligt meget for mig af mange forskellige grunde. Men helst sikkert fordi han i modsætning til de fleste andre mennesker var kompromisløs og fandt sit kald. Og delte sin egen logik med verden. Derudover ikke mindst min respekt for hans holdning til kærlighed, hykleri, politik og dobbeltmoral. Listen er lang. Han havde fat i den lange ende. Til trods for - eller måske netop på grund af - sine mange modstridende yderpunkter (lige fra "kill everyone" til "love everyone").

Meget mere end en komiker
Bill Hicks var kendt som en komiker. For han var virkelig sjov. Men han var også meget mere end det. Han gik det skridt videre, som alle andre komikere ikke gør eller tør. Og hvad var det så? Han nægtede at sælge ud og turde være kontroversiel lige meget prisen. Og ikke bare kontroversiel bare for at være kontroversiel (f.eks. råbe "pik", fordi han ikke må), men fordi det han talte om var hans hjerteblod. Han var en prædikant. Han var analytisk knivskarp. Og han lod ofte på sympatisk vis sin komik ramme sig selv som en boomerang (en evne de færreste komikere besidder, fordi de tydeligvis ikke tør blotte sig selv og ikke har fattet hvad det betyder for deres budskab). Han var alt det, som de fleste andre af hans kolleger ikke kunne eller turde være.

Ti år for sent på den
Jeg opdagede ham i 2004. Det første materiale jeg hørte var noget af hans hårdeste, hvor han gik løs på sit forstyrrende publikum ("Hitler had the right idea! He was just an underachiever. Kill everyone!"). Men jeg blev nysgerrig. Det var gammelt materiale, så jeg prøvede at finde noget nyere, hvor han måske gav George W. Bush (Jr.) tørt på. Men ak, jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var 10 år for sent på den. Bill døde af kræft i 1994.
Det satte dog ikke en stopper for min iver at finde mere med ham. Der var udgivet nogle cd'er og dvd'er med ham og så lå der naturligvis masser af videoklip på YouTube. Uden at kunne sætte min finger på det, så havde han noget, som ingen andre havde. Han turde tale om ting, der stak dybere.

It's jazz thinking
Siden 2004 har jeg opsøgt alt jeg kunne om ham. Ja, jeg blev sgu' stor fan af manden. Det er lige før, at jeg kan det meste udenad. Men det er jo ligesom musik, man kender ud og ind. Bill Hicks var en rock'n'roll komiker og hans "comedy routines" er som sange. Eller musik. Nemlig levende og evigt foranderlige organismer, der, som en jazzsolo over et fast groove, finder nye former hver gang de bliver fremført.
Jeg tænkte sjovt nok denne tanke om jazz for nylig og så kort efter et interview med Hicks, hvor han selv beskrev sin stil: "It's jazz. It's jazz thinking. It's a rhythm."
Han var virtuos og hans timing var hamrende effektiv. Den sad næsten i skabet hver eneste gang. Men han turnerede også året rundt med over 200 jobs om året. Det gav ham mulighed for at fintune sin kunst ganske betydeligt.

Eviggyldige budskaber
Grunden til at det - den dag i dag - stadig er både en fornøjelse og en øjenåbner at dykke ned i Bill Hicks komik og budskab er simpel. Det er eviggyldige sandheder, der resonerer den dag i dag, fordi vi mennesker aldrig ændrer os eller lærer noget. Bevares hans sviner Rick Astley, New Kids On The Block og Debbie Gibson til for deres udvandede popmusik. Og flere af politikerne han harcelerer over er nok gået på pension eller døde. Men både popmusik og politik er jo degenereret yderligere siden Hicks' tid, så måske giver hans budskab endda endnu mere mening i dag. Mediebilledet er desuden blevet endnu værre, folk er blevet endnu grådigere og endnu mere liderlige. At kalde ham uaktuel bare fordi han er død vil være en fejl.
Jeg tager med jævne mellemrum mine Hicks-fix for lige at få et "reality check" inden lavinen at bullshit begraver mig mentalt. Til trods for at jeg kan det meste udenad. Ligesom mine favorit musikalbums. Og ja, jeg troede snart, at jeg havde set det hele. Alle cd'er, bøger, dvd'er og alt på YouTube. Men det er der netop blevet lavet om på her i efteråret.

Hicks på det store lærred
Der har i et stykke tid været snak om to film om Bill Hicks. Blandt andet en rendyrket Hollywood-version, hvor Russell Crowe efter sigende skal spille hovedrollen. Bill ville sikkert have hadet idéen om en film af den slags. Faktisk var et af hans største ønsker, at Californien - og især Hollywood - skulle blive ramt af det helt store jordskælv og synke i havet. Denne film er vist stadig på tegnebrættet.
Den anden har også været undervejs i mange år, men lige pludselig så var den der! Endda på dvd. "American - The Bill Hicks Story". En ganske glimrende dokumentar, der udover at fortælle Bills historie også går nye veje rent teknisk.
De nye interviews (med familier, venner og kolleger) og gamle videoklip, der udgør lydsiden og en del af billedsiden, suppleres i størstedelen af filmen med simpelt animerede arkivfotos og fotos fra de oprindelige locations. En interessant måde at bringe liv i materialet på. Det virker forbavsende godt.
Det bedste ved filmen er dog, at den udover at bringe Bill Hicks ud til et større publikum, også formår at give os, der allerede er godt inde i stoffet, nogle nye og dybere vinkler på denne mand, som vi kun kender gennem hans optrædener. Selv de velkendte stand-up-rutiner får et lag mere, når man bevæger sig igennem filmen. Så faktisk har jeg i hvert fald fået mere end jeg forventede. En positiv overraskelse.
Cd-titlen "Love, Laughter And The Truth" fik også en ny vinkel, da jeg først nu fandt ud af, at hans sidste hilsen til folk inden han gik bort faktisk lød: "I left in love, in laughter, and in truth and wherever truth, love and laughter abide, I am there in spirit."
Dvd-udgivelsen tæller i øvrigt to discs og en god portion ekstramateriale i form af flere interviews fra filmen og gamle hjemmevideooptagelser af hans optrædener.
Filmens instruktører må også roses for filmens titel. Bill klædte altid hyklerne af. Dem der mente, at det var "uamerikansk" at stille kritiske spørgsmål til Gud, fædrelandet og den blinde patriotisme. Nej, en dissident er en ægte patriot, en ægte amerikaner. Deraf den perfekte titel: "American".

Arkæologisk oplevelse
Omtrent samtidigt med dvd'en er der kommet "Bill Hicks - The Essential Collection". Denne imponerende pakke indeholder bl.a. to proppede cd'er. De fungerer som en slags "best of". Men smagsprøverne virker lidt for meget, som de bliver leveret udenfor kontekst, når man kender de oprindelige udgivelser, hvor de er en del af et større flow. Men måske kan de være en okay introduktion. Jeg har svært ved at bedømme det. Der er også ganske få uudgivede tracks, men dem har man allerede set på dvd eller YouTube tidligere.
Det enormt interessante ved denne opsamling er de to dvd'er, der også er med. Hicks' familie har siden de unge dage filmet en del af hans optrædener. Så selv om man har set de udgivede shows på dvd, så er der timevis af "nyt" at komme efter her. Bevares, det er optaget lidt amatøragtigt, men det ændrer ikke ved at det er en fryd at opleve den helt unge Hicks så langt tilbage som 1981 og 1984, hvor han allerede havde fat i det rigtige. Der er også live-materiale fra 1986, 1991 og 1993, samt hans kung-fu kortfilm "Ninja Bachelor Party".
Man oplever hvordan frøene til senere klassikere blev sået, men også en hel masse ganske godt materiale fra de tidligere år, som ganske naturligt hører hjemme der og ikke i de senere mere kendte optrædener.
Som en ekstra bonus medfølger en download-kode, så kan man downloade et lille album med akustiske sange, som Hicks selv indspillede, og som viser en helt anden siden af manden. Titlen på det er meget passende "Lo-Fi Troubadour".

Still going strong
Ringen er sluttet nu. Hicks-fans har fået en ordentlig - sidste - godbid, og et nyt publikum har fået en mulighed for at stige på. Når man oplever hans familie udtale sig på disse udgivelser, så får man på intet tidspunkt indtrykket af, at de gør dette for pengenes skyld. Men i stedet for at bevare mindet om deres søn og bror, og holde hans budskab i live. Der er mere brug for det end nogensinde før.
Det smukke (eller måske nærmere sørgelige?) er naturligvis, at alt det Bill Hicks prædikerede om stadig holder. Om det så er korrupte politikere, krigsmagere, religiøs fanatisme, racisme, kunstig skabt frygt, dårlig popmusik, censur, sell-outs, elendigt tv eller skamløst kommercielle medier uden rygrad.
Med humoren fløj hans ord ind under vores radar. Effektivt. For budskabet sidder der endnu. Især hos mig. Og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste.
Han havde så ret. Han har så ret. Og det ville være så sørgeligt... hvis Bill ikke bare gjorde det så skidesjovt.

Lars

Den officielle hjemmeside er på www.billhicks.com.
Læs eventuelt biografien samme sted.

12 måneders musik og film i bakspejlet

2010-12-22T16:59:00.010+01:00

Et hurtigt kig tilbage på året der gik i lyd og billeder. Jeg skelner ikke mellem danske og udenlandske udgivelser på separate lister, som medierne har det med at gøre. Dog vil jeg gøre opmærksom på, at der rent faktisk er hele tre danske titler på Top 10'en, som jeg finder mere end værdige i selskab med de udenlandske kunstnere. Hvorfor dele det hele så meget op? Vi bor på samme planet og det er alt sammen musik. :-)

Listen er med det forbehold at vise titler måske faktisk ikke er udgivet 2010, men måske sent i 2009 og først fandt vej til landet og/eller mig i år. Jeg har dog undladt det musik, som åbenlyst er fra før 2010, selv om jeg har lyttet meget til det for første gang i år.

Bedste albums
1. Polar Bear: Peepers
2. Prinzenallee: Don't Let Nerds Take Over Your Life
3. Frisk Frugt: Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite
4. Singvogel: Disneyexorcist
5. Marzipan Marzipan: Marzipan Marzipan
6. Various Artists: The Limits Of Control Original Soundtrack
7. Bill Hicks: The Essential Collection
8. Under Byen: Alt er tabt
9. Various Artists: Pomegranates - Persian Pop, Funk and Psych of the 60's and 70's
10. Scout Niblett: The Calcination of Scout Niblett

Andre der bør nævnes, hvoraf nogle er kommet i sidste øjeblik:
Nils Frahm: Wintermusik
Bruce Haack: Farad - The Electric Voice
Harmonious Thelonious: Talking
The Books: The Way Out (læs blog om)

Bedste koncerter
Ikke i nogen bestemt rækkefølge...
Bassekou Koyate & Ngori Ba, Atlas
1982 / Nils Økland, Atlas
Sister Chain & Brother John, Café Vestergade
Deerhoof, Loppen
Congs For Brums (Ches Smith), Musikcaféen
Comaneci, Fanø Free Folk Festival
Scout Niblett, Voxhall
Dansk Fløde, Ridehuset, Spot Festival (læs blog om)
A.K. Hansn & Old Shoscombe Place, MS Stubnitz (video fra koncerten)
Under Byen, DR-Byens Koncertsal
Kati Linek - "Rooms & In-Betweens", Musikhuset (læs blog om)
Sofus Forsberg, Elektronisk Jazzjuice, Musikcaféen (læs blog om)
Frodegruppen 40 (Jens Blendstrup), Filuren/Musikhuset, Spot Festival (læs blog om)

Faktisk håber jeg på senere at få lagt noget mere video online fra de fleste af de ovennævnte koncerter. :-)

Bedste film
1. The Limits Of Control (Jim Jarmusch)
2. The Imaginarium Of Doctor Parnassus (Terry Gilliam)
3. American - The Bill Hicks Story (Matt Harlock & Paul Thomas)
4. Moon (Duncan Jones)
5. Fantastic Mr. Fox (Wes Anderson)
6. David Wants To Fly (David Sieveking)

...Og så kan jeg underligt nok ikke huske flere. Hvilket undrer mig lidt. Der har helt sikkert været flere. Nu gik jeg også glip af Århus Filmfestival i år, så det kan også have haft betydning.

Man husker selvfølgelig dem, der ikke behagede så meget...
Disse skuffede noget: Inception og Alice In Wonderland.
Disse skuffede en del, selv om jeg ikke engang havde de store forventninger: Shutter Island (faldt ligefrem i søvn), Avatar (hype, 3D og ingen historie) og Tron Legacy (fik mig til at savne 1982).

Og først i år fik jeg set disse to film, som jeg ikke helt kan putte på årslisten, men bliver nødt til at nævne, fordi de var fantastiske: "I'm A Cyborg, But That's OK" og "Patti Smith - Dream Of Life",

Sidste års liste her fra bloggen kan man se her. Der vil man kunne spotte en genganger blandt pladerne, men det er fordi, den først blev officielt udgivet i år.

Det var det. Og så vil jeg ellers bevæge mig videre. Velnæret af gode oplevelser, men dog stadig med bange anelser for ensretningen, fantasiløsheden og ikke mindst de 'guider', som lytterne har i form af mange af de danske anmeldere, der lader til at blive mere og mere snævertsynede og mindre og mindre nysgerrige. Der er få tilbage, der har nysgerrigheden i behold.
Nå, nok om det. Jeg har uden særlig meget hjælp fra medierne fundet guld i år. Så en tak til de koncertarrangører i bl.a. Århus, der tør gå mod strømmen, og de musik- og filmnørder derude, der tror på at bringe deres begejstring for noget videre også selv om det ikke er det, som flertallet råber op om.

God jul og godt nytår!

Lars

Noget om lyserøde rum og journalister

2010-12-21T20:23:00.001+01:00

Jeg har i lang tid set lidt skævt til mine journalistkollegers formåen i de landsdækkende medier. Bevares, de er fortravlede, men derfor burde de stadig kunne styre uden om at nedværdige sig selv til at være mikrofonholdere for modsatrettede synspunkter og i angst for at miste kilder bukker under for kammerateriet med dem, de bør være kritiske overfor.
Forfatteren Carsten Jensen gav den 17. december den samlede journaliststand en meget tiltrængt skideballe i sin artikel "Når sandheden bliver væk". Og sandelig om han ikke ramte hovedet på sømmet i sin kritik og formulerede den bedre end de fleste (inklusiv jeg selv) tilsyneladende kan gøre det.

Han bruger et fint lille billede på mikrofonholderiet:

"Hvis to mænd kommer ud fra et lukket rum, og den ene hævder, at væggene var malet hvide, den anden, at de var sorte, sørger journalisten for at referere begge parter. Så er objektivitetskravet opfyldt, mener han. Og det er jo i en snæver forstand rigtigt: Han har ikke taget stilling. Men han er heller ikke gået ind i rummet, hvor han måske kunne konstatere, at væggene i virkeligheden var lyserøde."

Men det er næsten kun politikerne, der slipper så billigt. Med forbrugerstoffet er det noget andet:

"Tænk, hvis der blev stillet lige så kritiske spørgsmål til politikeres påstande og beslutninger, som der stilles til støvsugeres sugeevne og kondomers holdbarhed."

I sin artikel maler Carsten Jensen også ønskebilledet af mødet mellem politikeren og journalisten:

"Jeg forestillede mig en samtale mellem en politiker og en journalist, der netop har afsløret, at han har tænkt sig at stille politikeren til regnskab for en temmelig ubehagelig historie. »Hvis du gør det,« siger politikeren, »taler jeg aldrig mere med dig. Så er der fra nu af lukket for det varme vand. Ikke flere gode historier til dig. Du kan banke på min dør, så meget du vil. Du kommer ikke ind.«
Det er i dette øjeblik, virkelighedens journalist får et usikkert blik og begynder at granske sine hænder. I min fantasi om en bedre verden ser han derimod op og stirrer politikeren trodsigt ind i øjnene. »Hør her, dit røvhul,« siger han. »Jeg taler heller ikke mere med dig. Vi boykotter dig. Du bliver aldrig mere refereret i avisen for noget som helst, ingen fotos, ingenting. Hvis du ringer os op med et af dine sædvanlige selvpromoverende nonsens-budskaber, vil vi ved lyden af dit navn, blot svare hvem? og derefter stille dig om til piccolinen. Og hvis nogen spørger, hvorfor man aldrig mere hører noget fra dig, vil vi trække på skulderen og sige, at du jo må have valgt at spille en tilbagetrukket rolle i politik, hvilket jeg forsikrer dig for, at du lige præcis i dette øjeblik også har. Så du må hellere få åbnet for det varme vand igen, for ellers kan du godt kysse din fede, taburetklæbende røv farvel. For det tilfælde, at du ikke har forstået budskabet, brormand, så er det os, der bestemmer. Fat det så!«
Politikere bør være bange for journalister. De skal ikke tænke på dem som nyttige idioter. De skal få tynd mave, bare de ser en journalist for sig. Men danske aviser repræsenterer i disse år ikke andet end den institutionaliserede magtesløshed."

Carsten Jensen har skrevet en skarp kritik, som journalisterne ikke kan løbe fra. Jo, de kan prøve at bortforklare og komme med modangreb på ham. Men det ændrer ikke ved, at han har ret på et helt fundamentalt plan.

Når man er journalist som jeg, så modtager man fagbladet Journalisten. En ganske kritisk medie med en masse gode artikler (og altid en god opsang på bagsiden). Men det lader ikke til at al den analyse og kritik bliver taget til efterretning ude på redaktionerne. For så ville mediebilledet være et andet. Problemet med journalister er, at det er dem, der giver resten af verden billedet af... verden. Og det inkluderer ikke ret meget om problemerne ved journalisternes eget virke og hvad det betyder for demokratiet og den mentale folkesundhed.

Så hermed en stor anbefaling til alle - især journalister - om at læse Carsten Jensens artikel i Information: http://www.information.dk/254127

Lars

Noget om at spille cello

2010-12-19T09:56:00.003+01:00

For nylig var jeg på et kursus i at lave video-/tv-indslag. For anden gang. Igen en god og lærerig oplevelse. Jeg rundede kurset af med at lave et lille indslag med Morten Svenstrup, der er cellist i Under Byen. I det tilsneede og møgkolde København tog jeg turen ud til øvelokalet på Refshaleøen og fik mig en snak med ham om hans tilgang til at spille cello. Jeg endte med at komme hjem med ca. 75 minutters bånd, hvilket var lige i overkanten. Især når indslag kun skulle være tre minutter. Jeg endte med tre et halvt minut og ganske god kritik for det endelige resultat.
Jeg havde en del udfordringer med lyden og softwaren vi brugte på kurset var ikke så avanceret, at jeg kunne forbedre den så meget som jeg gerne ville. Derudover var der ikke meget lys i øvelokalet. Men til trods for disse problemer, så er jeg ganske tilfreds med hvordan det blev. For det var ikke helt let. Men jeg lærte utroligt meget bare ved at lave denne lille video.

Interview with Morten Svenstrup of Under Byen, December 2010 from Støj På Overfladen on Vimeo.

Beskidt tråd og spicy glögg på Musikcaféen

2010-12-14T17:43:00.006+01:00

Fra AOA.dk:

Singvogel og venner fyrer på fredag nok engang op under en af deres årlige julekoncerter, hvor den skramlede forstadsrock møder juleånden - helt på bandets egne præmisser. AOA's musikblogger kaster sig ud i godterne for gud ved hvilken gang.

