28. dec. 2010

Kærligheden, latteren og sandheden

Jeg er ofte vendt tilbage til den tanke, at Bill Hicks var et af de forsonende elementer ved USA. At han var beviset på, at der var intelligent liv på den anden side af Atlanten. En grov generalisering, ja, men dybest set blot en konstatering af, at der kommer mere skidt end godt fra den kant. Og har gjort det i mange, mange år. Hvor havde den europæiske kultur været uden tæppebombardementet fra den anden side af kloden? Interessant tankeeksperiment. Det er dog ikke det, jeg vil fabulere over denne gang. Men i stedet en ganske speciel herre.
Jeg skal være ærlig: Jeg ser en stor stjerne i Hicks. Til trods for at han døde for snart 17 år siden i en alder af blot 32 år. Han har betydet umådeligt meget for mig af mange forskellige grunde. Men helst sikkert fordi han i modsætning til de fleste andre mennesker var kompromisløs og fandt sit kald. Og delte sin egen logik med verden. Derudover ikke mindst min respekt for hans holdning til kærlighed, hykleri, politik og dobbeltmoral. Listen er lang. Han havde fat i den lange ende. Til trods for - eller måske netop på grund af - sine mange modstridende yderpunkter (lige fra "kill everyone" til "love everyone").

Meget mere end en komiker
Bill Hicks var kendt som en komiker. For han var virkelig sjov. Men han var også meget mere end det. Han gik det skridt videre, som alle andre komikere ikke gør eller tør. Og hvad var det så? Han nægtede at sælge ud og turde være kontroversiel lige meget prisen. Og ikke bare kontroversiel bare for at være kontroversiel (f.eks. råbe "pik", fordi han ikke må), men fordi det han talte om var hans hjerteblod. Han var en prædikant. Han var analytisk knivskarp. Og han lod ofte på sympatisk vis sin komik ramme sig selv som en boomerang (en evne de færreste komikere besidder, fordi de tydeligvis ikke tør blotte sig selv og ikke har fattet hvad det betyder for deres budskab). Han var alt det, som de fleste andre af hans kolleger ikke kunne eller turde være.

Ti år for sent på den
Jeg opdagede ham i 2004. Det første materiale jeg hørte var noget af hans hårdeste, hvor han gik løs på sit forstyrrende publikum ("Hitler had the right idea! He was just an underachiever. Kill everyone!"). Men jeg blev nysgerrig. Det var gammelt materiale, så jeg prøvede at finde noget nyere, hvor han måske gav George W. Bush (Jr.) tørt på. Men ak, jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var 10 år for sent på den. Bill døde af kræft i 1994.
Det satte dog ikke en stopper for min iver at finde mere med ham. Der var udgivet nogle cd'er og dvd'er med ham og så lå der naturligvis masser af videoklip på YouTube. Uden at kunne sætte min finger på det, så havde han noget, som ingen andre havde. Han turde tale om ting, der stak dybere.

It's jazz thinking
Siden 2004 har jeg opsøgt alt jeg kunne om ham. Ja, jeg blev sgu' stor fan af manden. Det er lige før, at jeg kan det meste udenad. Men det er jo ligesom musik, man kender ud og ind. Bill Hicks var en rock'n'roll komiker og hans "comedy routines" er som sange. Eller musik. Nemlig levende og evigt foranderlige organismer, der, som en jazzsolo over et fast groove, finder nye former hver gang de bliver fremført.
Jeg tænkte sjovt nok denne tanke om jazz for nylig og så kort efter et interview med Hicks, hvor han selv beskrev sin stil: "It's jazz. It's jazz thinking. It's a rhythm."
Han var virtuos og hans timing var hamrende effektiv. Den sad næsten i skabet hver eneste gang. Men han turnerede også året rundt med over 200 jobs om året. Det gav ham mulighed for at fintune sin kunst ganske betydeligt.