Traditionen tro og bla-bla-bla... så hænger juleræset sikkert som am(m)en i kirken os ud af halsen før vi når målstregen den 24. december. Forsukrede, forfrosne og fortravlede. Men nogle traditioner er dog værd at holde fast i. Singvogels julekoncert for eksempel. Igennem årene har den vist sit plørede ansigt forskellige steder i byen. Teater Katapult, Lobby, Entréscenen og andre steder. I år skal man snige sig ind på Musikcaféen i Mejlgade nu på fredag den 17. december, hvis man vil have del i løjerne.

Og hvorfor skulle du så det? Jo, for ikke mindst får du et skud ærkeårhusiansk forstadsrock'n'roll, der lukker op for den lokale underverden på en poetisk vis, som kun forsanger A.K. Hansn kan gøre det.
Denne aften har han og bandet dog følgeskab af Brabands svar på Jack Kerouac, Peter Laugesen. Oh yes, der er sikkert nogen, der vil hade mig for den fortalelse, he-he. Men manden brænder altså igennem på en scene som få andre, når han mejsler hvert et ord ind i luften foran os, mens han lægger sig perfekt op ad bandets skramlede udskejelser på el-guitar, basklarinet, klarinet, trommer og alskens andre instrumenter.
Laugesen og Singvogel har lavet flere fornemme plader sammen og nu er de efter en pause atter sammen. Faktisk i sådan en grad, at de er ved at indspille en ny plade. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg venter resultatet med stor spænding. Det er allerede officielt, at det bliver Geiger Records, der udgiver den, når den kommer.

En af traditionerne ved Singvogels julekoncert er, at der kommer indtil flere gæster på scenen undervejs fra nær og fjern. I år er der sågar også et "opvarmningsband" på. Navnet er The Livingroom og bag gemmer sig de to Singvogelsympatisører Emil Brahe og Leonard Davies. Sidstnævnte kendes af nogle som forsanger i Fallen Men og det nyere projekt The Lighthouse 5.

Når livemusikken ikke spiller, så får publikum fornøjelsen af Mads Stobberup ved pladespillerne. Så der er garanti for, at der bliver rocket igen, da Mads til dagligt agerer forsanger i punkbandet Cola Freaks (og tidligere Tæve), arrangerer koncerter under navnet Klub Arrogant og er manden bag Mastermind Records.

Og... ikke at forglemme den snart sagnomspundne "Glögggryde". Så kraftig, at den har tre g'er. Jeg husker for et par år tilbage, at jeg ankom totalt osteklokke-forkølet, smagte på sagerne og efter to vanvittigt velsmagende glas var jeg kureret. Det forlød, at det naturligvis ikke var en glöggblanding fra Netto, men "the real homemade deal", så der fik jeg forklaringen.

Nysgerrige kan eventuelt tjekke en video ud på YouTube fra sidste år eller se den stemningsfulde musikvideo til "Maintheme From Flodtur", hvor man kan opleve Peter Laugesen sammen med Singvogel.

Vi ses derude til den hygsom, møgbeskidt, rocking jul!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 12

2010-11-23T16:03:00.021+01:00

Nu begynder denne del af Støj På Overfladen-bloggen at handle mere om selve filmen - og mindre om turen, vi var på.
Processen med at overføre dv-bånd til computeren er endelig begyndt. Det foregår på Århus Filmværksted, hvor jeg kun kan gøre det, når jeg har tidligt fri eller kan afspadsere fra mit daglige fuldtidsarbejde.
Der er 22 bånd i alt. 60 minutters-bånd, der dog med filmværkstedets kamera kun kan indeholde 40 minutter, fordi kvaliteten er højere. Det er rundt regnet 14 timer. Og de kan kun overføres i "real time" - minut for minut. I skrivende stund er jeg nået lidt over halvvejs med at overføre.

Alt noteres ned
Undervejs sidder jeg og noterer alt ned hvad der sker på filmen (med tidskoder til). Det er naturligvis lidt af et arbejde, men det er nu ganske sjovt at se alle de gode øjeblikke igen og samtidig finde ud af om de er fanget fra en ordentlig vinkel, ikke er for mørkt filmet eller om de har ordentlig lyd. Noterne vil spare mig en masse tid senere, når jeg skal til at finde de klip, der virker. For selvfølgelig skal omkring 95% af det filmede ikke bruges i den færdige film, hvis den skal være ca. en halv time. Men nogle gange har jeg også bare ladet kameraet rulle for ikke at misse gode øjeblikke. Og andre gange har kameraet måtte stå på stativ i en situation under indspilningerne, der krævede fuldstændig stilhed. Så det blev sat til at filme, hvor jeg så gik væk og kom tilbage 5-10 minutter senere, når vi igen måtte give lyd fra os.

Den idiotiske kameramand
Undervejs er der også enkelte overraskelser, man ikke kunne huske fra da jeg filmede. F.eks. de ca. 10-15 minutter, jeg fik optaget af det kulsorte indhold af sin kamerataske. Hvordan det var tændt der, ved jeg ikke. Men det var det. Det skal vel næsten også ske?
Eller da kameraets store pjuskede mikrofon fik rykket sig lidt ud af sin holder og jeg (efter hjemkomsten) begyndte at kunne se en lille dusk af den øverst i højre hjørne af billedet. Jeg tænkte nok, at det gaffatape, der blev viklet rundt om mikrofonen for at gøre den tykkere, da jeg fik kameraet, nok ikke ville holde den nok i spænd. Men det gik heldigvis ikke ud over så mange optagelser. Jeg begyndte ellers at få nervøse trækninger, da den poppede frem. Hvor mange optagelser ville være berørt af det? Men pyha da, ganske få.
Et andet tilfælde gav også anledning til lidt spænding. Kameraet er stillet på stativ, filmer lokalet og folk går ind ved siden af. Hvorfor står det og filmer? Der sker ikke noget. Den idiotiske kameramand (mig!) kommer ind i rummet og piller lidt ved kameraet. Opdager han mon at det står og filmer? Spændende, spændende. Nej! Han går igen ud af lokalet. Først næste gang bliver der slukket. Flot! Jeg tog mig selv i at sidde i klipperummet og sige til ham den bekendte, der kom ind i lokalet: "Det er tændt! Sluk det dog, din idiot!". :-)

Imponeret over billedkvalitet

Alt skal være HD nu om dage. Og ja, det kan være imponerende. Men tja, andre gange bare ligegyldigt. Jeg skal indrømme, at jeg var lidt forbeholden ved at gå tilbage til dv-bånd. Men selve kameraet er solid kvalitet. Der er en god chip til at modtage dataen (i modsætning til "feriekameraerne") og en god linse. Så jeg blev positivt overrasket over kvaliteten af billederne, da jeg så dem, der blev overført. Der er mere liv i dem end hvad jeg tidligere har set med DV og visse HD-optagelser. Det var dejligt at opleve.
Derudover har jeg faktisk fanget en del gode øjeblikke mellem Esther, Torsten og Kramer under optagelserne. Lyden og billederne er også okay. Kun få steder kunne jeg ønske mig lidt mere lys, bedre lyd eller andet. Og måske kan det endda rettes i redigeringsfasen. Vi får se.

Gode øjeblikke
Faktisk troede jeg, at jeg havde nogle få, men gode øjeblikke, så de gode materiale ville passe fint med filmens længde. Men faktisk tror jeg alligevel, at jeg må til at "kill my darlings" - faktisk en hel del - undervejs. Der er flere gode øjeblikke end jeg kunne huske. Men selvfølgelig, nu til dags med dvd'er med "outtakes" osv., så kan man snige lidt mere med som supplement, hvis man vil det. The "gag reel", I ved.
Og tja, jeg har da også leget med idéen om, at en del af optagelserne måske kan bruges til at lave en slags musikvideo til et af numrene. Der er jeg dog lidt mere på bar bund hvordan det evt. skal klippes sammen. For det er jo heller ikke lige filmet som musikvideo. Nå, vi må se på det, når vi når der til.
Jeg er pt. nået til der i materialet, hvor optagelserne er overstået og der er sagt farvel til Kramer. Nu venter den del af turen, der gik mere på at opleve New York og Montreal. Det meste derfra skal ikke bruges i filmen. Så jeg må finde få, men gode øjeblikke derfra til at supplere det,der er fra selve pladeprojektet. Samtidig skal jeg så også beslutte mig for om alt dette overhovedet passer ind i en film, der mest skal fokusere på pladeprojektet. Måske. Måske ikke. Det vil tiden vise. Det kan ske meget i klipperummet (det er vist en velkendt "floskel"?).

Opbakning til projektet
Århus Filmværksted har allerede ydet et god opbakning. Det lånte mig udstyret og har været utroligt flinke og hjælpsomme. En helt igennem positiv oplevelse indtil videre. Jeg håber, at jeg i projektets slutfase også kan få noget assistance med at finpudse filmen efter den første redigering. Så jeg ved hvordan jeg kan forbedre klipningen, bringe evt. manglende elementer ind og fjerne andre ditto og til sidst justere billedet farvemæssigt, så filmen får et nogenlunde homogent look.
Udover støtten i form af udstyr søgte jeg penge fra to forskellige steder. Det ene sted fik jeg desværre ikke, men jeg fik faktisk fra det andet sted. Det er Dansk Journalistforbunds fond med penge fra "blankbåndsmidlerne", der har fundet projektet interessant nok til at støtte det økonomisk.
Helt konkret betyder det, at det ikke bliver så stor en økonomisk belastning som ventet, når jeg meget snart skal ud og erhverve mig en iMac, som jeg skal redigere filmen (og fremtidige projekter) på. Det vil nemlig med mit nuværende fuldtidsarbejde være ret bøvlet at skulle sidde og redigere on/off på filmværkstedet. Jeg vil gerne i fritiden kunne gå direkte til projektet og arbejde på det derhjemme. Så støtten - der er givet til specifikke udgifter til selve turen og som jo er betalt - er meget velkommen. Kort sagt: Fantastisk dejligt!

Jeg skriver naturligvis mere, som projektet skrider frem. For ja, selv om jeg har en faglig ballast journalistisk, så er jeg som "filmskaber" jo stadig en novice. Men ikke desto mindre har jeg kastet mig over det og måske er der andre, der kan bruge noget af det, jeg skriver her til noget, hvis de går med samme tanker. Who knows?
Om ikke andet giver det mig selv en mulighed for at reflektere lidt over processen undervejs og måske blive lidt skarpere på nogle ting, når jeg får dem formuleret her.

Lars

Teatralsk rockduo fra Berlin indtager Café Vestergade

2010-11-08T13:35:00.004+01:00

Fra AOA.dk:

Bertolt Brechts cabaret møder dramatisk punkattitude i victorianske klæder, når den berlinske duo Sister Chain & Brother John optræder lørdag den 13. november, skriver AOAs musikblogger.

Lørdag den 13. november får Café Vestergade besøg af det, jeg vil betegne som en spændende velbevaret hemmelighed. Duoen Sister Chain & Brother John (lyt på MySpace) fra Berlin præsenterer nemlig deres helt eget bud på hvordan rockmusik kan spilles på caféen kl. 21.00.

I november sidste år havde jeg fornøjelsen af at stå bag to koncertarrangementer i Århus (videolink) og Aalborg (videolink), hvor de tog del i løjerne. De formåede virkelig at slå benene væk under publikum. Nu er de tilbage i Århus igen. Egentligt er de her for at medvirke i en film produceret her i byen, men selvfølgelig skal århusianerne ikke snydes for en liveoplevelse med dette unikke par, når de endelig er her.

Trashet viktoriansk
Sister Chain & Brother John har det med at optræde i viktorianske klæder. De nydelige gammeldags linier passer godt til deres teatralske indgang til musikken. Sister Chain fremrører med sin store stemme på karismatisk vis sange om elsskovssyge, erotiske maremidt, underfundige historier og til tider også et par skarpe politiske stik. Det balancer dog mellem det klassiske og det trashede, for Brother John spiller skiftevis forvrænget el-guitar og bas. Det er deres simple, men uhyre effektive set-up.

Brecht møder punk
Sister Chain & Brother John får ofte flotte ord med på vejen. En anmelder skrev i sin tid begejstret om en af duoens nu over 200 koncerter:
"Sister Chain & Brother John er noget for sig selv. Man kommer til at tænke på Esther Ofarim og Klaus Nomi, men også Bauhaus og The Sisters of Mercy, Brechts og Kurt Weills kabaret og Lotte Lenya. Jeg står ved deres koncert og jeg smelter af ren nydelse.”
Den gennemførte liveoplevelse vidner om et erfarent band. Deres mange koncerter har de spillet i kirker, på skibe, på gadehjørner i krigszoner, foruden natklubber, festivaler og koncertsale. De udgav deres debutalbum "Darkness to Warm Your Heart" i 2008 og har turneret i Danmark, Norge, Tyskland, Storbritannien, Tjekkiet, Israel og andre steder.
Den tyske avis Die Tageszeitung skrev om deres album:
”Sister Chain & Brother John tager den ramme, som duoen er med alle dens begrænsninger, og bruger den til fulde."
Så der er en spændende koncertaften i vente på Café Vestergade. Entréen er endda gratis. Nysgerrige kan også tjekke dette videolink fra en koncert i Tyskland eller denne underfundige lille musikvideo.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 11

2010-11-01T16:46:00.007+01:00

Lige en sidste blog om USA/Canada-turen for at få samlet op efter hjemkomsten...

Der sælges meget turistbras på gaderne i New York. T-shirts og kasketter med "I (hjerte) NY" er en klassiker, men andet tingeltangel er der også rigeligt af. Intet af det er naturligvis godkendt af copyright-myndighederne. To t-shirts med Steen fra "Steen & Stoffer" (Calvin & Hobbes) går igen flere steder. På dem står den lille knægt og ser godt muggen ud. Teksten på den ene lyder "Every day I am forced to add another name to the list of people who piss me off" og på den anden blot "New York Attitude". Ja, den har man jo hørt om. Eller set på film. Attituden. Men virkeligheden viste sig at være den dimentralt modsatte.

The Real New York Attitude
Jeg har tidligere i bloggen nævnt, at New Yorkerne var meget imødekommende og stolte af deres by. Da vi kom tilbage igen til New York efter Montreal oplevede vi det igen. Vi står på et gadehjørne i Soho med vores kort over byen og hurtigt bliver vi hjælpsomt spurgt om, hvor vi skal hen. En anden gang i undergrundsbanen snakker vi dansk med hinanden, hvilket får en puertoricansk mand til at spørge om vi er tyskere. Nej. Vi forklarer. Han kender godt Copenhagen. Han spørger til om hvad vi synes om New York og foreslår nogle ting, vi burde se. Bl.a. nogle musicals. Vi har dog ikke lige lyst til at følge hans råd om at gå ind og se "The Lion King", men det er tanken, der tæller. :-)
På en café/bar en eftermiddag i nærheden af, hvor Esther optog sin kommende plade, oplevede vi også hvordan "de indfødte" meget naturligvis falder i snak med folk. Måske meget naturligt sådan en sted. Men alligevel. Det var slet ikke efter tilbageholdende dansk/europæisk standard. Generelt mødte vi mange åbne mennesker i New York.
Er man ude og spise er betjeningen som regel meget venlig og helt i top. Det må naturligvis have at gøre med, at drikkepenge er en betydelig del af lønnen. Men om man som dansker synes om hele drikkepenge-idéen eller ej, så giver det bare en bedre oplevelse. Og ja, om det er pengene, der gør det eller ej, så kommer man bare tættere på hinanden også selv om det måske er professional kindness.
At komme hinanden ved er nok også uundgåeligt, når så sindssygt mange mennesker klemmes sammen på så lidt plads. Derfor giver det i øvrigt endnu mere mening at være flinke ved hinanden for at undgå for mange gnidninger. Ellers ville den potentielle krudttønde, som New York er, nok være eksploderet for længst.
En by som New York vil nok kunne give enhver et massivt rygstød. For selv om den har nok så mange skyggesider (og verdens måske absolut mest arrogante borgmester - Bloomberg), så har byen meget at være stolt af. Og den har noget at have det i.
"The New York Attitude" holdt i øvrigt helt til Hamburg, der var vores endestation med fly. Bilen ville ikke starte, da vi kom frem (og vi ville bare hjem efter en lang, hård tur). Vi fik hjælp til at løbe den i gang, men det fik dog ikke gang i den. Og da det tyske Falck - ADAC - ankom og satte startkablerne til og fik gang i den, så ventede jeg en kæmperegning. Men han sagde bare, "Aj, det er okay." Surprise! En potentielt dårlig dag blev vendt helt om. Karma optur!

Den sidste bid Montreal
Men lige et par skridt tilbage. I Montreal skulle vi som tidligere skrevet til koncert med Mark Lanegan og Isobel Campbell. Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal mene om sidstnævnte. Et fire mands liveband vil selv, når det spiller stille, komme til at overdøve hendes hviskende stemme. Den virkede kun godt på få numre. Mark Lanegan havde noget mere power. Man kan så diskutere om han, selv om han er intens, når ret langt ud over scenekanten. Men der var i hvert fald en håndfuld numre, hvor jeg synes, at musikken sprang så langt frem, som den burde. Måske på grund af melodier, men måske mere på grund af backingbandet.
Aftenens store positive overraskelse var dog opvarmningen Willy Mason. En mand og en guitar. Og så ellers helt klassisk, men meget kompetent singer/songwriter-stil. Efterfølgende research har vist, at han rent faktisk er et navn i England på et stort label (Virgin) og med moderate hitlisteplaceringer.

Central Park
Efter vi havde været i Montreal havde vi et par dage mere i New York. Vi nåede til Central Park, hvor vi havde lejet cykler hjemmefra til halv pris via Groupon. En artikel i Politiken, før vi tog hjemmefra, frarådede forskellige turistting i New York. En af dem var hestevogn i Central Park, fordi de kun kører rundt på de store veje i parken. Men vi fandt ud af, at kører man på cykel, så må man også kun køre på de store veje. Ikke de små hyggelige, der snor sig igennem parken og hvor der er mere at se på. Så må man stå af og trække. Mit hurtige bud er, man nok skal sætte i hvert fald 3-4 timer af, hvis man vil gå hele parken rundt. Så er det noget lettere med cykel. Men hvis man ikke behøver at komme hele vejen rundt, så får man nok set den bedre ved bare at gå rundt i den nedre del af parken. Med et sæt "groupons" mere spise vi bagefter et lækkert måltid "kapas" (Gæt engang. Ja, det er koreansk tapas, he-he) på Chom-Chom.

Folkets kunst
Vi havde også besluttet os for at skulle se The American Folk Art Museum. Kunst af den "almene amerikaner". Først fandt vi en lille filial, hvor der bl.a. var billeder lavet af en Vestie Davis. Ganske "naivistisk", men netop derfor ganske fede ting imellem. Hovedafdelingen ligger lige ved siden af MoMa (The Museum Of Modern Art) og det var tydeligt - ud fra køen udenfor sidstnævnte - at de nød en meget forskellig bevågenhed. MoMa har jo de store navne. Folkekunstmuseet havde en masse forskellige bud på hvordan kreativiteten har fundet vej ind i den amerikanske dagligdag. Bl.a. quilts, "hjemmefusket" outsider art og dekorative figurer af forskellig art.
Vestie Davis' havde bl.a. malet motiver fra Coney Island. Der havde vi også været forbi inden, hvor jeg havde filmet nogle af de samme motiver. Måske kan jeg lave nogle sjove overgange i filmen mellem kunst og virkelighed.

Den gode historie
Inden vi tog fra Danmark havde jeg købt billetter til et arrangement af The Moth. Det er en 14 år gammel non-profit organisation i New York, der laver historiefortæller-aftener. New York tiltrækker jo i sig selv altid interessant talent til sig. Så selvfølgelig var det også spændende navne, der stod på scenen på det flotte, gamle New York Public Library, hvor denne aftens fortællinger skulle foregå. Der var Pulitzer-nominerede journalister, en lesbisk jødisk komiker og et par "gejstelige" (hvoraf den ene var Al Sharpton, der også er kendt uden for USAs grænser). Det var dog journalisten og forfatteren Andrew Solomon, der gjorde størst indtryk denne aften med en historie om at finde frem til kunstnere i Afghanistan efter Talibans styre var væltet.
I løbet af aftenen var der seks historiefortællere, der hver havde 10-12 minutter, samt en vært, der bandt det hele sammen.
Jeg vidste fra The Moths hjemmeside, at de har udgivet cd'er med mange af de bedste historier, så dem ville jeg gerne købe. Jeg måtte dog lave en aftale om at komme forbi deres kontor dagen efter for at få fat i dem. De vil blive for dyre at købe via nettet pga. USA og Europas evindelige bekrigen af hinanden med obskøne toldregler.
Efter arrangementet begyndte jeg at tænke en del over om min dokumentarfilm overhovedet har en historie. At det skal den da have. Men jeg kom frem til, at ja, der er en historie, men den følger ikke den klassiske spændingskurve. Jeg har i stedet en historie, der fungerer som en ramme eller et skelet. Inden for den/det skaber jeg en oplevelse, der bygger på billeder i samspil med Esther's musik og giver via aktørerne nogle ord, der giver plads til reflektion. Så ikke en lige-ud-af-landevejen film. Bevares, den bliver nok relativt kronologisk, men fortællestilen bliver ikke af den slags, man bruger rundt om lejrbålet som The Moth betjener sig af.
Så efter et øjebliks tvivl - ovenpå den meget overbevisende aften - så kom jeg tilbage på rette kurs igen.
Og yes, "filmskaberen" her kan efterhånden sige farvel til den "rygskade", som kameratasken efterhånden har påført mig, he-he. Hårdt arbejde.

Dokumentarfilmen
Nu lover jeg, at de fremtidige blogs om filmen nok skal handle mere om selve filmen. Kameraet er nu afleveret og i den anden halvdel af november skal jeg til at overføre dv-bånd til harddisk. 14 timer i alt, lader det til. Men jeg husker allerede gode øjeblikke fra det, jeg filmede. Måske skal jeg prøve først at bryde min hjerne med at huske netop dem. For de må jo være de bedste. Lidt ligesom at skrive en artikel for derefter at skrive den engang mere fra hukommelsen. Det bliver den bedre af, fordi man kun kan huske de gode ting.
Af andre kreative idéer fra turen har jeg overvejet om jeg måske skulle skrive et par artikler. En om The Moth, en om Montreal og en om Esthers pladeprojekt.
Derudover har jeg en masse musik der skal lyttes til. Fandt en del LP'er og cd'er derovre (samt nogle bøger og tegneserier). Bl.a. nogle fra Kramers wacky gamle ting fra slut-80'erne og start-90'erne, noget Eugene Chadbourne og John Lurie (både The Lounge Lizards og soundtracks til Jim Jarmusch-film).

Men ja, følg med her, hvis I er nysgerrige efter hvordan en helt grøn "filmskaber" vil tumle sig vej frem til sin første kortfilmsdokumentar.

L

Making A Movie # 10

2010-10-28T11:36:00.008+02:00

På vej hjem i toget fra Montreal til New York fik jeg redigeret en sidste videoblog. Den havde jeg ikke lige fået lagt her på Støj På Overfladen endnu. Værsgo!

Varm og funky etiopisk jazz til vintervejret

2010-10-27T15:06:00.004+02:00

Fra AOA.dk:

Endnu et verdensnavn gæster Atlas. Tirsdag den 2. november står etiopiske Mulatu Astatke på scenen med den perfekte modgift til det danske vintervejr, skriver AOA's musikblogger Lars Kjær Dideriksen.

Århus' nye spillested Atlas har på forbavsende kort tid - siden august i år - leveret en imponerende række sublime koncerter. Om det så har musik været fra Norge, Syrien, Balkan, Mali eller de hjemlige himmelstrøg. Man kunne have frygtet, at det århusianske publikum ikke havde opdaget Atlas eller slet og ret ikke havde interesse for den musik, som så sjældent spilles radioen, fordi den ikke er almindelig rock eller MTV-egnet. Men den frygt har vist ikke at have noget på sig.
Atlas har fra starten formået at tiltrække absolutte verdensnavne fra den mere eksotiske musikscene og publikum har bakket utroligt flot op. Fremmødet har faktisk været pænt imponerende og festen er så sandelig heller ikke udeblevet! Det startede i højt tempo og fortsatte med det bl.a. den 1. oktober hvor taget lettede, da Boban Markovic fra Balkan spillede op. Tirsdag den 2. november kommer den sidste perle i rækken af verdensnavne, som Atlas lagde ud med at offentliggøre, da stedet åbnede: Mulatu Astatke fra Etiopien.

Revival via Hollywood
Har man set Jim Jarmuschs film "Broken Flowers", hvor Bill Murray kører rundt til tidligere damebekendtskaber for at finde ud af hvem der er mor til hans søn, så har man hørt Mulatu Astatke. Hans musik blev brugt løbende igennem hele filmen, som for alvor fik kastet lys på denne gamle mester.
Men blandt kendere var han allerede stor. Bl.a. fordi hans numre figurerede på en lang række opsamlings-cd'er med musik fra 60'ernes og 70'ernes Etiopien.

Fra en svunden guldalder
Mange af os forbinder Etiopien med billeder af hungersnød i 80'erne, men før det gik så galt, så var hovedstaden Addis Abeba lidt af et "in-sted" for de rige. De lokale orkestre tog den funky og jazzede lyd fra vesten til sig, men det lød nu alligevel ret anderledes, når de begyndte at spille. Instrumenteringen og rytmerne minder om noget, vi kender, men melodierne og sangene lyder langt mere af lokalkolorit. Musikken svinger, men stilen er samtidig tilbagelænet sexet og lyden er gennemført "old school". Den er blevet kaldet "ethiojazz". Og det er blevet en vindende formel. Der er mange fantastisk smukke numre på de førnævnte opsamlings-cd'er ("Ethiopiques"), men det var Mulatu Astatkes, der virkelig skinnede igennem som de bedste numre.
Så lidt i stil med de cubanske musikere kendte fra "Buena Vista Social Club" er den nu noget ældre herre trådt frem af glemslen og nyder nu anerkendelse og spiller rundt om i verden. Han har allieret sig med britiske musikere - med hvem han bl.a. også har lavet et nyt album - og til sammen kalder de sig Mulatu Astatke & The Heliocentrics.
Kort sagt, endnu en oplevelse på Atlas, man ikke bør gå glip af. Nysgerrige kan lytte til musikken og se video på Atlas' hjemmeside.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 9

2010-10-19T18:43:00.003+02:00

Her er endnu rejse-inficeret del af jeg-laver-en-film-bloggen. Vi er på vores sidste aften i Montreal. Den rundes af med en koncert med Mark Lanegan & Isobel Campbell, hvor vi er havnet på gæstelisten, fordi bandet bl.a. består af et par flinke århusianere.
Vi har gået meget på denne ferie. Jeg travede en del i New York og sammen har vi været vidt omkring på samme måde i Montreal. I går var nok den hårdeste dag, fordi vi tog turen op til toppen af det lille "bjerg" Mont Royal midt i byen. Snoede stier igennem den flotte, gule efterårsskov hele vejen op. Vi kan mærke det i benene i dag.

Kulinarisk stafetløb
Vi har egentligt ikke drønet meget rundt til turistattraktioner, men bare nydt at være i en by med en relativt rolig puls og frisk luft. Hvis man skulle sige noget kort om Montreal, så er byen et godt sted for folk, der kan lide god mad, flot natur, musik og film. Maden er god her - og billig i sammenligning med Danmark. Men det gælder vel næsten snart resten af kloden? Ligger fædrelandet ikke nummer ét som det dyreste land nu? Danmark må snart være kendt som nationen, der finder sig i hvad som helst. Nå...
Alle æder bagels her. Det har aldrig været min favoritspise, men her kan de finde ud af at lave dem. Godt. Og på flere forskellige måder. På St. Viateur Café på Avenue du Mont Royal kan man spise dem med diverse fyld på. De mere klassiske bagel-butikker sælger dem uden fyld.
Vegetar- og veganerrestauranten Aux Vivres på Boul. St. Laurent - gaden hvor vi bor - har vi været på to gange. De har som mission at vise hvor lækkert mad kan være uden kød og det gør de mere end overbevisende. Her fik jeg i øvrigt smagt 'tempeh' for første gang, hvilket jeg synes virkede noget mere spændende end tofu.
I samme gade ligger også restauranten Robin des Bois. Vi var på vej ind på den i går og faldt i snak med en kvinde, der var på vej ud derfra. Det var en af stedets grundlæggere, der fortalte os lidt om stedet. Kokkene er professionelle, mens resten af de ansatte er frivillige. Overskuddet fra stedet går nemlig til seks velgørende formål. Bl.a. herberg for unge hjemløse. Stedet var pænt indrettet, maden lækker og prisen ikke engang fantastisk høj. Og ja, restaurantens navn er jo taget fra en ret kendt person. Aktuelt portrætteret af Russell Crowe i en Ridley Scott-film. Og som hende vi mødte sagde: "We take from the rich and...". Så behøver jeg vist ikke sige mere? :-)
Et ekstra lille kuriøst indslag er, at hvis man er i humør til det, kan man betale 5 dollars, stille sig ind i et rum tæt ved indgangen og kaste en tallerken ind i væggen. Alt for den gode sag?

Musiknørdens paradis
Før vi kom til byen var der den årlige Pop Montreal musikfestival rundt om i byen. Jeg kan slet ikke begynde at remse op, hvor mange fede navne, der var der. Hvis jeg havde været i byen på det tidspunkt, ville jeg have styrtet rundt for at få det hele med. Mens vi er her, så er det lidt småt med de navne, jeg kender. Men det er fint nok. Jeg fik hørt noget fint og for mig ukendt musik. To aftenener på Casa Del Popolo og så en mere eksperimenterende aften på Le Cagibi, hvor der var en showcase for et lille lokalt kassettebånds-pladeselskab kaldet Hobo Cult Records. Dronede ambientsager, country-guitar-noise og get this... japansk drone-rockabilly. I didn't see that one coming. :-)
Men det er ikke kun livemusikken, der byder sig til her. Montreal har relativt mange pladebutikker. En hel del af dem har vinyl. Jeg har ikke nået at se alle de butikker, jeg ville, men ramte et par rigtigt gode, hvor der virkelig var nogle spændende ting at finde. Her må jeg især fremhæve Phonopolis på Avenue du Parc og 33 Tours på Avenue du Mont Royal.
Jeg tror, at jeg laver min egen lille guide til alverdens pladebutikker på et tidspunkt. Nu får vi se. Jeg må sige, at jeg ikke er stødt på pladebutikker i samme omfang og kvalitet i New York. Og i øvrigt skulle Montreals butikker være noget billigere.
Montreal har i øvrigt også nogle helt gennemførte retrobutikker med alskens sjove sager. Sågar med ekspedient i polkadot og hornbriller.

Også film, naturligvis
Der lader til at være en konstant strøm af filmfestivaler i Montreal. Vi ramte også en af dem og nåede én film: "David Wants To Fly". Den handler om den 'transcendentale meditation', som filminstruktøren David Lynch benytter sig af og er stor fortaler for. Eller måske nærmere afslører, at der faktisk er noget ret så råddent bag det foretagende. Jeg er ikke i tvivl om at David Lynch har lavet mange gode film, men i filmen her ser vi en helt anden side af ham, som skuffer mig en del.
Jeg har tidligere nævnt, at de i Montreal har en pendant til Århus' kultbiograf Slagtehal 3 kaldet Blue Sunshine. Vi så en John Peel-dokumentar der og vendte tilbage senere til en aften med seks kortfilm af Jamie Travis, der selv var til stede og svarede på spørgsmål efterfølgende. Seks helt fantatiske film, hvor en af dem har været vist i Danmark engang, så vidt vi kunne forstå. De kan anbefales. Morsomme, surrealistiske og visuelt exceptionelle. De hedder "The Saddest Boy In The World", "Why the Anderson Children Didn't Come to Dinner", "The Armoire" og "The Patterns Trilogy".
Filmkøb- og udlejning strækker sig her til lands også længere end bare Blockbuster. Bevares, den kedelige kædeforretning er her flere steder, men til gengæld er der også steder som butikken Boite Noire på Avenue du Mont Royal, der er rigtig stor og har et mundvandsfremkaldende filmudvalg (ergo: ikke mainstream). Naturligvis NTSC-dvd'er i Region 1, så det er mindre fedt. Men er der dog veje udenom, hvis man virkelig vil.
I øvrigt: Til dem, der kan fransk og er meget teaterinteresserede, så lader det til, at man bør tage en tur til Montreal.

Ultrasmart automatik
Montreal har et par gode eksempler på smart automatik. Bl.a. Bixi-bycyklerne. De står låst i stativer, der er spredt over hele byen. Man putter sit kreditkort (eller abonnementskort) i en automat og betaler 5 dollars for et døgns brug og trækker så en cykel ud (et årsabonnement koster vist under 100 dollars). Så kører man hen, hvor man skal, og chancen er stor for, at der er et andet stativ lige i nærheden. Man har 30 minutter til at komme frem til næste stativ. Ellers koster det 1,50 dollars for en ekstra halv time. Og mere for de efterfølgende timer. Afleverer du ikke din cykel igen inden for 24 timer, så bliver der trukket 250 dollars på dit kreditkort.
Cyklerne har tykke dæk, megacomfy sadler og tre gear. De er i god stand, for finder du en cykel, der er i stykker, så trykker du på en knap på stativet, der giver besked om at den er gal og så kommer der én og fikser den. Det er sgu' da smart. :-) Det er svært at stjæle cyklerne og det kan ikke betale sig - og de er altid i god stand. Og billige at bruge (det er jo under 30 kroner for et helt døgn bare for os turister, der ikke tegner abonnement). Hatten af for Montreal.
En anden mindre ting, der også er automatisk, er Distroboto. Lokale kunstnere har på diverse caféer installeret nogle af de gamle cigaretautomater. I stedet for smøger kan man nu trække kunst i automaten. Små 2-tommer-cd'er, minitegneserier, kortfilm og andre små sjove ting. Det koster 2 dollars, hvor 1.75 af dem går til kunstneren. I like. :-)
Apropos lokal "kunst", så mødtes jeg i dag med Scott Da Ros, der er manden bag det lokale progressive rap-label Endemik Music, der bl.a. har udgivet albums med Bleubird. Jeg har indtil videre kun mailet med ham, så det var sjovt at møde ham face to face og snakke lidt.

Og så er der jo en doku
Dokumentarfilmen jeg har gang i, har fået lidt mere materiale i form af flotte naturbilleder fra turen op ad Mont Royal. Jeg ved faktisk ikke om de skal bruges. Er faktisk i gang med bånd nummer 18 (af 40 minutter hver), så jeg kommer da hjem med en del materiale. Jeg vil også mene, at jeg har fået en del gode ting i kassen. Der burde være nok til de indtil videre planlagte 27 minutter, som filmen helst maksimum bør vare.
Jeg har også fået lavet interview med Esther. Jeg skal nok have lavet lidt mere. Men det er rart, at få en stor del af det i kassen. For det skal gøres, mens vi er på farten, og ikke hjemme i Århus. Så ville interviewene bliver noget helt andet, som jeg er overbevist om ikke ville få den samme kant. Eller tja, jeg tror i hvert fald, at resultatet bliver bedre, når vi gør det, mens vi er her og stadig har det hele tæt på.
Vi skal også lige have lavet en sidste videoblog. Vi regner med at lave den i toget tilbage til New York i morgen - og så have nogle billeder med fra Montreal.

L

Making A Movie # 8

2010-10-13T21:34:00.022+02:00

Sidder på værelset på Pensione Del Pololo og har en større del tøj til tørre ved radiatoren. Udenfor rusker vinden i træerne og det står ned i stænger. Skidt vejr. Kan dog ikke rigtigt klage. Vi har været heldige undervejs. Vi ankom til New York i solskin og havde små to dage med lidt gråt vejr, men ellers har det været helt sommeragtigt omkring de 20 grader med fin sol. Vi nåede dog lige en vild gang regn og torden i New York aftenen før vi skulle fra byen. Hvilket var flot. Lyn over Manhattan. Set fra Brooklyn fadede Manhattans skyline ud indtil den var helt væk i natten. Og så ramte den tunge regn Greenpoint. En halv time senere var skylinen atter synlig og om morgenen var vejret okay igen.
Da vi ankom til Montreal var vejret stadig så fantastisk, som det havde været på vej herop, men 10 timer længere nordpå var vi ca. 5-7 grader længere nede på barometeret. Vi kunne se vores ånde om morgenen.

Renhed og sprog
Nå, nok om vejret. Vi skulle nu få to dage med regn her. Derefter skulle solen kommer tilbage, så vi kan gå en tur op på Mont Royal - "bjerget" der ligger midt i Montreal.
Jeg skrev tidligere i bloggen her om hvor ren Montreal ser ud. Især i forhold til New York.
Det virker lidt som at gå rundt i en velfriseret park at befinde sig i Montreal. Selv højhusene (jeg vil ikke kalde dem skyskrabere) er nydeligt rene. Vi befandt os også i en større offentlig bygning forleden og der kunne man gå hen til en lille automat og squirte lidt hand sanitizer ud ganske gratis. Smart.
Sproget kan dog være en barriere her. Den franske del af Canada virker som om den bevidst har valgt at afvise det engelske sprog. Selv ca. 20-årige ekspedienter i forretninger kan stort set ikke tale engelsk. But I guess that's a French thing? Det kender vi vel egentligt også lidt fra Europa? Men vi klarer os uden store problemer.
Én forskel, der er let at mærke her, er hvordan amerikanerne altid falder i snak med én - i subway'en, på baren eller på gaden. Montreal er ikke sådan - og derved også meget europæisk. New Yorkerne er i hvert fald meget snakkesalige og imødekommende. De gør næsten en dyd ud af det. Det bunder nok også i, at de er stolte af deres by og samtidig har noget at have det i.