Eviggyldige budskaber
Grunden til at det - den dag i dag - stadig er både en fornøjelse og en øjenåbner at dykke ned i Bill Hicks komik og budskab er simpel. Det er eviggyldige sandheder, der resonerer den dag i dag, fordi vi mennesker aldrig ændrer os eller lærer noget. Bevares, han sviner Rick Astley, New Kids On The Block og Debbie Gibson til for deres udvandede popmusik. Og flere af politikerne han harcelerer over er nok gået på pension eller døde. Men både popmusik og politik er jo degenereret yderligere siden Hicks' tid, så måske giver hans budskab endda endnu mere mening i dag. Mediebilledet er desuden blevet endnu værre, folk er blevet endnu grådigere og endnu mere liderlige. At kalde ham uaktuel bare fordi han er død vil være en fejl.
Jeg tager med jævne mellemrum mine Hicks-fix for lige at få et "reality check" inden lavinen at bullshit begraver mig mentalt. Til trods for at jeg kan det meste udenad. Ligesom mine favorit musikalbums. Og ja, jeg troede snart, at jeg havde set det hele. Alle cd'er, bøger, dvd'er og alt på YouTube. Men det er der netop blevet lavet om på her i efteråret.

Hicks på det store lærred
Der har i et stykke tid været snak om to film om Bill Hicks. Blandt andet en rendyrket Hollywood-version, hvor Russell Crowe efter sigende skal spille hovedrollen. Bill ville sikkert have hadet idéen om en film af den slags. Faktisk var et af hans største ønsker, at Californien - og især Hollywood - skulle blive ramt af det helt store jordskælv og synke i havet. Denne film er vist stadig på tegnebrættet.
Den anden har også været undervejs i mange år, men lige pludselig så var den der! Endda på dvd. "American - The Bill Hicks Story". En ganske glimrende dokumentar, der udover at fortælle Bills historie også går nye veje rent teknisk.
De nye interviews (med familier, venner og kolleger) og gamle videoklip, der udgør lydsiden og en del af billedsiden, suppleres i størstedelen af filmen med simpelt animerede arkivfotos og fotos fra de oprindelige locations. En interessant måde at bringe liv i materialet på. Det virker forbavsende godt.
Det bedste ved filmen er dog, at den udover at bringe Bill Hicks ud til et større publikum, også formår at give os, der allerede er godt inde i stoffet, nogle nye og dybere vinkler på denne mand, som vi kun kender gennem hans optrædener. Selv de velkendte stand-up-rutiner får et lag mere, når man bevæger sig igennem filmen. Så faktisk har jeg i hvert fald fået mere end jeg forventede. En positiv overraskelse.
Cd-titlen "Love, Laughter And The Truth" fik også en ny vinkel, da jeg først nu fandt ud af, at hans sidste hilsen til folk inden han gik bort faktisk lød: "I left in love, in laughter, and in truth and wherever truth, love and laughter abide, I am there in spirit."
Dvd-udgivelsen tæller i øvrigt to discs og en god portion ekstramateriale i form af flere interviews fra filmen og gamle hjemmevideooptagelser af hans optrædener.
Filmens instruktører må også roses for filmens titel. Bill klædte altid hyklerne af. Dem der mente, at det var "uamerikansk" at stille kritiske spørgsmål til Gud, fædrelandet og den blinde patriotisme. Nej, en dissident er en ægte patriot, en ægte amerikaner. Deraf den perfekte titel: "American".