En kulturel tidsrejse
Montreal har mange flotte, gamle bygninger, men man får også nogle nyere kulturelle flashbacks. Man opdager hvor mange bands, der egentligt kommer fra Canada. Ja, der er jo Alanis Morrisette, Bryan Adams og Celine Dion. Men så er der dem, vi har glemt. The one hit wonders, som stadig huserer i Canada. Crash Test Dummies (dem med "Mmm Mmm Mmm Mmm") eksisterer sgu' stadig og skal faktisk snart spille her. Barenaked Ladies er heller ikke afgået ved døden. Og dem, jeg helt havde glemt, laver åbentbart stadig musik: Bran Van 3000. Kan I huske dem? Det var dem med "Drinking in L.A.". Ha! :-)

Musik her og hjemme
Anyways, lidt livemusik er det da blevet til her. Eftersom vi bor på Del Popolo får vi gratis adgang til alle koncerter på stedet, mens vi er her. Bonus! :-) Der er koncert hver aften både her i huset og et stykke væk i La Sala Rossa, som Popolo også står for. I forgårs så jeg Bruce Peninsula, Charlotte Cornfield og Bent By Elephants. I går så jeg Coco & Co og Gianna Lauren (men missede My Lovely Son). Anede ikke hvem de var, men nogle af dem var ganske gode.
Fremfor alt var det fedt at opleve nogle små bands, der synger på engelsk og samtidig har det som modersmål. Man kan ikke lade være med at tænke på alle de danske bands, der forsøger sig på engelsk og sammenlignet med disse kunstnere ikke når dem til knæhaserne. I øvrigt ikke blot i sproglig formåen, men også evnen til at stå på en scene og være i kontakt med deres publikum. 90% af danske bands evner det simpelthen ikke, når man skal lave den direkte sammenligning. De er stive, kunstige og alt, alt for selvbevidste. Drop det dog. Giv efter for musikken.
Mens vi har været herovre tjekkede vi lige Politikens web, mener jeg det var, hvor der var et interview med Saybia-forsanger Søren Huus, der har lavet en soloplade på dansk - simpelthen fordi han på engelsk ikke kunne udtrykke det han ville om sin kæreste, der døde i et trafikuheld. Go figure, folks...
Den danske "rockmastodont" Kashmir har f.eks. på gud ved hvilket år endnu ikke evnet at lægge sine grammatiske fejl og småpinlige engelskdansk bag sig.

Spas og shopping
Det kan blive en længere snak om dansk musik, som jeg lader ligge her. Af andre sjove ting, så har vi fundet Montreals pendant til Århus' kultbiograf Slagtehal 3. Her hedder den Blue Sunshine (opkaldt efter filmen af samme navn). Vi var deroppe i går og så en BBC-dokumentar om John Peel (fordi i går var årsdagen for John Peels sidste radioprogram).
Sjovt nok sad århusianerne samme aften derhjemme og hyggede sig med canadiske film i kælderen i Mejlgade, hvor temaet var "canuxplotation". :-) Der er også en filmfestival i Montreal lige nu, så vi tjekker måske et par film ud. Der er bl.a. en om David Lynch og hans "transcendentale meditation".
Der er faktisk en del fede musikbutikker i Montreal. Flere end jeg er stødt på New York, synes jeg. Og flere af dem har en del fede sager, jeg har ledt efter. Jeg tror, at jeg snart må lave min egen lille pladebutik-guide om de steder, jeg efterhånden har besøgt i forskellige byer. Jeg plejer som regel at tage billeder af dem.
Vi cyklede også en tur ud til den botaniske have, hvor de havde både en kinesisk og japansk afdeling foruden et "insektarium". Hyggelig dag. Senere må jeg i øvrigt lige huske at fortælle om det latterligt smarte cykelsystem, de har her i byen. En fantastisk idé, der virker perfekt.

Lidt film til sidst
Hov, bloggen her handler jo egentligt stadig om at lave en dokumentarfilm om Esthers pladeprojekt. De sidste par dage har jeg ladet det store kamera være hjemme. Rart. Min skulder var ved at blive skæv, he-he. Men når vejret bliver bedre skal jeg have filmet lidt mere. Og mens regnen buldrer rundt udenfor og vi er "fanget" på vores værelse, så burde jeg nok se at få interviewet Esther, så vi har noget "voice over" med hende til filmen.

L

Making A Movie # 7

2010-10-13T14:06:00.009+02:00

Jeg skriver dette fra et af de kun fire værelser på Pensione De Popolo i Montreal. Det er en del af Casa Del Popolo, der tæller to spillesteder (så vidt jeg kan forstå), en café og så den lille håndfuld værelser ovenpå. Jeg kan se på deres koncertkalender, at allerede i denne måned har bl.a. Scout Niblett, Danielson og Casiotone For The Painfully Alone spillet. Dem kender jeg da. Der er ikke rigtigt noget, jeg kender, mens vi er her. Dog synes Half Baked at ringe en klokke.
På værelset her er der indrammede koncertplakater med Scorch Trio, Sun City Girls og Sonore (Brötzmann og Gustafsson), som jeg ser som en indikation af, at dette vist må være det helt rigtige sted at befinde sig.

Hvor er al skraldet?
Udefra er Casa Del Popolo ret "rustik" og adskiller sig en del fra det Montreal, vi lige efter ankomsten på togstationen kørte igennem med taxi (med radiokanalen Planet Jazz med Billie Holiday, der gav os et rart og mellow ride til vores destination). Byen er - i hvert fald i midten, hvor vi kørte igennem - mondænt moderne og fremfor alt ren, hvilket man lægger mærke til med det samme, når man kommer fra New York, hvor skraldet flyder over det meste.

Ingen Photoshop
Selve togturen herop var fantastisk smuk. Jeg havde set en del billeder på nettet af upstate New York i efteråret inden vi tog hjemmefra. Og man må tilgives for at tænke "Okay, de billeder har vist fået en tur i Photoshop". Det har de måske også, men så kun for at ramme virkeligheden bedre. For de grønne, brune, røde og gule skove, der er næsten hele vejen langs søer og kanaler til Montreal, er vitterligt så farverige! 10 timers pangfarver, værsgo!
Okay, vi holdt stille i over en time ved grænsen, fordi tolderne skulle interviewe næsten hver eneste passager om deres ærinde i Canada. Både de amerikanske og de canadiske toldere. Og undervejs var der en del steder, vi holdt stille. Men det måtte der være taget højde for i køreplanen, for vi var ikke forsinkede, da vi ankom. Anyways, togturen kan virkelig anbefales. Den minder mig lidt om dengang for mange år siden, at jeg tog toget fra Glasgow til Fort William i Skotland. Op langs Loch Lomond osv. Pokkers flot. Men som altid med USA, fristes man til at sige, så er tingene herovre lidt mere massive og omfattende.
Jeg filmede naturligvis en del undervejs. Der må være nogle landskaber, der majestætisk kan glide forbi til noget 'voice over' eller lignende. :-)

En video mere
På vores første dag i Montreal skal vi så lige finde ud af, hvor i byen vi egentligt er og hvad vi skal se. Jeg har en relativt kort liste over steder, så programmet står nok mest på afslapning uden de store planer. Indtil vi kommer tilbage til New York, hvor vi lige skal nå det sidste. :-)
På vejen herop i toget fik jeg i øvrigt redigeret en videoblog mere. Jeg er ikke helt tilfreds med iMovie, som ikke virker syndeligt fleksibelt m.h.t. at crossfade lyd og lægge video i flere lag (og derved have lyden fra en video kørende, mens man viser en anden). Så det bliver som det bliver. Redigeret med en boldsaks. Som sagt, her er seneste indslag, hvor man bl.a. kan få et smuglyt til nogle af de nye numre...

L

Making A Movie # 6

2010-10-11T03:05:00.016+02:00

Sidder her i et gammelt warehouse - en slags lagerbygning eller fabrik - i Greenpoint, Brooklyn, med en dåse root beer. Det er første gang, at jeg smager den slags og oplevelsen kan vel siges at lande et sted imellem et Jenka-tyggegummi og et duftlys. En flydende og kraftigt perfumeret pseudo-kulinarisk lussing, der burde holdes til et minimum. Så var cream soda'en forleden faktisk bedre.

Bye-bye, Manhattan!
Vi har nu forladt vores 'tårnhøje helvede' i Financial District på Manhattan. Torsten og Fatima er taget hjem til Danmark, og Esther og jeg befinder os nu i førnævnte gamle bygning i Greenpoint. Byen New York er her så forskellig fra Manhattan, at man kunne forestille sig, at det var et andet land. Faktisk er det også den polske del af New York, så man kan godt føle sig som et andet sted end det USA, man tror, man kender fra tv. Endnu tydeligere er den fornemmelse selvfølgelig, når man går igennem China Town. Så giver det pludselig mening, når man hører folk sige, at New York "har det hele". Ja, det meste af verden er tilsyneladende repræsenteret her i større eller mindre grad.
Anyways, skiftet til Brooklyn er til at mærke. Byens puls er en anden her. Ikke det evige aircondition-brum, men i stedet mere small town byliv med bygninger i max. 3-4 etager. Selvfølgelig stadig med en del mennesker, men slet ikke i samme omfang som på Manhattan. Vi tog dog til Manhattan i dag. Skulle hente togbilletter til Montreal på Penn Station og som de gæve og modige rejsende vi er, så stred vi nordpå på Manhattan og ramte 42nd Street, hvor bilos, varme (vejret her er super), menneskemængde, lysskilte og trafik gik op i den højere enhed, som det myldrende galmandsværk New York også er. Vi måtte gå under jorden og 'flygte' derfra med subway og nåede aldrig op til Times Square (hvilket vi egentligt heller ikke havde ambitioner om) og missede så det ragnarok, der sikkert ventede der. Oh, hvor brave vi er!
Jeg rendte efterfølgende ind i en irriterende hovedpine, som to Panodiler ikke gad at gøre has på. Jeg giver storby-buzzen og dens manglende mætning med ilt skylden. :-)

Interviews til filmen
Nå, men disse indslag i min blog hedder jo faktisk "Making A Movie". Efter vi er ankommet i USA har de dog været lige så meget rejseblog. Kunne heller ikke finde ud af hvad de indslag skulle hedde og det hele smelter jo trods alt sammen alligevel. Men hvis jeg lige skal skrive lidt om filmeriet, så fulgte jeg Esther og Torsten på den sidste optagedag. Der var ikke så meget mere, de skulle fikse, mens de var i New York.
I dag søndag nåede jeg lige netop at interviewe Kramer i ti minutter inden han skulle nå sit fly hjem. Jeg skulle have et eller andet med ham til filmen, hvor han sagde noget - udover de sekvenser, jeg har filmet med ham på. Jeg fik også nogle gode soundbites fra ham. Så nu kan jeg slappe lidt mere af. Var begyndt at blive lidt nervøs for om jeg overhovedet fik noget interview med ham med hjem og ikke kun de filmsekvenser, hvor han agerer med Esther og Torsten. Jeg syntes, at der ville mangle noget, hvis jeg ikke også havde noget "voice over" med ham. Nu skal jeg have interviewet Esther. Det kan være, at vi snupper det, mens vi er i Montreal, hvor vi givetvis skal og kan slappe mere af end her. Torsten må jeg snakke med, når vi kommer hjem til Danmark.

Kontaktbesvær
Det er ikke let at komme i kontakt med folk her i byen via mobiltelefon. De virker ikke altid eller også er sms'er meget forsinkede. Derudover har wi-fi aflivet internetcaféerne, så hvis man skal give råd til rejsende fra Danmark, der kommer herover, så: Husk at tage iPhone med og tjek e-mails den vej løbende. Der er dog ingen af os, der har iPhone, så ja, vi har haft lidt udfordringer. Vi slæber nemlig ikke Macbook med rundt hele tiden. Det kunne være, at man skulle undersøge om man kan have iPhone uden telefonabonnement og så kun bruge den til wi-fi. Sikkert ikke.

Den nye hybel
Nå, men i korte pip kan jeg da lige sige, at turen i går gik forbi Bedford Avenue (og bl.a. Academy Records og Earwax Records). Og i dag nåede vi på Manhattan-turen også lige at gå forbi Chelsea Hotel og fik et pift rockmytologi ind fra højre. :-)
Udsigten fra taget af vores ny hybel i Greenpoint fanger lige hele Manhattan fra siden. Helt perfekt. Rart at opleve Manhattan på afstand - og fra et sted, der er mere mellow. Det er noget mindre luksuriøst end før, men det er faktisk rart. Vi bor dog i en køjeseng under loftet (med en rutsjebane op til og ned fra) i fællesrummet i et lille bofællesskab. Flinke folk og det er ganske billigt. God måde at møde nogle af de "indfødte" på. Men ellers må man sige, at de i forvejen - i New York - er meget imødekommende. Både i subway, på barer og på gaden. Det er jo ikke lige noget, man oplever så meget i Danmark.

Det er lidt løse skriverier det her. Ville ønske, at jeg havde til til at sætte mig ned og skrive lidt mere struktureret. Men det må vente til en anden gang. Jeg skulle i øvrigt også gerne lige have lavet en video mere herovre fra. Måske i morgen.

L

Making A Movie # 5

2010-10-08T14:52:00.008+02:00

Klokken er 9 fredag morgen (og 15 derhjemme). I dag er sidste optagedag for Esther og Torsten. Esther fik naglet en uhyggelig bunke vokaler fast i går og de sidder lige i skabet. I dag skal de sidste ting klares. Jeg fulgte en stor del af processen i går og fik en del gode sekvenser i kassen, synes jeg. Nu har jeg lidt mere ro i sjælen. I går blev "It's All Falling Down" bl.a. indspillet. Og uha, det fungerer godt. Tænk hvordan det kommer til at lyde, når Kramer sætter sig ned og mixer det færdigt, når det allerede nu lyder så godt! :-)
Forleden fik jeg klippet en ny videoblog sammen. Musikken brugt i den er i øvrigt demoen til "It's All Falling Down".

En film tager form?
Når jeg ser hvordan min lille dokumentar skrider frem, så må jeg nok sande, at man kan have nok så mange store æstetiske overvejelser, men at de er svære at realisere, når det drejer sig om dokumentar og ikke fiktion. Dokumentaren giver jo i sagens natur ikke så meget plads til forberedelse. Så selv om jeg fanger en masse "stillestående" stemningsbilleder og lidt sjove vinkler og detaljer her og der, så tror jeg, at styrken i filmen mest vil komme fra gode øjeblikke fra indspilningerne og de interviews, der skal give filmen dybde. Det er ikke helt let at filme i lejligheden for der er dælme ikke meget plads. Hverken til mig eller kamerastativ. Men det går nogenlunde.

Rundt i byen
Som sagt tidligere, så er jeg ikke i "studiet" hele tiden, men er også på sightseeing. Får gået latterligt meget. :-) Var bl.a. igennem Soho og Greenwich Village. Sidstnævnte var ganske cool. I går ramte jeg Chinatown og lidt af (very) Little Italy. Der er så sandelig meget mere Kina end Italien i det hjørne af New York.
Kramer tog os i øvrigt også igennem East Village den ene aften og det var buzzin'. Når jeg kommer hjem skal jeg have sorteret i billeder fra turen og få lagt nogle online. Det er lidt svært på farten her. Denne her Macbook jeg sidder med er underlig. Gider kun æde billederne igennem iPhoto og så kan man ikke se om man har fået alle sammen med bagefter, fordi den grupperer dem efter dato og alt muligt. Jeg vil bare have filerne i én mappe, hvor jeg kan se dem, tak! Apple... control freaks. Al denne higen efter at gøre det let og simpelt ender med det modsatte. Ingen kontrol for brugeren over små basale ting. Nå, nok om det.
Jeg var i øvrigt også på den lille, gratis færgetur til Staten Island med Marzipan-Roberta og familien og fik set byen lidt fra vandsiden.
Og i går var vi på Bubby's og spise igen (ikke Buddy's som jeg tidligere skrev - sådan kan det gå, når man ser navnet på et vindue indefra, ha-ha. bb = dd). Og hvem har netop spist på stedet, når vi har sat os, og går forbi os? Ingen ringere end Harvey Keitel. :-) Jeps, fuck Hollywood. De sejeste skuespillere er fra New York. Harvey Keitel bor i kvarteret. Det samme gør Robert De Niro, Meryl Streep og Isabella Rossilini, så vidt jeg kan forstå på Kramer.

M.h.t. filmen her, så håber jeg, at vi evt. kan bruge den sammen med albummet, når og hvis det skal sendes rundt til nogle labels. Det album bliver for godt til bare at "selvudgive". De rigtige pladeselskaber bør have buddet - med et godt oplæg med album, film osv. Det ville i hvert fald være optimalt. Vi får se!

Mange hilsner

Lars

Making A Movie # 4

2010-10-04T19:43:00.014+02:00

Sidder med en lille lånt Acer-pc på en café/restaurant kaldet Buddy's i TriBeCa, hvor lydniveauet er ekstremt højt fra alle de snakkende gæster, der prøver at overdøve latinmusikken fra stereoanlægget. Den ligger et par hundrede meter fra lejligheden, hvor Esther og Torsten lige nu sidder og indspiller deres kommende plade.

Lejlighed. Klik! Kramer. Klik!
Vi ankom ved 11-tiden og mødtes med Kramer, der skal producere pladen. Esther har mødt ham engang før i København. Torsten, Torstens kone Fatima og jeg mødte ham for første gang. Og ja, vi havde, så vidt jeg kan forstå, alle en rigtig god fornemmelse. Lejligheden er gammel, lidt rodet indrettet på den helt rigtige måde og fyldt med sjove instrumenter (selv theremin og gamelan, selv om de nok ikke skal bruges til pladen, he-he). Vi synes alle, at den var superfed. Mørk i det og med den rette stemning. Kramer virker superrar og har den helt rigtig indstilling til musik, som ser ud til at passe perfekt til Esthers plade og det hun vil med den.
Lige fra start: Spil det nummer, du føler er rigtigt lige nu. Og ingen metronom - følg din hjerte i stedet. Og han er fokuseret på at mikrofonen fanger det helt rigtigt. Esther spiller meget stille på sin guitar, så han kan sikkert fange alle nuancer. Og ja, Kramer er fokuseret på at drikke den rigtige te. Et eller andet fra 2000 år gamle tetræer, der gror i klipper. Smagte det. Faktisk lækkert. Og jeg er ellers ikke tedrikker. Med det prøver jeg nok at sige, at det formentligt ikke bliver seks stressede indspilningsdage. Det skal Kramer nok sørge for.

Close quarters
Rummet i lejligheden, hvor de indspiller, er ret lille. Det bliver nok svært at finde mange forskellige vinkler at filme fra. Men der er så mange små detaljer i rummet, jeg skal have indfanget. Og så er det ellers om at fange de rette øjeblikke, hvor der sker ting, der opsummerer hvad det hele handler om. Det er fristende at lade kameraet køre hele tiden. Det kan jeg dog ikke. Jeg skal heller ikke være der hele tiden. Men det ville også blive for mange bånd at skulle håndtere efterfølgende.

Øjeblikke
Jeg tror, at jeg fangede nogle ganske gode øjeblikke her fra starten. Bl.a. sad Esther med sin akustiske Gibson inden der skulle optages og Kramer bad hende spille, mens han gik helt tæt med øret til guitaren forskellige steder og lyttede... og sagde "wow" flere gange. Han skulle vist lige ind og mærke nuancerne. Det kan være, at det er de øjeblikke kombineret med mere simple "scener" til musikken, at jeg skal fange. For jeg er ikke så skarp på det kameratekniske. Og faktisk, så kan dette kamera ikke lave skarpe og uskarpe for- og baggrunde. Måske hvis man lavede noget fiktion, hvor man havde tid til at stille op. Men det her er dokumentar og det sker i nuet og lige pludseligt. Så det bliver nok en tand mere "guerilla-film" end jeg havde forventet. Men det er måske halvdelen af filmen. Resten bliver nok bybilleder og andre lokationer kombineret med små detaljer - sat sammen med musikken.

New York under pres
Kramer fortalte forresten, at han har optaget hele "The Sound Of Music"-pladen, han lavede med Jad Fair i sin tid i lejligheden. Cool. :-)
De gik faktisk hurtigt i gang med at optage i dag. Lidt snak før action time omkring 11. september (Kramer boede lige i nærheden) og omkring hvordan New Yorks borgmester har afskaffet "rent control", hvilket nu gør det vaaaanvittigt dyrt at bo i New York. Nu har kunstnerne ikke råd til at bo der mere. Tænk på et New York uden dens kunstnere! Det vil da ødelægge alt det, som New York har været kendt for så længe de fleste kan huske. Bare se hvad der sker - eller er sket - i Danmark. Storbyerne er mere døde og grå end før, fordi "boheme-elementet", der skaber noget farve på tilværelsen må flygte fra huspriserne.

Nacho nacho man!
Nå, men lad mig runde af på den positive side. Her på Buddy's har jeg lige bestilt nachos. Holy crap. 9 dollars er måske dyrt efter lokale standard, men for danskere er det jo ikke så slemt. Men damn, det man så får for pengene. Deeee-lish! Det lader ikke til at være nachochips fra en pose Tex Mex. Og så er der chilisauce, salsa, græsk yoghurt, guacamole, sort bønner, forårsløg og jalapenos. Sådan skal den bare laves!

Det er nu det sker
Det regnede en del tidligere, men nu det stoppet. Nachoen lagde bunden og lidt til. Tænker, at jeg glæder mig til at høre det endelige resultat af det arbejde, der foregår henne om hjørnet. Esther fik lavet noget sindssygt gode demoer hjemmefra på min lille Tascam DP-008 (som jeg også har taget med herover, hvis nu inspirationen indfinder sig senere på turen). Kramer fik demoerne forud, så han kunne høre numrene. Men nu når optagelserne er startet, så er de fortid. De skal ikke lyttes til nu, som han sagde. Nu skal øjeblikket fanges. Og jeg tror såmænd, at der kommer rigtigt mange smukke og unikke øjeblikke et par etager oppe i en charmerende, lille rodet lejlighed på hjørnet af N Moore og Varvick i TriBeCa.

L

It's A Man's Man's Hattan

2010-10-04T19:32:00.003+02:00

Buddy's, Hudson Street / N Moore Street, TriBeCa, New York, 4. oktober 2010

Maaaanhattan!

So much space
in such a little place.
So much place
in such a little space.

Man...fucking... hattan!
Erectile horizon

23nd floor
and still not a room with a view
Wasteful nation
Everybody flush
Niagra Falls from the top
towards the lobby floor
Eternal hum
monotone
vibrate in the structure
inside and outside
Like a jet engine waiting
and waiting
Air condition isolate
from the human condition
the world leaving it's mark
on the skin

Hi-how-are-ya'-good?

Spøgelser i jetstrømmen

2010-10-04T19:24:00.004+02:00

Et sted over Atlanten, 2. oktober 2010

Allerede inden vi ramte østkysten hørte jeg Jim brøle fra den anden side af kontinentet. Så det rungede helt tilbage til de harnisklædte kæmper.

Son, I'm going crazy
from living on the land
Got to find my shipmates
and walk on foreign sand

Lettelsen ramte da vi klemte os ud af den snævre jetstrøm over det grå, danske skydække. Ja, for helvede. Lettet og lettet!

We have constructed pyramids in honor of our escaping!

Making A Movie # 3

2010-10-04T15:54:00.004+02:00

Så er vi i New York.

Det er faktisk lidt svært at få filmet nok undervejs, når man også skal slæbe på bagage og tjekke ind og ud hele tiden i lufthavne osv. Men lidt kommer der i kassen.

Vi ankom i lørdags. Helt vildt trætte efter en meget lang tur, der startede med at køre tre timer om natten til lufthavnen i Hamburg.

I går søndag gik vi over Brooklyn Bridge og gik lidt rundt i Brooklyn (noget rarere end spidsen af Manhattan, hvor vi bor, synes jeg). Om aftenen var vi på Cake Shop, hvor Marzipan Marzipan spillede en fortrinlig lille koncert (bl.a. med en fantastisk udgave af "Twist And Shout").

Selve optagelserne til Esthers plade begynder i dag mandag. Så følger jeg opstarten og kommer løbende tilbage undervejs i processen. Jeg skal ikke være der hele tiden.

Jeg har også mit lille Kodak Zi8 video lommekamera med, som vi bl.a. bruger til at videoblogge med. Vi skal afsætte nogle klip til Gaffa.tv. Men jeg fiksede lige en lille 'prelude' fra weekenden inden arbejdet går i gang. Den kan I se her...

Mange hilsner

Lars

Med ørerne i maskinen hos Onkel Rejsende Nørd

2010-09-27T07:14:00.011+02:00

Turen går snart til New York og Montreal, og som en person, der er mere en almindeligt entusiastisk omkring musik (nerd alert!), så skal den helt rigtige musik jo gerne være med i ørerne undervejs.

Geografiens musik
Indrømmet, så har jeg selv med årene droppet det at rende rundt med musik i ørerne, hvorend jeg går. I dag bruger jeg kun musik i bilen og når jeg sidder i tog, en bus eller i et fly, hvor det kan være en fordel at overdøve visse dele af omgivelserne. Jeg ved ikke om det er fordi jeg bl.a. har hørt en del elektronisk musik, at jeg foretrækker at lytte til min omgivelser, hvor jeg befinder mig. Ikke nok med, at det fastholder én i nuet og virkeligheden, men det kan også være en slags musik. Det har nok så mange avantgarde-musikere arbejdet med i årevis, men det behøver ikke være så kunstfærdigt. Selv optagelser fra steder, man ikke har været, kan være fantastiske lytteoplevelser. Her er gode radioreportager jo glimrende eksempler, men lige nu tænker jeg specifikt på to cd'er: Aki Ondas "Cassette Me mories" og Geir Jenssens (a.k.a. Biosphere) "Cho Oyu 8201m – Field Recordings from Tibet" (faldt lige over denne tekst om turen (med billeder), men måske burde jeg netop ikke læse den).

Musik til flyvning
Inden jeg kommer ud på et sidespor, så var det egentligt meningen, at jeg ville skrive hvad jeg rent faktisk smider i ørerne, når jeg er på de dele af rejsen, hvor jeg bruger musikken.
Jeg er ikke så meget for at flyve. Så lidt beroligende musik gør godt. Det er dog svært - selv med gode hovedtelefoner - at overdøve et flys evige brummen. Den gennemborer alt. Sidste gang jeg fløj lyttede jeg bl.a. til Arve Henriksens "Chiaroscuro". Passer fint til at befinder sig over skyerne med. Luftigt, smukt og beroligende. Så det gør jeg nok igen. Turen tager cirka 4-5 gange så lang tid som sidst, så der skal noget musik til. Jeg napper lidt mere flydende sager med. Bl.a. Philip Jecks "7", som er lyde lavet på gamle smadrede pladespillerne med dårlig lyd og masser af knas... kørt igennem reverb og delaypedaler. Effekten er ret magisk og smuk. Eller overjordisk om man vil - og hvad er mere passende? :-)

Lou, Laurie & David
Og så er der jo ellers New York. Kan man næsten komme på en by, hvor der er kommet mere banebrydende musik fra? Eller i hvert fald som by har påvirket rigtigt mange kunstnere? Jeg så lige traileren for filmen "Downtown Calling" i dag, som jeg helt sikkert skal se på et tidspunkt. Den handler bl.a. om en periode i 70'erne og 80'erne, hvor der skete en masse kunstnerisk i byen. Men der har jo været gang i den i 100 år eller mere, he-he.
Så selvfølgelig har jeg i min mp3-afspiller en masse af de oplagte såsom Velvet Underground, Lou Reed, Talking Heads, Beastie Boys, Patti Smith og Public Enemy. Og også ting som Laurie Anderson, Sonic Youth, Suicide, The Magnetic Fields, Vincent Gallo, Arthur Russell og Moondog ("Viking Of Sixth Avenue"). Brian Eno & David Byrnes "My Life In The Bush Of Ghosts" har jeg næsten altid "på" mig. Jeg har kun 3 gigabyte at gøre godt med, så Ramones, Iggy Pop & Stooges og Blondie må blive hjemme. Fik dog klemt lidt Bob Dylan ind. Bill Hicks får lov at komme med i form af "Dangerous", hvor han bl.a. snakker om New York. Og opsamlingen "Big Apple Rappin' - The Early Days Of Hip-hop Culture In NYC 1979-1982" må siges, at være selvskreven. Uha, rapmusik var bedre før det hele blev 'bling'.
Derudover er der jo musik, der ikke nødvendigvis er New York, men så i hvert fald ærkeamerikansk, såsom Woody Guthrie og The Doors (det er jo L.A. med dem).

Montreal og det løse
Eftersom turen også går til Montreal, så er Leonard Cohen og Godspeed You Black Emperor jo ikke til at komme udenom.
Af det løse er der bl.a. Bleubirds "Sloppy Doctor" (som jeg stadig bedre kan lide end "RIP U$A", der dog også er god. I øvrigt er hans albums udgivet af et label fra Montreal), DJ Shadows "Endtroducing", David Bowies "The Man Who Sold The World", Eugene Chadbournes "Peking Doc, soundtracket til Jim Jarmuschs "The Limits Of Control", Polar Bears "Peepers" og de uundværlige vibes fra Fela Kuti.

Så er lydsiden vist pakket og klar. Teksten her er vel næsten en slags mixtape i ord, velsagtens.

En anden gang laver jeg nok et "road trip" mixtape - specielt til landevejen. Ved dog ikke hvornår det evt. skulle bruges. :-) Først går turen i hvert fald til New York og Montreal. Og mon ikke der også bliver købt lidt musik derovre?

Lars

Video Archive: KURvE

2010-09-25T00:11:00.004+02:00

Sad lige og rodede lidt rundt på computeren og faldt over en koncertoptagelse med KURvE fra Balkan Express II på Trøjborg Beboerhus i Århus. Det var vist i 2009. Valgte tre numre ud og lagde dem op helt og aldeles rå og uredigerede. Lyden er lidt smadret, men hvad den mangler i klarhed vinder den i energiniveau, synes jeg.
Og hvorfor hive KURvE frem fra arkivet netop nu? Jo, de spiller nemlig på Atlas i Århus den 1. oktober som opvarmning for Boban I Marko Markovic Orkestar (som jeg har skrevet om i bloggen her tidligere).

Jeg filmede dem også på Train i Århus. Der lagde bandet selv materialet, jeg gav dem, på nettet. Også rimeligt uredigeret.

Jeg er selv mest glad for dette klip med tre numre fra Katapult i Århus. Især de sidste par minutter, hvor hele stedet koger over og bassist Mads smider sit instrument for at danse med publikum.

Dette her er et endnu ældre klip fra Schokoladen i Berlin med godt gang i den.

Og et lidt klip mere fra Berlin, men denne gang "le grand finale" på Ausland, hvor A.K. Hansn med en relativt stor kæp i øret formåede at entrere scenen, huske teksten og deltage i løjerne.

Og der er flere klip hvor de kom fra på YouTube. Og langt de fleste er faktisk filmet af mig. :-)

Enjoy!

Lars

Balkanfeber på Atlas

2010-09-22T19:18:00.002+02:00

Fra AOA.dk:

Ja, for pokker, jeg glæder mig til KURvE og Boban I Marko Markovic Orkestar på Atlas fredag den 1. oktober. Og det burde du også, skriver AOAs musikblogger.

Fredag den 1. oktober bliver det varmt på Atlas. Meget varmt. Jeg forventer næsten, at stedet koger over. Mindre kan selvfølgelig også gøre det. Men forventningerne skyldes, at jeg indtil flere gange har oplevet et af Århus’ bedste liveorkestre KURvE fyre så meget op under publikum, at temperaturen fik det magiske nøk opad. Og de er blot aftenens såkaldte ”opvarmningsband”. Hovednavnet er et af de største indenfor balkanmusikken, så jeg ved, at der er lagt i ovnen til en energiudladning af de helt store og som ikke kan andet end få det brede smil frem som publikum.
Aftenens hovednavn er serbiske Boban I Marko Markovic Orkestar. 13 mand med blæseinstrumenter og percussion indtager scenen. Jeg har ikke set dem live før, men dog hørt deres musik på cd og tjekket lidt på YouTube. Jeg synes, at dette klip, hvor de er fanget på gaden i Køln, vidner om, at der nok skal komme gang i sagerne. Jeg er helt vild med det fantastisk smukke og medrivende nummer ”Mundo Cocek”, der starter 1 minut og 20 sekunder inde i klippet.
Aftenens lokale islæt KURvE er trofast leverandør af en rockmusik, der blander noget af det vi kender så godt med masser af balkan, en smule ska og ja, en del andre ting. Jeg har set dem 117 gange før – og jeg skal se dem igen! Bandet har eksisteret i omkring 8 år, men har først lige indspillet sit debutalbum. Det udgives på selve aftenen. Jeg har været heldig at få finge i et eksemplar allerede og det er - som jeg håbede - på en pokkers medrivende skive, der går lige i benene og hjertet. Deres musik er bl.a. også blevet kaldt balkanpunk og cirkuspunk. Prøv at tjek noget live video fra Katapult her og fra Train her.
Dj Anthro Subs holder gryden i kog, når livemusikken holder pauser.
En mere festlig fredag aften finder I ikke i Århus den 1. oktober. Jeg glæder mig helt vildt. Det burde I også!

Vi ses derude!

Lars
(Støj På Overfladen)

Making A Movie # 2

2010-09-19T16:18:00.015+02:00

Forberedelsen til min lille dokumentarfilm om Esther Maria & the Song Horses pladeoptagelser i New York fortsætter. Har nu fået hentet kamera. Supervenlig service hos Århus Filmværksted, der indtil videre har været utroligt hjælpsomme hele vejen. Og ja, det blev en Sony PDX10. I widescreen og som kører med dv-bånd. Med kameraet har jeg foruden en håndfuld batterier fået en god Røde-mikrofon (inkl. to vindhætter til indendørs og udendørs brug) til at montere på toppen af kameraet, ekstra vidvinkel-linse og trådløs mikroport-mikrofon. Fik også et fikst et-benet stativ, men det er for langt til at være i bagagen, så jeg tager mit eget lille tripod-stativ med i stedet.

Al den teknik
Jeg sidder lige nu og prøver at få styr på teknikken. Jeg skulle jo ikke gerne filme det hele med indstillingerne på 'auto'. Jeg får en del at tænke på i filmeprocessen, da hvidbalance, exposure, shutter speed og hurtig brug af fokus ikke sidder på rygraden. Fik downloadet en manual til kameraet på nettet. Den bruger enormt meget plads på de elementære ting (sådan sætter du bånd i, sådan lader du batterier op osv.), hvor jeg gerne ville have haft lidt mere omkring de førnævnte ting. Men jeg prøver at øve mig lidt inden jeg tager afsted.

Afmystificering
Så der er egentligt to ting, jeg skal have styr på: 1) den rent tekniske side af at få det gode billede i kassen, og 2) den rent æstetiske side af at få det gode billede i kassen. Det sidste tror jeg nu, at jeg trods mine ikke overvældende erfaringer har lidt intuitiv fornemmelse for. Om ikke andet forsøger jeg pt. at skærpe mine sanser på den front ved at se forskellige film, hvor jeg netop - ganske naturligt - lægger mærke til netop den del af filmoplevelsen. Filmene giver mig både idéer og afmystificerer billedkompositionen. Selvfølgelig kræver det et trænet øje at se de gode vinkler på location. Men ja, det her er så en del af min træning. Jeg skal også nå ud i felten inden vi tager afsted og prøve det af.
Det, jeg har fundet ud af, ved at se filmene er ikke blot måderne at lave billeder på, men også, at hey, det behøver sgu' ikke altid være helt perfekt, hvis blot det samlede indtryk, der består af flere dele, spiller sammen (billeder, farver, lyd og det øjeblik, der er fanget på film) .

Den lille notesbog
Jeg har købt mig en lille notesbog, hvor jeg noterer idéer ned i. Her tager jeg også noter fra de film, jeg sidder og ser. Og bagi har jeg klistret kopier fra nogle bøger ind. Små billedeksempler, huskeregler og gode råd. De mest essentielle ting, der skal huskes m.h.t. billedkomposition osv. Bl.a. fra bogen "Alene med et kamera", som jeg lånte på biblioteket og overvejer at købe på et tidspunkt. Jeg fandt ud af, at jeg allerede havde Politikens "Digital videooptagelse", som også har en del gode tips, der er til at huske. På biblioteket lånte jeg også "The Five C's Of Cinematography", der trods en del år på bagen også formidler billedkomposition ganske godt. Har dog ikke rigtigt tid til at nærlæse den så meget.

High-speed inspiration
Jeg har heller ikke rigtigt tid til at sidde og kigge hele film igennem, men hurtige gensyn med spoleknappen i brug kaster en hel del af sig, synes jeg. Jeg har bl.a. noteret mig gode idéer fra Jim Jarmusch's "Limits Of Control" (spillefilm), Wim Wenders' "Notebook On Cities And Clothes" (dokumentar) og Grant Gees Radiohead-film "Meeting People Is Easy" (dokumentar). Så jeg sidder og tyvstjæler idéer, øh, "lader mig inspirere" for tiden. :-)
Jeg smugkiggede også lidt igen på den smukke "Touch The Sound" om Evelyn Glennie, der er en film, der virkelig gør enormt meget ud af sin lydside - i samspil med billedside. Bl.a. fordi hovedpersonen, der percussion-spillende Glennie, er tæt på at være helt døv. Den første del af filmen er specielt ekseptionel, synes jeg.
Jeg tror også, at et hurtigt gensyn med "Billy Childish Is Dead" kunne være en idé. Og så ved jeg ikke rigtigt om jeg vil smugkigge på film, jeg ikke har set endnu. Men ellers ville de to Low-film "Low In Europe" og "You May Need A Murderer" (har jeg dog set) samt "I Know I'm Not Alone" (om Michael Franti) nok være gode bud. Overvejer også "Sleep Good Rock Well" om 22 Pistepirkko.
Jeg håber, at kunne nå korte spole-igennem gensyn med "Buena Vista Social Club", "Crossing The Bridge - The Sound Of Istanbul" og Patti Smith-filmen "Dream of Life". Især med noter fra sidstnævnte.
Ja, jeg har rigtigt mange musikfilm. Der er mange forskellige måder at lave den slags på. Tricket er så at finde en homogen stil, der giver mening. Bl.a. i forhold til historien, musikken og den action, der sker foran kameraet. Men jeg må vel bare mærke efter inderst inde efter min egen gut feeling.

Et bud på nogle regler
Jeg har prøvet at formulere nogle "regler" til et koncept (som jeg for guds skyld ikke vil kalde "dogmer"). :-) De er en slags guidelines, som jeg vil forsøge at efterleve bedst muligt. Jeg er nået frem til fem ting indtil videre. Måske kommer der flere. Måske får jeg lavet en skarpere formulering med færre regler. Vi får se.

1) No talking heads.
Her menes ikke det fremragende New York-band med det navn, men at jeg vil undgå at have "onscreen interviews". Al dialog, der foregår i filmen skal være den, der foregår spontant mellem dem, der agerer foran kameraet. De skal ikke sidde og blive interviewet til kameraet. Jeg har dog tænkt mig at interviewe folk, så når der er interviews, så vil der kun blive brugt lyden fra dem og de vil fungere som voice overs.