Arkæologisk oplevelse

Omtrent samtidigt med dvd'en er der kommet "Bill Hicks - The Essential Collection". Denne imponerende pakke indeholder bl.a. to proppede cd'er. De fungerer som en slags "best of". Men smagsprøverne virker lidt for meget, som de bliver leveret udenfor kontekst, når man kender de oprindelige udgivelser, hvor de er en del af et større flow. Men måske kan de være en okay introduktion. Jeg har svært ved at bedømme det. Der er også ganske få uudgivede tracks, men dem har man allerede set på dvd eller YouTube tidligere.
Det enormt interessante ved denne opsamling er de to dvd'er, der også er med. Hicks' familie har siden de unge dage filmet en del af hans optrædener. Så selv om man har set de udgivede shows på dvd, så er der timevis af "nyt" at komme efter her. Bevares, det er optaget lidt amatøragtigt, men det ændrer ikke ved at det er en fryd at opleve den helt unge Hicks så langt tilbage som 1981 og 1984, hvor han allerede havde fat i det rigtige. Der er også live-materiale fra 1986, 1991 og 1993, samt hans kung-fu kortfilm "Ninja Bachelor Party".
Man oplever hvordan frøene til senere klassikere blev sået, men også en hel masse ganske godt materiale fra de tidligere år, som ganske naturligt hører hjemme der og ikke i de senere mere kendte optrædener.
Som en ekstra bonus medfølger en download-kode, så kan man downloade et lille album med akustiske sange, som Hicks selv indspillede, og som viser en helt anden siden af manden. Titlen på det er meget passende "Lo-Fi Troubadour".

Still going strong
Ringen er sluttet nu. Hicks-fans har fået en ordentlig - sidste - godbid, og et nyt publikum har fået en mulighed for at stige på. Når man oplever hans familie udtale sig på disse udgivelser, så får man på intet tidspunkt indtrykket af, at de gør dette for pengenes skyld. Men i stedet for at bevare mindet om deres søn og bror, og holde hans budskab i live. Der er mere brug for det end nogensinde før.
Det smukke (eller måske nærmere sørgelige?) er naturligvis, at alt det Bill Hicks prædikerede om stadig holder. Om det så er korrupte politikere, krigsmagere, religiøs fanatisme, racisme, kunstig skabt frygt, dårlig popmusik, censur, sell-outs, elendigt tv eller skamløst kommercielle medier uden rygrad.
Med humoren fløj hans ord ind under vores radar. Effektivt. For budskabet sidder der endnu. Især hos mig. Og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste.
Han havde så ret. Han har så ret. Og det ville være så sørgeligt... hvis Bill ikke bare gjorde det så skidesjovt.

Lars

Den officielle hjemmeside er på www.billhicks.com.
Læs eventuelt biografien samme sted.

22. dec. 2010

12 måneders musik og film i bakspejlet

Et hurtigt kig tilbage på året der gik i lyd og billeder. Jeg skelner ikke mellem danske og udenlandske udgivelser på separate lister, som medierne har det med at gøre. Dog vil jeg gøre opmærksom på, at der rent faktisk er hele tre danske titler på Top 10'en, som jeg finder mere end værdige i selskab med de udenlandske kunstnere. Hvorfor dele det hele så meget op? Vi bor på samme planet og det er alt sammen musik. :-)


Listen er med det forbehold at vise titler måske faktisk ikke er udgivet 2010, men måske sent i 2009 og først fandt vej til landet og/eller mig i år. Jeg har dog undladt det musik, som åbenlyst er fra før 2010, selv om jeg har lyttet meget til det for første gang i år.


Bedste albums

1. Polar Bear: Peepers
2. Prinzenallee: Don't Let Nerds Take Over Your Life
3. Frisk Frugt: Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite
4. Singvogel: Disneyexorcist
5. Marzipan Marzipan: Marzipan Marzipan
6. Various Artists: The Limits Of Control Original Soundtrack
7. Bill Hicks: The Essential Collection
8. Under Byen: Alt er tabt
9. Various Artists: Pomegranates - Persian Pop, Funk and Psych of the 60's and 70's
10. Scout Niblett: The Calcination of Scout Niblett

Andre der bør nævnes, hvoraf nogle er kommet i sidste øjeblik:
Nils Frahm: Wintermusik
Bruce Haack: Farad - The Electric Voice
Harmonious Thelonious: Talking
The Books: The Way Out (læs blog om)