2) Poetry is allowed.
Esthers musik har med de store følelser at gøre. New York er en stor by. I et stor land. Jeg vil forsøge ikke at lade dansk beskedenhed og mådemål forstyrre potentielt store armbevægelser, men i stedet give efter for dem, hvis de føles naturlige. I forlængelse af det ligger vist også det, at jeg tror på, at det er forbilledeligt at videregive sin begejstring.

3) Love the image.
Find de gode billeder. Også de rigtigt simple. Og lad dem bare stå i et godt stykke tid. Hvilket bringer os til nummer...

4) Take your time - relax and experience.
Giv beskueren tid til at opleve billedet og tid til at reflektere og... tænke. Alt for mange film vil alt for meget på billedsiden. Billederne i denne film kan måske godt være et "sansebombardement", så er det fordi det, der sker på stedet er overvældende og ikke fordi, jeg går amok i klipperummet og skabe kunstig action.

5) The picture does not have to be perfect if the moment is.
Står lidt i kontrast til punkt 3 og 4, men en sekvens skal ikke sakses bare fordi det er ude at fokus et splitsekund. Hvis øjeblikket er der, så lad det leve i filmen. Det skaber også en kontrast til de stille billeder og kan skabe noget en spændvidde og dynamik i billedsiden. Eller med andre ord: nogle rytmeskift, så filmen ikke falder i hak i sin egen formular og går i stå.

Ja, det var mine egne små huskeregler til denne film.

De mere kedelige ting
Af det rent praktiske, så har jeg også skulle forsikre udstyret, jeg låner af Filmværkstedet. I samme ombæring forsikrer jeg alt det andet grej, vi har med. Det kommer til at koste lidt, men jeg ville nødig komme til at skulle erstatte det dyre filmgrej selv, hvis uheldet skulle være ud (7-9-13). Jeg skal også have investeret i en flok dv-bånd, men dem køber jeg i Tyskland. Det er halv pris i forhold til herhjemme.
Vi forsøger derfor også at søge nogle penge til projektet og turen fra forskellige steder. Med lidt held kan vi få dækket nogle af vores udgifter. Det kunne være rigtig rart. Der kommer til at ligge meget arbejde i den her film. Især bagefter. I hvert fald er der flere ugers redigering i vente. Jeg kan redigere på filmværkstedet, hvor jeg også kan få assistance. Men jeg har stadig et fuldtidsjob, så jeg overvejer om ikke det er på tide at investere i en iMac, når jeg kommer hjem fra turen, og så redigere det meste hjemme hos mig selv.
Så kan jeg vel nok lave et råklip, jeg kan gå til eksperterne med og få feedback på. De bruger også Mac og Final Cut Pro, så jeg kan nok tage det hele ned og få klaret de sidste detaljer, farvekorrigering osv. på Filmværkstedet.

Musikken er skitseret
Esther har indspillet sine demoer til pladen på min lille digital 8-spors Tascam-optager. Den fungerer supergodt. Den tager vi også med på turen, hvis inspirationen skulle indfinde sig (mon ikke, den gør det?). :-) Filerne kan hentes lige over i Mac'en. Skitserne er i øvrigt rigtigt gode. Der er ret mange superstærke numre, synes jeg. Esther prøver også nogle nye spændende ting både med stemmen og instrumenteringen, så det lover godt for det færdige resultat. Jeg er dog altid en sucker for demo-optagelser, fordi de er så umiddelbare. :-)

Right, det var den seneste update på projektet. Nok engang lidt langt. Sorry.

Så forkert, at det er helt rigtigt

2010-09-11T15:14:00.001+02:00

Fra AOA.dk:

Af en koncertjunkies bekendelser - del 21...

Atlas og LJUD præsenterer to dages ’vakkelvorn folkmusik’ fra USA og England mandag og tirsdag. Duk op og forvent det skæve, det smukke og det overraskende. Og ikke mindst andet end folk. Bl.a. Kraftwerk-agtige 80’er-grooves, skriver AOA’s musikblogger om Forkert Folk Festival.

Hvis man er af den nysgerrige type og gerne tager ud og oplever musik, man måske ikke kender i forvejen, så er der ingen vej uden om Atlas mandag og tirsdag den 13. og 14. september. Her præsenterer Atlas sammen med Århus’ mest spændende koncertarrangører LJUD ’Forkert Folk Festival’. Kigger man igennem programmet for de to dage, så må man sande, at ’folk’ tilsyneladende kan være forkert på mange måder. Hallelujah! For hvor er det dog træls, at alt skal være så ’rigtigt’ hele tiden.

Jeg kender selv kun få navne på festivalen. Et af dem er britiske James Blackshaw, der er i den mere traditionelle ende med sine instrumentale numre på 12-strenget akustisk guitar. For kendere af den slags kan man måske nævne John Fahey, Leo Kottke, Bert Jansch og Jack Rose som lidt i samme boldgade. Se evt. en video her.

I det stadig traditionelle, men skæve hjørne finder vi amerikanske Ralph White. Han benytter sig bl.a. af banjo og harmonika, men også andre små instrumenter. Skønsang skal man måske ikke forvente, men en stærk personlig stil, der helt sikkert bliver en oplevelse. Der er lidt video på YouTube.

Bag Publicist gemmer der sig faktisk noget, jeg kender: det elektroinficerede amerikansk ”postrock”-band Trans Am. Som Publicist får den 80’er-lyd, der længe har gemt sig hos Trans Am frit spil - side om side med spøgelset fra Kraftwerk. Det må blive rent retro trip på Atlas. Måske aftenens forkerteste folk?

Tussle, der også spiller på festivalen, lader til at være lidt i samme stil. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra denne livevideo. Repetitive retrolydende forløb, dog med livetrommer. Kunne blive spændende. De bliver også udgivet på det hippe norske pladeselskab Smalltown Supersound.

Californiske Ducktails er mere ovre i den drømmende pop med rumklang og skyggen af Beach Boys et sted – dog uden at de samme hooks. Og med amerikanske Red Favorite rammer vi igen guitar-folkmusikken, men med et psykedelisk anstrøg, der kan få visse af os til at tænke på hippier eller gammel britisk folk.
Som navnet antyder er vi med Astral Blessing også ovre i det psykedeliske, men dog i et meget mere dystert hjørne. Lytter man til dem på nettet er der både mørke buldrende støjnumre og udknaldede guitar og banjo-ekskursioner med korsang på.

Noget tyder på, at det bliver en meget varieret oplevelse de to dage på Atlas. Og at man ikke skal lade sig skræmme væk af ordet ”folk”, hvis man ikke er til det. Bag ”forkert” gemmer der sig nemlig mere end som så.

En afsluttende bemærkning: Forkert Folk Festival har tidligere været annonceret som en tre dages festival, men Sunburned Hand Of The Man har måtte aflyse hele deres Europa-turné, så Astral Blessings, der skulle spille sammen med dem onsdag er flyttet til tirsdag. Et andet band på festivalens program er Tarp, der har relationer til Sunburned Hand Of The Man. Så jeg kan komme lidt i tvivl om de også stadig er på programmet. Men det får vi nok at se.

Festivalen koster kun 80 kroner per dag.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Making A Movie # 1

2010-09-10T16:23:00.024+02:00

Okay, så lukker jeg katten ud af sækken. Jeg har et lille filmprojekt under opsejling. Jeg tænkte, at jeg evt. kunne prøve at skrive lidt om processen efterhånden, som den skrider frem. Og hvorfor ikke starte nu? Der er alligevel ingen vej tilbage. At male sig op i et hjørne kan bestemt godt give et projekt momentum. Det oplevede jeg i hvert fald i sin tid med mit 'århus:nu'-projekt.

Det må kunne gøres bedre
Jeg tager til USA og Canada med min kæreste Esther, der skal indspille en plade med produceren Kramer i New York. Jeg er nu engang uddannet journalist og er blevet mere og mere tændt på filmmediet, så nu skal det altså være.
Samtidig husker jeg en række musikdokumentarer, jeg ikke har været så imponeret over. Selv som nybegynder kan jeg sidde med følelsen af, at den slags må man kunne gøre bedre. Jeg kan da godt nævne den ellers så omtalte Kashmir-film "Rocket Brothers". I mine øjne et fremragende eksempel på en flue-på-væggen-dokumentar, der ikke formår at levere nogen form for reelt indhold. Det endte med ren overflade og som publikum fandt vi aldrig rigtigt ud af hverken hvorfor bandet laver musik og hvordan de gør det (altså, deres tanker bag den). Det var bare ren reality-tv-voyeur og tomme kalorier forklædt som indsigt i en kunstnerisk proces. Indrømmet, det er længe siden, jeg har set den og jeg gad ikke se den en gang mere. Men der var en skuffende fornemmelse efter, at jeg havde set den. På daværende tidspunkt var min interesse for bandet også dalet, så jeg så filmen som nysgerrig filmgænger og ikke som hungrende Kashmir-fan.
Så er det sagt. :-) Og med det i baghovedet, så forventer jeg nu selv, at jeg skal gøre det bedre. I det mindste stikke lidt dybere.

Et møde med Filmværkstedet
Jeg har været forbi Århus Filmværksted efter at have afleveret en ansøgning om at låne udstyr. Right then and there skulle jeg pitche hele projektet, men det gik godt. De vil i hvert fald gerne låne mig udstyr. Det endelig resultat må ikke være et tv-program, men skal have filmiske kvaliteter. Perfekt. Det var også min idé at bruge musik og billeder meget sammen. Og ikke nødvendigvis have nogle on screen interviews.
Efter mit første møde gik jeg direkte hjem og lavede en step outline, der er en slags meget kort version af manuskriptet (men selvfølgelig kan en dokumentar ikke planlægges så nøje, men intentionen og strukturen skal gerne på plads), fordi sådan en skulle Filmværkstedet have. Ret fedt at lave. I det hele taget gav mødet og arbejdet med step outlinen mig enormt meget blod på tanden.

Kamera
En af de nærmeste dage skal jeg så ned og hente et kamera. Jeg har brugt et HD dv-cam (Canon Legria HF20) på mit arbejde i et stykke tid, som gemmer i sin hukommelse. Ud kommer nogle 'mts-filer', som må være meget komprimerede, men jeg er imponeret over kvaliteten. Kameraet kan også en del ting, men selvfølgelig ikke nær så meget som et "rigtigt" filmkamera. F.eks. er det lidt sværere at lege med fokus, så vidt jeg kan se.
Fra Filmværkstedet bliver det formentligt et Sony PDX10. Det har jeg vist ikke prøvet før. Jeg krydser fingre for, at det er udgaven, der kan optage i widescreen. Hvis det kun er fullscreen, så ved jeg ikke helt. Hvem bruger det i dag? Og så er det med dv-bånd, men det er fint. Det er sikrere og kameraet har sikkert bedre linse og sensor end de mere normale modeller. Det må kunne fange de rigtige farver godt (men hm, det er vel nok ikke i HD?). Om ikke andet er der bedre lydmuligheder med det. Og det er jo vigtigt i en musikdokumentar.

En lille helgardering
For ja, det er en musikdokumentar, det bliver. Dog en kort én. Regner med en 30-40 minutter. Jeg skal prøve at følge Esther og hendes musikalske kompagnon Torsten, når de skal optage med Kramer i en lejlighed med et lydstudie i et sted i bydelen Tribeca. Men jeg kan ikke være der hele tiden. Så forstyrrer jeg nok for meget. Men samtidig skal jeg jo også optage nogle billeder fra selve byen - og ikke mindst også opleve byen selv uden et kamera.
Jeg købte forleden et Kodak Zi8 lommevideokamera. Det kan Esther og Torsten eventuelt bruge i studiet, hvis der pludselig opstår noget. Jeg ved ikke om optagelserne derfra kan bruges i filmen, men det er værd at helgardere lidt. Om ikke andet kan det også bruges i en snæver vending rundt omkring til ting, der ikke skal filmes til selve filmen. Det kan lige være i lommen. Det er dog kun brugbart i dagtimerne. Om aftenen har det svært ved at filme ordentligt.
Vi bruger det nok også til at lave nogle videoblogs fra turen til nettet. Gaffa.tv har sagt ja til at modtage noget fra os, mens vi er derovre. Små film fra studiet osv. Det må jeg/vi så redigere lidt på en macbook undervejs.

En længere tur
Selve turen til USA og Canada varer tre uger, mens optagelserne til pladen kun varer 6 dage. Resten er ren oplevelsestur (men mon ikke det er inspirerende i sig selv til at resultere i nye sange - og hvem ved om det er muligt at spille derovre et sted?). Vi tager toget til Montreal for at være der en uge. Efter sigende en utroligt flot tur på 11 timer igennem upstate New York på grænsen til Vermont. Efterårsfarverne på skovene skulle være helt vilde. I Montreal skal vi i hvert fald tjekke bydelen Mile End ud, men ellers bare tage det roligt og suge til os af indtryk.

Filminstruktør?
Nu er jeg jo "kun" journalist og ikke filminstruktør. Tja, det kan jeg vel teknisk set kalde mig, når projektet er i hus? :-) Jeg har dog taget noget efteruddannelse i at optage med dv til tv-produktioner. Det har været superfedt at lære en masse basisbegreber og kamerateknik. Men har jeg øvelse nok til at lave en film, der også ser flot ud? Det ved jeg ikke. Men jeg tror på det. Jeg tror, at jeg vil gå efter min gut feeling. Efter selvfølgelig at have forberedt mig så godt jeg kan på den tid, jeg har. Jeg har lånt nogle bøger om filmproduktion og set en del forskellige musikdokumentarer samt enkelte spillefilm, der er inspirerende.

Inspiration
Mit første inspirerende cue var "Searching For The Wrong-Eyed Jesus". Fantastisk film. Og bestemt noget at sigte efter kvalitetsmæssigt. For nylig fik jeg så endelig set "Dream Of Life" om Patti Smith. Også fantastisk. På min dvd-hylde er der en lang række musikdokumentarer. Nogle skal nok ses igen inden afgang til USA.
Af de større filmskabere, så har Jim Jarmusch og Wim Wenders en befriende tilgang til at skabe billeder. Det virker så simpelt. Selvfølgelig er det ikke det, men de forstår at frame nogle fede lokationer og giver publikum lov til at dvæle ved øjeblikket og samle tankerne. Det kan jeg godt lide. Så jeg vil have de to instruktører i baghovedet, når jeg skal i gang.
For nylig så jeg Jarmuschs "The Limits Of Control". Skamløst overset. Den kom så vidt jeg kan se slet ikke i biografen i Danmark. Smuk film. "Mystery Train" er ligeledes fortryllende. Den skulle også lige ses. I begge film er der scener i et tog, som jeg tror, jeg også lige tager et cue fra til togturen til og fra Montreal. :-)
Og noget mindre kendt: Forleden tumlede jeg lidt rundt på videositet Vimeo (den fede version af YouTube med gode film og ingen reklamer). Her faldt jeg over instruktøren Vincent Moon. Jeg kan se på hans stil, at jeg er stødt på ham før. Han laver nogle interessante ting. Hans kanal på Vimeo er her. Blandt andet har han filmet W ildbirds & Peacedrums spille i en boksehal. Dette outtake derfra er også ganske interessant.

Nå, der bliver jo mere at skrive om alt dette snart, så jeg stopper første omgang her.

Lars

Voxhall sander til i ren americana

2010-08-29T16:13:00.005+02:00

Fra AOA.dk:

Af en koncertjunkies bekendelser – del 20...

To aftener med durkdrevne koryfæer fra den amerikanske ørkenrock og det der ligner – med besøg fra Danmark og England. AOAs musikblogger står klar til at opleve manden, der redefinerede hans idé om hvad en koncert kan være.

Candles melting without being lid...
Når man ikke har tændt stearinlysene og de stadig smelter, så ved man, at det er en varm dag. Den poetiske indledningsfrase er fra sangen med den sigende titlen ”Punishing Sun” af bandet Giant Sand. Varmen var efter sigende én af flere grunde til, at bandets amerikanske sanger og sangskriver Howe Gelb i en årrække fra omkring 2003 skiftede Tucson, Arizona, ud med Århus i sommermånederne.
Omkring det tidspunkt var 2/3 af trioen Giand Sand gået nye veje som Calexico (der spiller på Train d. 13. september) og fået stor succes med det. I Danmark fandt Howe Gelb nye legekammerater. I første omgang medlemmer fra lokale Under Byen ved en række små koncerter på Café Mozart og Musikcaféen. Med bandet lavede han i Århus albummet ”The Listener”. Det indeholdt bl.a. numre med tekster, hvor Århus sneg sig ind. Senere mødte han tre andre danske musikere – Anders Pedersen, Thøger Lund og Peter Dombernowsky – og de udgør i dag en fast del af Giant Sand. De har dog også et band ved siden af – The Desoto Caucus – og det er under det navn, at de sammen med Howe Gelb i Århus Festuge præsenterer ”The Medium Rare Session” på Voxhall den 31. august og 2. oktober.

Lad os snuble i laboratoriet
Jeg var til fleste af de førnævnte små Århus-koncerter og der fik Howe mig til at genoverveje hvad en koncert kan og måske bør være. Lige siden har jeg målt de fleste andre musikere ud fra hans filosofi. Ikke nok med, at han skriver mange iørefaldende sange, så genopfinder han dem og leger i høj grad med sproget. Vigtigst dog: han tør lade tilfældet råde. Jeg tror, at det forholder sig anderledes nu, men hidtil undgik han at planlægge sine koncerter med en setliste. I Århus havde han bl.a. en discman med, der var sat til at spille tilfældige stykker musik til at blande ind i hans egen liveoptræden. Han konstaterede med et tørt grin på Café Mozart dengang, at hvis han skulle bruge en sampler, så ville det blive for let. Han tør kaste sig ud i den uperfekte musik i forsøget for at opnå det perfekte øjeblik. Og der hvor eksperimenteret falder til jorden kan han redde den hjem med lige dele musikalitet og karisma.
Efter at have oplevet Howe Gelb live, så begyndte jeg så småt at krumme tæer over musikere, der havde planlagt hele aftenen – selv hvad de skulle sige mellem numrene (og de gør det!). En spansk journalist skrev engang om en Howe Gelb-koncert, at han lod musikken snuble og publikum var inviteret med til at kigge ind i hans laboratorium. Et meget rammende billede. Hvis vi skal runde den af i de højere luftlag, så sagde Kierkegaard vist noget om at turde miste fodfæstet, hvis man ikke skulle ende med at miste sig selv.