Bedste koncerter
Ikke i nogen bestemt rækkefølge...
Bassekou Koyate & Ngori Ba, Atlas
1982 / Nils Økland, Atlas
Sister Chain & Brother John, Café Vestergade
Deerhoof, Loppen
Congs For Brums (Ches Smith), Musikcaféen
Comaneci, Fanø Free Folk Festival
Scout Niblett
, Voxhall
Dansk Fløde, Ridehuset, Spot Festival (læs blog om)
A.K. Hansn & Old Shoscombe Place, MS Stubnitz (video fra koncerten)
Under Byen, DR-Byens Koncertsal
Kati Linek - "Rooms & In-Betweens", Musikhuset (læs blog om)
Sofus Forsberg, Elektronisk Jazzjuice, Musikcaféen (læs blog om)
Frodegruppen 40 (Jens Blendstrup), Filuren/Musikhuset, Spot Festival (læs blog om)



Faktisk håber jeg på senere at få lagt noget mere video online fra de fleste af de ovennævnte koncerter. :-)


Bedste film
1. The Limits Of Control (Jim Jarmusch)
2. The Imaginarium Of Doctor Parnassus (Terry Gilliam)
3. American - The Bill Hicks Story (Matt Harlock & Paul Thomas)
4. Moon (Duncan Jones)
5. Fantastic Mr. Fox (Wes Anderson)
6. David Wants To Fly (David Sieveking)

...Og så kan jeg underligt nok ikke huske flere. Hvilket undrer mig lidt. Der har helt sikkert været flere. Nu gik jeg også glip af Århus Filmfestival i år, så det kan også have haft betydning.

Man husker selvfølgelig dem, der ikke behagede så meget...
Disse skuffede noget: Inception og Alice In Wonderland.
Disse skuffede en del, selv om jeg ikke engang havde de store forventninger: Shutter Island (faldt ligefrem i søvn), Avatar (hype, 3D og ingen historie) og Tron Legacy (fik mig til at savne 1982).

Og først i år fik jeg set disse to film, som jeg ikke helt kan putte på årslisten, men bliver nødt til at nævne, fordi de var fantastiske: "I'm A Cyborg, But That's OK" og "Patti Smith - Dream Of Life",

Sidste års liste her fra bloggen kan man se her. Der vil man kunne spotte en genganger blandt pladerne, men det er fordi, den først blev officielt udgivet i år.

Det var det. Og så vil jeg ellers bevæge mig videre. Velnæret af gode oplevelser, men dog stadig med bange anelser for ensretningen, fantasiløsheden og ikke mindst de 'guider', som lytterne har i form af mange af de danske anmeldere, der lader til at blive mere og mere snævertsynede og mindre og mindre nysgerrige. Der er få tilbage, der har nysgerrigheden i behold.
Nå, nok om det. Jeg har uden særlig meget hjælp fra medierne fundet guld i år. Så en tak til de koncertarrangører i bl.a. Århus, der tør gå mod strømmen, og de musik- og filmnørder derude, der tror på at bringe deres begejstring for noget videre også selv om det ikke er det, som flertallet råber op om.

God jul og godt nytår!

Lars

21. dec. 2010

Noget om lyserøde rum og journalister

Jeg har i lang tid set lidt skævt til mine journalistkollegers formåen i de landsdækkende medier. Bevares, de er fortravlede, men derfor burde de stadig kunne styre uden om at nedværdige sig selv til at være mikrofonholdere for modsatrettede synspunkter og i angst for at miste kilder bukker under for kammerateriet med dem, de bør være kritiske overfor.
Forfatteren Carsten Jensen gav den 17. december den samlede journaliststand en meget tiltrængt skideballe i sin artikel "Når sandheden bliver væk". Og sandelig om han ikke ramte hovedet på sømmet i sin kritik og formulerede den bedre end de fleste (inklusiv jeg selv) tilsyneladende kan gøre det.

Han bruger et fint lille billede på mikrofonholderiet:

"Hvis to mænd kommer ud fra et lukket rum, og den ene hævder, at væggene var malet hvide, den anden, at de var sorte, sørger journalisten for at referere begge parter. Så er objektivitetskravet opfyldt, mener han. Og det er jo i en snæver forstand rigtigt: Han har ikke taget stilling. Men han er heller ikke gået ind i rummet, hvor han måske kunne konstatere, at væggene i virkeligheden var lyserøde."

Men det er næsten kun politikerne, der slipper så billigt. Med forbrugerstoffet er det noget andet:

"Tænk, hvis der blev stillet lige så kritiske spørgsmål til politikeres påstande og beslutninger, som der stilles til støvsugeres sugeevne og kondomers holdbarhed."

I sin artikel maler Carsten Jensen også ønskebilledet af mødet mellem politikeren og journalisten:

"Jeg forestillede mig en samtale mellem en politiker og en journalist, der netop har afsløret, at han har tænkt sig at stille politikeren til regnskab for en temmelig ubehagelig historie. »Hvis du gør det,« siger politikeren, »taler jeg aldrig mere med dig. Så er der fra nu af lukket for det varme vand. Ikke flere gode historier til dig. Du kan banke på min dør, så meget du vil. Du kommer ikke ind.«
Det er i dette øjeblik, virkelighedens journalist får et usikkert blik og begynder at granske sine hænder. I min fantasi om en bedre verden ser han derimod op og stirrer politikeren trodsigt ind i øjnene. »Hør her, dit røvhul,« siger han. »Jeg taler heller ikke mere med dig. Vi boykotter dig. Du bliver aldrig mere refereret i avisen for noget som helst, ingen fotos, ingenting. Hvis du ringer os op med et af dine sædvanlige selvpromoverende nonsens-budskaber, vil vi ved lyden af dit navn, blot svare hvem? og derefter stille dig om til piccolinen. Og hvis nogen spørger, hvorfor man aldrig mere hører noget fra dig, vil vi trække på skulderen og sige, at du jo må have valgt at spille en tilbagetrukket rolle i politik, hvilket jeg forsikrer dig for, at du lige præcis i dette øjeblik også har. Så du må hellere få åbnet for det varme vand igen, for ellers kan du godt kysse din fede, taburetklæbende røv farvel. For det tilfælde, at du ikke har forstået budskabet, brormand, så er det os, der bestemmer. Fat det så!«
Politikere bør være bange for journalister. De skal ikke tænke på dem som nyttige idioter. De skal få tynd mave, bare de ser en journalist for sig. Men danske aviser repræsenterer i disse år ikke andet end den institutionaliserede magtesløshed."

Carsten Jensen har skrevet en skarp kritik, som journalisterne ikke kan løbe fra. Jo, de kan prøve at bortforklare og komme med modangreb på ham. Men det ændrer ikke ved, at han har ret på et helt fundamentalt plan.

Når man er journalist som jeg, så modtager man fagbladet Journalisten. En ganske kritisk medie med en masse gode artikler (og altid en god opsang på bagsiden). Men det lader ikke til at al den analyse og kritik bliver taget til efterretning ude på redaktionerne. For så ville mediebilledet være et andet. Problemet med journalister er, at det er dem, der giver resten af verden billedet af... verden. Og det inkluderer ikke ret meget om problemerne ved journalisternes eget virke og hvad det betyder for demokratiet og den mentale folkesundhed.

Så hermed en stor anbefaling til alle - især journalister - om at læse Carsten Jensens artikel i Information: http://www.information.dk/254127

Lars

19. dec. 2010

Noget om at spille cello

For nylig var jeg på et kursus i at lave video-/tv-indslag. For anden gang. Igen en god og lærerig oplevelse. Jeg rundede kurset af med at lave et lille indslag med Morten Svenstrup, der er cellist i Under Byen. I det tilsneede og møgkolde København tog jeg turen ud til øvelokalet på Refshaleøen og fik mig en snak med ham om hans tilgang til at spille cello. Jeg endte med at komme hjem med ca. 75 minutters bånd, hvilket var lige i overkanten. Især når indslag kun skulle være tre minutter. Jeg endte med tre et halvt minut og ganske god kritik for det endelige resultat.
Jeg havde en del udfordringer med lyden og softwaren vi brugte på kurset var ikke så avanceret, at jeg kunne forbedre den så meget som jeg gerne ville. Derudover var der ikke meget lys i øvelokalet. Men til trods for disse problemer, så er jeg ganske tilfreds med hvordan det blev. For det var ikke helt let. Men jeg lærte utroligt meget bare ved at lave denne lille video.