Fornemt besøg
Hvor mange snublerier vi får at se på Voxhall kan være svært at sige. Der er gæster med på scenen og det foregår i officielt festuge-regi, så er der måske mere styr på formerne. Men selv indenfor udstukne rammer kan Howe Gelb eksellere, som da han pludselig fik lyst til at lave en plade med et gospelkor – og gjorde det med flot resultat. Vi må vente at se hvad der sker på Voxhall.
Første aften (31. august) er det amerikanske Mark Lanegan og dansk Agnes Obel, der er gæster. Lanegan har rødder i Seattles grunge-scene med bandet Screaming Trees. Senere er han blevet mere kendt for bandet Queens Of The Stone Age og sine mere afdæmpede duet-plader med Isobel Campbell. Agnes Obel er et ubeskrevet blad for mig, hvilket er fint. Jeg ynder at gå til koncerter med folk, hvis musik jeg ikke kender.
Anden aften (2. september) er amerianske John Doe og britiske Scout Niblett med. Doe fra LA-bandet X er så vidt jeg husker et af Howe Gelbs store forbilleder, så det bliver interessant at se dem sammen på en scene.
Scout Niblett har jeg oplevet flere gange før – med varierende resultat. Dog er hun bestemt aldrig kedelig. Hun har lavet en fremragende række plader. Heraf indtil flere sammen med en af de mest respekterede producere, Steve Albini, der bl.a. har stået bag plader med Pixies og Nirvana. Sidstnævntes svanesang – og bedste album – ”In Utero” har en karakterisk guitar- og trommelyd, der går igen på Scout Nibletts plader, som stadig dypper tåen lidt i grungen-lyden fra 90’erne. Dog har hun sin helt egen stil med færre trommer, men stadig svingende fra næsten hvisken stemme til rene furie-udbrud.
Det skal nok blive to spændende og stemningsfulde aftener.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Jazzjuicen flød over igen i år

2010-08-25T17:34:00.011+02:00

Fra AOA.dk:

Af en koncertjunkies bekendelser – del 19…

Maskinerne buldrede, trommerytmerne pulserede og så fik vi endda også gadeteater. Elektronisk Jazzjuice skabte trods mindre variation end tidligere en mættende opdagelsesrejse, hvor dansk talent formåede at overgå det udenlandske, skriver AOAs musikblogger.

Elektronisk Jazzjuice kan igen i år se tilbage på en veloverstået festival med en række flotte højdepunkter. Vejret var ikke helt med arrangørerne i år, men publikum kunne trøste sig med, at koncerterne foregik indenfor på Musikcaféen og Gyngen i den ellers hyggelige, dekorerede baggård i Mejlgade.

Gadeteater og flydende lyd
Dette år blev skudt flot i gang tidligt fredag med noget af en overraskelse. Jeg mindes ikke at have set gadeteater på Jazzjuice før, så det var et skønt initiativ. Den spansk-danske gøglerduo The Brunette Bros, der trods navnet består af to kvinder, forførte publikum med det ene gakkede indslag efter de andet. Ofte med forskellige opfindsomme dukker og en gennemført performancestil og klovnet karisma, der gik rent ind. Flere publikummer var ved at knække sig af grin.
Danske Kiloton lagde på Musikcaféen stille ud med ambiente lydflader og små rullende rytmer. Måske ikke så nyskabende, men det var stemningsfuldt og veludført. Musikken gik i øvrigt i fin symbiose med festivalens visuals, som det må bemærkes i år virkelig gjorde sig godt begge dage.

Elektronisk årsmøde
Elektronisk Jazzjuice er lidt et ”årsmøde” for den del af den danske electronicascene, der har rødder i Århus og på konservatoriets elektroniske linie her. Sofus Forsberg, Karsten Pflum, Badun, Puzzle og DJ NoiaNiz er som regel på programmet. Men sådan skal det være. Fra år til år kan man følge deres musikalske udvikling. Jeg fik ikke hørt dem alle, men synes at især Sofus Forsberg gjorde det exceptionelt godt. Han har i modsætning til alt for mange andre forstået vigtigheden af at frigøre sig fra laptoppen. Lydmoduler og dingenoter gjorde hans musik meget mere elastisk, spændstig og frem for alt levende. Med ham i baghovedet virkede festivalens udenlandske hovednavne pludselig ganske kedelige. Der stod de bare med deres laptops uden at røre på sig og med en småarrogant mine på. Kunstnerisk må man sige, at det virker som det tidligere pionérland for elektronisk musik, England, hænger en del i bremsen. Leafcutter John var en af de få derfra, der formåede at bringe noget liv ind i musikken ved at skabe lyden uden for computeren. Så hatten af for Sofus og John!

Eksotisk rock og jazz
Der var dog heldigvis andet end laptops på årets Jazzjuice-festival. 2010 blev dog året, hvor der var færre af alternativerne. Altså, der hvor andre instrumenter og stilarter kommer ind i billedet.
Engelske Zun Zun Egui havde jeg set frem til. En moderne form for rock hvor mere eksotiske elementer fra verdensmusikken fik masser af plads. Det var energisk og flot fremført. En stor fornøjelse at opleve, men stadig med en fornemmelse af, at det ofte var lidt for pænt. Den forløsning via urinstinkterne, der burde komme fra lige denne kombination af stilarter, indfandt sig ikke helt. Zun Zun Egui nåede altså ikke helt samme højder som japanske Nisennenmondai nåede samme sted i 2008.
Engelske Polar Bear var et ensemble, der en time senere - med elektronik, blæser, bas og hamrende habilt trommespil - ramte noget tættere på målet.
Et andet af de engelsk navne på festivalen, Trembling Bells, forening britisk tresserrock med folk og en knivspids psychedelica. Det startede lidt usikkert, men efterhånden fik bandet luft under sangene og det endte med flere rigtigt flotte højdepunkter.

Virtuos topmavegyser
Som afrunding vil jeg nævne amerikaneren Pamelia Kurstin, der semi-højgravid indtog scenen med sin theremin og et par loop-pedaler. Hun er simpelthen virtuos på dette særegne instrument, som de fleste formentligt ubevidst kender bedst fra gamle gyser- og science fiction-film. Hun lavede ikke bare høje hyletoner, men frembragte med imponerende præcision smukke og spøgelsesagtige melodier, der ramte klokkerent.
Jazzjuice havde igen i år rigtigt flotte øjeblikke. Dog håber jeg, at vi næste år igen kan se en større variation af stilarter og dermed en bedre ligevægt mellem det elektroniske og ”det andet”.
Til dem der ikke nåede forbi, vil jeg opfordre til at holde øje med arrangørgrupperne Prototybes og LJUDs gøren og laden resten af året. Der gemmer sig uden tvivl masser af guld og gode oplevelser.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

En håndfuld spændende nye udgivelser #2

2010-08-21T10:28:00.001+02:00

Jeg tager lige et øjeblik og kaster lidt lys på en håndfuld spændende nye udgivelser.

The Books: The Way Out
Opfølgeren til "Lost And Safe", der udkom i 2005 og bl.a. blev udnævnt til årets album i Wire Magazine. Ganske fortjent. Det var fantastisk med blandning af veludvalgte tale-samples fra forskellige kilder og tilbagelænet, kuriøs 'folktronica'. Et album der er svært at overgå, så det forventede jeg heller ikke med "The Way Out", der fortsætter hvor forgængeren slap, men dog sætter tempoet mere i vejret. Det er næsten dansabelt flere steder, men stadig lettere "brainy" og spændende at gå på opdagelse i. Har man ikke "Lost And Safe", så kunne det måske være godt at starte med den. Et suverænt album. Dette er dog også godt, men rammer mig ikke helt så dybt som forgængeren. Det ville være svært.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.

Scout Niblett: The Calcination of Scout Niblett
Jeg har haft det lidt svært med Scout Niblett siden hun forkludrede en koncert på Loppen totalt i en kæmpe brandert. Jeg bliver mindet om det, når jeg hører hendes plader. Men for pokker, hun formår stadig at dykke ned i sin helt egen - oftest afdæmpede - afstikker fra 90'ernes grunge-rock, hvor urinstinkterne får al den plads, de vil have. Og det er en fornøjelse. En værdig arvtager til den fremragende "Kidnapped By Neptune". Det er råt, melodisk, primalt, alvorligt, sjovt og umiskendeligt Scout Niblett.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.

Julian Lynch: Mare
Ham her er ny for mig. Der er både lidt traditionelt engelsk folk i det, men også noget gammelt amerikansk og noget 70'er hippie-groove af en slags. Plus et ekstra krydderi i det små trukket ind i mixet fra de globale airwaves. En ret mellow plade, der ved første lyt kan virke traditionel, men alligevel prøver nogle nyere ting af - eller i hvert fald ting, som de fleste fra disse genrer ikke gør så tit. Resultatet er smukt, behersket legende og afdæmpet stemningsfuldt. Man kunne måske klandre ham for at lande mellem to stole: det tilgængelige og det eksperimenterende. Men han klarer balancen. Det virker godt. Også selv om man måske kunne ønske sig lidt mere tilstedeværelse på vokalfronten, når han nu alligevel synger. Den instrumentale dele under stemmen er nok mest spændende.
Lyt til hele albummet på Bandcamp.

Fabulous Diamonds: Fabulous Diamonds II
Dem her kender jeg heller ikke fra tidligere. Men et lyt gjorde mig nysgerrig. De minder mig lidt om bands som Urdog og Shogun Kunitoki, som jeg godt kan lide. De bruger også en del trommer sammen med orgel. Fabulous Diamonds tilføjer chantede vokaler med en del reverb - nogle gang som kor. De lugter lidt psykedelisk og lidt krautrocket, men det har også en folk-fornemmelse et sted.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.

Ariel Pink's Haunted Graffiti: Before Today
Ariel Pinks debut på et stort indie-label. Og lyden, der ellers har været ren kassebånds-lo-fi, er nu gået mere hi-fi. Men den analoge retro feel er der stadig i overflod. Han er fra L.A., men jeg forestiller mig mere New York omkring det tidspunkt, vi gik ind i 80'erne. Sangene kæmper for at være rene pop-perler fra den tid. En slags fake history lesson. Det er både virtuost og småkejtet på samme tid. En interessant balance, der gør dette album både spændende og hamrende fedt. Uden at drage nogen direkte parallel, så får stilen mig faktisk til at tænke lidt på Spookey Rubens indiepop-plader fra 90'erne. Begge kan skrive anderledes pop hooks af netop den slags, som de færreste kan, så vidt jeg kan høre.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.

Det var lige fem hurtige herfra. Det kommer nok flere senere.

Drømmestart for Århus' nye spillested Atlas

2010-08-19T21:06:00.006+02:00

Fra AOA.dk:

AOAs musikblogger Lars Kjær Dideriksen kan slet ikke få armene ned. Atlas lægger nemlig hårdt ud med absolutte topnavne fra bl.a. Mali, Syrien, Balkan og Etiopien, som allerede har lagt publikum helt ned verden over.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 18...

Hvad er det liiige, der sker?! Århus laver et nyt spillested, Atlas ved siden af Voxhall, der skal fokusere på bl.a. verdensmusik og jazz, og allerede fra start er programmet til at falde helt bagover. Det er ambitiøst ad helvede til og gudskelov for det. For jeg skal i hvert fald nyde de oplevelser i fulde drag. Jeg håber, at århusianerne opdager hvilken guldgrube af musik, der ligger for næsen af dem på Atlas fra nu af og henover efteråret. Også selv om navnene sikkert lyder helt og aldeles ukendte for de fleste. Så please… læs videre!

24/8: Polyrytmisk velsignelse fra Mali
Tirsdag den 24. august er der besøg fra Mali. Er der én ting, som jeg (og trods alt en hel del andre) har opdaget de senere år, så er der, at musikken fra Mali rykker 100 %. Både det nye og det gamle. Bassekou Koyate & Ngori Ba spillede også på dette års Roskilde Festival, hvor de nærmest blæste hovedet af Informations anmelder. Han skrev blandt andet: ”Deres ynde var af en anden verden. (…) Helt oppe på de lykkelige nagler var denne koncert en polyrytmisk velsignelse og et flimrende multimelodisk kys - tatoveret i erindringen. Der findes ingen vej tilbage fra en sådan koncert. (…) Med Bassekou Kouyate & Co. reddede [Roskilde] festivalen i mine ører sin kunstnerisk musikalske ære.”
Du kan tjekke dem ud i dette liveklip på YouTube. Jeg så dem ikke der, så jeg glæder mig sindssygt meget til at opleve dem på Atlas.

28/8: Gåsehud med hilsen fra Norge
Jeg har dog til gengæld oplevet norske Nils Økland før. Det var på Musikcaféen under Elektronisk Jazzjuice-festivalen i 2008. Nu er han tilbage og det sker lørdag den 28. august. Økland har både fat i det traditionelle, mens han fornyer, og han må siges at have fuld kontrol over den specielle hardangerfele-violin. Den har et ekstra sæt strenge under dem, der spilles på, så der opstår en ekstra klang. Jeg synes, at det lyder hamrende… nordisk. Jeg husker, at jeg sad med gåsehud det meste af koncerten på Musikcaféen. Publikum sad på gulvet. Violinen var ikke forstærket med mikrofon, så folk var helt stille. Det var kort sagt vanvittigt smukt. Jeg filmede lidt derfra og det kan ses 1 minut og 40 sekunder inde i dette YouTube klip.
Økland spiller også med bandet 1982 samme aften. Dem er der også noget af på YouTube.

3/9: Syrisk bryllup med 220 km/t
En anden ’Århus-genganger’ er syriske Omar Souleyman, der spillede på Studenterhuset sidste år for et meget begejstret publikum, som ligefrem begyndte at danse på scenen. Undertegnede var også svært begejstret. Politiken anbefalede forståeligt nok koncerten og Omar landede på forsiden af Kultur-tillægget. Fredag den 3. september er han i Århus igen – og gå for alt i verden ikke glip af det! Omar er og bliver en særlig oplevelse. Denne for danskere formentligt ukendte bryllups-skråstreg-popmusik, kan være kuriøs og småkikset, men er samtidig energisk, melodisk og charmerende. Information formulerer det sådan her: ”Det er den ægte vare. (…) Souleyman er en knejsende sanger, der med sin raspende stemme, sine halsbrækkende fraseringer, sin rasende passion og sin offensive sanselighed er et overvældende og anfægtende bekendtskab.”
Tjek ham ud på YouTube her.

1/10: Med 43.7 i Balkanfeber
Endnu en aften, hvor jeg skal (og jeg mener SKAAAL!) på Atlas, er fredag den 1. oktober. Jeg forventer næsten at det fine nye spillested eksploderer, når disse to bands går i gang. Men det vil være det værd, ha-ha! Jeg tvivler stærkt på, at jeg vil blive skuffet. Til gengæld bliver jeg nok træt i benene, for når balkanmusikken går i gang, så er der ingen, der kan stå stille. Heller ikke mig, der normalt skyr diskoteker og lignende dansesteder som pesten.
Serbiske Boban I Marko Markovic Orkestar er noget nær det ypperste indenfor balkanmusikken. 13 mand med blæseinstrumenter og percussion indtager scenen og så kan du ellers tro, at det går løs! Tag f.eks. et kig på dette YouTube klip (fanget på gaden i Køln, hvor de bl.a. spiller den fantastisk smukke og medrivende ”Mundo Cocek”, der starter 1 minut og 20 sekunder inde). Jeg har ikke set dem live før, så jeg er fuld af forventning.
Der er jeg faktisk også til aftenens lokale islæt KURvE, selv om jeg har set dem 117 gange før. Et af Århus’ ubetinget bedste livebands, der blander rockmusikken med Balkan på deres helt egen måde. Deres musik er bl.a. også blevet kaldt balkanpunk og cirkuspunk. Se noget video fra Katapult her og fra Train her.
Så I kan jo nok se, at energiniveauet må op og banke i loftsbjælkerne, ikke? ;-)

2/11: Ethio-funky som intet andet
Netop som jeg troede, at det ikke kunne blive federe, så hiver Atlas en 15 meter høj kanin med overbid op af hatten... Mulatu Astatke. Hvad bilder de sig ind? Han er vel nærmeste kongen af old school ”ethiojazz” eller hvad pokker det er, han har gang i. Jeg synes, at det også hælder over i det funky. Det svinger som ind i helvede og melodierne er absolut fortryllende. Det samme mente filminstruktøren Jim Jarmusch, der flittigt brugte hans musik i filmen ”Broken Flowers”. Men inden da havde de gamle toner fra dengang, hvor den Etiopiske ”riviera” i hovedstaden Addis Ababa var in-stedet for de rige og smarte, allerede begejstret mange. Jeg havde dog ikke forventet, at disse musikere ligefrem skulle finde vej til livescenen igen. Men jo. Og så endda ham, der lavede nogle af de allerbedste numre. Nu er Mulata Astatke efterhånden en ældre herre, så måske er tempoet ikke så vildt, men jeg er sikker på, at det nok skal blive blændende smukt den 2. november.
Der ligger diverse klip på YouTube – her er et af dem.

Altså, en slaraffenlandshåndfuld uden lige fra Atlas. Der er naturligvis også andre koncerter på programmet (bl.a. Konokone den 4. september). De kan indtil videre ses på Voxhalls hjemmeside.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg i mange år ikke rigtigt var meget til ”verdensmusik”, som det så kejtet er blevet kaldet. Men de senere år er det udtryk blevet nuanceret betydeligt. Det globale publikum er blevet mere åbent og flere af de rigtige gode bands – også nye af slagsen – har fundet et nyt og større publikum. Så grib chancen! Lad Dansk Folkeparti og dem der ligner, beholde deres fobier for dem selv, notér dagene ned i kalenderen og lov mig, at vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Århus bedste festival denne weekend

2010-08-15T10:58:00.007+02:00

Fra AOA.dk:

Af en koncertjunkies bekendelser - del 17...

Ja, jeg ved det godt. Århus har mange festivaler: Spot Festival, Danmarks Grimmeste Festival og på det seneste også flere nye stort opslåede koncepter. Men der er én bestemt lille festival, der står mit hjerte meget nær: Elektronisk Jazzjuice. For dem, der ikke kender festivalen, så er der både piplende, legende og pumpende electronica, men også eksperimenterende rockmusik og skæve jazzinfluerede ting på programmet. Så navnet kan snyde lidt. Og juicen? Ja, måske kan man sige, at musikken flyder som juice ud fra den hyggelige og dekorerede baggård i Mejlgade på Musikcaféen og Gyngen?

Det er 7. gang, at Elektronisk Jazzjuice afholdes og jeg vil godt skrive under på, at festivalen igennem alle årene har holdt et utroligt højt niveau. Faktisk har indtil flere af mit livs bedste koncertoplevelser være på Jazzjuice (bl.a. Battles, Nisennenmondai og Eugene Chadbourne - og jeg er jo som bekendt ”koncertjunkie”, så vi taler om de bedste blandt rigtigt mange).
Men tag ikke mit ord for det. Levende billeder kan jo sige meget mere. Jeg har filmet lidt igennem årene. Her er to videoer fra henholdsvis 2008 og 2006. Jeg har desuden tidligere skrevet artikler om festivalerne i 2007 og 2006.

Noget tyder på at 2010-udgaven kan blive lidt mere elektronisk end den plejer. Altså, at de lidt færre eksperimenterende, jazzede og rockende indslag er tidligere. Men når jeg ser line-up’en, så er jeg ikke i tvivl om, at der igen venter en række uforglemmelige oplevelser.
Jeg hæfter mig bl.a. ved navne som Zun Zun Egui (high speed tribal rock), Pamelia Kurstin (virtuos Theremin-spiller, der er en af verdens bedste på sit instrument. Så god, at hårene rejser sig på armene), Midori Hirano (sfærisk japansk electronica med strygere), Polar Bear (stemningsfuld eksperimenterende jazz), Trembling Bells (skotsk folk med smukke vokaler), Leafcutter John (folk møder electronica), Christian Vogel (minimalistisk electronica fra Radiohead-remixer), Snöleoparden & Henning Frimann (krøllet århusiansk 'verdensmusik') og et væld af det bedste, som den danske electronica-scene har at byde på, og som uden tvivl får publikums fødder til at bevæge sig i højeste tempo.