Interview with Morten Svenstrup of Under Byen, December 2010 from Støj På Overfladen on Vimeo.

14. dec. 2010

Beskidt tråd og spicy glögg på Musikcaféen

Fra AOA.dk:

Singvogel og venner fyrer på fredag nok engang op under en af deres årlige julekoncerter, hvor den skramlede forstadsrock møder juleånden - helt på bandets egne præmisser. AOA's musikblogger kaster sig ud i godterne for gud ved hvilken gang.

Traditionen tro og bla-bla-bla... så hænger juleræset sikkert som am(m)en i kirken os ud af halsen før vi når målstregen den 24. december. Forsukrede, forfrosne og fortravlede. Men nogle traditioner er dog værd at holde fast i. Singvogels julekoncert for eksempel. Igennem årene har den vist sit plørede ansigt forskellige steder i byen. Teater Katapult, Lobby, Entréscenen og andre steder. I år skal man snige sig ind på Musikcaféen i Mejlgade nu på fredag den 17. december, hvis man vil have del i løjerne.

Og hvorfor skulle du så det? Jo, for ikke mindst får du et skud ærkeårhusiansk forstadsrock'n'roll, der lukker op for den lokale underverden på en poetisk vis, som kun forsanger A.K. Hansn kan gøre det.
Denne aften har han og bandet dog følgeskab af Brabands svar på Jack Kerouac, Peter Laugesen. Oh yes, der er sikkert nogen, der vil hade mig for den fortalelse, he-he. Men manden brænder altså igennem på en scene som få andre, når han mejsler hvert et ord ind i luften foran os, mens han lægger sig perfekt op ad bandets skramlede udskejelser på el-guitar, basklarinet, klarinet, trommer og alskens andre instrumenter.
Laugesen og Singvogel har lavet flere fornemme plader sammen og nu er de efter en pause atter sammen. Faktisk i sådan en grad, at de er ved at indspille en ny plade. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg venter resultatet med stor spænding. Det er allerede officielt, at det bliver Geiger Records, der udgiver den, når den kommer.

En af traditionerne ved Singvogels julekoncert er, at der kommer indtil flere gæster på scenen undervejs fra nær og fjern. I år er der sågar også et "opvarmningsband" på. Navnet er The Livingroom og bag gemmer sig de to Singvogelsympatisører Emil Brahe og Leonard Davies. Sidstnævnte kendes af nogle som forsanger i Fallen Men og det nyere projekt The Lighthouse 5.

Når livemusikken ikke spiller, så får publikum fornøjelsen af Mads Stobberup ved pladespillerne. Så der er garanti for, at der bliver rocket igen, da Mads til dagligt agerer forsanger i punkbandet Cola Freaks (og tidligere Tæve), arrangerer koncerter under navnet Klub Arrogant og er manden bag Mastermind Records.

Og... ikke at forglemme den snart sagnomspundne "Glögggryde". Så kraftig, at den har tre g'er. Jeg husker for et par år tilbage, at jeg ankom totalt osteklokke-forkølet, smagte på sagerne og efter to vanvittigt velsmagende glas var jeg kureret. Det forlød, at det naturligvis ikke var en glöggblanding fra Netto, men "the real homemade deal", så der fik jeg forklaringen.

Nysgerrige kan eventuelt tjekke en video ud på YouTube fra sidste år eller se den stemningsfulde musikvideo til "Maintheme From Flodtur", hvor man kan opleve Peter Laugesen sammen med Singvogel.

Vi ses derude til den hygsom, møgbeskidt, rocking jul!

Lars
(Støj på overfladen)