Bag festivalen står arrangørgrupperne Prototybe, LJUD og Bass Culture i samarbejde med Musikcaféen. Grupper der i også på andre tider af året leverer masser af kvalitetsmusik til Århus’ spillesteder.

Så hvis det skal siges kortere, så må det lyde sådan her: Gå ikke glip af Elektronisk Jazzjuice! Det er Århus' bedste festival og en af de bedste i Danmark.

Det koster 300 kroner for begge dage – eller 170 pr. dag. Kun to-dages billetter kan købes i forsalg. Tjek programmet og flere links på Musikcaféens hjemmeside. Tjek Facebook event her.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)

Nyt Marzipan Marzipan album

2010-08-11T13:26:00.004+02:00

Snart - meget snart - kommer der et nyt album fra Marzipan Marzipan. På SOPA udgav vi for et par år siden en slags opsamling, der indeholdt alt det bedste fra hendes mange forskellige cd-r-EP'er og minialbums, samt lidt nye numre. Nu har hun indspillet en række numre med direkte henblik på et album. Denne gang ikke som cd-r, men en "rigtig" trykt cd i 500 eksemplarer.
Den indeholder både nye og gamle numre - dog alle indspillet påny til albummet sammen med trommeslageren Big Daddy Mugglestone. Man kan lytte til numrene på MySpace. Nok engang lader det ikke til, at perfektion i lydbilledet målet, men i stedet umiddelbarheden, legesygen og teksterne. Og ja, måske kunne man sige "det charmerende skæve groove".
Albummet er "selvudgivet" og ikke en SOPA-udgivelse, men den vil helt sikkert være til at købe igennem SOPA-shoppen online i den nærmeste fremtid. Den kommer i øvrigt lige netop som SOPA-udgivelsen er udsolgt.

En varm anbefaling herfra til alle nysgerrige sjæle!

Video Archive: Elektronisk Jazzjuice

2010-08-10T20:55:00.004+02:00

It's that time of the year again. Christmas? No, it's better...

Jeg skal ikke lægge skjul på at Elektronisk Jazzjuice er en af mine favoritfestivaler. Ja, faktisk den jeg har syntes bedst om de seneste år. Selv om noget tyder på at 2010-udgaven bliver mere elektronisk end den plejer - altså, at de andre mere eksperimenterende, jazzede og rockende indslag er færre - så tror jeg, at det nok engang bliver spændende.
For dem, der ikke kender festivalen, så er der ikke ret meget jazz og eller juice. Og billeder siger mere end ord, så her er to "video medleys", jeg lavede i sin tid. Den første fra 2006 er bare hurtige klip lavet med et almindeligt digicam. I 2008 havde jeg fået et dv-cam med og var lidt mere seriøs omkring at indfange festivalens gode øjeblikke.
Efter de to medleys er der to udvalgte klip fra nogle af de koncerter, der ramte mig mest i 2008. Eugene Chadbourne og Nisennenmondai.

Vi ses på Musikcaféen og Gyngen den 20. og 21. august!

Enjoy!

En håndfuld spændende udgivelser #1

2010-08-09T21:25:00.005+02:00

Jeg fik lige lyst til at sprede ordet om en håndfuld spændende, nyere udgivelser.

Various Artists - Pomegranates: Persian Pop, Funk, Folk and Psych of the 60's and 70's
Pladeselskabet Finders Keepers gør, som sit navn antyder, en dyd ud af at finde gammelt guld frem. Måske er det fordi, at den amerikanske musikhistorie er blevet kulegravet grundigt, at flere og flere er begyndt at se mod Mellemøsten, Afrika og Asien. Eller måske er det bare fordi globaliserede ører endelig er åbnet mere og fordi det, der er at finde derude, at så satans fedt. Det har ikke blot det eksotiske præg - det "svinger" også. Og der er flere afarter af smagsvarianter. Denne opsamling er endnu et fornemt eksempel på den musikarkæologi, der er hippere end hip for tiden. Man kan købe sig fattig i disse udgivelser, for de kommer i en lind strøm (bl.a. også en masse gammel afrikansk musik). Meget af det er faktisk ganske godt, så det er farligt område at bevæge sig ud i, he-he.
Lyt til smagsprøver hos Norman Records.

Harmonious Thelonious: On Stages EP
Et nyt bekendtskab, jeg faldt over på nettet. Det lader til, at disse herrer har noget minimalistik elektronica bag sig, men nu har fundet frem til bunken af samples fra Afrika eller deromkring. Det er egentligt forholdsvis simpelt, men det virker ret godt. Repetivt og rytmisk som Steve Reich (uden dog at være spillet live) og ganske dansabelt.
Lyt til smagsprøver hos Phonica eller på bandets website.

Zun Zun Egui: Bal La Poussiere EP
Jeg tjekkede dette band ud, fordi jeg hørte LJUD's djs spille det og fordi de spiller på årets Elektronisk Jazzjuice festival i Århus. Det virker som en blanding af lo-fi indierock og meget rytmisk tribal elementer fra det afrikanske eller lignende. Spændende skive med rimeligt smadret lyd. Jeg tillader mig at forvente en ret vild liveoptræden.
Lyt til numre på MySpace.

Oneohtrix Point Never: Returnal
Elektronisk støj starter denne plade, men derefter indfinder harmonien sig i større mængder. Old school lydflader, der kan minde én om synthesizermusik fra 70'erne og 80'erne, men så alligevel ikke helt. Det lugter af det, men der sker noget andet undervejs. Steder er det ligefrem rigtig smukt.
Lyt til smagsprøver hos Amazon.

Panda Bear - Tomboy (7"-single)
Han har meget at leve op til. Både som del af Animal Collective og på baggrund af sit soloalbum "Person Pitch". Personligt synes jeg efterhånden at han er mere spændende solo end med kollektivet. Rytmerne er mere simple og fremtrædende her på denne single, der er den første af tre limited af slagsen, der skulle komme før udgivelsen af det næste album. Stadig umiskendeligt Panda Bear, men han bevæger sig stadig nye steder hen, omend med små skridt. Melodierne væver sig stadig ud og ind - og vokalen er sovset ind i rumklang. Men det lader til at være blevet hans trademark. It ain't broken, yet, so why fix it?
Lyt til smagsprøver hos The Hype Machine.

Det var lige fem hurtige herfra. Det kommer jeg nok til at gøre igen.

Live video: Agata & Me + A.K. Hansn @ Stubnitz

2010-08-07T15:34:00.000+02:00

Vi lavede en lille koncertaften med SOPA acts på Stubnitz sidst i juni 2010, mens skibet lå i Århus Havn. Jeg filmede jeg noget af det, der foregik.

Jeg er helt vild med dette nummer af Agata & Me. Et af deres få numre, hvor der har sneget sig en lille smule balkan ind.

A.K. Hansn spillede - foruden en del af sine egne numre - også et covernummer af Turbonegro. Meget apropos i forhold til koncertens placering. Medrivende fremført og desuden som bonus en glimrende instruktionsvideo i, hvordan man ødelægger en tamburin og skiller sig af med den hurtigst muligt for derefter at rocke videre, he-he.

Agata & Me

A.K. Hansn & Old Shoscombe Place - "Sailor Man"

Regn holder ikke en rigtig grimrian nede

2010-08-02T22:25:00.018+02:00

Fra AOA.dk:

Danmarks Grimmeste Festival havde ikke vejret med sig, men der skal mere end lidt mudder til at stoppe en god fest. AOA's musikblogger Lars Kjær Dideriksen var forbi et vildt lille hjørne af Brabrand.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 16...

De har været i gang siden 2004 ude i Brabrand og nu er det efterhånden ved at blive stort. Omkring 2500 billetter, stor teltlejr, security og barer og madboder med Roskilde Festival-priser. Det er blevet prof. Nogle vil nok synes det er ærgerligt, mens andre er helt med på den store fest. Måske er den også blevet pænere? Det ved jeg så ikke noget om. Jeg har underligt nok ikke været med fra starten på denne her. I år fik vejret dog gjort festivalen relativt dirty, så det var vel nok ikke så slemt med lidt regn alligevel?
Danmarks Grimmeste Festival startede torsdag med fire gang rockband. Fredag tog variationen lidt til, hvor Tremolo Beer Gut og deres medrivende surfrock og en rap-kombi fra Århus og Aalborg med Jøden og Hefty var på programmet. Og allerede derefter var der stilskifte igen.

Troels Abrahamsen, der lader til at lave mere og mere udenfor sit band Veto, har lavet to elektroniske popplader på det seneste. Man kunne let forledes til at tro, at han må have lyttet en del til Thom Yorkes noget beslægtede ”The Eraser”. Live supplerede han laptoppen og keyboardet med en bassist og en trommeslager. Det blev det dog ikke synderligt mere spændende af, for
frontmanden selv trak det i den anden retning med en indadvendthed, der desværre virkede paradoksal i forhold til hans ganske fede beats. På den måde nåede han ikke langt ud over scenekanten og man tænkte om ikke disse numre ville have gjort sig bedst på et lille spillested eller blot på stereoanlægget i stedet.

På festivalens lille ”Bonzaiscene” slog den lokale Snöleoparden sig løs i en - for ham vanligt - usyret koncert. Det er ofte lidt hulter til bulter med ham. Men det er netop charmen ved hans koncerter. Jonas Stampe på guitar, xylofoner og fløjter og Henning Frimann på skrammel-slagtøj. En umage duo. De fik pisket en tung og lo-fi tribal-stemning op, der fik en del af publikum til at danse stammedans. Meget passende. Der er noget glemt, skævt Afrika og Østen i Snöleopardens simpelt lydende, men stadig overraskende numre. Der er ikke mange her til lands, der bare giver efter for den slags legesyge og som skider hul i hvad folk måtte mene om resultatet. Befriende og en fornøjelse.

Festivalen har et par ”husbands” og et af dem erAnalogik. Det århusiansk hip-hop-polka-balkan-electronica-folkemusik-sailorsangs-ensemble, der må siges at være rigtig meget... Analogik. Helt sig selv. En gruppe tilbagelænede hyggeonkler på et storsmilende koffeinridt. Analogik kan nok gøre de fleste glade i låget. Og ergo: festen blev skudt i gang på grimrianen i Brabrand.
Aftenen blev rundet af med lidt mere straight sager. Blandt andet synthpopperne Turboweekend.

Lørdagen var igen et virvar af stilarter. En ting der var meget tydeligt på en så lille festival med blot to scener, hvor publikum svinger som et pendul mellem de to. Og gudskelov for det.
Rumpistol havde suppleret laptoppen med el-guitar og to strygere, hvilket jeg ikke havde oplevet før, når jeg har set ham live. Rart at se, at flere electronica-musikere prøver at vriste sig lidt løs fra computeren. På programmet var også Negash Ali, Bumsestilen og Bikstok Sound DJs. Århusianske Bo Marley, der laver deres egen helt specielle rap-reggae på tysk, og trommemaskinernes betvinger Bjørn Svin rundede festivalen af på den lille scene.

Et af festivalens hovednavne må siges at have været Efterklang. Nok et meget lidt ”grimt” band, men de gjorde god figur med sit harmoniske og storladne musik. Det var efterhånden længe siden, at jeg havde set dem live, og jeg noterede mig, at det var rart, at der nu bliver sunget igennem på vokalfronten modsat i tidlige år. Efter sigende er de det danske band, der pt. turnerer mest i udlandet. Men det holdt dem ikke fra at spille i et hengemt hjørne af et industrikvarter i Århus.

Hvis ikke regnen har påvirket festivalen for meget, så lader det til, at Århus efterhånden har fået endnu en festival, der er kommet for at blive. Man kan så håbe, at den bliver ved med at have plads til det skæve og sjove fra det lokale vækstlag (som tilsyneladende ikke længere har plads på Spot-festivalen), selv om festivalen vokser og formentligt med tiden må tage større kommercielle hensyn. Vi får se. Det bliver nok ikke kedeligt.

Song Selection: In This Town

2010-07-29T10:02:00.011+02:00

Jeg kom lige til at kigge lidt på de billeder, jeg har liggende på min hjemmeside. Der er en billedeserie med titlen "In This Town". Hvad der ikke står er, at de er taget i Næstved. Gik lidt rundt og fandt nogle detaljer dengang, jeg boede der. Måske afspejler billederne, at jeg da godt kunne tænke mig at befinde mig andetsteds.
Alle billederne kan ses her. Til Næstveds forsvar så må man sige, at det også er et ganske flot område, når man ser på naturen. Det tog jeg også nogle billeder af og kaldte "It's Green". De kan ses her.
Men tilbage til "In This Town". Titlen er stjålet fra et af 80'ernes uovertrufne popmeisters, Eurythmics, og deres sang af samme navn. De kunne noget med ørehængere, men samtidig også skrive nogle gode tekster. Da jeg boede i Næstved blev jeg "udfordret til" at spille en koncert i Århus. Der spillede jeg faktisk denne "Næstved-sang". Den lød ikke særligt godt i min version. Men derfor er det stadig et fremragende nummer, der godt kan gøre god figur f.eks. akustisk, hvis der er en ordentligt sanger med.
Anyways... her er den originale sangtekst, der inspirede overskriften til billederne fra Næstved. Jeg synes, at den opsummerede det hele ganske godt dengang. I kender det godt: Nogle gange kan alle dage føles som en skidt søndag, hvor man kigger igennem regnen, spejder ud i horisonten og længes efter mere. Og ikke mindst, at noget skal der altså laves om på.
Med sådan en tekst kan jeg i øvrigt godt se igennem fingre med de cheasy trommer og ditto orgel, he-he. Sangen er fra bandets nok mest populære album "Revenge" fra 1986. Der er smagsprøver på hele skiven her.
Og lad mig tilføjelig, at det er for sangens skyld og ikke for at 'disse' Næstved, at jeg bringer den på banen igen.
Jeg tror egentligt, at jeg vil prøve at skrive lidt mere om gode sange her fremover.

Eurythmics - In This Town

I could be anywhere else but here
But the rain won't let me go.
There's a photograph
Hanging on my wall
Of a place I've never been to...
I'll never make the grade
(Feels like Sunday everyday)
And I can't stop the rain
(Feels like Sunday everyday)
What do the papers say?
(Feels like Sunday everyday)
Get up and go now!

In this town - something's gotta change
In this town - something's gotta change

I'm looking at the world -
Looking for a scene -
Waiting for a day -
Filling in time like I'm digging
My own grave...
I'll never make the grade
(Feels like Sunday everyday)
And I can't stop the rain
(Feels like Sunday everyday)
What do the papers say?
(Feels like Sunday everyday)
Get up and go now!

In this town - something's gotta change
In this town - something's gotta change

Den Grimmeste er tilbage

2010-07-22T13:51:00.002+02:00

Danmarks Grimmeste Festival skubber igen i år undergrundsmusikken frem i scenelyset i tre dage fra den 29. til 31. juli. Musikblogger Lars Kjær Dideriksen anbefaler, at man slår vejen forbi og får én på opleveren.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 15...

Mens Skanderborg proklamerer at have Danmarks smukkeste festival, så ligger modspillet fra Århus lige for. Her har vi den grimmeste. Men det afhænger selvfølgelig af øjnene der ser. Der er så sandeligt noget smukt i at skrælle den polerede overflade væk og lade os komme ind til materien: musikken.

Igen i år rockes der igennem i Brabrand på Danmarks Grimmeste Festival. Og nok engang præsenteres et line-up, der nok skal garantere nogle spændende dage i udkanten af Århus - og udkanten af den almene danskers opfattelse af hvad musik er og kan være. Nye og gamle Århusbands blander sig med ditto fra resten af landet.
Udefra kommer bl.a. Efterklang, Bjørn Svin, Troels Abrahamsen (Veto), Tremolo Beer Gut og Turboweekend. En fin blanding af storladen orkester-elektronik med strygere og blæsere, technofest, elektropop og surfrock.
Men Århus er selv godt med. Analogik har sin egen stil, hvor elektronik og hip-hop-beats ramler sammen med akustisk gadedrengemusik, balkantendenser og helt igennem festlig stemning. Jøden og Hefty leverer uden tvivl en ordrig og flabet århusiansk-aalborgensisk rap-cocktail. Snöleoparden er normalt garant for gennemført hippiestemning et sted mellem ordløs afdæmpet syrerock og afrikansk og mellemøstlig rytmik og melodier og ja... måske har han endda en spolebåndoptager med børnesange med. Der findes kun én Snöleoparden og det skal opleves.

Men for pokker, der er jo mange spændende kunstnere på den festival. På http://www.grimfest.dk/ er der links til alle deres hjemmesider, så smut forbi, tag en lytter og køb en billet!

Vi ses derude!

Lars

Endelig musik på Stubnitz!

2010-06-22T21:20:00.003+02:00

Fra AOA.dk:

Lige før skibet letter anker er der givet tilladelse til at afholde arrangementer udenfor på dækket. Agata & Me, A.K. Hansn (Singvogel), De Splittergale og The Bang Bang Brain spiller over tre dage, skriver musikblogger Lars Kjær Dideriksen.

Af en koncertjunkies bekendelser - del 14...

Så vil der endelig strømme livemusik fra MS Stubnitz i Århus Havn! Allernådigst har skibet fået lov til at afholde arrangementer udenfor på dækket. Det skal udnyttes - også selv om det er i tre dage lige op til der lettes anker i håbe om mere velkomne havne andetsteds.
Det lokale Århus-pladeselskab Sound Of Perpetual Astonishment (SOPA), der er denne signaturs 'sideprojekt',
har fredag aften æren af at være del af de eneste koncerter, det bliver muligt at holde ombord på MS Stubnitz i Århus. Agata & Me og A.K. Hansn & Shoscombe Old Place samler instrumenterne og træder op.
Dette foregår på dækket af skibet fra klokken 20.00. Og det er derved sidste chance for at opleve livemusik på Stubnitz i Århus i denne weekend.

Agata & Me er en siciliensk-bosnisk duo bosat i Århus. Med guitarer, keyboards og anden elektronik skaber de en sagte, men stemningsfuld musik med flotte vokalharmonier. Geiger skrev, at ”originaliteten, talentet, sangene og de sjælfulde vokaler er der, og Agata & Me fremstår foreløbig som en mørk, musikalsk sammenhæng med personlighed.” Agata & Me har bl.a. turneret i Italien, Tyskland og Irland. Duoens bosniske halvdel, Emir Pasic, er desuden aktiv i det århusianske balkanorkester KURvE.

A.K. Hansn – denne aften med backingbandet Shoscombe Old Place – er et kendt ansigt i den århusianske musikundergrund. Igennem mange år har han ageret i bands som Vildensky og Singvogel (bl.a. med digteren Peter Laugesen). I eget navn dykker han dybere ned i sit særegne litterære univers i en semi-syngende ’spoken word’-stil. Denne aften finder skramlet guitar sammen med klarinetter, harmonika og percussion.
Forvent i anledningen af denne særlige Stubnitz-koncert et maritimt tema i repertoiret (se eventuelt denne video på Facebook med A.K. Hansn i "sailor mode")

Livemusikken
suppleres af undertegnede som dj under navnet Capt. Daydream.

Denne aften er en del af en tre-dages seance ombord på Stubnitz. Torsdag den 24. juni spiller De Splittergale og lørdag den 26. juni spiller The Bang Bang Brain suppleret af Stubnitz Selectors (DJ) og Vektor Crew (DJ).

Info om lørdag:
Påmønstring ombord kl. 20.00.
Koncertstart ca. 21.00.
MS Stubnitz, Kajplads 25 lige ved Studenterhuset